Skrivelse med orientering om lov nr. 396 af 1. juni 2005 om en styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse med orientering om lov nr. 396 af 1. juni 2005 om en styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager m.v.
Folketinget har den 19. maj 2005 vedtaget
L 21 - Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om arbejdsskadesikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
Lovforslaget samt loven kan findes via et link på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside www.bm.dk. Se under »tal og love«.
Loven træder i kraft den 1. juli 2005.
Med loven udmøntes forslag om en bedre sygedagpengeopfølgning fra regeringens handlingsplan ”Det gør vi ved sygefraværet”. Der er indgået aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om lovforslaget.
Med de nye regler målrettes indsatsen for de sygemeldte, der har størst behov for tæt og individuel opfølgning. Endvidere sættes der fokus på arbejdsfastholdelse og gradvis tilbagevenden for syge i ansættelsesforhold som led i, at syge så hurtigt som muligt bringes tilbage i job. Nedenfor gennemgås kort de nye regler.
Det kan endvidere oplyses, at Arbejdsdirektoratet netop har udsendt en ny samlet sygedagpengebekendtgørelse, hvori bl.a. ændringer som følge af L 21 indgår. Der henvises til Arbejdsdirektoratets orienteringsbrev af 28. juni 2005 nr. 05/05. Orienteringsbrevet findes på Arbejdsdirektoratets hjemmeside www.adir.dk under nyheder.
Arbejdsmarkedsstyrelsen vil så hurtigt som muligt efter sommerferien udsende en ny opfølgningsvejledning.
Loven indeholder følgende hovedelementer i sygedagpengeloven
- Formålsbestemmelse vedr. opfølgning
- Ny visitations- og opfølgning
- Gradvis tilbagevenden for syge i ansættelse
- Nye lægeerklæringer
- Bedre koordinering af opfølgningen
- Brug af andre aktører
- Bortfald af refusion ved manglende opfølgning
- Ændringer i retssikkerhedsloven
- Advis i arbejdsskadesager.
Formålsbestemmelse vedr. opfølgning
Som led i at målrette og systematisere opfølgningsindsatsen er det i § 24, stk. 2, fastsat, at formålet med sygedagpengeopfølgningen er at sikre
- At flest muligt fastholdes i arbejde og undgår at blive udstødt fra arbejdsmarkedet og
- At den enkeltes sygefraværsperiode gøres så kort som muligt.
Ny visitation og opfølgning ( §§ 24, 24 a-d)
De kommunale ressourcer skal først og fremmest bruges på udsatte sygemeldte. Derfor skal der som noget nyt i opfølgningen ske en (re)visitation til én af tre kategorier
- Sager, hvor tilbagevenden til arbejdsmarkedet er umiddelbart forestående (kategori 1).
Dvs. ukomplicerede, kortvarige sygeforløb, hvor tidspunkt for raskmelding er forudsigelig, og hvor arbejdsevnen ikke er truet. Ved kortvarige forløb forstås forløb på op til 10-12 uger. Raskmeldes den sygemeldte ikke til forventet tid, skal sagen tages op til vurdering, herunder en vurdering af om der skal visiteres til anden kategori. Der kan også være tale om en langvarig sag, hvor sygemeldte er ved at være klar til at komme tilbage til arbejdet fx på deltid. Her sker der overflytning til kategori 1.
- Sager med risiko for langvarigt sygeforløb og/eller risiko i forhold til arbejdsevnen (kategori 2).
Dvs. sygeforløb med usikkerhed om diagnosen/lidelsen og om sygdommens varighed. Det kan f.eks. være psykisk lidelse eller diffuse smerte- og træthedstilstande. Det drejer sig således om sager, hvor der er risiko for et kompliceret forløb, og hvor sygemeldtes arbejdsevne typisk vil være truet eller vil blive truet under forløbet, således at der er risiko for, at sygemeldte mister arbejdsmarkedstilknytningen.
I disse sager er der behov for en mere intensiv kommunal opfølgningsindsats, og der skal være særlig opmærksomhed på, om arbejdsevnemetoden skal anvendes.
- Sager, hvor lidelsen/sygdommen medfører et længerevarende sygeforløb (kategori 3).
Dvs. sygemeldte med en længerevarende sygdom eller en alvorlig lidelse. Der vil typisk være tale om en klar diagnose og et længerevarende forløb. Det kan fx være cancer med et meget langt behandlingsforløb. Ved alvorlig lidelse forstås en sygdom, som er så alvorlig, at der er risiko for, at arbejdsevnen nedsættes, førtidspension m.v.
De tre visitationskategorier fastlægger proceduren for kommunens opfølgning, herunder samtaleform og hyppighed af opfølgningen.
Den 1. visitation og opfølgning
Den første visitation er afgørende for formen for den 1. opfølgning, der som hidtil skal finde sted senest inden udgangen af 8. uge.
Den første visitationen sker på baggrund af oplysninger i et oplysningsskema, som kommunen ved anmeldelsen af sygefraværet udsender til den syge med anmodning om, at det indsendes senest 8 dage efter afsendelsen, medmindre andet aftales. Øvrige oplysninger, som kommunen har til rådighed indgår også. Kommunen kan fx anvende forsørgelseshistorikken, som anvendes i forhold til indsatsen for kontanthjælpsmodtagere.
Det forudsættes, at såvel anmeldelsens forside som bagside indsendes. Oplysningsskemaet erstatter således ikke anmeldelsens bagside.
For at sikre den rette indsats til den enkelte sygemeldte skal der holdes samtale med alle ved første opfølgning. I risikosager skal samtalen ske ved et personligt møde mellem sagsbehandler og sygemeldte. I de øvrige sager skal samtalen som minimum være en telefonsamtale.
På baggrund af samtalen skal kommunen foretage en samlet vurdering af sygemeldtes behov for behandling, optræning og revalidering samt iværksætte den nødvendige indsats.
Herudover skal kommunen tage stilling til, om den sygemeldte skal overflyttes til en anden kategori (revisitation). Formålet er at sikre, at fokus i indsatsen er på risikosager.
1. visitation samtidig med 1. samtale
Såfremt kommunen holder individuel samtale i alle sager ved 1. opfølgning kan kommunen foretage den 1. visitation i tilknytning til samtalen, jf. § 24 b stk. 8.
Den løbende opfølgning
Der skal som noget nyt følges op hver 4. uge i risikosager. Mens opfølgningen i øvrige sager som hidtil er hver 8. uge.
Ved de efterfølgende opfølgninger skal der som minimum holdes telefonsamtale i sager efter kategori 1 og skiftevis telefonsamtale og individuel samtale i sager efter kategori 2. Opfølgningsformen i øvrigt i sager efter kategori 3 fastsættes som hidtil af kommunen.
Det præciseres, at kommunen ved hver opfølgning skal foretage en samlet vurdering af sygemeldtes behov for behandling, optræning og revalidering samt iværksætte den nødvendige indsats.
Herudover skal kommunen tage stilling til, om den sygemeldte skal overflyttes til en anden kategori (revisitation).
Opfølgningsplan
Kommunen skal som hidtil ved 1. opfølgning tage stilling til, om der skal udarbejdes en opfølgningsplan, og som noget nyt skal planen senest udarbejdes ved 2. opfølgning, dvs. senest efter ca. 12 uger for kategori 2 og ca. 16 uger for kategori 1 og 3.
Planen skal indeholde mål for opfølgningen, og den konkrete opfølgningsindsats skal fremgå af planen. Planen skal sikre overblik og koordination af indsatsen i den enkelte sag. Den sygemeldte skal have planen udleveret.
Herefter justeres planen løbende. Ved væsentlige ændringer skal den sygemeldte have planen udleveret.
Visitationen kan ikke ankes
Kommunens beslutning om visitationskategori er et led i tilrettelæggelsen af kommunens sagsbehandling. Kommunens beslutning kan derfor ikke ankes til det sociale nævn. Sygemeldte kan klage over sagsbehandlingen og dermed over visitationen til borgmesteren. Sygemeldte kan klage over konkrete afgørelser om retten til ydelse og tilbud, herunder arbejdsprøvning mv.
Gradvis tilbagevenden
Det præciseres i § 24 e, at kommunerne som led i at arbejdsfastholde sygemeldte i ansættelsesforhold skal bidrage til at fremme gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen og understøtte kontakt med arbejdspladsen under et sygeforløb.
Som noget nyt skal gradvis tilbagevenden som udgangspunkt besluttes i enighed mellem kommunen, virksomheden og den sygemeldte. Kommunen skal dog træffe afgørelse om nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed, selv om der ikke kan opnås enighed, hvis det vurderes, at der burde være mulighed for en gradvis tilbagevenden.
Der er ikke sket ændringer i retten til ydelse efter § 5, herunder retten til ydelsen ved delvis uarbejdsdygtighed (delvis sygemelding og delvis raskmelding).
Nye lægeerklæringer til virksomheden og kommunen
Efter § 7, stk. 2 kan virksomheden fremover få en lægeerklæring med oplysninger om hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører til brug for indsatsen for at fastholde medarbejderen på arbejdspladsen og fremme hel eller gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen.
Der vil på virksomheden ofte være tvivl om, hvilke opgaver en medarbejder kan udføre uden, at det får en negativ betydning for helbredelsen. Her kan lægeerklæringens oplysninger om funktionsbegrænsninger være en vigtig information i den samtale virksomheden har med medarbejderen om, hvordan den syge kan vende helt eller gradvist tilbage til virksomheden, fx ved at der sker omplacering, etableres skånehensyn, deltidssygemelding eller andet.
Som eksempel på oplysninger om funktionsbegrænsninger kan nævnes oplysninger om, at medarbejderen ikke kan udføre rygbelastende arbejde, stående arbejde eller natarbejde.
Funktionsoplysningerne afgives efter en dialog mellem den syge og lægen. Erklæringen afgives til den syge, som videregiver den til virksomheden.
Som hidtil udtaler lægen sig ikke i erklæringen om konkrete arbejdsopgaver eller om forholdene på arbejdspladsen. Der anføres ikke diagnoser eller andre specifikke helbredsoplysninger.
Erklæringen skal som hidtil bidrage til over for arbejdsgiveren at dokumentere uarbejdsdygtighed p.g.a. sygdom.
Efter § 7, stk. 3 skal lægeerklæringen til kommunen i langt højere grad end de hidtidige erklæringer kunne give informationer til brug for kommunens arbejde med at fastholde den syge på arbejdspladsen. Erklæringen skal som hidtil også dokumentere uarbejdsdygtighed p.g.a. sygdom.
Den nye lægeerklæring, som er todelt, erstatter blanketterne LÆ 205 og LÆ 215. Kommunen kan ud fra behovet i den enkelte sag bestille del 1 eller både del 1 og 2 og dermed få en række ekstra oplysninger til brug for fastholdelsesindsatsen. Hvis kommunen kun bestiller del 1 kan lægen, såfremt han vurderer, at der er behov for del 2, også udfylde denne del på egen foranledning.
Kommunen skal fremover kun indhente lægeerklæringer, når det er nødvendigt for opfølgningen, og der ikke i øvrigt er relevante lægelige oplysninger til rådighed. Det betyder, at bestemmelsen om at der skal indhentes lægelige oplysninger efter 8 uger ophæves. Der henvises til den nye sygedagpengebekendtgørelse § 48 samt til orienteringsbrev fra Arbejdsdirektoratet af 28. juni 2005.
Det bemærkes, at der fortsat ved ret til dagpenge p.g.a. graviditetsbetinget sygdom skal ske på grundlag af en lægelig vurdering, jf. lovens § 12.
Bedre koordinering af opfølgningen
Koordinering af indsatsen skal være midlet til bedre og kortere forløb for den enkelte sygemeldte. Ofte er der flere aktører (virksomhed, læge, behandlingstilbud, revalideringstilbud, a-kasse, AF, Arbejdsskadestyrelsen mfl.). Derfor er det i § 24, stk. 3 præciseres, at opfølgningsindsatsen skal være sammenhængende og helhedsorienteret, og kommunen skal koordinere den kommunale indsats med indsatsen fra andre, jf. § 24, stk. 5.
Efter § 24, stk. 5 skal kommunen som noget nyt som led i samarbejdet med virksomhederne informere arbejdspladsen om relevante initiativer, som kommunen igangsætter for den sygemeldte f. eks. arbejdsprøvning, anden revalidering, fleksjob eller førtidspension. Informationen forudsætter samtykke fra den sygemeldte.
Brugen af andre aktører
I §§ 24 f-g er det præciseret, at kommunen kan overlade opgaver til andre aktører. Det kan fx være private konsulentfirmaer, faglige organisationer, revalideringsinstitutioner og arbejdsmedicinske afdelinger.
Andre aktører kan bidrage til at styrke opfølgningsindsatsen dels med særlig ekspertise dels med en øget volumen i den samlede indsats for at nedbringe sygefravær.
Andre aktører skal kunne varetage hele eller dele af opfølgningsindsatsen, således også opfølgningssamtaler med den sygemeldte, kontakt til virksomheden, tilbud om fx opkvalificering eller arbejdsprøvning, rådgivning til virksomheden i forbindelse med optræning m.v.
Andre aktører skal kunne inddrages i sammenhængende forløb eller i enkeltstående initiativer.
Ved at overdrage opgaver til andre aktører, får disse aktører ikke kompetence til myndighedsudøvelse, og andre aktører kan derfor ikke træffe afgørelser, der umiddelbart kan få konsekvenser for den sygemeldtes sygedagpenge. Som en følge heraf kan den sygemeldte også klage til kommunen over den indsats, der iværksættes af andre aktører, og afgørelse om evt. standsning af sygedagpenge træffes af kommunen.
Andre aktører, der udfører opfølgningsindsatsen for kommunen, modtager de oplysninger om den sygemeldte, der er nødvendige for at varetage indsatsen. Andre aktører må ikke benytte de modtagne oplysninger eller registrere nye oplysninger til andre formål end dem, der er aftalt ved opgaveoverdragelsen.
Videre gælder retssikkerhedslovens § 43 nu på sygedagpengeområdet, således at andre aktører omfattes af reglerne i forvaltningsloven, herunder reglerne om tavshedspligt.
Manglende opfølgning og bortfald af statsrefusion
Med § 30, stk. 3, fastsættes det, at der ikke kan ydes statsrefusion til kommunen, så længe denne ikke opfylder sin pligt til at følge op i sygedagpengesager efter lovens kapitel 10 a.
Såfremt det ved dokumentationen af den kommunale indsats viser sig, at kommunen ikke foretager den fastsatte opfølgning, kan der ikke ydes refusion før fra det tidspunkt, hvor kommunen igen opfylder opfølgningsforpligtigelsen.
I den nye sygedagpengebekendtgørelsen § 48, stk. 6, er der indsat en bestemmelse, der skal sikre, at fratagelse af refusionen ved manglende kommunal opfølgning kun sker, hvis det kan tilregnes kommunens administration, at opfølgningen ikke er sket til tiden. Hvis fx virksomheden har anmeldt sygefraværet for sent og således er eneste årsag til en forsinket opfølgning, vil refusionen ikke skulle fratages kommunen.
Retssikkerhedsloven
Fristen i retssikkerhedslovens § 7 om, at der senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp skal foretages en samlet vurdering efter lovens § 6, er ophævet i sygedagpengesager.
Med det nye opfølgningsforløb er ikke længere er behov for at fastsætte en særlig frist for vurderingen efter § 6 i disse sager.
Da vurderingen ved 1. opfølgning er lige så omfattende som en vurdering efter § 6 i retssikkerhedsloven, indebærer det, at kommunerne kan beslutte, at den 1. vurdering udgøre vurderingen efter retssikkerhedsloven § 6.
Retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, om anvendelse af forvaltnings- og offentlighedsloven, når opgaver overlades til andre aktører, vil fremover også omfatte sygedagpengesager, jf. oven for om brugen af andre aktører.
Arbejdsskadesikringslovgivningen ( § 37) og retssikkerhedsloven (§ 12d)
Som noget nyt skal kommuner og Arbejdsskadestyrelsen til brug for behandling af arbejdsskadesager og sygedagpengesager fremover kunne udveksle oplysninger om oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension. Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.
Lovens ikrafttræden
Loven træder i kraft den 1. juli 2005.
Der skal således i alle løbende sager ske opfølgning efter de nye regler. Det betyder, at der i alle sager senest skal ske en (re)visitation ved den 1. opfølgning efter den 1. juli 2005.
Opfølgning på den nye lovgivning
Opfølgningen på kommunernes indsats sker ved følgende initiativer
- Sygedagpengeområdet udpeges til særligt fokusområde i den nye forvaltningsrevision.
- Sygedagpengeområdet udpeges til særligt fokusområde i den finansielle revision.
- Opfølgning på resultater og effekt via målinger i ”Jobindsats.dk”, herunder benchmarking kommuner imellem.
- Løbende evaluering af kommunernes visitations- og opfølgningspraksis fra lovens ikrafttræden.
- Beskæftigelsesministeren skal i første halvår af 2008 afgive en redegørelse til Folketinget om effekten af loven.
Eventuelle spørgsmål til ovenstående kan rettes til fm. Anne Thuen, ath@ams.dk.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 30. juni 2005
Lene Frees