Cirkulærskrivelse om beregning af kontant godtgørelse for ikke afholdte særlige feriedage og betaling af feriepenge for den 5. ferieuge\n(Til menighedsrådene og provstiudvalgene)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulærskrivelse om beregning af kontant godtgørelse for ikke afholdte særlige feriedage og betaling af feriepenge for den 5. ferieuge
(Til menighedsrådene og provstiudvalgene)
Beregning af kontant godtgørelse for ikke afholdte særlige feriedage er omtalt i Kirkeministeriets vejledning af 30. juni 2003 om ferie og om særlige feriedage for ansatte ved kirker og kirkegårde under punkt 11, nr. 5, hvor det oplyses, at godtgørelsen udgør ½ pct. pr. dag af de løndele, der indgår i beregningsgrundlaget for feriegodtgørelse i forbindelse med fratræden.
Denne beregning af den kontante godtgørelse forudsætter en 5-dages uge (svarer til 2,5 pct. pr. uge).
Kirkeministeriet har rettet henvendelse til Finansministeriet om beregning af kontant godtgørelse for ansatte med 6 arbejdsdage pr. uge. Finansministeriet, Personalestyrelsen, har nu meddelt, at Finansministeriet og CFU har aftalt, at den kontante godtgørelse for ikke afholdte særlige feriedage for ansatte med en 6-dages uge skal beregnes som1 /6 af 2½ pct. pr. dag af de løndele, der indgår i beregningsgrundlaget for feriegodtgørelse i forbindelse med fratræden (svarende til 2,5 pct pr. uge).
Ved en ændring af ferieloven, der trådte i kraft den 1. januar 2004, og som har virkning for ferie, som er optjent efter den 31. december 2001, er der indført nye regler, der betyder, at den ansatte har krav på at få udbetalt feriepenge for den 5. ferieuge, hvis dagene eller nogle af disse ikke er holdt ved ferieårets udløb og ikke er aftalt overført til kommende ferieår.
Udgør beløbet for de tilgodehavende dage ved ferieårets udløb 1.500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, skal ansættelsesmyndigheden af egen drift udbetale beløbet til den ansatte inden 15. juni efter ferieårets udløb.
Udgør beløbet mere end 1.500 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, skal ansættelsesmyndigheden efter anmodning udbetale beløbet til den ansatte. Anmodningen skal fremsættes skriftligt og senest 30. september efter ferieårets udløb.
Kirkeministeriet skal henstille, at menighedsrådene – med de gældende varsler - pålægger de ansatte ved kirker og kirkegårde at afholde eventuel restferie inden ferieårets udløb, eller at restferien aftales overført til kommende ferieår.
Kirkeministeriet, den 25. februar 2004
Aase Garvin