Opgørelse af solvensbehov \nVejledende retningslinier i henhold til § 124, stk. 3 og § 125, stk. 5 i lov om finansiel virksomhed

§ 124, stk. 3: Pengeinstitutters og realkreditinstitutters bestyrelse og direktion skal på baggrund af instituttets risikoprofil opgøre instituttets individuelle solvensbehov. Solvensbehovet skal udtrykkes som basiskapitalen i procent af de risikovægtede poster. Solvensbehovet kan ikke være mindre end solvenskravet i stk. 1, nr. 1, og minimumskapitalkravet i stk. 1, nr. 2.

§ 124, stk. 4: Finanstilsynet kan fastsætte et højere solvenskrav end det, der fremgår af stk. 1, nr. 1.

For fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber

§ 125, stk. 5: Fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers bestyrelse og direktion skal på baggrund af selskabets risikoprofil opgøre selskabets individuelle solvensbehov. Solvensbehovet skal udtrykkes som basiskapitalen i procent af de risikovægtede poster. Solvensbehovet kan ikke være mindre end solvenskravet i stk. 1, nr. 1, minimumskapitalkravet i stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2 eller kravet til basiskapitalen i stk. 4.

§ 125, stk. 6 : Finanstilsynet kan fastsætte et højere solvenskrav end det, der fremgår af stk. 1, nr. 1.

Heraf fremgår, at

· Solvensbehovet opgøres individuelt af den enkelte virksomhed.

· Solvensbehovet opgøres på virksomhedsniveau, og ikke på koncernniveau.

· Solvensbehovet fastsættes af bestyrelsen og direktionen. I tilfælde af uenighed mellem bestyrelse og direktion vil det naturligvis være bestyrelsen, der træffer den endelige afgørelse i overensstemmelse med de generelle regler om bestyrelsens og direktionens kompetence.

· Solvensbehovet kan aldrig være mindre end 8 p ct.

· Solvensbehovet kan aldrig være mindre end minimumskapitalkravet i procent af de risikovægtede poster.

· Uafhængigt af det af virksomheden opgjorte solvensbehov kan Finanstilsynet fastsætte et højere solvenskrav , der erstatter 8 p ct.'s-kravet.

Det fremgår videre af lovens § 75, stk. 3, at

»Hvis et medlem af en finansiel virksomheds bestyrelse eller direktion, den eksterne revision eller den ansvarshavende aktuar må formode, at den finansielle virksomhed ikke opfylder kapitalkravet efter §§ 124-126 eller solvensbehovet efter § 124, stk. 3, og § 125, stk. 5, skal den pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet.«

Det fremgår af lovens § 75, stk. 1, at

»Den finansielle virksomhed skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for den finansielle virksomheds fortsatte drift.«

Personkredsen omfattet af bestemmelsen har en pligt til straks at meddele Finanstilsynet, hvis virksomhedens solvensprocent kommer under solvensbehovet. Meddelelsespligten adskiller sig på den måde ikke fra meddelelsespligten, hvis solvensprocenten kommer under 8 pct.'s-kravet eller et højere solvenskrav fastsat af Finanstilsynet.

Der er ikke krav i loven om, at ændringer i solvensbehovet, som en virksomhed beslutter, skal indberettes til Finanstilsynet.

Hvis de forhold, der giver anledning til ændringen af solvensbehovet, er af en sådan karakter, at der skal ske indberetning efter lov om finansiel virksomhed § 75, stk. 1, vil de nævnte forhold naturligvis skulle indberettes. Finanstilsynet forventer, at virksomheden samtidig indberetter det forøgede solvensbehov.

Hvis f. eks et pengeinstitut foretager indberetning i henhold til § 75, stk. 1, som følge af at der er sket en betydelig forøgelse af risikoen på instituttets udlånsengagementer, forventer Finanstilsynet, at der samtidig sker indberetning om den risikoforøgelse, som har givet anledning til forøgelse af solvensbehovet.

Solvensbehovet skal løbende opgøres af den enkelte virksomhed, men indberettes alene til Finanstilsynet med jævnlige intervaller, jf. reglerne herom i kapitaldækningsbekendtgørelsen.

Kravet om straks at give meddelelse, jf. lovens § 75, stk. 3, gælder således kun, hvis solvensprocenten kommer under det af virksomheden opgjorte solvensbehov eller solvenskravet.

Finanstilsynet skal ikke give en frist til opfyldelse af solvensbehovet, hvis virksomhedens solvensbehov har ændret sig siden indberetningen, men Finanstilsynet tager stilling til, om der skal fastsættes et solvenskrav.

Finanstilsynet kan og skal alene give en frist til opfyldelse, hvis solvensprocenten kommer under det af Finanstilsynet fastsatte solvenskrav eller 8 p ct. i overensstemmelse med reglerne i lov om finansiel virksomhed § 225.

3. Virksomhedens proces og dokumentationskrav ved opgørelse af solvensbehovet

Solvensbehovet fastsættes af virksomhedens bestyrelse og direktion. Beslutningerne om fastsættelse af solvensbehovet er efter Finanstilsynets opfattelse en integreret del af den overordnede ledelse af virksomheden.

Behovet for at revurdere solvensbehovet i den enkelte virksomhed vil afhænge af den enkelte virksomhed og dens udvikling.

Opgørelsen af solvensbehovet skal være fremadrettet. Dette indebærer, at virksomheden ved opgørelse af solvensbehovet skal lægge vægt på de fremtidige forventninger, og mindre på de historiske erfaringer.

Opgørelsen er en fortløbende proces, hvor solvensbehovet i den enkelte virksomhed kan bevæge sig både op og ned i takt med virksomhedens udvikling. Finanstilsynet finder, at bestyrelse og direktion som minimum skal tage stilling til solvensbehovet en gang om året. Dette betyder, at der i den mellemliggende periode kan ske ændringer i solvensbehovet, såfremt den af bestyrelsen og direktionen godkendte opgørelsesmetode giver anledning hertil.

Finanstilsynet forventer, at bestyrelsen bliver orienteret om virksomhedens opfyldelse af solvensbehovet i samme omfang, som bestyrelsen orienteres om overholdelsen af solvenskravet.

Finanstilsynet vil ved inspektioner gennemgå virksomhedens proces for opgørelse af solvensbehovet, medmindre inspektionen alene omhandler udvalgte risikoområder.

Den enkelte virksomhed skal udarbejde skriftlig dokumentation for, hvorledes virksomheden når frem til det opgjorte solvensbehov. Finanstilsynet er dog opmærksom på, at solvensbehovet i en vis udstrækning vil være baseret på skønsmæssige vurderinger. Dokumentationens omfang vil typisk være voksende med virksomhedens størrelse og kompleksitet i forretningsområder.

Såfremt virksomheden ved opgørelsen tager udgangspunkt i minimumskravet på 8 p ct., skal bestyrelse og direktion tage stilling til, hvilke risici der hermed er dækket, før bestyrelse og direktion tager stilling til eventuelle tillæg til solvensbehovet. Endvidere er det vigtigt, at bestyrelse og direktion forholder sig til, i hvilket omfang risici og potentielle risici skal være dækket af kapital.

Virksomhedens faktiske solvensprocent på opgørelsestidspunktet har ikke betydning for opgørelsen af solvensbehovet.

Ved opgørelsen af solvensbehovet er der i vid udstrækning metodefrihed.

Bestyrelse og direktion kan tage udgangspunkt i mere eller mindre avancerede modeller. Modeller kan tage udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. Andre modeller om økonomisk kapital tager udgangspunkt i den kapital, der er nødvendig for at kunne klare uforudsete tab inden for en horisont på typisk 1 år. I bilag A og B anføres eksempler på de to forskellige tilgangsvinkler. Finanstilsynet bemærker, at bilag A og B alene tjener det formål at være illustrative eksempler og ikke udtryk for en udtømmende opremsning af modeller. De illustrative eksempler kan som udgangspunkt anvendes af alle virksomheder.

Uanset hvilken metode virksomheden anvender, vil bestyrelse og direktion ikke kunne undgå at skulle tage stilling til den grad af sikkerhed, som virksomheden vil have for, at indskydere (i pengeinstitutter), obligationsejere (i realkreditinstitutter) og investorer (i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber) ikke kommer til at lide tab. Anvendelsen af følsomhedsanalyser (stress-tests) vil i den forbindelse være et redskab, der kan anvendes til at teste, hvilke påvirkninger virksomheden som minimum skal kunne klare.

Solvensbehovets niveau vil også skulle baseres på skønsmæssige elementer.

Der er ikke krav om, at virksomheden skal offentliggøre det opgjorte solvensbehov. Der er dog ikke forbud mod at offentliggøre solvensbehovet. Såfremt Finanstilsynet fastsætter et højere solvenskrav end 8 p ct., jf. lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 4, skal børsnoterede virksomheder overveje, hvorvidt en offentliggørelse er nødvendig efter de børsretlige regler.

Mange virksomheder styrer reelt solvensprocenten efter et såkaldt solvensmål. Flere virksomheder vælger i dag at offentliggøre virksomhedens solvensmål. Lov om finansiel virksomhed eller dens bemærkninger tager ikke stilling til et eventuelt opgjort solvensmål. Efter Finanstilsynets opfattelse er der intet til hinder for, at virksomhederne reelt styrer efter et solvensmål, der er højere end solvensbehovet. Årsagen til et højere solvensmål kan være mangeartede og er alene op til bestyrelsen og direktionen at fastlægge.

