Vejledning om bekendtgørelse nr. 1097 af 29. oktober 2004 om ændring af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats\n(ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere)
Statutory Text (3 Articles)
§ 1, nr. 1-9 er udarbejdet for at opfylde ovennævnte forordning og vedrører reglerne om ansættelse med tilskud hos private arbejdsgivere. Ændringerne i § 1, nr. 10 og 11 er rettelser af tekniske fejl i den nuværende bekendtgørelse. § 1, nr. 12 ophæver § 196, stk. 2 i bekendtgørelsen, hvorved de særlige regler for løntilskud til de 25 til 29 årige træder i kraft.
Nedenfor følger uddybende bemærkninger til ændringerne i ændringsbekendtgørelsen.
Ad ændring § 1, nr. 1, (Ny § 95, stk. 2)
Efter bestemmelsen kan personer, der er berettigede til 12 måneders beskæftigelse efter den nye § 102 a (se nærmere herom nedenfor under omtalen af § 102 a), men som ikke længere er omfattet af § 2, nr. 1-4, 6 eller 8 få tilbud om ansættelse med løntilskud, hvis det er nødvendigt for, at AF eller kommunen kan skaffe dem de 12 måneders beskæftigelse.
Baggrunden herfor er, at § 102 a indeholder en bestemmelse om, at personer, der ansættes med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, er berettiget til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse. Hvis arbejdsgiveren ønsker at afskedige den ansatte inden de 12 måneders beskæftigelse er opnået, skal AF eller kommunen orienteres 14 dage inden, afskedigelsen kan effektueres. AF eller kommunen har herefter pligt til inden for de 14 dage at sørge for en ny beskæftigelse med eller uden løntilskud.
For at sikre, at AF og kommunerne kan opfylde forpligtelsen til at skaffe en ny beskæftigelse, er muligheden for at give tilbud om ansættelse med løntilskud udvidet til også at gælde for personer, der ikke længere er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp m.m.
Udgangspunktet er, at AF og kommunerne skal undersøge mulighederne for at skaffe den afskedigede et ordinært job. Hvis det ikke er muligt, vil AF og kommunen i disse særlige situationer kunne give tilbud om ansættelse med løntilskud, for at den afskedigede kan få 12 måneders beskæftigelse.
Det forventes, at der kun i relativ få tilfælde vil blive behov for at benytte denne særlige ordning, der giver mulighed for at give tilbud om ansættelse med løntilskud, selvom retten til dagpenge eller kontanthjælp er bortfaldet.
Ordningen vil blive overvåget af Arbejdsmarkedsstyrelsen, og AF og kommunerne vil derfor blive bedt om at indberette disse sager. AF og kommunerne vil senere modtage orientering om, hvordan denne indberetning skal foregå i praksis.
Ad ændring § 1, nr. 2, (Ny § 95 a)
Bestemmelsen om, at der ikke kan gives tilbud om ansættelse med løntilskud inden for skibsbygningsindustri, er en direkte gengivelse af forordningen.
Forordningen indeholder ingen vejledning om, hvad der forstås ved skibsbygningsindustri, men hvis der opstår tvivl om, hvorvidt en virksomhed kan betragtes som ”skibsbygningsindustri”, vil der kunne søges vejledning hos Konkurrencestyrelsen.
Ad ændring § 1, nr. 3 og 4, (Ny § 102, 2. pkt. og ny § 102 a)
Personer, der ansættes med løntilskud hos private arbejdsgivere, har ret til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 102 i bekendtgørelse nr. 577 af 19. juni 2003 om en aktiv beskæftigelsesindsats, at når et ansættelsesforhold med løntilskud indgås, oprettes der en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesbrev, hvor løn- og arbejdsvilkår samt forventet tilskudsperiode anføres.
I den nye § 102 a, stk.1, er det fastsat, at ved ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver er den ansatte berettiget til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse.
