Cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om kontrol af transportmidler og dyr under vejtransport
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
ÅRLIG RAPPORT OM BESKYTTELSE AF DYR UNDER TRANSPORT
Politikreds
År
Del I Antal foretagne kontroller
1 Antal kontrollerede transportmidler
Antal kontrollerede dyr inden for hver af nedenstående dyrearter
2 Kvæg
3 Svin
4 Små drøvtyggere
5 Heste
6 Domesticerede fugle og kaniner
7 Andre dyrearter
a: Under vejtransporten
b: På bestemmelsesstedet
c1: På markeder o.lign.
c2: På afgangsstedet
c3: På mellemstationer
c4: På omladningsstationer
a+b+c1+c2+c3+c4
d: Dokumentkontrol
Del II Antal overtrædelser
1 Antal transportmidler, hvor der blev fundet overtrædelser
Antal dyr inden for hver af nedenstående dyrearter, hvor der blev fundet overtrædelse
2 Kvæg
3 Svin
4 Små drøvtyggere
5 Heste
6 Domesticerede fugle og kaniner
7 Andre dyrearter
a: Under vejtransporten
b: På bestemmelsesstedet
c1: På markeder o.lign.
c2: På afgangsstedet
c3: På mellemstationer
c4: På omladningsstationer
a+b+c1+c2+c3+c4
d: Dokumentkontrol
Cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om kontrol af transportmidler og dyr under vejtransport
I. Indledning
Det følger af artikel 8 i Rådets direktiv 91/628/EØF om beskyttelse af dyr under transport, som ændret ved Rådets direktiv 95/29/EF af 29. juni 1995 (herefter: transportdirektivet), at medlemsstaterne skal kontrollere, at kravene i direktivet opfyldes, idet de kompetente myndigheder i hver medlemsstat skal foretage ikke-diskriminerende kontrol af bl.a. transportmidler og dyr under transport. Disse inspektioner skal foretages på en passende del af de dyr, der hvert år transporteres i hver enkelt medlemsstat.
Den kompetente myndighed skal hvert år forelægge Kommissionen en rapport med angivelse af det antal inspektioner, der er foretaget i det foregående kalenderår, herunder nærmere enkeltheder om alle konstaterede overtrædelser og de foranstaltninger, den kompetente myndighed har truffet som følge heraf.
Reglerne i transportdirektivet er gennemført i dansk ret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 699 af 29. juni 2004 (herefter: transportbekendtgørelsen fra 1993).
II. Kontrol
Justitsministeriet skal anmode politimestrene og politidirektøren i København om at foranledige, at der hvert år foretages stikprøvekontrol af transportmidler og dyr under vejtransport.
Embedsdyrlægerne ved fødevareregionerne (tidligere kredsdyrlægerne) yder efter anmodning bistand ved kontrollen.
Det skal fremhæves, at det ved kontrollen navnlig bør undersøges, om
– Transporten opfylder bestemmelserne i transportbekendtgørelsen fra 1993.
– Den ansvarlige for dyretransporten er i besiddelse af de i § 14 i transportbekendtgørelsen fra 1993 krævede oplysninger om
– dyrenes oprindelsesbesætning, afgangssted og bestemmelsessted,
– dyrenes ejer samt
– dato og tidspunkt for afgangen af transporten.
– Transportvirksomheden er autoriseret i henhold til kapitel 1 a i transportbekendtgørelsen fra 1993.
Såfremt det ved kontrollen konstateres, at bestemmelserne ikke er overholdt, kan Fødevarestyrelsen pålægge den ansvarlige for transporten at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre dyrenes velfærd.
Afhængigt af omstændighederne kan disse foranstaltninger f.eks. omfatte følgende
– Afslutning af forsendelsen eller tilbagesendelse af dyrene til afgangsstedet ad den mest direkte rute, hvis denne fremgangsmåde ikke bevirker, at der påføres dyrene unødige lidelser.
– Passende anbringelse og nødvendig pasning, indtil problemet er løst.
– Slagtning eller aflivning af dyrene på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.
Såfremt sidstnævnte foranstaltning er nødvendig, skal slagtningen ske i overensstemmelse med reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om slagtning og aflivning af dyr, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 849 af 19. november 1997.
III. Indberetning
Politimestrene og politidirektøren i København anmodes om hvert år senest den 1. februar ved brug af det i bilag 1 optrykte skema at indberette oplysninger om gennemførte stikprøvekontroller og konstaterede overtrædelser i det foregående kalenderår i overensstemmelse med de nedenfor angivne retningslinjer.
Det bemærkes, at såfremt Rigspolitiets Færdselsafdeling foretager kontroller i samarbejde med landets politikredse, bliver oplysninger herom indberettet af Rigspolitiets Færdselsafdeling. Den enkelte politikreds skal således ikke indberette oplysninger vedrørende kontroller, som de har udført i samarbejde med Rigspolitiets Færdselsafdeling.
Med henblik på at kunne sammenligne den kontrol de respektive medlemslande foretager, har Europa-Kommissionen opfordret til, at landene ved deres årlige indberetninger anvender et særligt skema, som Kommissionen har udfærdiget.
En version af skemaet til brug for politiets kontrol er optrykt som bilag 1 til denne skrivelse.
Skemaet består af to dele, hvoraf Del I omhandler antallet af gennemførte kontroller og Del II omhandler antallet af overtrædelser.
I Del I, som vedrører ”Antal foretagne kontroller”, indsættes antallet af kontrollerede transportmidler og antallet og arten af dyr, der er transporteret i det kontrollerede transportmiddel. Under punkt a, b og c skal kontrollerede transportmidler kun indberettes i det omfang, der er foretaget fysisk kontrol af både køretøjet og dyrene, som bliver transporteret i det pågældende køretøj.
Del II, som vedrører ”Antal overtrædelser”, udfyldes ved at angive det antal kontroller, som har medført, at der er indgivet politianmeldelse eller optaget politirapport. Under ”Antal transportmidler” anføres antallet af kontrollerede transportmidler, hvor der er konstateret overtrædelser. Under de anførte dyrearter opregnes antallet af dyr, fordelt efter art, som har været påvirket af de enkelte overtrædelser. Således skal man, ved konstatering af en overtrædelse, der angår hele transportmidlet (arealkrav, ventilation, indvendig højde etc.) optælle det antal dyr, der har været til stede i transportmidlet. Såfremt der konstateres en overtrædelse, der kun vedrører nogle af dyrene i det kontrollerede transportmiddel (f.eks. dyr der er uegnede til transport), skal alene antallet af disse dyr opregnes i skemaet.
For hver kontrol og hver overtrædelse skal det præciseres, hvor kontrollen/overtrædelsen fandt sted. I relation hertil bemærkes det, at der ved kontrol på bestemmelsesstedet (b) forstås kontrol, der udføres, hvor den endelige aflæsning af et dyr fra et transportmiddel finder sted, og som ikke er en mellemstation eller en omladningsstation. Ved afgangsstedet (c2) forstås det første sted, hvor et dyr anbringes på et transportmiddel, medmindre dette sted er en mellemstation eller en omladningsstation. En mellemstation (c3) er et sted, hvor transporten afbrydes, for at dyret kan hvile og blive fodret og vandet, mens en omladningsstation (c4) er et sted, hvor transporten afbrydes, for at dyret kan omlæsses fra et transportmiddel til et andet. Der henvises desuden til § 3 i transportbekendtgørelsen fra 1993.
Under dokumentkontrol (d) anføres i Del I antallet af kontroller af dokumenter, der har betydning for transport af dyr (ledsagedokumenter, autorisationer etc.) og i Del II antallet af overtrædelser af de gældende krav hertil. Ved dokumentkontrol opregnes også antallet og arten af dyr, der er transporteret i det kontrollerede transportmiddel.
Skemaet skal ikke indeholde oplysninger om de nærmere enkeltheder vedrørende alle konstaterede overtrædelser og de foranstaltninger, der er truffet som følge heraf. Justitsministeriet skal i stedet anmode om, at hver politikreds supplerer skemaet med en uddybende redegørelse vedrørende disse punkter.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9271 af 22. december 1997 vedrørende kontrol af transportmidler og dyr under vejtransport ophæves.
Justitsministeriet, den 21. december 2004
Lene Hallenberg