Vejledning om ændring af vejledning om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ændring af vejledning om udøvelse af
selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
I vejledning nr. 13 af 9. februar 2004 til bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, som ændret ved vejledning nr. 70 af 11. august 2004, foretages følgende ændringer
1. Vejledningen til § 4 affattes således
»Til § 4, stk. 1
Målgruppen for undtagelsen er medlemmer, der bor på et mindre landbrug (husmandsbrug og lignende), hvor der er landbrugspligt eller faktisk drives landbrug. Ejendommen må primært tjene beboelses- og trivselsmæssige hensyn for medlemmet og dennes familie.
Det er uden betydning, om medlemmet ejer ejendommen, er forpagter, eller på anden måde bruger af ejendommen. Det afgørende er, at medlemmet driver landbruget. Det vil sige deltager i driften af landbruget gennem personligt arbejde, fx udfører administrative funktioner. Et medlem anses således for at drive landbrug, selv om medlemmet eventuelt har ansat andre til at udføre arbejdet. Det gælder også, hvis arbejdet udføres af en maskinstation. Hvis medlemmet har indgået aftale om, at andre skal udføre arbejdet, kan medlemmet kun undtages fra dagpengebegrænsningen efter § 3, hvis a-kassen har godkendt aftalen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Et medlem, der ejer et landbrug sammen med ægtefællen, vil kun anses for at drive landbruget, hvis medlemmet gennem personligt arbejde deltager i driften af landbruget.
Det er en betingelse for at blive undtaget fra dagpengebegrænsningen efter § 3, at medlemmet har drevet deltidslandbruget forud for ledigheden, og at deltidslandbruget ikke udvides under ledigheden.
Det er også en betingelse, at der ikke dyrkes andre afgrøder på ejendommen end almindelige landbrugsafgrøder.
Eksempler på afgrøder, der er omfattet af undtagelsen
- Korn- og frøafgrøder (rug, byg, hvede, havre, raps, sennep, foderærter mv.).
- Grovfoderafgrøder (græs, græs til ensilering eller hø, roer, majs mv.).
- Kartofler.
Eksempler på afgrøder, der ikke er omfattet af undtagelsen
- Frugtavl og gartneri (herunder dyrkning af frilandsgrøntsager og konsumærter).
- Frøavl (græsfrø og grøntsagsfrø til udsæd, valmuer mv.).
- Pyntegrønt.
Bestemmelsen omfatter alene salgsafgrøder. Dyrkning af afgrøder udelukkende til eget forbrug er ikke omfattet.
Det er desuden et krav, at eventuelt husdyrhold for det meste er til eget forbrug. Det vil sige, at enkeltstående tilfælde af salg af mindre omfang ikke medfører, at medlemmet bliver omfattet af dagpengebegrænsningen. Husdyrholdet må dog ikke være tilrettelagt med salg af dyr eller animalske produkter for øje. Er der på ejendommen fx svineavl, fårehold, pelsdyravl eller hønseri, hvor produktionen er beregnet til salg, vil medlemmet være omfattet af begrænsningen.
A-kassen skal hver 3. måned foretage en særlig prøvelse af, om medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 6. Der henvises til rådighedsbekendtgørelsen.
Til § 4, stk. 2
Der må som udgangspunkt ikke være ansat arbejdskraft. A-kassen kan dog i ganske særlige tilfælde godkende, at der er én ansat i virksomheden. Godkendelsen skal ske efter de retningslinier, der gælder for efterlønsmodtagere, der driver selvstændig virksomhed samtidig med efterløn. Der henvises til bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.«
Arbejdsdirektoratet, den 3. oktober 2005
Jørgen Kappel
/Annette Christiansen
stk,Til §4, stk