Det fremgår videre, at hvis aftalen med arbejdsgiveren går ud på, at ansættelsen skal være tidsbegrænset, må tidsbegrænsningen ikke være på under 12 måneder.
Endelig fremgår det, at hvis den ansatte bliver afskediget, inden der er gået 12 måneder, skal AF henholdsvis kommunen sikre de 12 måneders beskæftigelse, hvis den pågældende ønsker det.
Den nye § 102 a udmønter et krav i forordningen, hvorefter den ansatte skal være berettiget til mindst 12 måneders sammenhængende beskæftigelse, med mindre den pågældende lovligt afskediges på grund af forseelse.
Forordningens bestemmelse kan ikke umiddelbart indpasses i det danske arbejdsmarkedssystem, og derfor er kravet i forståelse med EU-kommissionen. tilpasset til de danske forhold.
Hensigten med § 102 a er - i overensstemmelse med forordningen - at give den ansatte ret til beskæftigelse i 12 sammenhængende måneder, og det er baggrunden for, at § 102 a indebærer følgende fravigelser fra det danske system
1. Arbejdsgiveren kan ikke på forhånd aftale med den ansatte, at ansættelsen skal vare mindre end 12 måneder.
2. Hvis der for det konkrete arbejdsforhold er et opsigelsesvarsel, der er under 14 dage, gælder dette ikke for personer ansat med løntilskud, idet arbejdsgiveren senest 14 dage før pågældende skal fratræde, skal informere kommunen eller AF, og ansættelsesforholdet kan ikke ophøre før udløbet af denne frist.
Reglen om et varsel på 14 dage gælder ikke, hvis der er tale om berettiget bortvisning eller lønmodtagerens misligholdelse. I denne situation kan arbejdsgiverne som hidtil lade ansættelsesforholdet ophøre umiddelbart.
Det skal fremhæves, at ansættelser med løntilskud fortsat kan aftales, uden at der på forhånd fastsættes nogen grænse for ansættelsens længde, og at bestemmelsen heller ikke berører arbejdsgiverens adgang til at bringe ansættelsesforholdet til ophør, inden den ansatte har haft 12 måneders beskæftigelse.
Generelt om § 102 a
Bestemmelsen giver personer, der ansattes med løntilskud hos private arbejdsgivere ret til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse. Hvis arbejdsgiveren beslutter at afskedige pågældende forinden, skal kommunen eller AF sørge for en ny ansættelse i forlængelse af, at den tidligere ophører. En sådan ny ansættelse kan være hos en privat eller hos en offentlig arbejdsgiver, og der vil både kunne være tale om ansættelse med løntilskud eller ordinær ansættelse.
Det er den ansatte, der er berettiget
Bestemmelsen giver den ansatte en ret i forhold til AF eller kommunen. Det betyder, at kommunen eller AF skal tale med den person, som er blevet afskediget, for at få afklaret om pågældende ønsker at få 12 måneders beskæftigelse i sammenhæng.
I den forbindelse vil det være naturligt, at kommunen eller AF sammen med pågældende vurderer, om pågældendes muligheder for beskæftigelse bedst styrkes ved - ud fra erfaringerne fra den ophørte ansættelse – et andet tilbud, fx om uddannelse. Det skal fremhæves, at hvis pågældende ønsker en sammenhængende beskæftigelse, så har kommunen eller AF pligt til at sørge for en anden beskæftigelse.
Opmærksomheden skal henledes på, at ovenstående bestemmelse ikke ændrer ved gældende regler om, at ledige har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kan arbejdsgiveren afskedige en person, der er ansat med løntilskud, inden der er gået 12 måneder?
Ja. § 102 a forhindrer ikke, at en arbejdsgiver afskediger en person, der er ansat med løntilskud. Arbejdsgiveren kan således bringe ansættelsesforholdet til ophør i overensstemmelse med gældende overenskomster og lovgivning.
