Legislator Case Law & Legislation
C20050949954 DK

Om opholds- og arbejdstilladelse for borgere fra de nye EU-lande, der ansættes af forældre som private børnepassere efter servicelovens § 26.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2005 9499 Historic

Om opholds- og arbejdstilladelse for borgere fra de nye EU-lande, der ansættes af forældre som private børnepassere efter servicelovens § 26.

Udlændingestyrelsen har fra regionerne modtaget meget forskellige meldinger om, hvad der kan anses som sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår for private børnepassere efter § 26 i lov om social service. På baggrund heraf skal Arbejdsmarkedsstyrelsen vejledende oplyse følgende

Efter servicelovens § 26 kan forældre få tilskud af kommunen til brug for en privat pasningsordning i stedet for at benytte en plads i et kommunalt dagtilbud. Ofte sker det ved, at forældrene selv ansætter en børnepasser. Tilskuddet gives efter ansøgning til forældrene som tilskud til løn, evt. kost og logi samt andre udgifter i forbindelse med ansættelsen af børnepasseren.

Området er ikke reguleret af overenskomst, og lønnen aftales mellem forældrene og børnepasseren. Udlændingestyrelsen kan høre De Regionale Arbejdsmarkedsråd om, hvorvidt de oplyste løn- og ansættelsesvilkår i en ansøgning om opholdstilladelse er sædvanlige, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 3.

Som nævnt i Arbejdsmarkedsstyrelsens vejledning nr. 49 af 11. maj 2004, skal Arbejdsmarkedsrådet i forbindelse med høringer efter § 9 a, stk. 5, nr. 3, tage stilling til, hvorvidt de oplyste løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige i forhold til ansatte hos arbejdsgiveren, som udfører tilsvarende arbejde, eller – hvis der ikke findes sådanne personer – hvorvidt de svarer til, hvad der i den pågældende del af landet er sædvanligt på det pågældende arbejdsområde.

Kommunerne godkender pasningsaftalerne mellem forældrene og børnepasseren. Den enkelte kommune har derfor information om løn- og ansættelsesvilkårene for samtlige § 26-pasningsordninger i kommunen.

RAR-sekretariaterne vil derfor kunne indhente oplysninger om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår ved at rette henvendelse til den relevante kommune eller til et antal kommuner i regionen. Hvorvidt der er behov for at sammenligne med flere kommuner, må bero på en konkret vurdering ud fra saglige hensyn.

Ved vurderingen af lønvilkårene skal den samlede løn indgå, dvs. inkl. værdien af kost, logi m.v., således at det sikres, at den samlede løn svarer til det sædvanlige for § 26-børnepassere.

Ved sammenligningen med kommunens andre § 26-pasningsaftaler skal man være opmærksom på, at det i nogle tilfælde kan være et familiemedlem – fx en bedstemor – der er ansat som børnepasser, hvilket lønnen kan afspejle. Ligeledes skal man være opmærksom på, at nogle af kommunens øvrige § 26-pasningsaftaler kan angå et kortere ugentligt pasningsbehov med en løn, der er tilpasset herefter.

Man bør ligeledes være opmærksom på, om særlige forhold gør sig gældende ved den konkrete ansøgning om opholdstilladelse. Eksempelvis hvis der er tale om pasning af et handicappet barn eller et barn, der af andre årsager har særlige behov, som betyder, at ansøgeren har særlige kvalifikationer til pasningen. I sådanne tilfælde kan der evt. være grundlag for at sammenligne med lønsatser for kommunale dagplejere.

Det skal i så fald fremgå af udtalelsen til Udlændingestyrelsen, hvilke særlige forhold der er lagt vægt på.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 17. juni 2005

Kim Svendsen-Tune

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →