Vejledning om samvær i udlandet, barnets pas mv.

Vejledning om samvær i udlandet, barnets pas mv.

1. Indledning

Samvær efter en dansk samværsafgørelse kan umiddelbart kun udøves i Danmark og de øvrige nordiske lande. Samværet kan kun udøves i andre lande, hvis forældrene aftaler det, eller hvis statsamtet – efter ansøgning – træffer afgørelse herom.

2. Afgørelser om samvær i udlandet

Afgørelser om samvær i udlandet – uden for de nordiske lande – træffes efter følgende retningslinier.

En afgørelse om samvær i udlandet indeholder 2 elementer

1) Først skal statsamtet tage stilling til, om samværsforælderen overhovedet skal have mulighed for at lade samværet foregå i udlandet.

2) Hvis samværet skal kunne foregå i udlandet, skal statsamtet tage stilling til, i hvilke lande eller områder samværet skal kunne foregå, og om der skal være tale om et enkeltstående samvær eller en generel mulighed for at lade samværet foregå i de omhandlede lande eller områder.

I relation til pkt. 1 bemærkes, at det er en naturlig del af familielivet at rejse til andre lande. Dette gælder også for børn, der er omfattet af en samværsafgørelse eller -aftale. Det må derfor normalt anses for bedst for barnet at kunne tage med samværsforælderen på ferie eller familiebesøg i andre lande.

Statsamtet bør derfor som udgangspunkt imødekomme en ansøgning om at kunne lade samværet foregå i udlandet, medmindre hensynet til barnet taler for at afslå dette.

Der lægges herved bl.a. vægt på barnets alder, om barnet tidligere har været på samvær i udlandet, om samværsforælderen bor i udlandet, om samværsforælderen i øvrigt har tilknytning til udlandet (familie e.lign.), eller om barnet i øvrigt er vant til at rejse til andre lande. I vurderingen indgår også oplysninger om forholdet mellem forældrene, samværsforælderens tilknytning til Danmark samt omfanget af det øvrige samvær.

Hvis der er risiko for, at samværsforælderen vil bortføre barnet, fastsættes der aldrig samvær i udlandet.

Når det konstateres, at der ikke er noget til hinder for at lade samværet foregå i udlandet, skal der tages stilling til, i hvilke nærmere angivne lande eller områder samværet kan foregå, jf. pkt. 2.

Ved denne vurdering tages der udgangspunkt i ønskerne om og behovet for, at samværet kan foregå i udlandet.

Muligheden for at lade samvær foregå i udlandet kan udformes på forskellige måder, alt efter barnets og forældrenes situation. Som eksempler kan nævnes

– Generelt samvær i bestemte lande i Europa.

– Generelt samvær i bestemte lande i Europa samt i bestemte lande uden for Europa (f.eks. sædvanlige feriemål).

– Generelt samvær i alle lande – eventuelt med undtagelse af nærmere angivne lande.

– Samvær i et bestemt land på et bestemt tidspunkt eller inden for et bestemt tidsrum.

Der er ikke tale om en udtømmende opregning.

Ved afgørelsen af omfanget af samvær i udlandet – herunder i hvilke lande samværet kan foregå – lægges der bl.a. vægt på følgende

– Barnets hidtidige tilknytning til de pågældende lande, herunder om barnet har været vant til at rejse til disse eller tilsvarende lande.

– Om der er fastsat væsentligt mere samvær end sædvanligt.

– Om samværsforælderen eller andre nære familiemedlemmer stammer fra de pågældende lande eller bor/opholder sig der.

– Om barnet kun har en spinkel kontakt med samværsforælderen.

– Samværsforælderens evne til at tage sig forsvarligt af barnet under udenlandsopholdet.

Dette betyder ikke, at det er en betingelse for at fastsætte samvær i et bestemt land, at barnet f.eks. har været vant til at rejse til det pågældende land, men hvis der er tvivl om, hvorvidt samværet i udlandet skal omfatte et bestemt land, kan der bl.a. tages hensyn til barnets hidtidige tilknytning til landet.

Det vil også kunne indgå i vurderingen, om der er særlige foranstaltninger i forbindelse med rejsen, f.eks. hvis barnet skal vaccineres eller indtage malariapiller e.lign., der kan gøre samvær i det pågældende land betænkeligt.

Det er ikke muligt at opregne hvilke lande, der som udgangspunkt er uegnede til at danne rammen om et samvær. Det afgøres ud fra ovennævnte hensyn, om det må stride mod barnets interesser, at samværet foregår i et bestemt land.

