Vejledning om bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Statutory Text (5 Articles)
Kapitel 1
Regler
Kapitel 1
Regler
Love og bekendtgørelser
Udbud, markedsføring og gennemførelse af amu og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser (FKB) skal ske inden for de rammer, som udgøres af
– Bekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003 af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
– Lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
– Bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
– Bekendtgørelse nr. 802 af 22. september 2003 om fælles kompetencebeskrivelser for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og om arbejdsmarkedsuddannelser.
Udbud
Det er en grundforudsætning for udbud af amu/enkeltfag i FKB og en betingelse for tilskud, at reglerne for amu/enkeltfag herunder om udbuddet, markedsføringen, gennemførelsen og kvalitetssikringen overholdes og er i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.
Det indebærer f.eks., at hver enkelt amu og enkeltfag skal gennemføres i overensstemmelse med den godkendte målformulering, og at der skal udleveres uddannelsesbevis til deltagere, der har nået det godkendte mål.
Dette gælder, både når en amu/et enkeltfag i FKB gennemføres som enkeltstående amu/enkeltfag, og når flere amu/enkeltfag sammensættes med henblik på at tilgodese lokale uddannelsesbehov, som der er mulighed for efter lovgivningen, jf. nedenfor i dette kapitel om markedsføring.
Institutionens bedømmelsen af, om deltageren har nået målet, foretages for arbejdsmarkedsuddannelser på baggrund af bestemmelserne i bekendtgørelsen om fælles kompetencebeskrivelser for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og om arbejdsmarkedsuddannelser og for enkeltfag i FKB på baggrund af bekendtgørelsen for den grunduddannelse, enkeltfaget stammer fra.
Skolen kan afkorte enkeltfag for hold under betingelse af en offentlig annoncering. Afkortning af enkeltfag kræver oplysning herom, før aktivitetens start på institutionens hjemmeside. Der skal informeres om aktivitetens længde, og de forudsætninger hos deltagerne afkortningen kræver.
Skolen kan afkorte den vejledende maksimale varighed af en arbejdsmarkedsuddannelse på baggrund af en vurdering af den enkelte deltagers forudsætninger. Afkortning af varighed forudsætter, at deltageren når uddannelsens mål på kortere tid end den angivne maksimale varighed. Der kan ikke på samme måde som på åben uddannelse afkortes for annoncerede hold. Det udelukker ikke en afkortning for alle på et amu-hold, hvis det efter konkret vurdering af de tilmeldte skønnes, at de enkelte deltagere og dermed også alle deltagerne opfylder betingelserne for afkortning.
Alle arbejdsmarkedsuddannelser/enkeltfag i FKB skal evalueres ved hjælp af AMU-kvalitet, og resultaterne skal lægges på skolens hjemmeside.
Nærmere betingelser for samarbejde med private uddannelsesudbydere er omfattet af en vejledning om udlicitering.
Markedsføring
Efter § 11 i bekendtgørelse nr. 802 af 22. september 2003 om fælles kompetencebeskrivelser for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og om arbejdsmarkedsuddannelser, og efter § 5 i bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v. skal markedsføringen af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag ske i forhold til den enkelte godkendte uddannelsesaktivitets mål og i forhold til de målgrupper amu/enkeltfaget er udviklet til.
Det er således hver enkelt amu/enkeltfags mål for sig, der er rammen for markedsføringen og anvendelsen af uddannelsen. Markedsføringen må ikke gennem valg af ord, billeder eller medium sigte mod anvendelse i en ikke-arbejdsmarkedsmæssig sammenhæng eller i øvrigt være egnet til at vildlede om amu/enkeltfagets mål og indhold.
Arbejdsmarkedsuddannelsernes målgruppe for udvikling er ikke længere identisk med adgangen til uddannelserne, og det er derfor afgørende, at markedsføringen er i overensstemmelse med den udvikling, der ligger bag uddannelsen. Der vil derfor f.eks. ikke kunne finde markedsføring af amu sted, som er rettet alene mod personer med en videregående uddannelse. Det vil ikke være i overensstemmelse med markedsføring i forhold til uddannelsens mål.
