Vejledning til bekendtgørelse om fleksibilitetsfremmende ydelse (flyttehjælp)
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Kapitel 1
Generelle betingelser for ydelse af støtte
Kapitel 1
Generelle betingelser for ydelse af støtte
Personkreds
Flyttehjælp kan ydes til såvel arbejdsløshedsforsikrede som ikke-forsikrede, jf. § 4, stk. 1, og der skal ved afgørelsen af, om støtte kan ydes, ikke tages hensyn til ansøgerens økonomiske forhold.
Flyttehjælpen kan i henhold til § 2 ydes til følgende personer
1) ledige,
2) ledighedstruede og
3) beskæftigede, der ikke er truet af ledighed, hvis Arbejdsformidlingen kan formidle ledig kvalificeret arbejdskraft til den virksomhed, som den beskæftigede ønsker at forlade.
Det er en forudsætning, at ansøgeren er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, jf. § 1, stk. 1. Ansøgeren skal stå tilmeldt Arbejdsformidlingen på det tidspunkt, hvor der indgås bindende aftale om det nye arbejde.
Det bemærkes i tilknytning til nr. 3, at det er arbejdsgiveren, der vurderer, om den formidlede arbejdskraft opfylder kvalifikationskravene. Arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at ansætte en af de formidlede personer.
Hvis arbejdsgiveren gentagne gange afviser at ansætte en af de formidlede personer, og Arbejdsformidlingen vurderer, at arbejdsgiveren åbenlyst modvirker, at formidling kan ske, kan den beskæftigede på trods af arbejdsgiverens afvisning modtage flyttehjælp.
Betingelsen i nr. 3 kan tillige anses for opfyldt, hvis arbejdsgiveren vælger ikke at genbesætte den stilling, som den beskæftigede forlader, eller stillingen genbesættes uden Arbejdsformidlingens medvirken - herunder at den genbesættes med en person, der ikke er ledig, hvis Arbejdsformidlingen har vurderet, at stillingen ikke ligger inden for et flaskehalsområde.
Arbejdsmæssige betingelser
Flyttehjælp kan kun ydes, såfremt
1) den stilling, der overtages, er anmeldt til Arbejdsformidlingen, jf. § 3, stk. 1,
2) arbejde overtages andetsteds, hvor der er behov for arbejdskraft af den omhandlede art, og arbejdet ikke i nærmere fremtid kan antages at kunne dækkes af lokalt bosiddende arbejdskraft, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og
3) der er tale om en ansættelse, som ikke på forhånd er bestemt til at være af under 12 måneders varighed, jf. § 3, stk. 1, nr. 2.
Stillingen skal være anmeldt til Arbejdsformidlingen
Kravet om, at stillingen skal være anmeldt til Arbejdsformidlingen er tillige opfyldt, hvis stillingen har været opslået som en åben ordre på Arbejdsformidlingen eventuelt på opfordring af Arbejdsformidlingen.
Behov for den pågældende arbejdskraft
Det er en betingelse for ydelse af støtte, at der i det område, hvor arbejde skal overtages, er behov for arbejdskraft af den omhandlede art, og at behovet ikke i nærmere fremtid kan antages at kunne dækkes af lokalt bosiddende arbejdskraft. Det er Arbejdsformidlingen i den region, hvor arbejdet overtages, der skal foretage denne vurdering, jf. § 7, stk. 2.
Der kan ikke ydes flyttehjælp til personer, der ansættes i lærlinge- eller elevstillinger, idet disse personer pr. definition ikke besidder de omhandlede faglige kvalifikationer.
Ligeledes kan der ikke ydes flyttehjælp til personer, der ansættes i støttet beskæftigelse, f.eks. jobtræning eller løntilskudsjob, idet arbejdskraftmangel må afhjælpes ved ansættelse i ordinær beskæftigelse.
En ansættelse på ikke under 12 måneder
Kravet i § 3, stk. 1, nr. 2 om, at der skal være tale om en ansættelse, som ikke på forhånd er bestemt til at være af under 12 måneders varighed, indebærer, at der kan overtages arbejde, der f.eks. udbydes som vikarjob eller lignende midlertidige ansættelsesformer, såfremt disse ikke er tidsbegrænsede til under 12 måneder.
I administrationen af ordningen, skal Arbejdsformidlingen påse, at der foreligger dokumentation i form af en skriftlig aftale mellem ansøgeren og arbejdsgiveren, og at ansættelsen ikke er begrænset til under 12 måneders varighed. En person, der f.eks. bliver ansat i 10 måneder med mulighed for forlængelse opfylder således ikke kravet i § 3, stk. 1, nr. 2.
Hvis ansættelsesforholdet bliver afbrudt i utide, det vil sige inden ansættelsesforholdet har varet i 12 måneder, får dette ikke i sig selv konsekvenser i forhold til den udbetalte ydelse, medmindre der er tale om urigtige oplysninger eller misbrug, jf. § 8, stk. 2.
Betingelse om skift af bopæl
Det er en forudsætning for udbetaling af flyttehjælp, at der sker skift af bopæl, jf. § 1, stk. 1.