Det er dog med § 102 a indført, at såfremt arbejdsgiveren ønsker et ansættelsesforhold bragt til ophør inden for 12-måneders perioden af andre grunde end berettiget bortvisning eller den ansattes misligholdelse, kan det tidligst ske 14 dage efter, at AF henholdsvis kommunen har modtaget meddelelse herom. Hvis der i ansættelsesforholdet er et længere opsigelsesvarsel, gælder dette.
Et eksempel på et område, hvor der gælder et længere opsigelsesvarsel, kan nævnes ansættelse, der er omfattet af funktionærloven. Bygge- og anlægsområdet er et eksempel på et område, hvor der kan være kortere opsigelsesvarsle.
Ved konkurs eller force majeure situationer som fx brand, hvor arbejdsgiveren ikke har mulighed for at give den ansatte beskæftigelse, kan arbejdsgiveren i sagens natur ikke underrette AF eller kommunen 14 dage før ansættelsens ophør. I disse situationer må AF henholdsvis kommunen skaffe lønmodtagerne en ny beskæftigelse så hurtigt som muligt, hvilket i praksis vil sige inden for 14 dage, og det må i disse tilfælde accepteres, at den nye ansættelse ikke kan ligge i umiddelbar forlængelse af den tidligere.
Samtidig med at en arbejdsgiver inden for 12-måneders perioden bortviser eller opsiger en ansat – enten på grund af den ansattes misligholdelse eller af andre grunde - skal arbejdsgiveren give AF henholdsvis kommunen meddelelse herom. Dette fremgår af § 102 a, stk. 4.
Hvad sker, hvis arbejdsgiveren beslutter, at ansættelsen skal ophøre før, der er gået 12 måneder?
Opsiger arbejdsgiveren den ansatte, inden der er gået 12 måneder, fx fordi der ikke er mere arbejde, kan den ansatte gøre brug af sin ret til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse. Det følger af § 102 a, stk. 5.
Samtidig med at den ansatte bortvises eller siges op, skal arbejdsgiveren give AF/kommunen meddelelse herom, jf. § 102 a, stk. 4.
Hvis den ansatte over for AF eller kommunen anfægter, at arbejdsgiveren har været berettiget efter § 102 a, stk. 3, nr. 1 og 2, til at bringe ansættelsen til ophør, har den ansatte ret til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse. Baggrunden for dette er, at der er lagt vægt på, at beskæftigelsen skal være sammenhængende, og derfor er det ikke muligt at afvente en afgørelse af om afskedigelsens berettigelse.
Ønsker den ansatte at gøre brug af sin ret til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse, bevirker det, at AF henholdsvis kommunen er forpligtet til at sørge for en ny ansættelse, som kan begyndes i forlængelse af, at den tidligere ansættelse ophører. En sådan ny ansættelse kan være enten hos en anden privat arbejdsgiver eller hos en offentlig arbejdsgiver. Og det kan være med eller uden løntilskud.
Er der tale om en situation - hvor der er et 14 dages varsel for arbejdsgiveren til, at den ansatte kan opsiges, jf. § 102 a, stk. 3, nr. 3, eller der ifølge overenskomst eller lovgivning er et længere opsigelsesvarsel - har AF henholdsvis kommunen denne periode til at finde en ny beskæftigelse til den ansatte.
Er der tale om en situation, hvor den ledige har anfægtet en bortvisning eller opsigelse på grund af misligholdelse, vil arbejdsgiveren typisk bede den ansatte om omgående at forlade arbejdspladsen. I disse tilfælde skal AF/ kommunen hurtigst muligt, hvilket i praksis vil sige inden for 14 dage, sørge for en ny beskæftigelse.
Er kommunen eller AF forpligtet til at give løntilskud i fx 12 måneder?
Nej. § 102 a handler ikke om, i hvilken periode der skal ydes løntilskud.
