Skrivelse om orientering om indførelse af en ordning med udslusningboliger\n(Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Bekendtgørelse om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig
I medfør af § 95 a, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 330 af 18. maj 2005, fastsættes
Fastsættelse af refusionsbeløbet
§ 1. Refusionsbeløbet til en lejer, som kommunen eller amtskommunen har anvist til en udslusningsbolig, udgør månedligt forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser, jf. § 3, stk. 1 og 2, med fradrag af støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af lovens §§ 91, 93 eller 94.
Stk. 2. Refusionsbeløbet kan kun udbetales, hvis der er ansøgt om boligstøtte til udslusningsboligen.
§ 2. Beløbet, som lejeren skulle have betalt i botilbud omfattet af lovens §§ 91, 93 og 94, er det beløb, som lejeren skulle have betalt under hensyn til de aktuelle indkomstforhold, såfremt lejeren fortsat havde ophold i botilbuddet. Det er dog alene den af amtsrådet fastsatte logibetaling, der indgår.
§ 3. Ved opgørelsen af lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser indgår
1) Betaling af leje som den er fastsat og reguleret efter reglerne i kapitel 3 i lov om leje af almene boliger.
2) Betaling for udlejerens levering af varme, varmt vand, og evt. vand og elektricitet opgjort efter reglerne i kapitel 10 i lov om leje af almene boliger.
3) Betaling for udlejerens forsyning med fællesantenneanlæg samt forsyning med adgang til elektroniske telekommunikationstjenester opgjort efter reglerne i kapitel 11 i lov om leje af almene boliger.
Stk. 2. Betaling af rykkergebyr for betalingspåkrav opgjort efter reglerne i § 90, stk. 2, i lov om leje af almene boliger, refunderes ikke.
Stk. 3. Fradraget for støtte efter lov om individuel boligstøtte udgør den beregnede boligstøtte efter kapitel 1 – 9 i lov om individuel boligstøtte. Det påvirker ikke fradragets størrelse, at den beregnede boligstøtte udbetales med et reduceret beløb, jf. boligstøttelovens § 42 a.
Stk. 4. Består husstanden af mere end en person, der er fyldt 18 år, indgår alene den forholdsmæssige andel af lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser med fradrag af den forholdsmæssige andel af den beregnede støtte efter boligstøtteloven.
Udbetaling
§ 4. Kommunen udbetaler uden ansøgning, det beregnede refusionsbeløb månedsvis forud, jf. dog § 1, stk. 2.
Oplysningspligt
§ 5. Personer, der modtager refusionsbeløb, har pligt til at oplyse om ændringer af betydning for beløbets størrelse.
Omberegning og tilbagebetaling
§ 6. Kommunen skal foretage en ny beregning af refusionsbeløbet, hvis de forhold, herunder ydelser, der har betydning for beregningen, ændres. Beregningen ændres med virkning for den følgende måned.
Stk. 2. Kommunen skal foretage en omberegning af refusionsbeløbet, hvis beregningen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, eller hvis boligstøtten er ændret efter en omberegning, jf. § 46 i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 3. Kommunen skal foretage en omberegning af refusionsbeløbet, hvis der sker en efterregulering af boligstøtte efter § 47 i lov om individuel boligstøtte.
Stk. 4. Omberegningen af refusionsbeløbet opgøres månedsvis. Hvis dette ikke er muligt, foretages omberegningen for den samlede periode fra måneden efter det tidspunkt, hvor ændringen indtræder.
§ 7. Kommunen kan kræve for meget udbetalt refusionsbeløb tilbagebetalt fra lejeren. Tilbagebetalingskravet gennemføres efter §§ 119 og 120 i lov om social service.
Ophør
§ 8. Udbetalingen af refusionsbeløbet ophører, når lejeren ikke længere betaler leje for udslusningsboligen. Der kan dog efterfølgende udbetales refusionsbeløb ved opgørelse af andre pligtige pengeydelser, jf. § 3, stk. 1 og 2, der vedrører lejeperioden.
Klageregler
§ 9. Kommunens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for det sociale nævn, jf. § 121 i lov om social service.