Ved skift af bopæl forstås, at der flyttes fra et sted til et andet sted, og den samlede daglige transporttid med offentlige transportmidler mellem arbejde og den hidtidige bopæl ville overstige 4 timer, hvis der ikke var sket skift af bolig, jf. § 1, stk. 2.
Dog må den samlede daglige transporttid med offentlige transportmidler fra den nye bopæl til det sted, hvor arbejde overtages, ikke overstige 4 timer, jf. § 3, stk. 1, nr. 3.
Tilfælde, hvor støtte ikke kan ydes
Der kan ikke ydes økonomisk støtte, hvis flyttehjælp er ydet inden for de seneste 12 måneder, regnet fra datoen for tiltrædelsen af den stilling, hvortil der blev bevilget flyttehjælp, jf. § 6, stk. 2.
Støtte kan i henhold til § 3, stk. 2, ikke ydes, hvis der er grund til at antage, at hjælpen ikke vil medføre det tilsigtede formål (som angivet i § 1, stk. 1). Således bør der f.eks. ikke ydes støtte i tilfælde, hvor den pågældende tidligere uberettiget har modtaget omhandlede støtte, og ikke har tilbagebetalt den udbetalte ydelse. Støtte kan også afslås, hvis pågældende flere gange har modtaget økonomisk hjælp, men hvor det har vist sig, at pågældende kun er forblevet ganske kort tid i de enkelte arbejdsforhold.
Kapitel 2
Indgivelse af ansøgning og udbetaling af støtte
Kapitel 2
Indgivelse af ansøgning og udbetaling af støtte
Ansøgningsfrist
Ansøgning om flyttehjælp skal indgives til Arbejdsformidlingen senest 1 måned efter flytningen og senest 6 måneder efter tiltrædelsen af stillingen, jf. § 7, stk. 1. Hvis ansøgeren flytter fra én region til en anden, skal ansøgningen indgives til Arbejdsformidlingen i den region, hvor arbejdet overtages.
Vurdering af ansøgningen
Betingelserne for at få flyttehjælp skal som udgangspunkt være opfyldt på ansøgningstidspunktet.
Hvis ansøgningstidspunktet ligger efter tiltrædelsen af stillingen, skal Arbejdsformidlingen vurdere, om betingelserne var til stede på tidspunktet for tiltrædelse af stillingen.
Sker der flytning fra en region til en anden region, er det Arbejdsformidlingen i den region, hvor arbejdet overtages, der afgør, om flyttehjælp kan ydes, og i givet fald udbetaler flyttehjælp, jf. § 7, stk. 2. Afgørelsen træffes på grundlag af en vurdering af behovet for kvalificeret arbejdskraft i den region, hvor arbejdet overtages.
Hvis det er en beskæftiget, der flytter for at overtage arbejde, inddrages Arbejdsformidlingen i den region, hvor den pågældende aktuelt er beskæftiget, i afgørelsen.
Flyttehjælpens størrelse
Flyttehjælp ydes som 50% refusion af dokumenterede udgifter til transport af bohave og udgifter i forbindelse med indflytning i ny bolig, jf. § 5, stk. 1. Ansøgeren må enten samtidig med indgivelse af ansøgning eller efterfølgende, men dog forud for udbetaling, forevise fornøden dokumentation for afholdte udgifter i form af regninger fra momsregistreret firma.
Der kan ydes støtte på et samlet beløb på 100.000 kr., jf. § 6, stk. 1.
Afgrænsning af hvilke udgifter, der kan refunderes
Der er ikke i bekendtgørelsen taget stilling til, hvilke konkrete udgifter, der kan refunderes i forbindelse med istandsættelse af bolig. Dette spørgsmål beror på en konkret vurdering af, om der er tale om udgifter, der er naturlige og nødvendige i forbindelse med indflytning eller fraflytning af bolig.
Med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1 og 2, hvorefter der kan ydes støtte til »istandsættelse«, er det imidlertid tilsigtet at give adgang til at yde støtte til mere end blot de mest nødtørftige vedligeholdelsesarbejder. Meningen er, at der skal kunne ydes støtte til forbedringsarbejder, som er nødvendige for at bringe boligen op på et niveau, som ikke er ringere end boligens oprindelige standard.
Eksempelvis vil der kunne ydes støtte til isætning af nye vinduer til erstatning for allerede eksisterende, men nu nedslidte vinduer. Der vil ligeledes kunne ydes tilskud til istandsættelse eller erhvervelse af hårde hvidevarer i nødvendigt omfang. Der vil i vurderingen heraf kunne indgå, om de hårde hvidevarer er nævnt som hørende til boligen (i lejekontrakt/skøde), samt om de apparater, der forefindes i boligen, er defekte/dårligt fungerende, og om det vil være muligt ved reparation at bringe dem til at fungere tilfredsstillende.
Der kan ikke ydes støtte til forbedringsarbejder, der har et sådant omfang, at der tilføres boligen en åbenbar værditilvækst i forhold til boligens oprindelige værdi, idet arbejderne i så fald går ud over, hvad der kan betegnes som »istandsættelse«.
Som eksempler på regionernes vurdering af, hvad der kan gives tilskud til, kan nævnes
Fornyelse af et eksisterende, nedslidt el-system
Afhøvling og ludbehandling af gulve
Komfur, køleskab og vaskemaskine
Renovering af eksisterende brændeovn
Som eksempler på regionernes vurdering af, hvad der ikke kan gives tilskud til, kan nævnes
Indbygningsovn til køkken
Ny brændeovn, hvor der ikke før har været brændeovn
Udarbejdelse af tilstandsrapport
Der kan f.eks. heller ikke gives tilskud til en byggegrund, da en byggegrund falder uden for ordlyden af det, der kan gives tilskud til. Efter § 5, stk. 2, kan der således gives tilskud til istandsættelse m.v. af bolig, og da en byggegrund ikke har en bolig (endnu), kan der således ikke gives tilskud hertil.
Ved boligindskud, jf. § 5, stk. 2, nr. 3, forstås såvel depositum og forudbetalt leje på en lejebolig som udbetaling på ejerbolig.
Der kan ydes tilskud til salær til advokat og ejendomsmægler, jf. § 5, stk. 2, nr. 5, både ved salg af den eksisterende bolig og ved køb af ny.
Medflyttende ægtefælle eller samlever
Der kan ydes et beløb til opkvalificering af en medflyttende ægtefælle/samlever, hvis det efter en konkret vurdering anses for nødvendigt for, at ægtefællen eller samleveren kan opnå beskæftigelse på eller i nærheden af tilflytningsstedet, jf. § 5, stk. 3. Beløbet er ikke underlagt begrænsningen i § 5, stk. 1, på 50% af udgiften, men der kan dog maksimalt ydes 100.000 kr. i støtte, jf. § 6, stk. 1.
Tilmelding til og tilrettelæggelse af et eventuelt kursus- eller uddannelsesforløb for den medflyttende ægtefælle eller samlever kan forestås af Arbejdsformidlingen, der i så fald kan stå for den direkte betaling til uddannelsesstedet. Ansøgeren kan dog også selv tilmelde sig et kursus og efterfølgende få refunderet udgifterne hertil af Arbejdsformidlingen. I sidstnævnte tilfælde skal Arbejdsformidlingen vurdere nødvendigheden af det konkrete kursus, herunder det økonomisk hensigtsmæssige set i forhold til et lignende kursus, som Arbejdsformidlingen ville kunne rekvirere.
Flyttehjælp er skattepligtig indkomst
Arbejdsformidlingen bør gøre ansøgeren opmærksom på, at støtten er skattepligtig B-indkomst.
Kapitel 3
Klageadgang
Kapitel 3
Klageadgang
Arbejdsformidlingens afgørelser efter bekendtgørelsen kan af ansøgeren indbringes for Arbejdsmarkedsrådet. Arbejdsmarkedsrådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 9.
Det forhold, at Arbejdsformidlingen har bevilget flyttehjælp, giver ikke Arbejdsformidlingen kompetence i relation til ansættelsesforholdet i øvrigt.
Hvis ansættelsesforholdet således f.eks. bliver afbrudt i utide, og der i den forbindelse - eller på anden måde - opstår uoverensstemmelser mellem arbejdsgiveren og den, der modtager flyttehjælp, skal Arbejdsformidlingen, hvis der indgives klager herom til Arbejdsformidlingen, henvise parterne til at afklare sagen indbyrdes, eventuelt ved civilt søgsmål.
Kapitel 4
Andre bestemmelser
Kapitel 4
Andre bestemmelser
Den, der modtager flyttehjælp, har pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om forhold, der har betydning for udbetaling af flyttehjælp. Arbejdsformidlingen kan bestemme, at flyttehjælpen enten ikke skal udbetales eller skal tilbagebetales, hvis denne pligt ikke er overholdt, jf. § 8, stk. 1.
Arbejdsformidlingen kan bestemme, at flyttehjælpen ikke skal udbetales eller skal tilbagebetales, hvis modtageren har afgivet urigtige oplysninger eller fortiet forhold for at få udbetalt flyttehjælp, jf. § 8, stk. 2, nr. 1 og 2.
Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. § 135 i lov om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
Kapitel 5
Ikrafttræden
Kapitel 5
Ikrafttræden
Denne vejledning træder i kraft den 1. marts 2005.
Samtidigt ophæves Arbejdsmarkedsstyrelsens vejledning nr. 36 om fleksibilitetsfremmende ydelse af 16. april 1999.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 8. februar 2005
Marie Hansen
/Kim Svendsen-Tune
Vejledning til bekendtgørelse om fleksibilitetsfremmende
ydelse (flyttehjælp)
sag 05-202-50 Vores ref. NFM " v:shapes="_x0000_s1026"> Denne vejledning knytter sig til Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 548 af 19. juni 2003 om fleksibilitetsfremmende ydelse (flyttehjælp), som blev udstedt i forbindelse med vedtagelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der var alene tale om at justere henvisningen til hjemmelsbestemmelsen i loven, og bekendtgørelsen førte de materielle regler uændret videre. Denne vejledning er således indholdsmæssigt en uændret videreførelse af vejledning nr. 36 af 16/04 1999.