Ifølge bemærkningerne til lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. skal uddannelserne også markedsføres relevant i forhold til hensigten om en erhvervsrettet indsats. Det betyder, at en markedsføring ikke må ske i forhold til anden aktivitet, som ligger uden for lovens rammer. Det kan f.eks. være uddannelse af personlighedsudviklende karakter eller uddannelse vedrørende fritidsaktiviteter herunder uddannelse tilrettelagt for ikke erhvervsaktive.
I tilknytning hertil skal det præciseres,
– at amu/enkeltfag ikke må markedsføres som en integreret del af et sammensat uddannelseskoncept, hvor institutionens salg af indtægtsdækket virksomhed indgår og/ eller anden aktivitet, som ikke er tilskudsberettiget. Der vil fortsat kunne afholdes aktiviteter både med tilskud og som IDV, men de må ikke udbydes samlet eller som forudsætning for hinanden.
– at markedsføringen skal ske på en sådan måde, at det for virksomheder og deltagere er åbenbart, at man kan deltage i en tilskudsberettiget amu/enkeltfag uden forudsætning om tilkøb af andre ydelser, som ikke er tilskudsberettigede.
Med den seneste amu-lov blev der lagt vægt på at forbedre lokale muligheder for at sammensætte efterspurgte efteruddannelsesforløb, men det skal være inden for reglerne og de rammer, der fastsættes for efteruddannelsesindsatsen. Der er tale om efteruddannelse med statstilskud og en samlet markedsføring med flere uddannelser eller aktiviteter vil altid skulle omhandle amu/enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, som er tydeligt identificeret.
Inden for en skoles godkendte udbudsportefølje kan skolen således sammensætte flere amu og/eller enkeltfag fra en FKB i et samlet kursusforløb, men det skal være muligt at identificere hver enkelt amu/enkeltfag, der indgår, ligesom det skal være muligt at tage hver enkelt af disse enten på institutionen, der har sammensat forløbet, eller hos en anden godkendt lokal udbyder eller samarbejdspart.
Hvis skolen skønner, at der er behov herfor, kan skolen give den sammensatte amu/enkeltfags aktivitet en fælles overskrift, men de enkelte amu/enkeltfag skal samtidig markedsføres med den godkendte titel. Den fælles overskrift skal være loyal over for hensigten med AMU-konceptet.
Når skolen udbyder og markedsfører amu/ enkeltfag i FKB enkeltvis, skal den godkendte titel anvendes.
Gennemførelse
Gennemførelse af amu og enkeltfag og andre uddannelsesaktiviteter
Hensynet til den erhvervsrettede offentlige finansierede indsats indebærer som nævnt oven for, at arbejdsmarkedsuddannelser/enkeltfag i FKB ikke må markedsføres som et samlet koncept i kombination med indtægtsdækket virksomhed. Derimod må amu/enkeltfag og IDV gerne gennemføres/afholdes i forlængelse af hinanden, når hver del gennemføres som en selvstændig del.
Det indebærer, at amu/enkeltfagene skal fremstå med en klar identitet og afgrænset fra IDV-aktiviteten, f.eks. således at arbejdsmarkedsuddannelsen afholdes om formiddagen og IDV-aktiviteten om eftermiddagen. For sådanne kombinationsforløb gælder, at forløbet skal gennemføres således,
– at de enkelte amu/enkeltfag i FKB, som indgår i forløbet gennemføres, bedømmes og kvalitetssikres i overensstemmelse med gældende regler,
– at det fremgår klart, hvilken amu/enkeltfag der ydes VEU-godtgørelse til,
– at forløbet tilrettelægges således, at virksomheder og deltagere har mulighed for at fravælge den del af forløbet, der er indtægtsdækket virksomhed og
– at prisen på hver enkelt ydelse fremgår tydeligt af fakturaen.
Virksomhedshold
Ovenstående bestemmelser under afsnittet om gennemførelse gælder både for amu/enkeltfag i FKB, der gennemføres for hold med deltagere fra én enkelt virksomhed, og for amu/enkeltfag i FKB, der gennemføres for blandede hold.
Arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i FKB skal udbydes åbent. Er der sket åbent udbud, kan der dannes hold, som alene består af deltagere fra én virksomhed. Der må blot ikke ske ubegrundet udelukkelse af personer, som ikke er fra virksomheden. D.v.s., at der ikke må laves aftaler, som i praksis indebærer, at personer uden for en given virksomhed reelt aldrig ville blive optaget. Tomme pladser skal besættes fra evt. ventelister, og der er ikke hjemmel til at sælge de tomme pladser for at undgå evt. aflysninger. Afvikling af de tilskudsberettigede uddannelser skal ske i overensstemmelse med reglerne om f.eks. adgang for alle, og institutionerne kan derfor ikke lave aftaler, som forpligter til afholdelse på andre betingelser, jf. nedenfor i afsnittet om institutionsansvar.
Hvis en virksomhed ønsker at yde økonomisk tilskud - f.eks. i form af betaling af forplejning – i tilknytning til en tilskudsberettiget aktivitet, kan der ikke knyttes vilkår til tilskuddet. Tilskuddet må ikke være betaling for en del af markedsføringen og gennemførelsen af uddannelseskonceptet, jf. nedenfor i eksemplerne.
Der skal altid være almindelig adgang til uddannelserne også ved virksomhedsforlagt undervisning, og deltagere fra andre virksomheder skal ikke betale mere for kurset end den sædvanlige -lovpligtige - deltagerbetaling, jf. nedenfor i afsnittet om gennemførelse.
Institutionsansvar
Institutionerne har en række forvaltningsmæssige forpligtelser i forhold til retten til at oppebære tilskud. Institutionerne skal derfor bevare deres muligheder efter reglerne til f.eks at optage elever, stille krav til lærerne, sammensætte hold, aflyse og afvikle uddannelserne.
Institutionerne kan således ikke binde sig til en virksomheds konkrete gennemførelsesønsker, hvis det kommer i strid med reglerne og indebærer mulighed for erstatningsansvar i et kontraktforhold for manglende eller ændret gennemførelse. Aftaler, der begrænser institutionerne på den omhandlede eller tilsvarende måde, vil være i strid med regelgrundlaget. Der er tale om et offentligretligt reguleret system, der begrænser adgangen til at aftale vilkårene. Aftalerne må ikke række ud over lovgivningens rammer.
Kapitel 2
Eksempler
Kapitel 2
Eksempler
Eksemplerne er en række præciseringer af grundlaget i love og bekendtgørelser bl.a. på baggrund af de hidtidige erfaringer med udbud af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i FKB. Eksemplerne må ikke opfattes som udtømmende i forhold til forståelsen af regelgrundlaget på det erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesområde, men er alene fortolkningsbidrag
Udbud
– Det er ikke i overensstemmelse med reglerne at lade virksomheder betale for tomme pladser. Pladserne skal være åbne og så vidt muligt fyldes op, og skolerne må ikke afskrives sig retten til at bestemme, om en uddannelse med statstilskud skal afholdes eller ej.
– Der må ikke lægges afmeldegebyr på uddannelserne. Den eneste tilladte betaling er deltagerbetalingen efter reglerne herom.
– Arbejdsmarkedsuddannelser kan kun afkortes efter konkret vurdering af de(n) enkelte, uanset om det er afkortning for en enkelt person eller hele hold. Arbejdsmarkedsuddannelserne kan derfor ikke annonceres som afkortede uddannelser.
– Der skal udleveres uddannelsesbevis efter reglerne.
Markedsføring
– Uddannelsen/uddannelsesaktiviteten skal være indberettet til VIDAR, og de krævede oplysninger efter § 14 stk.1 nr. 7 a – j skal ligge på institutionens hjemmeside, senest 8 dage inden aktiviteten starter. Dette krav kan fraviges, når der er tale om amu/enkeltfag, som igangsættes meget pludseligt og tæt op til startdato, men annonceringen skal have fundet sted senest dagen inden start.
– Amu/enkeltfag optaget i en FKB skal markedsføres særskilt og må ikke være en del af et samlet koncept, der også indeholder produkter eller ydelser, der sælges som indtægtsdækket virksomhed. Til produkter og ydelser hører såvel anden uddannelse som f.eks. undervisningsmaterialer, uddannelsesplanlægning for virksomhederne, særlige tests og betaling af leje. Det betyder ikke, at der ikke uafhængigt af markedsføringen og afviklingen af de tilskudsberettigede uddannelser kan ske salg af f.eks. uddannelsesplanlægning eller undervisningsmateriale, jf. nedenfor under institutionsansvar.
– Uddannelsesplanlægning kan kun tilbydes som et IDV produkt adskilt fra de tilskudsberettigede amu/enkeltfag og må ikke være en forudsætning for institutionens optag/visitation af elever.
– Kompetenceafklaring omfattet af reglerne for individuel kompetenceafklaring til amu (IKA) eller individuel kompetencevurdering (IKV) til en grundlæggende voksenuddannelse (GVU) kan ikke tilbydes mod betaling som led i en uddannelsesplanlægning eller som led i gennemførelse af et uddannelsesforløb med amu og enkeltfag. IKA og IKV tilbydes som selvstændige forløb med tilskud og kan sættes sammen med efterfølgende forløb med tilskud.
– Det er tilladt at sammensætte og markedsføre en uddannelse af flere amu-uddannelser og enkeltfag optaget i en FKB.
– De enkelte amu/enkeltfag skal altid markedsføres med den godkendte titel, også når man har en titel på et sammensat forløb.
Gennemførelse
– Der kan ikke ske virksomhedstilpasning af amu/enkeltfagene mod betaling. Uddannelserne og uddannelsesaktiviteterne skal gennemføres i overensstemmelse med hele målet eller som IDV.
– Der må ikke kræves betaling for optag /visitation til amu/enkeltfag, cfr. ovenfor under udbud om betaling for uddannelsesplanlægning.
– Der må ikke kræves betaling for den pædagogiske tilrettelæggelse af amu/enkeltfag.
– Der må ikke kræves betaling for undervisningsmateriale, som anvendes indenfor en arbejdsmarkedsuddannelse.
– Der må ikke som led i undervisningen ske produktion med afsætning for øje. Det indebærer, at uddannelsesformålet også her som i øvrigt skal være det bærende, og at hensigten, hvis retten til at få tilskud til undervisningen skal bevares, aldrig må blive hensynet til produktion og omsætning. Produktion og salg af evt. frembragte varer efter endt undervisning med klart uddannelsesformål må ikke ske i strid med konkurrencelovens regler.
– Der udbetales ikke bygningstaxameter til undervisning på virksomheden, heller ikke når virksomheden lejer lokaler uden for virksomheden.
– En institution kan ikke få tilskud til undervisning af ansatte i det firma, der varetager undervisningen på grundlag af udlicitering.
– Hvis en uddannelse gennemføres på en virksomhed eller i lokaler, som virksomheden stiller til rådighed/lejer d.v.s. som virksomhedsforlagt undervisning, skal læreren ligesom ved anden undervisning være ansat af den institution, der er godkendt til at udbyde uddannelsen og opfylde de almindelige regler for ansættelsesforholdet. Der kan dog ikke anvendes lærere, som samtidig er ansat på en virksomhed, hvor en eller flere deltagere i undervisningen er ansat. Hvis det findes påkrævet, at virksomhedens ansatte deltager i undervisningen må det ske som medundervisere.
– Som en undtagelse fra reglen om, at underviseren ikke må være ansat samme sted som de ansatte ved undervisning på en virksomhed gælder det, at undervisningen kan gennemføres med virksomhedens ansatte, hvor det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at erstatte en lærer, der er ansat i virksomheden med en anden uden denne tilknytning. Undtagelsen må forventes kun at kunne anvendes i begrænset omfang.
– Den konkrete undervisning tilrettelægges fagligt og pædagogisk i overensstemmelse med uddannelsens mål, således at uddannelsen fremstår som relevant for de aktuelle deltagere. Det er tilladt at anvende virksomhedscases.
– Det er tilladt, at gennemføre først en uddannelse - evt. en uddannelse sammensat af flere optaget i en FKB – og lade denne uddannelse efterfølge af indtægtsdækket virksomhed forudsat, der er en klar afgrænsning af de uddannelser, der gennemføres, og tilkøb af IDV ikke er gjort til en forudsætning for gennemførelse af de tilskudsberettigede dele. Det indebærer, at hvis gennemførelsen af tilskudsberettiget uddannelse ønskes suppleret med gennemførelse af en særlig test som f.eks. pc- kørekort, skal det ske som IDV. Amu/enkeltfagets gennemførelse må ikke på noget punkt gøres afhængig heraf, jf. også ovenfor i indledningen om markedsføring.
