Legislator Case Law & Legislation
C20041031660 DK

Vejledning om ansvarshavende aktuar i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 2004 10316 Historic

Vejledning om ansvarshavende aktuar i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

I henhold til lov om arbejdsskadesikring fastlægger Finanstilsynet i denne vejledning krav til den ansvarshavende aktuar i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring samt krav til udarbejdelse af aktuarrapport og aktuarberetning.

Den ansvarshavende aktuar

1. Den ansvarshavende aktuar skal være ansat i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Ansættelse og afskedigelse af den ansvarshavende aktuar kan alene foretages af bestyrelsen. Stillingen som ansvarshavende aktuar kan ikke forenes med stillingen som direktør eller som medlem af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

2. Den ansvarshavende aktuar skal have bestået forsikringsvidenskabelig kandidateksamen fra et dansk universitet, jf. dog punkt 3.

Den ansvarshavende aktuar skal efter endt eksamen have deltaget i praktisk aktuararbejde inden for livsforsikringsmatematik, arbejdsskadeforsikring eller i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i mindst 5 år inden for de sidste 10 år. Mindst 1 af de 5 år skal være i tæt samarbejde med en ansvarshavende aktuar i et livsforsikringsselskab, en tværgående pensionskasse, i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Den ansvarshavende aktuar skal som minimum have opnået et indgående kendskab til udarbejdelse af sikringsplan, opgørelse af hensættelser og udarbejdelse af den årlige beretning til Finanstilsynet.

3. Bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan ansætte en aktuar med eksamen fra et andet land som ansvarshavende aktuar, såfremt uddannelsen indeholder eksamener på kandidatniveau i livsforsikringsmatematik, skadesforsikringsmatematik og risikoanalyse og er suppleret med kurser i dansk tilsynslovgivning og forsikringsaftaleloven.

Bestyrelsen kan som ansvarshavende aktuar ansætte en person med beslægtet uddannelse som cand. scient., cand. stat., og cand. scient. oecon. eller tilsvarende udenlandske uddannelser, såfremt uddannelsen er suppleret med kurser i dansk tilsynslovgivning og forsikringsaftaleloven samt eksamener på kandidatniveau i livsforsikringsmatematik, skadesforsikringsmatematik og risikoanalyse.

4. Når bestyrelsen har ansat en ansvarshavende aktuar, skal dette indberettes til Finanstilsynet senest 14 dage efter ansættelsen.

Bestyrelsen skal ved indberetningen afgive en erklæring om, at den ansvarshavende aktuar overholder kravene efter punkt 2.

Bestyrelsen skal senest den 1. juli 2005 bekræfte ansættelsen af den ansvarshavende aktuar.

Når den ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder som ansvarshavende aktuar, skal bestyrelsen og den ansvarshavende aktuar senest 1 måned efter fratrædelsen indsende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.

5. Den ansvarshavende aktuar skal have adgang til alle oplysninger, som denne finder nødvendig for udøvelsen af hvervet, herunder bestyrelsesprotokollen. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings økonomiske stilling.

Bestyrelsen skal udfærdige en funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar. Funktionsbeskrivelsen skal indeholde en overordnet beskrivelse af, hvilke opgaver der skal udføres i egenskab af ansvarshavende aktuar. Funktionsbeskrivelsen kan derudover indeholde en beskrivelse af andre opgaver, som den ansvarshavende aktuar udfører som led i virksomhedens drift.

Funktionsbeskrivelsen skal i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, hvis andre medarbejdere udfører opgaver for den ansvarshavende aktuar, overordnet angive fordelingen af opgaver. Funktionsbeskrivelsen skal tillige indeholde overordnede retningslinjer for den ansvarshavende aktuars uddelegering af opgaver, herunder for den ansvarshavende aktuars efterfølgende kontrol af de uddelegerede opgaver.

Bestyrelsen skal senest den 1. juli 2005 udarbejde en funktionsbeskrivelse for den ansvarshavende aktuar.

6. Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet.

Beretningen skal være Finanstilsynet i hænde senest 1 måned efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har fastsat bidragssatserne for det kommende år.

Finanstilsynet kan efter ansøgning dispensere fra den i stk. 2 fastsatte frist.

Indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning skal som minimum svare til Finanstilsynets vejledning om indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning i det omfang det er relevant.

Den ansvarshavende aktuars rapportering til bestyrelsen

7. I forbindelse med bestyrelsens vedtagelse af årsregnskabet skal den ansvarshavende aktuar udfærdige en skriftlig rapport til bestyrelsen.

Rapporten skal indeholde alle væsentlige konklusioner af betydning for regnskabsaflæggelsen fra aktuarens beretning til Finanstilsynet om regnskabet for det år, beretningen vedrører.

Rapporten skal indeholde en fortegnelse over de i årets løb foretagne anmeldelser og bemærkninger hertil.

Det skal i rapporten oplyses, om den ansvarshavende aktuar har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.

Såfremt den ansvarshavende aktuars kontrol indebærer, at årsregnskabet efter den pågældendes opfattelse ikke giver et retvisende billede af selskabets aktuarmæssige forhold, skal rapporten indeholde særskilt oplysning herom.

Rapporten skal underskrives af den ansvarshavende aktuar samt forelægges for og underskrives af den samlede bestyrelse.

Senest 10 dage efter regnskabets endelige vedtagelse og godkendelse skal kopi af rapporten være modtaget i Finanstilsynet.

Bestyrelsen skal gøres bekendt med alle andre væsentlige konklusioner i aktuarens beretning, end de i 2. punktum nævnte senest samtidig med, at beretningen indsendes til Finanstilsynet.

Finanstilsynet, den 13. december 2004

Charlotte Møller

/Susan Würtz Kirkebæk

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →