DK
Vejledning om erhvervssygdomme
Statutory Text (5 Articles)
§ 5. Ved arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jævnfør. § 6, og erhvervssygdom, jævnfør. § 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
§ 7. Ved erhvervssygdomme forstås efter denne lov
1) Sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Endvidere sygdomme hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens arbejde under graviditeten. Arbejdsskade-styrelsens direktør fastsætter efter forhandling med Erhvervssygdomsudvalget, jævnfør. § 9, i en fortegnelse, hvilke sygdomme der anses for at være af denne karakter.
2) Andre sygdomme, herunder sygdomme hos et levendefødt barn pådraget inden fødslen, hvis Det godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation opfylder de krav, som er nævnt i nr. 1, 1. pkt., eller at den må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.
Stk. 2. Sygdomme som følge af påvirkninger af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen vil kunne henføres under loven ved ændring af fortegnelsen nævnt i stk. 1, nr. 1, eller efter stk. 1, nr. 2, hvis det godtgøres, at disse påvirkninger har skadende effekt på foster eller barn.
Stk. 3. Sygdomme, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, kan kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jævnfør. § 9. Disse sygdomme skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.
§ 7, stk. 1, nr. 2, 2. led (arbejdets særlige art).
14.14.2. Andre slidgigtsygdomme
Vurdering efter 2003-loven
Den samlede vurdering af arbejdsskadesikringslovens begreb ”medicinsk dokumentation” i relation til følgende sygdomme
– Slidgigt i hofteled
– Slidgigt i tommelfingerens rodled
– Slidgigt i skulderled
– Slidgigt i skulderhøjdeled
– Slidgigt i halshvirvelsøjlen
er, at sygdommene ikke opfylder dokumentationskravene til ”medicinsk dokumentation” på en sådan måde, at sygdommene kan optages på erhvervssygdomsfortegnelsen efter 2003-loven.
Gennemgang af litteratur
Ovenstående vurdering bygger på Arbejdsskadestyrelsens møder med de videnskabelige selskaber og gennemgangen af den litteratur, der er fremsendt til Erhvervssygdomsudvalget.
Arbejdets særlige art
Der er videnskabelige arbejder, der tyder på, at det i en række specielle tilfælde kan være overvejede sandsynligt, at der er årsagssammenhæng mellem en given påvirkning og en af de anførte sygdomme.
Disse særlige tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen forelægge Erhvervssygdomsudvalget efter 2003-lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led (arbejdets særlige art ).
14.14.3. Indeklimarelaterede symptomer (indeklimasyndrom)
Vurdering efter 2003-loven
Den samlede vurdering af arbejdsskadeforsikringslovens begreb ”medicinsk dokumentation” i relation til symptomkomplekset indeklimasyndrom (indeklimarelaterede symptomer; ”sick building syndrome”) er, at syndromet ikke opfylder dokumentationskravene til ”medicinsk dokumentation” på en sådan måde, at syndromet kan optages på erhvervssygdomsfortegnelsen efter 2003-loven.
Gennemgang af litteratur
Ovenstående vurdering bygger på arbejdsskadestyrelsens møder med de videnskabelige selskaber og gennemgangen af den litteratur, der er fremsendt til Erhvervssygdomsudvalget.
Arbejdets særlige art
Der er videnskabelige arbejder, der tyder på, at det i en række særlige tilfælde kan være overvejende sandsynligt, at der kan være årsagssammenhæng mellem en given påvirkning fra indeklimaet og en konkret sygdom i slimhinder, bihuler eller luftveje.
Disse særlige tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen forelægge Erhvervssygdomsudvalget efter 2003-lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led (arbejdets særlige art), hvis sygdommen ikke er omfattet af fortegnelsens øvrige punkter.
14.14.4. Mangansygdomme
Toksisk encephalopati
Toksisk encephalopati (”demenssyndromet”) (ICD 10 G92.9) er en hjernesygdom, som består af en diffus dysfunktion af storhjernen, karakteriseret ved en generel svækkelse af mentale funktioner (hukommelse, koncentration, initiativ, dynamik samt ændret personlighed).
Sygdommen er i dag omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen efter relevant udsættelse for kulilte (Gruppe A3), kviksølv (Gruppe A6), bly (Gruppe A11) og organiske opløsningsmidler (Gruppe A16).
Der er også mistanke, men ikke medicinsk dokumentation for sammenhæng til andre påvirkninger i arbejdsmiljøet. Det gælder moderat til kraftig udsættelse for mangan, aluminium, arsen, akrylamid og organiske tinforbindelser. Derfor kan (bør) disse tilfælde forelægges erhvervssygdomsudvalget.
Vurdering efter 2003-loven (mangan)
Den samlede vurdering af arbejdsskadeforsikringslovens begreb ”medicinsk dokumentation” i relation til toksisk encephalopati som følge af manganudsættelse er, at dokumentationskravene til ”medicinsk dokumentation” ikke er opfyldt på en sådan måde, at sygdommen som følge af udsættelse for mangan kan optages på erhvervssygdomsfortegnelsen efter 2003-loven.
Gennemgang af litteratur
Ovenstående vurdering bygger på Arbejdsskadestyrelsens møder med de videnskabelige selskaber, og gennemgangen af den litteratur, der er fremsendt til Erhvervssygdomsudvalget, herunder særligt rapporten: Manganudsættelse ved metalstøbning og – forarbejdning i Danmark (En udredning om eksisterende viden med fokus på eksponering og helbredseffekter).
Arbejdets særlige art
Erhvervssygdomsudvalget har siden 1997 behandlet en række tilfælde om manganforgiftning (toksisk encephalopati), som er blevet anerkendt efter lovens bestemmelser om arbejdets særlige art. Anerkendelse skyldes dog i nogle af tilfældene ikke blot manganudsættelsen, men at arbejdet desuden har medført udsættelse for andre skadelige stoffer, så som organiske opløsningsmidler og bly.
Disse særlige tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen fortsat forelægge Erhvervssygdomsudvalget efter 2003-lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led (arbejdets særlige art).
Manganisme (manganinduceret parkinsonisme)
Kronisk svær manganforgiftning kan medføre en parkinson-lignende sygdomstilstand, men er (formentlig) ikke det samme som Parkinsons Sygdom. Manganforgiftningen benævnes Manganisme (manganiduceret parkinsonisme) (ICD 10 T57.2). Den adskiller sig fra Parkinsons Sygdom ved mindre tendens til rysten og ved mere udtalte taleforstyrrelser og balanceproblemer tidligt i forløbet.
Manganisme er optaget på den tidligere fortegnelse under betegnelsen Rystelammelse (paralysis agitans) efter svær manganeksposition (Gruppe A, punkt 7).
Fra et lægeligt synspunkt er betegnelsen manganisme (eller manganinduceret parkinsonisme) dog mere dækkende for sygdommen og dens karakteristika.
Sygdommen er meget sjældent forekommende i Danmark, da manganeksponeringen her typisk er på ret lavt niveau. Sygdommen er imidlertid optaget på EU-Kommisionens henstilling af 19. september 2003 om den europæiske liste over erhvervssygdomme (2003/670/EF).
Sygdommen anbefales derfor overført til den nye fortegnelse over erhvervssygdomme (gruppen af sygdomme efter kemiske stoffer) under betegnelsen Manganisme (manganinduceret parkinsonisme) som følge af påvirkningen mangan eller visse af dets forbindelser efter svær udsættelse.
Parkinsons Sygdom
Parkinsons sygdom (paralysis agitans) (ICD 10 G20.9) er en sygdom i nogle bestemte nerveceller (substantia nigra), som ligger centralt nedadtil i hjernen. Sygdommen medfører en bestemt type rysten samt stivhed og nedsat bevægelighed af musklerne. Sygdommen kan kompliceres af en fremadskridende demens.
Der er efter en samlet vurdering ikke tilstrækkelig medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem sygdommen og bestemte stofpåvirkninger på arbejdet, til at sygdommen kan optages på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Manganisme og Parkinsons Sygdom (arbejdets særlige art)
Både Manganisme (manganinduceret parkinsonisme) og Parkinsons Sygdom er fortsat i spil ved lavere manganudsættelse, samt efter udsættelse for kulilte (Gruppe A3) og pesticider, idet der er mistanke om sammenhæng til disse påvirkninger, men ikke tilstrækkelig medicinsk dokumentation for en årsagssammenhæng til at sygdommene/påvirkningerne kan optages på fortegnelsen.
Derfor bør disse særlige tilfælde forelægges Erhvervssygdomsudvalget med henblik på anerkendelse efter arbejdets særlige art, hvis tilfældene ikke kan anerkendes som ulykkestilfælde.
15. Medicinsk ordliste (bilag 2)
15.1. Støjbetinget hørenedsættelse
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Cochlea
Sneglen - det indre øre
dB LAeq
Måleenhed – angiver det energiækvivalente A-vægtede lydtryksniveau i dB, hvilket kan bestemmes for et vilkårligt tidsrum
decibel (dB)
Måleenhed – angiver lydens styrke
DLA (Degeneratio Labyrinthi Acustici)
Nedgang i funktionsdygtigheden i sneglen i det indre øre
DLA hereditaria
Hørenedsættelse betinget af arv
DLA professionalis
Hørenedsættelse som følge af udsættelse for støj gennem flere år. Fremstår som et dip omkring 4.000 Hz i et audiogram
DLA senilis eller presbyacusis
Aldersrelateret hørenedsættelse
DLA typus incertus
Hørenedsættelse af ukendt årsag, men med sikkerhed ikke som følge af udsættelse for støj
Hertz (Hz)
Måleenhed – angiver antallet af lydbølger per Sekund
Morbus Ménière
Ménières sygdom. Symptomkompleks bestående af anfaldsvis svimmelhed, øresusen og nedsættelse af hørelsen. Skyldes sygdom i labyrinten
Otosclerose
Hørenedsættelse som følge af knoglesygdom i øret
Sequelae otitis media
Hørenedsættelse som følge af mellemørebetændelse
Tinnitus
Øresusen
15.2. Kronisk lænderygsygdom
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Arcus
Hvirvelbue
Columna recti
Lige ryg
Discus
Båndskive
Diskusdegeneration =
Sygdom i discus med højdereduktion af discus
Dolores dorsi
Rygsmerter
Facetledssyndrom =
Smerter svarende til et af de ægte led mellem 2 lændehvirvler
Hekseskud =
Akut opståede lændesmerter
Irradierende smerter =
Udstrålende smerter i en nerves forsyningsområde
Iskias
”Sygdom i hoften” = smerteudstråling på bagsiden af underekstremiteten
Kyphosis
Rundrygget/svajrygget
Lumbago =
Smerter i lænderegionen ”lænderyglammelse”
Lændehold =
Smerter, eventuelt med nedsat bevægelighed i lænderegionen
Myosis lumbalis =
Smerter, ømhed og muskelinfiltrationer i lænderygmuskulaturen
Prolapsus disci intervertebralis
Fremfald af hvirvelbåndskivens (discus) indre kerne gennem den ydre ring medførende tryk på nerve
Radikulære smerter =
Udstrålende smerter i en nerverods forsyningsområde
Scoliosis
Sidekrumning af ryggen
Spondylarthrosis, spondylosis, osteochondrosis vertebralis =
(Slid-) gigt i rygsøjlen
Vertebra lumbalis
Lændehvirvel
15.3. Kroniske nakke-skuldersmerter
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Brachium
Arm (i anatomien især benyttet for overarm)
Cervix
Hals
Impingement syndrom
Indeklemningsfænomen (syndrom, hvor en struktur, for eksempel en sene, kommer i klemme i skulderleddet)
Musculus infraspinatus
Muskel, der udspringer fra den nederste bagflade af skulderbladet, og hæfter på overarmsknoglens store knoglefremspring (tuberculum majus)
Musklen har fået sit navn, fordi den udspringer nedenfor (på latin ”infra”) knoglekammen på skulderbladets bagflade (spina scapulae)
Musculus levator scapulae
Muskel, der udspringer fra tværtappene på de 4 øverste halshvirvler, og hæfter på skulderbladet.
Musklen har fået sit navn, fordi den løfter skulderbladet
Musculus pectoralis major
Muskel, der udspringer vifteformet fra kravebenet, brystbenet og ribben, og hæfter på overarmsknoglens store knoglefremspring (tuberculum majus)
Musklen har fået navnet ”den store brystmuskel”, (pectus = bryst og major = stor) på grund af sin størrelse og udbredelse på forsiden af brystkassen
Musculus supraspinatus
Muskel, der udspringer fra den øverste bagflade af skulderbladet, og hæfter på overarmsknoglens store knoglefremspring (tuberculum majus)
Musklen har fået sit navn, fordi den udspringer ovenfor
(= på latin ”supra”) knoglekammen på skulderbladets bagflade (spina scapulae)
Musculus trapezius
Muskel, der udspringer fra nakke- og brysthvirvler, og hæfter på nøgleben, skulderhøjden og skulderbladet
Musklen har fået sit navn, fordi den højre og venstre muskel tilsammen set bagfra danner en trapezformet muskelplade
Palpation
Undersøgelse ved berøring/gennemføling af en muskel
Regio nuchae
Nakken. På dansk er denne region dårligt defineret. I daglig tale bruges betegnelsen ”nakke” både om den nederste del af kraniet og bagfladen af halsen
Anatomisk er regio nuchae en trapezformet region, der ligger på halsens bagside. Regio nuchae afgrænses anatomisk
Opadtil med en bueformet linje på kraniet (linea nuchae superior)
Til siderne ved den udvendige (laterale) kant af musculus trapezius
Nedadtil med en tværgående, vandret linie fra torntappen på den 7. halshvirvel (processus spinosus på vertebra prominens og ud til skulderhøjden (acromion)
Smertebue
Smerter i skulderleddet ved bevægelse af armen fra en løftet stilling til en højere løftet stilling (typisk opstår smerterne mellem 60 grader og 120 grader)
15.4. Hånd og underarm
Latin
Dansk oversættelse
Endelsen –itis
Betændelse forårsaget af mikroorganismer eller betændelseslignende forandringer uden mikroorganismer. Ved arbejdsbetingede sygdomme er der altid tale om betændelsesforandringer uden mikroorganismer
Infektion
Betændelsesforandring forårsaget af mikroorganismer
Inflammation
Betændelsesforandring med eller uden mikroorganismer
Peritendinitis
Betændelseslignende forandringer i vævet umiddelbart omkring en sene
Tendinitis
Betændelseslignende forandringer i en sene
Tendo
Sene
Tendovaginitis
Betændelseslignende forandringer i en seneskede
15.5. Karpaltunnelsyndrom
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Carpus (latin)
Håndroden, som findes mellem underarm og mellemhånd og som består af 8 små mellemhåndsknogler
ENG
EMG
Elektro-neuro-grafi og elektro-myelo-grafi er neurofysiologiske undersøgelser af nerver og muskler, der kan vise
Ændringer i nervens aktionspotentiale og/eller ledningshastighed
Ændringer i nerver og/eller deres ledningshastighed, og om der er et tryk på nerven
Selvom patienten har kliniske symptomer, der ligner dem, der ses ved karpaltunnelsyndrom, har patienten ikke sygdommen, hvis den neurofysiologiske undersøgelse er normal
Karpaltunnellen
Tunnel, der findes på håndleddets bøjeside. Gennem denne tunnel løber nervus medianus og 9 sener
Bunden i denne tunnel er en fordybning i håndroden
Loftet i denne tunnel danner et kraftigt, tværgående, senet bånd (ligamentum carpi transversum)
Karpaltunnelsyndrom
Ved sammenpresning af nervus medianus i karpaltunnellen kan et karpaltunnelsyndrom opstå
Påvirkning af nervetrådene til musklerne kan give svind (atrofi) af disse i ”storemus” (thenar)
Påvirkning af nervetrådene til følenerver kan give føleforstyrrelser og/eller smertefulde dødhedsfornemmelser (paræstesier)
Karpos (græsk)
Håndled
Ligamentum carpi transversum
Kraftigt tværgående senet bånd, der på håndleddets bøjeside ligger over karpaltunnellen og danner loftet i denne
Nervus medianus
Midternerve, der blandt andet løber gennem karpaltunnellen på bøjesiden af håndledet. Nervus medianus er både motor og følenerve
Nerven er motornerve for 4 forskellige muskler
Musculus abductor pollicis brevis (kort muskel, der udadfører tommelfingeren )
Musculus opponens pollicis (muskel, der modstiller tommelfingeren til de andre fingre)
Musculus flexor pollicis brevis (kort muskel, der bøjer tommelfingerens grundled)
Musculi lumbricalis I + II (små ormeformede mellemhåndsmuskler)
Nerven er følenerve på
Bøjesiden af tommelfinger, bøjesiden af 2. finger, bøjesiden af 3. finger og bøjesiden af den halvdel af 4. finger, som vender mod 3. finger, samt den til disse fingre tilhørende dele af håndfladen
Den del af tommelfingeren, der vender mod 2. finger, på strækkesiden af yderstykkerne på 2. og 3. finger, samt den halvdel på 4. fingers yderstykke, der vender mod 3. finger
Phalens test
(positiv hyperfleksionstest)
Undersøgelse, hvor personen presser håndryggene mod hinanden med 90 graders nedadbøjning i håndleddene
Hvis testen er positiv, opstår der tegn på karpaltunnelsyndrom, eller eksisterede symptomer forværres
Testen er ikke særlig pålidelig som basis for diagnosen
Prayer sign test
(Positiv hyperekstensionstest)
Undersøgelse, hvor personen presser håndfladerne mod hinanden med 90 graders opadbøjning i håndleddene (som når man beder). Hvis testen er positiv, opstår der tegn på karpaltunnelsyndrom, eller eksisterede symptomer forværres
Testen er ikke særlig pålidelig som basis for diagnosen
Syndrom
Sygdomskompleks. En gruppe af sammenhørende symptomer
Tinels tegn eller
Hoffmann-Tinels tegn
Et symptom på reaktion fra ”overfølsomme” nervetråde, der viser sig ved snurrende fornemmelser eller udstrålende smerter, når der bankes over nerven
15.6. Tennisalbue og golfalbue
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Condyl
Omdrejningskno
Endelsen –itis
Betændelse forårsaget af mikroorganismer eller betændelseslignende forandringer uden mikroorganismer. Ved arbejdsbetingede sygdomme er der altid tale om betændelsesforandringer uden mikroorganismer
Epi
Over
Infektion
Betændelsesforandring forårsaget af mikroorganismer
Inflammation
Betændelsesforandring med eller uden mikroorganismer
Lateral
Udvendig
Peritendinitis
Betændelseslignende forandringer i vævet umiddelbart omkring en sene
Tendinitis
Betændelseslignende forandringer i en sene
15.7. Skulder sygdomme
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Acromion
Skulderbladsfremspringet
Acromion
Skulderbladsfremspringet
Articulatio acromio clavicularis
Skulderhøjdeleddet (led mellem kraveben og skulderhøjden
(acromion), der er et bredt, fladt fremspring på det udvendige hjørne af kammen på skulderbladdets bagside)
Articulatio humero scapularis
Skulderleddet
Bevægelser i skulderleddet
Fleksion: fremad-opad
Ekstension: bagud-opad
Abduktion: udad-opad
Rotation: drejning
Biceps-muskel
Den to-hovede bøjemuskel på overarmen
Bursa
Slimsæk
Bursa subacromialis
Slimsæk mellem ”loftet” over skulderleddet og ledkapslen til hovedet på overarmsknoglen
Bursitis
Betændelse i en bursa (slimsæk) – giver ofte symptom i form af impingement (indeklemningssyndrom)
Degeneration
Nedgang i funktionsdygtighed som følge af nedbrydning af vævet
Endelsen –itis
Betændelse forårsaget af mikroorganismer eller betændelseslignende forandringer uden mikroorganismer. Ved arbejdsbetingede sygdomme er der altid tale om betændelsesforandringer uden mikroorganismer
Frossen skulder
Et klinisk syndrom, som er karakteriseret ved smertefuld indskrænkning af den aktive og passive bevægelighed i skulderleddet, uden at der kan påvises nogen specifik årsag
Humerus
Overarmsknogle
Humerus
Overarmsknogle
Impingement syndrome
Indeklemningsfænomen
Infektion
Betændelsesforandring forårsaget af mikroorganismer
Painful arch syndrome
Smertebue
Peritendinitis
Betændelseslignende forandringer i vævet umiddelbart omkring en sene
Rotator cuff-læsion
Revne eller anden beskadigelse af rotator cuffen
Rotator cuffen
Den fælles senemanchet, der dannes omkring forsiden af skulderleddet af supraspinatussenen, infraspinatussenen, subscapularissenen og senen fra teres minor. De koordinerer og stabiliserer leddet og bevægelserne sammen med andre muskler omkring skulderleddet
Smertebue
Smerter i skulderleddet ved bevægelse af armen fra en løftet stilling til en højere løftet stilling (typisk opstår smerterne mellem 60 og 120 grader)
Tendinitis
Betændelseslignende forandringer i en sene
15.8. Slidgigt i knæleddet
Latin
Dansk oversættelse
Arthriris
Betændelsesagtig affektion af et eller flere led
Arthritis rheumatoides
”Leddegigt” eller ”ægte gigt”
Kronisk fremadskridende ledsygdom
Arthron (græsk)
Led
Arthrosis, artrose, osteoartrose
”Slidgigt”
Slidgigt er en mindre god betegnelse for denne type gigt, idet det kan indikere, at årsagen til gigten skyldes overbrug af leddet (”slid”), men den eller de tilgrundliggende årsager er ikke kendt i detaljer.
Sygdommen er en kronisk ledsygdom med degeneration og svind af ledbrusken
Articulatio genus
Knæled
Knæleddet er et sammensat led, dannet mellem 3 knogler, nemlig lårbenet (femur), skinnebenet (tibia) og knæskallen (patella). Det anlægges med 3 adskilte ledhuler, der allerede tidligt i fosterlivet smelter sammen; rester af de oprindelige skillevægge bevares dog (og kan danne en slimhindefold = en plica)
Efter leddets anlæg med 3 ledhuler kan man opdele det i 3 dele
Pars femuropatellaris (leddet mellem lårben og bagsiden af knæskallen)
Pars femurotibialis lateralis (leddet mellem udvendige lårbenskno og den udvendige skinnebenskonsol)
Pars femurotibialis medialis (leddet mellem indvendige lårbenskno og den indvendige skinnebenskonsol)
Bursa
Slimsæk
Bursa præpatellaris
Slimsæk på forsiden af knæleddet, som ligger foran knæskallen, mellem huden og et senestrøg (fascia lata) over knæskallen
Bursitis
Betændelsesagtig affektion af en slimsæk
Chondromalasia patella
Blød brusk på bagsiden af knæskallen
Chondros (græsk)
Brusk
CT-skanning
CT står for Computer Tomografi
Tomografi betyder, at røntgenrøret, som udsender strålerne, drejer rundt om det, der skal skannes (fotograferes)
Ved CT-skanning sendes en røntgenstråle gennem vævet
Undersøgelsen ved CT-skanning består af en række billeder, der dannes og lejres i en computer. Derved kan der skabes ”snit” af væv, med en langt større detaljerigdom end ved almindelig røntgenfotografering. Da det er digitaliserede billeder, kan der skabes forskellige ”vinduer”, hvor man specielt kan se for eksempel knogler eller bløddele
Desuden er det muligt at ”skære tynde snit” på få cm – på tværs af det område, som der tages billede af
Det er også muligt at orientere sig i anatomi og sygelige forandringer i flere planer og på udvalgte områder, både på langs og på tværs af patienten
Billederne kan gemmes og senere omformes, således at andre ønsker til optagelserne kan efterkommes, herunder tredimensionelle billeder
Hvad kan man se
Bedst ses ”hårdt væv” med lille gennemtrængelighed (som for eksempel knogler, som derfor er lyse) og dårligst væv med stor gennemtrængelighed (som for eksempel bløddele), men mange muskler og andre bløddele/organer, diskusprolaps, nogle svulster, nogle forandringer i hjernen samt blodkar og blødninger kan ses
Kranieknogler og hvirvellegemer ses bedre på CT-skanning end på MR-skanning
Hvad kan man ikke se
Mindre bløddele og mindre organer. Finere forandringer i væv. Meniskskader kan heller ikke ses
Hvornår anvendes CT-skanning
For eksempel ved forandringer i knogler for eksempel brud, ledskred, gigt i led, skader på hjernens struktur, diskusprolaps, blødninger og nogle svulster
Denne type paraklinisk undersøgelse (CT-skanning) kan Arbejdsskadestyrelsen ikke selv direkte anmode om
Hvad kræver CT-skanning?
CT-skanning kræver henvisning fra speciallæge eller et sygehus
Femur
Lårbensknogle
Genu (latin)
Knæ
Lateral
Udvendig
Malacia
Blød
Medial
Indvendig
Meniscus lateralis
Udvendig menisk
Halvmåne- eller seglformet båndskive mellem lårben og skinneben
Meniscus medialis
Indvendig menisk
Halvmåne- eller seglformet båndskive mellem lårben og skinneben
MR-skanning
MR står for Magnetisk Resonans
Ved MR-skanning bruges en ”kæmpe magnet”, så der anvendes ikke røntgenstråler
Da der anvendes magnetisme, kan undersøgelsen ikke eller meget dårligt anvendes i områder, hvor der er indsat metal (for eksempel indsatte ledproteser af metal). Det afgøres i hvert tilfælde af røntgenafdelingen, som betjener MR-skanneren
Ved MR-skanning bringes væv og vævsvæsker i svingninger med magnetisme og cellerne orienterer sig (de polariseres)
Ved undersøgelsen skal patienten i mange tilfælde ligge stille i en lukket smal cylinder (”torpedorør”) i mindst de 20–30 minutter skanningen tager
Resultatet af en MR-skanning består af en række billeder, der dannes og lejres i en computer. Derved kan der skabes ”snit” af væv, med en langt større detaljerigdom end ved almindelig røntgenfotografering og CT-skanning
Hvad kan man se
Da det er digitaliserede billeder, kan der skabes forskellige ”vinduer”, hvor der kan ses mange anatomiske detaljer/sygelige forandringer i både knogler, væv, vævsvæsker, blodkar, muskler, sener, ledbånd, organer, bløddele, diskusprolaps, hjernen samt svulster og blødninger
Desuden er det muligt at ”skære tynde snit” med få millimeters mellemrum – på tværs, på langs og på skrå af et aktuelt område
Det er derfor også muligt for lægen at orientere sig i anatomi og sygelige forandringer i flere planer og på udvalgte områder, både på langs og på tværs af patienten
Billederne er digitaliserede og kan gemmes således, at de senere omformes, og andre ønsker til optagelserne kan efterkommes
Hvornår anvendes MR-skanning
MR-skanning anvendes ofte som supplement til kliniske/parakliniske undersøgelser. Inden for for eksempel neurodiagnostikken kan den dog være en primær undersøgelse
Kranieknogler og hvirvellegemer ses dårligere på MR-skanning end på CT-skanning
Denne type paraklinisk undersøgelse (MR-skanning) kan Arbejdsskadestyrelsen ikke selv anmode om at få foretaget
Hvad kræver MR-skanning?
Speciel henvisning fra et sygehus
At patienten er forundersøgt af en speciallæge
At indikationen er præcis og velbegrundet
At patienten er forhåndsorienteret om undersøgelsen
At patienten ikke er urolig, angst eller bange
ikke lider af klaustrofobi
At patienten ikke er for bred over skuldrene
At patienten ikke er meget overvægtig
At patienten ikke er et barn (de bedøves ofte)
At patienten ikke har ”metal” (for eksempel pacemaker eller skinne og skruer i knogle) i området der skal skannes
Hvis det i en speciallægeerklæring foreslås, at der foretages en MR-skanning, må styrelsen tage stilling til følgende
Er det absolut nødvendigt med en MR-skanning, for at ASK kan vurdere og afgøre sagen?
Hvem skal henvise til MR-skanningen? Det kunne være den, som skrev speciallægeerklæringen, men det er ikke alle speciallæger, der er hospitalsansat, og ikke alle speciallæger, der har mulighed for at bestille den
Hvem skal tage sig af det videre forløb, hvis der findes forandringer på MR-skanningen, som kræver behandling
Patella
Knæskal
Røntgen
Ved røntgenundersøgelse sendes en røntgenstråle gennem vævet, ned på en fotoplade. Væv med forskellig gennemtrængelighed af røntgenstråler sværter fotopladen forskelligt. Der anvendes et negativbillede
Undersøgelsen består af ét billede, hvor en tredimensionel struktur afbildes fladt på filmen. Derfor er der ikke dybde i billedet, og overliggende forandringer samles oven på hinanden
Hvad kan man se
Bedst ses ”hårdt væv” med lille gennemtrængelighed (som for eksempel knogler, som derfor er lyse) og dårligst væv med stor gennemtrængelighed (som for eksempel bløddele, der derfor er mørke eller slet ikke ses)
Hvad kan man ikke se
De fleste bløddele, organer, ledbånd, brusk, muskler og lignende
Hvornår anvendes røntgen
For eksempel ved forandringer i knogler: brud, ledskred, gigt i led, kontrol af indsatte ledproteser eller metal (skinner og skruer, marvsøm)
Denne type paraklinisk undersøgelse (røntgen) kan Arbejdsskadestyrelsen direkte anmode om
Syndrom
Sygdomskompleks. En gruppe af sammenhørende symptomer
Tibia
Skinnebensknogle
15.9. Bursitis
Latin/medicinsk
Dansk oversættelse
Arthron (græsk)
Led
Bursa
Slimsæk
Bursa præpatellaris
Slimsæk på forsiden af knæleddet, som ligger foran knæskallen, mellem huden og et senestrøg (fascia lata) over knæskallen.
Bursitis
Betændelsesagtig affektion af en slimsæk
Bursitis acuta
Akut betændelsesagtig affektion af en slimsæk
Bursitis chronica
Kronisk betændelsesagtig affektion af en slimsæk
Femur
Lårbensknogle
Genu (latin)
Knæ
Patella
Knæskal
Tibia
Skinnebensknogle
15.10 Menisksygdom i knæleddet
Latin
Dansk oversættelse
Arthritis
Betændelsesagtig affektion af et eller flere led
Arthritis rheumatoides
”Leddegigt” eller ”ægte gigt”
Kronisk fremadskridende ledsygdom
Arthron (græsk)
Led
Arthrosis, artrose, osteoartrose
”Slidgigt”
Slidgigt er en mindre god betegnelse for denne type gigt, idet det kan indikere, at årsagen til gigten skyldes overbrug af leddet (”slid”), men den eller de tilgrundliggende årsager er ikke kendt i detaljer
Sygdommen er en kronisk ledsygdom med degeneration og svind af ledbrusken
Articulatio genus
Knæled
Knæleddet er et sammensat led, dannet mellem 3 knogler, nemlig lårbenet (femur), skinnebenet (tibia) og knæskallen (patella). Det anlægges med 3 adskilte ledhuler, der allerede tidligt i fosterlivet smelter sammen; rester af de oprindelige skillevægge bevares dog (og kan danne en slimhindefold = en plica)
Efter leddets anlæg med 3 ledhuler kan man opdele det i 3 dele
Pars femuropatellaris (leddet mellem lårben og bagsiden af knæskallen)
Pars femurotibialis lateralis (leddet mellem udvendige lårbenskno og den udvendige skinnebenskonsol)
Pars femurotibialis medialis (leddet mellem indvendige lårbenskno og den indvendige skinnebenskonsol)
Bursa
Slimsæk
Bursa præpatellaris
Slimsæk på forsiden af knæleddet, som ligger foran knæskallen, mellem huden og et senestrøg (fascia lata) over knæskallen
Bursitis
Betændelsesagtig affektion af en slimsæk
Chondromalasia patella
Blød brusk på bagsiden af knæskallen
Chondros (græsk)
Brusk
CT-skanning
CT står for Computer Tomografi
Tomografi betyder, at røntgenrøret, som udsender strålerne, drejer rundt om det, der skal skannes (fotograferes)
Ved CT-skanning sendes en røntgenstråle gennem vævet
Undersøgelsen ved CT-skanning består af en række billeder, der dannes og lejres i en computer.
Derved kan der dels skabes ”snit” af væv, med en langt større detaljerigdom end ved almindelig røntgenfotografering. Da det er digitaliserede billeder, kan der skabes forskellige ”vinduer”, hvor man specielt kan se for eksempel knogler eller bløddele
Desuden er det muligt, at ”skære tynde snit” på få centimeter – på tværs af det område, som der tages billede af
Det er også muligt, at orientere sig i anatomi og sygelige forandringer i flere planer og på udvalgte områder, både på langs og på tværs af patienten
Billederne kan gemmes og senere omformes, således at andre ønsker til optagelserne kan efterkommes, herunder tredimensionelle billeder
Hvad kan man se
Bedst ses ”hårdt væv” med lille gennemtrængelighed (som for eksempel knogler, som derfor er lyse) og dårligst væv med stor gennemtrængelighed (som for eksempel bløddele), men mange muskler og andre bløddele/organer, diskusprolaps, nogle svulster, nogle forandringer i hjernen og blodkar og blødninger, kan ses
Kranieknogler og hvirvellegemer ses bedre på CT-skanning end på MR-skanning
Hvad kan man ikke se
Mindre bløddele og mindre organer. Finere forandringer i væv. Meniskskader kan heller ikke ses
Hvornår anvendes CT-skanning
For eksempel ved forandringer i knogler for eksempel brud, ledskred, gigt i led, skader på hjernens struktur, diskusprolaps, blødninger samt nogle svulster
Denne type paraklinisk undersøgelse (CT-skanning) kan Arbejdsskadestyrelsen ikke selv direkte anmode om
Hvad kræver CT-skanning?
CT-skanning kræver henvisning fra speciallæge eller et sygehus
Femur
Lårbensknogle
Genu (latin)
Knæ
Lateral
Udvendig
Malacia
Blød
Medial
Indvendig
Meniscus lateralis
Udvendig menisk
Halvmåne- eller seglformet båndskive mellem lårben og skinneben
Meniscus medialis
Indvendig menisk
Halvmåne- eller seglformet båndskive mellem lårben og skinneben
MR-skanning
MR står for Magnetisk Resonans
Ved MR-skanning bruges en ”kæmpe magnet”, så der anvendes ikke røntgenstråler
Da der anvendes magnetisme, kan undersøgelsen ikke eller meget dårligt anvendes i områder, hvor der er indsat metal (for eksempel indsatte ledproteser af metal). Det afgøres i hvert tilfælde af røntgenafdelingen, som betjener MR-skanneren
Ved MR-skanning bringes væv og vævsvæsker i svingninger med magnetisme og cellerne orienterer sig (de polariseres)
Ved undersøgelsen skal patienten i mange tilfælde ligge stille i en lukket smal cylinder (”torpedorør”) i mindst de 20–30 minutter, skanningen tager
Resultatet af en MR-skanning består af en række billeder, der dannes og lejres i en computer. Derved kan der skabes ”snit” af væv, med en langt større detaljerigdom end ved almindelig røntgenfotografering og CT-skanning
Hvad kan man se
Da det er digitaliserede billeder, kan der skabes forskellige ”vinduer”, hvor der kan ses mange anatomiske detaljer/sygelige forandringer i både knogler, væv, vævsvæsker, blodkar, muskler, sener, ledbånd, organer, bløddele, diskusprolaps, hjernen samt svulster og blødninger
Desuden er det muligt, at ”skære tynde snit” med få millimeters mellemrum – på tværs, på langs og på skrå af et aktuelt område
Det er derfor også muligt for lægen at orientere sig i anatomi og sygelige forandringer i flere planer og på udvalgte områder, både på langs og på tværs af patienten
Billederne er digitaliserede og kan gemmes, således at de senere omformes og andre ønsker til optagelserne kan efterkommes
Hvornår anvendes MR-skanning
MR-skanning anvendes ofte som supplement til kliniske/parakliniske undersøgelser. Inden for eksempelvis neurodiagnostikken kan den dog være en primær undersøgelse
Kranieknogler og hvirvellegemer ses dårligere på MR-skanning end på CT-skanning
Denne type paraklinisk undersøgelse (MR-skanning) kan Arbejdsskadestyrelsen ikke selv anmode om at få foretaget
Hvad kræver MR-skanning?
Speciel henvisning fra et sygehus
At patienten er forundersøgt af en speciallæge
At indikationen er præcis og velbegrundet
At patienten er forhåndsorienteret om undersøgelsen
At patienten ikke er urolig, angst eller bange
ikke lider af klaustrofobi
At patienten ikke er for bred over skuldrene
At patienten ikke er meget overvægtig
At patienten ikke er et barn (de bedøves ofte)
At patienten ikke har ”metal” (for eksempel pacemaker eller skinne og skruer i knogle) i området der skal skannes
Hvis det i en speciallægeerklæring foreslås, at der foretages en MR-skanning, må styrelsen tage stilling til følgende
Er det absolut nødvendigt med en MR-skanning, for at ASK kan vurdere og afgøre sagen?
Hvem skal henvise til MR-skanningen? Det kunne være den, som skrev speciallægeerklæringen, men det er ikke alle speciallæger, der er hospitalsansat, og ikke alle speciallæger, der har mulighed for at bestille den
Hvem skal tage sig af det videre forløb, hvis der findes forandringer på MR-skanningen, som kræver behandling
Patella
Knæskal
Røntgen
Ved røntgenundersøgelse sendes en røntgenstråle gennem vævet, ned på en fotoplade. Væv med forskellig gennemtrængelighed af røntgenstråler sværter fotopladen forskelligt. Der anvendes et negativbillede
Undersøgelsen består af ét billede, hvor en tredimensionel struktur afbildes fladt på filmen. Derfor er der ikke dybde i billedet og overliggende forandringer samles oven på hinanden
Hvad kan man se
Bedst ses ”hårdt væv” med lille gennemtrængelighed (som for eksempel knogler, som derfor er lyse) og dårligst væv med stor gennemtrængelighed (som for eksempel bløddele, der derfor er mørke eller slet ikke ses)
Hvad kan man ikke se
De fleste bløddele, organer, ledbånd, brusk, muskler og lignende
Hvornår anvendes røntgen
For eksempel ved forandringer i knogler: brud, ledskred, gigt i led, kontrol af indsatte ledproteser eller metal (skinner og skruer, marvsøm)
Denne type paraklinisk undersøgelse (røntgen) kan Arbejdsskadestyrelsen direkte anmode om.
Syndrom
Sygdomskompleks. En gruppe af sammenhørende symptomer
Tibia
Skinnebensknogle
15.11. Pleurale plaques
Latin/medicinske udtryk
Dansk oversættelse
HRCT-skanning
High Resolution Computer Tomografi – skanning
Lungeasbestose
Er en pneumokoniose (græsk: pneumon = lunge + græsk: konis = støv), det vil sige en sygdom i lungerne forårsaget af inhalation af støv. Skyldes indånding af uorganisk støv, som aflejres i lungerne og fremkalder betændelsesforandringer og fibrose. Ved asbestose som følge af asbeststøv (J.61.9). Sygdommen er optaget på fortegnelsen
Andre former for pneumokonioser er silikose, antrakose, siderose, berylliose med flere. Lungeasbes-tose er tillige en form for silikose, da asbest består af calcium- og magnesiumsilikat
Mesothelioma
Svulst, der udgår fra mesotel, der er et cellelag, der beklæder en slimhinde. Findes i godartede (benigne) og ondartede (maligne) former
Mesothelioma pleurae
Lungehindekræft efter asbest (J. 45.1). Sygdommen er optaget på fortegnelsen
Obstruktiv lungefunktionsnedsættelse
Nedsat lungefunktion som følge af øget strømningsmodstand i lungerne
Plaques
Pletter eller forkalkninger
Pleura
Lungehinden
Pleuritis
Betændelsesagtig tilstand i lungehinden. Endelsen –itis betyder betændelse forårsaget af mikroorganismer eller betændelseslignende forandringer uden mikroorganismer. Ved arbejdsbetingede sygdomme er der altid tale om betændelseslignende forandringer uden mikroorganismer.
Restriktiv lungefunktionsnedsættelse
Nedsat lungefunktion som følge af nedsat lungerumfang
Udbredt bindevævsdannelse i lungehinden
Fibrosis pleurae: Øget bindevævsmængde i lungehinden, som er af mere udbredt karakter end pleura plaques (kun pletvise lungehindepletter), men i øvrigt samme sygdomstype. Findes både med og uden symptomer (J. 92.0 og J. 92.1). Sygdommen er optaget på fortegnelsen (med symptomer)
Må ikke forveksles med fibrosis pulmonis/lungefibrose (øget bindevævsmængde i selve lungen), en sygdom, der både kan skyldes forskellige påvirkninger, andre sygdomme som tuberkulose, lungebetændelse og infarkt og ukendte årsager. Lungefibrose kaldes også kronisk interstiel lungebetændelse eller diffus lungefibrose (J. 84.1)
§ 8. En person, der har pådraget sig en sygdom, som er optaget i fortegnelsen over erhvervssygdomme, jævnfør. § 7, stk. 1, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.
1.2. Medicinsk dokumentation
Kravet for at optage nye sygdomme på fortegnelsen over erhvervssygdomme ændres med lov om arbejdsskadesikring til ”medicinsk dokumentation”. Det indebærer, at der skal foreligge en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og sygdom. Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af anerkendte medicinske sagkyndige på et antal tilfælde, der giver grundlag for sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.
1. Ved »medicinsk dokumentation« forstås, at følgende er opfyldt
2. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
3. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
4. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
5. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
6. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
7. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning i forhold til personer, der ikke er udsat
Som udgangspunkt skal alle ovenstående betingelser være opfyldt. Ved den konkrete vurdering af, om en sygdom kan optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan de enkelte betingelser dog tillægges forskellig vægt.
For yderligere oplysninger om medicinsk dokumentation, herunder dokumentationen for de enkelte sygdomme i vejledningen, henvises til kapitel 14.
1.3. Betingelser for anerkendelse af sygdomme, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere
Efter loven kan en sygdom, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere, anerkendes som en erhvervssygdom, hvis den
– opfylder betingelserne for anerkendelse i henhold til fortegnelsen over erhvervssygdomme, der træder i kraft 1. januar 2005, eller
– kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget (lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1.eller 2. led
1.3.1. Anerkendelse efter fortegnelsen
For at en sygdom kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme, der træder i kraft 1. januar 2005, gælder, at
1. Sagen skal opfylde de overordnede krav til anerkendelse af en erhvervssygdom efter lov om arbejdsskadesikring af 10. juni 2003
2. Sygdommen skal derud over opfylde følgende generelle betingelser, jævnfør bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme § 1 og i henhold til lovens § 7, stk. 1, nr. 1
1) Den skadelige påvirkning skal have en styrke og tidsmæssig udstrækning, som efter medicinsk dokumentation kan forårsage sygdommen
2) Sygdomsbilledet skal efter medicinsk dokumentation stemme overens med den skadelige påvirkning og sygdommen
3) Sygdommen må ikke med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, jævnfør. lovens § 8, stk. 1
Desuden skal de særlige betingelser, der er nævnt under de enkelte punkter i fortegnelsen, være opfyldt.
Der kan derud over være beskrevet yderligere krav til sygdom og påvirkning i en gældende vejledning, der tilsvarende skal være opfyldt.
1.3.2. Anerkendelse uden for fortegnelsen
Anerkendelse af sygdomme og påvirkninger, der ikke er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan kun ske efter forelæggelse af sagen for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på en vurdering af, om sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation opfylder kravene til optagelse på fortegnelsen, eller om den med overvejende sandsynlighed skyldes arbejdets særlige art. (Lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led)
Vi vurderer i hvert enkelt tilfælde, om sagen skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Hvis vi ud fra kendskab til udvalgets praksis skønner, at en forelæggelse vil være udsigtsløs, enten på grund af sygdommens art, påvirkningen eller det samlede sygdomsbillede, vil sagen blive afvist uden forelæggelse for udvalget. (Lovens § 7, stk. 3)
Erhvervssygdomsudvalget indstiller en sag til anerkendelse, hvis en af følgende betingelser er opfyldt
1. Generel medicinsk dokumentation
Hvis der foreligger generel medicinsk dokumentation for en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem den arbejdsbetingede belastning og udvikling af den anmeldte sygdom, kan udvalget indstille en konkret sag til anerkendelse. (Lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led)
Det vil normalt dreje sig om sygdomme, der kan ventes snart at blive optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
2. Generelle betingelser for anerkendelse af en sygdom forårsaget af arbejdets særlige art
Betingelsen for anerkendelse er efter denne bestemmelse, at sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. (Lovens § 7, stk.1, nr. 2, 2. led)
Der er tale om en meget konkret vurdering, hvor følgende 2 betingelser begge skal være opfyldt
1) Arbejdet, herunder de forhold, hvorunder arbejdet er udført, skal have indebåret belastninger og påvirkninger, som efter en samlet konkret vurdering må antages at medføre en særlig risiko i tilskadekomnes arbejde for udvikling af den pågældende sygdom.
2) Det særligt risikofyldte arbejde skal efter en konkret vurdering med stor grad af sandsynlighed have forårsaget tilskadekomnes sygdom.
Hvis en sag forelægges Erhvervssygdomsudvalget, vil udvalget indstille sagen til anerkendelse eller afvisning som erhvervssygdom.
Vi træffer derefter afgørelse i sagen på baggrund af Erhvervssygdomsudvalgets indstilling. (Lovens § 7, stk. 3)
Vores afgørelser følger i praksis altid udvalgets indstilling.
1.3.3. Forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
De sygdomme, der er nævnt i fortegnelsen, kan skyldes andre forhold end arbejdet.
Symptomerne kan for eksempel være betinget af alder eller anden sygdom, eller de kan skyldes påvirkninger i fritiden, herunder tidligere skader. Der er i så fald tale om enten forudbestående sygdom, som har været til stede før den arbejdsmæssige påvirkning, eller konkurrerende sygdom, det vil sige en anden sygdom end den anmeldte, som giver samme symptomer, eller om en sygdomstilstand, der er opstået som følge af andre påvirkninger end arbejdet.
Er der tale om en forudbestående eller konkurrerende sygdom eller om konkurrerende påvirkninger som årsag til sygdommens opståen, må det i det konkrete tilfælde vurderes, om det er den forudbestående eller konkurrerende sygdom eller de konkurrerende påvirkninger, der med overvejende sandsynlighed er den eneste eller altovervejende årsag til sygdommen. Hvis dette er tilfældet, kan sygdommen ikke anerkendes som arbejdsbetinget sygdom. (Lovens § 5, jævnfør. § 7, og § 8, stk. 1)
Hvis de generelle og særlige betingelser for anerkendelse er opfyldt og der ikke fuldt ud eller altovervejende er tale om konkurrerende eller forudbestående sygdom eller konkurrerende påvirkninger, vil sygdommen kunne anerkendes som en arbejdsbetinget sygdom, hvis den i øvrigt opfylder kravene til anerkendelse.
Er der konkurrerende eller forudbestående sygdomme eller konkurrerende årsager eller påvirkninger, som ikke udelukker anerkendelse som erhvervssygdom, men bidrager til sygdomsudviklingen og generne, vil disse forhold kunne få betydning for erstatningsudmålingen. Det betyder, at vi eventuelt vil trække fra i méngodtgørelsen og/eller i en erstatning for tab af erhvervsevne. (Lovens § 12)
1.4. Sygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
Sygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005, vurderes efter den tidligere fortegnelse over erhvervssygdomme (bekendtgørelse nr. 918 af 18. november 2002) og de dertil hørende vejledninger.
Efter loven kan sager, der tidligere er afvist efter de betingelser, der var gældende før 1. januar 2005, ikke genoptages med henblik på vurdering efter den ny fortegnelse. Dette gælder også i sager, hvor en afvist sygdom eller påvirkning senere optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere.
En sag, som er afvist efter den tidligere fortegnelse vil dog eventuelt kunne genoptages, hvis den afviste sygdom eller påvirkning senere optages på den tidligere fortegnelse, som led i Erhvervs-sygdomsudvalgets løbende revision af denne.
1.5. Afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom
Skader, der opstår som følge af kortere påvirkning af til og med 5 dages varighed, vurderes som udgangspunkt som ulykker. Se nærmere om betingelser for anerkendelse som ulykke i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om anerkendelse af ulykker.
Skader, der opstår efter længere tids påvirkning, vil normalt blive vurderet normalt efter reglerne om erhvervssygdomme.
1.6. Indhentelse af oplysninger
Arbejdsskadestyrelsen har pligt til at indhente nødvendige oplysninger for at sikre, at afgørelserne træffes på et forsvarligt grundlag. Det følger af officialmaksimen.
Tilskadekomne medvirker ved sagens oplysning, eksempelvis ved at svare på spørgsmål eller ved at lade sig undersøge af en læge.
Hvis der er behov for nærmere oplysninger om sygdommen eller påvirkningen eller andre forhold, vil vi undersøge sagen nærmere. Vi kan eksempelvis bede tilskadekomne om at uddybe beskrivelsen af sygdomsforløbet eller påvirkningen. Vi kan også bede arbejdsgiver om nærmere oplysninger eller indhente supplerende lægelige oplysninger.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om indgående at beskrive og vurdere de konkrete arbejdsforhold og de konkrete belastninger. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Speciallægen skal herunder beskrive sygdommens begyndelse forløb og oplyse om eventuelle tidligere eller samtidige sygdomme/symptomer og deres eventuelle betydning for de aktuelle gener.