– Det er tilladt at en virksomhed yder bidrag til f.eks. en frokost eller flere under en amu/enkeltfag, forudsat at det klart fremgår, at betalingen alene omfatter forplejningen. Institutionen kan forvalte forplejningen på virksomhedens vegne.
Institutionsansvar
– Der må ikke indgå aftaler, som indebærer, at en uddannelsesinstitution forpligtes i forhold til f.eks. aflysning, lærerkræfters kvalifikationer eller uddannelsens afvikling i strid med love og regler. Det indebærer, at institutionerne ikke kan fraskrive sig ansvar eller påtage sig ansvar som kommer i strid med intentioner og regelgrundlag og som måtte have til hensigt at forpligte dem til at betale for manglende opfyldelse.
– Uddannelsesinstitutionen må ikke sælge undervisningsmaterialer udviklet med statslige midler inden for uddannelsens indhold. Der vil uafhængigt af undervisningen og på sædvanlig vis kunne forhandles undervisningsmaterialer til købspris.
– Der må ikke kræves betaling for leje af lokaler, hvis virksomheden f.eks. tilbyder dette i forbindelse med afholdelse uden for skolen
Undervisningsministeriet, den 25. april 2005
Kontorchef Jørgen Winther
/Margrethe Øhlenschlæger
Vejledning om bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Indledning
Formålet med vejledningen er at præcisere rammerne for udbud, markedsføring og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelser (amu) og enkeltfag optaget i fælles kompetencebeskrivelser (FKB). Vejledningen er en vejledning til åu-bekendtgørelsen, der regulerer de nærmere bestemmelser om tilskud til både enkeltfag og amu.
Vejledningen er en opfølgning på den seneste bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 og på en tidligere vejledning af 21. september 2004 om udbud og markedsføring og afgør, hvornår der er tale om offentlig finansieret efteruddannelse, som kan udløse statstilskud til drift og forsørgelse. Den tidligere vejledning har ikke været optaget i Retsinformation.
Med reformen fra 2004 blev enkeltfag og amu sat i nye rammer. På baggrund af analyser af voksnes behov for grundlæggende erhvervsrettet arbejdsmarkedsrelevant kompetence udarbejdes der nu Fælles Kompetencebeskrivelser, som sammenfatter behovet for efteruddannelse både i forhold til enkeltfag og arbejdsmarkedsuddannelser.
Den samlede beskrivelse af behov fortages under hensyn til at undgå dobbeltudvikling, men formålet med arbejdsmarkedsuddannelserne er ikke grundlæggende ændret. Amu reguleres som hidtil efter regler, som sætter nærmere betingelser for, hvornår en uddannelse er en del af amu-konceptet og dermed kan give tilskud. Til disse betingelser hører, at der ikke må være tale om virksomhedsintern undervisning, ligesom konkurrenceforvridning skal undgås og som noget nyt, at der skal være åben og fri adgang for alle på arbejdsmarkedsuddannelserne ligesom i enkeltfagene. Udviklingen af indholdet af de enkelte amu - mål har fortsat til formål at opfylde behov hos personer med en uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau og markedsføringen skal være i overensstemmelse hermed.
Enkeltfagene er en faglig afgrænset del af en uddannelse, hvortil der er knyttet en prøve eller eksamen - her fra de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser - og de skal markedsføres i overensstemmelse med deres formål. Udviklingen følger af udviklingen i de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser.
Disse elementer bestemmer rammerne for markedsføring, udbud og gennemførelse af enkeltfag og arbejdsmarkedsuddannelser.
Vejledningen består af 2 kapitler.
I kapitel 1 beskrives regelsættet og forståelsen heraf i forhold til følgende aktiviteter
– udbud,
– markedsføring,
– gennemførelse og
– institutionsansvar.
Der kan naturligvis godt være tale om, at definitionen af en problemstillings placering vil kunne diskuteres, men det er så vidt muligt undladt at lave gentagelser med udgangspunkt i den umiddelbart relevante placering.
I kapitel 2 er der lavet en eksempelsamling beskrevet i de samme 4 kategorier.