Det følger af bekendtgørelsens § 53, at løntilskud hos private arbejdsgivere som hovedregel kan gives op til 1 år. I modsætning til de regler, der var gældende før 1. juli 2003, er der ikke længere et krav om, at tilskudsperioden skal være på mindst 6 måneder. Sigtet med at ophæve kravet om en minimumsperiode for løntilskuddet var at øge fleksibiliteten i indsatsen, således at den kan tilpasses i forhold til den enkeltes behov for optræning og oplæring.
De nye bestemmelser ændrer ikke ved dette. Det er derfor fortsat vigtigt, at løntilskuddet afpasses i forhold til den enkelte lediges behov, således at AF henholdsvis kommunen i hvert eneste tilfælde nøje vurderer, i hvor lang tid løntilskuddet skal gives, og hvilket niveau løntilskuddet skal ligge på.
Det vil således være muligt at tilrettelægge forløb, hvor der fx er 3 måneders ansættelse med løntilskud og herefter ansættelse hos den samme arbejdsgiver uden løntilskud.
Mister en person retten til 12 måneders beskæftigelse, hvis vedkommende bliver afskediget fra et ordinært job efter en ansættelse med løntilskud?
Nej. Retten til 12 måneders beskæftigelse gælder også for personer, der har haft et ordinært job, efter at de blev afskediget fra en ansættelse med løntilskud. Når en person ansættes med løntilskud, har vedkommende således altid ret til 12 måneders beskæftigelse med eller uden løntilskud.
Har en person, der ansættes med løntilskud, også ret til 12 måneders beskæftigelse, hvis den pågældende mister retten til dagpenge eller kontanthjælp?
Ja. Retten til 12 måneders beskæftigelse gælder også i denne situation. Se bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 1.
Kravet om, at det ikke på forhånd kan aftales, at ansættelsen varer mindre end 12 måneder.
Bestemmelsen afskærer en arbejdsgiver fra ved ansættelsen at aftale, at denne skal ophøre efter fx 9 måneder, men det er i orden, hvis det aftales, at ansættelsen skal ophøre efter fx 13 måneder.
Det er også i orden, at der - som det er mest almindeligt - ikke på forhånd fastsættes nogen grænse for ansættelsens længde.
Det skal fremhæves, at kravet ikke berører arbejdsgiverens adgang til efterfølgende at bringe ansættelsesforholdet til ophør, inden den ansatte har haft 12 måneders beskæftigelse.
Ordningen vil blive fulgt
Det forventes, at EU-kommissionen vil stille krav om en løbende rapportering om anvendelsen af løntilskudsordningen i private virksomheder.
Arbejdsmarkedsstyrelsen vil følge anvendelsen af ordningen, herunder udviklingen i tilskudsperiodernes længde.
Ad ændring § 1, nr. 5 (Ny § 104, stk. 6)
Fastlæggelse af løn for personer, der får tilbud om ansættelse med løntilskud efter § 95, stk. 2.
Efter den nye § 95, stk. 2 kan også personer, der ikke længere er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp m.m. få tilbud om ansættelse med løntilskud, hvis det er nødvendigt for at sikre dem 12 måneders beskæftigelse. Se nærmere herom i bemærkningerne til § 1, nr. 1 (§ 95, stk. 2).
Som hovedregel gælder de løn- og arbejdsvilkår, der fremgår af bekendtgørelsens kap. 11 også for personer, der bliver ansat med løntilskud uden at være berettiget til dagpenge eller kontanthjælp m.m.
For tidligere dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere (bekendtgørelsens § 2, nr. 1-3) - der bliver ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver - har det dog været nødvendigt at lave en særlig bestemmelse, da niveauet for lønnen efter § 104, stk. 4 og 5 skal fastsættes ud fra de individuelle dagpenge eller den samlede individuelle hjælp efter lov om en aktiv socialpolitik.
Da de pågældende personer ikke længere er berettigede til dagpenge eller kontanthjælp, fremgår det af det nye stk. 6 i § 104, at niveauet skal fastsættes ud fra de dagpenge henholdsvis den samlede individuelle hjælp eller kontanthjælp, som personen senest var berettiget til.
