Cirkulæreskrivelse om bekendtgørelse om ændring af eksplosivstofbekendtgørelsen\n(Til samtlige politimestre og Politidirektøren i København)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om bekendtgørelse om ændring
af eksplosivstofbekendtgørelsen
(Til samtlige politimestre og Politidirektøren i København)
Justitsministeriet har udstedt bekendtgørelse nr. 609 af 21. juni 2005 om ændring af bekendtgørelse nr. 601 af 30. juni 1994 om eksplosivstoffer (eksplosivstofbekendtgørelsen).
Ændringsbekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2005.
Ved æ ndringsbekendtgørelsen gennemføres et kommissionsdirektiv om identificering af pyrotekniske artikler og visse former for ammunition 1) . Kommissionsdirektivet præciserer anvendelsesområdet for eksplosivstofdirektivet 2) , som er gennemført i dansk ret ved eksplosivstofbekendtgørelsen, jf. navnlig § 1, stk. 2.
Eksplosivstofdirektivet finder anvendelse på eksplosivstoffer 3) med undtagelse af pyrotekniske artikler og som udgangspunkt også med undtagelse af ammunition, idet direktivet dog indeholder visse bestemmelser om ammunition, nærmere bestemt om overførsel af ammunition mellem EU-lande 4) .
Kommissionsdirektivets bilag I indeholder en liste over artikler, der betragtes som pyrotekniske artikler eller ammunition.
Kommissionsdirektivets bilag II indeholder en liste over artikler, som alt efter omstændighederne – herunder den konkrete anvendelse af den enkelte artikel – kan betragtes som enten pyrotekniske artikler eller (andre former for) eksplosivstoffer. Den kompetente myndighed – dvs. justitsministeren, eller den ministeren har bemyndiget til at behandle den pågældende sag – skal derfor i hvert enkelt tilfælde afgøre, om den pågældende artikel skal anses for en pyroteknisk artikel eller (en anden form for) eksplosivstof.
Politiet er på en række områder bemyndiget til at træffe afgørelse i sager om eksplosivstoffer og ammunition. Der vil derfor kunne opstå sager, hvor politiet skal afgøre, om en artikel omfattet af kommissionsdirektivets bilag I er ammunition eller en pyroteknisk artikel, eller om en artikel omfattet af kommissionsdirektivets bilag II er en pyroteknisk artikel eller eksplosivstof, og dermed om den pågældende sag hører under politiets eller eventuelt en anden myndigheds kompetence, jf. nedenstående skema.
Artikler
Sagstype
Kompetent myndighed
Eksplosivstoffer
Overensstemmelsesvurderinger, jf. eksplosivstofdirektivets bilag II og eksplosivstofbekendtgørelsens § 9
Beredskabsstyrelsen
Eksplosivstoffer
Indenlandsk overførsel, jf. eksplosivstofdirektivets artikel 9 og § 5 i Justitsministeriets cirkulære af 27. september 1993 om overførsel mv. af eksplosivstoffer og ammunition
Justitsministeriet/politiet
Eksplosivstoffer
Fremstilling, jf. eksplosivstofbekendtgørelsens § 2
Justitsministeriet
Eksplosivstoffer
Forhandling og markedsføring, jf. eksplosivstofbekendtgørelsens § 3
Politiet
Eksplosivstoffer
Opbevaring, jf. eksplosivstofbekendtgørelsens § 4
Politiet
Eksplosivstoffer
Erhvervelse og anvendelse, jf. eksplosivstofbekendtgørelsens § 6
Politiet
Eksplosivstoffer
Indførsel og udførsel, jf. eksplosivstofdirektivets artikel 9 samt våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 5, og § 6, stk. 1, nr. 5
Justitsministeriet
Ammunition
Indførsel og udførsel, jf. eksplosivstofdirektivets artikel 10, våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 2, og § 6, stk. 1, nr. 2, samt våbenbekendtgørelsens § 26, stk. 1, og § 27, stk. 1 og 2
Justitsministeriet/politiet
Ammunition
Fremstilling, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 2
Justitsministeriet
Ammunition
Erhverve, bære, besidde og anvende, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 2, stk. 1
Justitsministeriet/politiet
Pyrotekniske artikler
Indførsel, fremstilling, opbevaring, overdragelse, erhvervelse, anvendelse, jf. fyrværkeriloven og beredskabsloven
Sikkerhedsstyrelsen/
Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen er rådgivende myndighed for myndigheder og andre vedrørende eksplosivstoffer, jf. våbenlovens § 1, stk. 6. Politiet kan derfor i tvivlstilfælde spørge Beredskabsstyrelsen, om en artikel omfattet af kommissionsdirektivets bilag II skal anses for en pyroteknisk artikel eller et eksplosivstof. Politiet kan ligeledes i tvivlstilfælde spørge Beredskabsstyrelsen, om en artikel omfattet af kommissionsdirektivets bilag I skal anses for en pyroteknisk artikel eller ammunition.
Med venlig hilsen
Justitsministeriet, den 6. juli 2005
Michael Højer
1) Kommissionens direktiv 2004/57/EF af 23. april 2004 om identificering af pyrotekniske artikler og visse former for ammunition i henhold til Rådets direktiv 93/15/EØF om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug.
2) Rådets direktiv 93/15/EØF af 5. april 1993 om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug.
3) Eksplosivstoffer er defineret i eksplosivstofdirektivets artikel 1, stk. 2.
4) Jf. eksplosivstofdirektivets artikel 1, stk. 3.