Finanstilsynet finder, som ovenfor nævnt, at solvensbehovet er udtryk for den kapital, der er nødvendig for at sikre, at der er en meget lille sandsynlighed for, at indskydere (i pengeinstitutter), obligationsejere (i realkreditinstitutter) og investorer (i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber) lider tab.

Der er ikke i lov om finansiel virksomhed krav om, at der i solvensbehovet skal være en buffer til 8 pct.-kravet eller til et af Finanstilsynet fastsat højere solvenskrav. Ved en buffer forstås i denne sammenhæng, at solvensbehovet fastlægges højere end de 8 p ct. eller et højere krav fastsat af Finanstilsynet, alene ud fra overvejelser om at have en passende afstand til solvenskravet. Det er op til den enkelte virksomhed, om den vil fastsætte en sådan buffer ved opgørelsen af solvensbehovet.

4. Rammerne for niveauet af solvensbehovet

Det er Finanstilsynets vurdering, at det nugældende solvenskrav på 8 % dækker den risiko, der er i sektorerne samlet set på tidspunktet for vejledningens udsendelse. Det er derfor kun virksomheder med en væsentlig større risiko end gennemsnittet, der har et større solvensbehov. I denne forbindelse er det for penge- og realkreditinstitutter især udlånsporteføljens bonitet, der har betydning for opgørelse af solvensbehov. Dette kan betyde, at en forringet konjunktursituation både generelt og specifikt vil øge solvensbehovet.

Virksomheder, der som følge af nye regnskabsregler, netto har forøget egenkapitalen skal medtage dette forhold som et tillæg til solvensbehovet. Det er ikke et krav, at der sker en direkte omregning af ændringen i egenkapitalen. Det er f.eks. kun i det omfang, der er en risiko på engagementer (svage engagementer), hvor der er tilbageført hensættelser, der skal tages højde for i solvensbehovet. Ved risikofyldte engagementer forstås i denne sammenhæng engagementer, der er tæt på at opfylde betingelserne for at kunne blive nedskrevet efter regnskabsreglerne, men hvor der ikke er indtruffet objektive indikationer. Se også afsnit 5.1.

5. Rammerne for opgørelse af solvensbehovet

I det følgende angives Finanstilsynets fortolkninger af lovbemærkningerne.

5.1 Virksomhedens forretningsprofil

Virksomhedens forretningsprofil afspejler sig dels i de risici, som virksomheden fremover ønsker at påtage sig, dels i virksomhedens organisering af forretningsområderne.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at bestyrelse og direktion ved opgørelse af solvensbehovet hensigtsmæssigt kan tage udgangspunkt i de enkelte forretningsområder. Forretningsområderne kan således vurderes hver for sig med henblik på omfanget (og dermed betydningen af området) samt en vurdering af, hvor risikabelt det enkelte forretningsområde er. Endvidere vil styringen og organiseringen af de enkelte forretningsområder være af væsentlig betydning ved vurderingen.

I penge- og realkreditinstitutter vil kreditområdet som oftest være det væsentligste område. Til vurdering af dette område, vil en overordnet vurdering af aktivernes kvalitet være afgørende. Såfremt virksomheden har interne rating- og scoresystemer eller lignede, vil disse kunne anvendes. Andre nøgletal vil også kunne anvendes til vurdering af boniteten af aktiver med kreditrisiko.

I det omfang det er muligt, skal virksomhederne skønsmæssigt vurdere, hvorvidt kvaliteten af virksomhedens udlån, kreditter og garantier er ringere end kvaliteten i sektoren. Hvis virksomheden ikke mener at have grundlag for at foretage en sammenligning, kan virksomheden imidlertid også vælge et system, hvor der alene tages hensyn til kvaliteten af egne udlån, kreditter og garantier.

Virksomhedens fokus ved vurderingen af boniteten skal være på den andel af engagementer, der udviser svaghedstegn. Specielt er det Finanstilsynets vurdering, at fokus skal være på risikobetonede udlån, kreditter og garantier, hvor der ikke er foretaget nedskrivninger eller hensættelser i regnskabet, eller hvor der kun er foretaget delvise nedskrivninger eller hensættelser. Effekten ved overgang fra et forsigtighedsprincip til et neutralitetsprincip ved værdiansættelse af udlån m.v. indgår her.

Hvis kvaliteten af udlånene, kreditterne og garantierne er forringet eller vurderes at være på vej mod forringelse, giver dette anledning til et tillæg ved opgørelse af solvensbehovet. Det bemærkes, at det er Finanstilsynets opfattelse, at ved anvendelse af simple modeller skal vurderingen være asymmetrisk. Herved forstås, at en ekstraordinær god kredit ikke kan opveje en svag kredit. En svag kredit på samme beløb som en ekstraordinær god kredit vil derfor samlet medføre en forøgelse af solvensbehovet.

For så vidt angår markedsrisici skal bestyrelse og direktion vurdere omfanget af området, forstået som hvilke produkttyper m.v. som virksomheden er engageret i. Derudover skal der ske en vurdering af de risici, der er tilknyttet de enkelte aktiver, passiver og ikke-balanceførte poster. Poster med markedsrisici skal vurderes med henblik på specielt aktie-, rente- og valutarisici. Bestyrelse og direktion skal tage stilling til, i hvilket omfang den anlagte fondspolitik stemmer overens med, at der er den tilstrækkelige kapital til at tage højde for eventuelle fremtidige risici. F.eks. vil det for alle pengeinstitutter være relevant at inddrage renterisikoens størrelse, da der ved store renteændringer er risiko for, at de risikovægtede posters krav til kapital ikke er store nok. Specielt for gruppe 4-institutter, der ikke opgør de risikovægtede poster indenfor handelsbeholdningen, vil renterisikoens størrelse være relevant.

Virksomhedens evne til at opnå overskud vil naturligt indgå i virksomhedens vurdering af solvensbehovet. Såfremt virksomheden har en høj indtjening sammenlignet med sektorens indtjening, vil virksomheden alt andet lige lettere kunne absorbere fremtidige tab.

Indtjeningens stabilitet vil også have indflydelse på, hvorledes virksomheden skal vurdere solvensbehovet, jf. også under afsnit 5.3.

Virksomhedens indtjeningsevne skal tillige vurderes i relation til virksomhedens udbyttepolitik samt muligheden for at fremskaffe kapital.

Såfremt virksomhedens konsolidering er mindre end sektorens, skal bestyrelse og direktion overveje, hvorvidt dette giver anledning til en forøgelse af solvensbehovet.

Bestyrelse og direktion skal vurdere konsolideringsbehovet i relation til den forventede fremtidige vækst. Virksomheden skal således vurdere, hvorvidt konsolideringen er tilsvarende voksende. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil der ved opgørelse af solvensbehovet skulle tages højde for den forventede vækst, der ligger udover "normalkonsolideringen", herunder muligheden for kapitalfremskaffelse.

Vækst kræver kapital som følge af de direkte ressourcer (f.eks. nyansættelser mv.), der er nødvendige for at frembringe væksten. Forøgelsen af de risikovægtede poster giver også i sig selv et kapitalbehov. Endvidere vil det være naturligt for bestyrelsen og direktionen at vurdere, hvorvidt der er en forøget risiko for, at der senere opstår tab som følge af omfanget af væksten.

5.2 Virksomhedens koncentration af risici

Ved bestyrelsens og direktionens vurdering af solvensbehovet skal der i henhold til lovbemærkningerne tages stilling til koncentrationen af de risici, som virksomheden har påtaget sig og forventer at påtage sig i fremtiden.

Eksemplerne herpå er mange, men Finanstilsynet finder anledning til at fremhæve følgende elementer

a) Hvis penge- eller realkreditinstituttet har mange store engagementer, vil denne koncentration i sig selv – uanset engagementernes kvalitet i øvrigt – give anledning til overvejelser om, hvorvidt koncentrationen kræver ekstra kapital. Omvendt kan en koncentration af store engagementer, der ligger under sektorens gennemsnit, give anledning til overvejelser, om virksomheden kan foretage et fradrag i solvensbehovet, så længe solvensbehovet ikke er under 8 pct.

b) Hvis penge- eller realkreditinstituttet har en stor del af sine udlånsengagementer koncentreret i et mindre eller lille geografisk område, er der tale om en geografisk risikokoncentration. En sådan koncentration skal give anledning til overvejelser om et øget solvensbehov.

c) Koncentrationen af risikoen på henholdsvis udlån til private og udlån til erhverv skal endvidere overvejes i penge- og realkreditinstituttet. Historisk har de største tab været at finde på erhvervskunder. Hvis penge- eller realkreditinstituttet har en relativ stor koncentration på erhvervssegmentet, skal bestyrelse og direktion overveje, hvorvidt en sådan risikokoncentration giver anledning til en forøgelse af solvensbehovet. En andel af erhvervskunder, der ligger under gennemsnittet, kan ligeledes give anledning til at foretage et fradrag i solvensbehovet, så længe solvensbehovet ikke er under 8 p ct.

d) For mange lån og kreditter er der stillet sikkerheder. Såfremt sikkerhederne i udpræget grad er koncentreret på enkelte typer, skal det give bestyrelse og direktion anledning til overvejelser om, hvorvidt sikkerhedernes koncentration (uanset disses værdi i øvrigt) er en risikokoncentration, der skal tages stilling til. I vurderingen skal indgå, hvor volatile priserne på sikkerhederne er. Er det virksomhedens politik at basere en stor del af udlånene på f.eks. pant i erhvervsejendomme eller aktier og lignende, kan der være tale om, at virksomheden har en stor koncentration på en enkelt sikkerhedstype.

