Cirkulære om fremtidigt ansættelsesvilkår for stillinger som graver
Statutory Text (4 Articles)
§ 1. Nuværende stillinger som graver med tjenestemandsvilkår skal ved ledighed indtil videre besættes på tjenestemandslignende vilkår.
Stk. 2. Nuværende stillinger som graver på tjenestemandslignende vilkår vil fremover ikke blive omdannet til tjenestemandsstillinger.
§ 2. Tjenestemandsansatte gravere kan uanset § 1 bevare deres status som tjenestemand ved ansættelse i en anden stilling som graver med tjenestemandslignende vilkår, såfremt denne stilling er en fuldtidsstilling.
§ 3. Cirkulæret træder i kraft med det samme.
Stk. 2. Samtidig ophæves Kirkeministeriets cirkulære af 20. november 1991 om ændring af cirkulære af 14. december 1981 vedrørende aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som graver.
Kirkeministeriet, den 1. juli 2005
Steffen Brunés
/Isabel Melander
Cirkulære om fremtidigt ansættelsesvilkår for stillinger som graver
Som et led i den fortsatte modernisering af personaleområdet i folkekirken har Kirkeministeriet besluttet gradvis at afskaffe tjenestemandsansættelse i stillinger som graver. Med virkning fra dette cirkulæres ikrafttræden skal ledige stillinger indtil videre besættes på tjenestemandslignende vilkår.
Cirkulæret omfatter stillinger, som på tidspunktet for cirkulærets ikrafttræden er ledige og stillinger, som bliver ledige efter cirkulærets ikrafttræden.