Hvis samværsforælderen skal have generel mulighed for samvær i udlandet, bør det overvejes at differentiere adgangen hertil ud fra barnets alder, således at mulighederne for at tage barnet med til udlandet øges i takt med barnets alder.

Afgørelser eller aftaler om samvær, der giver samværsforælderen mulighed for at tage barnet med til udlandet, bør som udgangspunkt betinges af et vilkår om, at samværsforælderen senest en uge - ved rejser uden for EU senest 2 uger - inden rejsens start skal give bopælsforælderen sædvanlige oplysninger om rejsen, herunder rejsemål, transportform, eventuel kontaktadresse m.v.

Samvær i udlandet kan efter en konkret vurdering begrænses eller ophæves, hvis f.eks.

– En konkret rejse ikke er til barnets bedste, f.eks. hvis rejsen går til et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til, eller hvis transporten eller udlandsopholdet vil være uhensigtsmæssigt for barnet.

– Der er begrundet tvivl om, hvorvidt samværsforælderen vil være i stand til at tage sig forsvarligt af barnet under udenlandsopholdet.

– Der er en aktuel bortførelsesrisiko.

Orientering om samvær i udlandet i Skarrildhus-beretningen 1999, pkt. D.1. (side 39-42) er herefter bortfaldet.

3. Behandlingen af sager om samvær i udlandet

Ved førstegangsfastsættelse af samvær bør statsamtet vejlede forældrene om, at samværet som udgangspunkt alene kan udøves i Danmark og de øvrige nordiske lande, men at de kan aftale, at samværet – i nærmere fastlagt omfang – kan udøves i udlandet, eller at statsamtet efter ansøgning kan træffe afgørelse om samvær i udlandet.

Statsamtet bør i den forbindelse vejlede forældrene om, at en konkret ansøgning om samvær i udlandet bør fremsættes i så god tid som muligt inden, den planlagte ferie skal starte.

For at fremtidssikre samværsafgørelser bør statsamtet overveje – efter aftale med ansøgeren – at omforme konkrete ansøgninger om konkret samvær i udlandet til ansøgninger om generelt samvær i bestemte lande, jf. ovenfor. På den måde undgår samværsforælderen at skulle indsende konkrete ansøgninger om samvær i udlandet.

I relation til det skærpede ændringskriterium i samværssager bemærkes, at sager om samvær i udlandet skal behandles efter de retningslinier, der fremgår af Vejledning om behandling af samværssager af 27. september 2004, jf. især pkt. 1.3. om feriesamvær.

4. Barnets pas

Reglerne om pas til børn er blevet ændret pr. 1. oktober 2004, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 21. september 2004 om pas m.v.

Efter de nye regler skal børn have et selvstændigt pas, og de kan derfor ikke som hidtil optages i forældres eller andre voksnes pas. Børn, der er indskrevet i pas før den 1. oktober 2004, kan dog fortsat rejse med deres forældre eller andre voksne, hvis pas de er indskrevet i, indtil disse pas udløber.

Efter pasbekendtgørelsens § 17, stk. 1, kræves der samtykke fra forældremyndighedens indehaver til, at et barn under 18 år får sit eget pas. Er der fælles forældremyndighed, kræves samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Forældremyndighedens indehaver(e) kan således nægte at give samtykke til, at barnet får sit eget pas.

Politimesteren (politidirektøren) kan dog efter pasbekendtgørelsens § 17, stk. 3, bestemme, at et barn - uden samtykke - kan få udstedt sit eget pas. En sådan tilladelse gives kun, når ganske særlige grunde taler derfor. Der henvises til den gennemgang af praksis herom, der findes i T:FA 2003 s. 243 ff. samt Nyhedsbrev nr. 21 s. 6 ff.

Forarbejderne til pasloven (L198 af 27. marts 2003) indeholder følgende

»Såfremt en samværsresolution giver ret til samvær uden for Norden, og forældremyndighedsindehaveren modsætter sig at udlevere barnets pas, vil passet eventuelt kunne kræves udleveret ved en umiddelbar fogedforretning, jf. retsplejelovens kap. 55. I uopsættelige tilfælde, hvor passet umiddelbart før afrejsetidspunktet er bortkommet eller påstås at være det, vil der efter anmodning fra den samværsberettigede på baggrund af samværsresolutionen kunne udstedes et såkaldt provisorisk (midlertidigt) pas til barnet efter reglerne i pasbekendtgørelsens § 29 [nu bekendtgørelsens § 28].«

Familiestyrelsen, den 8. februar 2005

Anette Hummelshøj