Vi kan også indhente andre former for speciallægeerklæringer for at få belyst sygdomsforløbet og eventuelt forholdet til konkurrerende eller forudbestående sygdomme.
1.7. Oversigt over vejledninger om enkelte sygdomme
De særlige betingelser for anerkendelse af en række sygdomme er detaljeret beskrevet i denne vejlednings underafsnit. De enkelte sygdomme indeholdt i vejledningen er anført nedenfor.
Sygdomme, der ikke er medtaget i denne vejledning, kan være omfattet af en tidligere vejledning. En oversigt over tidligere vejledninger, der fortsat er gældende for sygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere, er anført nedenfor.
1.7.1. Sygdomme omfattet af denne vejledning
– Støjbetinget hørenedsættelse (kapitel 2)
– Kronisk lænderygsygdom (kapitel 3)
– Kroniske nakke-skuldersmerter (kapitel 4)
– Sygdomme i hånd og underarm (kapitel 5)
– Karpaltunnelsyndrom (kapitel 6)
– Tennis og golfalbue (kapitel 7)
– Skuldersygdomme (kapitel 8)
– Slidgigt i knæleddet (kapitel 9)
– Bursitis (kapitel 10)
– Menisksygdom i knæleddet (kapitel 11)
– Pleurale plaques (kapitel 12)
– Posttraumatisk belastningsreaktion (kapitel 13)
1.7.2. Sygdomme omfattet af andre gældende vejledninger
– Kontakteksemer
– Vibrationsbetingede sygdomme (hvide fingre, neuropatier og lignende)
– Astma og bronchitis
– Brok
– Tandskader
– Opløsningsmiddelforgiftning
Vejledning om enkelte sygdomme
2. Støjbetinget hørenedsættelse (A.1)
2.1. Punkt på fortegnelsen
2.2. Krav til diagnosen
2.3. Krav til påvirkningen
2.4. Forudbestående og konkurrerende sygdomme
2.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
2.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
2.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende høresygdom er efter den anførte påvirkning optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe A, punkt 1)
Sygdom
Påvirkning
A.1. Støjbetinget hørenedsættelse
(DLA professionalis)
Kraftig støj gennem flere år
2.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen DLA professionalis (støjbetinget hørenedsættelse, ICD-10 H83.3).
Diagnosen skal være stillet på grundlag af et karakteristisk audiogram og oplysninger om kraftig støjudsættelse på arbejdet i mindst 5 år.
Et audiogram viser målinger af høretærsklen ved forskellige frekvenser. Hørekurven fremkommer ved at punkterne forbindes. Et audiogram angiver i decibel hearing level (dB HL, fremover blot benævnt dB) den svageste hørbare styrke for hver angivet frekvens. Normale høretærskler er mindre end eller lig med 20 dB over hele frekvensområdet.
Lyd opstår, når luftmolekyler bringes til at svinge i takt. Ved bevægelsen af molekylerne presses molekylerne i luften foran sammen – trykstigning, og luften bagved fortyndes - trykfald. Det er kun svingningsenergien, der breder sig. Antallet af lydbølger per sekund betegnes frekvens og måles i hertz (Hz). 1.000 Hz er 1.000 lydbølger per sekund. Basområdet ligger i området op til og med 500 Hz, herefter kommer mellemområdet til og med 2.000 Hz og diskantområdet til og med 8.000 Hz.
Lydtryk måles i decibel (dB), som er en logaritmisk skala. En forøgelse på 6 dB udgør en fordobling af lydtrykket og en forøgelse på 10 dB udgør en tredobling af lydtrykket. En forringelse af høretærsklen med 10 dB medfører derfor behov for tredobling af lydtrykket, førend lyden kan høres.
Symptomer
Der opleves en forringet opfattelse af lyd, men ikke nødvendigvis en forringet taleopfattelse eller et egentligt høre- og kommunikationshandicap. Ved høre- og kommunikationshandicap forstås en hørenedsættelse, som påvirker kommunikationsevnen i aktivt, dagligt liv. En vurdering af høre- og kommunikationsevnen bruges ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén, men ikke ved spørgsmålet om anerkendelse.
Forskellen mellem hørenedsættelse og hørehandicap skyldes, at det er frekvenserne 4.000-6.000 Hz, der først skades af støjpåvirkning. Den overvejende del af lydinformationerne i tale er i frekvensområdet under 4.000 Hz. En skade i frekvensområdet 4.000-6.000 Hz medfører derfor begrænsede problemer for taleopfattelsen.
Objektive tegn
Kontinuerlig støjpåvirkning medfører typisk et dip mest udtalt ved 4.000 Hz. Impulsstøj medfører et dip mest udtalt ved 6.000 Hz. Efter flere års udsættelse for kraftig støj vil en ikke ubetydelig gruppe have udviklet en mindre hørenedsættelse ved 4.000 Hz. Ved påvirkning over længere tid forværres denne skade, og andre frekvenser påvirkes. Den dårligste høretærskel skal være ringere end 20 dB, da der ellers er tale om en høretærskel inden for normalområdet.
Ved støjbetinget dip er høretærsklen ved 4.000 Hz ringere end ved 3.000 Hz. 2.000 Hz påvirkes først efter op mod 20 års støjpåvirkning, og høretærsklen skal derfor altid være bedre end ved 3.000 og 4.000 Hz. For personer yngre end 65 år skal høretærsklerne for højere frekvenser ligeledes være bedre end ved 4.000 eller 6.000 Hz. Grafisk vil hørekurven oftest være normal til og med 2.000 Hz og have en karakteristisk v-form, med spids ved 4.000-6.000 Hz. Ved meget lang tids støjpåvirkning vil såvel de højfrekvente målinger som 2.000-3.000 Hz påvirkes, og kurven vil – til dels på grund af aldersforandringer (se under afsnittet om konkurrerende sygdomme nedenfor) – have en tendens til ensidig hældning mod diskanten.
Et kraftigt fald fra 1.000 Hz eller dip ved 3.000 Hz skyldes anden høresygdom end støjbetinget hørenedsættelse.
Der skal som altovervejende hovedregel være tale om en symmetrisk hørenedsættelse, da længerevarende udsættelse for støj normalt er ensartet dobbeltsidig. At der kun er en hørenedsættelse på det ene øre taler derfor normalt imod anerkendelse.
Forværring efter arbejdsophør
Der skal også være tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen. Støjskader forværres ikke efter udsættelsens ophør. Det betyder, at en arbejdsbetinget hørenedsættelse skal være konstateret senest kort tid efter støjudsættelsens ophør. Det forekommer dog, at tilskadekomne først bemærker hørenedsættelsen efter støjudsættelsens ophør, i forbindelse med væsentlig ændrede livsforhold. Hvis der går flere år efter støjudsættelsens ophør, før hørenedsættelsen bemærkes, vil det tale imod, at hørenedsættelsen har sammenhæng med støjudsættelsen på arbejdet.
2.3. Krav til påvirkningen
Kraftig støj er mindst 85 dB som middelværdi for arbejdsdagen.
Kravet til støjbelastningens varighed i år afhænger af energimængden, det indre øre påvirkes med. Denne måles i dB LAeq, som er et udtryk for middelværdien af den vekslende lydintensitet, som en person udsættes for over et givet tidsrum. Ved bedømmelse af støjbelastningen på en arbejdsplads benyttes dB LAeq over 8 timer per dag. For en støjudsættelse på 85 dB LAeq per dag skal der have været en påvirkningsperiode på mindst 5 år, før det kan anses for dokumenteret, at støjen kan medføre en hørenedsættelse.
Ved væsentligt kraftigere støj kan tidsgrænsen nedsættes.
2.4. Forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
Hørenedsættelse kan skyldes andre forhold end arbejdet.
Hørenedsættelse kan for eksempel være forårsaget af arv, af anden sygdom eller af andre miljøpåvirkninger, for eksempel støj i fritiden. Hørenedsættelse er ofte aldersrelateret. I en del tilfælde er årsagen til hørenedsættelsen ukendt. I tilfælde af en hørenedsættelse, som ikke er støjbetinget, er der tale om enten en forudbestående sygdom, som har været til stede før den arbejdsmæssige påvirkning, om en konkurrerende sygdom, det vil sige en anden sygdom end støjbetinget hørenedsættelse, som giver samme udslag i et audiogram, eller om en hørenedsættelse, der er opstået som følge af andre årsager eller påvirkninger end arbejdet.
Konkurrerende eller forudbestående sygdomme fremgår almindeligvis af audiogrammet.
Er der tale om en forudbestående eller konkurrerende sygdom eller om konkurrerende årsager til sygdommens opståen, må det i det konkrete tilfælde vurderes, om det er den forudbestående eller konkurrerende sygdom eller de konkurrerende påvirkninger, der er den eneste eller altovervejende årsag til sygdommen. Hvis dette er tilfældet, kan sygdommen ikke anerkendes som arbejdsbetinget sygdom.
Hvis de generelle og særlige betingelser for anerkendelse er opfyldt og der ikke fuldt ud eller altovervejende er tale om konkurrerende eller forudbestående sygdom eller konkurrerende påvirkninger, vil sygdommen kunne anerkendes som en arbejdsbetinget sygdom, hvis den i øvrigt opfylder kravene til anerkendelse.
Er der konkurrerende eller forudbestående sygdomme eller konkurrerende årsager eller påvirkninger, som ikke udelukker anerkendelse som erhvervssygdom, men bidrager til sygdomsudviklingen og generne, vil disse forhold kunne få betydning for erstatningsudmålingen.
(Lovens § 12)
Hvis der er fuldstændigt tab af hørelsen, vil vi normalt afvise at anerkende, selvom udsættelsen for støj opfylder betingelserne. Udsættelse for støj kan således ikke medføre fuldstændigt tab af hørelsen. Hørenedsættelsen må derfor anses for at være en følge af en konkurrerende årsag.
Tinnitus
Tinnitus (ICD 10, H93.1) forekommer uden hørenedsættelse, men blandt personer, der har hørenedsættelse, forekommer tinnitus hyppigere end blandt befolkningen som helhed.
Ved samtidig tinnitus og høresygdom anses tinnitus derfor efter arbejdsskadesikringsloven for at være en følge af høresygdommen. Det betyder, at en hørenedsættelse, der ikke i sig selv er tilstrækkelig til en méngrad på 5 procent, i kombination med stærkt generende tinnitus vil kunne vurderes til 5 procent eller derover.
Ved konkurrerende høresygdomme anses sygdommene for at være forholdsmæssige årsager til tinnitus. Ved mindre hørenedsættelse, hvor væsentlig konkurrerende høresygdom er til stede, må den konkurrerende sygdom anses som årsag til tinnitus.
Tinnitus skal være erkendt senest, da udsættelsen for støj er ophørt, for at tinnitus kan anses for at være en følge af en støjbetinget hørenedsættelse. I særlige tilfælde, som ved alvorlig sygdom eller væsentligt ændrede livsforhold, kan tinnitus anses for at være en følge af støjskade i op til et år efter udsættelsen, da det under disse omstændigheder kan tage nogen tid at bemærke, at der er tinnitus.
Eksempler på konkurrerende sygdomme
Alderskurver for uscreenet mandlig befolkning
Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. For eksempel ved
60-årsalderen for mænd, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 15 dB, 4.000 Hz 28 dB.
Alderskurver for uscreenet kvindelig befolkning
Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. For eksempel ved 60-årsalderen for kvinder, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 12 dB, 4.000 Hz 20 dB.
DLA senilis eller presbyacusis (aldersrelateret hørenedsættelse)
Aldersrelateret hørenedsættelse har ofte først ved 65-årsalderen nået et omfang, der påvirker taleopfattelsen. Aldersrelateret hørenedsættelse rammer typisk det højeste diskantområde – 6.000 til 8.000 Hz – mest. Området 3.000-4.000 rammes lidt mindre. Som følge heraf kan et støjbetinget dip forsvinde med aldersrelaterede forandringer. Ved højere alder skal det samlet vurderes, om der er tale om en blandet alders- og støjskade.
Ménières sygdom
Et symptomkompleks, der i begyndelsen består af anfald af ensidig hørenedsættelse, øresusen og svimmelhed. Efterhånden udvikles blivende hørenedsættelse, der er ensidig eller asymmetrisk og som oftest vil være mest udtalt i basområdet. Kendetegnes ved vekslende hørekurver. En abnorm regulering af trykket i lymfevæsken i det indre øre har betydning ved sygdommen, men den egentlige årsag er ukendt.
DLA hereditaria (hørenedsættelse betinget af arv)
Hørenedsættelsen kan være medfødt eller senere udviklet og er betinget af arv. Der ses mange forskellige audiogrammer ved DLA hereditaria. U-formede hørekurver med bedst hørelse for de laveste og højeste frekvenser, hørekurver med stejlt fald mod diskanten i området 1.000 Hz - 2.000 Hz og hørekurver med ringeste hørelse i basområdet er nogle af de former, der ses.
DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt årsag, men ganske sikkert ikke følge af støj)
Forskel på højre og venstre øres hørelse (asymmetri) taler ofte for DLA typus incertus. Ligeledes taler atypiske reflekstærskler ofte for DLA typus incertus.
Sygdomme i mellemøret
Hørenedsættelse som følge af sygdomme i mellemøret kan ikke være forårsaget af støj. Ved en rent mellemørebetinget hørenedsættelse vil høretærsklerne bestemt ved benledning være normale eller tilnærmelsesvis normale.
Sequelae otitis media er følger efter mellemørebetændelse og kan være ledsaget af hørenedsættelse.
Otosclerose (hørenedsættelse som følge af knoglesygdom i øret)
Ved otosclerose dannes ny knogle omkring stigbøjlens fodplade, som kan spredes til cochlea, hvorefter benledningsundersøgelse ikke viser normale audiogramforløb.
Otosclerose medfører typisk hørenedsættelse i varierende grad på det ene eller begge ører.
2.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Hørenedsættelse som følge af udsættelse for kraftig støj på arbejdet i flere år er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsens punkt A.1.
Der er ikke andre sygdomme vedrørende hørelsen, som efter den nuværende viden giver grundlag for forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Forelæggelse af andre sygdomme i øret for Erhvervssygdomsudvalget vil derfor normalt være udsigtsløs.
2.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (smed i mere end 25 år)
En 48-årig mand havde siden 1977 været udsat for støj ved flere forskellige arbejdsgivere. Kilderne til støjen var pladearbejde, maskiner, motorsave, drejebænke og lignende. Støjudsættelsen havde i hele perioden været svingende fra kraftig (85-90 dB) til voldsom kraftig (>95 dB) og havde været til stede cirka halvdelen af arbejdsdagen.
En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnosen støjbetinget hørenedsættelse (DLA professionalis).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har været udsat for kraftig støj igennem halvdelen af arbejdsdagen i en periode på mere end 25 år. Der er god sammenhæng mellem hørenedsættelsen og den støjpåvirkning han har været udsat for på arbejdet.
Eksempel 2: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (maskinfører i 8 år )
En 56-årig mand havde i perioden fra 1995 til 2003 arbejdet som maskinfører for en entreprenørvirksomhed, hvor han var udsat for støj fra maskiner, lufthamre og især bor. Støjen var voldsomt kraftig (>95 dB) gennem det meste af arbejdsdagen.
En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnoserne DLA professionalis, DLA typus incertus og tinnitus, der blev beskrevet som generende og permanent til stede på begge ører.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har igennem 8 år været udsat for voldsomt kraftig støj igennem det meste af arbejdsdagen. Der er god sammenhæng mellem hørenedsættelsen og den støjpåvirkning, han har været udsat for på arbejdet. Tinnitus kan erstattes som en følge af den arbejdsbetingede del af hørenedsættelsen.
Hørenedsættelsen allerede omkring 2.000 Hz viser, at der, foruden den støjbetingede hørenedsættelse, også er en hørenedsættelse af ukendt oprindelse (DLA typus incertus), som med sikkerhed ikke skyldes udsættelse for støj, ligesom høretærsklen ved 4.000 Hz er meget høj i forhold til varigheden af støjpåvirkningen. Ved en eventuel erstatningsudmåling vil erstatningen blive forholdsmæssigt nedsat. (Lovens § 12)
Eksempel 3: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (maskinsmed i 5 år )
En 38-årig maskinsmed, som i perioden fra februar 1995 til april 2000 havde arbejdet på værksted, var udsat for kraftig til meget kraftig støj (85 til 95 dB) gennem hele arbejdsdagen fra vinkelsliber, boremaskine, lufthammer og lignende.
Der var udfærdiget audiogram ved en audiolog, som havde stillet diagnosen DLA professionalis.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Den tilskadekomne har gennem flere år været udsat for kraftig støj på arbejdspladsen og har derved pådraget sig en hørenedsættelse, som er arbejdsbetinget.
Eksempel 4: Anerkendelse af beskeden støjbetinget hørenedsættelse med kraftigt generende tinnitus (pladesmed i 20 år)
En 52-årig mand havde arbejdet som automekaniker/pladesmed ved forskellige arbejdsgivere fra 1982 til 2002. Han havde været udsat for kraftig støj (85-90 dB) omkring halvdelen af arbejdsdagen i alle årene fra slibemaskiner, vinkelslibere, bilmotorer med videre. Tilskadekomne klagede foruden over hørenedsættelse også over en stærkt generende tinnitus fra 1999, som medførte irritabilitet og søvnløshed.
En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnoserne DLA professionalis og tinnitus.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har været udsat for kraftig støj gennem 20 år og har fået en hørenedsættelse som følge af arbejdet (DLA professionalis). Det målte tab af hørelsen ifølge audiogrammet er foreneligt med udsættelse for støj, da der er god sammenhæng mellem den målte hørenedsættelse og støjpåvirkningen på arbejdspladsen. Der er ikke oplysninger om konkurrerende årsager til tinnitus, og da den er opstået inden ekspositionen som pladesmed ophørte, anerkendes hørenedsættelsen som en arbejdsbetinget hørenedsættelse, og tinnitus som en følge heraf. Det vil sige, at selvom hørenedsættelsen ikke i sig selv vurderes till 5 procent i mén, betyder kombinationen af hørenedsættelsen og den stærkt generende tinnitus, at ménet vil kunne vurderes til 5 procent eller derover.
Det bemærkes, at tinnitus ved fastsættelsen af erstatning vil blive anset for at være en følge af den arbejdsbetingede del af hørenedsættelsen, da det ikke er overvejende sandsynligt, at tinnitus skyldes andet end arbejdet. Der er således ikke konkurrerende årsager til opståen af tinnitus, og den er opstået, inden pladesmeden ophørte med at være udsat for støj. (Lovens § 12)
Eksempel 5: Anerkendelse af beskeden hørenedsættelse med kraftigt generende tinnitus (trykker i 23 år - konkurrerende høresygdom)
En 54-årig mandlig etikettetrykker var gennem 23 år udsat for kraftig til meget kraftig støj (85-95 dB) stort set hele dagen fra trykkerimaskiner, rotationspresse og kompressorer. Gennem de seneste 2 år fik han en tiltagende tinnitus på begge ører. I starten var den mest udtalt, når han kom fra arbejde, men den har siden udviklet sig til at være til stede stort set hele tiden. Tinnitus beskrives som stærkt generende, idet den dels forstyrrede nattesøvnen og dels hindrede samtaler på arbejdspladsen.
En audiolog havde udfærdiget audiogram og stillet diagnoserne DLA professionalis, tinnitus og DLA hereditaria.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen, da der er tale om tilstrækkelig støjpåvirkning og et audiogram, som blandt andet viser udtalt påvirkning af hørelsen ved 4.000 Hz (DLA professionalis). Der er desuden konkurrerende årsager til hørenedsættelsen, idet audiogrammet er asymmetrisk og med tendens til dip allerede ved 3.000 Hz (DLA hereditaria), og stejlest fald i høretærsklerne er fra 2.000 Hz til 3.000 Hz.
Tinnitus må anses for at være en forholdsmæssig følge af såvel den støjbetingede hørenedsættelse som den arvelige høresygdom, hvilket vil blive lagt til grund ved erstatningsudmålingen. (Lovens § 12)
Eksempel 6: Afvisning af støjbetinget hørenedsættelse (klejnsmed i 20 år - overvejende andre årsager)
En 50-årig mandlig klejnsmed var ansat ved et skibsværft fra 1973 til 1989 og igen fra 1991 til 1994. Han var her udsat for meget kraftig støj (90-95 dB) cirka halvdelen af arbejdsdagen. Fra omkring 1993 havde han bemærket hørenedsættelse og havde desuden periodevis susen for ørerne. havde stillet diagnosen DLA typus incertus, tinnitus samt DLA professionalis.
Der var udfærdiget audiogram ved en audiolog, som tillige havde stillet diagnosen DLA typus incertus, tinnitus og DLA professionalis.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Kurven i audiogrammet viser, at der i langt overvejende grad ikke er en hørenedsættelse som følge af støj, selvom tilskadekomne gennem adskillige år har været udsat for støj i tilstrækkeligt omfang. Der foreligger asymmetri med fortsat fald af høretærskler mod diskanten. Dippet ved 4.000 Hz forekommer på dårligst hørende øre. Hørenedsættelsen må derfor antages at have andre årsager end udsættelse for støj.
Eksempel 7: Afvisning af tinnitus uden arbejdsbetinget hørenedsættelse (dagplejer i 26 år)
En 52-årig kvinde, som siden 1978 havde arbejdet inden for dagplejen i en kommune, anmeldte tinnitus samt nedsat hørelse og oplyste, at hun dagligt gennem alle årene havde været udsat for støj i form af konstant uro og støj fra råbende og skrigende børn.
En audiolog havde oplyst, at der var tale om tinnitus og DLA incertus dxt. et sin. (dobbeltsidig støjbetinget hørenedsættelse), og havde foretaget audiometri.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Hørekurvernes forløb er uforeneligt med støjbetinget høretab, da kurverne er meget asymmetriske og per definition normale på begge ører ved 4.000 Hz. Dermed kan tinnitus heller ikke anerkendes som en arbejdsbetinget sygdom.
Støjpåvirkningen – uro og råb/skrig fra institutionens børn - er heller ikke i sig selv tilstrækkelig til at kunne betegnes som kraftig støj, hvorfor betingelsen for anerkendelse efter fortegnelsen heller ikke på dette punkt er opfyldt.
Eksempel 8: Afvisning af hørenedsættelse (driftstekniker i 26 år - ikke sammenhæng med støj)
En 56-årig driftstekniker havde i perioden fra 1964 til 1990 arbejdet i støj fra gamle relæer, som var meget kraftigt støjende (90 til 95 dB), cirka halvdelen af arbejdsdagen. Fra 1990 til arbejdsophør i 2004 var han ikke længere udsat for støj, da han skiftede område til arbejde med vedligeholdelse af computere. Han bemærkede først omkring 1998, at hørelsen var nedsat.
En audiolog havde foretaget audiometri.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Uanset, at udsættelsen for støj har været tilstrækkelig til at udvikle en hørenedsættelse, har den tilskadekomne først bemærket et høretab mere end 8 år efter, at han ophørte med at blive udsat for støj på arbejdet.
Der er således ikke tidsmæssig sammenhæng mellem symptomerne og udsættelsen. Derfor må høretabet anses for at have andre årsager end arbejdet.
Eksempel 9: Afvisning af hørenedsættelse (slagteriarbejder i 2½ år - for kort støjudsættelse)
En 27-årig kvinde havde anmeldt en hørenedsættelse som følge af 2½ års arbejde som slagteriarbejder ved et stort slagteri, hvor der blev anvendt kraftigt støjende maskiner (85-90 dB) til opskæring af kødet. Hun havde ikke tidligere været udsat for kraftig støj på arbejdet. Der var indhentet audiogram.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Der har ikke været tale om tilstrækkelig lang tids udsættelse for støj til, at den opståede nedsatte hørelse kan skyldes udsættelse for støj. Endelig ligger den målte hørelse inden for normalområdet.
Eksempel 10: Afvisning af hørenedsættelse hos medarbejder i børneinstitution (ikke kraftig støj)
En 52-årig kvindelig pædagog havde anmeldt høretab som følge af mere end 30 års arbejde som pædagog i børneinstitutioner med børn i alderen fra 0 til 6 år. Børnenes råb og larm i forbindelse med aktiviteter i og uden for institutionen mente hun var årsagen til høretabet. Der var audiogram og en anmeldelse af DLA professionalis og DLA typus incertus.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Børns uro og råb er ikke af en lydmæssig styrke, der kan betegnes som kraftig støj (mindst 85 dB), hvorfor påvirkningen her ikke er tilstrækkelig til, at forårsage en støjbetinget hørenedsættelse.
3. Kronisk lænderygsygdom (B.1)
3.1. Punkt på fortegnelsen
3.2. Krav til diagnosen
3.3. Krav til påvirkningen
3.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme
3.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
3.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
3.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende sygdom i lænderyggen er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe B, punkt 1)
Sygdom
Påvirkning
B.1. Kronisk lænderygsygdom med smerter
(lumbago/iskias, lumbal diskusprolaps, degenerativ lænderygsygdom)
a. Rygbelastende løftearbejde med løft/træk opad af tunge genstande og en samlet daglig løftebelastning på mange tons i en længere årrække
b. Rygbelastende løftearbejde med almindeligt forekommende, ekstremt tunge og akavede enkeltløft og en samlet daglig løftebelastning på flere tons i en længere årrække
c. Rygbelastende plejearbejde med mange daglige håndteringer af voksne eller større handicappede børn i en længere årrække
d. Rygbelastende daglig udsættelse for helkropsvibrationer fra kraftigt vibrerende køretøjer i en længere årrække
3.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen ICD-10, M47 (slidgigt i rygsøjle), M48 (andre sygdomme i rygsøjle), M51 (sygdomme i diskus i andre ryghvirvler end halsen) eller M54 (rygsmerter).
Diagnoserne omfatter sygdommene
– Lumbago/iskias
– Lumbal diskusprolaps
– Degenerative forandringer i lænden (osteokondrose, spondylose, spondyloartrose, spinalstenose)
Der skal tillige være tale om daglige eller hyppige smerter.
Diagnosen stilles på medicinsk baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Eventuelt supplerende røntgenundersøgelse, MR-skanning eller CT-skanning
Røntgenundersøgelse, MR-skanning og CT-skanning af lænderygsøjlen kan bidrage til at stille diagnosen degenerative forandringer, men ikke til at bekræfte smertebilledet. Myelografi (kontrastundersøgelse) af rygmarvskanalen kan bidrage til at stille diagnosen spinalstenose.
Symptomer
Kroniske (daglige eller hyppige) smerter i lænderegionen, eventuelt med udstråling til balle, bagsiden af lår og underben (iskias). Ved diskusprolaps: radikulære smerter samt eventuelt lammelser af fod og tæer og føleforstyrrelser. Typisk forværring af smerter ved belastning.
Objektive tegn
– Rygkrumning (iskias skoliose)
– Bevægelighed. Der er ofte nedsat bevægelighed, men dette er ikke et krav for diagnosen
– Smertereaktion ved bevægelser
– Lokal ømhed af knogler og muskler
Ved diskusprolaps radikulære symptomer som
– Positiv Lasègues prøve (radikulære smerter ved strakt benløft)
– Muskelatrofi
– Nedsat kraft
– Føleforstyrrelser samt bortfald af reflekser
De ovennævnte objektive tegn kan i visse tilfælde have betydning for ménfastsættelsen, men ikke for anerkendelsen, hvor det kun er et krav, at der skal være kroniske (daglige eller hyppige) smerter.
3.3. Krav til påvirkningen
3.3.1. Rygbelastende løftearbejde (A)
Hovedbetingelser
For at arbejdet kan betegnes som rygbelastende løftearbejde med løft/træk opad af tunge genstande og en samlet daglig løftebelastning på mange tons i en længere årrække, gælder, at
– der som udgangspunkt skal være udført belastende løftearbejde i en nogenlunde sammenhængende periode på 8-10 år og
– der som udgangspunkt har været tale om løftearbejde på 8-10 tons per dag og
– de enkelte løftede genstande som udgangspunkt har vejet mindst 50 kilo (mænd) eller 35 kilo (kvinder)
Kravene til den tidsmæssige udstrækning, den samlede daglige løftemængde og genstandenes vægt kan nedsættes, jævnfør nedenstående.
Det er alene egentlige løft og træk opad, der indgår i vurderingen af det udførte arbejde. Skub og vandrette træk af genstande falder således uden for.
Den tidsmæssige udstrækning af løftearbejdet og særlige belastningsfaktorer
Der skal som udgangspunkt have været tale om 8-10 års arbejde i nogenlunde sammenhæng, med den normale beskæftigelsesgrad for erhvervet.
Kravet om 8-10 år kan nedsættes, hvis der har været tale om meget store løftemængder, det vil sige over 15 tons dagligt - dog ikke til mindre end 3-4 år.
Den daglige løftemængde og særlige belastningsfaktorer
Der skal som udgangspunkt have været tale om en daglig løftemængde på 8-10 tons. Det er ikke noget krav, at der hver eneste arbejdsdag skal have været en daglig løftemængde på 8-10 tons. Kravet skal forstås som et udtryk for en gennemsnitlig løftemængde set over en længere periode (uger).
Kørsel med trillebør kan i et vist omfang medregnes ved opgørelsen af kravene til løftearbejdet.
Kravet om en daglig løftemængde på 8-10 tons skal forstås sådan, at udgangspunktet er omkring 10 tons. Denne løftemængde kan nedsættes til 8 tons, når
– belastningen har varet længere end 8-10 år, eller
– der er tale om en kvinde eller en særligt spinkel mand eller en ung person, eller
– byrderne bæres over lang afstand, eller
– der har været tale om mindst 3-4 belastningsfaktorer og de enkelte byrder har vejet 15-18 kilo eller derover
Kravet til den samlede daglige løftemængde på 8-10 tons kan endvidere nedsættes, hvis der har været tale om
– en usædvanligt lang belastningsperiode, der væsentligt overstiger 10 år (15 år eller mere), eller
– særlige belastningsforhold, for eksempel løftearbejde under trange pladsforhold eller arbejde inden for fiskeriet (se nærmere om forhold under fiskeri), eller
– løftearbejde i forbindelse med jernbinding i foroverbøjet stilling (se nærmere om jernbinding)
Den samlede daglige løftemængde kan dog ikke nedsættes til mindre end 4-6 tons - alt efter arten af belastningsforholdene.
Vægten af det enkelte løft og særlige belastningsfaktorer
Vægten af den enkelte byrde skal som udgangspunkt have været 50 kilo for mænd og 35 kilo for kvinder.
Ved flermandsløft kan der ikke foretages en matematisk reduktion af byrdens vægt, idet belastningen vil være forskellig for de enkelte personer, der deltager i løftet. I sådanne situationer må der foretages en konkret vurdering af belastningen.
Kravene til vægten af den enkelte byrde kan nedsættes i tilfælde, hvor der er tale om særligt akavede løftestillinger.
Ved akavede løftestillinger forstås følgende
– Løft over skulderhøjde
– Mere end et løft per minut
– Løft, der indebærer vrid i lænden
– Løft i foroverbøjet stilling eller
– Løft i mere end ½ arms afstand fra kroppen
Vægten af de enkelte løft kan efter omstændighederne nedsættes til 8 kilo for mænd og 5 kilo for kvinder.
Vægten af det enkelte løft nedsættes ikke matematisk for hver enkelt af ovennævnte faktorer, men beror på en samlet vurdering af arbejdets udførelse.
Særlige betingelser for løftearbejde inden for fiskeriet
Da løftearbejdet inden for fiskeriet foregår under særligt belastende forhold i form af vanskelige vejrforhold, arbejde på gyngende grund, lange arbejdsdage, dårlige hvileforhold samt andre belastende arbejdsfunktioner i form af træk af net og trawl i foroverbøjet arbejdsstilling, er kravet til den samlede daglige løftemængde nedsat.
Som udgangspunkt skal der have været tale om en daglig løftemængde på omkring 6 tons.
Kravet til løftemængden kan yderligere nedsættes, hvis der er særlige belastninger ud over de nævnte, eksempelvis hvis der har været tale om en særligt lang belastningsperiode. Er der sådanne særlige belastninger, kan kravet til den daglige løftemængde nedsættes til 4 tons.
Fiskeres løftearbejde kan også anerkendes efter punkt B, hvis der er almindeligt forekommende, meget tunge enkeltløft, men der er ikke grundlag for at nedsætte kravet til daglig løftemængde til under 3-3½ tons.
Der skal have været tale om 8-10 års fiskeri i nogenlunde sammenhæng og med det antal havdage, der er normalt for fiskeriet (som udgangspunkt omkring 8 fulde ATP-måneder eller omkring 150 havdage per år).
Udgangspunktet på 10 år kan som ved almindeligt løftearbejde fraviges nedad, hvis særlige forhold gør sig gældende, herunder hvis den daglige løftebelastning væsentligt overstiger 6 tons eller der er tale om meget akavede løfteforhold. Der skal dog være tale om mindst 3-4 år.
3.3.2. Rygbelastende løftearbejde med ekstremt tunge løft (B)
Hovedbetingelser
For at arbejdet kan betegnes som rygbelastende løftearbejde med almindeligt forekommende, ekstremt tunge og akavede enkeltløft og en samlet daglig løftebelastning på flere tons i en længere årrække, gælder, at
– der skal have været tale om dagligt belastende løftearbejde i en nogenlunde sammenhængende periode på mindst 8 år, og
– der skal have været tale om en samlet daglig løftebelastning på ikke under 3 tons, og
– ekstremt tunge og akavede enkeltløft skal have været almindeligt forekommende under løftearbejdet – de øvrige løft skal vægtmæssigt svare til kravene under punkt A om almindeligt løftearbejde
Den tidsmæssige udstrækning af løftearbejdet
Der skal have været tale om regelmæssigt løftearbejde gennem mindst 8 år, hvor der dagligt har været tale om almindeligt forekommende, ekstremt tunge enkeltløft udført under særdeles akavede omstændigheder. Kravet til den tidsmæssige udstrækning kan ikke nedsættes til under 8 år.
Den daglige løftemængde
Det er yderligere en betingelse, at den samlede daglige løftemængde, herunder de tunge enkeltløft og eventuelt andet løftearbejde, har været på mindst 3 tons.
V ægten af det enkelte løft og særlige belastningsfaktorer
Et ekstremt tungt enkeltløft er som udgangspunkt et løft på 100 kilo eller mere.
Løftet kan være et enkelt- eller flermandsløft. Ved flermandsløft foretages der ikke en matematisk nedsættelse af byrdens vægt, idet belastningen typisk ikke vil være ligeligt fordelt.
Kravet til vægten af det enkelte løft kan nedsættes til
– 75-100 kilo for mænd og 50-75 kilo for kvinder ved en af de under punkt A nævnte særlige belastningsfaktorer eller
– 50-75 kilo for mænd og 35-50 kilo for kvinder ved to af de under punkt A nævnte særlige belastningsfaktorer eller
– 50 kilo for mænd og 35 kilo for kvinder ved 3 af de under punkt A nævnte særlige belastningsfaktorer.
3.3.3. Rygbelastende plejearbejde (C)
Hovedbetingelser
For at arbejdet kan betegnes som rygbelastende plejearbejde med mange daglige personhåndteringer af voksne eller større handicappede børn, gælder, at
– der skal have været tale om belastende plejearbejde i mindst 8-10 år, og
– der skal have været tale om personlig pleje af plejekrævende voksne eller større, handicappede børn i en væsentlig del af arbejdsdagen, og
– der som udgangspunkt skal være udført mindst 20 rygbelastende personhåndteringer (løft, håndteringer eller forflytninger) dagligt
Den tidsmæssige udstrækning af plejearbejdet
Der skal have været tale om minimum 8-10 års belastning i nogenlunde sammenhæng, med en beskæftigelsesgrad på mindst 8 måneders arbejde per år.
Kravet om 8 måneders arbejde per år kan for eksempel opfyldes ved deltidsbeskæftigelse på 2/3 tid hele året eller ved 8 måneders fuldtidsarbejde og 4 måneder uden beskæftigelse. I plejesektoren er det almindeligt med 56 timers beskæftigelse hver anden uge, hvilket også betragtes som fuld tid.
Kravet om mindst 8-10 års belastende plejearbejde kan ikke nedsættes til under 8 år.
Den daglige plejebelastning
Som udgangspunkt skal der have været tale om rygbelastende plejearbejde i forbindelse med for eksempel sengeliggende patienter/beboere, plejekrævende kørestolsbrugere eller andre plejekrævende patient-/beboergrupper og rygbelastende plejearbejde svarende til mindst 20 daglige personløft/-håndteringer/-forflytninger.
Plejearbejdet skal udføres en væsentlig del af arbejdsdagen. Hvis arbejdet i den overvejende del af arbejdsdagen har vedrørt andre funktioner end plejearbejde, som for eksempel rengøring, indkøb og forskellige serviceopgaver, vil det ikke kunne betegnes som belastende plejearbejde.
Generelt gælder for arbejdet i plejesektoren, at det ikke uden videre kan sammenlignes med andet løftearbejde. Der er ofte tale om kombinerede løft og træk og støtte i arbejdsstillinger, der kan være uhensigtsmæssige. Dertil kommer, at der er tale om arbejde med levende og uhåndterlige byrder, der kan gøre pludselige og uforudsigelige bevægelser, der kan øge belastningen.
Ved vurderingen af det rygbelastende plejearbejde indgår både plejetyngden og beskrivelsen af patient-/beboersammensætningen, herunder elementer som antal kørestolsbrugere, antal sengeliggende eller andre, tungt plejekrævende eller ikke-selvhjulpne patienter/beboere, arbejdspladsens indretning og antallet af daglige personløft/-håndteringer/-forflytninger.
Derud over kan omfanget af øvrige arbejdsopgaver som rengøring, indkøb og sygeplejeopgaver indgå i den samlede vurdering.
Personhåndteringer og særlige belastningsfaktorer
Fælles for de personløft/-håndteringer/-forflytninger, der kan tælles med, gælder, at de skal have indebåret et element af løft, hvor medarbejderen helt eller delvist har løftet patientens/beboerens vægt. Der vil typisk være et element af løft ved forflytninger mellem for eksempel seng, stol, bækkenstol og kørestol, eller i situationer, hvor patienten/beboeren skal skiftes eller vendes i sengen eller hjælpes højere op i seng eller stol. Tilsvarende ved hjælp til sengeliggende patient/beboer til at komme op i siddende stilling eller hjælp fra siddende til stående stilling.
Personløft/-håndteringer/-forflytninger tæller fuldt ud med, selvom der har været 2 personer om det, eller der har været anvendt hjælpemidler i form af for eksempel lift, glidestykke eller drejeskive. Dette skyldes, at der også ved anvendelsen af hjælpemidler eller ved to-mandsløft vil være tale om en belastning af lænderyggen i form af et delvist løft.
Adgangen til hjælpemidler og antallet af to-mandsløft kan dog ligesom pladsforholdene være afgørende i de situationer, hvor belastningen ligger i underkanten, da det er en kombination af byrdens vægt og arbejdet i en foroverbøjet stilling eller med vredet ryg, der må anses for belastende for lænderyggen. Manglende hjælpemidler, trange pladsforhold og mange aleneløft/-håndteringer/-forflytninger kan således være med til at trække belastningen op til en anerkendelse.
Kravet til det daglige antal personhåndteringer kan nedsættes, hvis der har været tale om væsentligt mere end 8-10 år med rygbelastende arbejde, eller hvis omstændighederne ved plejearbejdet har været usædvanligt belastende.
Ved væsentligt mere end 8-10 år forstås som udgangspunkt 15 år eller mere.
Omstændigheder, der er med til at gøre plejearbejdet usædvanligt belastende, kan for eksempel være, at der er tale om uhensigtsmæssig indretning, dårlige pladsforhold, manglende brug af hjælpemidler, manglende samarbejdsevne fra patient/beboer eller mange frie personløft.
Kravet til det daglige antal personløft/-håndteringer/-forflytninger kan dog ikke nedsættes til under 10.
3.3.4. Rygbelastende helkropsvibrationer (D)
Hovedbetingelser
For at arbejdet kan anses for karakteriseret ved rygbelastende daglig udsættelse for helkropsvibrationer fra kraftigt vibrerende køretøjer i en længere årrække, gælder, at
– der som udgangspunkt skal have været daglig udsættelse i en nogenlunde sammenhængende periode på 8-10 år, og
– der skal have været tale om kørsel på ujævnt underlag med kraftigt vibrerende køretøjer, og
– der skal som udgangspunkt skal have været tale om en daglig vibrationsbelastning på 0,70-0,80 m/s2 gennem en væsentlig del af arbejdsdagen – det vil som udgangspunkt sige ¾ af en normal arbejdsdag. Dette svarer til en daglig vibrationsbelastning i 8 timer på 0,60 m/s2
Den tidsmæssige udsættelse og særlige belastningsfaktorer
Der skal som udgangspunkt have været tale om 8-10 år med en daglig udsættelse for helkropsvibrationer.
Kravet til antallet af år kan nedsættes, hvis udsættelsen har været særligt kraftig – det vil sige, at den daglige vibrationsbelastning har været over 1 m/s2 gennem minimum ¾ af en normal arbejdsdag, svarende til en daglig vibrationsbelastning i 8 timer på 0,80 m/s2.
Manglende affjedring/støddæmpning af køretøj eller sæde vil også kunne nedsætte kravene til den tidsmæssige udstrækning.
Tidskravet kan ikke nedsættes til under 3-4 år.
Vibrationernes styrke og særlige belastningsfaktorer
Der skal være tale om kørsel på ujævnt underlag med kraftigt vibrerende køretøjer.
Som vejledende norm gælder, at der skal have været tale om en daglig vibrationsbelastning på 0,70-0,80 m/s2 gennem en væsentlig del af arbejdsdagen – det vil sige som udgangspunkt ¾ af en normal arbejdsdag. Dette svarer til en daglig vibrationsbelastning (8 timer) på 0,60 m/s2.
Ved en vibrationsstyrke, der ligger over dette niveau, reduceres kravet til den daglige eksponeringstid, og ved en daglig eksponeringstid på mere end ¾ af en normal arbejdsdag reduceres kravet til vibrationsstyrken. Kravet kan dog ikke nedsættes til mindre end 0,60 m/s2.
Kravet til den daglige eksponeringstid kan desuden nedsættes, hvis der har været tale om en særligt langvarig udsættelse, det vil sige 15 år eller derover. Kravet kan dog ikke nedsættes til mindre end halvdelen af en normal arbejdsdag.
Helkropsvibrationernes styrke måles i m/s2 i tre retninger vinkelret på hinanden. Der henvises til figur 1, der beskriver måling af vibrationer og sammenhængen mellem vibrationsstyrke og den daglige eksponeringstid. Den højest målte værdi i nogen af de tre hovedretninger anvendes for at bedømme skaderisikoen.
Figur 1: Helkropsvibrationer
Den internationale standardiseringsorganisation (ISO) har på baggrund af foretagne undersøgelser opstillet sammenhængen mellem ekspositionsstyrke for helkropsvibrationer og risikoen for helbredsskader bredt set. Standarden er benævnt ISO 2631 og vises i figuren.
Helkropsvibrationer kan måles ved hjælp af en flad gummiplade med indstøbte vibrationsfølere, der anbringes på sædet under føreren. Vibrationernes acceleration måles i m/s 2 i tre retninger vinkelret på hinanden. På diagrammet i figuren er vibrationsstyrken angivet på den lodrette akse og eksponeringstiden på den vandrette akse. Vibrationsstyrken i vandret retning skal ganges med 1,4, inden der sammenlignes med lodret og figuren anvendes. Diagrammet indeholder 2 parallelt forløbende kurver. Ved eksponeringer under den nederste kurve er der ikke klart dokumenterede skadelige helbredsvirkninger. Mellem kurverne kan der være helbredsrisiko. Over den øverste kurve er der helbredsrisiko.
Eksempel: Den målte vibrationsstyrke i den dominerende retning er 1 m/s2. Det indebærer, at risikoen for skader er lille, hvis eksponeringstiden er mindre end knapt 2 timer per dag. Hvis eksponeringstiden derimod er over cirka 5 timer per dag, er risikoen for skader stor.
Forskellige køretøjers vibrationsstyrke
Figur 2: Eksempler på vibrationsstyrker for nogle typer kørende arbejdsredskaber og transportmidler i drift
Over 1 m/s2
– de fleste bæltekøretøjer
– visse trucks
– visse entreprenørmaskiner
– mange skovbrugsmaskiner
0,70 – 1 m/s2
– mange entreprenørmaskiner
– en række traktorer og landbrugsredskaber
– nogle ældre lastbiler uden moderne affjedring
– visse trucks
– enkelte kraner
Under 0,70 m/s2
– visse trucks
– de fleste kraner
– de fleste sættevogne og lastbiler
– varevogne
– busser
– personbiler
– tog
– skibe
Som ovenstående figur viser, vil kørsel med bæltekøretøjer, entreprenørmaskiner, herunder bulldozere, gravemaskiner, dumpere, loadere, kabelgravere og gummigeder, traktorer og andre landbrugsmaskiner samt skovbrugsmaskiner som udgangspunkt kunne indebære vibrationer af en tilstrækkelig styrke.
Desuden vil kørsel med nogle former for trucks (forstået som køretøjer til løft af last) kunne indebære tilstrækkelig vibrationsbelastning. Der skal dog være tale om trucks med massive gummihjul, som har været anvendt på ujævnt underlag.
I helt særlige tilfælde vil arbejde med kraner også kunne indebære tilstrækkelig vibrationsbelastning.
Kørsel med tog, busser, sættevogne, lastbiler, varevogne, personbiler – herunder taxa og sejlads med skibe vil derimod normalt ikke indebære vibrationer af en tilstrækkelig styrke.
Yderligere information om forskellige køretøjers vibrationsstyrke kan hentes på Katalog repräsentativer Lärm- und Vibrationsdaten am Arbeitsplatz (tysk database): http://www.liaa.de/karla/
Dokumentation for helkropsvibrationer
Angivelsen af vibrationsniveauet er behæftet med stor usikkerhed, da underlagets beskaffenhed og køretøjets hastighed er af stor betydning for de samlede helkropsvibrationer i det konkrete tilfælde.
Der skal i det enkelte tilfælde være dokumentation for, at der har været tale om helkropsvibrationer af en styrke og varighed som anført ovenfor. Kravet om dokumentation betyder, at det ikke er tilstrækkeligt med en skønsmæssig angivelse af vibrationsudsættelsen. Der skal, så vidt muligt, foreligge en beskrivelse af de arbejdsmaskiner/køretøjer, der har været anvendt, med angivelse af maskinernes/køretøjernes type, årgang, affjedring/støddæmpning af køretøj eller sæde, varigheden af udsættelsen(per. dag og i år), vibrationsstyrken og en beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder maskinen/køretøjet har været anvendt.
Kan mere præcise oplysninger om disse forhold ikke tilvejebringes, foretages et skøn over de foreliggende oplysninger. Anerkendelse forudsætter, at det på dette grundlag kan godtgøres, at der har været tale om en udsættelse af den styrke og varighed, der stilles krav om.
3.3.5. Generelle betingelser for alle påvirkninger (A-D)
Daglig belastning og hovedfunktion
De beskrevne arbejds- og dermed belastningsfaktorer, som indgår i vurderingen, skal have været den pågældendes hovedfunktion, der er foregået i en væsentlig del af arbejdsdagen, og der skal som udgangspunkt være tale om en daglig belastning (med undtagelse af fiskerarbejde og plejearbejde, hvor der gælder særlige krav).
Begrebet »dagligt« giver plads til, at der kan ses bort fra afbrydelser af kortere varighed. Det gælder, uanset at afbrydelsen skyldes, at den pågældende i de korte perioder udfører andet arbejde på arbejdspladsen, eller at der er tale om kortere arbejdsløshedsperioder.
Det betyder dog også, at belastninger af lænderyggen, som i en lang periode kun er forekommet i enkelte korte og spredte ansættelsesforhold eller ved udførelse af kortvarigt sæsonarbejde, normalt ikke tælles med, når perioderne lægges sammen, hvilket kan medføre, at sagen afvises.
Flere arbejdsforhold og kombinationer af belastninger
Om sygdommen skal anerkendes eller afvises som arbejdsskade, beror på en samlet vurdering af de belastninger, som den pågældende har været udsat for.
Den samme person har ofte haft flere arbejdsforhold, og løftearbejdet kan ofte have haft forskellig tyngde.
Hvis arbejdsforholdene hver for sig opfylder kravene, men den tidsmæssige udstrækning af arbejdet i det enkelte arbejdsforhold ikke er tilstrækkelig, indgår alle arbejdsforhold i den samlede bedømmelse.
Det gælder også, hvis belastningerne i de enkelte arbejdsforhold har været af forskellig karakter.
I så fald er det en forudsætning, at belastningerne hører ind under én eller flere af de grupperinger af løfte- og andre belastninger, der nævnes i det følgende
– Stort samlet dagligt løft
– Ekstremt tunge enkeltløft
– Særlige belastningsforhold
– Udsættelse for helkropsvibrationer
– Rygbelastende plejearbejde
Afgørelsen vil imidlertid bero på en samlet vurdering af alle de faktorer, der udgør belastningen, således som disse faktorer beskrives tilbage i tiden. I vurderingen indgår naturligvis, at det kan være vanskeligt at beskrive forholdene langt tilbage i tiden, og at dokumentationskravet derfor må anses for opfyldt, selvom beskrivelsen ikke er ganske præcis.
Hvis der er udført forskellige arbejdsfunktioner i løbet af arbejdsdagen, vil der blive foretaget en vurdering af den samlede daglige rygbelastning, ud fra en vurdering af hver arbejdsfunktions belastning af lænderyggen samt de forskellige belastningers samlede tidsmæssige udstrækning.
Der kan for eksempel være tale om en vekslen mellem tungt løftearbejde i 1/3 af arbejdsdagen og kørsel med kraftigt vibrerende køretøjer og dermed udsættelse for helkropsvibrationer i 1/3 af arbejdsdagen. I den sidste tredjedel af arbejdsdagen udføres ikke rygbelastende arbejde. I dette tilfælde sker der en vekslen mellem forskellige arbejdsfunktioner over arbejdsdagen, hvor to af funktionerne opfylder kravene til en relevant påvirkning, og hvor disse påvirkninger samtidigt strækker sig over mere end halvdelen af arbejdsdagen. Sagen kan derfor anerkendes efter fortegnelsen.
Den tidsmæssige sammenhæng
Det er en forudsætning for anerkendelse, at der er en relevant tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og det lænderygbelastende arbejde.
For rygsygdomme er den relevante tidsmæssige sammenhæng, at de første symptomer på sygdommen - eller i visse tilfælde forværringen af den forudbestående sygdom - viser sig nogen tid efter, at det rygbelastende arbejde er begyndt.
Ved nogen tid forstås - afhængig af belastningens omfang - sædvanligvis flere år. Ved vurderingen lægges vægt på, om der for eksempel har været tale om stor daglig løftemængde, meget tunge enkeltløft, massiv udsættelse for helkropsvibrationer, eller om der er tale om en ung person.
I sådanne tilfælde vil der lægeligt være en tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og lænderygsygdommens udvikling, selvom de første symptomer viser sig kortere tid efter påbegyndelsen af det lænderygbelastende arbejde.
Det betyder også, at sygdommen ikke må have manifesteret sig som kronisk sygdom, før det belastende arbejde blev påbegyndt. Omed videreendt fører et enkeltstående tidligere tilfælde af akut lumbago med fuldstændig bedring ikke i sig selv til, at sagen uden videre afvises.
Det vil være et karakteristisk forløb, at lænderygsmerter udvikles gradvist i løbet af nogle år efter, at det rygbelastende løftearbejde er påbegyndt, og at sygdommen gradvist forværres med tiltagende smerter i forbindelse med den fortsatte belastning. Det hører ofte med til sygdomsbilledet, at sygdommen på et tidspunkt akut forværres. Det har i disse tilfælde ikke nogen særlig betydning, om en sådan akut forværring indtræder i forbindelse med arbejdet eller i en anden situation, så længe forværringen faktisk sker i en periode, hvor der er tale om rygbelastende arbejde. Hvis den akutte forværring for eksempel sker uden for arbejdstiden, uden at der er tale om et ulykkestilfælde, vil rygsygdommen alligevel kunne henføres til det rygbelastende arbejde.
Tilsvarende gælder tilfælde, hvor der er en forudbestående lænderygsygdom, og hvor der sker en klar forværring med samme forløb som lige nævnt.
Det vil tale afgørende imod anerkendelse, hvis der er en periode uden symptomer mellem ophør af det rygbelastende arbejde og sygdommens udbrud. Det gælder eksempelvis, hvis en lænderyg-sygdom opstår efter 5 år uden erhverv eller efter 5 års beskæftigelse i erhverv, der ikke belaster ryggen. Det gælder, uanset om der tidligere har været tale om et arbejde, der opfyldte belastningsbetingelserne.
Hvis der i en periode har været tale om rygbelastende arbejde, kan sygdommen anerkendes, hvis den opstår i en senere periode med mere moderat, men dog forholdsvis rygbelastende arbejde.
Dokumentation
Der skal i det enkelte tilfælde være dokumentation for, at arbejdet har indebåret løftearbejde, med en kvantificering af den daglige løftemængde samt enkeltløftenes størrelse. Kravet om kvantificering af løftearbejdet betyder, at det ikke er tilstrækkeligt med en skønsmæssig angivelse af den daglige løftemængde, plejebelastning eller udsættelse for helkropsvibrationer.
Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt, at der har været tale om arbejde i en branche, hvor branchebeskrivelser viser, at der i almindelighed er tale om hårdt fysisk arbejde, der belaster ryggen. Sådanne mere generelle beskrivelser kan imidlertid støtte de oplysninger, der i øvrigt fremskaffes som led i den enkelte sags behandling.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring.
Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere karakter og omfang af arbejdsfunktionerne, herunder hvilke former for løftearbejde, plejearbejde eller kørsel med kraftigt vibrerende køretøjer, der konkret er blevet udført, og om arbejdsfunktionernes belastning af lænderyggen konkret og indgående i forhold til de pågældende arbejdsfunktioner.
Speciallægen skal foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Undersøgelsen skal tillige inkludere andre objektive forhold af betydning for vurdering af sygdommen samt en beskrivelse af sygehistorien, herunder en beskrivelse af sygdommens debuttidspunkt, forløb, undersøgelser og behandlinger, herunder om røntgen- og skanning-undersøgelser og deres eventuelle resultat, samt om der er givet behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut.
3.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
Medfødte (kongenitte) misdannelser
Blokhvirvler
Overgangshvirvler
Lumbosakrale overgangshvirvler (symmetrisk, asymmetrisk)
Tidligt udviklede rygdeformiteter
– Morbus Scheuermann: (juvenil dorsal kyfose/rundryggethed). Vækstforstyrrelse i hvirvlerne, der heler op med kileformede hvirvellegemer
– Høj morbus Scheuermann (i brystrygdelen)
– Lav morbus Scheuermann (i overgang mellem brystryg og lænderyg)
– Spondylolistese: (hvirveludglidning/hvirvelforskydning). Hyppigst er forskydning af nederste lændehvirvel, der skyldes løshed i arcus (arkolyse) og er medfødt, samt degenerativ spondylolistese, der ikke er medfødt. Olistesen (glidningen) påvises med stigende frekvens fra barneårene.
– Skoliose: ( sidekrumning af ryggen). Tilstand, der kan ses ved medfødte knoglemisdannelser og muskelsygdom og kan være arveligt betinget.
Degenerative ryg sygdomme
– Spondylarthrosis, spondylosis, osteochondrosis: (slid-)gigt i rygsøjlen). Diagnosticeres ved røntgen, men røntgenforandringer behøver ikke være symptomgivende.
– Diskusdegeneration og diskusprolaps: Diskusprolaps kan opstå uprovokeret hos patienter med diskusdegeneration eller ved rygtraumer.
Traumatiske rygskader
– Fraktur (brud): Kompressionsbrud af hvirvellegemer
– Distorsion (forvridning)
Dystrofiske knogleledssygdomme i ryggen
– Osteoporose (diffust svind af knoglemassen), der kan skyldes forstyrrelser i kalkstofskiftet samt være aldersbetinget (hyppigst hos kvinder).
– Osteomalasi (nedsat kalkindhold i knoglerne). Skyldes vitamin D-mangel.
Inflammatoriske ryg sygdomme
– Morbus Bechterew: (spondylarthritis ankylopoietica). Inflammatorisk rygsygdom (minder om leddegigt), der er genetisk betinget.
3.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun kronisk lænderygsygdom med smerter, der er omfattet af fortegnelsens punkt B.1. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, der opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Erhvervssygdomsudvalget har igennem en årrække indstillet andre skadelige påvirkninger til anerkendelse, for eksempel
– Jernbinding i foroverbøjet stilling, uden der samtidig har været løftearbejde
– Arbejde i en fikseret arbejdsstilling, uden samtidigt løftearbejde
Jernbinding i foroverbøjet stilling
Der skal som udgangspunkt have været tale om 8-10 års arbejde med jernbinding i foroverbøjet stilling. Arbejdet er kendetegnet ved, at der er tale om kraftbetonet arbejde i foroverbøjet stilling.
Arbejde i en fikseret arbejdsstilling
Der skal have været tale om en arbejdsfunktion, hvor det på grund af ydre omstændigheder ikke er muligt at skifte arbejdsstilling. For eksempel svejsere, der arbejder i skibes bundtanke under meget trange forhold, og hvor svejsningen foregår i en fikseret og til tider særdeles akavet arbejdsstilling.
Den tidsmæssige udstrækning for denne type arbejde skal som udgangspunkt være på omkring 8 år eller mere.
Herud over har udvalget anerkendt nogle få sager, hvor tilskadekomne har haft en ekstremt belastende arbejdsfunktion. For eksempel en tunnelgraver, der lå på maven i en snæver tunnel og gravede sig vej.
Der kan derud over blandt andet være grundlag for at forelægge sagen for udvalget i tilfælde, hvor tilskadekomne har udført meget tungt løftearbejde eller andet ekstraordinært rygbelastende arbejde i en kortere årrække i en meget ung alder, hvis symptomerne på en kronisk lænderygsygdom er opstået i tilknytning til det rygbelastende arbejde.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
3.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
3.6.1. Rygbelastende løftearbejde (A)
Eksempel 1: Anerkendelse af løftearbejde med løft af genstande (bogbinderassistent i 17 år)
Tilskadekomne arbejdede som bogbinderassistent i en større plastproduktionsvirksomhed i 17 år. Hendes arbejde bestod altovervejende i at betjene en maskine, som klæbede folie på papark. Hun påfyldte magasiner med stakke af pap i den ene ende af maskinen og tog færdiglaminerede ringbind fra i stød af 25 styk i den anden ende. Enkeltløftene vejede gennemsnitligt omkring 10 kilo, og mange af løftene foregik med fuldt udstrakte arme, i foroverbøjet stilling eller med vrid i lænden. Der var tillige tale om mere end 1 løft i minuttet. Den samlede daglige løftebelastning var på 9-10 tons. Efter godt 12 års arbejde udviklede hun smerter i lænden, og en speciallæge stillede siden diagnosen kroniske lænderygsmerter.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft tungt løftearbejde på 9-10 tons dagligt som bogbinderassistent igennem 17 år, hvor hun løftede genstande på omkring 10 kilo til og fra en plastlamineringsmaskine. Der var flere særlige belastningsfaktorer ved løftearbejdet, herunder løft af genstande med fuldt strakte arme, løft i foroverbøjet stilling og/eller med vrid i lænden samt mere end 1 løft per minut. Der er derfor grundlag for at nedsætte kravet til enkeltløftenes vægt til omkring 10 kilo. Hun udviklede lænderygsmerter efter godt 12 års arbejde, og der er god årsagsmæssig og tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og sygdommen.
Eksempel 2: Anerkendelse af løftearbejde med løft af genstande (kartonnagearbejder i 20 år)
Tilskadekomne arbejdede som kartonnagearbejder i en større industrivirksomhed i godt 20 år. Arbejdet indebar hyppige løft af papemner i bundter med en vægt fra få kilo til omkring 35 kilo med en gennemsnitsvægt på 15-20 kilo. Hun tog bundterne fra en palle og løftede dem til et bord, hvor de blev stødt sammen og efterfølgende løftet ind i en maskine. Hun løftede tillige emner fra maskine til paller. Der var tale om mere end 1 løft i minuttet samt løft i mere end ½ arms afstand fra kroppen, løft i foroverbøjet stilling og løft med armene over skulderhøjde. Den samlede daglige løftebelastning var 13-15 tons. Efter godt 15 års arbejde udviklede hun daglige lave lændesmerter, og en speciallægeundersøgelse samt røntgenbilleder påviste betydelige slidgigtforandringer i lænden.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft tungt løftearbejde med en daglig løftebelastning på 13-15 tons igennem 20 år. Enkeltgenstandene har gennemsnitligt vejet 15-20 kilo, og hun har foretaget mere end 1 løft i minuttet, løft i mere end ½ arms afstand fra kroppen og løft i foroverbøjet stilling eller med armene løftet over skulderhøjde ved løft fra og til palle. Der er derfor grundlag for at reducere kravet til enkeltløftenes vægt fra udgangspunktet på 35 kilo for kvinder til 15-20 kilo. Den samlede daglige løftebelastning og belastningsperioden har derud over været omfattende. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og sygdommens opståen.
Eksempel 3: Anerkendelse af løftearbejde med løft af genstande (postarbejder i 18 år)
Tilskadekomne arbejdede som postarbejder i 15 år. Arbejdet indebar de første 5 år omlæsning af banevogne med hyppige løft af pakker og sække med en vægt på 1-100 kilo (gennemsnitsvægt 30-35 kilo). De følgende år arbejdede han i centralsorteringen på posthuset, hvor han tømte postsække, udsorterede til postreoler og pakkede post i sække til udkørsel. Dette arbejde indebar løft af mellem 100 og 200 tunge postsække med en vægt på gennemsnitligt 30-60 kilo, udsortering af breve med omkring 2000 breve i timen og nedpakning af post i sække med en gennemsnitsvægt på 30-60 kilo, der blev løftet til et pakkebånd. Den daglige løftebelastning af genstande på mellem 30 og 60 kilo var 6- 8 tons. Arbejdet var tillige karakteriseret ved hyppige løft i dårlige arbejdsstillinger med løft i lav eller høj arbejdshøjde under knæhøjde eller over skulderhøjde, lange og skæve rækkeafstande, foroverbøjede løftestillinger og løft med armene holdt i lang afstand fra kroppen. Efter godt 15 års arbejde udviklede han tiltagende smerter i lænden. Han fik ved en speciallæge og ved undersøgelser på hospital konstateret en diskusprolaps samt degenerative forandringer i den nedre lænd.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har igennem mere end 15 år haft tungt løftearbejde med en daglig belastning på mellem 6 og 8 tons. De løftede emner har typisk vejet mellem 30 og 60 kilo, og der har været tale om meget akavede og belastende løfteforhold. Løftearbejdets karakter og omfang i tons og år giver grundlag for at nedsætte kravet til henholdsvis enkeltløftenes vægt og til den daglige belastning. Han har udviklet en kronisk lænderygsygdom med smerter, og der er relevant og god sammenhæng mellem sygdomsforløbet og løftearbejdet.
Eksempel 4: Anerkendelse efter løftearbejde med løft af genstande (lufthavnsportør i 10 år)
Tilskadekomne arbejdede som flyportør i Kastrup Lufthavn i godt 10 år. Arbejdet bestod i lastning og lodsning af omkring 10 fly dagligt i et firemandssjak. Vægten på bagagen per fly varierede fra få hundrede kilo til 4 tons per fly med et gennemsnit på 1,2 tons per fly. Den samlede daglige løftebelastning svarede til 4-5 tons per person, og enkeltløftene havde typisk en gennemsnitsvægt på 15-25 kilo. En stor del af løftearbejdet foregik i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, kendetegnet ved blandt andet hugsiddende eller knæliggende løft i flyets lastrum, og med hyppige vrid i lænden. Han fik efter 8 års arbejde tiltagende lændegener med daglige smerter, der forværredes ved belastninger. En speciallæge stillede diagnosen kroniske lænderygsmerter.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom med smerter efter 10 års arbejde som lufthavnsportør, hvor han har lastet og losset fly. Han har haft en daglig løftebelastning på mellem 4 og 5 tons med typiske enkeltløft på 15-25 kilo. Arbejdet har været kendetegnet ved meget akavede og rygbelastende løfteforhold, blandt andet ved mange løft på hug eller på knæ i trange lastrum i flyene, lange rækkeafstande og med hyppige vrid i lænden. Der er derfor grundlag for at reducere kravet til den daglige løftebelastning til 4-5 tons og kravene til emnernes vægt til 15-25 kilo. Der er tillige god overensstemmelse mellem arbejdet og sygdommens opståen.
Eksempel 5: Afvisning efter løftearbejde med løft af genstande (lagerekspedient i 17 år)
Tilskadekomne arbejdede som lagerekspedient i en større grøntproduktionsvirksomhed i 17 år. Arbejdet bestod i lagerarbejde af forskellig art og omfattede daglige løft af paller, frugtkasser og lignende. De enkelte løft vejede typisk mellem 3 og 25 kilo, og den samlede daglige løftebelastning var på mellem ½ og 1 ton. Han havde derud over en del vandrette træk af tunge pallevogne og lignende. Efter mere end 30 års arbejde udviklede han daglige lænderygsmerter med nedsat bevægelighed i lænden. En speciallæge stillede diagnosen lumbago (lændesmerter).
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom efter mange års arbejde som lagerekspedient. Den daglige løftebelastning har imidlertid været på under 1 ton og dermed væsentligt under 8-10 tons per dag. Arbejdet med vandrette træk af vogne kan ikke medregnes som rygbelastende arbejde, da der ikke har været tale om rygbelastende træk opad. Der er derfor ikke tale om rygbelastende arbejde i et omfang, der er omfattet af fortegnelsen.
3.6.2. Rygbelastende løftearbejde med ekstremt tunge løft (B)
Eksempel 6: Anerkendelse efter løftearbejde med løft af ekstremt tunge genstande (anlægsgartner/brolægger i 8 år)
Tilskadekomne arbejdede som anlægsgartner i en større kommune i 8 år. Arbejdet bestod i en overvejende del af arbejdstiden i forskellige former for brolæggerarbejde. Han var blandt andet beskæftiget med at lægge brosten og chaussésten i indkørsler og lægge fortov. Arbejdet indebar en samlet daglig løftebelastning på mellem 3 og 5 tons. Der var tillige tale om almindeligt forekommende løft af tunge kantsten og fliser med en vægt på mellem 75 og 150 kilo, løftet ved 1-2 mand. Andre emner vejede 8-50 kilo. Arbejdet foregik typisk under meget rygbelastende løfteforhold med løft i lav højde, i skæve vinkler, i lang rækkeafstand og med mange vrid i lænden.
Han fik stærke og pludseligt indsættende lænderygsmerter uden ydre årsag efter 8 års arbejde og fik ved hospitalsundersøgelse konstateret diskusprolaps i lænden. Efter konservativ behandling havde han fortsatte daglige rygsmerter og nedsat bevægelighed i lænden.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom med smerter efter tungt løftearbejde som brolægger i 8 år. Han har haft en daglig løftebelastning på mellem 3 og 5 tons, og arbejdet har været kendetegnet ved almindeligt forekommende, ekstremt tunge enkeltløft på mellem 75 og 150 kilo under meget akavede og rygbelastende løfteforhold. Der er som følge af de akavede løfteforhold grundlag for at reducere kravet til vægten af det enkelte ekstremt tunge enkeltløft. Sagen opfylder derfor kravene efter fortegnelsen.
Eksempel 7: Anerkendelse efter løftearbejde med løft af ekstremt tunge genstande (maskinmontør i 8½ år)
Tilskadekomne arbejdede som montør af maskindele i en større maskinproduktionsvirksomhed i godt 8½ år. Hans arbejde bestod overvejende i at montere elektromotorer på større maskindele. Motorerne havde typisk en vægt på mellem 50 og 95 kilo. Monteringen indebar løft eller delvise løft af motorerne fra vogn til maskine, hyppigt med lang rækkeafstand, vrid i lænden og løft i foroverbøjet stilling, når motordelen skulle løftes fra vogn til maskine, bakses på plads og placeres korrekt før den endelige montering. Hver motor krævede typisk flere håndteringer, og den daglige løftebelastning var på mellem 3 og 4 tons. Efter omkring 7 års arbejde fik han begyndende smerter lavt i lænden, der efterhånden fik en kronisk karakter med daglige smerter og nedsat bevægelighed i lænden. En speciallæge stillede diagnosen diskusdegeneration i den nedre lænd, hvilket blev bekræftet af røntgenundersøgelse.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft tungt løftearbejde i 8½ år med løft af genstande på mellem 50 og 95 kilo under meget akavede og rygbelastende løfteforhold. Der er derfor grundlag for at nedsætte kravet til enkeltløftenes vægt til mellem 50 og 95 kilo. Da der har været en daglig løftebelastning på mindst 3 tons og tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom i god tidsmæssig sammenhæng med det tunge løftearbejde, opfylder sagen kravene til anerkendelse efter fortegnelsens punkt om løft af ekstremt tunge genstande.
Eksempel 8: Afvisning efter løftearbejde med løft af ekstremt tunge genstande (kreaturslagter i 15 år)
Tilskadekomne arbejdede som kreaturslagter i et større provinsslagteri i godt 15 år. Arbejdet indebar hyppige løft af dele fra parterede kreaturer, herunder løft af halvparter, bagfjerdinger og forfjerdinger, og almindeligt forekommende enkeltløft på mellem 75 og 100 kilo. Den daglige løftebelastning var på mellem 4 og 6 tons. Arbejdet var generelt præget af dårlige løfteforhold, løft over lange afstande, lang rækkeafstand, løft over skulderhøjde og mange løft på nakke-skulderåget. Efter 15 år overgik han til arbejde som tarmrenser på et svineslagteri. Dette arbejde var ikke præget af rygbelastninger. Efter godt 5 års arbejde på svineslagteriet udviklede han daglige lænderygsmerter med udstråling til højre ben og en speciallæge stillede diagnosen lumbago med iskias.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom efter mange års tungt løftearbejde med hyppige, ekstremt tunge enkeltløft og en daglig løftebelastning på mellem 4 og 6 tons. Han udviklede imidlertid først symptomer på sygdommen efter 5 års senere arbejde som tarmrenser, hvor arbejdet fandt sted uden væsentlige rygbelastninger. Der er derfor ikke god tidsmæssig sammenhæng mellem det tidligere belastende løftearbejde som kreaturslagter og sygdomsudviklingen.
3.6.3. Rygbelastende plejearbejde (C)
Eksempel 9: Anerkendelse efter plejearbejde med mange håndteringer af større handicappede børn (socialpædagog i 13 år)
Tilskadekomne arbejdede i omkring 13 år som socialpædagog på en døgninstitution for børn og unge med svære fysiske og psykiske handicaps. Gennemsnitsalderen i huset var 13-14 år. Socialpædagogen var tilknyttet et hus, hvor der var 5 kørestolsbrugere, som var meget plejekrævende, og 3 beboere, som var mobile, men plejekrævende. Der blev anvendt personlift i forbindelse med badning og toiletbesøg. Til anvendelse af liften skulle personen placeres i det tilhørende sejl, hvilket skete ved at rulle eller skubbe vedkommende ind på sejlet. Arbejdsgiver oplyste, at børnene blev løftet og forflyttet i forbindelse med mange af de aktiviteter, som de deltog i, og at der var tale om mange tunge personhåndteringer dagligt. Hun udviklede efter 12-13 år kroniske lænderygsmerter, og hospitalsundersøgelser viste 2 mindre diskusprolapser i lænden.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som socialpædagog i mere end 8-10 år med større handicappede børn, hvor arbejdet har været karakteriseret af mange daglige håndteringer af tungt plejekrævende personer. Antallet af personløft og håndteringer er ikke angivet udtrykkeligt, men efter beskrivelsen har der sandsynligvis været tale om en plejetyngde, der må anses at have indebåret mindst 20 daglige rygbelastende personhåndteringer. Der er tillige god overensstemmelse mellem sygdommens opståen og plejearbejdet.
Eksempel 10: Anerkendelse efter plejearbejde (sygehjælper i 14 år)
Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper gennem 22 år, heraf de sidste 14 år som nattevagt på et plejehjem. Alle beboerne på plejehjemmet havde et væsentligt behov for pleje. En del beboere skulle flere gange om natten på bækkenstol og på toilet. En del af beboerne kunne være voldelige og urolige. Pladsforholdene var trange og utidssvarende, og bortset fra stiklagener kunne der ikke anvendes hjælpemidler på stuerne. Antallet af personløft/håndteringer/forflytninger var i perioden som nattevagt opgjort til 20 per vagt. Efter mere end 15 års arbejde udviklede hun kroniske lænderyggener og en speciallæge stillede diagnosen svære degenerative forandringer i lændehvirvelssøjlen (slidgigt).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft rygbelastende tungt plejearbejde som sygehjælper i 22 år, heraf de seneste 14 år på et plejehjem, hvor hun arbejdede som nattevagt med omkring 20 personhåndteringer dagligt. Arbejdet var præget af, at der var tale om tungt plejekrævende, senile beboere samt dårlige pladsforhold. Der er tillige god sammenhæng mellem det rygbelastende plejearbejde og sygdommens opståen.
Eksempel 11: Anerkendelse efter plejearbejde (sygehjælper i 27 år)
Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper samme sted gennem 27 år, hvor hun dagligt havde ansvaret for 4 til 5 plejekrævende patienter, der hver blev forflyttet 3 til 5 gange. Det var et plejehjem med små stuer og trange toiletforhold. Samtidig var der stort set ikke blevet brugt hjælpemidler de første 10 år af ansættelsen. Hun havde 12 til 20 personløft/-håndteringer dagligt. Efter mere end 20 års arbejde udviklede hun kroniske lænderygsmerter, og en speciallæge stillede diagnosen lumbago (lænderygsmerter).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har som sygehjælper i 27 år haft mellem 12 og 20 personhåndteringer dagligt af tungt plejekrævende beboere, til dels uden hjælpemidler. Hun fik efter mere end 20 års belastning en kronisk lænderygsygdom med daglige smerter. Den tidsmæssige udstrækning af det belastende plejearbejde har været over 15 år. Der er derfor grundlag for at nedsætte kravet til antallet af daglige personhåndteringer til 12-20.
Eksempel 12: Anerkendelse efter plejearbejde (sygehjælper i 23 år)
Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper på et plejehjem igennem 23 år. De første 8 år havde hun mindre end 8 personhåndteringer dagligt. Derefter havde hun 15 personhåndteringer dagligt, bortset fra en periode på 7 år med 25 til 30 personhåndteringer dagligt. Der var tale om tungt plejekrævende klientel med mange kørestolsbrugere og meget lidt selvhjulpne beboere. Efter mere end 20 års arbejde udviklede hun daglige smerter i lænden, og hun fik af en speciallæge stillet diagnosen kroniske lænderygsmerter.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som sygehjælper i 23 år med tungt plejekrævende beboere på et plejehjem. De første 8 år kan ikke medregnes som rygbelastende plejearbejde, da der har været under 10 personhåndteringer per dag. Hun har imidlertid haft mellem 25 og 30 personhåndteringer dagligt i 7 år og derud over godt 8 år med 15 personhåndteringer per dag. Hun har haft tungt plejekrævende arbejde, der mere end opfylder fortegnelsens krav i 7 år og derud over moderat tungt plejearbejde i 8 år. Der er grundlag for at reducere kravet til antallet af personhåndteringer til 15 per dag i en del af perioden, da der samlet set har været tale om en meget lang belastningsperiode med relevant plejearbejde i 15 år og der tillige har været tale om meget rygbelastende arbejde. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng til sygdommens opståen i umiddelbar forlængelse af perioden med det tungeste plejearbejde.
Eksempel 13: Anerkendelse efter plejearbejde (sygeplejerske i 9 år)
Tilskadekomne arbejdede som sygeplejerske på en medicinsk hospitalsafdeling med mange ældre patienter. Arbejdet bestod både i traditionelle sygeplejeopgaver som medicingivning/-dosering, sårskifte og administration og i forskellige former for personhåndtering af sengeliggende, gangbesværede og ikke selvhjulpne patienter i forbindelse med plejeopgaver. Hun havde ifølge egne og arbejdsgivers oplysninger mellem 20 og 25 tungere personhåndteringer per dag. Som 45-årig fik hun efter godt 9 års plejearbejde daglige lænderygsmerter samt bevægeindskrænkning. En speciallæge stillede diagnosen slidgigt i lænderygsøjlen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som sygeplejerske i 9 år, hvor arbejdet har indebåret mindst 20 belastende personhåndteringer per dag. Hun har fået en kronisk lænderygsygdom i form af slidgigt i lænden, og sygdommen er opstået i god tidsmæssig sammenhæng med det rygbelastende plejearbejde.
Eksempel 14: Afvisning efter plejearbejde (hjemmehjælper i 12 år)
Tilskadekomne arbejdede som hjemmehjælper i 12 år med 2 til 3 besøg hos ældre klienter dagligt, hvor der skulle ydes hjælp til at komme ud af sengen, til morgentoilette og til påklædning. Derud over havde hun 1 til 2 besøg med rengøringsopgaver. Øvrige besøg i løbet af dagen indebar mindre plejeopgaver, så som medicinering og hjælp til at tage støttestrømper af og på. Samlet set var der tale om mellem 5 og 8 rygbelastende personhåndteringer dagligt. Efter 12 år udviklede hun kroniske lænderygsmerter, og en røntgenundersøgelse viste degenerative forandringer i den nedre lændehvirvelsøjle.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har som hjemmehjælper i 12 år kun haft 5-8 rygbelastende personhåndteringer dagligt. Der har derfor ikke været tale om rygbelastende plejearbejde i et omfang, der er omfattet af fortegnelsen; det vil sige mindst 20 personhåndteringer dagligt i mindst 8-10 år. Tilskadekomne har tillige i en større del af dagen været beskæftiget med andre opgaver end pleje, og arbejdet har derfor heller ikke været karakteriseret ved rygbelastende plejearbejde i en større del af arbejdsdagen.
Eksempel 15: Afvisning efter plejearbejde (sygehjælper 10-12 år)
Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper på forskellige hospitalsafdelinger i 10-12 år med ansættelse mere end 10 steder i perioden. Hun havde i cirka 3 år godt 20 daglige belastende personhåndteringer, mens der den øvrige tid var 10-15 eller mindre. Der er ikke beskrevet særligt belastende plejeforhold i sagen, herunder vanskelige plads- og adgangsforhold. Efter omkring 8 års arbejde udviklede hun daglige lænderygsmerter med udstråling til begge ben, og en speciallæge stillede diagnosen lumbago med iskias.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen, da tilskadekomne ikke har haft belastende plejearbejde i et omfang, der opfylder kravene efter fortegnelsen; det vil sige mindst 20 personhåndteringer per dag i mindst 8-10 år. Hun har kun haft mindst 20 daglige personhåndteringer i 3 år. Der er desuden ikke grundlag for at reducere kravet til det daglige antal personhåndteringer til 10-12 for de øvrige 7-9 år, da den samlede belastningsperiode ikke har været på mindst 15 år, og plejearbejdet ikke i øvrigt er beskrevet som usædvanligt belastende.
Eksempel 16: Afvisning efter plejearbejde (sygehjælper i flere perioder)
Tilskadekomne arbejdede som sygehjælper på en medicinsk afdeling på et hospital med arbejde i perioderne 1973-87, 1991-93 og 1994-98. Fra 1998 og frem havde hun kun administrative arbejdsfunktioner. Lænderygsygdommen i form af en diskusprolaps i lænden debuterede i 1993. Der var tale om plejearbejde med en væsentlig plejetyngde fra 1973-87, men i denne periode var der ingen ryggener. Fra 1987 til 1991 havde hun ikke plejearbejde. Fra 1991-93 og fra 1994-98 havde hun igen plejearbejde, men tyngden var her i underkanten (10-12 personhåndteringer dagligt).
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft belastende plejearbejde i en længere periode på 14 år, afløst af en periode på 4 år uden plejearbejde. Hun har derefter haft beskedent til moderat plejearbejde i 7-8 år, og hendes lænderygsygdom debuterer i denne sidste periode. Der har ikke været symptomer på en kronisk lænderygsygdom i den første periode fra 1973 til 1987, hvor plejearbejdet var relevant belastende. Hun havde derefter en arbejdsperiode på 4 år uden belastende plejearbejde. Fra 1991 og frem havde hun let til moderat plejearbejde i 7-8 år med noget under 20 personhåndteringer per dag. Den sidste belastningsperiode er kun på 7-8 år, og dette rækker ikke i sig selv til anerkendelse efter fortegnelsen. Den belastende periode fra 1973-1987 kan ikke medregnes, da hun har haft en længere periode på 4 år uden relevante belastninger ind imellem de to perioder med rygbelastende arbejde. Der har derfor ikke været tale om en nogenlunde sammenhængende periode på 8-10 år med relevant belastende plejearbejde, der er udført i god tidsmæssig sammenhæng med sygdommens opståen.
3.6.4. Rygbelastende helkropsvibrationer (D)
Eksempel 17: Anerkendelse efter udsættelse for helkropsvibrationer (jord- og betonarbejder i 11 år)
Tilskadekomne arbejdede som jord- og betonarbejder i en større entreprenørvirksomhed i godt 13 år. Hans arbejde bestod i hovedparten af arbejdsdagen (omkring 6 timer) i at køre forskellige former for entreprenørmaskiner i forbindelse med udgravning og planering med videre på byggepladser. Han kørte blandt andet bulldozere, gravemaskiner og større traktorer, og kørslen foregik hyppigt på udpræget ujævnt underlag. Ifølge sagens oplysninger var der typisk tale om en belastning på omkring 1 m/s2. Efter 12 års arbejde fik han tiltagende lænderygsmerter, og en speciallægeundersøgelse i kombination med en røntgenundersøgelse påviste svær slidgigt i lændehvirvelsøjlen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået en kronisk lænderygsygdom med smerter efter arbejde som jord- og betonarbejder, hvor han har kørt med meget kraftigt vibrerende entreprenørmaskiner med et accelerationsniveau på omkring 1 m/s2 i ¾ af arbejdsdagen i godt 13 år. Der har været tale om udsættelse for helkropsvibrationer i et omfang, der mere end svarer til fortegnelsens krav, og der er god sammenhæng mellem sygdommen og belastningen.
Eksempel 18: Anerkendelse efter udsættelse for helkropsvibrationer og løftearbejde (lagerarbejder i 10 år)
Tilskadekomne arbejdede som lagerarbejder og truckfører i en større produktionsvirksomhed i godt 10 år. Arbejdet bestod i godt halvdelen af arbejdsdagen i kørsel med trucks med hårde gummihjul i udendørs terræn og på ujævnt underlag. Det gennemsnitlige accelerationsniveau ved kørslen er angivet til omkring 0,8 m/s2. I den øvrige del af arbejdsdagen var han i størsteparten af tiden beskæftiget med placering og fremhentning af forskellige vareemner på lageret. Dette arbejde indebar en del manuelt løftearbejde til og fra lagerreoler i lav og høj arbejdshøjde. Emnerne havde typisk en vægt på mellem 30 og 60 kilo, hvor de enkelte løft var forbundet med foroverbøjning, løft under knæhøjde eller over skulderhøjde, mange vrid i lænden og lange rækkeafstande. Den daglige løftebelastning blev opgjort til 4-5 tons. Efter godt 10 års arbejde udviklede han daglige lænderygsmerter og svært nedsat bevægelighed i lænden, og en speciallæge stillede diagnosen kroniske lænderygsmerter.
Arbejdet kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har haft relevant rygbelastende udsættelse for helkropsvibrationer fra kørsel med trucks i 3-4 timer dagligt og med tungt løftearbejde på 4-5 tons i 3-4 timer dagligt, hvor enkeltemnerne har vejet mellem 30 og 60 kilo og løfteforholdene har været akavede og meget rygbelastende. Samlet set er kravene efter punkt A og D på fortegnelsen i kombination derfor opfyldt. Der er tillige god sammenhæng mellem rygsygdommens opståen og belastningerne på arbejdet.
Eksempel 19: Afvisning efter udsættelse for helkropsvibrationer (buschauffør i 14 år)
Tilskadekomne arbejdede som buschauffør igennem godt 14 år. Arbejdet medførte kontinuerlige, lettere vrid i lænderyggen ved billettering samt stød igennem lænden ved kørsel over vejbump og på ujævne vejflader. Kørslen foregik i en normalaffjedret bus og medførte en vibrationsbelastning på noget under 0,5 m/s2. Efter godt 14 års arbejde udviklede hun daglige rygsmerter, og en speciallæge stillede diagnosen lettere slidgigt i lænderyggen.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har ikke været udsat for tungt løftearbejde eller helkropsvibrationer fra kraftigt vibrerende maskiner. Kørslen med bus i 14 år har indebåret lettere vibrationspåvirkninger på under 0,5 m/s2, der imidlertid ikke opfylder kravene om en påvirkning på mindst 2,5 m/s2. Der har ikke i øvrigt været tale om ekstraordinære rygbelastninger, der kan give grundlag for anerkendelse af sagen.
4. Kroniske nakke-skuldersmerter (B.2)
4.1. Punkt på fortegnelsen
4.2. Krav til diagnosen
4.3. Krav til påvirkningen
4.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme
4.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
4.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
4.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende sygdom i nakke-skulderområdet er efter den anførte påvirkning optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe B, punkt 2)
Sygdom
Påvirkning
B.2. Kroniske nakke-skuldersmerter
(cervikobrakialt syndrom)
Hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af nakke-skulderområdet i en længere årrække
4.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen cervikobrakialt syndrom (kroniske nakke-skuldersmerter, ICD- 10 M.53.1).
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
Nakke-skulderregionens 12 områder (6 på hver side)
De 12 muskelområder (6x2) fremtræder på tegningen med grå farve
– Musculus trapezius
– Musculus levator scapulae
– Musculus infraspinatus
– Musculus supraspinatus
– Musculus pectoralis major
– Regio nuchae
Symptomer
– Kroniske (daglige) smerter i nakke-skulderområdet
– Muskelømhed i nakke-skulderåget
– Eventuelt forværring af smerter ved belastning
– Eventuelt nedsat bevægelighed.
Objektive tegn
Den kliniske diagnose ved cervikobrakialt syndrom (kroniske nakke-skuldersmerter) stilles ved en kombination af
1. Angivelse af palpationsømhed i 12 områder i nakke-skulderåget (6 på hver side) i et skema, anført med smerter ved gennemfølingen på en skala fra 1 – 4 hvor
1. betyder ingen ømhed
2. betyder let ømhed
3. betyder moderat ømhed
4. betyder betydelig ømhed
2. Angivelse af antallet af ømme områder (af de 12 områder)
Ud over palpationsømhed kan der være nedsat bevægelighed i nakke og skulder og konsistensøgning af muskulatur. Der er intet krav, om at nakkens bevægelighed skal være nedsat, for at diagnosen kan stilles.
For at diagnosen cervikobrakialt syndrom (kroniske nakke-skuldersmerter) kan stilles, skal der være moderat til betydelig ømhed i en del af nakke-skulderågets 12 muskelområder med moderat til betydelig udbredelse til flere områder. Ømheden kan være uens udbredt på de 2 sider, hvis der er god overensstemmelse mellem den uens udbredelse og belastningen.
Det er kombinationen af styrken af smerter og udbredelsen af smerter/ømhed, der sammenholdt med relevante påvirkninger ved arbejdet og påvirkningens tidsmæssige udstrækning tilsammen gør det muligt at stille diagnosen arbejdsbetingede kroniske nakke-skuldersmerter.
Nakke-skuldersmerter med
– ingen eller let ømhed
– beskeden udbredelse af ømhed
opfylder ikke de diagnostiske betingelser til sygdommen cervikobrakialt syndrom (kroniske nakke-skuldersmerter).
Der skal tillige være tale om kroniske (daglige) smerter.
4.3. Krav til påvirkningen
For at sygdommen cervikobrakialt syndrom (kroniske nakke-skuldersmerter) er omfattet af fortegnelsen, skal der have været tale om en påvirkning i form af hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af nakke-skulderområdet i en længere årrække.
Klager over smerter i nakke-skuldermuskulaturen er hyppigt forekommende i befolkningen uanset erhverv. I langt de fleste tilfælde er der tale om forbigående og lokaliserede, muskulære gener med lettere smerter og ømhed, blandt andet på grund af myoser (muskelinfiltrationer).
Hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af skulderåget og fiksering af nakken i en længere årrække forøger risikoen for udvikling af kroniske nakke-skuldersmerter, der er kendetegnet ved moderat til betydelig ømhed i en moderat til betydelig del af nakken og skulderåget.
Det tidsmæssige krav
Der skal have været tale om en belastning igennem en længere årrække. Det betyder, at der som udgangspunkt skal være udført nakke-skulderbelastende arbejde i
– En belastningsperiode på 108 måneder indenfor 9-12 år eller
– En belastningsperiode på 162 måneder i mindst 18 år samt
– Mindst halvdelen af arbejdsdagen
Antallet af arbejdsmåneder per år kan, afhængigt af den samlede tidsmæssige udstrækning, nedsættes til under 12 måneder per år, dog som udgangspunkt ikke til under gennemsnitligt 9 måneder per år.
Hvis der har fundet en særlig nakke-skulderbelastende påvirkning sted, vil kravet til belastningens samlede tidsmæssige udstrækning (antal måneder/år) kunne nedsættes.
Eksempler på særlige nakke-skulderbelastende påvirkninger er
– Meget akavede og nakke-skulderbelastende arbejdsstillinger eller bevægelser
– Kraftfulde nakke-skulderbelastende arbejdsbevægelser
– En meget langvarig daglig belastning (omkring 10 timer/dag eller mere)
– En meget langvarig samlet belastningsperiode (omkring 25 år eller mere)
Øvrige krav til belastningen
Belastningen skal være mekanisk og fysiologisk relevant for sygdommen.
For at arbejdet kan betegnes som hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af nakke-skulderområdet, taler
– Hyppige og forholdsvis ensartede arbejdsbevægelser
– Mindre arbejdsbevægelser, der kræver koncentration og foregår tæt på kroppen
– At skuldre og nakke holdes fast i stort set samme stilling under det meste af arbejdsprocessen
Der skelnes ikke mellem arbejde i stående og siddende stilling.
Kravet om statisk belastning af nakke-skulderområdet betyder ikke, at der ikke må have fundet forskellige former for bevægelser sted af skuldre og nakke i løbet af arbejdsdagen. Arbejdet skal imidlertid overvejende være foregået i arbejdsstillinger, hvor skuldre og nakke fastholdes i samme position.
I vurderingen af, om arbejdsstillingen er belastende for nakke og skulder under udførelse af det ensidigt gentagne arbejde, indgår, om og i hvilken grad nakke og skulder udsættes for akavede
bøje-, strække-, eller drejebevægelser. Alle led har en normal funktionsstilling. Det er den stilling af leddet, som giver en optimal funktion af ekstremiteten (ekstremitet = arm eller ben). Bevægelser, som sker i andre stillinger end normalstillingen, betegnes som akavede. Jo større afvigelsen fra normalstillingen er, jo mere betegnes den som akavet. Bevægelser i akavede stillinger er ikke optimale og øger dermed belastningen af for eksempel muskler, sener og bindevæv.
I vurderingen af, om arbejdet er relevant belastende for nakke-skulderområdet, skal derfor indgå en vurdering af, om arbejdet udføres i meget akavede arbejdsstillinger for nakke og skulder. I de tilfælde, hvor der har fundet en ensidig og gentagen belastning sted med statisk belastning af nakke og skuldre, samtidig med at arbejdet er udført i meget akavede stillinger for nakke og skuldre, for eksempel ved arbejde med armene og skuldrene i yderstillinger eller med meget bøjet nakke, taler dette for, at for eksempel kravet om hyppige arbejdsbevægelser kan lempes forholdsmæssigt.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik.
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommens opståen og det nakke-skulderbelastende arbejde.
For kroniske nakke-skuldersmerter er den relevante tidsmæssige sammenhæng, at de første symptomer på sygdommen - eller i visse tilfælde forværringen af den forudbestående sygdom - viser sig nogen tid efter, at det nakke-skulderbelastende arbejde er begyndt. Ved nogen tid forstås - afhængig af belastningens omfang - sædvanligvis flere år. Ved vurderingen lægges dog vægt på, om der for eksempel har været tale om ekstraordinært store, daglige belastninger. I sådanne tilfælde vil der lægeligt være en tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og sygdommens udvikling, selvom de første symptomer viser sig kortere tid efter påbegyndelsen af det nakke-skulderbelastende arbejde.
Det betyder også, at sygdommen ikke må have manifesteret sig som kronisk sygdom, før det belastende arbejde blev påbegyndt. Omvendt fører et enkeltstående, tidligere tilfælde af akutte nakkeskuldersmerter med fuldstændig bedring ikke i sig selv til, at sagen uden videre afvises.
Det vil være et karakteristisk forløb, at kroniske nakke-skuldersmerter udvikles gradvist i løbet af nogle år efter, at det belastende arbejde er påbegyndt, og at sygdommen gradvist forværres med tiltagende smerter i forbindelse med den fortsatte belastning. Det hører indimellem med til sygdomsbilledet, at sygdommen på et tidspunkt akut forværres. Det har i disse tilfælde ikke nogen særlig betydning, om en sådan akut forværring indtræder i forbindelse med arbejdet eller i en anden situation, så længe forværringen faktisk sker i en periode, hvor der er tale om nakke-skulderbelastende arbejde. Hvis den akutte forværring for eksempel sker uden for arbejdstiden, uden at der er tale om et ulykkestilfælde, vil forværringen alligevel kunne henføres til det nakke-skulderbelastende arbejde.
I de tilfælde, hvor tilskadekomne er ophørt med det nakke-skulderbelastende arbejde, må der ikke have fundet en betydelig forværring sted efter ophør med det belastende arbejde. En væsentlig forværring efter belastningens ophør taler for, at nakke-skuldersygdommen ikke er arbejdsbetinget.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere hyppighed og karakter af arbejdsbevægelserne, herunder hvilken form for ensidigt gentaget præcisionsarbejde, der konkret er blevet udført, og om at beskrive bevægelsernes og arbejdsstillingens belastning af nakke-skulderområder indgående i forhold til de pågældende arbejdsfunktioner. Speciallægen skal også foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person.
Speciallægen skal tillige foretage en klinisk undersøgelse, der inkluderer en undersøgelse af palpationsømhed i de 12 områder i nakke-skulderregionen og angivelse af undersøgelsens resultater i et særligt skema (styrke af ømhed samt udbredelse af ømhed i de 12 områder). Undersøgelsen skal tillige inkludere andre objektive forhold af betydning for vurdering af sygdommen samt en beskrivelse af sygehistorien, herunder en beskrivelse af sygdommens debuttidspunkt, forløb, undersøgelser og behandlinger, blandt andet røntgen- og skanning-undersøgelser og deres resultat, samt eventuel behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut.
4.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Muskelsmerter af anden årsag end arbejdet (for eksempel fibromyalgi)
– Visse former for gigt i halshvirvelsøjlen og/eller skulderled
– Diskusprolaps i halshvirvelsøjlen
– Aldersbetingede forandringer i væv og knogler
– Følger efter piskesmældslæsion (følger efter whip-lash skade)
– Tidligere nakke-skuldersmerter (opstået før det belastende arbejdes påbegyndelse)
Gigtiske forandringer
Gigtiske forandringer på et røntgenbillede af halshvirvelsøjlen, skulderhøjdeled (akromio-klavikulærled) eller skulderled giver i sig selv ikke anledning til fradrag i ydelserne eller afvisning af sagen.
Det væsentlige er, i hvilken grad disse gigtiske forandringer giver eller vil give symptomer af betydning for vurderingen af den anmeldte sygdom.
Kroniske nakke-skuldersmerter og forandringer i skulderleddets rotator cuff sener
Hvis der alene er tale om forandringer i skulderleddets rotatorsener, kan denne sygdom ikke anerkendes efter fortegnelsens punkt om kroniske nakke-skuldersmerter.
Hvis der er påvist kroniske nakke-skuldersmerter, der kan anerkendes efter fortegnelsen, kan eventuelle samtidige forandringer i skulderleddets rotator cuff dog indgå i den samlede vurdering af ydelserne ved erstatningsudmålingen.
4.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom), der er omfattet af fortegnelsens punkt B2 om nakke-skuldersygdomme. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, der opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Et eksempel på en påvirkning, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er højrepetitive og kraftfulde nakke-skulderbelastende arbejdsbevægelser i en længere årrække uden statisk belastning af nakke-skulderområdet.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
4.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (industrisyerske i 10 år)
Tilskadekomne arbejdede på fuld tid som industrisyerske med syning af arbejdstøj ved en overlock-symaskine i godt 10 år (110 måneder). Arbejdet indebar hurtigt gentagne arbejdsbevægelser udført med koncentration og præcision, hvor nakke og skuldre blev fastholdt i stort set samme stilling igennem en stor del af arbejdsdagen. Hun udviklede kroniske smerter i nakke-skulderåget efter 10 års arbejde og fik af en speciallæge stillet diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter med udtalt ømhed (styrke 3-4) i fem af nakke-skuldermuskulaturens områder.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har fået konstateret udtalte kroniske nakke-skuldersmerter, efter at hun har udført hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde ved syning af arbejdstøj i 10 år og i mere end 108 måneder inden for 9-12 år, hvor arbejdet har medført en statisk belastning af nakke-skulderåget i hovedparten af arbejdsdagen. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem det nakke-skulderbelastende arbejde og sygdommens opståen.
Eksempel 2: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (hjemmesyerske i 12½ år)
Tilskadekomne arbejdede som akkordlønnet hjemmesyerske for en tekstilvirksomhed i godt 12½ år. Hun arbejdede 30-32 timer per uge og belastningsperioden svarede til 114 måneder. Arbejdet indebar syning af forskellige emner ved en overlock-maskine. Hun havde emnerne liggende i en bunke til venstre for sig, syede 4-5 sømme i hvert emne og placerede derefter emnerne i en bunke til højre for sig. Arbejdet blev udført med hurtigt gentagne og ensidige bevægelser uden variation, hvor nakke og skuldre blev udsat for en statisk belastning med fastholdelse i stort set samme stilling. Under arbejdet fastholdt hun emnerne med venstre hånd, mens hun førte dem igennem maskinen med højre hånd. Hun begyndte at få smerter i nakke-skulderområdet efter godt 10 års arbejde, og en speciallæge stillede senere diagnosen højresidigt, myofacielt smertesyndrom med udtalt ømhed (styrke 3-4) og udbredelse til 6 områder i højre skulders og højre side af nakkens muskulatur. Hun havde tillige et let højresidigt rotator cuff-syndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har udført arbejde i 12½ år (114 måneder), hvor arbejdet har været karakteriseret ved fortsat hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med en statisk belastning af nakke og skulder. Hun har arbejdet på nedsat tid, men arbejdstiden svarer til 9-10 måneder per år og således til mere end 108 måneder inden for 9-12 år. Hendes udtalte og udbredte højresidige kroniske nakke-skuldersmerter er omfattet af fortegnelsen. Hun har tillige fået et let rotator cuff-syndrom, der ikke giver anledning til at foretage fradrag ved erstatningsudmålingen. Forandringerne i skulderleddets rotatorsener vil derfor indgå i en skønsmæssig vurdering af det samlede varige mén, efter méntabellens regel om multiple skader.
Eksempel 3: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (elektronikmontrice i 10 år)
Tilskadekomne arbejdede som elektronikmontrice i 10 år (112 måneder) hos en virksomhed, der producerede styringselektronik og eltavler til vindmølleindustrien. Arbejdet bestod de første 5 år i at gravere navne i lommeregnere. Hun arbejdede derefter med printmontage og lodning siddende ved et arbejdsbord. Ved montage- og loddearbejdet tog hun komponenter til venstre for sig, placerede dem i printet, som lå foran hende, og loddede komponenterne til printet med en loddekolbe i højre hånd og loddetin i venstre hånd på begge sider af printet. Lodningen foregik med små fine bevægelser, hvor nakke og skuldre blev holdt fast i samme position under arbejdsprocessen med samtidig fleksion af nakken. Alle arbejdsfunktionerne var karakteriseret ved ensidigt gentaget præcisionsarbejde udført i højt tempo med en statisk belastning af skulderåget og fiksering af nakken. Efter 9-10 års arbejde udviklede hun tiltagende, og efterhånden udtalte kroniske smerter i nakken og skulderåget. Hun fik af en speciallæge stillet diagnosen svære kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom) med ømhed af grad 3-4 i otte områder i nakke-skulderregionen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Elektronikmontricen har udviklet svære kroniske nakke-skuldersmerter med betydelig ømhed i størsteparten af nakke-skulderområdets tolv områder efter 112 måneders arbejde i 10 år (mere end 108 måneder inden for 9-12 år). Hendes arbejde har tillige været karakteriseret ved ensidigt gentaget præcisionsarbejde i højt tempo med statisk belastning sted af nakke og skulder i hovedparten af arbejdsdagen.
Eksempel 4: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (industrilaborant i 9 år)
Tilskadekomne arbejdede på fuld tid som industrilaborant i en medicinalvirksomhed i lidt over 9 år (108 måneder). Arbejdet bestod i hovedparten af arbejdstiden i kontrolarbejde, hvor hun testede virksomhedens produkter til celledyrkning for toksiner. Det meste af arbejdet foregik siddende med en stangpipette i sterilbænke bag en glasplade. Arbejdet foregik med hyppige små bevægelser med halvt løftet arm tæt på kroppen og med en statisk fastlåsning af nakke og skuldre. Hun udviklede svære smerter i nakke-skulderområdet og en speciallæge stillede diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter med udtalt ømhed (styrke 4) i seks af nakkeskulderpartiets områder, og med lettere til moderat ømhed (styrke 2-3) i resten af områderne.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Industrilaboranten har været beskæftiget som industrilaborant i 108 måneder i 9 år, hvor hun ved pipetteringsarbejde har udført hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med en statisk belastning af nakke-skulderområdet i hovedparten af arbejdsdagen. Hun udvikler derefter kroniske nakke-skuldersmerter med udtalt ømhed i en stor del af nakke-skulderpartiet, og der er god overensstemmelse mellem belastningen af nakke-skulderområdets muskulatur og sygdommens opståen.
Eksempel 5: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (sejlmager i 8½ år)
En kvinde arbejdede som sejlmager med syning af sejl til større sejlbåde igennem 8½ år (102 måneder). Arbejdet indebar syning i forskellige sejldugsmaterialer, herunder grovere og forholdsvis tunge materialer. Arbejdet indebar tillige en del anvendelse af muskelkraft, der belastede nakke og skuldre, når hun skulle håndtere de store dugstykker til og fra maskinen og under selve syningen, hvor det ofte var nødvendigt at dreje og vende stykkerne. Efter 8-8½ års arbejde udviklede hun konstante smerter og ømhed i nakke-skulderregionen, og en speciallæge stillede diagnosen kroniske nakkeskuldersmerter med udtalt ømhed (styrke 3-4) i ni af nakkeskulderpartiets områder.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Sejlmageren har udført særligt kraftfuldt nakke-skulderbelastende syerskearbejde ved syning af sejl i godt 8½ år og har i forlængelse heraf fået konstateret udtalte og udbredte kroniske nakke-skuldersmerter. Der er god tidsmæssig og årsagsmæssig sammenhæng mellem det særligt nakke-skulderbelastende sejlmagerarbejde og sygdommens opståen. Kravet til belastningsperioden kan i dette tilfælde derfor nedsættes til 102 måneder i 8½ år.
Eksempel 6: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (syerske i 24 år)
En 57-årig kvinde arbejdede som hjemmesyerske i 24 år (158 måneder). I nogle af årene arbejdede hun kun få måneder, blandt andet på grund af barsel og mindre børn. Hendes arbejde bestod overvejende i syning af arbejdstøj, primært arbejdsbukser til mænd, og arbejdet var karakteriseret ved præcisionsarbejde med en statisk belastning af nakke-skulderåget igennem en stor del af arbejdsdagen. Efter godt 20 års arbejde fik hun tiltagende nakkehovedpine, og en speciallæge stillede siden diagnosen svære kroniske nakke-skuldersmerter. Det fremgik af speciallæge-erklæringen, at der var moderat til svær ømhed (grad 3-4) i otte af nakke-skulderågets muskel-områder.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har haft relevant nakke-skulderbelastende arbejde i 158 måneder på 24 år, det vil sige i en periode på mere end 18 år, men i lidt under 162 måneder. Arbejdet har i enkelte perioder været afbrudt eller er foregået på deltid som følge af barsel og andet, og beskæftigelsesgraden har derfor samlet set kun været på 6-7 måneder om året. Da der har været tale om en særligt lang belastningsperiode med beskæftigelse svarende til fuld tid de fleste år, og de overordnede krav til en relevant belastning, belastningens tidsmæssige udstrækning og sygdomsbilledet i øvrigt er opfyldt, er sagen omfattet af fortegnelsen.
Eksempel 7: Anerkendelse af kroniske nakke-skuldersmerter (hjemmesyerske i 7½ år)
En 49-årig kvinde arbejdede som timelønnet hjemmesyerske igennem lidt over 7½ år (92 måneder). Arbejdet bestod i syning af benklæder til mænd og kvinder på overlock-maskine. Kvinden arbejdede omkring 10 timer dagligt, hvilket blev dokumenteret af arbejdsgivers lønregnskab. Efter godt 7 års arbejdede udviklede hun tiltagende nakkehovedpine og nakke-skulderømhed. En speciallæge stillede efterfølgende diagnosen svært cervikobrakialt syndrom med svær ømhed (grad 3-4) i syv ud af de tolv muskelområder. Hun havde derud over lettere ømhed (grad 1-2) i de sidste fem muskelområder.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Hjemmesyersken har fået konstateret svære kroniske nakke-skuldersmerter efter syerskearbejde i lidt over 7½ år (92 måneder). Hun opfylder dermed ikke kravet om mindst 108 måneders relevant belastning indenfor 9-12 år. Der har imidlertid fundet en meget langvarig daglig belastning sted med nakke-skulderbelastende syarbejde i omkring 10 timer per dag. Der er i denne sag derfor grundlag for at nedsætte kravet til belastningens samlede varighed i antal måneder/år.
Eksempel 8: Afvisning af kroniske nakke-skuldersmerter (industrisyerske i 10 år)
En 47-årig kvinde arbejdede som industrisyerske i 10 år (111 måneder). Arbejdet bestod i syning af forskellige emner, primært bukser, på overlock-maskine og på akkord. Arbejdet var præget af hurtige og gentagne ensidige bevægelser med fiksering af nakken og statisk belastning af skuldrene. Hun udviklede allerede efter godt 1 års arbejde kroniske nakke/skuldersmerter med daglige gener. En speciallæge stillede diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter med betydelig ømhed i nakkeregionen (to områder af styrke 3) og lettere ømhed i højre skulderåg (tre områder af styrke 1-2).
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har haft hurtigt og ensidigt gentaget nakke-skulderbelastende arbejde i 10 år og i mere end 108 måneder inden for 9-12 år. Hun udvikler imidlertid kroniske nakke-skuldersmerter allerede efter 1 års arbejde. Belastningsperioden på 1 år, før sygdommen får en kronisk karakter, er for kort til, at sygdommen kan anerkendes efter fortegnelsen. Der er derud over ikke konstateret moderat til betydelig ømhed med moderat til betydelig udbredelse til nakke-skulderområdets tolv muskelområder, men kun moderat til betydelig ømhed i en meget beskeden del af de tolv muskelområder (to områder). Der er derfor ikke tale om et cervikobrakialt syndrom, der opfylder de diagnostiske krav til anerkendelse efter fortegnelsen.
Eksempel 9: Afvisning af kroniske nakke-skuldersmerter (industrisyerske i 12 år)
Tilskadekomne arbejdede som industrisyerske på akkord i en større tøjfremstillingsvirksomhed i 12 år (120 måneder). Arbejdet foregik ved en overlock-maskine, hvor hun dels syede buksedele sammen og dels syede lynlåse i bukser. Arbejdet var monotont og præget af hurtige arbejdsbevægelser, hvor nakke og skulder var udsat for en statisk belastning igennem hovedparten af arbejdsdagen. Hun udviklede efter 12 års arbejde en tilstand med generelle muskelsmerter, herunder smerter i nakke-skulderområdet, i arme, hænder, brystryg og lænd. En speciallæge stillede diagnosen fibromyalgi med muskelømhed i flere dele af kroppen, herunder generel og let til moderat muskelømhed i nakke-skulderområdet.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har udført relevant belastende arbejde for udvikling af kroniske nakke-skuldersmerter i 12 år (120 måneder). Sagen opfylder derfor kravet om en belastning på mindst 108 måneder inden for en periode på 9-12 år. Hun har imidlertid ikke fået konstateret kroniske nakke-skuldersmerter, herunder ikke moderat til betydelig ømhed i en væsentlig del af nakke-skulderområdet, men derimod sygdommen fibromyalgi. Der er derfor ikke tale om et cervikobrakialt syndrom omfattet af fortegnelsen.
5. Sygdomme i hånd og underarm (C.1)
5.1. Punkt på fortegnelsen
5.2. Krav til diagnosen
5.3. Krav til påvirkningen
5.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
5.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
5.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
5.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende sygdomme i hånd og underarm er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe C, punkt 1)
Sygdom
Påvirkning
C.1. Seneskedehindebetændelse
(tendovaginitis) og betændelseslignende forandringer i sene eller i væv omkring sene (tendinitis og peritendinitis)
Kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser,
i kombination med en vurdering af håndens arbejdsstilling ved belastningen
5.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen tendovaginitis (seneskedehindebetændelse; betændelseslignende forandringer i en seneskede), tendinitis (betændelseslignende forandringer i en sene) eller peritendinitis ( betændelseslignende forandringer i vævet umiddelbart omkring en sene). (ICD-10 M65.4, M.65.8, M65.9, M67.9, M72.0)
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
Generaliserede eller diffuse smerter i hånd eller underarm, samt springfinger (stenoserende tendovaginitis) og sygdomme i sener og senevæv andre steder på kroppen kan ikke anerkendes efter punktet.
Symptomer
Ved tendovaginitis, tendinitis og peritendinitis er der smerter, ømhed og i den akutte tilstand måske hævelse, varme og rødme på det angrebne område.
Symptomerne på infektion og inflammation er følgende: Smerte (dolor), rødme (rumor), varme (calor), hævelse (tumor) og nedsat bevægelighed (funktio laesia).
Objektive tegn
Direkte ømhed og smerter ved gennemføling af området. I den akutte fase kan der være hævelse og knitren, som når man presser en pose kartoffelmel sammen.
Indirekte ømhed og forværring af smerter ved modstandsbevægelser og strækning af senen.
Ømhed langs senerne eller overgangen mellem sener og muskler, uden egentlig muskelømhed, i underarmen (ved albueleddet eller håndleddet).
5.3. Krav til påvirkningen
For sygdommene i hånd og underarm omfattet af punktet gælder, at der skal have været tale om kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser. Belastningen skal ses i kombination med en vurdering af arbejdsstillingens akavethed, det vil sige i kombination med en vurdering af håndens/håndleddets stilling ved belastningen.
Belastningen skal styrkemæssigt være mekanisk og fysiologisk relevant i forhold til den pågældende sygdom. Almindeligt løftearbejde, uanset vægten, gør for eksempel ikke i sig selv arbejdet kraftfuldt og belastende for hånd eller underarm, hvorimod gentagne løft i kombination med en akavet funktionsstilling for håndleddet under arbejdet kan være relevant belastende. Om arbejdet er belastende for hånden eller underarmen, afhænger derfor af en konkret vurdering af de samlede belastninger, som arbejdet indebærer i forhold til sygdommen.
Kraftfuldt arbejde
Relevante elementer i vurderingen af, om arbejdet er kraftfuldt, kan være
– Graden af anvendelse af muskelkraft ved arbejdet
– Om arbejdet medfører anvendelse af gribekraft
– Om emnet yder modstand
– Om der er samtidige vrid- eller drejebevægelser
– Akavede arbejdsstillinger for hånd/håndled i øvrigt
Repetitivt arbejde
For at arbejdet kan betegnes som repetitivt, må arbejdet medføre gentagne bevægelser af fingre eller hånd af en vis hyppighed/intensitet i en væsentlig del af arbejdsdagen. Hyppigheden af belastende bevægelser kan ikke fastsættes nærmere, men afhænger af en konkret vurdering af repetitionshyppigheden, set i forhold til kraftudfoldelsen ved arbejdet og håndens eller håndleddets stilling under belastningen.
Akavede arbejdsstillinger
I vurderingen af, om arbejdsstillingen er akavet for hånden/håndleddet, indgår om og i hvilken grad hånden/håndleddet udsættes for akavede bøje-, strække- eller drejebevægelser. Alle led har en normal funktionsstilling. Det er den stilling af leddet, som giver en optimal funktion af ekstremiteten (ekstremitet = arm eller ben). Bevægelser, som sker i andre stillinger end normalstillingen, betegnes som akavede. Jo større afvigelsen fra normalstillingen er, jo mere betegnes den som akavet.
Bevægelser i akavede stillinger er ikke optimale og øger dermed belastningen af for eksempel muskler, sener og bindevæv.
Hvis der er tale om en meget høj grad af kraftudfoldelse og/eller meget akavede arbejdsstillinger for hånden/håndleddet, vil kravet til repetitionshyppigheden være relativt mindre. Ved en mindre til moderat kraftudfoldelse og/eller gode til optimale arbejdsstillinger vil kravet til repetitionshyppigheden tilsvarende være større.
Sygdomme efter højrepetitivt arbejde uden en vis kraftudfoldelse vil dog ikke kunne anerkendes efter punktet, ligesom kraftfuldt arbejde uden repetition ikke er omfattet.
Hvis der er udført forskellige arbejdsfunktioner i løbet af arbejdsdagen, vil der blive foretaget en vurdering af den samlede belastning af hånden/håndleddet, ud fra en vurdering af hver enkelt arbejdsfunktions belastning samt belastningens samlede tidsmæssige udstrækning. Skiftende arbejdsfunktioner og derved en vis variation i arbejdet kan således godt medføre en relevant og tilstrækkelig belastning for hånden eller håndleddet.
Der kan for eksempel være tale om en vekslen mellem meget kraftfuldt arbejde med let til moderat repetition i 1/3 af arbejdsdagen, og højrepetitivt arbejde med håndleddet holdt i akavede stillinger under anvendelse af let til moderat kraftudfoldelse i 1/3 af arbejdsdagen. I den sidste tredjedel af arbejdsdagen udføres ikke arbejde, der belaster hånd eller håndled. I dette tilfælde sker der en vekslen mellem forskellige arbejdsfunktioner over arbejdsdagen, hvor to af arbejdsfunktionerne opfylder kravene til en relevant påvirkning og hvor påvirkningerne samtidig strækker sig over mere end halvdelen af arbejdsdagen. Sagen kan derfor anerkendes efter fortegnelsen.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere kraftanvendelsen, repetitionen og arbejdsstillingens belastning af hånd eller håndled konkret og indgående i forhold til de pågældende arbejdsfunktioner. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af den pågældende sygdom hos netop den undersøgte person.
5.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Slidgigt (artrose) i fingre og/eller håndled
– Leddegigt (rheumatoid artrit) i fingre og/eller håndled
– Symptomer fra sener og muskler som følge af alder (alderssvarende degenerative forandringer)
– Følger efter håndledsbrud
– Systemiske sygdomme (for eksempel sukkersyge)
5.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun seneskedehindebetændelse (tendovaginitis) samt betændelseslignende forandringer i en sene eller i væv omkring en sene (tendinitis og peritendinitis) i hånd og underarm, der er omfattet af fortegnelsens punkt C.1. Der skal desuden have været tale om en påvirkning, der opfylder kravene til anerkendelse.
Nervesygdomme i hånd eller underarm kan dog være omfattet af fortegnelsen under andre punkter.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempler på sygdomme, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er gigtsygdomme i hånden og radialtunnelsyndrom.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
5.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af senesygdom i underarmen hos en slagteriarbejder (løft)
En slagteriarbejder skulle transportere vogne med skinker fra kølerum til transportbånd. Han lagde derefter skinkerne op på transportbåndet i cirka 1 meters højde. Han løftede med samtidig drejning af højre underarm, idet han lagde skinken op på transportbåndet. Skinkerne vejede cirka 8- 12 kg. Han fik stillet diagnosen senesygdom i højre underarm efter godt 2½ års arbejde.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet har indebåret kraftfulde og hyppigt gentagne bevægelser igennem en stor del af arbejdsdagen med samtidig drejning af underarmen.
Eksempel 2: Anerkendelse af senesygdom i underarmen hos slagteriarbejder (udskæring)
En slagteriarbejder havde arbejdet med udskæringsarbejde i mange år. Han var højrehåndet og havde under udskæringsarbejdet holdt kødet med venstre hånd i stålhandske. Det var venstre hånd, der vred, rykkede og løftede kødet talrige gange hver dag. Han fik gener svarende til venstre underarm og fik stillet diagnosen senesygdom i underarmen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen, da arbejdet er udført i højrepetitivt tempo og har krævet en ikke ubetydelig kraftudfoldelse, herunder mange løft og træk med samtidige vride- og drejebevægelser i håndleddet og anvendelse af gribekraft.
Eksempel 3: Anerkendelse af senesygdom i underarme hos syerske
En syerske arbejdede med sammensyning af telte. Hun skulle sy de færdigsyede teltvægge sammen med taget af vinyl og bagefter sy græskanter på. Hun skulle med 1. og 2. finger (overvejende på højre hånd) trække 15- 20 meter vinyl gennem symaskinen samtidig med, at hun skulle styre selve syningen. Efter et par ugers arbejde fik hun smerter og funktionsindskrænkning. Lægen konstaterede, at hun havde smerter i begge hænder og håndled. Diagnosen var senesygdom i underarmene.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Syersken har udført et kraftfuldt og repetitivt, for underarmen belastende arbejde. Arbejdet har indebåret gentagne bevægelser med anvendelse af kraft og gribekraft samt vrid i håndleddet. En samtidig springfinger er ikke omfattet af anerkendelsen, da den ikke kan anses for arbejdsbetinget.
Eksempel 4: Anerkendelse af seneskedehindebetændelse ved håndleddet hos savværksarbejder (løft)
En savværksarbejder arbejdede ved en arbejdsfunktion, hvor han skulle håndtere træstammer. Træstammerne var 2 meter lange og havde en diameter på 10 cm. Træstammerne var ofte våde. Stammerne skulle løftes fra vandret til lodret og placeres i et rør, hvorefter en maskine skar klodser af stammen. I forbindelse med arbejdsfunktionen var der tale om samtidige drejebevægelser i underarmene. Savværksarbejderen fik efter 4 måneders arbejde ved denne funktion konstateret en seneskedehindebetændelse i underarmen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet er repetitivt og har krævet en ikke ubetydelig kraftudfoldelse ved gentagne tunge løft med samtidige drejebevægelser i håndleddet igennem arbejdsdagen.
Eksempel 5: Anerkendelse af De Quervains sygdom (montagearbejder med seneskedehinde-betændelse i tommelfinger )
En kvindelig montagearbejder arbejdede i en større elektronikvirksomhed, som producerede forskellige komponenter i metaller. Hun havde 3 forskellige arbejdsfunktioner i løbet af en arbejdsdag. I den ene funktion betjente hun en nittemaskine, hvor hun i et højt tempo udførte arbejdsbevægelser med tryk- og vridpåvirkninger af tommelfingeren under samtidig moderat anvendelse af muskelstyrke. I den anden funktion satte hun forskellige delkomponenter sammen. Dette arbejde var ligeledes forbundet med nogen kraftudfoldelse med direkte belastninger af højre tommelfinger og foregik i et moderat til højt tempo i lettere akavede arbejdsstillinger for tommelfingeren. I den sidste funktion varetog hun videreekspedition af komponenter/produkter til andre afdelinger og almindeligt forefaldende opgaver som afrydning og afhentning af nye delkomponenter. Den sidste funktion medførte ikke særlige påvirkninger af tommelfingeren. De 3 arbejdsfunktioner var stort set ligeligt fordelt over arbejdsdagen. Hun fik efter omkring 2 års arbejde smerter og bevægebesvær svarende til højre tommelfingerside ved håndleddet, og en speciallæge konstaterede, at der var tale om De Quervains sygdom. Der blev ikke fundet tegn på slidgigt ved undersøgelserne.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Montagearbejderen har udført repetitivt til højrepetitivt arbejde med samtidigt anvendelse af muskelkraft i højre tommelfinger ved komponentbehandling. Hun har udført de tommelbelastende arbejdsfunktioner i mere end halvdelen af arbejdsdagen i godt 2 år ved forskellige arbejdsfunktioner, og har derefter fået konstateret seneskedehindebetændelse i en sene ved højre tommelfinger (De Quervains sygdom). Der er god overensstemmelse mellem påvirkningerne og sygdomsbilledet.
Eksempel 6: Anerkendelse af senebetændelse i hånden efter tungere køkkenarbejde
En kvinde arbejdede som køkkenmedhjælper i et ældre centralkøkken på et sygehus. Hendes arbejde bestod i mere end halvdelen af arbejdsdagen i at udføre grovere køkkenmedhjælper-funktioner, såsom tungt rørearbejde, rengøring af grøntsager og lignende med børste, rengøring af mange gryder, pander og fade med svamp og børste og grundig rengøring af køkkenets flader med svamp, børste og klude i løbet af og ved slutningen af arbejdsdagen. Hun foretog derud over en del tunge og akavede løft af varer, køkkenservice og lignende. Hun fik efter godt 8 års ansættelse smerter i højre hånd med udstråling til underarmen. Speciallægen stillede diagnosen senebetændelse i højre hånd (tendinitis man. dx).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Køkkenmedhjælperen har udført forskellige former for grovere køkkenarbejde med tungt rørearbejde, grovere rengøring af grøntsager og køkkenservice samt rengøring af køkkenarealer igennem flere år og igennem mere end halvdelen af arbejdsdagen. Arbejdet har indebåret hyppigt gentagne dreje-, vride- og bøje/strækkebevægelser af højre hånd og håndled under anvendelse af en del muskelkraft, og der er i øvrigt god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdet.
Eksempel 7: Anerkendelse af seneskedehindebetændelse i underarmen (grovere rengøringsarbejde i 10 år)
En 52-årig kvinde arbejdede som rengøringsassistent i et rengøringsselskab igennem en længere årrække. Arbejdet blev udført på forskellige større arbejdspladser. Hendes arbejde bestod hovedsageligt i grovere hovedrengøring, herunder gulvvask af store arealer med anvendelse af en håndbetjent gulvmoppe igennem en større del af arbejdstiden, grundafvaskning og afskuring af bade- og køkkenområder med børste, svamp og klude og afvaskning af lofter, vægge, vinduespartier og døre/paneler med svamp og klude. Arbejdet var ifølge den arbejdsmedicinske speciallægeerklæring forbundet med hyppigt gentagne og kraftbetonede bevægelser af håndleddet og albueleddet, med samtidige vride-, dreje-, og bøje/strækkebevægelser i håndled og albueled igennem en stor del af arbejdsdagen. Hun fik efter godt 12 års arbejde først symptomer på seneskedehindebetændelse i højre underarm samt kort tid derefter symptomer på en højresidig tennisalbue. En speciallæge bekræftede diagnoserne.
Sagen om seneskedehindebetændelse kan anerkendes efter fortegnelsen. Rengøringsassistenten har udført arbejde med grovere rengøring i mange år, typisk hovedrengøring med gulvvask ved håndbetjent gulvmoppe og afskuring/afvaskning af større arealer. Arbejdet har medført en kontinuerlig og forholdsvis kraftfuld belastning af håndleddet i en stor del af arbejdsdagen, med gentagne vride-, bøje- og strækkebevægelser i håndleddet under anvendelse af nogen muskelkraft. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem udviklingen af seneskedehindebetændelse i højre underarm og arbejdet.
(For albuesagens anerkendelse henvises til kapitel 7 om albuesygdomme)
Eksempel 8: Afvisning af seneskedehindebetændelse hos postarbejder (sortering og lette løft)
En kvinde var igennem et par år ansat som postarbejder, hvor hun sorterede breve, aviser og blade og kodede med anvendelse af tastatur. Arbejdet indebar en del meget lette løft og nogle drejebevægelser af håndleddet i løbet af arbejdsdagen. Hun fik smerter i højre håndled og fik stillet diagnosen seneskedehindebetændelse.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Selvom sorteringsarbejdet er repetitivt af karakter, er der ikke tale om kraftfuldt arbejde. Der er heller ikke tale om særlige og risikofyldte belastninger i øvrigt, der kan begrunde forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempel 9: Afvisning af seneskedehindebetændelse hos social- og sundhedshjælper (plejearbejde)
En kvinde arbejdede som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen igennem godt 7 år. Arbejdet indebar en enkelt tungere morgenpleje hos en ældre gangbesværet klient med omkring 5-7 personhåndteringer dagligt. Hun havde derud over lettere pleje-/støttefunktioner hos 2 andre klienter med skønsmæssigt 2-4 personhåndteringer dagligt. Derudover havde hun opgaver i forbindelse med rengøring og indkøb med videre. Hun fik smerter i højre håndled efter 6 år, og hendes læge stillede diagnosen højresidig seneskedehindebetændelse (tendovaginitis man. dxt.).
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har været beskæftiget med en kombination af plejearbejde og praktiske opgaver (rengøring, indkøb og lignende) hos forskellige klienter i hjemmeplejen igennem flere år. Arbejdet, herunder det beskrevne plejearbejde, er ikke karakteriseret ved kraftfulde, repetitive bevægelser, og sygdommen er derfor ikke omfattet af fortegnelsen. Der er heller ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempel 10: Afvisning af seneirritation i hånd og håndled hos teknisk assistent (PC og mus/pen)
En kvinde arbejdede som teknisk assistent i lidt over 10 år, hvor hun var beskæftiget med pc-arbejde og anvendte professionelle tegneprogrammer samt Microsoft-programmer. Hun arbejdede med PC, mus og i den sidste del af perioden tegnepen i 5-7½ time dagligt 4 dage ugentligt. Hun fik smerter fra højre arm og hånd, og hendes læge stillede diagnosen peritendinitis i højre hånd.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har været beskæftiget med pc-tegnearbejde med megen daglig anvendelse af mus/pen igennem mange år. Arbejdet med PC og mus/pen indebærer repetitive arbejdsbevægelser, men ikke kraftanvendelse.
På baggrund af de nyeste lægevidenskabelige undersøgelser, herunder resultatet af NUDATA-undersøgelsen, er der efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering ikke medicinsk dokumentation for at optage sygdommen seneirritation i hånden eller håndleddet efter påvirkningen computerarbejde på erhvervssygdomsfortegnelsen (lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led). Udvalget finder det heller ikke overvejende sandsynligt, at sygdommen seneirritation i hånd og håndled kan forårsages af arbejde med computermus/pen (lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led), da der ikke er tale om særligt risikofyldte belastninger for udvikling af de anmeldte sygdomme.
6. Karpaltunnelsyndrom (C.2.)
6.1. Punkt på fortegnelsen
6.2. Krav til diagnosen
6.3. Krav til påvirkningen
6.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
6.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
6.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
6.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende nervesygdom i hånd og underarm er efter en af de anførte påvirkninger optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe C, punkt 2)
Sygdom
Påvirkning
C.2. Karpaltunnelsyndrom
a. Arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj i længere tid
b. En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser i længere tid
c. Arbejde med genstande, der medfører et direkte og vedvarende tryk på medianusnerven i karpaltunnellen i længere tid
d. Som komplikation til seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
6.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen karpaltunnelsyndrom (ICD-10 M56.0).
Karpaltunnelsyndrom skyldes påvirkning eller afklemning af håndens midternerve (nervus medianus) i den såkaldte karpaltunnel på håndleddets bøjeside. Gennem denne tunnel passerer foruden midternerven også 9 sener. Ved pladsmangel kan der opstå tryk på nerven, og det er symptomerne herpå, der kaldes karpaltunnelsyndrom.
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Resultatet af en neurofysiologisk undersøgelse (EMG/ENG), hvis en sådan er foretaget. Vi kan ikke kræve invasive (indtrængende) undersøgelser.
Den kliniske diagnose ved karpaltunnelsyndrom stilles som udgangspunkt ved en klinisk objektiv undersøgelse. Diagnosens sikkerhed kan optimeres med en supplerende nerveledningsundersøgelse (neurofysiologisk undersøgelse ved hjælp af elektroneurografi eller elektromyelografi).
Hvis en nerveledningsundersøgelse ikke kan bekræfte diagnosen karpaltunnelsyndrom, kan sygdommen ikke anses for dokumenteret, og sagen kan ikke anerkendes efter dette punkt på fortegnelsen.
Hvis tilskadekomne er opereret for et karpaltunnelsyndrom, vil det operative indgreb i sig selv være tilstrækkelig dokumentation for sygdommen, selvom en nerveledningsundersøgelse udført efter det operative indgreb eventuelt ikke kan understøtte diagnosen.
Symptomer
– Føleforstyrrelser i medianusområdet
– Smertefulde dødhedsfornemmelser (paræstesier)
– Forværring af smerter og symptomer ved belastning
– Natlig forværring af smerter og andre symptomer (eventuelt ”ormeformede” fornemmelser ved håndleddet)
Objektive tegn
Diagnosen karpaltunnelsyndrom stilles som udgangspunkt ved en klinisk undersøgelse. Fund ved en klinisk undersøgelse kan være
– Nedsat følesans på fingre, håndflade og håndryg
– Ændret smerte- og temperatursans
– Ændret sans for skelnen mellem stumpt og spidst
– Muskelsvind.
Den kliniske undersøgelses resultater kan optimeres med en supplerende nerveledningsundersøgelse. Hvis der er tale om karpaltunnelsyndrom, vil den neurofysiologiske undersøgelse vise dysfunktion i nervefunktionen, svarende til karpaltunnellen.
6.3. Krav til påvirkningen
For at sygdommen karpaltunnelsyndrom er omfattet af fortegnelsen, gælder, at der skal have været tale om påvirkninger i form af længere tids arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj, en kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser, eller arbejde med genstande, der medfører tryk på medianusnerven i karpaltunnellen. Sygdommen kan derud over anerkendes som komplikation til en seneskedehindebetændelse i håndleddets bøjesene, hvis denne sygdom kan anerkendes efter fortegnelsen.
Sygdommen karpaltunnelsyndrom er hyppigt forekommende i befolkningen uanset erhverv, særligt hos kvinder. I mange tilfælde er der ikke tale om en arbejdsbetinget sygdom. Arbejdsmæssige belastninger, som beskrevet ovenfor, medfører imidlertid en betydeligt øget risiko for udvikling af sygdommen.
Belastningen skal være mekanisk og fysiologisk relevant for sygdommen. Dette betyder blandt andet, at det udførte arbejde skal have medført en relevant belastning af håndleddet. Om arbejdet kan anses for relevant belastende, afhænger af en konkret vurdering af de samlede belastninger af håndleddet set i forhold til sygdomsudviklingen.
6.3.1. Arbejde med kraftigt vibrerende værktøj (A)
Det er en betingelse for anerkendelse af karpaltunnelsyndrom efter udsættelse for vibrerende håndværktøj, at der har været tale om vibrationspåvirkning gennem hænder og arme fra håndholdte værktøjer, håndførte maskiner eller stationære maskiner, hvor påvirkningen sker gennem et emne.
Der stilles krav til både vibrationens styrke og varighed. Styrken måles ved vibrationens acceleration, den såkaldte frekvensvægtede acceleration, som angives ved meter per sekund2 (m/s2 ) eller decibel (dB). Normalt vil der blive taget udgangspunkt i, at belastningen skal svare til mindst et vibrationsniveau på 2,5 m/s2. Værktøj med et vibrationsniveau på under 2,5 m/s2 vil normalt ikke kunne anses for kraftigt vibrerende håndværktøj, og udsættelse herfor vil ikke være omfattet af fortegnelsen. For kravene til belastningsperioden henvises til nedenstående skema om vibrationsudsættelse i timer/år alt efter de anvendte værktøjers belastningsgrad. Som det fremgår af skemaet, skal der normalt have været tale om relevant udsættelse i mindst 1-2 år (accelerationsniveau 10-20).
Varigheden og styrken skal svare til standarden anført i skemaet. Det vil sige, at kravene til varigheden per dag eller år bliver mindre, hvis vibrationsniveauet er højere end angivet i standarden. For at kunne vurdere vibrationspåvirkningen er det derfor nødvendigt at vide, hvilken type vibrerende værktøj, der har været brugt og dets vibrationshastighed. Endvidere er der behov for oplysninger om det antal timer dagligt og antal år, hvor værktøjet har været brugt. Hvis det ikke er muligt at få oplysning om værktøjets konkrete accelerationsniveau, er der til hjælp ved vurderingen udarbejdet et skema med angivelse af gennemsnitlige niveauer.
Det bemærkes, at ældre værktøjer normalt har højere vibrationsniveau end nyere udgaver, der ofte vil være vibrationsdæmpede.
Skema om sammenhæng mellem udsættelse for vibrationer og karpaltunnelsyndrom
Nedennævnte skema viser sammenhængen mellem daglig udsættelse i antal timer, antal år og graden af vibrationsstyrke. Skemaet angiver, hvor meget der skal til, før der udvikles karpaltunnelsyndrom.
Frekvensdrejet acceleration
(m/s2 )
Timer
0,25
Timer
0,5
Timer
1
Timer
2
Timer
4
Timer
8
2,5
Mere end
25 år
Mere end
25 år
24 år
17 år
12 år
8,4 år
5
24 år
17 år
12 år
8,5 år
6 år
4,2 år
10
12 år
8,5 år
6 år
4,2 år
3 år
2,1 år
20
6 år
4,2 år
3 år
2,1 år
1,5 år
1,1 år
Beregningerne i skemaet er foretaget på grundlag af ISO-standard nr. 5349.
Eksempler på accelerationsniveauer for nogle typer af vibrerende håndværktøjer i perioden 1970-1984. Frekvensvejet acceleration ved håndgrebet under erhvervsarbejde
6.3.2. Hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser (B)
For at en sag kan anerkendes efter fortegnelsens punkt B om karpaltunnelsyndrom, skal der have været tale om en kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser i længere tid. Med en kombination menes, at arbejdet som udgangspunkt skal indeholde mindst 2 af de anførte belastningsfaktorer; det vil sige hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser.
Hurtigt gentagne arbejdsbevægelser
For at arbejdet kan anses for karakteriseret ved hurtigt gentagne arbejdsbevægelser, der belaster håndleddet på en relevant måde, må arbejdet medføre hurtigt gentagne (højrepetitive) bevægelser af håndleddet i en væsentlig del af arbejdsdagen. Det vil normalt sige ensidigt gentagne og belastende arbejdsbevægelser udført mange gange i minuttet.
Hyppigheden af de belastende bevægelser kan ikke fastsættes endeligt, men afhænger af en konkret vurdering af repetitionshyppigheden set i forhold til arbejdets udførelse og de øvrige belastende forhold ved arbejdet, i form af samtidige akavede arbejdsstillinger for håndleddet og/eller kraftudfoldelse.
Kraftfulde arbejdsbevægelser
Relevante elementer i vurderingen af, om arbejdsbevægelserne er kraftfulde, kan være
– Graden af anvendelse af muskelkraft ved arbejdet
– Om emnet yder modstand
– Om der er samtidige vride-, dreje-, bøje- eller strækkebevægelser i håndleddet
Akavede arbejdsbevægelser
En faktor, der bidrager til risikoen for sygdomsudviklingen, er arbejde i arbejdsstillinger, der er akavede for håndleddet. Alle led har en normal funktionsstilling. Det er den stilling af leddet, som giver en optimal funktion af ekstremiteten (ekstremitet = arm eller ben). Bevægelser, som sker i andre stillinger end normalstillingen, betegnes som akavede. Jo større afvigelsen fra normalstillingen er, jo mere betegnes den som akavet. Bevægelser i akavede stillinger er ikke optimale og øger dermed belastningen af for eksempel muskler, sener og bindevæv.
For at arbejdet kan karakteriseres som kendetegnet ved akavede arbejdsbevægelser, skal der være tale om bevægelser, der medfører en særlig belastning af håndleddet. Det vil sige bevægelser udført med håndleddet holdt i en skæv stilling, der afviger fra den normale funktionsstilling, eller bevægelser, der medfører kontinuerlige vride-, dreje-, strække- eller bøjebevægelser i håndleddet. Der skal som udgangspunkt være tale om en betydelig afvigelse fra den optimale funktionsstilling.
Kombinationsvurdering
Hvis der er tale om en meget høj grad af kraftudfoldelse og eventuelt tillige meget akavede arbejdsstillinger for håndleddet, vil kravet til repetitionshyppigheden være relativt mindre. Der skal dog altid være tale om en vis gentagethed ved arbejdsbevægelserne. Ved en moderat kraftudfoldelse og gode arbejdsstillinger for håndleddet vil kravet til repetitionshyppigheden tilsvarende være større.
Hvis arbejdet indebærer hurtigt gentagne arbejdsbevægelser med samtidig meget akavede arbejdsstillinger, vil der ikke være et krav om egentlig kraftudfoldelse ved arbejdet, der ligger ud over den normale kraftudfoldelse som skal til for at bevæge hånden (normal funktionskraft). En samtidig kraftudfoldelse, der ligger noget ud over anvendelse af normal funktionskraft, bidrager imidlertid til risikoen for sygdomsudvikling og taler derfor for en nedsættelse af kravet til repetitionshyppigheden og arbejdsstillingens akavethed.
Hvis arbejdet er karakteriseret ved hurtigt gentagne og kraftfulde arbejdsbevægelser, skal der ikke nødvendigvis være tale om samtidige akavede arbejdsstillinger.
6.3.3. Arbejde med genstande, der medfører direkte og vedvarende tryk (C)
Ved arbejde med genstande, der medfører tryk på medianusnerven i karpaltunnellen, forstås arbejdsprocesser med anvendelse af genstande (redskaber eller andre emner), der indebærer en vedvarende og udefra kommende trykpåvirkning direkte på nerven i løbet af arbejdsdagen.
6.3.4. Generelle betingelser for påvirkningerne (A-C)
Der skal som udgangspunkt være udført relevant belastende arbejde i en sammenhængende periode på 2 år eller mere.
Det nærmere krav til belastningens tidsmæssige udstrækning vil afhænge af en konkret vurdering af belastningens karakter og omfang (styrke). Har der fundet en yderst omfattende påvirkning sted, taler dette for en forholdsvis kort belastningsperiode (1-2 år). En forholdsvis beskeden påvirkning vil derimod tale for et krav om en længere belastningsperiode. Hvis der har været tale om en meget lang belastningsperiode, vil dette tilsvarende kunne tale for en nedsættelse af kravet til belastningens styrke.
For arbejde med kraftigt vibrerende værktøjer gælder dog særlige regler for den tidsmæssige udstrækning, alt afhængigt af værktøjernes vibrationsstyrke og den daglige udsættelse i timer. Der henvises til ovenstående afsnit om arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj, herunder skemaet om vibrationsstyrke i forhold til den tidsmæssige udstrækning.
Det er en forudsætning for anerkendelse, at der er en god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og det håndledsbelastende arbejde. For karpaltunnelsyndrom er den relevante tidsmæssige sammenhæng, at de første symptomer på sygdommen viser sig nogen tid efter, at det håndledsbelastende arbejde er begyndt. Ved nogen tid forstås - afhængigt af belastningens omfang - sædvanligvis mindst 1-2 år. Ved vurderingen lægges dog vægt på, om der for eksempel har været tale om ekstraordinært store, daglige belastninger. I sådanne tilfælde vil der lægeligt være en tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og sygdommens udvikling, selvom de første symptomer viser sig kortere tid efter påbegyndelsen af det håndledsbelastende arbejde. Sygdommen må dog ikke have manifesteret sig som kronisk sygdom, før det belastende arbejde blev påbegyndt.
Det belastende arbejde skal være udført i mindst halvdelen af arbejdsdagen.
Hvis der er udført forskellige arbejdsfunktioner i løbet af arbejdsdagen, vil der blive foretaget en vurdering af den samlede daglige belastning af håndleddet, ud fra en vurdering af hver arbejdsfunktions belastning og de forskellige belastningers samlede tidsmæssige udstrækning.
Der kan for eksempel være tale om en vekslen mellem hurtigt gentagne og kraftfulde håndledsbelastende arbejdsbevægelser i 1/3 af arbejdsdagen og hurtigt gentagne og meget akavede arbejdsbevægelser i 1/3 af arbejdsdagen. I den sidste tredjedel af arbejdsdagen udføres ikke håndledsbelastende arbejde. I dette tilfælde sker der en vekslen mellem forskellige arbejdsfunktioner over arbejdsdagen, hvor 2 af arbejdsfunktionerne opfylder kravene til en relevant påvirkning, og hvor disse påvirkninger samtidig strækker sig over mere end halvdelen af arbejdsdagen. Sagen kan derfor anerkendes efter fortegnelsen.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal i øvrigt være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere hyppigheden og karakteren af arbejdsbevægelserne, herunder anvendelsen af kraft og håndleddets arbejdsstillinger, eventuelt anvendte vibrerende værktøjer og deres grad af vibrationsstyrke samt eventuelle direkte trykpåvirkninger, konkret og indgående i forhold til de enkelte arbejdsfunktioner. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person.
En nerveledningsundersøgelse kan indgå i vurderingen som supplement til den kliniske undersøgelse.
6.3.5. Som komplikation til seneskedehindebetændelse (D)
Karpaltunnelsyndrom kan i nogle tilfælde opstå som en naturlig følge af og komplikation til seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside. Hvis seneskedehindebetændelsen kan anerkendes efter fortegnelsens krav til denne sygdom, vil karpaltunnelsyndromet kunne anerkendes som komplikation til denne sygdom ud fra de krav, der gælder for seneskedehindebetændelse efter fortegnelsen.
6.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Gigt i håndleddet og/eller håndroden
– Følger efter brud på håndled
– Seneknude (ganglion)
– Visse former for slidgigt i halshvirvelsøjlen med rodpåvirkning
– Diskusprolaps i halshvirvelsøjlen
– Nervebetændelse (neuropati)
– Idiopatiske (ukendte) årsager
– Aldersbetingede forandringer i håndleddet
– Sukkersyge
– Graviditet
– Fedme (Body Mass Index større end 30-31)
– Kæmpevækst (akromegali)
– For lavt stofskifte (myksødem)
6.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun sygdommen karpaltunnelsyndrom, der er omfattet af dette punkt på fortegnelsen. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, der opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Et eksempel på en påvirkning, der eventuelt vil kunne anerkendes som årsag til et karpaltunnelsyndrom efter forelæggelse for udvalget, er et ekstremt højrepetitivt og kraftfuldt arbejde, hvor sygdommen er opstået inden for det første år.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
6.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
6.6.1. Arbejde med stærkt vibrerende håndværktøj (A)
Eksempel 1: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (kleinsmed i 8 år)
Tilskadekomne var beskæftiget som klejnsmed på et skibsværft i godt 8 år. Han anvendte i forbindelse med pladearbejde luftmejsel, plan- og vinkelsliber, bor og lufthammer. Han havde i gennemsnit anvendt det håndholdte vibrerende værktøj i 4-5 timer dagligt og værktøjerne havde en vibrationsstyrke på mellem 3 og 8 m/s2. Han begyndte at få smerter og føleforstyrrelser i højre hånd og håndled efter 7-8 år. En speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har været udsat for kraftigt vibrerende værktøjer i halvdelen af arbejdsdagen under arbejde som klejnsmed i 8 år og de anvendte værktøjer har haft et væsentligt håndledsbelastende vibrationsniveau på gennemsnitligt 5-6 m/s2. Der er god sammenhæng mellem udviklingen af et højresidigt karpaltunnelsyndrom og belastningen og dens tidsmæssige udstrækning.
Eksempel 2: Afvisning af karpaltunnelsyndrom (truckfører i 7 år)
Tilskadekomne havde arbejdet som lagerarbejder i en større virksomhed i godt 7 år. Hans arbejde bestod i næsten hele arbejdstiden i truckkørsel. Ifølge sagens oplysninger var der tale om kørsel med ældre trucks, hvor vibrationer fra køretøjet forplantede sig til føreren via styretøjet. Ifølge sagens oplysninger var vibrationsniveauet dog meget beskedent og under 1 m/s2. Tilskadekomne fik efter godt 7 års arbejde konstateret karpaltunnelsyndrom på venstre side af en speciallæge.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået et venstresidigt karpaltunnelsyndrom, efter at han har arbejdet som truckfører med lettere vibrationspåvirkninger til håndleddet fra køretøjet igennem flere år. Vibrationsbelastningen opfylder imidlertid ikke kravene efter fortegnelsen, da vibrationsniveauet har ligget væsentligt under 2,5 m/s2.
6.6.2. Hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser (B)
Eksempel 3: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (fisketrimmerske i 3 år)
Tilskadekomne arbejdede som fisketrimmer ved en fiskefiletfabrik i 3 år. Hun sad ved et transportbånd og trimmede fisk ved hjælp af en kort skarp filetkniv. Ved trimningen fjernedes nakkeben, mørbradben, finnerodsben, haleben og midterben med mindre skærebevægelser. Hånd og underarm blev ved trimningen fastlåst i hvert snit med samtidig drejning i håndleddet.. Arbejdet krævede dog lettere anvendelse af håndkraft. Hun trimmede i gennemsnit 7-10 fisk i minuttet, svarende til godt 60 mindre bevægelser per minut med knivhånden (højre hånd). Hun udviklede efter godt 3 års arbejde smerter og føleforstyrrelser samt dødhedsfornemmelse i højre hånd og underarm. En speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom, som blev bekræftet ved en neurofysiologisk undersøgelse.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som fisketrimmer i 3 år, før hun udviklede et højresidigt karpaltunnelsyndrom. Arbejdet har været præget af ekstremt hurtigt gentagne små skærebevægelser med lettere kraftudfoldelse med højre knivhånd udført i en let akavet håndledsstilling, der har belastet højre håndled. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet med de ekstremt hurtigt gentagne, lettere kraftfulde og akavede arbejdsbevægelser i 3 år og sygdommens opståen.
Eksempel 4: Anerkendelse af dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom (bogbinderske i 10 år)
Tilskadekomne arbejdede i et bogbinderi på fuld tid i omkring 10 år. Hendes arbejde bestod overvejende i at passe en bogmaskine, som hun lagde papirark i. Hun tog et stød papir og placerede det lodret på en plade foran sig, hvorefter hun rettede papirerne ind. Hun lagde derefter papirerne med begge hænder i indtagestationen på maskinen, der var placeret i brysthøjde. Hun lagde godt 14.000 ark op i maskinen per time, svarende til en hyppighed på 30-40 håndteringer per minut. Efter godt 10 års arbejde udviklede hun kroniske smerter i begge underarme, dog mest udpræget i højre side. En speciallæge stillede diagnosen dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom og hun blev efterfølgende opereret på begge sider.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som bogbinderske, hvor hun har udført hurtigt gentagne arbejdsbevægelser med begge hænder omkring 30-40 gange i minuttet ved ilægning af papir i en bogmaskine. Arbejdet har bestået i udpræget hurtigt gentagne og akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser. Arbejdet har tillige medført nogen kraftudfoldelse ved enkelte arbejdsprocesser. Tilskadekomne har fået et dobbeltsidigt karpaltunnelsyndrom efter mange års belastning, og der er god overensstemmelse mellem arbejdet, der har belastet begge håndled, og udviklingen af sygdommen.
Eksempel 5: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (slagteriarbejder i 4 år)
Tilskadekomne arbejdede som ”slicemand” på et slagteri i godt 4 år. Hans arbejde bestod i at skrælle salamipølser med en enkeltvægt på 5 kilo. Han skar med højre hånd pølserne ned fra et stativ og lagde dem på et bord. Derefter skar han den yderste ende af pølsen, løftede den med venstre hånd og trak pølseskindet halvt af med højre hånd. Han rejste pølsen på højkant og afrev resten af pølseskindet. Hans produktion var på mellem 1.200 og 2.000 pølser per dag og hver pølse blev håndteret flere gange, svarende til omkring 10-15 håndteringer per minut. Efter 4 års arbejde udviklede han smerter og føleforstyrrelser i højre underarm og hånd. Han fik af en speciallæge stillet diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom. En neurofysiologisk undersøgelse bekræftede diagnosen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har arbejdet som ”slicemand” på et slagteri igennem flere år, hvor arbejdet har bestået i udskæring og skrælning af pølser. Arbejdet har været præget af hurtigt gentagne og kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede, håndledsbelastende arbejdsstillinger mange gange i minuttet. Han fik efter 4 års arbejde et højresidigt karpaltunnelsyndrom, og der er god overensstemmelse mellem det håndledsbelastende arbejde og sygdomsudviklingen.
Eksempel 6: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (tagoverstryger i 2½ år)
Tilskadekomne arbejdede som tagoverstryger med tagreparationer igennem 2½ år. Han arbejdede på akkord i godt 8 timer dagligt. Arbejdet bestod i at overstryge tage med overstrygningskit, som blev påført med en særlig pumpe. Pumpen var udstyret med en sprøjtepistol via en slange. Pumpen, der skulle håndteres og flyttes mange gange dagligt, vejede 75 kilo. Trykket i slangen var på 220 bar. Kitpumpen var vanskelig at betjene, og arbejdet var tungt for håndleddet. Sprøjtepistolens anvendelse krævede hyppige aktiveringer med samtidig kraftudfoldelse i højre hånd, ligesom højre håndled blev udsat for meget akavede arbejdsstillinger under arbejdet med overstrygning af tagfladerne. Efter godt 2½ års arbejde udviklede tilskadekomne smerter i højre håndled og underarm, og en speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne fik et højresidigt karpaltunnelsyndrom efter arbejde som tagoverstryger i 2½ år. Arbejdet var meget belastende for højre håndled med gentagne arbejdsbevægelser mange gange i minuttet, der krævede en del kraftudfoldelse med højre hånd. Arbejdet blev tillige udført i arbejdsstillinger, der var meget akavede for håndleddet.
Eksempel 7: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (montrice i 3 år)
Tilskadekomne arbejdede som montrice i en virksomhed, der producerede lamper og loftsarmaturer, igennem godt 3 år. Hun var i omkring ¾ af arbejdstiden beskæftiget med at bukke armaturer ved en bukkemaskine. ¼ af arbejdstiden var hun beskæftiget med at håndsamle reflektorer til loftsarmaturer med påmontering af emner med en popnittepistol. Hun kunne montere 100-300 armaturer per dag ved påmonteringen, svarende til mange gentagne arbejdsbevægelser per minut. Arbejdet med popnittepistolen krævede nogen kraftudfoldelse af højre hånd og indebar hyppige vride, dreje og bøjemanøvrer med håndleddet. Ved bukkearbejdet tog hun en stak aluminiumsplader af forskellig størrelse til et arbejdsbord, hvorefter hun holdt det enkelte emne ind i en bukkemaskine, som blev aktiveret med fodpedal. Herefter tog hun emnerne ud og lagde dem i en bunke. Håndteringerne indebar, at hun skulle række ud og foretage løft i maksimal rækkeafstand med drejninger i håndleddet, dog med begrænset kraftudfoldelse. Hendes produktion var 300 emner i timen, og hvert emne blev håndteret flere gange. Efter 3 års arbejde fik hun gener i højre underarm, og en speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne havde håndledsbelastende montricearbejde i 3 år og udviklede derefter et højresidigt karpaltunnelsyndrom. Arbejdet var præget af mange gentagne arbejdsbevægelser med højre hånd med samtidig kraftudfoldelse eller udført i akavede håndledsbelastende arbejdsstillinger.
Eksempel 8: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (rengøringsassistent i 6 år)
Tilskadekomne arbejdede som rengøringsassistent med morgenrengøring 30 timer/uge i et stort supermarked. Arbejdet bestod overvejende i rengøring af et 3000 m2 stort linoleumsgulv ved anvendelse af en vaskepumpemaskine, der blev drevet af batterier. Maskinen var ½ meter bred, vejede 500-600 kilo og nåede hende til brystet. Maskinen blev betjent med overhåndsgreb på 2 vandretliggende håndtag i brysthøjde. Ved fremdrift skulle håndtagene skubbes nedad og ved bakning opad. Maskinen blev drejet ved træk og skub i håndtagene. Der var tale om gulvvask af smalle gange, der indebar gentagne drejninger med vrid i håndleddene. Betjeningen af maskinen krævede endvidere en del anvendelse af håndkraft. Efter godt 6 års arbejde udviklede hun svære smerter og føleforstyrrelser i højre hånd og håndled samt lettere smerter i venstre håndled. En neurofysiologisk undersøgelse påviste et højresidigt karpaltunnelsyndrom. Der var imidlertid ikke tegn på karpaltunnelsyndrom på venstre side.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen, for så vidt angår det højresidige karpaltunnelsyndrom. Smerterne i venstre håndled er ikke omfattet af anerkendelsen, da der ikke er dokumentation for sygdommen karpaltunnelsyndrom på venstre side. Tilskadekomne har haft håndledsbelastende arbejde som rengøringsassistent igennem 6 år, hvor hun har betjent en stor og tung gulvvaskemaskine. Arbejdet har indebåret mange gentagne arbejdsbevægelser med nogen kraftudfoldelse, udført i akavede håndledsbelastende arbejdsstillinger, herunder hyppige drejebevægelser, og der er god sammenhæng mellem arbejdet og sygdommens opståen.
Eksempel 9: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (violinist i 4 år)
Tilskadekomne arbejdede som professionel violinist på fuld tid i et større symfoniorkester. Arbejdet indebar mange timers daglig øvelse samt hyppige koncertoptrædender og pladeindspilninger i studie. Ved arbejdet blev violinen holdt i venstre hånd, mens højre hånd førte violinbuen frem og tilbage i hurtigt tempo i akavede stillinger med konstante vride og drejebevægelser i højre håndled. Efter godt 4 års arbejde udviklede hun smerter og føleforstyrrelser i højre håndled. En speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået et højresidigt karpaltunnel-syndrom efter et meget håndledsbelastende arbejde som violinist i flere år. Arbejdet har betydet, at højre håndled har været udsat for meget hurtigt gentagne bevægelser i akavede håndledsbelastende arbejdsstillinger igennem en stor del af arbejdsdagen. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og sygdomsudviklingen.
Eksempel 10: Afvisning af karpaltunnelsyndrom efter arbejde (pakkerske i 3/4 år)
Tilskadekomne arbejdede i en større slagterivirksomhed som pakker af burgere i 8-9 måneder. Hendes arbejde bestod i pakning af frosne burgere. Hun stablede burgerne i stabler på 7 og puttede dem i en cylindrisk pose i brysthøjde. Hver pose kunne rumme 25 burgere. Den pakkede burgerpose blev efterfølgende løftet til et pakkebånd i samme højde, hvorefter den blev lukket af en kollega. Arbejdet var tempopræget, og hun pakkede op til 1.500 poser per dag med hyppige håndteringer hvert minut. Efter godt ¾ års arbejde udviklede hun et højresidigt karpaltunnelsyndrom og blev opereret med god effekt.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne udviklede et højresidigt karpaltunnelsyndrom efter 8-9 måneders arbejde som pakkerske, hvor arbejdet var tempopræget og præget af hyppige håndteringer af burgere hvert minut. Selvom hun har udført håndledsbelastende meget hurtigt gentaget arbejde i lettere akavede arbejdsstillinger, opfylder sagen ikke fortegnelsens krav til belastningens tidsmæssige udstrækning. For at sagen kan anerkendes skal der have været tale om en belastning igennem mindst 2 år, men tilskadekomne har kun udført håndledsbelastende arbejde i omkring 9 måneder.
Eksempel 11: Afvisning af karpaltunnelsyndrom (pakkerske i 7 år)
Tilskadekomne arbejdede på en blefabrik igennem godt 7 år. Hendes arbejde bestod i at pakke bleer. Hun tog omkring 20 bleer fra et bånd, drejede dem 90 grader og puttede dem ned i en pakkemaskine, hvorefter hun trykkede på en knap. Hun foretog omkring 4-5 håndteringer af blestakke til pakkemaskinen per minut. Arbejdet blev udført i en god arbejdshøjde og med meget begrænsede drejebelastninger i håndleddene. Arbejdet var tillige ikke præget af kraftudfoldelse. Efter 6-7 års arbejde udviklede hun symptomer på et højresidigt karpaltunnelsyndrom og speciallægen anfører denne diagnose.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har udviklet et højresidigt karpaltunnelsyndrom efter godt 7 års arbejde som pakkerske af bleer. Arbejdet har indebåret et begrænset antal gentagne arbejdsbevægelser per minut (4-5 bevægelser) og har ikke været præget af betydende kraftudfoldelse og/eller akavede arbejdsstillinger. Kravene om, at mindst 2 af belastningsfaktorerne hurtigt gentagne arbejdsbevægelser, kraftudfoldelse og akavede arbejdsstillinger er til stede, er derfor ikke opfyldt.
Eksempel 12: Afvisning af karpaltunnelsyndrom (social- og sundhedshjælper i 4 år)
Tilskadekomne arbejdede som social- og sundhedshjælper på et plejehjem igennem godt 4 år. Arbejdet bestod i at give hjælp til personlig pleje, påklædning, toiletbesøg samt servering af mad og medicin hos typisk 4 beboere. Arbejdet var varieret, men medførte omkring 20 personhåndteringer per dag. Efter 4 års arbejde fik han smerter i venstre håndled og en speciallæge stillede diagnosen venstresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomnes arbejde med personpleje på et plejehjem i godt 4 år har ikke medført hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser, der belaster venstre håndled flere gange i minuttet. Sagen opfylder derfor ikke kravene til anerkendelse efter fortegnelsen.
6.6.3. Arbejde med genstande, der medfører direkte tryk (C)
Eksempel 13: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom (montør i 2 år)
Tilskadekomne arbejdede som montør i en større virksomhed, der producerede forskellige større metalemner. Hans arbejde bestod overvejende i at montere kraftige metalbånd på store metalplader med metalmøtrikker. Han anvendte under opspændingen en stor svensktang, som under anvendelsen medførte et næsten konstant tryk mod medianusnerven i en stor del af arbejdsdagen. Efter knapt 2 års arbejde udviklede han smerter i underarmen og hånden, og en speciallæge stillede diagnosen højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har fået et højresidigt karpaltunnelsyndrom som følge af sit arbejde som montør, hvor han i knapt 2 år var udsat for et næsten konstant tryk mod medianusnerven i karpaltunnellen fra en stor tang.
6.6.4. Som komplikation til seneskedehindebetændelse (D)
Eksempel 14: Anerkendelse af karpaltunnelsyndrom som komplikation til seneskedehinde-betændelse (klejnsmed i ½ år)
Tilskadekomne arbejdede igennem godt ½ år som klejnsmed ved en større stålproduktions-virksomhed. Arbejdet bestod i fremstilling af dele til gitterkonstruktion og i mindre omfang montering/svejsning. Ved fremstillingen skar han rør ud, der vejede mellem 1 og 15 kilo. Rørene blev sat i et stativ, hvorefter han løftede et rør ad gangen og fræsede begge ender. Til sidst blev rørene løftet til en presse, hvor der blev placeret et gevind og han aktiverede pressen. Han havde godt 8 håndteringer per rør, svarende til op mod 2.000 håndteringer per dag. Arbejdet med de mange løft af rør foregik med strakte håndled og indebar nogen kraftudfoldelse. Der var derud over mange gentagne arbejdsbevægelser, der medførte vride-, dreje- og bøjebevægelser i håndleddet. Han udviklede efter få måneders ansættelse smerter i højre håndled og i underarmen. En speciallæge stillede diagnosen højresidig seneskedehindebetændelse samt højresidigt karpaltunnelsyndrom.
Sagen kan anerkendes som komplikation til seneskedehindebetændelse, da denne sygdom kan anerkendes efter fortegnelsens krav og der er god sammenhæng mellem de 2 sygdomme. Tilskadekomne har haft håndledsbelastende arbejde i ½ år, hvor arbejdet har været præget af kraftfulde og gentagne arbejdsbevægelser og samtidige, akavede arbejdsstillinger for højre håndled. Påvirkningen opfylder derfor kravene til anerkendelse, som anført under seneskedehindebetændelse i hånd og underarm.
7. Tennisalbue og golfalbue (C.4.)
7.1. Punkt på fortegnelsen
7.2. Krav til diagnosen
7.3. Krav til påvirkningen
7.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme
7.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
7.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
7.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende albuesygdomme er efter en af de anførte påvirkninger optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe C, punkt 4.1 og 4.2)
Sygdom
Påvirkning
C.4.1. Tennisalbue
(epicondylitis lateralis)
C.4.2. Golfalbue
(epicondylitis medialis)
a. Kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser
b. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger
c. Kraftfuldt statisk arbejde
7.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen epicondylitis lateralis (tennisalbue, ICD-10 M77.1) eller epicondylitis medialis (golfalbue, ICD-10 M77.0).
Epicondylitis er betændelseslignende forandringer i vævet og senernes udspring ved epikondylen (knoglefremspring på albuens sider), antageligt som følge af små bristninger.
Generaliserede eller diffuse smerter kan ikke anerkendes efter fortegnelsen.
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
Symptomer
Smerter og udtalt ømhed svarende til henholdsvis den laterale epikondyl (tennisalbue) og den mediale epikondyl (golfalbue). Smerterne forværres ved brug af armen. Ved golfalbue specielt nedadbøjning af håndleddet mod modstand. Ved tennisalbue specielt opadbøjning af håndleddet mod modstand. Smerterne kan stråle nedad eller opad i armen.
Objektive tegn
Direkte ømhed og smerter ved gennemføling af området og eventuel hævelse.
Der kan være nedsat bevægelighed i albue-, hånd- og fingerled, enten alene på grund af smerter eller kombineret med forandringer i vævet.
Ved golfalbue
Indirekte ømhed og smerteforværring ved aktiv nedadbøjning af håndleddet mod modstand, disse smerter forværres ved strakt albueled.
Ved passiv opadbøjning og samtidig udaddrejning af underarmen med strakt albueled udløses også smerter.
Ved tennisalbue
Indirekte ømhed og smerteforværring ved aktiv opadbøjning af håndleddet mod modstand, disse smerter forværres ved strakt albueled.
Ved passiv nedadbøjning og samtidig indaddrejning af underarmen med strakt albueled udløses også smerter.
7.3. Krav til påvirkningen
Klager over smerter i albueleddet er hyppige, uanset erhverv (1 til 5 procent af befolkningen lider af epicondylitis). Bestemte påvirkninger medfører imidlertid forøget risiko for sygdommene.
Arbejde, hvor de til albueleddet tilhæftede muskler belastes kraftfuldt, medfører risiko for epicondylitis. Belastningen skal styrkemæssigt være mekanisk og fysiologisk relevant for sygdommen. Almindeligt løftearbejde, uanset vægten, gør for eksempel ikke i sig selv arbejdet kraftfuldt for albuen.
Om arbejdet er kraftfuldt og albuebelastende, afhænger af en konkret vurdering af de samlede belastninger, som arbejdet indebærer.
For at arbejdet kan betragtes som kraftfuldt på en for albuen relevant belastende måde, taler
– Gentagne kraftfulde vride- eller drejebevægelser
– Gentagne kraftfulde bevægelser mod modstand
– Statisk fastholden af en genstand med kraftanvendelse
– Kraftfulde arbejdsbevægelser i kombination med akavede albuebelastende arbejdsstillinger
Kraftfuldt arbejde
Begrebet kraftfulde arbejdsbevægelser/anvendelse af muskelkraft indebærer, at der skal være tale om en vis kraftanvendelse, der ligger ud over den funktionskraft, der normalt bruges til at anvende, dreje, bøje eller strække håndled/albue. Der kan for eksempel være tale om anvendelse af trykkraft, der medfører en vis belastning og anstrengelse af de relevante muskler.
Faktorer, der bidrager til risikoen for sygdomsudvikling ved kraftfuldt arbejde, er arbejde med albueleddet i yderstilling, belastning af ekstensormusklerne (strækkemusklerne – ved tennisalbue) eller fleksormusklerne (bøjemusklerne – ved golfalbue), arbejde i akavede positioner, repetitive arbejdsbevægelser eller statisk belastning af en muskelgruppe ved fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft i en vis cyklus.
Repetitivt arbejde
For at arbejdet kan betegnes som repetitivt (gentaget), må arbejdet indebære fortsatte bevægelser af albueleddet af en vis hyppighed/intensitet i en væsentlig del af arbejdsdagen. Hyppigheden af belastende bevægelser kan ikke fastsættes nærmere, men afhænger af en konkret vurdering af repetitionshyppigheden, set i forhold til kraftudfoldelsen ved arbejdet og de øvrige belastninger af albueleddet. Hvis der er tale om en meget høj grad af kraftudfoldelse og/eller meget akavede arbejdsstillinger for albueleddet, vil kravet til repetitionshyppigheden være relativt mindre. Ved en mindre til moderat kraftudfoldelse og/eller gode til optimale arbejdsstillinger vil kravet til repetitionshyppigheden tilsvarende være større.
I vurderingen af, om arbejdsstillingen er akavet for albuen, indgår om og i hvilken grad albuen udsættes for akavede bøje-, strække- eller drejebevægelser. Alle led har en normal funktionsstilling. Det er den stilling af leddet, som giver en optimal funktion af ekstremiteten (ekstremitet = arm eller ben). Bevægelser, som sker i andre stillinger end normalstillingen, betegnes som akavede. Jo større afvigelsen fra normalstillingen er, jo mere betegnes den som akavet. Bevægelser i akavede stillinger er ikke optimale og øger dermed belastningen af for eksempel muskler, sener og bindevæv.
Sygdomme opstået uden kraftudfoldelse vil ikke kunne anerkendes efter punktet. Sygdomme opstået uden repetition, akavede arbejdsstillinger eller statiske belastninger med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft vil heller ikke kunne anerkendes, selvom arbejdet i øvrigt har indebåret nogen kraftudfoldelse.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Hvis der er udført forskellige arbejdsfunktioner i løbet af arbejdsdagen, vil der blive foretaget en vurdering af den samlede belastning af albuen, ud fra en vurdering af hver enkelt arbejdsfunktions belastning samt belastningernes samlede tidsmæssige udstrækning. Skiftende arbejdsfunktioner og derved en vis variation i arbejdet kan således godt medføre en relevant og tilstrækkelig belastning.
Der kan for eksempel være tale om en vekslen mellem meget kraftfuldt arbejde med let til moderat repetition i 1/3 af arbejdsdagen og højrepetitivt arbejde med albuen holdt i akavede stillinger under anvendelse af let til moderat kraftudfoldelse i 1/3 af arbejdsdagen. I den sidste tredjedel af arbejdsdagen udføres ikke arbejde, der belaster albuen. I dette tilfælde sker der en vekslen mellem forskellige arbejdsfunktioner over arbejdsdagen, hvor 2 af arbejdsfunktionerne opfylder kravene til en relevant påvirkning, og hvor påvirkningerne samtidigt strækker sig over mere end halvdelen af arbejdsdagen. Sagen kan derfor anerkendes efter fortegnelsen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere kraftanvendelsen, repetitionen og arbejdsstillingens belastning for albuen konkret og indgående i forhold til de pågældende arbejdsfunktioner. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af den pågældende sygdom hos netop den undersøgte person.
7.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Slidgigt (artrose) i albueleddet
– Leddegigt (reumatoid artrit) i albueleddet
– Symptomer fra sener og muskler som følge af alder (alderssvarende degenerative forandringer)
– Følger efter brud på albueleddet
– Systemiske sygdomme (bindevævssygdomme)
– Slidgigt i halshvirvelsøjlen med udstråling
– Diskusprolaps i halshvirvelsøjlen med udstråling
– Bruskforandringer i albueleddet (osteochondritis dissicans)
– Påvirkning af spolebensnerven (nervus radialis) ved ens forløb gennem en tunnel på underarmen (radialtunnelsyndrom)
7.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun tennisalbue (epicondylitis lateralis) og golfalbue (epicondylitis medialis), der er omfattet af fortegnelsens punkt om albuesygdomme C4. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, som opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempler på sygdomme, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er sygdom i bicepsmusklen ved albueleddet.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
7.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af tennisalbue (skovarbejder i 14 dage)
En skovarbejder arbejdede udelukkende med motorsav i en 14 dages periode. Under arbejdet med motorsav blev højre underarms muskulatur belastet, ved at motorsaven blev presset mod træet, og ved at motorsaven samtidig blev fastholdt ud fra kroppen. I slutningen af perioden fik han smerter i højre albue. Han fik stillet diagnosen højresidig tennisalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet opfylder betingelsen om kraftfuldt arbejde i en akavet stilling, med statisk fastholdelse af en genstand med samtidig anvendelse af muskelkraft, og der er god sammenhæng mellem belastningen og sygdomsbilledet.
Eksempel 2: Anerkendelse af golfalbue (tømrer i 2-3 måneder)
En tømrer arbejdede fra oktober måned udelukkende med at udrette armeringsjern. I januar opstod der symptomer på en højresidig golfalbue. Arbejdet indebar, at spidsen af en hammer blev sat gennem øjet på jernet og armeringsjernet blev rettet op ved at trække nedad eller opad.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet medførte drejning mod modstand og gentagen bevægelse mod modstand og kan betegnes som kraftfuldt, idet der samtidigt anvendtes muskelkraft. Der har fundet en større belastning sted af de relevante muskelgrupper ved udviklingen af golfalbuen.
Eksempel 3: Anerkendelse af tennisalbue (slagteriarbejder i 4 måneder)
En slagteriarbejder brugte gentagne gange i løbet af arbejdsdagen 30-40 snit til at løsne kødet fra halve grisehoveder, som blev fremført af løbende bånd. Venstre hånd blev brugt til at fastholde hovedet, og højre hånd blev brugt til at føre kniven. Slagteriarbejderen fik efter 4 måneder smerter i højre albue og fik stillet diagnosen højresidig tennisalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet har indebåret gentagen bevægelse mod modstand med knivarmen under anvendelse af muskelkraft og kan betegnes som kraftfuldt. Slagteriarbejderen fik en højresidig tennisalbue i nær sammenhæng med arbejdsbelastningen.
Eksempel 4: Anerkendelse af tennisalbue (slagteriarbejder i 1 år)
En slagteriarbejder udbenede skinker og forender med højre hånd. Kniven førtes vandret ud til siden under samtidig udøvelse af tryk på kniven ved højre tommelfinger. Andre snit fordrede både indadgående og udadgående halvcirkelbevægelser under samtidig udøvelse af tryk på kniven. Tilskadekomne fik efter godt 1 år smerter i højre albue, og fik hos en speciallæge stillet diagnosen højresidig tennisalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet har krævet, at der blev trykket på kniven under drejning af underarmen, og bevægelserne kan derfor betegnes som kraftfulde og relevant belastende for udvikling af en højresidig tennisalbue.
Eksempel 5: Anerkendelse af tennisalbue (husassistent i 1½ måned)
En husassistent i et centralkøkken fik smerter i højre albue, efter at hun i 1½ måned havde udført tungt rørearbejde i 4 timer om dagen. Den resterende del af arbejdsdagen udførte hun andre funktioner, som for eksempel at smøre smørrebrød og vaske op. Hun fik stillet diagnosen højresidig tennisalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Det tunge rørearbejde har indebåret gentagne bevægelser mod modstand under samtidig anvendelse af muskelkraft igennem en væsentlig del af arbejdsdagen, og husassistenten fik en højresidig tennisalbue i umiddelbar tilknytning til belastningen.
Eksempel 6: Anerkendelse af tennisalbue og golfalbue (bygningsmaler i 2 måneder)
En kvindelig bygningsmaler fik symptomer på en højresidig tennisalbue og golfalbue, efter at hun i 2 måneder havde været beskæftiget med behandling af større vægflader samt dørkarme med pletspartling, hulspartling, slibning, strygning og grundmaling. Hun anvendte under vægspartlingen, som foregik i hovedparten af perioden, en stor spartel. En etage med 6 lejligheder blev klargjort per uge. En speciallæge stillede diagnosen højresidig tennis- og golfalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen.. Arbejdet med spartling, slibning og strygning, heraf særligt spartlingen af store vægflader med den store spartel, indebar gentagne bøje- og strækkebevægelser mod modstand under anvendelse af muskelkraft. Tilskadekomne fik stillet diagnosen tennisalbue og golfalbue på højre side, efter at have udført kontinuerlige, kraftfulde og gentagne bevægelser med belastning af de relevante muskelgrupper i albueområdet.
Eksempel 7: Anerkendelse af golfalbue (maskinarbejder i 3 måneder)
Tilskadekomne arbejdede som maskinarbejder på et støberi, hvor han fremstillede stanggods. Han bearbejdede 15 emner per time ved en skraldemaskine, hvor han skulle foretage tilspænding og løsning af håndhjul, som sad i skulderhøjde. Han fik efter 3 måneders belastning stillet diagnosen højresidig golfalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet med til- og opspænding af maskinens håndhjul var kraftfuldt og albuebelastende, idet der skulle anvendes en del muskelstyrke under samtidige vridebevægelser. Tilskadekomne udviklede en golfalbue i god tidsmæssig sammenhæng med den kraftfulde belastning.
Eksempel 8: Anerkendelse af tennisalbue (industrilakerer med sprøjtemaling i 1½ år)
Tilskadekomne arbejdede som industrilakerer i sprøjtehallen i en større industriel fremstillings-virksomhed. Arbejdet bestod i hovedparten af arbejdsdagen i at sprøjtemale forskellige større elementer med en sprøjtepistol. Sprøjtepistolens slange var omkring 10 meter lang, og vægten af pistolen var alene på omkring 7-8 kilo. Han holdt sprøjtepistolen fikseret i højre hånd med et kraftfuldt statisk greb, med et samtidigt tryk mod hanen ved hjælp af tommelen, under påsprøjtningen af elementerne. Han udviklede efter 1½ års arbejde smerter i højre arm, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig tennisalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Industrilakereren har udført arbejde med sprøjtemaling ved hjælp af en sprøjtepistol, og arbejdet har indebåret statisk fastholdelse af pistol og slange i en fikseret arbejdsstilling under samtidig, belastende anvendelse af muskelkraft. Der er god sammenhæng mellem de beskrevne arbejdsbelastninger, i form af en kontinuerlig, statisk og kraftfuld belastning af relevante muskelgrupper, for udvikling af en albuesygdom.
Eksempel 9: Anerkendelse af golfalbue (fiskeudskærer i 2 år)
Tilskadekomne arbejdede i fiskeindustrien med udskæring af forskellige fisk. Fiskene blev grovudskåret maskinelt, og hun foretog derefter filetering, afskæring af finner og hale og tilsvarende med en kniv. Arbejdet foregik ifølge den arbejdsmedicinske speciallæge i relativt højt tempo med samtidige vride- og bøje/strækkebevægelser i højre håndled, og tildels i albueleddet og med anvendelse af nogen muskelkraft mod modstand. Hun fik smerter i højre arm efter godt 2 års arbejde, og speciallægen stillede diagnosen højresidig golfalbue.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Der har været tale om forholdsvis højrepetitivt udskæringsarbejde, med samtidig kraftudfoldelse mod modstand og vridebevægelser samt bøje-/strækkebevægelser i håndled og albue. Arbejdet er relevant belastende for udvikling af en højresidig golfalbue.
Eksempel 10: Anerkendelse af tennisalbue (ansat på ostemejeri i 3 år)
Tilskadekomne arbejdede på et mejeri med at fremtage og opskære oste. De første 3 år bestod arbejdet i at gennemskære 3-kilos oste med en streng, hvorefter ostene blev lagt i en maskine, der skar dem ud i trekanter. Derefter blev produktionen omlagt. Ostene blev nu hentet fra hylder i pakker af 3 oste á 3 kilo. Ostene var emballeret i plastic, som skulle skæres op og rives fra hinanden med anvendelse af stor kraft. Ostene blev derefter slået mod bordpladen med stor kraft for at skille dem ad. Ostene blev derefter lagt i en maskine, der skar dem op. Opskærings-hastigheden var 500-600 oste per time. De opskårne oste blev derefter taget fra og pakket. Efter kort tids arbejde i den nye funktion fik hun albuegener. Hun fik stillet diagnosen højresidig tennisalbue hos en speciallæge.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet med oppakning af ostene, deling ved slag mod bordet og tidligere opskæring med streng har været repetitivt og kraftfuldt albuebelastende arbejde, hvorimod selve pakningen ikke kan betegnes som kraftfuldt arbejde. Samlet set er der udført relevante albuebelastende arbejdsbevægelser igennem mere end halvdelen af arbejdsdagen i lidt over 3 år.
Eksempel 11: Anerkendelse af tennisalbue (grovere rengøringsarbejde i 10 år)
En 52-årig kvinde arbejdede som rengøringsassistent i et rengøringsselskab igennem en længere årrække. Arbejdet blev udført på forskellige større arbejdspladser. Hendes arbejde bestod hovedsageligt i grovere hovedrengøring, herunder gulvvask af store arealer med anvendelse af en håndbetjent gulvmoppe igennem en større del af arbejdstiden, grundafvaskning og afskuring af bade- og køkkenområder med børste, svamp og klude og afvaskning af lofter, vægge, vinduespartier og døre/paneler med svamp og klude. Arbejdet var ifølge den arbejdsmedicinske speciallægeerklæring forbundet med hyppigt gentagne og kraftbetonede bevægelser af håndleddet og albueleddet, med samtidige vride-, dreje-, og bøje/strækkebevægelser i håndled og albueled igennem en stor del af arbejdsdagen. Hun fik efter godt 12 års arbejde først symptomer på seneskedehindebetændelse i højre underarm samt kort tid derefter symptomer på en højresidig tennisalbue. En speciallæge bekræftede diagnoserne.
Tennisalbuen kan anerkendes efter fortegnelsen. Rengøringsassistenten har fået en højresidig tennisalbue efter mange års arbejde med grovere rengøring, typisk i form af hovedrengøring med gulvvask ved håndbetjent gulvmoppe og afskuring/afvaskning af større arealer. Arbejdet har medført en kontinuerlig og forholdsvis kraftfuld belastning af håndleddet og albueleddet ved hovedrengøring i løbet af en stor del af arbejdsdagen, herunder samtidige gentagne vride, bøje og strækkebevægelser i håndleddet og albueleddet under anvendelse af en vis muskelkraft. Arbejdet må anses for belastende for de relevante muskler og for udvikling af en tennisalbue. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem udviklingen af sygdommen og arbejdet.
(For anerkendelse af seneskedehindebetændelsen henvises til kapitel 5 om sygdomme i hånd og underarm)
Eksempel 12: Afvisning af tennisalbue (postarbejder i 2 år)
En postarbejder havde arbejdet i 2 år med sortering af breve, aviser, blade og mindre pakker, da hun fik højresidige albuesmerter. Hendes læge stillede diagnosen tennisalbue.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Arbejdet som postsorterer har ikke indebåret vride- eller drejebevægelser i albueleddet, bevægelser mod modstand eller statisk fastholdelse af genstande under samtidig anvendelse af muskelkraft, og arbejdsstillingerne kan ikke i øvrigt betegnes som akavede. Tilskadekomne opfylder derfor ikke betingelserne om kraftfuldt albuebelastende arbejde.
Eksempel 13: Afvisning af albuesmerter (teknisk assistent i 10 år)
En teknisk assistent havde gennem 10 år arbejdet ved computer i den altovervejende del af arbejdsdagen og brugte tegnepen i betydeligt omfang. Tegnepennen blev fastholdt i et greb med fingrene og blev bevæget henover et underlag under fastholdelsen. Hun fik ved en speciallæge stillet diagnosen diffuse albuesmerter, men der var ikke tale om en egentlig diagnose i form af tennisalbue eller golfalbue.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Hverken anvendelse af tegnepen eller arbejdet ved tastatur indeholdt momenter, der kan betegnes som kraftfulde. Den statiske fastholdelse af en tegnepen er ikke i sig selv tilstrækkelig til anerkendelse, når der ikke er samtidig anvendelse af betydende muskelkraft. Sagen opfylder heller ikke kravet om en diagnose i form af tennisalbue eller golfalbue. Diffuse albuesmerter er ikke indeholdt i punktet om albuesygdomme.
8. Skuldersygdomme (C.5)
8.1. Punkt på fortegnelsen
8.2. Krav til diagnosen
8.3. Krav til påvirkningen
8.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
8.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
8.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
8.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende sygdomme i skulder eller biceps er efter de anførte påvirkninger optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe C, punkt 5)
Sygdom
Påvirkning
C.5.1. Forandringer i skulderleddets rotatorsener (rotator cuff-syndrom) og/eller bicepssenen (tendinitis caput longum muskulus bicipitis brachii)
C.5.2. Skuldertendinit
(tendinitis muskuli articulatio humeri)
a. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen
b. Statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere
8.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet en eller flere af følgende diagnoser
– Rotatorcuff syndrom (forandringer i skulderleddets rotatorsener) (M75.1)
– Tendinitis caput longum muskulus bicipitis brachii (forandringer i bicepssenen) (M75.2)
– Tendinitis muskuli articulatio humeri (skuldertendinit) (M75.1 og M75.9)
Rotator cuffen
Rotator cuffen er en betegnelse for den fælles senemanchet, der dannes omkring forsiden af skulderleddet af 4 sener fra 4 muskler
– Supraspinatussenen
– Infraspinatussenen
– Subscapularissenen
– Teres minorsenen.
Sammen koordinerer og stabiliserer de skulderleddet og bevægelserne sammen med andre muskler omkring skulderleddet.
Skuldertendinit betyder betændelsesagtig tilstand i skulderleddets sener. Diagnosen anvendes som en mere uspecifik angivelse af sygdomme i rotator cuff-senerne, når det ikke er muligt præcist at angive, hvor forandringerne sidder i rotator cuffens sener.
Bicepsmusklen
Både ved skulderleddet og ved albueleddet har musklen 2 sener. Det lange hoved (caput longum) ved skulderleddet løber gennem skulderleddet og er beklædt med slimhinde. Den krydser på ydersiden (lateralt) fremad og hen over ledhovedet (caput humeri) og virker stabiliserende på skulderleddet.
De to funktioner af bicepsmusklen på skulderleddet er følgende
– Det lange hoved (caput longum) virker udadførende (abducerende) på skulderleddet
– Det korte hoved (caput breve) virker assisterende ved fremadføring (fleksion), udadføring (abduktion) og udaddrejning (udadrotation)
Det er naturligt at lade forandringer i den lange bicepssene indgå i betegnelsen ”forandringer i skulderleddets rotatorsener”, da det lange hoved af bicepssenen
– funktionelt indgår i stabiliseringen af skulderleddet som rotator cuffen
– sygdomsmæssigt (patoanatomisk) ikke adskiller sig fra rotator cuffen
– klinisk ofte ikke lader sig adskille fra andre strukturer ved og i rotator cuffen
– bliver udsat for de samme påvirkninger som de andre strukturer ved og i rotator cuffen
Diagnosen ” forandringer i skulderleddets rotatorsener og/eller bicepssenen” betyder forandringer i senemanchet omkring skulderleddet og/eller i den lange bicepssene. Diagnoserne stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
Symptomer
Sygdomme i rotator cuffen og skuldertendinit
– Smerter i skulder
– Forværring af smerter ved belastning
– Forværring af smerter ved udadføring mellem 60 og 120 grader
– Nedsat bevægelighed
– Følelse af, at ”noget går i klemme” (impingement)
Sygdom i bicepssenen
– Ømhed af senen eller seneskeden på skulderens forflade
– Smerter foran på skulderen ved sulcus-test (en isometrisk kontraktion, det vil sige. sammentrækning af musklen med fastholdt led, hvor man med albueleddet supineret (udaddrejet) og bøjet retvinklet (90 grader) foretager en bøjning (fleksion) mod modstand
Objektive tegn
Den kliniske diagnose ved sygdomme i rotator cuffen og skuldertendinit stilles ved et eller flere følgende fund
– Smerter og ømhed ved gennemføling af forsiden af skulderleddet
– Positiv smertebue
– Droparmtest
– Indeklemningsfænomen ved indaddrejning i skulderleddet, når overarmen holdes vandret i 90 graders udadføring med hånden i vejret.
– Nedsat bevægelighed
– Muskelsvind (eventuelt)
– Bursitis subacromialis (betændelse i slimsækken; kan give symptomer i form af indeklemning)
Den kliniske diagnose ved bicepssenetendinit stilles ved fund af
– Ømhed af bicepssenen af senen eller seneskeden på skulderens forflade.
– Positiv sulcus-test
Egentlig rotator cuff-læsion kan diagnosticeres ved
– Ultralydsundersøgelse
– Røntgenundersøgelser
– CT-skanning
– MR-skanning
– Artroskopi
8.3. Krav til påvirkningen
8.3.1. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser (A)
Sygdommene i skulderen og bicepssenen med de anførte diagnoser kan anerkendes efter fortegnelsen, når der er udført arbejde, der medfører repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser. I vurderingen skal tillige indgå en vurdering af armens stilling ved belastningen.
Belastningen skal styrkemæssigt være mekanisk og fysiologisk relevant i forhold til den pågældende sygdom. Det vil sige, at arbejdsbevægelserne skal belaste skulderens led eller bicepssenen på en relevant måde. Om arbejdet er relevant belastende for skulderleddet, afhænger af en konkret vurdering af de forskellige risikofaktorer ved arbejdet (repetitionen, kraftudfoldelsen og eventuelt belastende arbejdsstillinger for skulder/overarm).
Repetitive (gentagne) bevægelser
Repetitive (gentagne) bevægelser i skulderleddet udgør en særlig risikofaktor for udvikling af de anførte skuldersygdomme.
For at arbejdet kan betegnes som repetitivt på en relevant måde for skulderen eller overarmen, må det være karakteriseret ved ensidigt gentagne bevægelser i skulderleddet af en vis hyppighed. Der skal normalt være foretaget ensidigt gentagne bevægelser i skulderleddet indtil flere gange i minuttet (bevægelser fremad-opad, bagud-opad, udad-opad og/eller rotation).
Hyppigheden af de belastende bevægelser kan ikke fastsættes nærmere, men afhænger af en konkret vurdering af repetitionshyppigheden, set i forhold til kraftudfoldelsen ved arbejdet, og eventuelle akavede bevægelser eller stillinger for skulder/overarm (for eksempel lang rækkeafstand, arbejde med løftet arm eller gentagne løft af overarmen eller mange vride- og drejebevægelser i skulderleddet).
Hvis der er tale om meget kraftfulde bevægelser og tillige eventuelt akavede og skulderbelastende arbejdsstillinger, vil kravet til repetitionshyppigheden være forholdsvis lille. Omed videreendt vil kravet til repetitionshyppigheden være større, hvis arbejdet udføres med moderat kraftudfoldelse og i gode arbejdsstillinger for skulder/overarm.
Repetitivt arbejde, herunder højrepetitivt arbejde, der finder sted helt uden samtidig kraftudfoldelse, er ikke omfattet af fortegnelsen.
Når arbejdet er meget repetitivt (hurtigt gentaget), behøver der kun i mindre omfang være andre risikofaktorer til stede, det vil sige, at arbejdet for eksempel kan bestå i ensidigt gentagne bevægelser i skulderleddet, uden at overarmen løftes særlig højt, og uden at de enkelte emner, der arbejdes med, vejer ret meget.
Kraftudfoldelse
Arbejde, der indebærer skulderbelastende kraftudfoldelse, udgør en særlig risikofaktor for udvikling af de anførte skuldersygdomme.
For at arbejdet kan betegnes som skulderledsbelastende, kraftfuldt arbejde, skal der som udgangspunkt have været tale om en kraftudfoldelse, der ligger noget ud over den funktionskraft, der normalt bruges til at anvende skulderleddet for at løfte og dreje armen. Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor arbejdet er karakteriseret ved gentagne bevægelser i skulderleddet, uden at der samtidig er tale om arbejdsstillinger, der er belastende for skulder/overarm.
Skulderbelastende, kraftfuldt arbejde kan være arbejde, hvor der skubbes, trækkes eller løftes meget med anvendelse af en del muskelstyrke i skulder/overarm, eventuelt med samtidige vride- og drejebevægelser i skulderleddet (for eksempel ved udbening på et slagteri).
I vurderingen af, om arbejdet kan betragtes som kraftfuldt på en relevant måde for skulder og bicepssenen, indgår
– Graden af anvendelse af muskelkraft
– Om emnet yder modstand
– Om der er samtidige vride- eller drejebevægelser i skulderleddet
– Om arbejdet udføres i akavede stillinger, herunder i yderstillinger eller med høje løft af overarmen
Hvis arbejdet er karakteriseret ved meget hurtigt og ensidigt gentagne bevægelser i skulderleddet med samtidige meget belastende arbejdsstillinger for skulder/overarm (for eksempel lang rækkeafstand, arbejde med løftet arm eller gentagne løft af overarmen eller mange vride- og drejebevægelser i skulderleddet), vil der kun være et krav om en beskeden kraftudfoldelse, udover den normale funktionskraft, der bruges til at anvende armen ved arbejdets udførelse.
Derimod kan arbejde, der indebærer meget hurtige og ensidigt gentagne bevægelser i skulderleddet i beskedent belastende arbejdsstillinger (for eksempel lave løft af armen til 30-40 grader), ikke anses for tilstrækkeligt skulderledsbelastende, hvis arbejdet ikke samtidig medfører en vis (let til moderat) kraftudfoldelse.
Akavede arbejdsstillinger eller bevægelser
Akavede arbejdsstillinger eller bevægelser for skulder/overarm er en særlig risikofaktor for udvikling af skuldersygdomme, når de akavede stillinger eller bevægelser optræder i kombination med repetition og kraftudfoldelse.
Arbejdsstillinger eller bevægelser, der belaster skulder/overarm særligt, kan være
– Arbejde i armens yderstillinger/med lang rækkeafstand
– Arbejde med løftet arm eller gentagne løft af overarmen
– Arbejde med vride- og drejebevægelser i skulderleddet, eventuelt mod modstand
– Arbejde med løft med kort cyklustid (lille restitution)
Den maksimale belastning af skulder/overarm finder sted, når skulderen eller overarmen belastes gentagent ved mange opad- og indadgående bevægelser mod skulderen og mod modstand med samtidig kraftanvendelse, samtidig med at armen holdes i yderstillinger eller højt løftet.
Afvigelser fra normal funktionsstilling
Alle led har en normal funktionsstilling. Det er den stilling af leddet, som giver den optimale funktion af ekstremiteten (ekstremitet = arm eller ben). Bevægelser, som sker i andre stillinger end normalstillingen, betegnes som akavede. Jo større afvigelsen fra normalstillingen er, jo mere belastende vil den være. Bevægelser i akavede stillinger er ikke optimale og øger dermed belastningen af for eksempel muskler, sener og bindevæv.
Løft af armen
Arbejde med gentagne høje løft af armen til omkring 60 grader eller mere udgør en væsentlig risikofaktor for udvikling af skuldersygdomme, når de gentagne løft samtidig indebærer blot lettere kraftudfoldelse.
Arbejde med mindre løft af armen til for eksempel 30 grader kan derimod kun betegnes som en betydende risikofaktor, hvis der foruden gentagne arbejdsbevægelser er tale om en vis kraftudfoldelse.
Løft og cyklustid
Når armen løftes, nedsættes gennemblødningen af senerne i rotator cuffen. Når armen efterfølgende sænkes, vil gennemblødningen blive bedret, og vævet får mulighed for at blive restitueret. Forholdet mellem, hvor længe armen holdes løftet i forhold til, hvor længe den holdes sænket, kaldes cyklustiden.
Jo kortere cyklustiden er, jo mere påvirkes senerne i rotator cuffen, fordi restitutionsfasen bliver kort. Det betyder, at arbejde, hvor armene holdes løftet forholdsvis længe og sænkes forholdsvis kortvarigt (kort restitution), er mere belastende for skulderen end arbejde, der indebærer kortvarige løft og længere tids sænkning af armen (lang restitution).
Derfor skal cyklustiden også indgå i vurderingen af belastningen af skulderleddet i de tilfælde, hvor der finder gentagne løft sted af armen.
Belastningens omfang i tid
Der skal som udgangspunkt være udført relevant skulderbelastende arbejde hver dag i mindst halvdelen af arbejdsdagen og igennem længere tid (månedsvis).
Kravet til den tidsmæssige udstrækning afhænger imidlertid også af en konkret vurdering af de forskellige risikofaktorer ved arbejdet (repetitionen, kraftudfoldelsen og eventuelle akavede arbejdsstillinger eller bevægelser for skulder/overarm).
Hvis der har været tale om et meget skulderledsbelastende arbejde, taler dette således for en forholdsvis kort belastningsperiode på forholdsvis få måneder. Har arbejdet været af en lettere, men dog relevant, skulderledsbelastende karakter, taler dette for, at arbejdet skal have fundet sted i en forholdsvis lang belastningsperiode på mange måneder.
Forskellige arbejdsfunktioner (varieret arbejde)
Hvis der er udført forskellige arbejdsfunktioner i løbet af arbejdsdagen, vil der blive foretaget en vurdering af den samlede daglige belastning, set i forhold til hver arbejdsfunktions belastning af skulder/overarm.
Der kan for eksempel være tale om en vekslen mellem meget kraftfuldt arbejde med moderat repetition i 1/3 af arbejdsdagen og højrepetitivt arbejde med samtidige gentagne løft af armen til 30-40 grader og lettere kraftudfoldelse i 1/3 af arbejdsdagen. I den sidste tredjedel af arbejdsdagen udføres ikke skulderbelastende arbejde. I dette tilfælde sker der en vekslen mellem forskellige arbejdsfunktioner over arbejdsdagen, hvor 2 af arbejdsfunktionerne opfylder kravene til en relevant belastning. Den relevante belastning strækker sig tillige over mere end halvdelen af arbejdsdagen. Sagen kan derfor anerkendes efter fortegnelsen.
8.3.2. Statisk løft af overarmen (B)
Sygdomme i skulderen og bicepssenen med de anførte diagnoser er tillige omfattet, når der er udført arbejde, der medfører statisk løft (fastholden) af overarmen til omkring 60 grader eller derover.
For at sygdommen kan anerkendes efter fortegnelsen, skal overarmen have været fastholdt omkring 60 grader eller derover i stort set samme stilling i en stor del af arbejdsdagen (timevis) og igennem længere tid (månedsvis).
For at arbejdet kan karakteriseres som statisk, er det afgørende, at de led, som påvirkes af musklerne, fastholdes i stort set samme stilling under arbejdet. Det indebærer, at arbejde, der er karakteriseret ved gentagne løfte-/sænkebevægelser af armen, ikke kan betegnes som en statisk belastning. I de tilfælde, hvor skulder og overarm holdes statisk løftet til 60 grader eller mere under arbejdet, mens underarm og hånd arbejder med gentagne løft/sænkebevægelser, vil der dog finde en relevant belastning sted af skulder og overarm.
Øvrige forhold
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere de konkrete arbejdsforhold og de konkrete belastninger indgående. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Speciallægen skal herunder give en beskrivelse af sygdomsdebut og sygdomsforløb samt oplyse om eventuelle tidligere eller samtidige sygdomme eller symptomer og deres eventuelle betydning for de aktuelle gener.
Vi kan også indhente andre former for speciallægeerklæringer for at få belyst sygdomsforløbet og eventuelt forholdet til konkurrerende eller forudbestående sygdomme.
8.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Udfældning af kalcium hydroxyapatit i rotator cuffens sener (tendinitis calcaria)
– Frossen skulder
– Smertefuld løshed af skulderleddet (subluksationer og generelt løse led)
– Forandringer i rygsøjlen med udstråling til skulderleddet
– Slidgigt i skulderleddet (arthrosis humero scapularis)
– Slidgigt i skulderhøjdeleddet (arthrosis acromio clavicularis)
8.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun forandringer i skulderleddets rotatorsener, herunder skuldertendinit, samt forandringer i bicepssenen, der er omfattet af fortegnelsens punkt om skuldersygdomme. Der skal desuden være tale om påvirkninger, som opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempler på sygdomme i skulder eller overarm, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er sygdom i bicepsmusklen, der hæfter med to sener både ved albueleddet og skulderleddet. Forandringer i bicepssenerne ved albueleddet anses ikke for tilstrækkeligt medicinsk dokumenteret til optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
8.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
8.6.1. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser (A)
Eksempel 1: Anerkendelse af højresidigt rotator cuff-syndrom (slagteriarbejder i 9 måneder)
En 41-årig mand havde i 9 måneder slagteriarbejde med forskellige funktioner. Hans arbejde bestod i at udbene og udskære forender. Når han skar forender, skulle han nedtage og ophænge forenderne på et ”juletræ”. Både udbening, skæring og nedtagning og ophængning på ”juletræer” indebar hyppige bevægelser i højre skulderled, hvor overarmen ofte var enten fremadført eller udadført samt gentagne løft af højre arm til 60 grader eller mere. Der var desuden tale om bevægelser i skulderleddet, der indebar kraftudfoldelse. Han fik gener svarende til højre skulder, og en speciallæge stillede diagnosen højresidigt rotator cuff-syndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Slagteriarbejderen har fået et højresidigt rotator cuff-syndrom efter, at han i månedsvis har udført repetitive bevægelser i skulderleddet med samtidig kraftudfoldelse og gentagne løft af højre overarm til mindst 60 grader. Der har desuden været tale om akavede arbejdsstillinger, herunder arbejde med armen i yderstillinger, og om korte cyklustider med ringe restitution for højre arm. Arbejdet har været meget belastende for højre skulder, og der er tillige god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
Eksempel 2: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (industrioperatør i 3 år)
En 38-årig kvinde havde i 3 år arbejdet som industrioperatør. Hun havde i 2/3 af arbejdsdagen arbejdet med at tage færdigbehandlede plader fra et anlæg. Pladerne vejede cirka 10 kilo og målte 60 x 150 centimeter. Pladerne skulle fordeles på tre forskellige paller og blev håndteret ved, at hun først tog fat i den fjerneste kant med højre hånd, mens hun holdt på den nederste kant med venstre hånd. Herefter løftede hun pladen på højkant med højre arm. Pladen blev dernæst løftet over på en af de tre paller og stakket fra hoftehøjde til skulderhøjde. Den sidste tredjedel af arbejdsdagen servicerede hun de andre ansatte ved at hente tomme paller og køre fyldte paller ud. Pallerne kørte på skinner i gulvet, og dette arbejde var ikke forbundet med gentagne bevægelser i skulderleddet, kraftudfoldelse eller gentagne løft af armen. Hun fik gener i højre skulder, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig skuldertendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Industrioperatørens første arbejdsfunktion er relevant skulderbelastende, idet arbejdet har indebåret repetitive bevægelser i skulderleddet med kraftudfoldelse med armen strakt ud i yderstillinger og med gentagne løft af højre overarm op til mere end 60 grader. Den anden arbejdsfunktion (servicering af kolleger) kan ikke betegnes som skulderbelastende arbejde, da arbejdet ikke har indebåret gentagne bevægelser i skulderleddet med kraftpåvirkning af skulderen eller belastende løft af overarmen. Den første funktion har imidlertid haft en tidsmæssig udstrækning på mere end halvdelen af arbejdsdagen og er relevant belastende for udvikling af en tendinit i højre skulder.
Eksempel 3: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (maskinarbejder i 2½ år)
En 34-årig mand arbejdede i godt 2½ år som maskinarbejder. Arbejdet bestod i at køre delemner til pumper igennem en maskine. Emnerne kunne veje fra få kilo op til 30 kilo og skulle løftes manuelt ind i maskinen og fastspændes mellem fire kløer. Tungere emner blev løftet ind ved hjælp af en kran. Han løftede emnerne op til den korrekte placering, hvorefter emnet blev spændt fast ved hjælp af en T-nøgle. Når emnet sad fast, foretog han en efterspænding med T-nøglen ved et træk med højre hånd og et skub med venstre hånd. Hvert emne krævede indtil flere spændebevægelser, der blev udført med kraftudfoldelse. Spændenøglen sad, så der ikke skulle rækkes opad, men der var tale om lang rækkeafstand fremad. På en arbejdsdag spændte han op til 100 emner fast med flere spændebevægelser ved hvert emne. Tilskadekomne fik smerter i højre skulder og fik stillet diagnosen højresidig skuldertendinit af en speciallæge.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har udført arbejde, der indebar gentagne bevægelser i skulderleddet i kombination med stor kraftudfoldelse, hvor højre arm blev holdt i yderstillinger. Han har udført det belastende arbejde i mere end halvdelen af arbejdsdagen igennem 2½ år. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
Eksempel 4: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (slagteriarbejder i 4 år)
En 44-årig mand arbejdede som slagteriarbejder i godt 4 år. I cirka 60 procent af arbejdstiden var han beskæftiget med opskæring af forender med en vægt på 10-12 kilo. Forenderne hang på kroge, hvorfra de skulle løftes manuelt i varierende løftehøjde, fra knæniveau til hovedhøjde, til udskæringsbordet. Under skærearbejdet udførte han bevægelser med højre arm, der medførte indad- og udaddrejning i skulderleddet. Desuden skulle forendernes skulderblad fjernes manuelt. Dette foregik ved at løfte skulderbladet med en kniv, gribe om det og trække det ud med en kraftfuld trækkebevægelse. De sidste godt 40 procent af arbejdstiden var tilskadekomne beskæftiget som servicemand. Som servicemand skulle han blandt andet tømme lastbiler. Dette skete ved at trække ”juletræer” ud af bilen med højre hånd. Han skubbede derud over stativer med kødkrogene fra kølerum til skærestuer. Arbejdet som servicemand indebar ikke nævneværdige belastninger af skulderleddet, herunder kun beskedne bevægelser i skulderleddet og beskeden kraftudfoldelse. Efter 4 års arbejde fik han smerter og nedsat bevægelighed i højre skulder, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig skuldertendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Slagteriarbejderen har udført relevant skulderledsbelastende arbejde i 4 år og har fået en højresidig skuldertendinit. Den første arbejdsfunktion har indebåret repetitive bevægelser i skulderleddet med kraftudfoldelse og gentagne løft af overarmen på op til mere end 60 grader, hvor armen samtidig har været holdt i yderstillinger, og bevægelserne er udført med en kort cyklustid. Den anden arbejdsfunktion har bestået i skub og træk og har ikke indebåret en relevant belastning af højre skulder. Den første arbejdsfunktion har imidlertid været meget skulderbelastende i mere end halvdelen af arbejdstiden og igennem flere år, og der er god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og sygdommens opståen.
Eksempel 5: Anerkendelse af højresidig bicepstendinit (kommunal gartner i 17 år)
En 57-årig mand arbejdede i 17 år som gartner i en kommune. Hans arbejde bestod i at vedligeholde kommunens åer og vandløb. Bortset fra de perioder, hvor åerne og vandløbene var frosne, skulle han holde vandløb og åer fri for jord, blade, rødder, affald og slam. Han stod i bunden af vandløbet og skovlede bundfaldet op. Han brugte 2/3 af arbejdsdagen på at udføre dette skovlearbejde i perioden april til og med november måned (8 måneder) og godt 1/3 af arbejdsdagen i resten af året (4 måneder). Den resterende del af arbejdsdagen var han beskæftiget med at vedligeholde kanterne af åerne og vandløbene, blandt andet ved at slå græs kørende på en græsslåmaskine. Han udførte dog også indimellem slåning af kantafgrøder med le. Efter 17 års arbejde fik han smerter i højre overarm. Ved undersøgelse hos en speciallæge kunne der ikke påvises et rotator cuff-syndrom, men speciallægen stillede diagnosen forandringer i højre bicepssene (bicepstendinit).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Gartneren har udført arbejde med repetitive bevægelser i højre skulderled og overarm med kraftudfoldelse og gentagne løft op til eller over 60 grader ved skovling af bundafgrøder fra vandløb. Dette arbejde har været meget belastende for højre bicepssene. Han har derud over haft relevant belastende arbejde ved periodisk slåning af kantafgrøder med le. Arbejdsfunktionen med slåning af græs fra en motoriseret græsslåmaskine kan ikke betegnes som belastende for højre overarm. De relevant belastende arbejdsfunktioner har imidlertid, samlet set, udgjort mere end halvdelen af arbejdstiden i størsteparten af året og igennem en lang årrække. Der er derud over god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og symptomernes opståen.
Eksempel 6: Anerkendelse af dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom (pakker i 8 år)
En 36-årig kvinde arbejdede i 8 år som pakker på en virksomhed, hvor der blev fremstillet engangsservice i plast. Kvindens arbejdsopgaver bestod i at tage fra og pakke ved en maskine, der producerede plastikkrus. Krusene kom fra maskinen via et bånd ud på pakkebordet, hvorefter de skulle pakkes i plastikposer. Plastikposerne lå på en hylde i hovedhøjde. Plastikposen skulle krænges ned over krusene, og da posen var trang, krævede arbejdet præcision og let til moderat kraftudfoldelse, med bevægelser fra hovedhøjde til bordhøjde. Når plastikposen var på, blev pakningen trykket mod en tapemaskine i bordhøjde med lille kraftudfoldelse, hvorefter den blev lagt i en papkasse, der kunne rumme 25 styk. Papkasserne blev stablet til øjenhøjde, når de var fyldt. Kvinden kunne nå et par tusind pakninger om dagen, og hver pakning krævede flere bevægelser i skulderleddene. Hun fik efter 8 år gener i begge skuldre, og en speciallæge stillede diagnosen dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Kvinden har fået et dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom, efter at hun har udført pakkearbejde i hele arbejdsdagen i 8 år. Arbejdet har indebåret hyppigt gentagne bevægelser i begge skulderled, med gentagne løft af overarmene til 60 grader eller mere, og dertil lettere kraftudfoldelse, hvor armene indimellem har været holdt i yderstillinger. Arbejdet har yderligere været præget af kort cyklustid med ringe restitution af armene. Der er tillige god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdets udførelse.
Eksempel 7: Anerkendelse af venstresidig bicepstendinit (tømrer i 6 måneder)
En 28-årig mand arbejdede som tømrer i en større entreprenørvirksomhed i et halvt år. Arbejdet bestod i en overvejende del af arbejdstiden i at opsætte loftsplader af gips eller andre materialer, typisk i store nybyggede kontormiljøer. Ved opsætningen tog han en plade med venstre hånd eller begge hænder fra en høj vogn ved siden af den trappestige, han arbejdede på. Han løftede pladen, der kunne være stor og forholdsvis tung, med begge hænder til loftet, hvorefter han monterede pladen med anvendelse af en elektrisk skruetrækker. Han var venstrehåndet, og skruearbejdet, der indebar nogen kraftudfoldelse med løftet arm, blev udført med venstre hånd. Efter godt 6 måneders ansættelse fik han smerter i venstre overarm, og en speciallæge stillede diagnosen venstresidig bicepstendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tømreren har igennem 6 måneder udført gentagne, belastende bevægelser for venstre overarm og skulderled med samtidige, gentagne, høje løft af venstre arm og kraftudfoldelse ved montering af loftsplader. Der er tillige god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og udviklingen af en venstresidig bicepstendinit.
Eksempel 8: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (pakker i 3 år)
En 42-årig kvinde arbejdede som pakker hos en stor brødproducent i 3 år, hvor hendes arbejde bestod i at pakke fladbrød i emballage. Hun stod ved et transportbånd, der var placeret i albuehøjde på hendes højre side. Hun greb med højre hånd en stak med 6 små, flade brød fra transportbåndet ved at række frem eller lidt skråt til siden. Derefter placerede hun stakken i en mindre papæske på et andet transportbånd på hendes venstre side. Arbejdet foregik i meget højt tempo, med forholdsvis lang rækkeafstand for højre skulder og indimellem med lettere vride- og drejebevægelser i skulderleddet. Vægten af en stak fladbrød var på omkring 0,4 kilo, og løftet og håndteringen af en stak krævede kun mindre kraftudfoldelse. Den daglige pakkeakkord var på adskillige tusinde styk. Efter omkring 3 års arbejde udviklede hun smerter og ømhed i højre overarm og skulder, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig skuldertendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Pakkeren har igennem 3 år udført højrepetitivt arbejde i kombination med lettere kraftudfoldelse ved mindre løft. Arbejdsbevægelserne er tillige udført med løftede arme til albuehøjde, med nogen rækkeafstand og med lettere vride- og drejebevægelser i højre skulderled. Arbejdet har derfor været relevant belastende for udvikling af en højresidig skuldertendinit.
Eksempel 9: Afvisning af højresidigt rotator cuff-syndrom (pølsemager i 12 år)
En 39-årig kvinde var i 12 år beskæftiget med at fabrikere pølser. Arbejdet indebar to forskellige arbejdsfunktioner. Ved sprøjtning af pølser blev en tarm sat på et horn, og derefter startedes en afdrejer, som pressede pølsefars ud gennem hornet og ind i den påsatte tarm. Under denne proces skulle hun sikre, at tarmen blev skubbet med under opfyldningen af fars. Arbejdet indebar hyppigt gentagne, mindre bevægelser i højre skulder, uden nævneværdig kraftudfoldelse og uden gentagne høje løft af armen. Ved den anden funktion skulle de lange pølser hænges på en pind, således at de hang to og to ned fra pinden. Pinden hang i en holder i brystniveau. Pølserne blev hængt op med højre hånd med højre overarm løftet til 60 grader eller mere og med udadrotation af armen, men uden kraftudfoldelse. Når pølserne var hængt op på pinden, blev pinden løftet af holderen og sat på et stativ. Pinden vejede da 3 kilo, og løftene indebar let kraftudfoldelse med samtidige høje løft af højre overarm. Tilskadekomne brugte godt 2/3 af arbejdsdagen på den første funktion og godt 1/3 af arbejdsdagen på den anden funktion. Efter omkring 12 års arbejde udviklede hun smerter og bevægebesvær i højre overarm, og hun fik efterfølgende stillet diagnosen højresidigt rotator cuff-syndrom af en speciallæge.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Ved den første arbejdsfunktion, der udgjorde 2/3 af arbejdsdagen, var der tale om ensidigt gentagne, mindre bevægelser i højre skulderled, dog uden kraftudfoldelse og uden gentagne, belastende løft af overarmen. Ved den anden arbejdsfunktion, der udgjorde 1/3 af arbejdsdagen, var arbejdet karakteriseret ved gentagne bevægelser i højre skulderled i kombination med gentagne løft af højre overarm til mindst 60 grader samt lettere kraftudfoldelse. Der er imidlertid kun udført relevant skulderledsbelastende arbejde i 1/3 af arbejdsdagen (ved den anden arbejdsfunktion). Sagen opfylder derfor ikke kravet om skulderledsbelastende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen.
Eksempel 10: Afvisning af venstresidig skuldertendinit (slagteriarbejder i 8 år)
En 38-årig mand arbejdede som industrislagter i godt 8 år. Arbejdet bestod overvejende i udskæring af skinker og mindre stege. I en mindre del af arbejdstiden var han beskæftiget med oprydning, rengøring og forefaldende arbejdsopgaver. Udskæringsarbejdet foregik ved et bord med god arbejdshøjde. Arbejdet indebar mange gentagne bevægelser i højre skulderled (skærehånden) med nogen samtidig kraftudfoldelse i højre arm, men uden nævneværdigt løftearbejde. Venstre hånd fastholdt kødstykkerne under udskæringen, men blev ikke udsat for risikofyldte belastninger. Oprydnings- og rengøringsarbejdet samt de forefaldende arbejdsopgaver medførte heller ikke risikofyldte belastninger af venstre skulder. Efter omkring 8 års ansættelse fik han tiltagende smerter i venstre skulder, og han fik af en speciallæge stillet diagnosen venstresidigt rotator cuff-syndrom.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Slagteriarbejderen har udført udskæringsarbejde i hovedparten af arbejdsdagen i 8 år, der har været relevant belastende for højre skulder. Arbejdet har imidlertid ikke medført relevante risikofyldte belastninger af venstre skulder i form af gentagne og kraftfulde bevægelser i venstre skulderled, eventuelt i kombination med akavede arbejdsstillinger eller bevægelser. Der er derfor ikke sammenhæng mellem den venstresidige rotator cuff-sygdom og arbejdet.
Eksempel 11: Afvisning af højresidigt rotator cuff-syndrom (maler i 6 år)
En 32-årig mand arbejdede som maler i en større malervirksomhed i godt 6 år. Hans arbejde bestod i det sidste ½ år op til skuldersygdommens opståen overvejende i maling af radiatorer med en lille rulle og mindre pensler. Malerarbejdet var ud fra sagens oplysninger, herunder en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring, forbundet med mange gentagne bevægelser af højre arm og til dels højre skulder. Arbejdet indebar imidlertid ikke kraftudfoldelse, og arbejdet blev udført i gode arbejdsstillinger for højre arm og skulder. Han fik begyndende smerter i højre skulder, og den arbejdsmedicinske speciallæge stillede diagnosen højresidigt rotator cuff-syndrom. Diagnosen blev bekræftet af en MR-skanning.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Maleren har udført finere malerarbejde i omkring ½ år, op til at han udviklede symptomer på et højresidigt rotator cuff-syndrom. Arbejdet har været kendetegnet af mange gentagne bevægelser af højre arm og til dels højre skulder. Det har dog ikke indebåret kraftudfoldelse eller akavede arbejdsstillinger eller bevægelser for arm og skulder. Der er derfor ikke årsagsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og skuldersygdommen.
8.6.2. Statisk løft af overarmen (B)
Eksempel 12: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (fabriksarbejder i 5 år)
En 58-årig kvinde arbejdede i 5 år som fabriksarbejder på en kartoffelchipsfabrik. Kvinden havde to funktioner. Den ene halvdel af tiden var hun beskæftiget med at sætte labels på kasser med chips. Dette arbejde var ikke belastende for højre skulder. Den anden halvdel af arbejdstiden sorterede hun chips ved et bånd, hvor de stegte chips kom ud. Kvinden skulle fjerne alle de chips, der havde fået for meget og var for mørke. Kvinden var 1,55 m høj, og som følge af båndets placering måtte hun holde begge overarme omkring 60 grader for at nå op til båndet. Da båndet var i bevægelse, havde hun ikke mulighed for at tage armene ned og hvile dem i den halvdel af arbejdsdagen, hvor hun var beskæftiget med sorteringsfunktionen. Efter 5 års arbejde udviklede hun smerter og bevægegener i højre arm, og en speciallæge stillede efterfølgende diagnosen højresidig skuldertendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Funktionen med at sætte labels på kasser har ikke været skulderbelastende, da labelspåsætningen blev udført med gentagne arbejdsbevægelser uden kraftanvendelse og uden nævneværdige løft af højre overarm. Funktionen med at sortere chips har imidlertid, på grund af kvindens lave højde sammenholdt med sorteringsbordets højde, betydet, at hun har arbejdet med overarmen statisk fastholdt omkring 60 grader i halvdelen af arbejdstiden i flere år. Der er endvidere god overensstemmelse mellem sygdommen højresidig skuldertendinits opståen og arbejdets udførelse.
Eksempel 13: Anerkendelse af dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom (slagteriarbejder i 2-3 år)
En 32-årig kvinde arbejdede som slagteriarbejder på et kyllingeslagteri i godt 3 år. Kvindens arbejdsfunktion bestod i at hænge kyllinger på en krog. Kyllingerne kom kørende ind på et bånd, og kvinden tog kyllingerne fra båndet og hængte dem op på en række med kroge, der hang over båndet. På grund af kvindens lave højde ( 1,60 m ) måtte hun række armene op over skulderhøjde for at nå krogene. Selvom kvinden foretog løfte- og sænkebevægelser i armene, indebar dette ikke løft og sænkning af overarmene og skuldrene, men kun bevægelser i underarmene og albuerne. Overarmene og skuldrene blev holdt statisk over 60 grader under arbejdets udførelse. Hun udviklede efter 2-3 år smerter i begge overarme og skuldre og fik stillet diagnosen dobbeltsidig rotator cuff-syndrom af en speciallæge.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Selvom slagteriarbejderen har foretaget løfte- og sænkebevægelser i underarmene ved arbejdet med at ophænge kyllinger, har overarmene og skuldrene været holdt statisk løftet til omkring 60 grader i hele arbejdsdagen igennem 2-3 år, hvorefter hun udviklede et dobbeltsidigt rotator cuff-syndrom. Der er tillige god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
Eksempel 14: Anerkendelse af højresidig skuldertendinit (automekaniker i 9 måneder)
En 25-årig mand arbejdede som automekaniker i 9 måneder. Han var specialiseret i udskiftning af lydpotter. I gennemsnitligt 2/3 af arbejdstiden stod han i en bilgrav og udtog og indsatte lydpotter på undersiden af biler med oprakte arme. Den resterende del af arbejdstiden udførte han andet mekanikerarbejde, der ikke indebar statiske løft af overarmene eller andre skulderbelastninger. Han udviklede smerter og nedsat bevægelighed i højre skulder og fik af en speciallæge stillet diagnosen højresidig skuldertendinit.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har udført arbejde som mekaniker i 9 måneder, der har indebåret statisk fastholden af overarmene over 60 grader i størsteparten af arbejdsdagen. Han har fået en højresidig skuldertendinit, og der er god sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdets udførelse.
Eksempel 15: Anerkendelse af højresidigt rotator cuff-syndrom (isoleringsarbejder i 1 år)
En 27-årig kvinde arbejdede som isoleringsarbejder igennem godt 1 år. Kvindens arbejde bestod overvejende i at opsætte isolering i lofter, hvor hun holdt overarmene hævet mod loftet i en overvejende del af arbejdsdagen. Indimellem sænkede hun kortvarigt armene for at tage nyt isoleringsmateriale. Speciallægen anfører diagnosen højresidigt rotator cuff-syndrom.
Sagen er til anerkendelse efter fortegnelsen. Tilskadekomne har udført arbejde, der har været karakteriseret ved en statisk fastholden af overarmene over 60 grader igennem hovedparten af arbejdsdagen i godt 1 år. Selvom hun sænker armene af og til, er der tale om en så kortvarig sænkning, at skulderen ikke kan nå at hvile, inden armen igen hæves til over 60 grader. Der har tillige været tale om forholdsvis få sænkninger af armen. Der er tillige god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og udviklingen af en højresidig rotator cuff-sygdom.
Eksempel 16: Afvisning af højresidig bicepstendinit (VVS-montør i over 20 år)
En 52-årig mand arbejdede som VVS-montør i et mindre firma igennem mere end 20 år. Arbejdet indebar blandt andet montering af kummer og toiletter og reparation og udskiftning af forskellige rør og installationer i bade, køkkener og varmeanlæg i private hjem og virksomheder. Arbejdet beskrives i den arbejdsmedicinske erklæring generelt som varieret, dog kunne der enkelte dage være meget arbejde, hvor armene blev holdt løftet til 60 grader eller mere, blandt andet ved rørinstallationer og arbejde på varmeanlæg. Han fik smerter i højre overarm, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig bicepstendinitis.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har overvejende udført varieret arbejde som VVS-montør, hvor der kun enkelte dage har været tale om statiske løft af armene. Der er ikke derud over oplyst andre overarmsbelastende arbejdsfunktioner. Arbejdet kan ikke karakteriseres som repetitivt og kraftfuldt, skulderbelastende arbejde, eventuelt i kombination med akavede arbejdsbevægelser eller stillinger. Der har heller ikke fundet en fortsat belastning sted af højre overarm ved statisk løft af armen til 60 grader eller mere i flere timer dagligt igennem længere tid. Der er derfor ikke tale om en relevant belastning for udvikling af sygdommen bicepstendinit.
9. Slidgigt i knæleddet (D.1)
9.1. Punkt på fortegnelsen
9.2. Krav til diagnosen
9.3. Krav til påvirkningen
9.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
9.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
9.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
9.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende knæsygdom er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe D, punkt 1)
Sygdom
Påvirkning
Slidgigt i knæled
(arthrosis genus)
Knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år
9.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen ”slidgigt i knæled” (knæledsartrose, ICD-10 M17).
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Parakliniske undersøgelser (røntgen, MR-skanning, CT-skanning)
For at diagnosen slidgigt i knæled kan siges at været stillet, må det kræves, at der er
– Relevante subjektive klager og
– Kliniske manifestationer og
– Kliniske objektive forandringer og
– Konstaterede slidgigtforandringer på røntgenbilleder, bedømt på stående optagelser af knæleddet og siddeoptagelser af knæskallen.
Det vil sige, at alle ovenstående 4 punkter skal være opfyldt.
Subjektive klager
– Smerter i knæleddet
– Hævelse af knæleddet
– ”Belastningstriaden”
– Start- og igangsætningssmerter
– Belastningssmerter
– Svagheds- og usikkerhedsfornemmelse
– Hvilelindring
– Nedsat gangdistance
– Skurren i knæleddet
– Nedsat bevægelighed (strække- og bøjemangel)
Objektive tegn
– Hævelse af knæleddet med ansamling under knæskallen
– Skurren ved bevægelse af knæleddet
– Nedsat bevægelighed i knæleddet (hyppig strækkemangel)
– Svind af lårmusklen (quadriceps)
– Deformering og fejlstilling
– Instabilitet (i fremskredne tilfælde)
– Hævelse på bagsiden af knæleddet (Bakercyste)
– Nedsat gangfunktion
9.3. Krav til påvirkningen
For at slidgigt i knæleddet er omfattet af punktet på fortegnelsen, skal der have været tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år.
Ved knæliggende arbejde forstås arbejde, som udføres liggende på begge eller på det ene knæ. Hugsiddende arbejde er arbejde, hvor det ene eller begge knæ er bøjet maksimalt. Eksempler på arbejdsfunktioner, hvor der udføres knæliggende eller hugsiddende arbejde eller en kombination af disse, er murerarbejde med flisemuring på badeværelser, tagdækkerarbejde eller gulvlæggerarbejde.
Kravet om, at der skal være tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år, betyder, at der som udgangspunkt skal være udført knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i en nogenlunde sammenhængende periode på 20 til 25 år.
Der skal være tale om en arbejdsfunktion, hvor der i mindst halvdelen af arbejdsdagen har været tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde.
Der er yderligere et krav om en tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og symptomernes opståen.
Det vil tale afgørende imod anerkendelse, hvis der er en periode uden symptomer mellem ophør af det knæbelastende arbejde og symptomernes opståen. Dette vil eksempelvis gælde, hvis symptomerne på slidgigt i knæene opstår efter flere år uden erhverv, eller efter flere år med beskæftigelse i et erhverv, der ikke belaster knæene. Det vil gælde, uanset om der tidligere har været tale om arbejde, der opfyldte kravene til påvirkningen.
Hvis der i en periode, som opfylder kravene til påvirkningen, har været tale om knæbelastende arbejde, kan slidgigten anerkendes, selvom symptomerne opstår i en senere periode med mere moderat, men dog forholdsvis knæbelastende arbejde.
9.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme /forhold
– Svær overvægt (BMI over 30. Body Mass Index = kg/(m)2 )
– Tidligere knætraumer
– Ledskader
– Korsbåndssskader
– Meniskskader
– Fejlstillinger (for eksempel kalveknæ)
– Reumatoid arthritis
– Systematiske sygdomme med sekundære ledsymptomer
– Tidligere infektion i knæleddet
– Sekundære ledsymptomer til infektionssygdomme
– Alder
– Køn
9.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun slidgigt i knæleddet, der er omfattet af dette punkt på fortegnelsen. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, som opfylder kravene til anerkedelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempler på andre påvirkninger, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er arbejde, hvor der er tale om løft af tunge byrder under vrid og i akavede knæbelastende stillinger, for eksempel ved megen gang på stiger og stilladser med tunge byrder. Jord- og betonarbejde, arbejde som murerarbejdsmand og arbejde som landbrugsmedhjælper er eksempler på arbejde, der kan være særligt knæbelastende.
Også balletdansere og professionelle sportsudøvere, hvis arbejde medfører særlige belastninger af knæleddene i form af hyppige nedspring og/eller mange vrid- og drejepåvirkninger i knæene, er eksempler på særligt knæbelastende former for arbejde, der kan være relevante at forelægge for udvalget.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
9.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af slidgigt i begge knæ efter knæliggende arbejde (murer i 30 år)
En 59-årig mand havde arbejdet som murer i mere end 30 år. I de første 15 år arbejdede han med opmuring, sokkelarbejde og pudsning af betonlag på gulve og badeværelser i nybyggeri samt fliseopsætning. Murerarbejdet og flisearbejdet havde været delvist knæliggende, mens pudsning af betonlag udelukkende var knæliggende arbejde. Han havde samlet set arbejdet i knæliggende stilling i 75 procent af dagen. Han fik tiltagende smerter i knæene og fik stillet diagnosen slidgigt i begge knæled af en speciallæge. Diagnosen blev bekræftet ved røntgenoptagelser.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Mureren har udført knæliggende arbejde som murer i en overvejende del af arbejdsdagen i en periode på over 30 år. Han fik stillet diagnosen slidgigt i begge knæ, og der er god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og arbejdet.
Eksempel 2: Anerkendelse af slidgigt i venstre knæ efter knæliggende og hugsiddende arbejde (svejser i 30 år)
En 54-årig mand havde arbejdet som svejser i 30 år. I de første 22 år foregik arbejdet overvejende hugsiddende eller kravlende under trange pladsforhold, fortrinsvis med belastning af venstre knæ. I de resterende år foregik arbejdet stående 2/3 af arbejdsdagen, mens 1/3 af arbejdsdagen foregik knæliggende. Han fik gener i venstre knæ, og diagnosen slidgigt i venstre knæ blev stillet af en speciallæge. Diagnosen blev bekræftet ved røntgenundersøgelse.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen, da der har været tale om knæliggende og hugsiddende arbejde som svejser i 30 år, heraf med relevant knæbelastende arbejde i mere end halvdelen af arbejdsdagen i 22 år.
Eksempel 3: Anerkendelse af slidgigt i begge knæ efter knæliggende og hugsiddende arbejde (maskinarbejder i 28 år)
En 53-årig mand havde arbejdet som maskinarbejder i 28 år, hvor han havde haft knæliggende og hugsiddende arbejde i 3 til 5 timer dagligt. Han fik efter 25 år gener fra begge knæ. En speciallæge konstaterede slidgigt i begge knæ.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Maskinarbejderen har fået konstateret slidgigt i begge knæ, efter at han har haft knæliggende og hugsiddende arbejde som maskinarbejder i 28 år. Det knæbelastende arbejde er udført i den overvejende del af arbejdsdagen, og der er god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdet.
Eksempel 4: Anerkendelse af slidgigt i begge knæ efter knæliggende arbejde (rørsmed i 24 år)
En rørsmed havde i 24 år arbejdet på et skibsværft. Han havde svejset den ene halvdel af tiden og lagt rør den anden halvdel af arbejdstiden. Arbejdet foregik under trange pladsforhold og ofte i akavede stillinger. 90 procent af tiden foregik arbejdet knæliggende. Rørsmeden havde anvendt knæbeskyttere i hele ansættelsesperioden. Der var et forudbestående traume mod højre knæ, som ikke havde givet symptomer. Han fik smerter i begge knæ, og en speciallæge konstaterede slidgigt i begge knæ, mest udtalt i højre knæ.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Rørsmeden har fået konstateret slidgigt i begge knæ, efter24 års knæliggende arbejde under trange pladsforhold i akavede stillinger i cirka 90 procent af arbejdstiden. Det forudbestående traume har ikke betydning for sagens vurdering.
Eksempel 5: Afvisning af slidgigt i venstre knæ efter knæliggende arbejde (skibsbygger i 25 år)
En 49-årig mand havde arbejdet som skibsbygger i 25 år, da han begyndte at få gener fra venstre knæ. Arbejdet som skibsbygger indebar svejsning i bunden af skibe i knæliggende stilling i 1/3 af arbejdstiden.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Skibsbyggeren har udført knæliggende arbejde i 1/3 af arbejdstiden i 25 år og har udviklet slidgigt i venstre knæ. Han opfylder således kravet om knæliggende arbejde i mindst 20-25 år. Sagen opfylder imidlertid ikke kravet om, at det knæliggende arbejde skal være udført i mindst halvdelen af arbejdstiden.
Eksempel 6: Afvisning af slidgigt i begge knæ efter knæliggende og hugsiddende arbejde (klejnsmed i 29 år)
En 63-årig mand havde været ansat som rørlægger og klejnsmed i 29 år. De første 8 år bestod arbejdet i reparationer under togvogne og i at udskifte sanitet og sæder i vognene. Cirka 2 timer af arbejdsdagen foregik i knæliggende stilling. De næste 21 år var han beskæftiget som varmemester, hvor han dagligt i cirka 2 timer var inde og kravle i 70 cm høje kanaler i forbindelse med reparationer. Det øvrige arbejde indebar ikke særlige knæbelastninger. Han udviklede derefter slidgigt i begge knæ.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Klejnsmeden har udviklet slidgigt i begge knæ efter at have udført knæliggende og hugsiddende arbejde i omkring ¼ af arbejdstiden i 29 år. Han opfylder derfor ikke betingelserne om, at der skal være udført knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen i 20-25 år.
Eksempel 7: Afvisning af slidgigt i venstre knæ efter knæliggende arbejde (isoleringsarbejder i 30 år)
En 49-årig mand havde arbejdet som isoleringsarbejder i 30 år. Arbejdet foregik fra gulv, stige og stillads. Der havde ikke været tale om løft af tunge byrder. Ifølge sagens oplysninger havde han udført knæliggende arbejde i 60 procent af arbejdstiden. Isoleringsarbejderen havde efter et vridtraume i venstre knæ som 19-årig og senere tilbagevendende smerter, fået fjernet den ydre menisk på venstre knæ. Der var ved kikkertundersøgelse få år efter fundet begyndende slidgigtforandringer i venstre knæs ydre ledkammer. En speciallæge stillede allerede i forbindelse med den tidligere operation diagnosen slidgigtforandringer svarende til ydre ledkammer, hvor menisken var fjernet. Diagnosen blev bekræftet ved røntgenoptagelser af knæet.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelse. Det må anses for overvejende sandsynligt, at slidgigten i venstre knæs ydre ledkammer kan tilskrives fjernelsen af den ydre menisk, da der allerede få år efter traumet blev fundet slidgigtforandringer i ydre ledkammer på venstre knæ. Meniskskaden har ikke sammenhæng med arbejdet.
Eksempel 8: Afvisning af slidgigt i begge knæ efter knæliggende og hugsiddende arbejde (gulvtæppemontør i 15 år)
En 52-årig gulvlægger havde igennem 15 år arbejdet med montering og tilretning af gulvtæpper. Over halvdelen af arbejdsdagen foregik i knæliggende eller hugsiddende stilling. Som 50-årig begyndte han at få symptomer fra begge knæ. Han fik stillet diagnosen slidgigt i begge knæled. Han havde en højde på 1,80 m og havde igennem mange år været overvægtig med en vægt på omkring 130 kg (BMI=130/ (1,8)2 = 40).
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har kun udført knæliggende og hugsiddende arbejde i en periode på 15 år. Der har derfor ikke været tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mindst 20-25 år. Der er endvidere tale om betydelig overvægt.
10. Bursitis (betændelseslignende forandringer i slimsæk, D.2 og J.1)
10.1. Punkt på fortegnelsen
10.2. Krav til diagnosen
10.3. Krav til påvirkningen
10.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
10.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
10.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
10.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende sygdom er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe D, punkt 2 - bursitis i knæ, og gruppe J, punkt 1 – bursitis andre steder end knæ)
Sygdom
Påvirkning
D.2. og J.1
Betændelseslignende forandringer i en slimsæk (bursitis)
Vedvarende, udefra kommende tryk i dagevis eller i en længere periode
10.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen bursitis, det vil sige betændelseslignende forandringer i en slimsæk (ICD-10 M70.1 – M70.7).
Sygdommen kan opstå relativt akut, men kan udvikle sig til en kronisk tilstand.
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Parakliniske undersøgelser (”blodprøver”, eventuelt suppleret med røntgen, MR-skanning, CT-skanning)
Symptomer
– Rødme
– Hævelse (øget væske i slimsækken)
– Smerter
– Varme
– Eventuelt nedsat bevægelighed på grund af smerter
Objektive tegn
– Hævelse af slimsækken
– Fortykkelse af slimsækkens kapsel
– Eventuelt smertebetinget nedsat bevægelighed i leddet
– I den mere akutte fase kan der være varme, hævelse, rødme og smerter ved gennemføling af slimsækken
– Hård hud over slimsækken
Inddeling
Normalt inddeles betændelseslignende forandringer i en slimsæk som følger
Akut bursitis
Den kan være betinget af en infektion (eksempelvis med bakterier) eller en infektionslignende tilstand (uden bakterier), som følge af irritation (eksempelvis ved at knæskallen bliver trykket konstant mod gulvet, når man ligger på knæ).
Tilstanden er karakteriseret ved rødme, hævelse, smerter, varme og nedsat bevægelighed på grund af smerter.
Kronisk bursitis
Den kan være betinget af en tidligere infektion (eksempelvis med bakterier) eller en tidligere infektionslignende tilstand (uden bakterier), som følge af kronisk irritation (eksempelvis ved, at knæskallen bliver trykket konstant mod gulvet, når man ligger på knæ).
Tilstanden er karakteriseret ved fortykkelse af kapslen omkring slimsækken og øget væske i slimsækken. Ofte vil der være fortykket hud over slimsækken på grund af den vedvarende udefra kommende trykpåvirkning.
Betændelseslignende forandringer i en slimsæk, forårsaget af infektionstilstande med eller uden bakterier, uden forudgående arbejde hvor der finder en vedvarende udefra kommende trykpåvirkning sted, er ikke omfattet af punktet.
10.3. Krav til påvirkningen
For at betændelseslignende forandringer i en slimsæk (bursitis) er omfattet af punktet gælder, at der skal have været tale om en påvirkning af en bursa i form af vedvarende, udefra kommende tryk i dagevis eller i en længere periode.
Betændelseslignende forandringer i en slimsæk er relativt hyppigt forekommende i befolkningen uanset erhverv. I mange tilfælde er der dog ikke tale om en arbejdsbetinget sygdom, men for eksempel følger efter infektionstilstande. Arbejdsmæssige belastninger ved for eksempel knæliggende arbejde, hvor der finder en vedvarende trykpåvirkning sted, medfører imidlertid en øget risiko for udvikling af sygdommen.
Belastningen skal være mekanisk og fysiologisk relevant for sygdommen. Dette betyder blandt andet, at det udførte arbejde skal have medført en relevant belastning af den pågældende bursa. Om arbejdet kan anses for relevant belastende, afhænger af en konkret vurdering af belastningerne, set i forhold til sygdomsudviklingen.
For at belastningen kan betegnes som relevant belastende for en slimsæk taler, at der er udført
– Arbejde, der medfører vedvarende udefra kommende tryk, for eksempel mod knæskallen
– Arbejde med relevant trykpåvirkning i dagevis eller i en længere periode
Det belastende arbejde skal være udført i mindst halvdelen af arbejdsdagen.
Det er en forudsætning for anerkendelse, at der er en god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og det belastende arbejde.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal i øvrigt være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere de konkrete arbejdsforhold og de konkrete belastninger af den pågældende slimsæk. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Speciallægen skal herunder give en beskrivelse af sygdomsdebut og sygdomsforløb og oplyse om eventuelle tidligere eller samtidige sygdomme eller symptomer og deres eventuelle betydning for de aktuelle gener.
10.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/ forhold
– Systemiske sygdomme
– Infektion med bakterier i slimsækken eller leddet
– Sekundær hævelse af slimsæk i forbindelse med infektionssygdomme
10.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun betændelseslignende forandringer i en slimsæk (bursitis), der er omfattet af disse punkter på fortegnelsen. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, som opfylder rkavene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
10.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af bursitis i slimsækken foran højre knæskal (gulvlægning i 1½ uge)
En 37-årig gulvlægger arbejdede med at lægge gulv i en stor hal. Arbejdet tog omkring 1½ uge, og han lagde gulv i omkring ¾ af arbejdstiden. Den sidste dag fik han en akut irritation af slimsækken foran højre knæskal med hævelse, ømhed, rødme og smerter, og en speciallæge stillede diagnosen bursitis i slimsækken foran højre knæskal. Diagnosen blev bekræftet af en blodprøve.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Gulvlæggeren har fået konstateret betændelseslignende forandringer i slimsækken foran højre knæskal efter mange dages knæliggende arbejde, der har medført et vedvarende tryk mod højre knæskal i mere end halvdelen af arbejdstiden. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdet og sygdommen.
Eksempel 2: Anerkendelse af bursitis i slimsækken foran venstre knæskal (gulvrengøring i 8 dage)
En 45-årig kvinde arbejdede som rengøringsassistent i en større industrirengøringsvirksomhed. Hun var i en periode på 8 dage beskæftiget med intensiv hovedrengøring af sarte trægulve i en stor privat virksomhed, der medførte knæliggende boning og efterpolering af gulv- og trappearealer i godt 2/3 af arbejdsdagen. Den sidste dag fik hun smerter, ømhed og hævelse foran på venstre knæskal. Hun fik hos en speciallæge stillet diagnosen venstresidige, betændelseslignende forandringer i slimsækken foran knæskallen.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Rengøringsassistenten har udført knæliggende arbejde, der medførte vedvarende tryk mod venstre knæskal i en overvejende del af arbejdsdagen i 8 dage, ved boning og polering af trægulve og trapper. Hendes sygdom betændelseslignende forandringer i en slimsæk foran venstre knæskal (bursitis) er endvidere opstået i god tidsmæssig sammenhæng med det knæbelastende arbejde.
Eksempel 3: Anerkendelse af bursitis i slimsækken foran højre knæskal (stigearbejde i 12 dage)
En 52-årig maler udførte malerarbejde fra en stige i hovedparten af arbejdsdagen igennem 2 uger.
Under arbejdet trykkede han højre knæskal mod et stigetrin. I slutningen af perioden fik han smerter og hævelse på forsiden af højre knæskal, og han fik hos sin læge stillet diagnosen højresidig bursitis. Diagnosen blev bekræftet af en blodprøve.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Maleren har udført stigearbejde i dagevis, der medførte en vedvarende, udefra kommende trykpåvirkning af højre knæskal i mere end halvdelen af arbejdsdagen. Han fik herefter bursitis i slimsækken foran knæskallen, og der er god sammenhæng mellem sygdommens opståen og arbejdet.
Eksempel 4: Afvisning af bursitis i slimsækken foran højre knæskal (gulvlægning i 8 måneder)
En 23-årig mand arbejdede som gulvlægger i en periode på godt 8 måneder. Arbejdet bestod i knæliggende arbejde i størsteparten af arbejdsdagen. I den sidste del af arbejdsperioden fik han tiltagende smerter, ømhed, hævelse og irritation foran på højre knæskal. Han fik derud over andre gener i form af utilpashed og let feber. En blodprøve viste en generel infektion i kroppen forårsaget af bakterier. En speciallæge stillede diagnosen bursitis i slimsækken foran højre knæskal som følge af en generel bakteriel infektionstilstand.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Gulvlæggeren har udført relevant knæbelastende arbejde med vedvarende tryk mod højre knæskal i en længere periode og i størsteparten af arbejdsdagen. Hans sygdom, betændelseslignende forandringer i slimsækken foran højre knæskal, må imidlertid med overvejende sandsynlighed tilskrives den generelle bakterielle infektionstilstand i kroppen, der er uden sammenhæng med arbejdet.
Eksempel 5: Afvisning af bursitis i slimsækken foran højre knæskal (elinstallatørarbejde i 19 år)
En 43-årig mand arbejdede som elinstallatør i en mindre virksomhed i en længere årrække. Hans arbejde bestod typisk i mindre former for elreparationer i private hjem, og der var maksimalt tale om knæliggende arbejde i 1 time dagligt. Efter godt 19 års arbejde udviklede han en akut smertetilstand foran i højre knæ med rødme og hævelse. En speciallæge stillede diagnosen højresidige, betændelseslignende forandringer i slimsækken foran knæskallen. En blodprøve bekræftede diagnosen.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Elinstallatøren har fået påvist betændelseslignende forandringer i slimsækken foran højre knæskal efter mange års arbejde som elreparatør. Hans arbejde har imidlertid kun 1 time dagligt bestået i arbejde, der medførte et vedvarende tryk mod knæskallen. Han opfylder derfor ikke kravet om, at der skal være udført arbejde, der medfører et vedvarende udefra kommende tryk mod en bursa i mindst halvdelen af arbejdsdagen.
11. Menisksygdom i knæleddet (D.3)
11.1. Punkt på fortegnelsen
11.2. Krav til diagnosen
11.3. Krav til påvirkningen
11.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
11.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
11.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
11.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende knæsygdom er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (Gruppe D, punkt 3)
Sygdom
Påvirkning
D.3. Menisksygdom i knæleddet
(laesio meniscus genus)
Arbejde i hugsiddende stilling under trange pladsforhold i dagevis eller i en længere periode
11.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen menisksygdom i knæleddet (ICD-10 M23.2 eller S83.2).
Sygdommen kan opstå relativt akut, men kan udvikle sig til en kronisk tilstand.
Diagnosen stilles medicinsk på baggrund af en kombination af
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Eventuelt en supplerende kikkertundersøgelse og/eller MR-skanning
Diagnosen menisksygdom i knæleddet stilles som udgangspunkt ved en klinisk objektiv undersøgelse. Diagnosens sikkerhed kan eventuelt optimeres med en supplerende kikkertundersøgelse og/eller MR-skanning.
Symptomer
– Smerter i knæleddet (på inder- eller ydersiden, afhængigt af om det er den indvendige eller udvendige menisk, der er skadet)
– Hævelse af knæleddet
– Aflåsningstilfælde
– Manglende strækkeevne i knæleddet
Objektive tegn
– Hævelse af knæleddet med ansamling under knæskallen
– Nedsat bevægelighed i knæleddet (strækkemangel)
– Svind af lårmusklen (quadriceps)
– Ømhed af ledlinjen
– Der findes mange ”menisktests”, men sikkerheden ved disse er meget begrænset
Den kliniske undersøgelses resultater kan eventuelt optimeres med en supplerende kikkertundersøgelse og/eller MR-skanning. Vi kan dog ikke selv anmode om disse undersøgelser.
11.3. Krav til påvirkningen
For at menisksygdom i knæleddet er omfattet af punktet, gælder, at der skal have været tale om påvirkning i form af arbejde i hugsiddende stilling under trange pladsforhold i dagevis eller i en længere periode.
Menisksygdomme/læsioner i knæleddet er hyppigt forekommende i befolkningen uanset erhverv. I mange tilfælde er der dog ikke tale om en arbejdsbetinget sygdom. Arbejdsmæssige belastninger, som beskrevet ovenfor, medfører imidlertid en vis øget risiko for udvikling af sygdommen.
Belastningen skal være mekanisk og fysiologisk relevant for sygdommen. Dette betyder blandt andet, at det udførte arbejde skal have medført en relevant belastning af knæleddet. Om arbejdet kan anses for relevant belastende, afhænger af en konkret vurdering af belastningerne af knæleddet set i forhold til sygdomsudviklingen.
For at belastningen kan betegnes som relevant belastende for knæleddet taler, at der har været tale om arbejde
– I dagevis eller i en længere periode
– Med bøjet knæ i den overvejende del af arbejdstiden
– Under trange pladsforhold, der ikke giver mulighed for at rette knæleddet ud
– Med drejning i knæleddet, samtidig med, at knæet har været bøjet
Det belastende arbejde skal være udført i mindst halvdelen af arbejdsdagen.
Det er en forudsætning for anerkendelse, at der er en god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og det knæledsbelastende arbejde.
Belastningen skal vurderes i forhold til personens størrelse og fysik, og der skal i øvrigt være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere de konkrete arbejdsforhold og de konkrete belastninger af knæleddet. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Speciallægen skal herunder give en beskrivelse af sygdomsdebut og sygdomsforløb og oplyse om eventuelle tidligere eller samtidige knæsygdomme eller knægener og deres eventuelle betydning for de aktuelle gener.
En kikkertundersøgelse og/eller MR-skanning kan indgå i vurderingen som supplement til den kliniske undersøgelse, hvis en sådan undersøgelse foreligger.
11.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
– Tidligere knætraumer
– Tidligere ledskader
– Tidligere korsbåndsskader
– Tidligere traumatiske meniskskader
– Fritids- og sportsskader på knæleddet
– (Alder)
11.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun menisksygdom i knæleddet, der er omfattet af dette punkt på fortegnelsen. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, som opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Et eksempel på en påvirkning, der eventuelt vil kunne anerkendes som årsag til en menisksygdom i knæleddet efter forelæggelse for udvalget, er arbejde som tømrer med megen stigegang, der indebærer hyppige drejninger i knæleddene.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
11.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af menisksygdom i venstre knæled (skibssvejser i 2 uger)
En 41-årig mand arbejdede som svejser på et skibsværft. Arbejdet bestod i langt den overvejende del af arbejdstiden i at reparere bundtanke på et containerskib. Tankene var 140 cm høje, hvilket betød, at han i en meget stor del af arbejdstiden måtte arbejde i en akavet hugsiddende arbejdsstilling med bøjede knæ og drejede knæled. Han arbejdede blandt andet med svejsning og med at banke pladerne til med en hammer. Efter 2 ugers arbejde i bundtanken fik han symptomer fra menisken i venstre knæ med aflåsninger i knæleddet, hævelse, ømhed og smerter. En speciallæge stillede diagnosen menisklæsion i venstre knæ, og diagnosen blev bekræftet af en MR-skanning.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Skibssvejseren har fået konstateret en menisklæsion i venstre knæ, efter at han har udført knæbelastende arbejde som skibssvejser i 2 uger. Arbejdet har i langt mere end halvdelen af arbejdstiden været karakteriseret ved akavede hugsiddende arbejdsstillinger, hvor han samtidig, i særlig grad ved arbejdet med hammeren, måtte bøje og dreje i knæene. Der er tillige en god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen på arbejdet og sygdommens opståen.