Koncentrationen af sikkerhederne skal være væsentlig, før virksomheden skal overveje at foretage tillæg i solvensbehovet. Stor spredning af sikkerhederne kan efter Finanstilsynets opfattelse ikke medføre et fradrag i solvensbehovet.

e) Koncentration af udlån til risikofyldte brancher skal indgå i vurderingen af solvensbehovet. Hvorvidt en branche er risikofyldt vil skulle underkastes en fortløbende vurdering. Risikoprofilen for de enkelte brancher vil kunne ændre sig over tiden. Endvidere er de enkelte branchers konjunkturfølsomhed efter Finanstilsynets opfattelse et væsentligt element. Endvidere skal virksomheden vurdere, om der skal afsættes yderligere kapital til at modstå tab som følge af "boble-dannelser".

f) Koncentrationen af markedsrisici er endvidere relevant at overveje ved opgørelsen af solvensbehovet. Hvis f.eks. fondspolitikken er relativt enstrenget, kan det give anledning til overvejelser, om en sådan risikokoncentration skal medføre en forøgelse af solvensbehovet.

g) Uanset, at virksomhederne efter de gældende regler kun skal opgøre solvensniveauet på virksomhedsniveau, finder Finanstilsynet, at bestyrelse og direktion skal tage højde for de risici, der er forbundet med, at virksomheden ejer en eller flere dattervirksomheder. Den vægt, der skal lægges på dattervirksomheder, afhænger af antallet og størrelsen af dattervirksomhederne. Såfremt dattervirksomhederne udgør en væsentlig risikofaktor, skal bestyrelse og direktion tage højde herfor. Det vil efter Finanstilsynets opfattelse være nødvendigt at foretage de samme overvejelser i de enkelte dattervirksomheder som i modervirksomheden for at opgøre modervirksomhedens solvensbehov.

5.3 Virksomhedens kontrolmiljø

Som det fremgår af lovbemærkningerne, skal bestyrelse og direktion tage stilling til kontrolmiljøets omfang i virksomheden.

Kontrolmiljøet er en samlebetegnelse for de ressourcer, virksomheden anvender til at minimere de risici, der er ved at udøve finansiel virksomhed.

Kontrolmiljøet vil naturligt variere fra virksomhed til virksomhed. Kontrolmiljøets kvalitet er resultatet af aktive ledelsesvalg. Ved bestyrelsens og direktionens accept af, at der kan opstå tab som følge af mere eller mindre begrænsede styrings- og kontrolværktøjer, skal bestyrelse og direktion tillige overveje, om der sammenlignet med andre virksomheder er afsat den fornødne kapital til at modstå disse potentielle tab.

Ledelsen af virksomheden er afgørende for virksomhedens fremtidige ageren i et konkurrencepræget marked. Ved vurdering af solvensbehovet vil det være naturligt, at bestyrelsen og direktionen vurderer samspillet mellem bestyrelse, direktion og andre ledelsesniveauer, herunder den generelle organisering af virksomheden. Hvis virksomheden ikke besidder tilstrækkelig viden og ekspertise på udvalgte risikoområder, vil dette give baggrund for en forøgelse af solvensbehovet.

Såfremt skriftlige forretningsgange, funktionsadskillelse, interne kontroller og ledelsesrapportering om virksomhedens risici ikke anvendes aktivt som led i risikostyringen, vil det skulle overvejes, om det skal give et tillæg til solvensbehovet.

Finanstilsynet finder, at en komplet udbygget organisation, hvor risikostyringen understøttes af forretningsgange, funktionsadskillelse, interne kontroller, ledelsesrapportering m.v., ikke giver anledning til, at virksomheden kan foretage fradrag i det opgjorte solvensbehov. Omvendt finder Finanstilsynet, at en mindre udbygget organisation, hvor der alt andet lige er større risiko for, at der opstår fejl m.v., skal give anledning til, at bestyrelse og direktion overvejer at forøge solvensbehovet.

Bestyrelse og direktion skal vurdere, hvorledes kreditområdet er styret. Såfremt det er virksomhedens kreditmæssige forretningsprofil, at der ikke sker en tæt løbende overvågning af engagementerne, skal bestyrelse og direktion vurdere, hvorvidt der er afsat tilstrækkelig kapital ved opgørelse af solvensbehovet.

Bestyrelse og direktion skal ved vurderingen tillige tage stilling til, hvorledes markedsrisiciene styres i virksomheden. Såfremt bestyrelse og direktion har valgt, at der ikke afsættes ressourcer til en tæt og løbende opfølgning på virksomhedens markedsrisici, skal bestyrelse og direktion vurdere, hvorvidt der er afsat tilstrækkelig kapital hertil.

Operationelle risici er ikke omfattet af de risikovægtede poster, jf. § 142, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der udtømmende nævner, hvilke risici der indgår i de risikovægtede poster. Operationelle risici, herunder f.eks. it-risici, skal således også indgå i vurderingen af solvensbehovet. Efter Finanstilsynets opfattelse er det imidlertid relevant, at virksomheden vurderer, i hvilket omfang operationelle risici implicit er dækket af de risikovægtede poster, da operationelle risici i et vist omfang vil udmønte sig i risici, der er medregnet i de risikovægtede poster.

Mindre virksomheder vil oftest i begrænset omfang have en omfattende og specialiseret organisation, der kan afbøde potentielle tab som følge af operationelle og ledelsesmæssige risici. Det er Finanstilsynets opfattelse, at solvensbehovet i en del af de mindste virksomheder vil være større end i øvrige virksomheder. Det skal dog tilføjes, at der altid skal foretages en individuel vurdering, hvor kompleksiteten af virksomhedens forretninger indgår som et naturligt element.

6. Andre momenter ved opgørelse af solvensbehovet

Det fremgår af lov om finansiel virksomhed, at solvensbehovet ikke kan være mindre end virksomhedens minimumskapital divideret med de risikovægtede aktiver. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter er minimumskapitalkravet 5 mio. euro, medmindre virksomheden er omfattet af overgangsreglen i lovens § 124, stk. 2 (klik-kapitalen). For fondsmæglerselskabers og investeringsforvaltningsselskabers opgørelse af minimumskapitalkravet henvises til afsnit 7.

Det fremgår af bemærkninger til loven, at også andre bestemmelser i lov om finansiel virksomhed vil have indvirkning på bestyrelsens og direktionens vurdering af solvensbehovet. Lovkravene kan således have indflydelse på bestyrelsens og direktionens vurdering af solvensbehovet.

Hvorvidt andre lovkrav skal være afgørende for bestyrelsens og direktionens vurdering af størrelsen af solvensbehovet vil bero på en konkret vurdering af, om der er tale om en investering som pengeinstituttet ønsker at beholde, og om pengeinstituttet er i stand til at afhænde investeringen. F. eks vil et pengeinstituts engagement med et andet kreditinstitut normalt ikke påvirke solvensbehovet, da det vil være problemfrit at flytte engagementet.

Nedenfor angives nogle eksempler på, hvor andre lovkrav kan have indvirkning på vurderingen af solvensbehovet.

a) Da virksomhedens største engagement maksimalt må udgøre 25 p ct. af basiskapitalen, jf. § 145 i lov om finansiel virksomhed, skal virksomheden ved opgørelse af solvensbehovet foretage en vurdering af, hvilken indvirkning de største engagementer har på solvensbehovet. Størrelsen af koncerninterne engagementer, jf. lovens § 182, kan ligeledes indgå ved opgørelse af solvensbehovet.

b) Virksomhedens beholdning af kapitalandele må maksimalt udgøre 100 p ct. af basiskapitalen, jf. § 146 i lov om finansiel virksomhed. Virksomheden skal ved opgørelsen af solvensbehovet vurdere, hvilken indvirkning beholdningen af kapitalandele har på solvensbehovet.

c) Lov om finansiel virksomhed begrænser i § 147 ejerskab af fast ejendom samt kapitalandele i ejendomsselskaber til maksimalt 20 p ct. af basiskapitalen. Hvis virksomheden ønsker at opretholde denne eksponering, skal der tages højde herfor ved vurdering af solvensbehovet.

d) For pengeinstitutter er der tillige en begrænsning i § 149 i lov om finansiel virksomhed, der begrænser eksponeringen på restrisici på leasingaftaler og eksponeringen på ejerskab af fast ejendom til 25 p ct. af basiskapitalen. Hvis virksomheden ønsker at opretholde denne eksponering, skal der tages højde herfor ved vurdering af solvensbehovet.

7. Specielt for fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber

Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber må ikke foretage udlån, og de selskaber, der ikke kan handle for egen regning, har begrænsede muligheder for at placere selskabets midler. For disse selskaber vil specielt de operationelle risici være afgørende, når virksomheden skal opgøre solvensbehovet.

For fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber vil minimumskapitalkravene oftest have størst betydning. Dette har følgende implikationer

a) Solvensbehovet i fondsmæglerselskaber, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i lov om finansiel virksomhed bilag 4, afsnit A, nr. 2, 4 og 5, og afsnit B, nr. 2, nævnte tjenesteydelser, skal minimum udgøre 1 mio. euro i procent af de risikovægtede poster.

b) Solvensbehovet i investeringsforvaltningsselskaber, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, eller som ønsker at opbevare og forvalte de i lov om finansiel virksomhed bilag 5, nr. 4, nævnte instrumenter, herunder at blive medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, skal minimum udgøre minimumskapitalkravet opgjort efter lovens § 125, stk. 1, nr. 3 i procent af de risikovægtede poster.

c) Solvensbehovet for andre fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal minimum udgøre minimumskapitalkravet opgjort efter lov om finansiel virksomhed § 125, stk. 1, nr. 4, i procent af de risikovægtede poster.

d) Solvensbehovet i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber skal minimum udgøre en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger, jf. lov om finansiel virksomhed § 125, stk. 4, i procent af de risikovægtede poster.

8. Finanstilsynets fastsættelse af solvenskrav

I henhold til lov om finansiel virksomheds § 124, stk. 4, kan Finanstilsynet fastsætte et højere solvenskrav end minimumskravet på 8 p ct. Det af bestyrelse og direktion opgjorte solvensbehov kan aldrig være mindre end det af Finanstilsynet fastsatte solvenskrav.

Ved Finanstilsynets vurdering af, om Finanstilsynet skal fastsætte et højere solvenskrav end 8 pct., vil Finanstilsynet lægge vægt på de samme forhold, som bestyrelse og direktion skal lægge vægt på ved opgørelsen af det individuelle solvensbehov. I Finanstilsynets vurdering vil dog også indgå Finanstilsynets vurdering af bestyrelse og direktion – herunder dens kvalitet og risikovillighed. Endvidere kan Finanstilsynet bedre end de enkelte virksomheder foretage sammenligning mellem virksomhederne, hvilket også vil kunne danne grundlag for tilsynets afgørelse.

Der er ikke i lov om finansiel virksomhed krav om, at Finanstilsynet skal godkende et af virksomheden opgjort solvensbehov. I forbindelse med indberetninger og især ved inspektioner vil Finanstilsynet vurdere det af bestyrelse og direktion opgjorte solvensbehov.

Såfremt Finanstilsynet umiddelbart finder, at det opgjorte solvensbehov er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågældende virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et højere solvenskrav end 8 pct. I dialogen vil elementerne i virksomhedens individuelt fastsatte solvensbehov være udgangspunktet. Det fremgår, af bemærkningerne til lov om finansiel virksomhed, at der ikke tilsigtes en generel stramning af solvenskravet for sektoren som helhed.

Virksomhedens individuelt opgjorte solvensbehov vil løbende kunne ændre sig.

Dette kan skyldes ændringer i markedsbetingelserne samt ændringer i den enkelte virksomheds risikoprofil. På tilsvarende vis vil Finanstilsynets vurdering af et eventuelt solvenskrav løbende ændre sig.

I henhold til § 225, stk.1, i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, hvis virksomheden ikke opfylder kapitalkravene efter en af Finanstilsynet fastsat frist. Efter Finanstilsynets opfattelse vil fristens længde til opfyldelse af solvenskravet afhænge af, hvilket solvenskrav virksomheden ikke opfylder.

Finanstilsynet har følgende opfattelse af fristernes længde

a. Virksomheder, hvor der ikke er fastsat et individuelt solvenskrav, og hvor virksomheden er kommet under 8 pct.: Der er ikke grundlag for at ændre praksis med hensyn til fristens længde i forhold til de regler, der var gældende før 1. januar 2005. Finanstilsynet vil dog vurdere, om der skal fastsættes et individuelt solvenskrav, hvorefter virksomheden vil være omfattet af pkt. c nedenfor.

b. Virksomheder, hvor der er fastsat et individuelt solvenskrav, og hvor virksomheden er under dette krav, men ikke under 8 pct.: Finanstilsynet vil efter en konkret vurdering i de fleste situationer kunne fastsætte en længere frist end i situationen nævnt i pkt. c. Vurderingen vil som i pkt. a og c skulle tage udgangspunkt i beskyttelsen af indskydere (i pengeinstitutter), obligationsejere (i realkreditinstitutter) og investorer (i fondsmæg-lerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber).

c. Virksomheder, hvor der er fastsat et individuelt solvenskrav, og hvor virksomheden er under både dette krav og de 8 pct.: Finanstilsynet vil efter en konkret vurdering fastsætte en kortere frist end i en tilsvarende situation, hvor reglerne fra før 1. januar 2005 var gældende.

9. Bilag

I vedlagte bilag anføres som illustrative eksempler to typer af metoder, som virksomheden kan anvende ved opgørelse af solvensbehovet

Bilag A: Metoden tager udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. Metoden er udarbejdet af Lokale Pengeinstitutter. Finanstilsynet finder anledning til at tilføje modellen en række bemærkninger.

Bilag B: Metoden tager udgangspunkt i modeller til opgørelse af økonomisk kapital. I modellerne søges at finde den nødvendige kapital til med stor sandsynlighed at sikre indskyderne (i pengeinstitutter), obligationsejerne (i realkreditinstitutter) og investorerne (i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber) mod tab.

Bilag A

Illustrative/konkrete eksempler

Lokale Pengeinstitutters model til opgørelse af solvensbehovet med udgangspunkt i minimumskravet med Finanstilsynets bemærkninger

A.1. Indledning

Lokale Pengeinstitutters sekretariat har udarbejdet en model til sine medlemmer om fastsættelse af individuelt solvensbehov med tilhørende vejledning.

Finanstilsynet finder, at modellen er et illustrativt eksempel på en måde, hvorpå solvensbehovet kan opgøres. Nedenfor tilføjes Finanstilsynets foreløbige bemærkninger til forskellige dele af modellen. Finanstilsynets bemærkninger skal indgå ved bestyrelsens og direktionens fastsættelse af solvensbehovet.

Modellen er til anvendelse for pengeinstitutter. Finanstilsynets bemærkninger finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på andre virksomheder.

De fleste af afsnittene indledes med et citat fra Lokale Pengeinstitutters vejledning.

A.2. Finanstilsynets bemærkninger til Lokale Pengeinstitutters metodemæssige tilgang

Udgangspunktet for Lokale Pengeinstitutters metode er, at kapitaldækningsreglernes krav om en basiskapital på mindst 8 pct. af de risikovægtede poster er passende for et gennemsnitligt pengeinstitut. Endvidere er solvensbehovet kun forskelligt fra de 8 pct., hvis det pågældende pengeinstitut på relevante risikoområder har en større risiko, der adskiller sig markant fra gennemsnittet.

Der er forskellige typer risici, som er vanskelige at kvantificere og dermed inddrage i kapitaldækningsreglerne. Når et konkret pengeinstitut sammenholdes med gennemsnitsinstituttet, er det dermed først og fremmest for at vurdere, om det har væsentlige risici, som ikke udløser et passende kapitalkrav efter de sædvanlige regler. Et eksempel på dette er at have en stor andel af sine engagementer inden for en enkelt svag branche.

Det er imidlertid væsentligt, at der ved anvendelsen af modellen tages stilling til afgrænsningen af et gennemsnitligt pengeinstitut, som udgør sammenligningsgrundlaget i modellen. Endvidere er det væsentligt at vurdere, hvilken indflydelse de aktuelle konjunkturforhold har på risikoprofilen i det gennemsnitlige institut.

Finanstilsynet vurderer, at lovbemærkningerne ikke lægger op til, at et institut med en risiko lidt over gennemsnittet nødvendigvis skal have et solvensbehov over 8 pct. Finanstilsynet finder dog, at der er forskelle på de enkelte virksomheder, hvorved solvensbehovene også vil være forskellige.

Overordnet set er det Finanstilsynets udgangspunkt ved den nuværende konjunktursituation, at der på de forskellige parametre i modellen vil være tale om, at de 25 pct. af virksomhederne, som har den største risiko, skal have et tillæg i solvensbehovet. Størrelsen af tillægget vil afhænge af en konkret vurdering af risikoens omfang. Tilsvarende vil der som udgangspunkt kunne gives et fradrag i solvensbehovet for institutter med særlig lav risikoprofil – f. eks for de 25 pct., der har den laveste risiko. De 50 pct. omkring medianen skal som udgangspunkt hverken foretage fradrag i eller tillæg til solvensbehovet.

Finanstilsynet finder dog, at det enkelte institut i hvert enkelt tilfælde skal foretage en konkret og individuel vurdering af parametrene.

A.3. Lokale Pengeinstitutters model

I Lokale Pengeinstitutters model er beskrevet en række faktorer, der bør indgå ved opgørelsen af solvensbehovet.

