Cirkulæreskrivelse om ansøgninger til Justitsministeriets særlige kriminalpræventive pulje
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ansøgninger til Justitsministeriets særlige kriminalpræventive pulje
Ved cirkulæreskrivelse af 17. februar 1997 orienterede Justitsministeriet samtlige politimestre og politidirektøren i København om de nærmere betingelser for at modtage tilskud til kriminalpræventive projekter fra Justitsministeriets særlige kriminalpræventive pulje, som årligt er på 2 millioner kr. Det fremgår af cirkulæreskrivelsen, at der skal være tale om en lokal kriminalpræventiv indsats, samt at politiet skal være involveret i projektet.
Justitsministeriet har i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om tilskud fra den særlige kriminalpræventive pulje erfaret, at der i flere tilfælde har måttet meddeles afslag til projekter, som i øvrigt har indeholdt væsentlige kriminalpræventive elementer, men hvor betingelsen om politiets deltagelse ikke fuldt ud har været opfyldt.
På den baggrund har Justitsministeriet – efter drøftelser med Det Kriminalpræventive Råd og Rigspolitichefen – besluttet, at det fremover ikke skal være en afgørende betingelse for at modtage støtte fra puljen, at politiet er direkte involveret i projektet. Politiets aktive deltagelse vil dog fortsat kunne indgå i den samlede vurdering af, hvorvidt en ansøgning om støtte fra puljen bør imødekommes.
Det bemærkes, at nærværende cirkulæreskrivelse ikke i øvrigt ændrer ved de krav, der stilles til ansøgning om midler fra den kriminalpræventive pulje eller ansøgningsproceduren i øvrigt som fastsat ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 17. februar 1997, som vedlægges til orientering.
Med venlig hilsen
Justitsministeriet, den 29. august 2005
Mette Lyster Knudsen