Legislator Case Law & Legislation
C20050980910 DK

Behandling af sager om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 2005 9809 Valid

Behandling af sager om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a

1. Indledning

Ved lov nr. 366 af 24. maj 2005 om ændring af straffeloven og visse andre love (berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, kriminalitet i juridiske personer, klagebegrænsning og hvidvaskning i spillekasinoer m.v.), der trådte i kraft den 26. maj 2005, er der bl.a. gennemført visse ændringer i retsplejelovens kapitel 93 a (§§ 1018 e og f) om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Lovændringen indebærer bl.a., at statsadvokaterne fremover tillige træffer afgørelse om de erstatningskrav, der rejses på baggrund af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens §§ 1018 e, stk. 1, og 1018 h, og som tidligere blev afgjort af Rigsadvokaten med klageadgang til justitsministeren. Statsadvokaterne fik herved som udgangspunkt kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans i alle sager efter retsplejelovens kapitel 93 a.

Lovændringen indebærer endvidere, at afgørelser vedrørende krav på erstatning truffet af Rigsadvokaten som 1. instans ikke længere kan påklages til Justitsministeriet.

Det følger af det lovforslag, der ligger til grund for lovændringen, at Justitsministeriet vil revidere de gældende forskrifter om forelæggelse af visse typer af sager for Rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1.

På den baggrund fastsætter Justitsministeriet herved følgende

2. Kompetence – retsplejelovens §§ 1018 a – d

Sager vedrørende krav om erstatning efter retsplejelovens §§ 1018 a – d, der ikke er reguleret af Rigsadvokatens årlige meddelelse om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, samt sager, hvor der agtes ydet erstatning med større beløb end fastsat i meddelelsen, skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.

Endvidere forelægges erstatningskrav efter retsplejelovens §§ 1018 a – d, som er omfattet af den årlige meddelelse, men som rejser spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige omstændigheder, for Rigsadvokaten til afgørelse.

Statsadvokaterne kan altid afslå erstatning i de sager, der ikke er reguleret i den årlige meddelelse.

3. Kompetence – retsplejelovens § 1018 h

Statsadvokaterne træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af retsplejelovens § 1018 h. Dette gælder krav om erstatning for såvel økonomisk som ikke-økonomisk skade.

Sager, hvor der agtes ydet erstatning på over 100.000 kr., skal forelægges for Rigsadvokaten til afgørelse.

Endvidere forelægges erstatningskrav, der rejser spørgsmål af principiel karakter, eller hvor der foreligger særlige omstændigheder, for Rigsadvokaten til afgørelse.

Statsadvokaterne kan altid afslå at imødekomme krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 1018 h.

4. Dokumentation for økonomisk skade

Erstatning for økonomisk skade må ikke ydes med et større beløb, end det dokumenterede tab udgør. Det bør påses, at dokumentationen er fyldestgørende. Eventuelle tvivlsspørgsmål i den forbindelse forelægges for Rigsadvokaten.

5. Krav om advokatsalær

Krav om salær til advokat, der på den erstatningssøgendes vegne fremsætter og behandler erstatningskravet, kan af statsadvokaterne imødekommes efter de retningslinjer, der er beskrevet i Rigsadvokatens årlige meddelelse om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

6. Klagevejledning

Statsadvokaterne skal i forbindelse med oplysning om klageadgang m.v. tillige vejlede om, at den administrative klageadgang skal være udnyttet, før der er adgang til at begære et krav indbragt for retten til prøvelse, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.

7. Udbetaling af erstatningsbeløb

Erstatningsbeløb i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a udbetales som hidtil af politiet.

8. Ikrafttræden

Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 15. december 2005 og omfatter alle sager, i hvilke der endnu ikke er truffet afgørelse om et fremsat erstatningskrav. Punkt 3 gælder dog kun for ansøgninger om erstatning, der er modtaget efter lovens ikrafttræden.

Samtidig ophæves Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a.

Med venlig hilsen

Justitsministeriet, den 12. december 2005

P.M.V.

E.B.

Mette Lyster Knudsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →