Legislator Case Law & Legislation
C20050965810 DK

Cirkulæreskrivelse om forhandling med og afhøring af døve, hørehæmmede, døvblevne og stumme (revideret fsva. praktiske oplysninger om rekvirering af tolkebistand)\n(til domstolene, anklagemyndighederne og politiet)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 2005 9658 Valid

Cirkulæreskrivelse om forhandling med og afhøring af døve,

hørehæmmede, døvblevne og stumme

(revideret fsva. praktiske oplysninger om rekvirering af tolkebistand)

(til domstolene, anklagemyndighederne og politiet)

1. Ved lov nr. 403 af 13. juni 1990 om ændring af retsplejeloven har § 149, stk. 5, fået følgende affattelse

” Stk. 5. Forhandling med og afhøring af døve og svært hørehæmmede skal så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk. Forhandling med og afhøring af øvrige hørehæmmede og døvblevne skal efter begæring fra vedkommende så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk. For så vidt angår stumme kan afhøring eller forhandling foregå ved skriftlige spørgsmål og svar eller efter begæring så vidt muligt ved hjælp af en tolk. Den døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme har endvidere adgang til at lade sig bistå af en døvekonsulent, tunghørekonsulent eller lignende under retsmøder.”

I tilknytning hertil skal Justitsministeriet meddele følgende

2. For så vidt angår personer, der allerede fra den tidlige barnealder har været døve eller så svært hørehæmmede, at de ikke har kunnet tilegne sig det talte sprog gennem hørelsen, har høreskaden berørt hele den talesproglige udvikling og har ofte medført en stærk begrænsning af det danske ordforråd. De vil derfor ofte være ude af stand til at forstå såvel mundtlige som skriftlige fremstillinger. For at den døve eller svært hørehæmmede skal kunne forstå, hvad der foregår under en retssag eller en politiafhøring, skal forhandling med eller afhøring af den døve eller svært hørehæmmede derfor så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk, jf. retsplejelovens § 149, stk. 5, 1. pkt.

Personer, der mister hørelsen helt (døvblevne) eller delvist (hørehæmmede), efter at talesproget er dannet, har normalt et fuldt udviklet sprog. Deres vanskelighed består i at skelne, hvad der siges, idet de ofte er afhængige af at støtte opfattelsen med mundaflæsning. Forhandling med og afhøring af disse personer skal efter begæring så vidt muligt foregå ved hjælp af en uddannet tolk.

For så vidt angår stumme, der i de fleste tilfælde uden vanskelighed kan opfatte det talte ord, kan forhandling og afhøring foregå ved skriftlige spørgsmål og svar eller efter begæring ved hjælp af en tolk.

Vedrørende fortolkningen af ordene ”så vidt muligt” er det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at der herved er taget hensyn til, at der som ved afhøring af udlændinge, der ikke kan tale eller forstå dansk, jf. § 149, stk. 1, kan opstå situationer, hvor man, uanset det ikke har været muligt at fremskaffe en tolk, er nødt til at gennemføre en afhøring. Som eksempel nævnes afholdelse af grundlovsforhør, der skal holdes inden udløbet af fristen på 24 timer, selv om sproglige hindringer og en manglende mulighed for at fremskaffe en tolk til retsmødet vil vanskeliggøre en afhøring. Det vil derfor efter bemærkningerne kun meget sjældent kunne forekomme, at en afhøring må gennemføres uden tolkebistand.

Tolken kan være en 1) tegnsprogstolk, 2) tsk-tolk (tegnstøttet kommunikation), 3) mund-hånd-system tolk eller 4) skrivetolk afhængig af den døves, hørehæmmedes, døvblevnes eller stummes ønske.

Anmodning om tolkebistand ( undtagen skrivetolk ) kan i tidsrummet kl. 8:00-15:00 (fredag dog kl. 8:00-13:00) rettes til Center for Døves tolkeadministrationer

I København på tlf. 39 27 29 28

I Aalborg på tlf. 96 33 82 00

I Aarhus på tlf. 86 20 45 00

I Fredericia på tlf. 76 20 61 00

I Odense på tlf. 63 11 98 00

Henvendelser udenfor dette tidsrum kan rettes til Center for Døves døgnvagt på tlf. 75 92 34 34.

Tolkebestilling kan endvidere foregå fra Center for Døves hjemmeside www.cfd.dk .

Anmodning om tolkebistand ved skrivetolk kan for hele landet rettes til

Landsforeningen for Bedre Hørelse

Kløverprisvej 10 B, 1

2650 Hvidovre

Tlf. 36 38 85 76 (øst for Storebælt)

36 38 85 82 (vest for Storebælt)

E-mail: lbh@lbh.dk

Tolkeformidlingen er åben mandag til torsdag kl. 8-15 samt fredag kl. 8-14.

Tolkebestilling kan endvidere foregå fra Landsforeningen for Bedre Hørelses hjemmeside www.lbh.dk/tolkeformidling .

3. Udgifter til tolkning

Udgifter til tolkning for døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme i sager, der behandles af retten afholdes efter retningslinierne i cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 om afholdelse af udgifter til tolkning. Alle udgifter til tolkning i straffesager afholdes således endeligt af det offentlige.

Justitsministeriet har tidligere i cirkulæreskrivelsesform – senest ved cirkulæreskrivelse af 10. december 2004 – givet meddelelse om taksten for tolkebistand ved Center for Døve. I forbindelse med bl.a. en generel omlægning af tolketaksterne pr. 1. september 2005 ophører denne ordning.

Oplysning om betalingsvilkår mv. i forbindelse med rekvireringen af tolkebistand kan fås fra vedkommende tolkeadministration.

4. Bisidder

Den døves, hørehæmmedes, døvblevnes eller stummes sproglige vanskeligheder medfører undertiden, at den pågældende misforstår en situation. Med henblik på at undgå eventuelle misforståelser har den døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme derfor adgang til under forhandlinger og afhøringer at lade sig bistå af en bisidder.

Bisidderen kan, for så vidt angår døve og svært hørehæmmede, f.eks. være en døvekonsulent eller anden tegnsprogskyndig og, for så vidt angår andre hørehæmmede, døvblevne og stumme, en specialkonsulent for hørehæmmede og døvblevne eller lignende.

5. Vejledning

I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at det ved udformningen af bestemmelsen er forudsat, at de berørte myndigheder vejleder den døve, hørehæmmede, døvblevne eller stumme om adgangen til at medbringe en bisidder under retsmøder og – i de tilfælde hvor tolkebistand ikke er obligatorisk – om adgangen til at begære bistand af en uddannet tolk.

I de tilfælde, hvor den døvblevne, hørehæmmede eller stumme ikke har fremsat begæring om tolkebistand, og hvor forhandling eller afhøring ikke findes at kunne gennemføres forsvarligt uden medvirken af tolk, kan retten – eventuelt efter begæring fra politiet – bestemme, at der skal medvirke en tolk.

6. Ikrafttræden

Cirkulæreskrivelsen indeholder reviderede oplysninger om den praktiske rekvirering af tolkebistand, og Justitsministeriets tidligere cirkulæreskrivelse herom – cirkulæreskrivelse nr. 124 af 26. juni 1990 om forhandling med og afhøring af døve, hørehæmmede, døvblevne og stumme – ophæves hermed.

Justitsministeriet, den 14. oktober 2005

Lennart Lindblom

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →