Cirkulære om afsked af tjenestemandslignende ansatte ved kirker og kirkegårde på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær \n(Til menighedsrådene)
Statutory Text (5 Articles)
§ 1. Cirkulæret gælder for tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer.
Uansøgt afsked på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær
§ 2. Menighedsrådet kan træffe beslutning om afsked, når medarbejderen varigt eller for længere tid bliver ude af stand til at varetage sin stilling på grund af sygdom eller svagelighed.
Stk. 2. Menighedsrådet kan træffe beslutning om afsked, når menighedsrådet vurderer, at medarbejderen på grund af højt/og eller hyppigt sygefravær er uegnet til at varetage sin stilling.
Stk. 3. Når menighedsrådet har truffet beslutning i henhold til stk. 1 eller 2, skal menighedsrådet give medarbejderen og dennes centralorganisation lejlighed til at udtale sig inden for en frist på 3 uger.
Stk. 4. På grundlag af de indkomne høringssvar træffer menighedsrådet endelig beslutning om at afskedige medarbejderen.
Stk. 5. Menighedsrådet skal meddele afskeden skriftligt til medarbejderen med det i ansættelsesforholdet gældende opsigelsesvarsel.
Ansøgt afsked på grund af sygdom
§ 3. Det er menighedsrådets kompetence at anerkende en ansøgning om afsked på grund af sygdom.
Ikrafttrædelse mv.
§ 4. Dette cirkulære træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. Samtidig ophæves §§ 11 - 16 og § 19 i Kirkeministeriets cirkulære af 1. december 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær og Kirkeministeriets cirkulærskrivelse af 27. oktober 2005 om behandling af sager om afsked på grund af sygdom af tjenestemandslignende ansatte ved kirker og kirkegårde, der har fået tilkendt førtidspension mv.
Kirkeministeriet, den 11. november 2005
Steffen Brunés
Cirkulære om afsked af tjenestemandslignende ansatte ved kirker og kirkegårde på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær
(Til menighedsrådene)
Nedenstående regler medfører, at sager om afsked af tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær ikke fremover skal forelægges for Kirkeministeriet.
Indledning
Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er ved lov nr. 396 af 1. juni 2005 blevet ændret på en række punkter. Det drejer sig om en styrkelse af kommunens arbejdsfastholdelsesindsats med visitation og opfølgning i sygedagpengesager, fokus på gradvis tilbagevenden til jobbet, nye lægeerklæringer mv.
Kommunen skal inddrage den sygemeldte i opfølgningen. Herudover skal kommunen efter behov inddrage relevante aktører i opfølgningen, herunder arbejdsplads, læge, a-kasse, faglig organisation, arbejdsformidling, revalideringsinstitutioner, sygehuse og sygehusafdelinger. Kommunen skal have fokus på at udvikle samarbejdet med de praktiserende læger og arbejdspladserne. Kommunen skal som led i samarbejdet informere arbejdspladsen om relevante initiativer, som kommunen iværksætter for den sygemeldte f.eks. arbejdsprøvning, anden revalidering, fleksjob eller førtidspension. Informationen forudsætter samtykke fra den sygemeldte (sygedagpengeloven § 24, stk. 5).
Kommunen skal som led i at arbejdsfastholde sygemeldte fremme gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen og understøtte, at sygemeldte har kontakt med arbejdspladsen under et sygeforløb. Som udgangspunkt besluttes gradvis tilbagevenden i enighed mellem kommunen, virksomheden og den sygemeldte (sygedagpengeloven § 24 e, stk. 1, 1. pkt.).
Som et led i inddragelsen af arbejdspladsen i opfølgningen er der fastsat nye regler om lægeerklæringer til arbejdsgiver i sygedagpengelovens § 7, stk. 2, der er sålydende
”Arbejdsgiver kan, når det skønnes nødvendigt, forlange en lægeerklæring af lønmodtageren. Erklæringen skal indeholde oplysninger om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom og om, hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører, til brug for indsatsen for at fastholde lønmodtageren og fremme hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen.
Funktionsoplysninger forudsættes afgivet ud fra en dialog mellem sygemeldte og den praktiserende læge.”
Det kan f.eks. være oplysninger om, at den sygemeldte ikke kan udføre rygbelastende arbejde, eller at den sygemeldte ikke kan udføre stående arbejde.
De foran beskrevne nye regler om inddragelse af arbejdspladsen/arbejdsgiver i en mere aktiv rolle end hidtil i indsatsen for at fastholde den ansatte og fremme hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen betyder tillige, at menighedsrådet får bedre mulighed end hidtil for at vurdere, hvornår og i hvilket omfang det er realistisk at forvente den ansattes tilbagevenden til arbejdspladsen.
På denne baggrund ændrer Kirkeministeriet ved dette cirkulære reglerne om uansøgt afsked af tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær, således at sådanne sager ikke længere skal forelægges for Kirkeministeriet med henblik på indhentning af en udtalelse fra Personalestyrelsen.
Der er herefter ingen sager om afsked af tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer, der skal forelægges for Kirkeministeriet.
Opmærksomheden henledes på, at når en tjenestemandslignende ansat har fået tilkendt førtidspension , er det dermed dokumenteret, at der er grundlag for afsked af den pågældende på helbredsbetinget utjenstdygtighed.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at sager om afsked af tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer på grund af sygdom eller uegnethed som følge af sygefravær fortsat skal forelægges for Kirkeministeriet.
Personkreds