Eksempel 2: Anerkendelse af menisksygdom i højre knæ efter arbejde (rørlægger i 6 dage)
En 27-årig mand arbejdede som rørlægger med rørudskiftning i en større institution i 6 dage. Arbejdet bestod i den pågældende periode, i omkring 4-5 timer dagligt, i at nedtage gamle rør og isætte nye i institutionens kældersystem. Der var tale om en form for krybekælder, hvor arbejdshøjden var omkring 120 cm. Arbejdet måtte derfor foregå i en akavet hugsiddende stilling. Ved manøvrerne med at tage de gamle rør ned og sætte nye op foretog han hyppige bøjninger i knæene med samtidige drejninger i knæleddene i en foroverbøjet arbejdsstilling. Efter 6 dages arbejde fik han smerter, ømhed og hævelse i højre knæ, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig menisklæsion på baggrund af en kikkertundersøgelse. Han havde ikke tidligere haft gener i højre knæ.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Rørlæggeren har udført knæbelastende arbejde som rørlægger i dagevis, hvor hans arbejde i mere end halvdelen af arbejdstiden har været præget af hugsiddende akavede arbejdsstillinger, der medførte hyppige drejninger og bøjninger i knæene. Han har fået stillet diagnosen menisklæsion i højre knæ, og der er god sammenhæng mellem sygdommens opståen og det knæledsbelastende arbejde.
Eksempel 3: Afvisning af menisksygdom i begge knæled (VVS-installatør i 2 år)
En 31-årig mand arbejdede som VVS-installatør i en mindre virksomhed i godt 2 år. Hans arbejde bestod overvejende i forskellige former for udskiftning af rør og sanitet i private hjem, herunder særligt rørarbejde og udskiftning af sanitet i køkkener og badeværelser. Arbejdet indebar en del knæliggende samt hugsiddende arbejde, men der var typisk tale om relativt gode pladsforhold, hvor han havde mulighed for at rette knæene ud og skifte arbejdsstillinger under arbejdets udførelse. Efter godt 2 års arbejde fik han smerter og ømhed samt aflåsninger, først i højre knæ og kort tid efter også i venstre knæ. Han fik ved en speciallæge og ved en yderligere MR-skanning på et sygehus konstateret mindre meniskbeskadigelser i begge knæs indvendige menisk. Der var derud over tegn på condromalaci (blød brusk) i begge knæ samt begyndende slidgigt i højre knæ.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. VVS-installatøren har efter arbejde i godt 2 år fået konstateret en menisklæsion i begge knæ. Arbejdet har imidlertid ikke været karakteriseret ved hugsiddende arbejde under trange pladsforhold, hvor han har været nødt til at bøje i knæene med samtidige drejninger i knæleddene, i mindst halvdelen af arbejdstiden. Der er derfor ikke tale om knæbelastende arbejde i et omfang, der er omfattet af fortegnelsen. Der er endvidere fundet konkurrerende knæsygdomme i knæene, der må anses for at være af væsentlig betydning for den samlede knætilstand.
Eksempel 4: Afvisning af menisksygdom i højre knæ (skibsmaler i 5 år)
En 42-årig mand arbejdede som maler på et skibsværft i en periode på godt 5 år. Hans arbejde bestod i lidt over halvdelen af arbejdstiden i at sprøjtemale i skibenes bundtanke og i andre svært tilgængelige skibsarealer. Pladsforholdene var typisk meget trange og arbejdshøjden lille. Arbejdet foregik i denne del af arbejdstiden normalt i hugsiddende stilling, hvor knæene var bøjede og knæleddene drejede. Han havde imidlertid ingen knægener i denne ansættelse. Efter godt 5 års arbejde skiftede han arbejde til ansat i et almindeligt malerfirma, hvor langt den overvejende del af arbejdet foregik i stående stilling og under gode pladsforhold. Han fik efter godt 2 års ansættelse i det nye job pludseligt indsættende smerter, ømhed og hævelse i højre knæ, og en speciallæge stillede diagnosen højresidig meniskskade. En MR-skanning viste en middelsvær menisklæsion i knæet.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Skibsmaleren har haft relevant knæbelastende arbejde med hugsiddende arbejde under trange pladsforhold i sin ansættelse som skibsmaler i 5 år. Han har imidlertid først fået symptomer på en højresidig menisksygdom 2 år efter, at han skiftede til et ikke-knæbelastende arbejde som almindelig maler. Der er derfor ikke god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og det tidligere, knæledsbelastende arbejde.
12. Pleurale plaques (E.3.5)
12.1. Punkt på fortegnelsen
12.2. Krav til diagnosen
12.3. Krav til påvirkningen
12.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
12.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
12.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
12.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende lungesygdom og påvirkning er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe E, punkt 3.5)
Sygdom
Påvirkning
E.3.5. Pleurale plaques uden lungeasbestose
Asbest
12.2. Krav til diagnosen
Der skal lægeligt være stillet diagnosen pleurale plaques uden lungeasbestose (J.92.9).
Pleurale plaques må ikke forveksles med sygdommene lungeasbestose eller udbredt bindevævsdannelse i lungehinden med påvirket lungefunktion, der også er optaget på fortegnelsen i gruppen af asbestsygdomme (gruppe E, punkt 3a og 3b).
Pleurale plaques (lungehindepletter) er fortykkelser i lungehinden, som forårsages af asbest. De findes ikke i det egentlige lungevæv, men dannes på lungehinden på indersiden af brystkassen. Pleurale plaques har form af hvide, brusklignende belægninger. De kan dannes efter en forholdsvis lille udsættelse for asbest, men det varer ofte 15-25 år, inden de bliver synlige på røntgenbilleder af lungerne.
Typiske pleurale plaques er som regel (hvis ikke altid) dobbeltsidige, men ofte asymmetriske, hvad angår størrelse eller placering. De er ofte, men ikke nødvendigvis, forkalkede.
Biologisk mekanisme
Tynde asbestfibre med en diameter på mindre end 3 mikrometer (my) kan nå alveolerne helt perifert i lungerne og penetrere til lungehinden. Organismens rengøringsceller (makrofagerne) forsøger at optage og fjerne disse fibre. Dette medfører frigivelse af enzymer og bindevævsdannende stoffer, der vurderes at være årsagen til dannelsen af pleurale plaques gennem en langsomt fremadskridende proces, som bliver synlige på røntgenbilleder efter 10-15 år og forkalker efter 20-25 år.
Symptomer
Som regel ingen, men i meget sjældne tilfælde kan der være klager over smerter fra brystkassen.
Objektive tegn
Pletvise fortykkelser af lungehinden, eventuelt med forkalkninger, der konstateres på røntgenbilleder eller skanning af lungerne.
Diagnosen pleurale plaques stilles medicinsk på baggrund af
– Røntgenundersøgelse eller skanning af lungerne
– Klinisk objektiv undersøgelse (for at udelukke anden lungesygdom).
Sygdommens forløb og følger
Hyppigt har der ikke været symptomer, og tilstanden opdages tilfældigt ved en røntgenundersøgelse af lungerne i anden anledning. I sjældne tilfælde kan der have været smerter fra brystkassen eller en oplevelse af åndenød.
Pleurale plaques kan i sjældne tilfælde ved mere betydelig asbestudsættelse føre til en målelig forringelse af vejrtrækningskapaciteten (restriktiv lungefunktionsnedsættelse). At en person har pleurale plaques er tegn på tidligere asbesteksposition, men udgør ikke i sig selv en øget risiko for kortere levetid, asbestose eller lungehinde- eller lungekræft.
I langt de flest tilfælde, hvor sygdommen kan anerkendes som erhvervssygdom, vil der ikke være varige følger efter sygdommen. Sagen vil i disse tilfælde blive anerkendt uden godtgørelse for mén og erstatning for tab af erhvervsevne. I enkelte tilfælde vil der være tale om varige følger i form af smertetilstande og/eller restriktivt nedsat lungefunktion. Et varigt mén vil i disse tilfælde blive skønsmæssigt vurderet med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel.
12.3. Krav til påvirkningen
Pleurale plaques kan anerkendes efter fortegnelsen, når der har været tale om en relevant påvirkning i form af asbestudsættelse.
Dertil kommer følgende mere specifikke krav til udsættelse og sygdomsforløb, som ligeledes skal være opfyldt.
Krav til udsættelsen
Der skal have fundet en udsættelse sted i form af direkte håndtering af, eller tilsvarende meget tæt og risikofyldt kontakt med, asbest eller asbestholdigt materiale i nogen tid.
Der skal som udgangspunkt have fundet en daglig udsættelse sted i nogle måneder eller mere sporadisk (tilbagevendende, men ikke nødvendigvis dagligt) i nogle år. Ved daglig udsættelse forstås som udgangspunkt påvirkning igennem en del af arbejdsdagen og ikke kun ganske kortvarigt. Ved massiv daglig udsættelse vil den tidsmæssige ekspositionsgrænse dog kunne nedsættes til få dage.
Den relevante risikofyldte udsættelse kan blandt andet have fundet sted ved direkte asbesthåndtering på for eksempel Eternitfabrikken, eller ved arbejde med asbestholdige isoleringsmaterialer, eternitplader, asbestholdige bremsebelægninger o.l.
Mere beskedne former for udsættelse, som for eksempel arbejde i kontorlokaler med defekte og eventuelt dryssende, asbestholdige loftsplader, vil ikke kunne anerkendes efter fortegnelsen.
Fund af pleurale plaques uden samtidig sikker (dokumenteret) og relevant erhvervsmæssig udsættelse kan ikke føre til anerkendelse, selvom sygdommen ud fra den nuværende viden kun kan forårsages af asbest. Hvis der ikke har været tale om en relevant og sikker erhvervsmæssig udsættelse, må sygdommen med overvejende sandsynlighed tilskrives private former for asbestudsættelse, der ikke er omfattet af loven.
Latenstid
Dannelsen af pleurale plaques sker gennem en langsom proces, som betyder, at pletterne på lungehinden normalt først bliver synlige på røntgenbilleder 10-15 år efter udsættelsen og først forkalker 20-25 år efter udsættelsen.
For at sygdommen kan anerkendes efter fortegnelsen, stilles der derfor som udgangspunkt krav om en latenstid på 10 år eller mere. Ved massiv udsættelse kan latenstiden dog nedsættes til omkring 5 år. Latenstid er den tid, der går, fra en person har været udsat for asbest eller asbestholdige materialer, til sygdommen bryder ud.
Der skal som udgangspunkt være tale om dobbeltsidige pleurale plaques, da sygdomsforekomst med enkeltsidige plaques efter relevant udsættelse er meget sjælden. Hvis der har været tale om en relevant og dokumenteret udsættelse og de øvrige krav til anerkendelse er opfyldt, vil fund af enkeltsidige plaques dog også være omfattet af fortegnelsen.
Sygdommen skal tillige være påvist på lungerøntgen eller ved skanning.
Vi vil ved sagens behandling eventuelt indhente en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring. Speciallægen vil blandt andet blive bedt om at beskrive og vurdere de konkrete arbejdsforhold og de konkrete belastninger indgående. Speciallægen skal tillige foretage en individuel vurdering af belastningsforholdenes betydning for udvikling af sygdommen hos netop den undersøgte person. Speciallægen skal herunder give en beskrivelse af sygdomsdebut og sygdomsforløb og oplyse om eventuelle tidligere eller samtidige sygdomme eller symptomer og deres eventuelle betydning for de aktuelle gener.
Vi kan også indhente andre former for speciallægeerklæringer for at få belyst sygdomsforløbet og eventuelt forholdet til konkurrerende eller forudbestående sygdomme.
12.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
Konkurrerende årsager
Konkurrerende årsager til pleurale plaques kendes ikke, specielt er tobaksrygning ikke kendt årsag. Der er således ikke sikker viden om, at andre former for påvirkninger end udsættelse for asbest eller asbestholdigt materiale kan føre til pleurale plaques.
Forudbestående eller konkurrerende sygdomme
Subpleurale fedtpuder
Den hyppigst forekommende konkurrerende diagnose er subpleurale fedtpuder. 10-20 % af mistænkte plaques fundet på røntgenbilleder skyldes dette. Subpleurale fedtpuder kan adskilles fra pleurale plaques ved en HRCT-skanning, men denne undersøgelse er forbundet med en mindre stråleudsættelse og vil derfor ikke blive krævet foretaget af Arbejdsskadestyrelsen. Subpleurale fedtpuder er (som pleurale plaques) helt uden symptomer.
I de tilfælde, hvor der foreligger en diagnostisk afklaring, der påviser, at der er tale om subpleurale fedtpuder og ikke pleurale plaques, vil sagen ikke kunne anerkendes efter loven. Det skyldes, at subpleurale fedtpuder ikke er optaget på fortegnelsen, og at der ikke er kendt medicinsk dokumentation for, at sygdommen kan være arbejdsbetinget.
I de tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er tale om subpleurale fedtpuder eller pleurale plaques, og en nærmere afklaring af diagnosen ikke kan forlanges, vil sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen, hvis kravene til anerkendelse, herunder relevant udsættelse og sygdomsforløb, i øvrigt er opfyldt.
Andre asbestrelaterede lunge- og lungehindesygdomme
I nogle tilfælde vil der foruden fund af pleurale plaques være fund af kræft i lunge- eller bughinde (malignt mesotheliom), kræft i lunger eller luftveje (bronchogent carcinom eller larynx cancer), lungeasbestose og/eller udbredt bindevævsdannelse i lungerne med nedsat (restriktiv) lungefunktion. I mange sager vil det være typisk, at pleurale plaques opdages som et tilfældigt fund i forbindelse med udredning af de andre og typisk mere alvorlige sygdomstilfælde.
Alle de nævnte sygdomme forårsages af asbestpåvirkninger. Der er tale om selvstændige og forskellige sygdomme, men af forskellig sværhedsgrad.
Hvis der er påvist pleurale plaques i kombination med en eller flere mere alvorlige, asbestrelaterede lunge- og lungehindesygdomme som for eksempel lungeasbestose, kræft i lungehinden, kræft i lungen eller udbredt bindevævsdannelse med nedsat (restriktiv) lungefunktion, behandles sygdommen pleurale plaques som en følgesygdom til den alvorligere og typisk følgegivende sygdom og kan anerkendes som en del af den samlede, alvorlige sygdomstilstand.
Det betyder, at der ikke oprettes en selvstændig sag vedrørende pleurale plaques i de tilfælde, hvor sygdommen påvises i kombination med alvorligere asbestrelaterede sygdomme i lungen eller lungehinden, hvis den alvorligere sag i øvrigt kan anerkendes efter fortegnelsen. De samlede følger efter sygdommene vil i disse tilfælde kunne henføres til sagen om den alvorlige sygdom.
Andre sygdomstilstande
Andre forandringer i lungehinderne, som kan forveksles med pleurale plaques, er følger efter tuberkulose, betændelsestilstande eller traumer. Disse forandringer er dog sædvanligvis kun ensidige. De nævnte konkurrerende sygdomme og tilstande kan i nogle tilfælde have påvirket lungehinderne, med påvirkning af lungernes generelle tilstand og funktion til følge, men kan ikke i sig selv føre til udvikling af pleurale plaques.
Hvis der er fundet sikre tegn på pleurale plaques og sagen i øvrigt opfylder kravene til anerkendelse, vil eventuelle forudbestående eller konkurrerende lungesygdomme eller tilstande derfor ikke have indflydelse på sagens anerkendelse.
Er der forudbestående eller konkurrerende sygdomme/påvirkning af lungerne, som bidrager til de samlede lungesymptomer, vil disse forhold imidlertid kunne få betydning for erstatningsudmålingen. Det betyder, at vi eventuelt vil trække fra i méngodtgørelsen og/eller i en erstatning for tab af erhvervsevne. (Lov om arbejdsskadesikring § 12)
Obstruktiv lungefunktionsnedsættelse
Obstruktivt nedsat lungefunktion er uden sammenhæng med asbestsygdomme og kan derfor ikke tilskrives udsættelse for asbest eller asbestholdigt materiale. Obstruktivt nedsat lungefunktion kan derimod skyldes andre former for sygdomstilstande i lungerne og tillige tobaksrygning.
Hvis der derfor er fundet pleurale plaques med obstruktiv (ikke restriktiv) nedsat lungefunktion efter relevant udsættelse, vil selve sygdommen være omfattet af anerkendelse. Der vil imidlertid ikke kunne ydes erstatning i form af méngodtgørelse eller erstatning for tab af erhvervsevne, da generne må tilskrives andre forhold end arbejdet.
12.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun pleurale plaques efter asbestudsættelse, det vil sige håndtering af - eller anden længerevarende tæt kontakt med asbest eller asbestholdige materialer, der er omfattet af fortegnelsen.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Et eksempel på en anden asbestrelateret sygdom i lungehinden, der eventuelt vil kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget, er asbestpleuritis med væskeudtrædning i lungehinden.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
12.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempel 1: Anerkendelse af pleurale plaques (mekaniker i 30 år)
En 51-årig mand arbejdede som mekaniker i forskellige ansættelsesforhold i godt 30 år. Arbejdet indebar i en årrække i 70´erne kontakt med asbest ved skift af asbestholdige bremsebelægninger én til flere gange om ugen. Arbejdede indebar herunder, at han pustede bremserne rene med trykluft, hvilket fik asbesten til at hvirvle op i åndedrætszonen. Asbestudsættelsen blev dokumenteret af en arbejdsgiver igennem flere år i den pågældende periode. Mekanikeren fik ved en rutinemæssig røntgenundersøgelse i slutningen af 2004 konstateret dobbeltsidige og forkalkede lungehindepletter (pleurale plaques).
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Mekanikeren har fået påvist dobbeltsidige pleurale plaques mere end 10 år efter, at han i 70´erne var udsat for tilbagevendende direkte kontakt med asbestholdige materialer i en årrække. Der er god sammenhæng mellem udsættelsen for asbest og fundet af forkalkede pleurale plaques 25-30 år efter.
Eksempel 2: Anerkendelse af pleurale plaques (isoleringsarbejder i 2-3 måneder)
En 53-årig mand arbejdede i 1976 i en periode på omkring 2-3 måneder som isoleringsarbejder i et mindre firma. Arbejdet bestod i udskiftning af gammelt isoleringsmateriale på rørsystemer og foring med ny isolering. Både den gamle isolering og det nye isoleringsmateriale var stærkt asbestholdigt. Arbejdet foregik indendørs uden nogen form for sikkerhedsværn og med massiv asbeststøvudsættelse hele arbejdsdagen. Han skiftede efterfølgende arbejde og var ikke senere udsat for kontakt med asbest. Asbestudsættelsen blev bekræftet af en tidligere kollega, da det ikke længere var muligt at få den dokumenteret af den tidligere arbejdsgiver. I midten af 2004 begyndte han at få lettere vejrtrækningsproblemer, og en senere røntgenundersøgelse påviste udbredte, forkalkede pleurale plaques i lungehinderne med moderat nedsat (restriktiv) lungefunktion til følge. De lægelige undersøgelser viste imidlertid også nogen obstruktiv lungefunktionsnedsættelse, og af sagens oplysninger fremgik det, at manden havde været storryger igennem en lang årrække.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Isoleringsarbejderen har i en kortere periode på få måneder været direkte og massivt udsat for indånding af asbeststøv ved arbejde med asbestholdige isoleringsmaterialer. Han har fået påvist udbredte pleurale plaques i begge lungehinder, og der er god overensstemmelse mellem asbestudsættelsen og sygdommens forekomst mange år efter. Ved erstatningsudmålingen kan der kun gives méngodtgørelse og eventuel erstatning for erhvervsevnetab for den del af lungefunktionsnedsættelsen, der er af restriktiv karakter og dermed med sikkerhed skyldes asbestudsættelsen. Den obstruktive lungefunktionsnedsættelse kan ikke forårsages af asbest og må med overvejende sandsynlighed tilskrives tobaksrygning igennem mange år.
Eksempel 3: Anerkendelse af pleurale plaques (tømrer i 5 år)
En 62-årig mand arbejdede som tømrer i mange år. I en 5-årig periode i sidste halvdel af 70´erne bestod arbejdet sporadisk (flere dage månedligt, men ikke dagligt) i at tilskære eternitplader i forbindelse med taglægning. Han skar blandt andet hjørner af pladerne og halverede dem, og håndteringen foregik uden nogen form for asbestværn. I 2004 fik han tiltagende vejrtrækningsgener, og efterfølgende lægelige undersøgelser påviste sygdommen mesotheliom (ondartet kræft i lungehinden) samt moderate pleurale plaques i lungehinderne. Der blev tillige fundet svært restriktivt nedsat lungefunktion.
I dette tilfælde skal de pleurale plaques behandles og anerkendes som en del af det samlede asbestrelaterede sygdomskompleks i sagen om mesotheliom. Begge sygdomme skyldes med sikkerhed den sporadiske, men sikre asbestkontakt på arbejdet igennem en årrække. Da der foruden pleurale plaques er tale om en alvorlig, asbestrelateret lungesygdom, skal der ikke oprettes en selvstændig sag om pleurale plaques. Sygdommen pleurale plaques er omfattet af anerkendelsen af sygdommen mesotheliom, og generne tilskrives fuldt ud mesotheliom-sagen, da denne sygdom overvejende sandsynligt er årsag til den svære restriktive lungefunktionsnedsættelse.
Eksempel 4: Anerkendelse af pleurale plaques (rørlægger i 8 år)
En 64-årig mand arbejdede igennem 70´erne og i begyndelsen af 80´erne i godt 8 år som rørlægger i et større firma. Hans arbejde bestod i den overvejende del af arbejdstiden i at foretage rørudskiftninger og reparationer og installere nye rørsystemer. Hans daværende arbejdsgiver godtgjorde senere, at der havde været tale om jævnlig udsættelse for asbest, da en væsentlig del af rørsystemerne dengang var isoleret med asbestholdige materialer. I slutningen af 2004 fik han efter en periode med lettere smerter i brystet og vejrtrækningsgener påvist ret udtalte pleurale plaques. Ifølge speciallægen havde han dyspnø (tilfælde af åndenød) og let restriktiv lungefunktionsnedsættelse som følge af sygdommen. Der blev ikke fundet tegn på asbestose eller anden sygdom i lunger eller lungehinder.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Rørlæggeren har været udsat for jævnlig kontakt med asbestholdigt isoleringsmateriale igennem flere år og har udviklet pleurale plaques mange år efter. Der er god tidsmæssig sammenhæng mellem sygdommen og asbestudsættelsen, og hans gener i form af dyspnø og nedsat lungefunktion kan alle tilskrives den arbejdsbetingede sygdom.
Eksempel 5: Afvisning af pleurale plaques (kontorfunktionær i 2 måneder)
En 49-årig kvinde arbejdede i slutningen af 70´erne i et par måneder som kontorfunktionær i en virksomhed. Der blev senere konstateret asbestholdige loftsplader i det kontorlokale, hun havde opholdt sig i igennem arbejdsdagen. En hjørneloftplade var ganske let defekt, og der havde muligvis, men ikke sikkert, fundet en meget beskeden dryssen sted fra hjørneloftspladen. Pladen sad dog ikke i nærheden af det område på kontoret, hvor kontorfunktionæren arbejdede og opholdt sig. Hun havde således ikke nogen direkte kontakt med de asbestholdige loftsplader (håndtering eller tilsvarende), men røntgenundersøgelser godt 25 år efter påviste lettere pleurale plaques på begge lungehinder.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Kontorfunktionæren har igennem et par måneder opholdt sig i et kontorlokale, hvor der har været en asbestholdig hjørneloftsplade, der muligvis har drysset let som følge af en defekt. Sagen opfylder imidlertid ikke kravet om, at der skal have været tale om en direkte kontakt med asbest eller asbestholdigt materiale igennem nogen tid ved direkte håndtering eller tilsvarende. Sygdommen pleurale plaques kan i dette tilfælde ikke tilskrives den indirekte, kortvarige og meget beskedne mulige påvirkning fra en asbestloftsplade på arbejdet.
Eksempel 6: Afvisning af pleurale plaques (bankansat i 26 år)
En 52-årig mand arbejdede som bankassistent og siden bankrådgiver i samme bank igennem 26 år.
Arbejdet medførte ingen kendt form for asbestudsættelse, men han fik ved en rutinemæssig lungeundersøgelse i slutningen af 2004 konstateret lettere, dobbeltsidige lungehindepletter (pleurale plaques). Det var i de lægelige journaler oplyst, at han i 1970´erne havde foretaget reparationer på sit eget hus, herunder udskiftning af tagplader, der sandsynligt indeholdt asbest.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Bankrådgiveren har ikke været udsat for relevant kontakt med asbest på sit arbejde, og fundet af pleurale plaques må derfor med overvejende sandsynlighed tilskrives privat asbestudsættelse.
13. Posttraumatisk belastningsreaktion (F.1)
13.1. Punkt på fortegnelsen
13.2. Krav til diagnosen
13.3. Krav til påvirkningen
13.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
13.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
13.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
13.1. Punkt på fortegnelsen
Følgende psykiske sygdom er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe F, punkt 1)
Sygdom
Påvirkning
F.1. Posttraumatisk belastningsreaktion
Traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur
13.2. Krav til diagnosen
Sygdommen skal opfylde nedenstående diagnosekriterier efter WHO's internationale sygdomsklassifikation nr. 10 (ICD 10) - F43.1
A: Udsættelse for traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur
B
1. Tilbagevendende genoplevelse af traumerne i »flashbacks«, påtrængende erindringer eller mareridt eller
2. Stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumerne
C: Undgåelse af alt, der minder om traumerne
D
1. Delvis, eventuelt fuld amnesi (fortrængning) af de traumatiske oplevelser eller
2. Vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed eller alarmberedskab, herunder mindst to af følgende
a. Ind- eller gennemsovningsbesvær
b. Irritabilitet eller vredesudbrud
c. Koncentrationsbesvær
d. Hypervigilitet (væren på vagt)
e. Tilbøjelighed til at fare sammen
E: Optræder inden for 6 måneder efter de traumatiske oplevelser
Diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion kan i princippet ikke stilles, uden at tilskadekomne opfylder de diagnostiske krav til sygdommen fuldt ud, herunder kravet om udsættelse for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger senest 6 måneder før sygdommens debut.
Ved vurdering af diagnosen skal der, som grundlag for en anerkendelse, indgå en vurdering fra en psykiatrisk speciallæge.
I nogle tilfælde anfører speciallægen diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, uden at sygdommen opfylder de diagnostiske krav til helt ekstraordinære belastninger og/eller til symptombilledet. Der kan for eksempel være tale om et symptombillede, der svarer til sygdomsbilledet ved posttraumatisk belastningsreaktion, uden at der har fundet exceptionelt belastende påvirkninger sted.
Det er Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer, om kravene til diagnosen er opfyldt, herunder kravene til ekstraordinært belastende psykiske påvirkninger.
13.3. Krav til påvirkningen
Sygdommen anses for overvejende at være forårsaget af ydre belastninger og kan eventuelt medføre varige psykiske følger. Selve diagnosen indeholder en vurdering af belastningens karakter.
I princippet kan diagnosen ikke stilles, medmindre der har været tale om udsættelse for ekstraordinært svære belastninger af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter.
13.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
Der kan i nogle tilfælde være tale om forudbestående eller konkurrerende psykisk sygdom, der er uden sammenhæng med de særligt belastende påvirkninger på arbejdet, men af betydning for det samlede sygdomsbillede. Tilsvarende kan andre forhold end forhold knyttet til arbejdet have betydning for en persons psykiske tilstand.
Eksempler på forudbestående eller konkurrerende sygdomme kan for eksempel være depression, angst, psykoser og lignende.
13.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
Det er kun sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion, der er omfattet af dette punkt på fortegnelsen. Der skal desuden have været tale om påvirkninger, der opfylder kravene til anerkendelse.
Andre sygdomme eller påvirkninger uden for fortegnelsen vil i særlige tilfælde kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Følgende psykiske sygdomme vil efter en konkret vurdering kunne anses for at være forårsaget af ydre påvirkninger, og vil eventuelt kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget
– Depression. De fleste depressioner er forbigående, og man kan almindeligvis ikke skelne disse fra de mere vedvarende, andet end ved at følge forløbet
– Generaliseret angst
– Fobier
– Obsessiv kompulsiv sygdom (tvangshandlinger)
– Somatoforme tilstande (klager over legemlige symptomer, uden at der foreligger nogen fysisk årsag)
– Visse psykoser. Vedvarende psykoser anses dog generelt ikke for at have ydre belastninger som dominerende årsagsfaktor
– Vedvarende personlighedsændring (når sygdommen ikke er omfattet af diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion)
Om disse psykiske sygdomme vil blive anset for at være forårsaget af en arbejdsmæssig påvirkning, vil bero på en konkret vurdering, herunder af symptomdebut, forløbet af sygdommen og karakteren og omfanget af de psykiske belastninger.
Erhvervssygdomsudvalgets praksis ved vurdering af sager uden for fortegnelsen vil løbende blive meldt ud på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
13.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
Eksempler på påvirkninger under udstationering (militær og nødhjælpsarbejde)
Eksempel 1: Anerkendelse efter udstationering ved de fredsbevarende styrker (Kuwait/Kroatien)
En officer, der var udstationeret i Kuwait og senere i Kroatien ved de fredsbevarende styrker, oplevede, at en irakisk soldat blev henrettet ved at blive skudt gennem munden. Han var desuden udsat for en række voldsomme begivenheder, både direkte krigshandlinger og overgreb på civile. Han udviklede en posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Officeren havde som led i tjenesten ved de fredsbevarende styrker været udsat for en række belastende situationer. Ved de lægelige undersøgelser var der påvist en psykisk sygdom i form af posttraumatisk belastningsreaktion, og der var god overensstemmelse mellem de arbejdsmæssige påvirkninger af en exceptionelt truende og belastende karakter og sygdommen.
Eksempel 2: Anerkendelse efter nødhjælpsarbejde (Bosnien)
En chauffør kørte nødhjælpsforsyninger i Bosnien. Han oplevede, at hele byer blev udslettet, og at han måtte køre i områder med direkte krigshandlinger. Konvojen blev dagligt standset af bevæbnede soldater eller civile, der truede med våben for at få udleveret penge og lignende. Chaufføren udviklede et posttraumatisk belastningssyndrom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Chaufføren har udviklet et posttraumatisk belastningssyndrom efter at have været udsat for en række voldsomme oplevelser som nødhjælpschauffør i områder med direkte krigshandlinger og trusler i forbindelse med røveriske overfald og lignende. Der er endvidere god sammenhæng mellem de arbejdsmæssige påvirkninger og sygdommen.
Eksempel 3: Anerkendelse efter arbejde for Dansk Flygtningehjælp i Kosovo
En mand var ansat i Dansk Flygtningehjælp og var i knapt et halvt år lagerbestyrer i Kosovo, hvor han var udsat for vold og mordtrusler. Af speciallægeerklæringen fremgik, at diagnosen var posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Lagerbestyreren har været udsat for trusler om vold og mordtrusler og havde grund til at tage truslerne alvorligt. Der er endvidere god sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og sygdommen.
Eksempler på påvirkninger inden for fængselsvæsenet og i politiet
Eksempel 4: Anerkendelse efter arbejde som fængselsfunktionær
En fængelsbetjent var igennem flere år ansat i en arrest, hvor arbejdet blev mere og mere belastende, blandt andet på grund af flere såkaldte »stærke fanger«. Han havde igennem 20 år arbejdet som fængselsbetjent og havde især igennem de senere år været udsat for tiltagende belastninger i form af rockerangreb udefra, trusler, tilråb og selvmordsforsøg. Af speciallægeerklæringen fremgik, at diagnosen var posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Fængselsbetjenten blev over en længere periode udsat for grove trusler og andre voldsomme, psykisk belastende begivenheder i sit arbejde som fængselsfunktionær med kontakt til psykisk meget belastende fanger. Endvidere havde han udviklet symptomer, som var forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion.
Eksempel 5: Anerkendelse efter arbejde som fængselsfunktionær
Tilskadekomne havde gennem mange år arbejdet som fængselsfunktionær. Blandt andet i en arrest, hvor arbejdet var meget stressende, og hvor der forekom trusler, voldsepisoder og lignende. Efterfølgende var han ansat i et fængsel, hvor han var udsat for vold, håndgranatangreb og skud med automatvåben. Endvidere var han den første på stedet, da en indsat forsøgte at begå selvmord. Af speciallægeerklæringen fremgik, at diagnosen var posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne har både været udsat for trusler om vold og vold samt exceptionelt svære psykiske påvirkninger i øvrigt. Han udviklede herefter symptomer forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion, og der er god overensstemmelse mellem den psykiske sygdom og belastningerne på arbejdet.
Eksempel 6: Afvisning efter arbejde som fængselsfunktionær
En 50-årig mand havde igennem 20 år arbejdet som fængselsbetjent ved Københavns Fængsler. Han blev under ansættelsen udsat for daglige konflikter med de indsatte, blev truet med glasskår og knive og blev sparket i ansigtet i forbindelse med en anholdelse. Han udviklede godt 4 år efter arbejdsophør symptomer på en psykisk sygdom med mareridt og emotionel påvirkning. Speciallægen fandt symptomer på en lettere traumatisk stresstilstand.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen, og der er ikke grundlag for forelæggelse for udvalget. Fængselsfunktionæren har haft psykisk meget belastende oplevelser i sit arbejde som fængselsfunktioner, men udvikler først psykiske symptomer efter 4 års arbejdsophør. Der er derfor ikke god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og sygdomsudviklingen.
Eksempel 7: Anerkendelse efter arbejde som politiassistent
En politiassistent var i forbindelse med sit arbejde kaldt ud til flere færdselsuheld med dødelig udgang, en ulykke, hvor et lille barn druknede, mordepisoder og en skudepisode med dødelig udgang, hvor tilskadekomne selv var i alvorlig fare. Det fremgik af speciallægeerklæringen, at diagnosen var posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Politiassistenten har i medfør af sit arbejde som politimand været kaldt ud til en række hændelser med voldsom død samt en skudepisode med dødelig udgang; herunder var han udsat for episoder, hvor han selv var i en livstruende situation. Han udviklede derefter symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion.
Eksempler på påvirkninger inden for pleje og pasning af personer
Eksempel 8: Anerkendelse efter arbejde som hjemmehjælper
En hjemmehjælper havde igennem nogle år arbejdet med en halvsidigt lammet kvinde. Klientens ægtefælle optrådte under hjemmehjælperens tilstedeværelse meget aggressivt og truende, slog og sparkede til ting og slog en knytnæve i væggen, lige over hjemmehjælperens hoved. Af speciallægeerklæringen fremgik diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Hjemmehjælperen oplevede under sit arbejde tilfælde af meget truende og aggressiv opførsel fra en klients mand. Det må ud fra beskrivelsen af episoderne anses for sandsynligt, at hun havde grund til at føle sig oprigtigt og personligt truet. Hun havde derud over udviklet symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion i relevant tidsmæssig sammenhæng med påvirkningen.
Eksempel 9: Anerkendelse efter arbejde på institution for psykisk handicappede
En yngre kvinde var igennem nogle år ansat på en døgninstitution for psykisk handicappede og havde igennem et år været udsat for 4 voldelige overfald, hvor hun blev sparket og slået. Af speciallægeerklæringen fremgik diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Kvinden har været udsat for flere voldelige overfald på sit arbejde, hvor hun blev sparket og slået. Hun udviklede derefter symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion.
Eksempel 10: Anerkendelse efter udsættelse for klager om vanrøgt i pressen (sygeplejerske)
En kvinde arbejdede som gruppeleder på et plejecenter, hvor hun var ansvarlig for plejekvaliteten, bemandingen og arbejdsplaner. Der opstod samarbejdsvanskeligheder i personalegruppen, og tilskadekomne blev under håndtering af konflikten beskyldt for dårlig ledelse. Embedslægen kom på uanmeldt besøg som følge af konflikterne og udarbejdede en meget kritisk rapport om plejeforholdene og den plejefaglige kvalitet på afdelingen. Rapporten blev videregivet til pressen, som gav sagen stor mediebevågenhed. Kvinden blev ikke nævnt ved navn i pressen, men følte sig alligevel personligt og direkte hængt udfor vanrøgt ved medieomtalen. Hun oplevede flere gange, at pressen mødte op ved og belejrede hendes bopæl, og hun var blandt andet vidne til, at en bus med pensionister kørte ind til hendes bopæl for at se, hvor hun boede. Hun udviklede i sammenhæng med begivenhederne symptomer svarende til en posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Sygeplejersken oplevede i forbindelse med samarbejdskonflikter, at hun blev hængt ud i pressen for den faglige kvalitet på den afdeling af et plejecenter, som hun var ansvarlig for. Sagen havde stor mediebevågenhed, og selvom hun ikke direkte blev nævnt ved navn, følte hun sig hængt ud som personligt ansvarlig. Hun oplevede herunder flere gange, at hendes bolig blev belejret af journalister, og også andre opsøgte hendes bopæl som følge af mediedækningen. Hun udviklede symptomer svarende til posttraumatisk belastningsreaktion, som følge af den meget personligt belastende og krænkende medieomtale af sagen, hvor hun blev gjort ansvarlig for en væsentlig del af de kritiserede plejeforhold, herunder kritik for vanrøgt.
Eksempel 11: Afvisning efter udsættelse for klager (sygeplejerske)
En sygeplejerske, der var ansat i den kommunale hjemmepleje, modtog klager fra de pårørende i forbindelse med tilsyn af en ældre mand. Hun blev i den anledning indkaldt til et møde med ledelsen, hvor hun modtog en tilrettevisning. Hun følte sig i den forbindelse uretfærdigt behandlet. Der var ikke stillet en egentlig psykiatrisk diagnose.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen, da sygeplejersken ikke har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Der er heller ikke tale om exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, der kan medføre en posttraumatisk belastningsreaktion. Sagen opfylder derfor ikke kravene til diagnose eller relevant påvirkning. Det må samtidigt anses for udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempel 12: Afvisning efter arbejde på psykiatrisk hospital og plejehjem (sygehjælper)
En sygehjælper med arbejde som fast nattevagt på et psykiatrisk hospital og et psykiatrisk plejehjem udviklede efter speciallægens vurdering symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion. Belastningen er beskrevet i generelle vendinger, og hverken sygehjælperen eller andre har kunnet redegøre for konkrete særligt psykisk belastende episoder eller forløb, hvor hun har været direkte involveret eller udsat.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen, da der efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering ikke er tale om en posttraumatisk belastningsreaktion. Der er ikke beskrevet konkrete og relevante, exceptionelt truende eller katastrofeagtige påvirkninger, der vil kunne medføre sygdommen. Der er heller ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempler på påvirkninger inden for skolevæsenet
Eksempel 13: Anerkendelse efter arbejde som lærer for børn med udviklingsforstyrrelser
En lærer var ansat på en skole, hvor børnene havde udviklingsforstyrrelser og indlærings-vanskeligheder. Han var enelærer for en større autistisk dreng med tilbagevendende udadrettet og aggressiv adfærd. Drengen havde gentagne gange slået læreren, som tillige blev udsat for forskellige anklager fra forældrene. Sagen blev omtalt i medierne med offentliggørelse af lærerens navn. Af speciallægeerklæringen fremgik, at han havde udviklet symptomer på en psykisk sygdom.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Læreren har i forbindelse med arbejdet været udsat for gentagne episoder med vold fra en større, udadreagerende, autistisk dreng samt anklager fra forældrene, og sagen var desuden genstand for medieomtale, hvor tilskadekomnes navn blev offentliggjort. Han udviklede i sammenhæng hermed klare symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion.
Eksempel 14: Anerkendelse efter klager og udsættelse for vold fra autistisk barn (lærer)
En lærer havde igennem mange år arbejdet på en skole for autistiske børn og blev anmeldt for kvælningsforsøg efter at have holdt et barn fast. Tiltalen blev senere frafaldet. Senere modtog tilskadekomne igen klage fra forældre, efter at have hjulpet en kollega i en konfliktsituation. I speciallægeerklæringen var det anført, at der var tale om en personlighedsændring.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Læreren havde i forbindelse med episoden med barnet og anmeldelsen om kvælningsforsøg samt de fortsatte klager udviklet symptomer, som var forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion. Tiltalen for vold mod barnet blev senere frafaldet. Han udviklede i tilknytning til det ekstraordinært psykisk belastende forløb en posttraumatisk belastningsreaktion.
Eksempler på påvirkninger i form af grove seksuelle beskyldninger eller krænkelser
Eksempel 15: Anerkendelse efter tiltale for pædofili (pædagog)
En mandlig pædagog, der var ansat i en fritidsordning, udviklede psykiske gener i forbindelse med sigtelse og retssag om blufærdighedskrænkelse over for et barn i fritidsordningen. Han blev senere frikendt. De beskrevne symptomer ved sygdommen i form af søvnbesvær, rastløshed, koncentrationsbesvær og undvigeadfærd svarede til diagnosekriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Pædagogen har som følge af sit arbejde været udsat for et exceptionelt psykisk belastende forløb i form af grove beskyldninger om seksuel krænkelse af børn, der medførte sigtelse og retsforfølgelse med senere frifindelse. Han udviklede symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion, og der var god overensstemmelse mellem sygdomsforløbet og den exceptionelt svære psykiske påvirkning i form af tiltale og senere frifindelse for pædofili.
Eksempel 16: Anerkendelse efter dom og senere frifindelse for pædofili (pædagogmedhjælper)
En yngre mand arbejdede som pædagogmedhjælpervikar i en børnehave i to perioder. Han blev i slutningen af ansættelsesforløbet anklaget for seksuelle overgreb over for nogle af børnene og sagen blev politianmeldt. Han blev sigtet for seksuelle overgreb mod flere af børnene i børnehaven samt et barn i en anden institution. Under sagen blev han udsat for en hetzagtig stemning mod sig og modtog flere gange anonyme trusler. Hans mor modtog tilsvarende anonyme trusler. Han blev ved byretten kendt skyldig i nogle af anklagepunkterne og idømt 1 års fængsel. Han blev senere frifundet for alle anklager af Østre Landsret. Han udviklede i forlængelse af anklagerne og retssagen en posttraumatisk belastningsreaktion med symptomer i form af angst, mareridt, undvigeadfærd, søvnbesvær, irritabilitet, energiløshed, vagtsomhed og koncentrationsbesvær.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Pædagogmedhjælperen har været udsat for anklager om seksuelle overgreb på børn og blev siden sigtet og dømt ved byretten. Under sagens forløb blev han udsat for en hetz mod sin person, og han og hans mor modtog anonyme trusler. Han blev senere frifundet for alle anklager af Østre Landsret, men havde da udviklet sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion. Der er god tidsmæssig og årsagsmæssig sammenhæng mellem sygdomsforløbet og den exceptionelle påvirkning i form af udsættelse for anklager og dom for seksuelle overgreb mod børn, foruden udsættelse for grov hetz og trusler. Han blev senere frifundet for alle anklager.
Eksempel 17: Anerkendelse efter udsættelse for sexchikane (kok)
En yngre kvinde var ansat som ufaglært kok. Efter et halvt års ansættelse begyndte chefen i stigende grad at gøre grovere seksuelle tilnærmelser med fysiske berøringer. Senere begyndte han uretmæssigt at beskylde hende for fejl og at udøve telefonchikane. Den tilskadekomne udviklede en posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Den kvindelige kok har været udsat for exceptionelt grove og grænseoverskridende psykiske påvirkninger i form af omfattende sexchikane med fysiske tilnærmelser og senere telefonchikane fra sin chef. Der er god overensstemmelse mellem det dokumenterede hændelsesforløb i form af grov og meget grænseoverskridende sexchikane med fysiske berøringer og sygdomsbilledet.
Eksempler på andre exceptionelle påvirkninger
Eksempel 18: Anerkendelse efter udsættelse for trusler og voldsom død på arbejdet (DSB)
En kontorfunktionær, der solgte billetter på en S-togs-station, var ude for selvmord, andre dødsfald og trusler under sit arbejde på stationen. Hun udviklede herved en posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Hændelserne i form af trusler og voldsomme dødsfald på arbejdet ligger væsentligt ud over, hvad kvinden må være indstillet på at opleve som kontorfunktionær. De er exceptionelt psykisk belastende af karakter, og der er endvidere god sammenhæng mellem sygdomsdebuten og hændelserne.
Eksempel 19: Anerkendelse efter udsættelse for flere røverier (bankansat)
En bankfunktionær havde arbejdet i forskellige banker igennem mange år. Hun havde gennem årene overværet flere væbnede røverier mod banken. Under to røverier i 1998 var hun i tæt kontakt med røveren og blev direkte truet med skydevåben. Hun udviklede efter de 2 pågældende røverier symptomer på en psykisk sygdom i form af flashbacks, vagtsomhed, energiløshed og koncentrationsbesvær. En psykiatrisk speciallæge anfører diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Bankfunktionæren har overværet en række væbnede bankrøverier og er selv blevet direkte truet med skydevåben et par gange. Hun udviklede i forlængelse af truslerne mod sig selv symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion, og der er god sammenhæng mellem sygdomsbilledet og udsættelsen for de exceptionelt truende situationer.
Eksempler på påvirkninger i form af klager, samarbejdsproblemer og lignende
Eksempel 20: Afvisning efter udsættelse for klager (læge)
Tilskadekomne var læge i Forsvaret og i en periode udstationeret i Jugoslavien. Han oplevede efter sin hjemkomst at blive udsat for forskellige beskyldninger og klager over sin embedsførelse fra kolleger og en chef. Han udviklede ifølge speciallægeerklæringen en posttraumatisk belastningsreaktion, hvis gener dog i det store og hele var forbigående.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen. Den udstationerede læge har været udsat for samarbejdsproblemer, herunder forskellige beskyldninger. Han har dog ikke været udsat for så exceptionelt psykisk belastende tilfælde af beskyldninger og klager, at dette kan anses for tilstrækkeligt til udvikling af en posttraumatisk belastningsreaktion. Der er endvidere tale om en meget svag dokumentation for posttraumatisk belastningsreaktion efter diagnosekriterierne, selvom speciallægen anfører denne diagnose. Der er ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Eksempel 21: Afvisning efter udsættelse for samarbejdsproblemer (ansat i Flyvevåbnet)
En varslingsoperatør, der var ansat ved Flyvevåbnet, oplevede dårligt arbejdsmiljø og samarbejdsproblemer. Hun havde i øvrigt problemer i forbindelse med indførelse af ny teknologi. Hun udviklede symptomer, som var forenelige med diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan ikke anerkendes efter fortegnelsen, da der ikke er tale om en ekstraordinær belastning, der i sig selv er tilstrækkelig til at give en posttraumatisk belastningsreaktion. Det må samtidig anses for udsigtsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
13.7. Afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom
Der er sager, hvor der over tid er tale om en række ulykkestilfælde, eksempelvis i form af vold, trusler om vold eller lignende, der hver især kan anerkendes som ulykker. For anerkendelse af psykiske sygdomme som følge af ulykkestilfælde henvises til vejledning om ulykker.
Hvis der udover hændelser, der er behandlet som ulykker, er belastende episoder, der ikke er anerkendt, vil der være mulighed for at bedømme det samlede forløb og anerkende sygdommen som erhvervssygdom, hvis kriterierne for anerkendelse af en posttraumatisk belastningsreaktion i øvrigt er opfyldt. Ved erstatningsudmålingen vil der dog eventuelt blive trukket fra, hvis der tidligere er givet erstatning som følge af anerkendte ulykker.
Eksempler på sager med afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom
Eksempel 1: Anerkendelse efter arbejde som togfører
En lokomotivfører, der havde været ansat i DSB i godt 30 år, havde gennem årene været udsat for flere belastende episoder. Han havde påkørt en selvmorder og havde oplevet flere påkørsler. Disse sager var anerkendt som ulykker. Han var derud over blevet truet med en kniv. Efter at han havde været tæt på at påkøre en flok berusede personer, blev han sygemeldt. Han havde udviklet en posttraumatisk belastningsreaktion.
Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen. Togføreren har været udsat for adskillige, stærkt psykisk belastende begivenheder som lokomotivfører og har udviklet en posttraumatisk belastningsreaktion med angstsymptomer, flashback-fænomener (mareridt) og undvigeadfærd. I dette tilfælde var de enkelte hændelser ikke behandlet som enkeltstående ulykkestilfælde, og der var ikke tidligere givet erstatning herfor. De forskellige hændelser kan derfor betragtes samlet som en erhvervssygdom efter udsættelse for flere exceptionelt belastende hændelser over en årrække, og erstatningen udmåles i tilknytning til én og samme sag.