Modellen ser skematisk således ud

Tekst

Beløb

I procent

Minimumskrav

8

+/- Den forventede "normal" konsolidering, jf. A.3.1

+/- Kapital til dækning af risici som følge af forretningsprofil, jf. A.3.2

+/- Kapital til dækning af risikokoncentration, jf. A.3.3

+/- Kapital til dækning af risiko vedr. store engagementer, jf. A.3.4

+/- Kapital til dækning af mulighederne for at få tilført ny ansvarlig kapital, jf. A.3.5

+/- Kapital til dækning af manglende kontrolmiljø, jf. A.3.6

+/- Kapital til yderligere dækning af renterisiko, jf. A.3.7

+/- Kapital til yderligere dækning af aktierisiko, jf. A.3.8

+/- Kapital til yderligere dækning af valutarisiko, jf. A.3.9

+/- Kapital til yderligere dækning af kreditrisiko, jf. A.3.10

+/- Nettovirkningerne af IAS, jf. A.3.11

Total = kapitalbehov/solvensbehov

Finanstilsynet vurderer, at der i modellen er taget stilling til de forhold, som der i lovbemærkningerne nævnes, at der som minimum skal tages højde for.

Som nævnt nedenfor forhindrer modellen ikke, at modellen suppleres med følsomhedsanalyser (stresstests).

Nedenfor angives Finanstilsynets bemærkninger til de enkelte parametre i modellen

A.3.1 Konsolideringen

»Ved beregning af solvensbehovet, via sekretariatets model, er tankegangen den, at den forventede »normal« konsolidering på et års sigt bør indgå i pengeinstituttets »kapitalberedskab«, da den er at betragte som en buffer i forhold til solvensbehovet. Dvs. når et pengeinstitut møder uforudsete stød, der kan påvirke regnskabet og dermed på sigt solvensprocenten, reducerer stødet i første omgang udelukkende »normalkonsolideringen«. Sekretariatet har valgt at anvende normalkonsolideringen på 1 års sigt, da det også er den horisont, der typisk arbejdes med under begrebet »økonomisk kapital«.«

»Solvensbehovskorrektionen fra konsolideringen bør imidlertid også foretages under hensyntagen til den forventede vækst i udlån og garantier, der jo medfører en stigning i de vægtede aktiver. Dermed kan den samlede solvensbehovskorrektion blive reguleret både op eller ned afhængigt af væksten i udlån og garantier og størrelsen på det forventede bidrag fra normaldriften til egenkapitalen. Både tæller og nævner i solvensbrøken kan nemlig ændres.

Endelig bør der i konsolideringen tages højde for udbyttepolitik, eventuelle aktienedskrivninger samt eventuelle op- eller nedskrivninger direkte over egenkapitalen.«

Finanstilsynet er enig i, at det spiller en rolle for vurderingen af solvensbehovet, om et institut har en høj og stabil indtjening eller en lav og/eller ustabil indtjening. Det vanskelige er at kvantificere forskellen i solvensbehov. Anvendelsen af simple følsomhedsanalyser (stress-tests) kan bidrage til kvantificeringen af indtjeningens (konsolideringens) niveau og stabilitet.

Der er også en del, der taler for Lokale Pengeinstitutters valg af en horisont på et år, da det som anført svarer til den normale horisont i forbindelse med opgørelse af økonomisk kapital.

Med hensyn til den forventede konsolidering er det Finanstilsynets opfattelse, at denne skal opgøres forsigtigt.

A.3.2 Forretningsprofil

»Her vurderes, om pengeinstitutternes forretningsprofil er særlig risikofyldt, f.eks. om instituttet er i særligt risikofyldte segmenter, eller om forretningspolitikken er særligt solvensmæssig dyr for instituttet m.m. og derfor skal have et tillæg i solvensbehovet. Det modsatte kan naturligvis ligeledes være tilfældet. Dette er udelukkende en skønsmæssig vurdering og bør i de fleste tilfælde ikke medføre nogen korrektion. Institutter, der har specialiseret sig og måske satser relativt hårdt på et enkelt nicheområde bør dog overveje at tillægge lidt til solvensbehovet.«

Finanstilsynet er enig i, at institutter, der satser hårdt på et enkelt nicheområde, som udgangspunkt skal have et forhøjet solvensbehov. I nogle tilfælde må det antages, at tillægget til solvensbehovet er betydende.

A.3.3 Risikokoncentration

»Vedrørende risikokoncentrationen må der anlægges en skønsmæssig vurdering. En meget diversificeret kreditportefølje kan forsvare et fald i solvensbehovet. Omvendt vil en relativt stor koncentration af engagementer i en enkelt branche (eksempelvis landbrug) kunne medføre tillæg. Institutter med meget få erhvervsengagementer og et meget stort antal privatkunder må som udgangspunkt anses for at have en meget diversificeret kreditportefølje.«

Finanstilsynet er enig i, at der vedrørende risikokoncentration må anlægges en skønsmæssig vurdering. Det er således vanskeligt at opstille relevante nøgletal. Eksempelvis vil et nøgletal, der udtrykker branchekoncentration, kun være relevant, hvis der i et vist omfang skelnes mellem risikofyldte og mindre risikofyldte brancher.

Finanstilsynet er af den opfattelse, at en veldiversificeret kreditportefølje ikke kan begrunde et fradrag i solvensbehovet, når der tages udgangspunkt i 8 %.-kravet ved beregningen af solvensbehovet. Ved fastsættelsen af risikovægtene i kapitaldækningsreglerne er det forudsat, at det gennemsnitlige pengeinstitut har en veldiversificeret kreditportefølje. Risikovægtene er oprindeligt fastsat på baggrund af data fra medlemslandene i Basel komitéen og EU. Det er Finanstilsynets vurdering, at især små og mellemstore danske pengeinstitutter i almindelighed ikke har mere veldiversificerede kreditporteføljer end grundlaget for fastsættelsen af risikovægtene. For de mindste pengeinstitutter vil risikokoncentrationen i kreditporteføljen oftest være højere, hvilket kan begrunde et tillæg til solvensbehovet. Det enkelte institut må dog altid vurdere, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de forskellige koncentrationsrisici, således den samme risikokoncentration ikke belaster solvensbehovet mere end én gang.

Finanstilsynet finder, at risikokoncentration kan optræde under forskellige former. Der kan nævnes branchemæssig koncentration og geografisk koncentration i form af, at udlånskunder m.v. ligger inden for et lille geografisk område og dermed kan blive ramt af en økonomisk nedgang for dette område. Finanstilsynet finder anledning til også at fremhæve, at en eventuel koncentration af de sikkerheder, kunderne har stillet for engagementerne, kan danne baggrund for et øget solvensbehov.

Endelig er nogle af risiciene beskrevet i de følgende afsnit eksempler på risikokoncentration. Det gælder store engagementer og i et vist omfang også renterisiko, aktierisiko og valutarisiko.

A.3.4 Store engagementer

Ifølge § 145, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, må summen af de engagementer, der efter fradrag for særlig sikre krav udgør 10 pct. eller mere af basiskapitalen, ikke samlet overstige 800 pct. af basiskapitalen.

Lokale Pengeinstitutters model indeholder forslag om, at summen af det konkrete pengeinstituts store engagementer er bestemmende for, om store engagementer skal indebære et tillæg til eller fradrag i det opgjorte solvensbehov.

Finanstilsynet vurderer, at summen af store engagementer er et relevant risikomål – især for institutter der ønsker at anvende forholdsvis enkle opgørelsesmetoder. Kreditkvaliteten af disse engagementer spiller imidlertid en afgørende rolle for risikoen. Dette skal fanges op af en eller flere andre faktorer, jf. nedenfor.

Udgangspunktet for modellen er, at et kapitalkrav på 8 pct. er passende for det gennemsnitlige institut. Det vil være i overensstemmelse med dette udgangspunkt, hvis der er nogenlunde lige mange institutter, der fik et tillæg og et fradrag. Det kunne eksempelvis være ca. 25 pct., der fik et fradrag, ca. 25 pct., der fik et tillæg, og ca. 50 pct., der hverken fik et fradrag eller tillæg. Den forholdsvis store midtergruppe ville skulle tage højde for forudsætningen om, at det kun er en markant større risiko, der udløser et tillæg til solvensbehovet.

Det kan oplyses til illustration, at spredningen på summen af store engagementer målt i forhold til basiskapitalen pr. 31.12.2004 var

Grp. (1-4) pengeinstitutter

Spredning store engagementer

Øvre kvartil (25 % af institutterne har en sum af store engagementer større end denne %)

126 %

Median

73 %

Nedre kvartil (25 % af institutterne har en sum af store engagementer mindre end denne %)

35 %

Det bemærkes, at tillægget i eksemplet afpasses efter, hvor meget summen af store engagementer overstiger 126 pct.

A.3.5 Kapitalfremskaffelse

»Instituttets mulighed for at fremskaffe kernekapital eller supplerende kapital er en faktor, der bør tages højde for ved opgørelse af solvensbehovet. Vurderer instituttet, at det kan være vanskeligt at skaffe ny kapital til en overkommelig pris, bør solvensbehovet sættes lidt højere. Omvendt kan solvensbehovet nedsættes, hvis man mener, det er let at skaffe ny kapital. Dette kan eksempelvis være, hvis man har indhentet eller for nylig fået et tilbud om ny kapital, som stadig er gældende. Bortset herfra må kapital fremskaffelseselementet vurderes skønsmæssigt.«

Finanstilsynet vurderer, at bestyrelsen og direktionen også skal tage i betragtning, at i en situation hvor instituttet pga. tab har brug for yderligere kapital, vil det sandsynligvis være sværere at få tilført kapital, end det hidtil har været.

A.3.6 Kontrolmiljø

»Instituttet skal foretage en kvalitativ vurdering af pengeinstituttets kontrolmiljø. Det vil sige en vurdering af omfanget af interne forretningsgange, graden af funktionsadskillelse, og om der er de nødvendige kontroller. Hvis for eksempel et mindre institut accepterer de risici, som er forbundet med manglende funktionsadskillelse, bør ledelsen overveje, om der skal tages højde herfor i solvensbehovet.«

Efter Finanstilsynets vurdering vil en komplet udbygget organisation, hvor risikostyringen understøttes af forretningsgange, funktionsadskillelse, interne kontroller, ledelsesrapportering m.v., ikke give anledning til, at virksomheden kan foretage fradrag i det opgjorte solvensbehov. Derimod er det Finanstilsynets vurdering, at en mindre udbygget organisation, hvor der alt andet lige er større risiko for, at der opstår fejl m.v., bør give bestyrelse og direktion anledning til at overveje at forøge solvensbehovet.

Mindre virksomheder vil oftest i begrænset omfang have en omfattende og specialiseret organisation, der kan afbøde potentielle tab som følge af operationelle og ledelsesmæssige risici. De mindre virksomheder bør naturligvis sammenholde behovet for en omfattende og specialiseret organisation med de typer af forretninger, som virksomheden udøver.

Finanstilsynet vurderer imidlertid, at solvensbehovet i en del af de mindre virksomheder vil være større end i øvrige virksomheder, som følge af en mindre udbygget organisation. Det skal dog tilføjes, at der altid skal foretages en individuel vurdering.

A.3.7 Renterisiko

»Renterisikoen udtrykker den del af kernekapitalen efter fradrag, pengeinstituttet taber ved en stigning i renten på 1 procentpoint. Nøgletallet findes på Finanstilsynets hjemmeside på institutniveau.

Da en høj renterisiko kan få en væsentlig indflydelse på pengeinstituttets egenkapital og dermed på solvensprocenten, vurderes det som rigtigt, at disse risici i væsentlig grad afspejles i pengeinstituttets solvensbehov.«

»Det er typisk mindre pengeinstitutter, der har en høj renterisiko, da de ofte vælger at placere en stor del af overskudslikviditeten i obligationer. Disse pengeinstitutter har dog typisk også en meget høj solvensprocent.«

Finanstilsynet vurderer, at det for de mindste pengeinstitutter (gruppe 4 pengeinstitutter) er særligt relevant at inddrage størrelsen af renterisikoen ved vurderingen af solvensbehovet, idet renterisikoen som følge af behandlingen udenfor handelsbeholdningen ikke kapitaldækkes.

En særlig høj koncentration af renterisiko må antages at være omfattet af instituttets vurdering af risikokoncentration, jf. ovenfor.

For pengeinstitutter i gruppe 1-3 er der kapitalkrav til renterisikoen. Der er dog en vis risiko for renteændringer, der er så store, at de risikovægtede posters krav til kapital ikke er stort nok.

Endvidere kan det for alle pengeinstitutter være relevant at vurdere omfanget af de særlige risici på området, herunder placeringer i obligationer med konverteringsrisiko eller andre optionselementer. Ved større renteændringer kan disse særlige risici være store.

Udgangspunktet er, at et kapitalkrav på 8 pct. er passende for det gennemsnitlige institut. Det vil være i overensstemmelse med dette udgangspunkt, hvis der er nogenlunde lige mange institutter, der fik et tillæg og et fradrag. Det kunne eksempelvis være ca. 25 pct., der fik et fradrag, ca. 25 pct., der fik et tillæg, og ca. 50 pct., der hverken fik et fradrag eller tillæg. Den forholdsvis store midtergruppe ville skulle tage højde for forudsætningen om, at det kun er en markant større risiko, der udløser et tillæg til solvensbehovet.

Det kan oplyses til illustration, at spredningen på renterisikoen pr. 31.12.2004 var

Grp. (1-4) pengeinstitutter

Spredning renterisiko

Øvre kvartil (25 % af institutterne har en renterisiko større end denne %)

4,80 %

Median

3,00 %

Nedre kvartil (25 % af institutterne har en renterisiko mindre end denne %)

1,35 %

Det bemærkes, at tillægget i eksemplet afpasses efter, hvor meget renterisikoen overstiger 4,80 pct.

A.3.8 Aktierisiko

»Pengeinstitutterne har ofte også en del af deres fondsbeholdning placeret i aktier. I relation til solvensbehovsprocessen er det derfor også relevant at se på dette risikoområde. Aktierisikoen kan opgøres som den procentvise andel, aktiebeholdningen udgør af egenkapitalen. Aktierisikoen relaterer sig typisk til beholdningen af aktier, der er købt i forbindelse med likviditetsdisponeringen. Institutterne kan derfor overveje, hvor stor vægt aktier i fællesselskaber etc. bør indgå med.«

I lighed med renterisiko vurderer tilsynet, at det for de mindste pengeinstitutter (gruppe 4 pengeinstitutter) er særligt relevant at inddrage størrelsen af aktierisiko ved vurderingen af solvensbehovet, idet positionsrisikoen for aktier som følge af behandlingen uden for handelsbeholdningen kapitaldækkes med lavere vægte end for pengeinstitutter i gruppe 1-3.

Endvidere kan det for alle pengeinstitutter være relevant at vurdere, om aktieporteføljen er koncentreret i få selskaber eller brancher, herunder om de pågældende selskaber eller brancher er særligt risikofyldte.

En særlig høj koncentration af aktierisiko skal bestyrelsen og direktionen inddrage ved vurdering af risikokoncentration, jf. ovenfor.

Udgangspunktet er, at et kapitalkrav på 8 pct. er passende for det gennemsnitlige institut. Det vil være i overensstemmelse med dette udgangspunkt, hvis der er nogenlunde lige mange institutter, der fik et tillæg og et fradrag. Det kunne eksempelvis være ca. 25 pct., der fik et fradrag, ca. 25 pct., der fik et tillæg, og ca. 50 pct., der hverken fik et fradrag eller tillæg. Den forholdsvis store midtergruppe ville skulle tage højde for forudsætningen om, at det kun er en markant større risiko, der udløser et tillæg til solvensbehovet.

Det kan oplyses til illustration, at spredningen på aktierisikoen pr. 31.12.2004 var

Grp. (1-4) pengeinstitutter

Spredning aktierisiko

Øvre kvartil (25 % af institutterne har en aktierisiko større end denne %)

33,9 %

Median

24,0 %

Nedre kvartil (25 % af institutterne har en aktierisiko mindre end denne %)

12,9 %

Det bemærkes, at tillægget i eksemplet afpasses efter, hvor meget aktierisikoen overstiger 33,9 pct.

A.3.9 Valutarisiko

»Pengeinstitutternens risiko på valuta kan måles ved valutaindikator 1. Denne beregnes som den største af summen af alle de korte valutapositioner og summen af alle de lange valutapositioner. Indikatoren udtrykker derved et forenklet mål for pengeinstituttets positioner i fremmed valuta.«

Finanstilsynet finder, at det kan være relevant at vurdere, om valutarisikoen er koncentreret i få og eventuelt særligt risikofyldte valutaer.

En særlig høj koncentration af valutarisiko må antages at være omfattet af instituttets vurdering af risikokoncentration, jf. ovenfor.

Udgangspunktet er, at et kapitalkrav på 8 pct. er passende for det gennemsnitlige institut. Det vil være i overensstemmelse med dette udgangspunkt, hvis der er nogenlunde lige mange institutter, der fik et tillæg og et fradrag. Det kunne eksempelvis være ca. 25 pct., der fik et fradrag, ca. 25 pct., der fik et tillæg, og ca. 50 pct., der hverken fik et fradrag eller tillæg. Den forholdsvis store midtergruppe ville skulle tage højde for forudsætningen om, at det kun er en markant større risiko, der udløser et tillæg til solvensbehovet. Det bemærkes, at risikoen på området kan være meget begrænset, selvom virksomheden er placeret blandt de 25 % med størst risiko, hvilket skal indgå i vurderingen af, om der er behov for et tillæg ved opgørelsen af solvensbehovet.

Det kan oplyses til illustration, at spredningen på valutarisikoen pr. 31.12.2004 var

Grp. (1-3) pengeinstitutter

Spredning valutarisiko

Øvre kvartil (25 % af institutterne har en valutarisiko større end denne %)

8,10 %

Median

2,20 %

Nedre kvartil (25 % af institutterne har en valutarisiko mindre end denne %)

1,00 %

Det bemærkes, at tillægget i eksemplet afpasses efter, hvor meget valutarisikoen overstiger 8,10 pct., samt efter hvilke valutaer virksomheden er eksponeret i, jf. ovenfor.

Mange grp. 4 pengeinstitutter har ingen valutapositioner, hvorved spredningen på valutarisikoen (valutaindikator 1) kun er beregnet for grp. 1-3. Grp. 4. institutter, som har valutarisiko, kan anvende overnævnte spredning.

A.3.10 Kreditrisiko

»I minimumskravet på 8 pct. er der allerede i vid udstrækning taget højde for pengeinstituttets kreditrisiko, da udlån til private og erhvervsvirksomheder indregnes til 100 % svarende til et kapitalkrav på 8 kr. for hver 100 kr., der udlånes. Vægtene er som bekendt mindre for finansielle institutter under tilsyn (20 %) og for engagementer med staten, som slet ikke vægtes. Det samme gælder for sikrede engagementer, eksempelvis tabsgarantier over for realkreditten, der kun vægtes med 50 % på grund af sikkerheden i fast ejendom. Alligevel kan man argumentere for, at pengeinstitutter, som er mindre velpolstrede, bør foretage et tillæg i solvensbehovet og tilsvarende et fradrag, hvis instituttet er meget velpolstret.«

Lokale Pengeinstitutter opstiller et risikomål, hvor det afgørende er antal år, som korrektivkontoen kan dække pengeinstituttets gennemsnitlige nedskrivninger (eksempelvis målt over en 5 års periode).

Det er Finanstilsynets opfattelse, at kreditrisikoen og dermed aktivkvaliteten har væsentlig betydning for vurdering af solvensbehovet. Selskaber, der ganske vist overholder regnskabsreglernes værdiansættelsesprincipper, men hvor kvaliteten af udlån mv. er sådan, at der er risiko for betydelige tab, er således især kandidater til et solvensbehov på over 8 pct.

Lokale Pengeinstitutters metode er efter Finanstilsynets opfattelse ikke tilstrækkeligt fremadrettet. Hertil kommer, at pengeinstitutterne har haft forskellige principper for, hvornår de afskrev beløb som endeligt tabt, og de nye regnskabsprincipper gør det vanskeligt at vurdere udviklingen over tiden.

Efter Finanstilsynets opfattelse skal pengeinstitutterne derfor foretage mere skønsmæssige vurderinger f. eks ved at have større fokus på intern rating af deres kunder. Et institut med svage udlån, der må påregnes at kunne give tab ved f.eks. forringelse af konjunkturer, og hvor disse tab ikke allerede er imødegået med nedskrivninger, må påregne et tillæg til solvensbehovet.

A.3.11 Nettovirkningen af IAS

»Nettovirkningen af de nye regnskabsregler skal medtages ved beregning af solvensbehovet. De nye regnskabsregler medfører for flere institutter, at der tilbageføres beløb fra korrektivkontoen til egenkapitalen og/eller via driften. Dette uden at kreditrisikoen er ændret. Det bør der især tages højde for i solvensbehovet. Endvidere er der i regnskabsbekendtgørelsen flere ændringer af værdiansættelsesprincipper m.m., som reducerer egenkapitalen, hvilket der også bør tages højde for i solvensbehovet.«

Finanstilsynet er enig i, at lovbemærkningerne indebærer, at der skal tages stilling til effekten af IAS. Ved en metode hvor der sammenlignes med et gennemsnitsinstitut, er det Finanstilsynet s opfattelse, at dette sker mest hensigtsmæssigt i forbindelse med de øvrige punkter, først og fremmest punktet lige ovenfor vedrørende kreditkvalitet. Det bemærkes, at en forringet konjunktursituation kan øge solvensbehovet.

Bilag B

Illustrative/konkrete eksempler

Beregning af individuelt solvensbehov baseret på modeller om økonomisk kapital

B.1 Indledning

I dette bilag skitseres, hvorledes pengeinstitutter kan anvende modeller baseret på økonomisk kapital. I bilaget redegøres kort for egentlige økonomisk kapitalmodeller, som det forventes, at alene større virksomheder vil anvende (afsnit B.2).

Endvidere beskrives en mere simpel model, der har hentet inspiration i nogle af principperne bag modeller om økonomisk kapital, men hvor beregningerne er mere simple (afsnit B.3).

De skitserede principper henvender sig primært til pengeinstitutter, men de bagvedliggende principper vil også kunne anvendes af realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.

Udgangspunktet for modeller baseret på økonomisk kapital er, uanset det lovfæstede minimumskrav på 8 p ct., at beregne den kapital, der er nødvendig for, at indskydere med en høj grad af sandsynlighed ikke vil lide tab.

B.2 Egentlige økonomisk kapitalmodeller

Nogle danske pengeinstitutter anvender økonomisk kapitalmodeller i deres interne risikostyring. Den økonomiske kapital tager udgangspunkt i en matematisk/statistisk behandling af tabserfaringerne.

En sådan økonomisk kapital kan også anvendes ved opgørelsen af solvensbehovet. Bestyrelse og direktion skal i den forbindelse tage stilling til, om den økonomiske kapital beregnes med en tilstrækkelig høj sandsynlighed for at kunne dække de mulige tab.

Der skal være foretaget den nødvendige validering af modellen. Virksomheden kan her tage udgangspunkt i de krav til validering, der gælder for Value at Risk-modeller, og/eller de krav, som vil komme til at gælde for interne ratingmodeller. Herunder skal virksomheden foretage relevante stress-tests, hvor de enkelte forudsætninger stresses.

B.3 En simpel model til opgørelse af solvensbehovet

For de virksomheder der ikke ønsker at udvikle en egentlig økonomisk kapitalmodel, vil det være muligt at anvende en mere simpel model, der bygger på de samme tanker.

Modellen bygger både på kvalitative og kvantitative elementer. Der er ved opbygning af modellen taget højde for lovbemærkningerne til opgørelse af solvensbehovet.

Udgangspunktet er, at pengeinstituttet har en mængde aktiver og passiver samt poster udenfor balancen, hvor der er tilknyttet nogle risici, som ikke nødvendigvis fremgår af værdiansættelsen af disse. Værdiansættelsen af aktiver, passiver og poster udenfor balancen antages imidlertid at være korrekt.

I modellen udregnes solvensbehovet som én procentsats. I nævneren anvendes de risikovægtede poster, der ikke justeres.

Udgangspunktet for modellen er en følsomhedsanalyse (stresstest). En stresstest er et forsøg på at stresse instituttet ud fra en række forudsætninger. Valget af stress-niveau har indflydelse på den sandsynlighed, der er for, at indskyderne ikke vil lide tab. Stresstesten måler, hvorledes det enkelte institut reagerer overfor en række relativt ekstreme hændelser, der dog ikke er helt usandsynlige.

Udover stresstesten består modellen i at foretage tillæg eller fradrag i resultatet af stresstesten, alt efter instituttets risikoprofil.

I modellens beregning af solvensbehovet indgår følgende elementer

· Stresstest

· Operationelle risici

· Aktivernes kvalitet

· Udlånsvækst

· Pengeinstituttets størrelse

· Risikokoncentration fordelt på følgende områder

· Geografisk koncentration

· Sikkerhedernes koncentration

· Andel af store engagementer

· Andel af erhvervsengagementer

· Andel af engagementer i risikofyldte brancher

· Kontrolrisici

For alle delelementer udregnes et kapitalbehov, der kan være både positivt eller negativt, og som udregnes i procent af de risikovægtede poster. Det samlede solvensbehov beregnes ved at lægge alle disse positive og negative bidrag sammen til ét solvensbehov udtrykt i procent af de risikovægtede poster.

I modellen tages der ikke stilling til fortsat overholdelse af lovkrav som nævnt i vejledningens afsnit 6.

B.3.1 Stresstest

Stresstestberegningen tager udgangspunkt i det seneste regnskabsårs resultatopgørelse. Denne resultatopgørelse stresses herefter med en række hændelser. Det resultat, der herefter fremkommer, er således resultatpåvirkningen indenfor et år, hvis hændelserne sker inden for ét år. Det negative resultat, der fremkommer, divideres herefter med de risikovægtede poster. Den procentsats, der herefter fremkommer, er udgangspunktet for beregningen af solvensbehovet.

Det er instituttets ansvar at finde de rette stress-niveauer. Disse er afhængige af den sikkerhed, som bestyrelse og direktion vil have for, at indskyderne ikke lider tab. Inspiration til fastlæggelse af stress-niveauerne kan findes i pensionsselskabernes "trafik-lys"-indberetninger. Ligeledes kan stress-niveauerne baseres på historiske erfaringer, som f.eks. tabs- og hensættelsesprocenterne i kriseårene i starten af 90'erne. Da kapitalen skal dække ikke-forventede tab, er det vigtigt, at der anvendes en worst case betragtning ved fastsættelse af tabs- og nedskrivningsprocenterne.

Af elementer, der kan indgå i hændelserne, er

a. De ordinære indtægter falder samtidig med, at omkostningerne udviser træghed og derfor ikke tilsvarende falder.

b. Tabs- og nedskrivningsprocenten stiger til et højt, men ikke nødvendigvis urealistisk højt niveau.

c. Renteniveauet stiger markant med deraf følgende kursfald på obligationer og andre fastforrentede fordringer. Bestyrelse og direktion skal i den forbindelse overveje, hvilken indvirkning store rentestigninger vil have på konverteringsrisikoen på realkreditobligationer.

d. Priserne på ejendomsmarkedet falder markant. Instituttet vil heraf få et direkte tab som følge af værdiforringelser af instituttets egne ejendomme.

e. Værdien af aktier og andre kapitalandele falder markant.

f. Som følge af bevægelser på valutamarkedet vil der kunne opstå betydelige tab på valutapositioner.

g. Udviklingen på rente-, valuta- og aktiemarkedet kan have store afledte konsekvenser for værdien af instituttets afledte finansielle instrumenter, og der kan gøres antagelser om, hvordan værdien af disse rammes.

Ved vurdering af stress-niveauerne vil det naturligvis være nærliggende for virksomheden at overveje, hvorvidt instituttets risikoprofil er således sammensat, at der er positive og negative korrelerede effekter. Endvidere vil det ved valg af stress-niveauer også være hensigtsmæssigt at tage højde for, at den herved fremkomne stresstest alene er baseret på ét år, og ikke tager højde for eventuelle tab i efterfølgende år.

Flere institutter har betydelige indtægter fra kapitalandele i associerede og tilknyttede virksomheder. For disse institutter vil det være relevant at vurdere ovennævnte effekters indvirkning på disse virksomheder, for dermed også at indregne den afledte effekt på modervirksomhedens resultat.

Størrelsen af det negative resultat, der fremkommer, er den økonomiske kapital, instituttet minimum skal have for at modstå stresstest scenariet. Sættes det negative resultat uden fortegn i forhold til de risikovægtede poster, fås det minimumsolvensbehov, instituttet skal have for at modstå stress-test scenariet.

B.3.2 Operationelle risici

Ved ovenstående er der ikke afsat kapital til dækning af de operationelle risici. Hvorledes virksomheden vil afsætte kapital ved opgørelse af solvensbehovet til dækning af operationelle risici, må bero på en konkret vurdering i det enkelte institut. I udkastet til de kommende kapitaldækningsregler (Basel II) skal disse kapitaldækkes særskilt. I disse foreslåede regler anvendes i basismetoden et kapitalkrav på 15 % af pengeinstituttets bruttoindtjening, der sættes i forhold til de risikovægtede poster. Disse regler eller reglerne om den såkaldte standardmetode i Basel-reglerne kan bruges som inspiration.

B.3.3 Aktivernes kvalitet

Aktivernes kvalitet er afgørende for instituttets solvensbehov.

Såfremt instituttet rater sine engagementer, vil dette være en god basis for at foretage tillæg eller fradrag i solvensbehovet. Hvis instituttet har en stor del af udlånsporteføljen, der med meget stor sandsynlighed vil være sikre udlån, kan instituttet overveje at foretage et mindre fradrag i solvensbehovet. Omvendt kan instituttet overveje, hvorvidt solvensbehovet skal øges for de svage engagementer, som der ikke er nedskrevet på. Tilsvarende vil det være naturligt at overveje, hvorvidt der skal afsættes ekstra kapital til de engagementer, som der er foretaget nedskrivninger på, men hvor en yderligere negativ udvikling kan medføre, at der skulle foretages yderligere nedskrivninger.

Finanstilsynet vil i den forbindelse bemærke, at der efter overgangen til de nye regnskabsregler formentlig vil være flere svage engagementer, som der inden 1. januar 2005 kunne hensættes på efter forsigtighedsprincippet. Risikoen på porteføljen er imidlertid ikke ændret, og det må således forventes, at andelen af svage engagementer med deraf forhøjet risiko vil være højere end før indførelsen af de nye regnskabsregler.

B.3.4 Udlånsvækst

Historisk har det vist sig, at kraftig udlånsvækst kan være en indikation på, at pengeinstituttet har slækket på styringen af kvaliteten i udlånene. Det er derfor naturligt, at pengeinstituttet øger solvensbehovet, hvis instituttet har haft og fortsat forventer en høj udlånsvækst. Desuden vil udlånsvæksten i sig selv medføre et øget kapitalbehov. Bestyrelsen og direktion skal således overveje vækstforventningerne og eventuelt foretage et tillæg i solvensbehovet, alt efter vækstforventningens størrelse.

B.3.5 Pengeinstituttets størrelse

Der er empirisk belæg for, at større virksomheder ikke i samme grad som mindre virksomheder går ned. Dette er også gældende for danske pengeinstitutter. De kriseramte pengeinstitutter, som Indskydergarantifonden har været involveret i, har alle været mindre pengeinstitutter.

Det er derfor Finanstilsynets opfattelse, at mindre pengeinstitutter ofte vil have et større solvensbehov end større pengeinstitutter. Dette begrundes med, at et mindre institut naturligt ikke vil have den samme administration til at håndtere eventuelle ændringer i markedsvilkår. Endvidere vil et mindre institut oftest være afhængigt af enkeltpersoner.

Bestyrelsen og direktionen i et mindre pengeinstitut skal således overveje, hvorvidt instituttets størrelse i sig selv giver anledning til overvejelser om et tillæg i solvensbehovet. Det kan dog overvejes, om dette forhold er dækket af andre tillæg, f.eks. vedrørende risikokoncentration eller kontrolmiljø, jf. pkt. B.3.6 og B.3.7.

B.3.6 Risikokoncentration

Pengeinstituttets koncentration af risici vil også give et tillæg eller fradrag i solvensbehovet. Kapitalbehovet i et pengeinstitut, der har stor risikospredning, vil være mindre end i et pengeinstitut med stor risikokoncentration.

I pengeinstitutter vil den væsentligste risikokoncentration oftest være tilknyttet kreditområdet. Koncentrationsrisiciene kan inddeles i følgende 5 kategorier

1. Geografisk koncentration

2. Sikkerhedernes koncentration

3. Andel af store engagementer

4. Andel af erhvervsengagementer

5. Andel af engagementer i risikofyldte brancher

Indenfor hver kategori vil det være relevant, at pengeinstituttets bestyrelse og direktion tager stilling til, hvorvidt risiciene er koncentreret mere end i sektoren generelt. Såfremt pengeinstituttet på det pågældende område har meget mindre koncentration end i resten af sektoren, vil det være naturligt at overveje et fradrag i solvensbehovet. En skønsmæssig tilgang vil som oftest være tilstrækkelig, men kan naturligvis suppleres af offentliggjorte statistikker m.v.

En uddybende forklaring af de enkelte koncentrationsrisici findes i afsnit 5.2 i de vejledende retningslinier.

B.3.7 Kontrolrisici

Ved bestyrelsens og direktionens vurdering af pengeinstituttets kvalitet af organisation og kontrolmiljø vil det være relevant at "kompensere" en mindre udbygget organisation med deraf mindre kontrolmiljø med et tillæg i solvensbehovet. En systematisk tilgang kunne være at vurdere instituttets risikoområder hver for sig og herefter tage stilling til kvaliteten. Vurderingen kan også gøres mere enkel, hvis forholdene tilsiger dette. F.eks. kan der ske en vurdering af f.eks. kredit- og markedsrisikoområderne og eventuelt den generelle ledelse i instituttet.

Udover bemærkningerne i de vejledende retningsliniers afsnit 5.3 vil bestyrelsen og direktionen kunne lægge vægt på følgende forhold: Ledelsens evner og overblik, den faglige viden i organisationen, afhængighed af nøglepersoner, omfanget af instrukser og skriftlige forretningsgange, omfanget af risikostyring, funktionsadskillelse, interne kontroller, uafhængig rapportering m.v.

Finanstilsynet, den 30. juni 2005

Flemming Nytoft Rasmussen

/Thomas Kjøller

Opgørelse af solvensbehov

Vejledende retningslinier i henhold til § 124 stk. 3 og § 125 stk. 5 i lov om finansiel virksomhed

1. Indledning

Med virkning fra 1. januar 2005 er der indført regler om, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber (virksomheder) løbende skal opgøre et individuelt solvensbehov.

Baggrunden for reglerne har primært været, at regnskabsreglerne er ændret. Regnskabet aflægges ikke længere efter forsigtighedsprincippet. Reglerne er endvidere inspireret af Basel Banktilsynskomiteens oplæg til regler om tilsynsprocessen.

Den enkelte virksomheds risikoprofil er ikke ændret ved, at regnskabsreglerne er blevet ændret. Opgørelsen af et individuelt solvensbehov består i at finde den kapital, der som minimum skal være til stede til imødegåelse af, at virksomheden får uventede tab. Solvensbehovet kan også beskrives som den kapital, der er nødvendig for at sikre, at der er en meget lille sandsynlighed for at indskydere (i pengeinstitutter), obligationsejere (i realkreditinstitutter) og investorer (i fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber) lider tab som følge af virksomhedens insolvens. Solvensbehovets minimum svarer således til det solvenskrav Finanstilsynet kan fastsætte.

Finanstilsynet har besluttet at udstede vejledende retningslinier for, hvordan Finanstilsynet finder, at loven samt dens bemærkninger skal fortolkes.

Retningslinierne skal ikke opfattes som værende udtømmende. Retningslinjerne tjener alene som et bidrag ved virksomhedernes opgørelse af det individuelle solvensbehov.

Vejledningen vil løbende blive revurderet i lyset af de erfaringer, som Finanstilsynet indhenter.

Reglerne vil blive erstattet med de nye solvensregler, der arbejdes med i EU-regi, når direktivet herom gennemføres i Danmark.

2. Retsgrundlag

Reglerne om solvensbehov findes i lov om finansiel virksomhed, hvor de relevante bestemmelser har følgende ordlyd

For pengeinstitutter og realkreditinstitutter

Median betyder den midterste observation. Medianen er den observation, der er karakteriseret ved, at der er lige mange observationer, der er henholdsvis større end og mindre end den pågældende observation.