Cirkulæreskrivelse om offentlige myndigheders pligt til at underrette sociale myndigheder efter servicelovens § 35

Cirkulæreskrivelse om offentlige myndigheders pligt til at underrette sociale myndigheder efter servicelovens § 35

Indledning

Offentlige myndigheder har pligt til at sikre, at børn ikke lever under utilfredsstillende forhold eller f.eks. udsættes for vold, seksuelle overgreb eller andre grænseoverskridende handlinger.

Bliver statsamtet under behandlingen af en sag opmærksom på, at et barn har alvorlige problemer, som kan skyldes forhold hos samværsforælderen, skal statsamtet så vidt muligt hurtigt fjerne muligheden for overgreb ved at ophæve/suspendere et eksisterende samvær eller ved eventuelt at fastsætte andre begrænsninger i samværet.

Under behandlingen af en sag kan statsamtet imidlertid også blive opmærksom på problemer hos barnet, der skyldes andre faktorer end samværsforælderens forhold, herunder f.eks. forhold der relaterer sig til bopælsforælderen eller andre.

Når statsamtet bliver opmærksomt på sådanne alvorlige problemer for barnet, melder spørgsmålet sig om underretning til kommunen efter servicelovens § 35.

Erfaringer fra forsøgsprojektet om øget samarbejde mellem kommune og statsamt i sociale og familieretlige sager viser, at underretningssystemet i statsamterne som udgangspunkt fungerer, men at det formentlig kun er de mest oplagte sager, der fører til underretning af kommunen.

Samtidig tyder erfaringerne fra projektet på, at statsamtet ikke altid har lige meget fokus på underretningspligten, hvorfor Civilretsdirektoratet skal henlede opmærksomheden på følgende

Underretningspligtens nærmere indhold

Efter servicelovens § 35, stk. 1, kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

De nærmere regler om offentlige myndigheders underretningspligt er fastsat i bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

Efter bekendtgørelsens § 1 har offentligt ansatte - og således også statsamtets medarbejdere - pligt til at underrette kommunen , når de i deres virke bliver bekendt med forhold for et barn eller en ung under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte.

Underretningspligten foreligger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold, eller der er behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Underretningspligten indtræder i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, tages i betragtning, at kommunen yder forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, gratis familieorienteret rådgivning efter servicelovens § 5 samt yder støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. lovens § 40.

Sammenfattende kan man sige, at underretningspligten efter servicelovens § 35 allerede indtræder ved en formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Underretningspligten er samtidig subsidiær i forhold til statsamtets egne muligheder for at afhjælpe vanskelighederne, f.eks. gennem børnesagkyndig rådgivning.

Reglerne om offentlige myndigheders underretningspligt er nærmere uddybet i pkt. 25 i Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. juni 2002 om særlig støtte til børn og unge. Heri er det bl.a. anført, at reglerne om underretningspligt efter servicelovens § 35 har sammenhæng med, at det efter lovens § 5 påhviler kommunen at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning med henblik på løsning af vanskeligheder i familien, og at det efter lovens § 38 påhviler kommunen at sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte.

Iværksættelse af støtteforanstaltninger

En underretning efter servicelovens § 35 medfører ikke pligt for kommunen til at iværksætte foranstaltninger.

Med mindre kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien på det foreliggende grundlag kan fastslå, at underretningen er grundløs, må kommunen imidlertid undersøge, om der er behov for støtte, f.eks. ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Dette følger af kommunens almindelige forpligtelse efter servicelovens § 6, jf. § 33, at der skal føres tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under.

Kommunen vil i forbindelse med en undersøgelse efter servicelovens § 38 kunne afkræve statsamtet yderligere relevante oplysninger, som statsamtet pligtmæssigt skal afgive efter retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c. Efter disse regler kan kommunen efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at bl.a. andre offentlige myndigheder giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke bl.a. fraviges i sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 8, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke.

Underretningens form og indhold

Socialministeriets vejledning omtaler ikke nærmere underretningens form og indhold, men det det er dog anført, at det i tilfælde af skriftlige underretninger vil være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at kommunen over for underretteren bekræfter modtagelsen af underretningen. Det er således forudsat, at underretning også kan gives på anden måde, herunder f.eks. telefonisk eller mundtligt under et møde.

Den, der foretager underretning, bliver ikke part i sagen og kan ikke klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage, jf. nedenfor.

Underretningen skal rettes til barnets opholdskommune efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9 a. Børn under 18 år har som udgangspunkt samme opholdskommune som forældrene. Bor barnet mest hos den ene af forældrene, har barnet opholdskommune der. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune der, hvor barnet er folkeregistreret. Er barnet anbragt uden for hjemmet, har barnet opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelsen om anbringelse.

Statsamtets underretning bør som hovedregel udfærdiges skriftligt. Endvidere bør sammenblanding af faktiske oplysninger og vurderinger undgås, og kommunen bør skriftligt kvittere for modtagelsen.

Der er ikke nogen nedre grænse for, hvornår underretningspligten indtræder. Underretning bør også ske, selvom der ikke er enighed mellem forældrene om de faktiske omstændigheder, herunder f.eks. om misbrugsproblemer.

I tilfælde, hvor en af forældrene tilkendegiver selv at ville rette henvendelse til kommunen om bekymrende forhold, bør statsamtet altid overveje selv at foretage underretning.

Også oplysninger, som fremkommer i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling og samtaler med børn efter forældremyndighedslovens § 29, kan være omfattet af underretningspligten.

Det skal understreges, at der af hensyn til kommunens mulighed for at iværksætte eventuelle støtteforanstaltninger er behov for at underrette så tidligt som muligt efter, at statsamtet bliver opmærksomt på bekymrende forhold for barnet.

Civilretsdirektoratet, den 25. juni 2004

Christian Strøyer