Eksempel 2: Afvisning af erhvervssygdom efter arbejde med psykisk handicappede (socialpædagog)
En socialpædagog havde siden 1963 arbejdet med psykisk handicappede, primært psykisk handicappede mænd. Han havde fået anerkendt tre voldsepisoder som ulykkestilfælde. I 1992 blev et psykisk traume anerkendt som et ulykkestilfælde med godtgørelse for mén. Han havde ikke siden været udsat for meget psykisk belastende oplevelser på arbejdet.
Sagen kan ikke anerkendes som erhvervssygdom. Socialpædagogen har ikke siden hændelsen i 1992, der allerede var anerkendt som et ulykkestilfælde, været udsat for voldsomme oplevelser i et omfang, der kunne medføre en varig psykisk sygdom. Der er ikke beskrevet psykiske følger ud over, hvad der allerede er blevet erstattet som følge af de anerkendte ulykkestilfælde.
Eksempel 3: Afvisning af erhvervssygdom efter arbejde som psykiatrisk plejer
En plejer havde været ansat på et psykiatrisk plejehjem siden 1978 som fast nattevagt. I de senere år havde han været alene på nattevagt. To episoder var anmeldt og anerkendt som ulykkestilfælde. I marts 1992 blev han sparket af en truende og udskældende patient. Hændelsen blev anerkendt som et ulykkestilfælde uden erstatning. Efter denne episode fik han voldsomme angstanfald, grædeture og angst for mørke. Han begyndte på arbejdet igen i juni 1992. I 1994 var der voldsepisoder, hvor kollegerne var involveret, og han fik det igen dårligt og begyndte at drikke.
Sagen kan ikke anerkendes som en erhvervssygdom efter fortegnelsen. Begivenheden i 1992 er anerkendt som et ulykkestilfælde, og plejeren udviklede i 1992 symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion, der blev kompliceret af et overforbrug af alkohol. Tilstanden var forbigående, men han havde et tilbagefald i 1994 i forbindelse med vold/trusselsepisoder over for kolleger. Der er ikke dokumenteret et relevant psykisk traume i forbindelse med tilbagefaldet, og de relevante tidligere hændelser er anerkendt som ulykker. Det bør dog vurderes, om tilbagefaldet kan henføres til den anerkendte ulykke i 1992, og om denne tidligere sag derfor skal genoptages.
14. Medicinsk dokumentation (bilag 1)
14.1. Generelle betingelser
Med lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring er der indført et nyt erhvervssygdomsbegreb, der gælder for sygdomme, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere.
Betingelserne for optagelse af sygdomme på fortegnelsen over erhvervssygdomme justeres fra det hidtidige krav om ” medicinsk og teknisk erfaring” til et krav om ” medicinsk dokumentation”. Der er herved tilsigtet en udvidelse og lempelse af de gældende regler for optagelse af sygdomme og påvirkninger på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Ved at anvende formuleringen ” medicinsk dokumentation” åbnes mulighed for at supplere de tilfælde, hvor der ikke eksisterer ” fuldt videnskabeligt bevis” om en årsagssammenhæng mellem en påvirkning og sygdom, med den viden, der rent faktisk findes eller skaffes på området.
Herved lempes kravet til bevis for årsagssammenhængen mellem påvirkninger og sygdom.
Ved ” medicinsk dokumentation” forstås, at følgende er opfyldt
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til personer, der ikke er udsat
Ad 1.
En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen vil sige, at det ud fra en lægelig viden kan forklares, at en sygdom kan opstå efter en given påvirkning.
Som eksempel kan nævnes, at det er medicinsk forklarligt, at man kan få en tennisalbue ved at foretage drejninger af underarmen mod en modstand. Det er betydeligt vanskeligere at føre det egentlige videnskabelige bevis for den biologiske årsag til sygdommen.
Ad 2.
En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig, betyder, at der skal være en logisk sammenhæng mellem, hvor syg man kan blive, og hvilken sygdom der kan være tale om i forbindelse med en given påvirkning.
Som eksempel kan nævnes, at man ved belastning af en arm kan få smerter i armen, men at man ikke samtidig kan få blindtarmsbetændelse ud fra den givne belastning.
Ad 3.
En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen, vil sige, at jo større påvirkninger, jo sværere og flere symptomer vil man få.
Som eksempel kan nævnes, at tobaksrygning kan medføre lungekræft. Ved øget rygning øges risiko for lungekræft, og jo mere man ryger, jo mere øges risikoen for lungekræft.
Ad 4.
Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng, vil sige, at det kendes fra »det virkelige liv«, at personer, der er udsat for denne påvirkning, også får sygdommen. De arbejdsmedicinske klinikker udfører denne type undersøgelser.
Ad 5.
Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse, vil sige, at læger, som undersøger patienter med denne eksposition, også finder, at de har denne sygdom.
Som eksempel kan nævnes, at læger, der undersøger patienter, som klager over rygsmerter efter hårdt rygbelastende arbejde, også finder, at der er smerter og nedsat bevægelighed i ryggen.
Ad 6.
En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til personer, der ikke er udsat.
Mange sygdomme er udbredt i befolkningen, uanset erhverv. Det er velkendt, at alle kan få ondt i ryggen, og at mange har det hyppigt. Vi ved fra flere undersøgelser, at store dele af befolkningen har ondt flere gange om året, uanset arbejdet (eksempelvis fra ”Lønmodtagerundersøgelsen fra AMI”).
Derfor skal der hos dem, hvor årsagen formodes at være arbejdsbetinget, være en betydelig overhyppighed i forhold til ” den normale befolkning”.
Som udgangspunkt skal alle ovenstående betingelser være opfyldt. Ved den konkrete vurdering af, om en sygdom kan optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan de enkelte betingelser tillægges forskellig vægt.
Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af anerkendte medicinsk sagkyndige på et antal tilfælde, der viser en sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.
14.2. Støjbetinget hørenedsættelse
Arbejdsbetinget hørenedsættelse som følge af udsættelse for støj (ICD-10 H83.3) opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på hørenedsættelse som følge af støj
Lyd er energi transmitteret gennem ændringer i lufttrykket på en given frekvens. Gennem det ydre øre og mellemøre forplantes energien til væskestrømme i det indre øre, cochlea, hvor hårceller omformer væskestrømmene til nerveimpulser. Ved fødslen har man cirka 30.000 hårceller i cochlea. Hårcellerne kan ikke regenereres ved skader, og det fremstår naturligt og logisk, at støjpåvirkning kan medføre skader.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set veldokumenteret, at påvirkning af kraftig støj medfører høreskader. Skader er konkret dokumenteret ved, at personer, der har været udsat for støj på arbejdspladsen, over tid har udviklet høreskader dokumenteret ved audiogrammer, hvor høretærsklerne afviger fra normale, alderssvarende høretærskler. Høreskader er yderligere dokumenteret ved sammenligninger af risikogrupper med normalgrupper.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Hørenedsættelse renset for aldersforandringer
Figuren illustrerer støjbetinget hørenedsættelse renset for aldersforandringer. Den øgede udsættelse for støj forværrer hørenedsættelsen.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Generelle undersøgelser har afdækket høretærskler for normalgruppen på alle alderstrin. Ved undersøgelser af personer i risikogrupper ses forskelle i forhold til alderssvarende normalhørelse hos en større gruppe.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
Periodiske undersøgelser af alle i risikogrupper har været almindelige i en lang årrække, og der er derfor overbevisende rapportering.
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til personer, der ikke er udsat
Ved ovennævnte undersøgelser er der fundet høretærskler, der afviger fra normalhøretærskler, og karakteren af den individuelle, støjbetingede hørenedsættelse er medicinsk klarlagt.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommen: Støjbetinget hørenedsættelse
som følge af
Påvirkningen: Kraftig støj gennem flere år
Der skal endvidere være tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen.
14.3. Kronisk lænderygsygdom
Kronisk lænderygsygdom opfylder lovens krav til medicinsk dokumentation på følgende måde
– Det er ikke fuldt biologisk forklaret, hvordan arbejdsmæssige belastninger i form af løft af genstande og personhåndteringer, i modsætning til udsættelse for helkropsvibrationer, kan medføre kronisk lænderygsygdom. Det forekommer dog biologisk naturligt og logisk, at meget svære kraftpåvirkninger, som for eksempel tungt løftearbejde igennem en længere årrække eller tungere personhåndteringer, kan medføre en belastningsskade af disci, ledbånd og muskulatur i lænden og dermed give anledning til kroniske smerter.
– Der foreligger i litteraturen undersøgelser i forskellige beskæftigelsesgrupper, der bekræfter en overhyppighed af kroniske lænderygsmerter ved udsættelse for tungt løftearbejde, hyppige personløft og vedvarende udsættelse for helkropsvibrationer (blandt andet fiskerierhverv, plejesektoren).
– Det er ikke ud fra den medicinske litteratur på området muligt at finde klare holdepunkter for, hvilket omfang og hvilken varighed af løft, træk opad og personhåndtering der er tilstrækkelig til at medføre udvikling af kroniske lænderygsmerter, i modsætning til arbejde med udsættelse for helkropsvibrationer, hvor der foreligger god dokumentation for en sammenhæng mellem omfang og varighed af udsættelse og øget sygdomsforekomst. Der er dog i litteraturen holdepunkter for, at større påvirkninger og længere tids beskæftigelse med løft/træk opad, personhåndtering og udsættelse for helkropsvibrationer medfører, at flere personer (i %) udvikler kroniske lænderygsmerter.
– Arbejde med løft af genstande, herunder tunge enkeltløft, samt arbejde med personhåndtering opfylder således kun delvist og i mindre omfang kravene til medicinsk dokumentation efter loven, i modsætning til arbejde med udsættelse for helkropsvibrationer, hvor kravene til god medicinsk dokumentation indfries.
– Derfor tages der ved optagelsen af lænderygsygdomme på den ny fortegnelse af 1. januar 2005 samlet set udgangspunkt i Erhvervssygdomsudvalgets mangeårige tekniske erfaring, det vil sige udvalgets viden og praksis på området for vurdering og anerkendelse af sammenhænge mellem løftearbejde eller personhåndtering og lænderygsygdomme, i betydningen teknisk dokumentation. Der henvises til, at lænderygsygdom som følge af løftearbejde med løft af tunge eller ekstremt tunge enkeltløft har været optaget på fortegnelsen fra 17. juli 1999, samt til at belastninger ved plejearbejde blev optaget på fortegnelsen den 1. juni 2001. Optagelsen fandt sted på baggrund af Erhvervssygdomsudvalgets tekniske viden og erfaring. Helkropsvibrationer blev optaget på fortegnelsen den 1. december 2002 på baggrund af den medicinske og tekniske erfaring på området.
Samlet vurdering af den medicinske dokumentation
Det er samlet set vurderet, at lovens kriterier for optagelse på den nye fortegnelse er opfyldt for
Sygdommen: Kronisk lænderygsygdom med smerter
som følge af
Påvirkningerne
a. Rygbelastende løftearbejde med løft/træk opad af tunge genstande og en samlet daglig løftebelastning på mange tons i en længere årrække eller
b. Rygbelastende løftearbejde med almindeligt forekommende, ekstremt tunge og akavede enkeltløft og en samlet daglig løftebelastning på flere tons i en længere årrække eller
c. Rygbelastende plejearbejde med mange daglige håndteringer af voksne eller større handicappede børn i en længere årrække eller
d. Rygbelastende daglig udsættelse for helkropsvibrationer fra kraftigt vibrerende køretøjer i en længere årrække
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og sygdommens opståen.
14.4. Kroniske nakke-skuldersmerter
Det er ud fra en gennemgang af den medicinske litteratur på området Arbejdsskadestyrelsens vurdering, at
– hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af nakke-skulderområdet i en længere årrække
ikke er fuldt biologisk forklaret.
Det forekommer dog biologisk naturligt og logisk, at arbejde udført på denne måde i en længere årrække kan medføre kroniske nakke-skuldersmerter.
Bekendtgørelse nr. 918 af 18. november 2002 om fortegnelse over erhvervssygdomme
Kroniske nakke-skuldersmerter er optaget på den tidligere fortegnelse over erhvervssygdomme under punkt E 7, på baggrund af Erhvervssygdomsudvalgets mangeårige medicinske og tekniske erfaring, det vil sige udvalgets viden og praksis på området for vurdering og anerkendelse af sammenhænge mellem påvirkninger og sygdommen.
Den tidligere fortegnelse stiller krav om
– Repetitivt, monotont præcisionsarbejde med statisk belastning af skulderåget og fiksering af nakken
– En arbejdsperiode på 108 måneder inden for 12 år eller af en samlet varighed på 18 år med 9 måneders arbejde om året
– At sygdommen har medført arbejdsophør eller jobskifte til kvalitativt forskelligt arbejde og at sygdommen ikke herefter må være forværret
– At der ikke er væsentlige konkurrerende årsager, det vil sige sygdomme, der på anden måde kan forklare symptomerne
Ny fortegnelse over erhvervssygdomme 1. januar 2005
Erhvervssygdomsudvalgets mangeårige medicinske og tekniske erfaring, der har udmøntet sig i optagelsen af sygdommen på fortegnelsen over erhvervssygdomme af 18. november 2002, er bredere end og derfor også indeholdt i det nye erhvervssygdomsbegreb ”medicinsk dokumentation”.
Der er ud fra en medicinsk synsvinkel i det store og hele belæg for at fastholde betingelserne for sygdommens anerkendelse, som anført på den tidligere fortegnelse.
Der er dog ikke medicinsk belæg for kravet om arbejdsophør eller jobskifte til et kvalitativt forskelligt arbejde.
Medicinsk set vil det imidlertid, når tilskadekomne er ophørt med det nakke-skulderbelastende arbejde og der sker en betydelig forværring efter ophør med det belastende arbejde, tale for, at nakke-skuldersygdommen ikke er arbejdsbetinget.
At der ikke må være tale om væsentligt konkurrerende årsager indgår i lovens generelle betingelser for anerkendelse af en erhvervssygdom.
Der er derfor ud fra en medicinsk synsvinkel en god dokumentation for at optage kroniske nakke-skuldersmerter på den nye fortegnelse, når der har været tale om
– Hurtigt og ensidigt gentaget præcisionsarbejde med statisk belastning af nakke-skulderområdet i en længere årrække
Der skal have været tale om en belastning igennem en længere årrække. Det betyder, at der som udgangspunkt skal være udført nakke-skulderbelastende arbejde i
– En belastningsperiode på 108 måneder inden for 9-12 år eller
– En belastningsperiode på 162 måneder i mindst 18 år og
– Det belastende arbejde skal være udført i mindst halvdelen af arbejdsdagen
Antallet af arbejdsmåneder per år kan afhængigt af den samlede tidsmæssige udstrækning nedsættes til under 12 måneder per år, dog som udgangspunkt ikke til under gennemsnitligt 9 måneder per år.
Hvis der har fundet en særlig nakke-skulderbelastende påvirkning sted, vil kravet til belastningens samlede tidsmæssige udstrækning (antal måneder/år) kunne nedsættes.
Eksempler på særlige nakke-skulderbelastende påvirkninger er
– Meget akavede og nakke-skulderbelastende arbejdsstillinger eller bevægelser
– Kraftfulde nakke-skulderbelastende arbejdsbevægelser
– En meget langvarig daglig belastning (omkring 10 timer/dag eller mere)
– En meget langvarig samlet belastningsperiode (omkring 25 år eller mere)
14.5. Hånd og underarm
Sygdommene i hånd og underarm opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
På hånden og flere steder på underarmen er senerne omgivet af seneskeder. Disse seneskeder indeholder ganske få dråber væske. Formålet med disse seneskeder og væsken i disse er at nedsætte gnidningsmodstanden, når senerne bevæges.
Der er ikke fuldstændig forståelse af den biologiske forklaring på de tilgrundliggende årsager til sygdommen, men det er en udbredt opfattelse, at belastning og fejlbelastning af muskler og sener kan medføre betændelseslignende forandringer i vævet. I seneskederne kan den akutte irritationstilstand medføre øget mængde væske i seneskederne (og dermed hævelse), udfældning af ”trevler” (fibrin, som giver en knitrende fornemmelse og eventuelt lyd), øget blodtilførsel (rødme og varme) samt smerter.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set dokumenteret, at en påvirkning, der kan karakteriseres som kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser, eventuelt i kombination med en yderligere belastning som følge af håndens/håndleddets stilling under arbejdet, kan medføre tendovaginitis, tendinitis og peritendinitis. Der skal være god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger medfører, at flere personer (i procent) udvikler tendovaginitis, tendinitis og peritendinitis.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper, bekræfter en vis sammenhæng mellem udsættelse for kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, eventuelt i kombination med en yderligere belastning som følge af håndens/håndleddets stilling under arbejdet, og udvikling af tendovaginitis, tendinitis og peritendinitis.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
De fleste undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser, eventuelt i kombination med en yderligere belastning som følge af håndens/håndleddets stilling under arbejdet, bygger på
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til befolkningen i almindelighed
Klager over smerter i underarmen forekommer hyppigt i befolkningen i almindelighed, uanset erhverv. Hos personer, der er beskæftiget med kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser, eventuelt i kombination med en yderligere belastning som følge af håndens/håndleddets stilling under arbejdet, beskrives der de fleste steder i litteraturen en overhyppighed.
Samlet vurdering af den medicinske dokumentation
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommene: Tendovaginitis, tendinitis og peritendinitis
som følge af
Påvirkningen: Kraftfulde og repetitive (gentagne) arbejdsbevægelser, i kombination med en vurdering af håndens arbejdsstilling ved belastningen.
Der skal endvidere være tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen.
14.6. Karpaltunnelsyndrom
Sygdommen karpaltunnelsyndrom opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
A. Det er ikke fuldt biologisk forklaret, hvorledes arbejde med kraftigt vibrerende håndværktøj kan medføre karpaltunnelsyndrom.
En teori er, at vibrationer kan medføre udsivning af væske fra blodkar, som sammen med kraftgreb og gentagne bevægelser i håndleddet medfører et øget tryk i karpaltunnellen, som gør at medianusnerven trykkes sammen og derved påvirkes.
B. Det er ikke fuldt biologisk forklaret, hvorledes arbejde med en kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede, håndledsbelastende arbejdsbevægelser i længere tid kan medføre karpaltunnelsyndrom. Under alle omstændigheder opstår der en hævelse i karpaltunnellen som medfører et øget tryk i karpaltunnellen, der betyder, at medianusnerven trykkes sammen og derved påvirkes.
C. Når der arbejdes med genstande, som i længere tid har trykket direkte mod karpaltunnellen (udefra kommende tryk mod nerven), opstår der en hævelse i karpaltunnellen, som medfører et øget tryk i karpaltunnellen. Dette betyder, at medianusnerven trykkes sammen og derved påvirkes.
D. En seneskedehindebetændelse kan som en komplikation medføre en hævelse i karpaltunnellen, som igen medfører et øget tryk i karpaltunnellen. Det betyder, at medianusnerven kan trykkes sammen og derved påvirkes.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set veldokumenteret, at en påvirkning, der kan karakteriseres som
A. Arbejde med vibrerende håndværktøj, der vibrerer mere end 2,5 m/s2 eller
B. En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser eller
C. Arbejde med genstande, som medfører direkte og vedvarende tryk mod karpaltunnellen (udefra kommende tryk mod nerven)
efter længere tids påvirkning kan medføre et karpaltunnelsyndrom.
Det er tillige veldokumenteret, at sygdommen kan opstå som
D. en komplikation til en seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger og længere tids beskæftigelse medfører, at flere personer (i procent) udvikler svære symptomer på et karpaltunnelsyndrom.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng.
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige beskæftigelsesgrupper, bekræfter en sammenhæng i befolkningen mellem personer, der udsættes for en påvirkning som
A. Arbejde med vibrerende håndværktøj, der vibrerer mere end 2,5 m/s2 eller
B. En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser eller
C. Arbejde med genstande, som medfører direkte og vedvarende tryk mod karpaltunnellen (udefra kommende tryk mod nerven)
og udvikling af karpaltunnelsyndrom efter længere tids påvirkning
D. Desuden som en komplikation til en seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
En række undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om karpaltunnelsyndrom, bygger på
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– Gerne også en supplerende nerveledningsundersøgelse
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til befolkningen i almindelighed
Symptomer på karpaltunnelsyndrom findes i befolkningen i almindelighed, uanset erhverv (prævalens, det vil sige den del af befolkningen, der på et givet tidspunkt har sygdommen, er
0,7 % - 9,2 % for kvinder og 0,4 % – 2,1 % hos mænd)
I litteraturen beskrives der en betydelig overhyppighed hos personer, der i længere tid er beskæftiget med
A. Arbejde med vibrerende håndværktøj, der vibrerer mere end 2,5 m/s2 eller
B. En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser eller
C. Arbejde med genstande, som medfører direkte og vedvarende tryk mod karpaltunnellen (udefra kommende tryk mod nerven)
og udvikling af karpaltunnelsyndrom efter længere tids påvirkning
D. Desuden som en komplikation til en seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
Samlet vurdering af den medicinske dokumentation
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommen: Karpaltunnelsyndrom
som følge af
Påvirkningerne
A. Arbejde med vibrerende håndværktøj, der vibrerer mere end 2,5 m/s2 i længere tid eller
B. En kombination af hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede håndledsbelastende arbejdsbevægelser i længere tid eller
C. Arbejde med genstande, som medfører direkte og vedvarende tryk mod karpaltunnellen i længere tid eller
D.. Desuden som en komplikation til en seneskedehindebetændelse på håndleddets bøjeside, der kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
14.7. Tennisalbue og golfalbue
Sygdommene tennisalbue og golfalbue opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1a. En biologisk naturlig og logisk forklaring på tennisalbue
Den laterale epikondyl er et knoglefremspring på overarmsknoglen lidt oven over albueleddets udvendige side, hvorfra underarmens strækkemuskler til håndled og fingre udspringer som sener. Disse sener hæfter via knoglehinden (periost) på knoglen.
Der er ikke fuldstændig forståelse af den biologiske forklaring på de tilgrundliggende årsager til sygdommen, men det er en udbredt opfattelse, at belastning og fejlbelastning af muskler og sener, kan medføre betændelseslignende forandringer i vævet, specielt svarende til der, hvor senerne hæfter på knoglen, antageligt som følge af små bristninger i vævet.
1b. En biologisk, naturlig og logisk forklaring på golfbue
Den mediale epikondyl er et knoglefremspring på overarmsknoglen lidt oven over albueleddets indvendige side, hvorfra underarmens bøjemuskler til håndled og fingre udspringer som sener. Disse sener hæfter via knoglehinden (periost) på knoglen.
Der er ikke fuldstændig forståelse af den biologiske forklaring på de tilgrundliggende årsager til sygdommen, men det er en udbredt opfattelse, at belastning og fejlbelastning af muskler og sener kan medføre betændelseslignende forandringer i vævet, specielt svarende til der, hvor senerne hæfter på knoglen, antageligt som følge af små bristninger i vævet.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommene sandsynlig
Det er lægeligt set veldokumenteret, at påvirkningen, der kan medføre tennisalbue og golfalbue, kan karakteriseres som
A. Kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, der belaster de relevante muskelgrupper eller
B. Kraftfuldt og statisk arbejde med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft, der belaster de relevante muskelgrupper eller
C. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger, der belaster de relevante muskelgrupper
Der skal også være tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen.
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger medfører, at flere personer (i procent) udvikler såvel tennisalbue som golfalbue.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng.
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper, bekræfter en sammenhæng mellem udsættelse for påvirkninger i form af
A. Kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, der belaster de relevante muskelgrupper eller
B. Kraftfuldt og statisk arbejde med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft, der belaster de relevante muskelgrupper eller
C. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger, der belaster de relevante muskelgrupper og udviklingen af tennisalbue og golfalbue.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
De fleste undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om
A. Kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, der belaster de relevante muskelgrupper eller
B. Kraftfuldt og statisk arbejde med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft, der belaster de relevante muskelgrupper eller
C. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger, der belaster de relevante muskelgrupper og udviklingen af tennisalbue og golfalbue, bygger på
– Oplysninger om påvirkningen (arbejdsanamnese)
– Den tidsmæssige sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning i forhold til befolkningen i almindelighed
Klager over smerter i albueleddet forekommer hyppigt i befolkningen i almindelighed, uanset erhverv. Hos personer, der er beskæftiget med
A. Kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, der belaster de relevante muskelgrupper eller
B. Kraftfuldt og statisk arbejde med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft, der belaster de relevante muskelgrupper eller
C. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger, der belaster de relevante muskelgrupper beskrives der de fleste steder i litteraturen en overhyppighed af tennisalbue og golfalbue.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommene: Tennisalbue og golfalbue
som følge af
Påvirkningerne
A. Kraftfulde og repetitive arbejdsbevægelser, der belaster de relevante muskelgrupper eller
B. Kraftfuldt og statisk arbejde med fastholdelse af en genstand under anvendelse af muskelkraft, der belaster de relevante muskelgrupper eller
C. Kraftfulde arbejdsbevægelser i akavede stillinger, der belaster de relevante muskelgrupper
Der skal endvidere være tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen.
14.8. Skuldersygdomme
Sygdommene i skulderleddet og bicepssenen opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
A. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen, eller
B. Statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere
medfører en stor belastning af rotator cuffen og bicepssenen
Når muskler og sener belastes så meget, at trykket inde i dem overstiger trykket i blodkarrene, standser blodforsyningen, og en vævsnedbrydende (degenerativ) proces starter. Følgen er en betændelseslignende tilstand (tendinitis). Da der er snæver plads mellem ledhovedet på overarmsknoglen (caput humeri) og skulderbladfremspringet (acromion), kan hævelse på grund af irritation, arvæv og vævsbristninger medføre kollisionssyndrom/indeklemningssyndrom (impingement) med smerter svarende til den midterste del af bevægebuen. Dette kaldes »det positive smertebuesyndrom = painful arch syndrome« og diagnosticeres ved bevægelse af skulderleddet imellem 60 og 120 grader.
Rotator cuffens tilhæftning til skulderledskapslen er i forvejen svag, og nedbrydningen af vævet kan ende med en revne i rotator cuffen. Dette kaldes en rotator cuff-læsion.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set dokumenteret, at en påvirkning i form af
A. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen, eller
B. Statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere
kan medføre forandringer i skulderleddets rotatorsener og/eller bicepssenen. Der skal dog også være god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger medfører, at flere personer (i procent) udvikler svære symptomer på forandringer i skulderleddets rotatorsener og/eller bicepssenen.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper, bekræfter en sammenhæng i befolkningen mellem personer, der udsættes for en påvirkning i form af
A. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen, eller
B. Statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere
og udviklingen af forandringer i skulderleddets rotatorsener og/eller bicepssenen.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
De fleste undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen eller statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere, bygger på
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til befolkningen som helhed
Klager over smerter i skulderen i befolkningen som helhed er hyppige, uanset erhverv. Hos personer, der er beskæftiget med repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen eller statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere, beskrives der de fleste steder i litteraturen en overhyppighed.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommene
1. Forandringer i skulderleddets rotatorsener og/eller bicepssenen eller
2. Skuldertendinit
som følge af
Påvirkningerne
A. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser, i kombination med en vurdering af armens stilling ved belastningen, eller
B. Statisk løft af overarmen til omkring 60 grader eller mere
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og symptomernes opståen.
14.9. Slidgigt i knæled det
Slidgigt i knæleddet opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
Det er ikke fuldt biologisk forklaret, hvordan arbejdsmæssige belastninger kan medføre slidgigt i knæleddet. Det forekommer dog biologisk naturligt og logisk, at meget svære påvirkninger, som dagligt knæliggende og/eller hugsiddende arbejde igennem en lang årrække, kan medføre forandringer i slimhinden og brusken i knæleddet.
Sygdommen slidgigt er en degenerativ ledsygdom, som angriber slimhinden (synovialis) i ”ægte” led og karakteriseres af 2 principielle forandringer
– Progressivt tab af ledbrusk
– Sekundær proliferativ knoglenydannelse i subkondral knogle (subkondral sklerosering) og langs ledrandene (osteofytter)
Osteoartrose er således karakteriseret af
– Brusknedbrydning
– Knogleremodulering
– Periodevis lettere grader af slimhindeinflammation (hævelse af slimhinde)
Osteoartrose klassificeres traditionelt i
– En primær (idiopatisk) form uden kendte ætiologiske faktorer
– En sekundær form med lokale eller systematiske ætiologiske (disponerende) faktorer
Grænsen mellem primær og sekundær osteoartrose (slidgigt) er ofte uklar, og slidgigt bør betragtes som en sygdom forårsaget af flere faktorer (for eksempel arv, køn, vægt, arbejde, alder og lignende), strækkende sig fra gigt i enkeltled, slidgigt induceret ved mekaniske påvirkninger til slidgigt i flere led forårsaget af biokemiske forhold med forskellige kliniske præsentationsformer.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set sandsynligt, at en påvirkning, der kan karakteriseres som knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år (20–25 år) kan medføre slidgigt i knæled.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger og længere tids beskæftigelse medfører, at flere personer (i procent) udvikler slidgigt i knæled.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige beskæftigelsesgrupper, viser flere steder en sammenhæng i befolkningen mellem personer, der udsættes for en påvirkning som knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år (20–25 år) og udvikling af slidgigt i knæled.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
En række undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om slidgigt i knæled bygger på
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– I mange tilfælde også supplerende røntgenbilleder af knæleddet (dog sjældent stående optagelser af knæleddet og sideoptagelser af knæskallen). Diagnosen kan eventuelt suppleres eller stilles ved kikkertundersøgelse, MR-skanning eller CT-skanning.
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning i forhold til befolkningen i almindelighed
Slidgigt i knæled er den hyppigste form for slidgigt i befolkningen.
Blandt kvinder i 45–65 års alderen har cirka 3 % både kliniske og røntgenologiske tegn på slidgigt i knæled.
Prævalensen (hyppigheden af sygdommen på et bestemt tidspunkt og tallet opnås ved at dividere antallet af syge personer med det antal personer, som optællingen er foretaget iblandt, inklusive de syge) stiger med stigende alder, uanset erhverv.
Den er hyppigst over 45–50 år og hyppigere for kvinder end mænd.
Hyppigheden er positivt korreleret med overvægt og tidligere knætraumer.
I litteraturen beskrives der en overhyppighed hos personer, der er beskæftiget med knæliggende og/eller hugsiddende stilling i mange år (20–25 år), og udvikling af slidgigt i knæled.
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommen: Slidgigt i knæled
som følge af
Påvirkningen: Knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år (20–25 år)
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
14.10. Bursitis
Betændelseslignende forandringer i en slimsæk (bursitis) opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
Det er fuldt biologisk forklaret, hvordan arbejdsmæssige belastninger i form af vedvarende, udefra kommende tryk mod en bursa i dagevis eller i en længere periode kan medføre betændelseslignende forandringer i en slimsæk.
Ved et vedvarende, udefra kommende tryk på en slimsæk reagerer denne med en betændelseslig-nende tilstand. Dette medfører i den akutte fase akut bursitis. På længere sigt kan der opstå kronisk bursitis, med fortykket kapsel omkring bursaen og med øget væske i denne.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er lægeligt set sandsynligt, at en påvirkning, der kan karakteriseres som vedvarende, udefra kommende tryk mod en bursa i dagevis eller i en længere periode, kan medføre bursitis.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der synes at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet større påvirkninger og længere tids beskæftigelse medfører, at flere personer (i procent) udvikler bursitis.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige beskæftigelsesgrupper, viser flere steder en sammenhæng i befolkningen mellem personer, der udsættes for vedvarende, udefra kommende tryk mod en bursa i dagevis eller i en længere periode, og udvikling af bursitis.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
En række undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om bursitis, bygger på
– Den tilskadekomnes subjektive klager (symptomer)
– En klinisk objektiv undersøgelse
– I mange tilfælde er supplerende blodprøver, samt eventuelt røntgen, MR-skanning eller CT-skanning
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning i forhold til befolkningen i almindelighed
I litteraturen beskrives der en overhyppighed hos personer, der er beskæftiget med arbejde, hvor der er et vedvarende, udefra kommende tryk mod en bursa i dagevis eller i en længere periode og udviklingen af bursitis.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommen: Betændelseslignende forandringer i en slimsæk (bursitis)
som følge af
Påvirkningen: Vedvarende, udefra kommende tryk i dagevis eller i en længere periode
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
14.11. Menisksygdom i knæled det
Det er ikke fuldt biologisk forklaret, hvordan arbejdsmæssige belastninger, i form af arbejde udført i hugsiddende stilling, kan medføre sygdomme i menisker i knæleddet. Det forekommer dog biologisk naturligt og logisk, at arbejde udført i hugsiddende stilling under trange pladsforhold, med bøjede knæ og drejning i knæleddet i dagevis eller i længere tid, kan medføre en belastningsskade af meniskerne.
Det har ikke ud fra den medicinske litteratur på området været muligt at finde klare holdepunkter for, hvilket omfang og hvilken varighed af arbejde, udført i hugsiddende stilling, der kan medføre sygdomme i menisker i knæleddet, men den tekniske erfaring på området taler for, at der er sammenhæng mellem sygdommen og arbejdet, hvis der har været tale om arbejde
– I dagevis eller i længere tid
– Med bøjet knæ i den overvejende del af arbejdstiden
– Under trange arbejdsforhold, der ikke giver mulighed for at rette knæleddet ud
– Med drejning i knæleddet, samtidig med at knæet har været bøjet
– Samlet vurdering af den medicinske og tekniske dokumentation
Ved optagelsen af sygdomme i menisker i knæleddet på den ny fortegnelse af 1. januar 2005 tages der udgangspunkt i Erhvervssygdomsudvalgets tekniske erfaring, det vil sige udvalgets viden og praksis på området for vurdering og anerkendelse af sammenhænge mellem arbejde udført i hugsiddende stilling under trange pladsforhold i dagevis eller i en længere periode og belastningsskader af meniskerne.
Der henvises endvidere til, at
– Menisksygdom er omfattet af den tidligere fortegnelse vedrørende sygdomme anmeldt før 1. januar 2005 (jævnfør bekendtgørelse nr. 918 af 18. november 2002) under punkt E 9: Menisksygdomme opstået ved arbejde i hugsiddende stilling under trange arbejdsforhold. Sygdommen har været optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen siden 1982.
– Menisksygdom er omfattet af EU-Kommissionens henstilling (jævnfør Kommissionens henstilling af 19. september 2003 om den europæiske liste over erhvervssygdomme) under punkt 506.30.
Det vurderes derfor samlet set, at lovens betingelser for optagelse på fortegnelsen er opfyldt for
Sygdommen: Menisksygdom i knæleddet
som følge af
Påvirkningen: Arbejde i hugsiddende stilling under trange pladsforhold i dagevis eller i en længere periode
Der skal tillige være god tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommens opståen.
14.12. Pleurale plaques
Sygdommen pleurale plaques uden lungeasbestose opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
Tynde asbestfibre med en diameter på mindre end 3 mikrometer (my) kan nå alveolerne helt perifert i lungerne og penetrere til lungehinden. Organismens rengøringsceller (makrofagerne) forsøger at optage og fjerne disse fibre. Dette medfører frigivelse af enzymer og bindevævsdannende stoffer, der vurderes at være årsagen til dannelsen af pleurale plaques gennem en langsomt fremadskridende proces, som bliver synlige på røntgenbilleder efter 10-15 år og forkalker efter 20-25 år.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Det er veldokumenteret, at pleurale plaques kan påvises på røntgenbillede af lungerne mange år efter en forholdsvis lille, men direkte udsættelse for asbest.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Der er en sikker videnskabelig dokumentation for såvel dosis-respons sammenhæng (større asbestudsættelse medfører, at flere får pleurale plaques) som dosis-effekt sammenhæng (større asbestudsættelse medfører større plaques).
Forekomsten af pleurale plaques er imidlertid ikke simpelt lineær i forhold til asbestudsættelsen, idet forekomsten er bedre korreleret til tidspunktet for første udsættelse end den samlede størrelse af udsættelsen. Det skyldes, at nogle personer mere end andre har tilbøjeligheden (som i øvrigt er ukendt) til at udvikle pleurale plaques, endda ved forholdsvis beskeden udsættelse. Udviklingen af pleurale plaques følger mønstret for malignt mesotheliom og ikke mønstret for asbestose, begge sygdomme, der er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen efter udsættelse for asbest.
En nedre grænse for eksposition kan ikke angives med rimelig sikkerhed. Pleurale plaques anses at kunne opstå ved selv lav og kort tids udsættelse. Det er heller ikke sjældent, at personer med pleurale plaques synlige på lungerøntgen ikke har haft nogen umiddelbar, påviselig erhvervsmæssig udsættelse for asbest.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskellige beskæftigelsesgrupper, bekræfter en sammenhæng i befolkningen mellem personer, der udsættes for asbest, og udvikling af pleurale plaques.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
En række undersøgelser i de videnskabelige artikler, som drejer sig om pleurale plaques, viser, at der ved røntgenundersøgelser er konstateret pleurale plaques hos arbejdstagere, der har været udsat for asbest.
Der er medicinsk konsensus om, at
– 80-90 % af radiologisk veldefinerede pleurale plaques tilskrives erhvervsmæssig asbestudsættelse (Konsensusrapport 1997, Helsinki)
– Efter erhvervsmæssig asbestudsættelse udvikler 5-15 % pleurale plaques efter 20 år og 30-50 % udvikler sygdommen efter 30 år (Parkes 1994)
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning, i forhold til befolkningen i almindelighed
Gennem undersøgelser er det dokumenteret, at der er en væsentlig overhyppighed af pleurale plaques hos arbejdstagere, der har været udsat for asbest, i forhold til befolkningen i øvrigt.
Samlet vurdering
En gennemgang af litteraturen viser, at kravene til medicinsk dokumentation er helt eller delvist opfyldt for
Sygdommen: Pleurale plaques uden lungeasbestose
som følge af
Påvirkningen: Asbest
14.13. Posttraumatisk belastningsreaktion
Posttraumatisk belastningsreaktion opfylder kravene til medicinsk dokumentation på følgende måde
1. En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen
Det er biologisk naturligt og logisk, at når personer udsættes for en påvirkning i form af ekstraordinært svære belastninger af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter, så kan de også udvikle psykiske følger.
2. En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig
Påvirkningens karakter er voldsom (exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter), og litteraturen viser, at sandsynligheden for, at posttraumatisk belastningsreaktion opstår, er relativt stor.
3. En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen
Sværhedsgraden af posttraumatisk belastningsreaktion afhænger til en vis grad af påvirkningens karakter og omfang, men der er ingen egentlige tærskelværdier.
Man kan antage, at alle personer har en individuel tærskelværdi, som skal overskrides (break point).
Begivenheder, der er traumatiske for én person, behøver ikke nødvendigvis at være det for en anden. Dette skyldes antageligt forskelle i personlighederne og den enkeltes psykiske ressourcer.
Dog synes der at være en vis dosis-respons sammenhæng, idet voldsomme påvirkninger medfører, at flere personer (i procent) udvikler posttraumatisk belastningsreaktion.
4. Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng
Litteraturen, der omfatter mange undersøgelser i forskelle befolkningsgrupper, bekræfter en sammenhæng mellem udsættelsen for en påvirkning af en ekstraordinært svær belastning, af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter, og udviklingen af posttraumatisk belastningsreaktion som en psykisk følge.
Undersøgelserne i litteraturen bygger på den klinisk diagnose, der er stillet på basis af et klinisk psykiatrisk interview.
5. Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse
De fleste af de videnskabelige artikler bygger på den kliniske diagnose, som er stillet på basis af et klinisk psykiatrisk interview og eventuelt også en undersøgelse af den tilskadekomne.
Litteraturen indeholder en overbevisende rapportering af tilfælde, som er konstateret på basis af et klinisk psykiatrisk interview.
6. En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne påvirkning i forhold til personer, der ikke er udsat
Med baggrund i ICD-10 kriterierne optræder sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion principielt set kun hos personer, der har været udsat for den relevante påvirkning (traumatiske begivenheder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter).
14.14. Sygdomme udenfor fortegnelsen
14.14.1. Chondromalacia patella (blød brusk på bagsiden af knæskallen)
Vurdering efter 2003-loven
Den samlede vurdering af arbejdsskadesikringslovens begreb ”medicinsk dokumentation” i relation til sygdommen blød brusk på bagsiden af knæskallen (chondromalacia patella) er, at sygdommen ikke opfylder dokumentationskravene på en sådan måde, at den kan optages på erhvervssygdoms-fortegnelsen efter 2003-loven.
Gennemgang af litteratur
Ovenstående vurdering bygger på Arbejdsskadestyrelsens møder med de videnskabelige selskaber og gennemgangen af den litteratur, der er fremsendt til Erhvervssygdomsudvalget.
Arbejdets særlige art
Der er videnskabelige arbejder, der tyder på, at det i en række specielle tilfælde kan være overvejede sandsynligt, at der kan være årsagssammenhæng mellem en given påvirkning og sygdommen.
Disse særlige tilfælde vil Arbejdsskadestyrelsen forelægge Erhvervssygdomsudvalget efter lovens
Vejledning om erhvervssygdomme
Sygdomme, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere
Indholdsfortegnelse
Generel vejledning om erhvervssygdomssager
1. Indledning
1.1. Lovgrundlag
1.2. Medicinsk dokumentation
1.3. Betingelser for anerkendelse af sygdomme, der anmeldes 1. januar 2005 eller senere
1.3.1. Anerkendelse efter fortegnelsen
1.3.2. Anerkendelse uden for fortegnelsen
1.3.3. Forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
1.4. Sygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
1.5. Afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom
1.6. Indhentelse af oplysninger
1.7. Oversigt over vejledninger om enkelte sygdomme
1.7.1. Sygdomme omfattet af denne vejledning
1.7.2. Sygdomme omfattet af andre gældende vejledninger
Vejledning om enkelte sygdomme
2. Støjbetinget hørenedsættelse (A.1)
2.1. Punkt på fortegnelsen
2.2. Krav til diagnosen
2.3. Krav til påvirkningen
2.4. Forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
2.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
2.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
3. Kronisk lænderygsygdom (B.1)
3.1. Punkt på fortegnelsen
3.2. Krav til diagnosen
3.3. Krav til påvirkningen
3.3.1. Rygbelastende løftearbejde (A)
3.3.2. Rygbelastende løftearbejde med ekstremt tunge løft (B)
3.3.3. Rygbelastende plejearbejde (C)
3.3.4. Rygbelastende helkropsvibrationer (D)
3.3.5. Generelle betingelser for alle påvirkninger (A-D)
3.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
3.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
3.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
3.6.1. Rygbelastende løftearbejde (A)
3.6.2. Rygbelastende løftearbejde med ekstremt tunge løft (B)
3.6.3. Rygbelastende plejearbejde (C)
3.6.4. Rygbelastende helkropsvibrationer (D)
4. Kroniske nakke-skuldersmerter (B.2)
4.1. Punkt på fortegnelsen
4.2. Krav til diagnosen
4.3. Krav til påvirkningen
4.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
4.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
4.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
5. Sygdomme i hånd og underarm (C.1)
5.1. Punkt på fortegnelsen
5.2. Krav til diagnosen
5.3. Krav til påvirkningen
5.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
5.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
5.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
6. Karpaltunnelsyndrom (C.2.)
6.1. Punkt på fortegnelsen
6.2. Krav til diagnosen
6.3. Krav til påvirkningen
6.3.1. Arbejde med kraftigt vibrerende værktøj (A)
6.3.2. Hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser (B)
6.3.3. Arbejde med genstande, der medfører direkte og vedvarende tryk (C)
6.3.4. Generelle betingelser for påvirkningerne (A-C)
6.3.5. Som komplikation til seneskedehindebetændelse (D)
6.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
6.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
6.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
6.6.1. Arbejde med stærkt vibrerende håndværktøj (A)
6.6.2. Hurtigt gentagne, kraftfulde og/eller akavede arbejdsbevægelser (B)
6.6.3. Arbejde med genstande, der medfører direkte tryk (C)
6.6.4. Som komplikation til seneskedehindebetændelse (D)
7. Tennisalbue og golfalbue (C.4.)
7.1. Punkt på fortegnelsen
7.2. Krav til diagnosen
7.3. Krav til påvirkningen
7.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
7.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
7.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
8. Skuldersygdomme (C.5)
8.1. Punkt på fortegnelsen
8.2. Krav til diagnosen
8.3. Krav til påvirkningen
8.3.1. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser (A)
8.3.2. Statisk løft af overarmen (B)
8.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
8.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
8.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
8.6.1. Repetitive (gentagne) og kraftfulde skulderbevægelser (A)
8.6.2. Statisk løft af overarmen (B)
9. Slidgigt i knæleddet (D.1)
9.1. Punkt på fortegnelsen
9.2. Krav til diagnosen
9.3. Krav til påvirkningen
9.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
9.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
9.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
10. Bursitis (betændelseslignende forandringer i slimsæk, D.2 og J.1)
10.1. Punkt på fortegnelsen
10.2. Krav til diagnosen
10.3. Krav til påvirkningen
10.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
10.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
10.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
11. Menisksygdom i knæleddet (D.3)
11.1. Punkt på fortegnelsen
11.2. Krav til diagnosen
11.3. Krav til påvirkningen
11.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
11.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
11.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
12. Pleurale plaques (E.3.5)
12.1. Punkt på fortegnelsen
12.2. Krav til diagnosen
12.3. Krav til påvirkningen
12.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
12.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
12.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
13. Posttraumatisk belastningsreaktion (F.1)
13.1. Punkt på fortegnelsen
13.2. Krav til diagnosen
13.3. Krav til påvirkningen
13.4. Eksempler på forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold
13.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen
13.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen
13.7. Afgrænsning mellem ulykke og erhvervssygdom
14. Medicinsk dokumentation (bilag 1)
14.1. Generelle betingelser
14.2. Støjbetinget hørenedsættelse
14.3. Kronisk lænderygsygdom
14.4. Kroniske nakke-skuldersmerter
14.5. Hånd og underarm
14.6. Karpaltunnelsyndrom
14.7. Tennisalbue og golfalbue
14.8. Skuldersygdomme
14.9. Slidgigt i knæleddet
14.10. Bursitis
14.11. Menisksygdom i knæleddet
14.12. Pleurale plaques
14.13. Posttraumatisk belastningsreaktion
14.14. Sygdomme udenfor fortegnelsen
14.14.1. Chondromalacia patella (blød brusk på bagsiden af knæskallen)
14.14.2. Andre slidgigtsygdomme
14.14.3. Indeklimarelaterede symptomer (indeklimasyndrom)
14.14.4. Mangansygdomme
15. Medicinsk ordliste (bilag 2)
15.1. Støjbetinget hørenedsættelse
15.2. Kronisk lænderygsygdom
15.3. Kroniske nakke-skuldersmerter
15.4. Hånd og underarm
15.5. Karpaltunnelsyndrom
15.6. Tennisalbue og golfalbue
15.7. Skuldersygdomme
15.8. Slidgigt i knæleddet
15.9. Bursitis
15.10 Menisksygdom i knæleddet
15.11. Pleurale plaques
Generel vejledning om erhvervssygdomssager
1. Indledning
Denne vejledning er skrevet af Arbejdsskadestyrelsen med henblik på at beskrive betingelserne for afgørelse i sager om erhvervssygdomme, der anmeldes efter lov om arbejdsskadesikring den 1. januar 2005 eller senere.
Vejledningen gælder således kun for sygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.
Vejledningen er skrevet til alle, der har brug for at orientere sig om behandlingen af erhvervssygdomme, herunder Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlere, fagforeninger, advokater og forsikringsselskaber.
Vejledningen skal være en hjælp til behandling af sagerne og skal give en forståelse af kravene til sammenhængen mellem en sygdom og en bestemt belastning.
Vejledningen er ikke udtømmende for alle sygdomme. Den omhandler dog de generelle vilkår for anerkendelse af sygdomme anmeldt 1. januar 2005 eller senere, herunder både sygdomme optaget på fortegnelsen og sygdomme, der behandles efter lovens § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.
For en række sygdomme beskriver vejledningen endvidere de nærmere betingelser for anerkendelse af sygdommen, herunder de nærmere krav til diagnose og belastning. Vejledningen er for disse sygdomme en præcisering af de overordnede krav til anerkendelse, som fremgår af fortegnelsen over erhvervssygdomme for sygdomme anmeldt den 1. januar 2005 eller senere. Vejledningen afløser eventuelle tidligere gældende vejledninger for disse sygdomme.
Hvis sygdommen ikke er beskrevet i denne vejledning, men i en tidligere vejledning, kan den tidligere vejledning fortsat anvendes.
1.1. Lovgrundlag
Reglerne for anerkendelse af erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere, fremgår af lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, §§ 5, 7 og 8.
Det nye erhvervssygdomsbegreb (lovens § 7) gælder kun for sygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.
Sygdomme anmeldt før 1. januar 2005 vil fortsat blive vurderet i henhold til § 10 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jævnfør bekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer.
Lov nr. 422 af 10. juni 2003