Ikrafttrædelse
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 0. september 2005 og har virkning fra den 1. juli 2005.
Socialministeriet, den 12. september 2005
Eva Kjer Hansen
/ Bent Nielsen
Skrivelse om orientering om indførelse af en ordning med
udslusningboliger
(Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Socialministeriet har udsendt bekendtgørelse nr. 853 af 12. september 2005 om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig.
I den anledning skal hermed orienteres om baggrunden for og hensigten med de nye regler
Folketinget har den 28. april 2005 vedtaget
L 35 - Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om leje af almene boliger, lov om social service, lov om boliger for ældre og personer med handicap, lov om ejerlejligheder og lov om byfornyelse og udvikling af byer (Nyetablering af selvejende almene ungdomsboliginstitutioner m.v.).
Loven – lov nr. 330 af 18. maj 2005 - er trådt i kraft den 1. juli 2005.
Lovændringen indeholder bl.a. indførelse af en ordning med udslusningsboliger. Lovforslaget med bemærkninger samt loven kan bl.a. ses på
- www.social.dk – se under lovstof
- og på Folketingets hjemmeside www.ft.dk – se under dokumenter - Lovforslag fordelt på ministerområde – Socialministeriet – vedtagne lovforslag.
Bestemmelserne om den nye ordning med udslusningsboliger findes herefter i lov om almene boliger m.v. § 63, lov om leje af almene boliger § 4, stk. 3 samt lov om social service § 95a. Herudover er der fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig og bekendtgørelse om udlejning af almene boliger m.v.
Indholdet af ordningen med udslusningsboliger
Etablering af udslusningsboliger i almene boligafdelinger er et supplement til de eksisterende boligformer, der er tilvejebragt for at varetage særlige sociale og boligmæssige hensyn.
Målgruppe
Målgruppen for ordningen med udslusningsboliger er psykisk syge, hjemløse m.v., der har sociale problemer udover boligproblemet, som opholder sig i midlertidige boformer efter servicelovens §§ 91, 93 og 94, og som i en overgangsperiode har brug for særlige vilkår og støtte fra den sociale boform for at kunne overgå til det almindelige lejeboligmarked.
Kommunal anvisningsret
Loven er udformet som en aftalt anvisningsret, således at kommunerne har mulighed for at indgå aftale med den almene boligorganisation om at stille ledige almene familieboliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning som udslusningsboliger.
Aftalen er frivillig, således at boligorganisationen og kommunen lokalt kan aftale, i hvilket omfang der er behov og muligheder for etablering af udslusningsboliger.
Kommunalbestyrelsen kan overlade anvisningsretten til amtsrådet.
Lejer på særlige vilkår
Som udgangspunkt bor lejeren af en udslusningsbolig de samme vilkår som andre almene lejere. Der er således tale om en permanent bolig, hvor lejeren fuld ud kan deltage i beboerdemokratiet i afdelingen.
Da lejeren befinder sig i en udslusningsfase mellem en social boform og det almene lejeboligmarked, er det nødvendigt af hensyn til den pågældende lejer og de øvrige lejere i afdelingen, at der i udslusningsfasen tages særligt hånd om personen.
Dette medfører, at lejeren i udslusningsfasen bevarer den nødvendige sociale støtte med henblik på at skabe bedre livsbetingelser og øge mulighederne for integration i lokalsamfundet.
Det medfører også, at anvisningsmyndigheden kan visitere den pågældende lejer tilbage til en boform efter serviceloven, hvis opholdet i den almene bolig ikke lykkes. Kommunen eller amtskommunen kan i så fald anmode udlejer om at opsige lejekontrakten med virkning fra det tidspunkt, hvor lejeren får stillet et botilbud til rådighed i en boform omfattet af serviceloven.
Anvisningsmyndigheden kan også godkende, at en række af almenlejelovens almindelige regler fraviges ved aftale mellem lejeren og boligorganisationen. Dette gælder i forhold til reglerne om råderetten, brugsrettens overgang til andre, husstandsudvidelse og opsigelse.
Herudover kan anvisningsmyndigheden godkende indskrænkninger i lejerens mulighed for at overtage en anden bolig i boligorganisationen mod samtidig at afgive sin bolig i afdelingen (oprykningsretten).
Aftales der særlige vilkår for udslusningsboligen, kan disse maksimalt gælde i 2 år fra lejeforholdets begyndelse. Herefter vil der være tale om fortsættelse af lejemålet på almindelige vilkår.
Der henvises til lovforslagets specielle bemærkninger og til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 625 af 23. juni 2005 om udlejning af almene boliger m.v.
Betaling af evt. lejetab, før udlejning kan ske
For at den kommunale anvisning ikke medfører merudgifter for boligorganisationen, skal kommunen eller amtskommunen betale lejen (boligafgiften) fra det tidspunkt, fra hvilket den ledige bolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, og indtil udlejning sker.
Har kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ikke behov for den pågældende bolig, meddeles dette til boligorganisationen. Har boligorganisationen allerede givet meddelelse om, at en ledig bolig er til rådighed for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet dog betale lejen (boligafgiften), indtil udlejning sker, dog ikke ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.
Opsiger udlejer lejekontrakten efter kommunalbestyrelsens eller amtsrådets anmodning betaler kommunen eller amtskommunen huslejen i perioden fra lejerens fraflytning til genudlejning sker, dog ikke ud over det tidspunkt, hvorfra en opsigelse ville have haft virkning.
Kommunal garanti for istandsættelse ved fraflytning
Kommunen eller amtskommunen garanterer for lejerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser over for boligorganisationen til at istandsætte boligen ved fraflytning. Dette svarer til reglerne ved almindelig kommunal anvisning.
Huslejen
For at formålet med udslusningsboliger om at medvirke til at give lejeren en lempelig indgang til det almindelige boligmarked ikke skal forspildes, skal lejeren ikke selv afholde den fulde husleje.
Anvisningsmyndigheden skal derfor godtgøre lejeren forskellen mellem den leje m.v., som lejeren betaler boligorganisationen fratrukket individuel boligstøtte, og lejerens hidtidige betaling for logi i den sociale boform.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget samt til den i medfør af servicelovens § 95a fastsatte bekendtgørelse om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig.
Bekendtgørelsen – nr. 853 af 12. september 2005 om refusionsbeløb til lejer i udslusningsbolig - er vedlagt som bilag.
Refusionsbeløbet til en lejer udgør månedligt forskellen mellem lejerens udgifter til leje og andre pligtige pengeydelser, med fradrag af støtte efter lov om individuel boligstøtte og det beløb, som lejeren skulle have betalt i et botilbud omfattet af lovens §§ 91, 93 eller 94.
For at fastsætte refusionsbeløbet, skal den beregnede boligstøtte opgøres. Størrelsen af boligstøtten beregnes efter de sædvanlige regler herom i kapitel 1 – 9 boligstøtteloven.
Det påvirker ikke størrelsen af fradraget, at den beregnede boligstøtte udbetales med et reduceret beløb, som følge af boligstøttelovens § 42 a. Efter denne bestemmelse, kan udbetalingen af boligstøtten reduceres, hvis et eller flere husstandsmedlemmer er omfattet af § 25 b i lov om aktiv socialpolitik (kontanthjælpsloftet). At det er den beregnede og ikke den udbetalte boligstøtte, der fradrages, får den betydning at refusionsbeløbet ikke kompenser for, at boligstøtten udbetales med et mindre beløb, som følge af at den pågældende er omfattet af kontanthjælpsloftet.
Hvis husstanden består af flere personer, der er fyldt 18 år, udregnes størrelsen af refusionsbeløbet efter den forholdsmæssige andel af lejerens udgifter med fradrag af boligstøtte. Hvis husstanden består af to personer, der er fyldt 18 år, er lejerens udgifter halvdelen af lejeudgifterne og andre pligtige pengeydelser med fradrag af halvdelen af den beregnede boligstøtte.
Refusionsbeløbet er skattefrit, jf. ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 9.
Socialministeriet, den 23. september 2005
Eva Kjer Hansen
/Bent Nielsen