Cirkulærskrivelse om behandling af sager om afsked på grund af sygdom af tjenestemandslignende ansatte ved kirker og kirkegårde, der er tilkendt førtidspension, mv.\n(Til menighedsrådene)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulærskrivelse om behandling af sager om afsked på grund af sygdom af tjenestemandslignende ansatte ved kirker og kirkegårde, der er tilkendt førtidspension, mv.
(Til menighedsrådene)
Kirkeministeriets cirkulære af 1. december 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær indeholder i §§ 11 – 16 og 19 regler om tjenestemandslignende ansatte.
Ifølge cirkulæret skal spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for afsked af en tjenestemandslignende ansat på grund af sygdom forelægges for Kirkeministeriet, der indhenter en udtalelse fra Personalestyrelsen.
Baggrunden herfor er, at der herved sikres en lægefaglig bedømmelse af, om der er grundlag for afsked af den pågældende på grund af sygdom (helbredsbetinget utjenstdygtighed).
Når en ansat har fået tilkendt førtidspension , er der hermed taget stilling til, at den pågældendes erhvervsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at den pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Personalestyrelsen har oplyst, at når den ansatte har fået tilkendt førtidspension, vil Personalestyrelsens stillingtagen (der træffes på samme grundlag som afgørelsen om førtidspension) altid være, at der er grundlag for afsked af den pågældende på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.
På denne baggrund ændrer Kirkeministeriet herved med virkning fra denne cirkulærskrivelses dato de i cirkulære af 1. december 2002 fastsatte regler om uansøgt afsked på grund af sygdom af tjenestemandslignende kirke- og kirkegårdsfunktionærer i tilfælde, hvor den ansatte har fået tilkendt førtidspension, således at sådanne sager ikke længere forelægges for Kirkeministeriet.
Når den tjenestemandslignende ansatte har fået tilkendt førtidspension , og menighedsrådet har truffet (foreløbig) beslutning om at afskedige den pågældende, skal menighedsrådet give den ansatte og dennes centralorganisation lejlighed til at udtale sig inden for en frist på 3 uger, jf. cirkulæret § 13. På grundlag af de indkomne høringssvar træffer menighedsrådet endelig beslutning om at afskedige medarbejderen, jf. cirkulæret § 14. Menighedsrådet skal meddele afskeden skriftligt til medarbejderen, jf. cirkulæret § 15.
For god ordens skyld bemærkes, at sager om afsked af tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsansatte, der får tilkendt førtidspension, fortsat skal forelægges for Kirkeministeriet.
Cirkulæret indeholder i § 19 regler om uansøgt afsked af tjenestemandslignende ansatte på grund af uegnethed som følge af sygefravær (fraværsuegnethed). Bestemmelsen har givet anledning til usikkerhed med hensyn til, hvordan den skal forstås.
Afsked på grund af fraværsuegnethed forudsætter, at spørgsmålet om afsked på grund af sygdom har været forelagt for Personalestyrelsen, og at Personalestyrelsen har udtalt, at der ikke er grundlag for afsked af den pågældende på grund af sygdom (helbredsbetinget utjenstdygtighed). I denne situation kan menighedsrådet træffe beslutning om afsked af den pågældende på grund af uegnethed som følge af højt sygefravær.
Det bemærkes i denne forbindelse, at det henhører under menighedsrådets kompetence at træffe beslutning om afsked på grund af uegnethed af tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer.
Når menighedsrådet har truffet (foreløbig) beslutning om afsked på grund af fraværsuegnethed, skal menighedsrådet give den ansatte og dennes centralorganisation lejlighed til at udtale sig inden for en frist på 3 uger, jf. cirkulæret § 13. På grundlag af de indkomne høringssvar træffer menighedsrådet endelig beslutning om at afskedige medarbejderen, jf. cirkulæret § 14. Menighedsrådet skal meddele afskeden skriftligt til medarbejderen, jf. cirkulæret § 15.
Kirkeministeriet, den 27. oktober 2005
Steffen Brunés