Ad ændring § 1, nr. 6 (Ny § 116 a)
Nettoudvidelse af antallet af ansatte
I den nuværende bekendtgørelse er det et krav, at ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3 - dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere - skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos arbejdsgiveren.
I overensstemmelse med forordningen skal reglerne om merbeskæftigelse også gælde ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, 6 og 8, dvs. revalidender, førtidspensionister og personer der er omfattet af den særlige ordning for uddannede handicappede. Det betyder, at ansættelsen enten skal medføre en nettoudvidelse, eller stillingen skal være blevet ledig som følge af
- frivillig afgang, fx fordi en ansat er holdt op for at få andet arbejde
- afgang på grund af alder, fx fordi en ansat er gået på pension,
- frivillig reduktion af arbejdstiden, fx fordi en ansat har ønsket at gå på deltid eller
- afskedigelser på grund af forseelse, fx fordi en ansat har stjålet fra arbejdspladsen.
Betingelserne gælder, uanset om der er tale om ansættelse med løntilskud hos en privat eller en offentlig arbejdsgiver.
I praksis vil de nye regler om mersbeskæftigelse næppe få større betydning. I de fleste tilfælde vil ansættelse af disse grupper med løntilskud udgøre en nettoudvidelse, da ansættelsen typisk ikke vil ske som erstatning for ordinær arbejdskraft.
Ad ændring § 1, nr. 7 og 8, (Ny § 119, stk. 2, 1. pkt. og ny § 120, stk. 2)
Konsekvensrettelser
Der indføres et krav om, at det - også ved ansættelse af revalidender, førtidspensionister og personer omfattet af den særlige handicapordning med løntilskud - skal fremgå af arbejdsgiverens tilbud, at der er enighed mellem arbejdsgiver og ansatte om, at betingelserne for merbeskæftigelse er opfyldt.
Ændringerne er en konsekvens af, at merbeskæftigelseskravet udvides til også at gælde for disse grupper.
Ad ændring § 1, nr. 9, (Ny § 125 a, § 125 b og § 125 c)
Eksportrelaterede aktiviteter mv.
Af den nye § 125 a fremgår, at løntilskudsordningen ikke må udgøre støtte til eksportrelaterede aktiviteter eller være betinget af, at der anvendes indenlandske produkter i stedet for importerede.
Bestemmelsen stammer fra forordningen og skyldes, at eksportstøtte ikke er tilladt. Løntilskud vil dog som hovedregel ikke være eksportstøtte, da der er tale om et arbejdsmarkedspolitisk instrument, hvor arbejdsgivere får kompensation for at ansætte arbejdstagere, der skal oplæres eller genoptrænes, og som derfor normalt ikke kan yde en almindelig arbejdsindsats.
Hvis der i praksis opstår tvivl om, hvorvidt der er tale om eksportstøtte, vil der kunne søges vejledning hos Konkurrencestyrelsen.
Da det allerede følger af gældende ret, at det ikke er lovligt at betinge ansættelse med løntilskud af anvendelse af danske produkter, har den nye bestemmelse ingen selvstændig betydning i Danmark.
Bruttostøtteintensitet (støtteloft)
Af den nye § 125 b fremgår, hvor stor bruttostøtteintensiteten over en periode på et år efter ansættelse må være til private arbejdsgivere, der ansætter personer med løntilskud.
Ved bruttostøtteintensiteten forstås støttebeløb for den enkelte ansatte med løntilskud i procent af de samlede lønomkostninger for den ansatte.
De samlede lønomkostninger omfatter som hovedregel
- løn
- løn under ferie/fravær (dvs. både ferie og fx sygdom)
- feriegodtgørelse
- feriepenge (hvis arbejdsgiveren ikke betaler løn under ferie og feriegodtgørelse, skal arbejdsgiveren betale feriepenge)
- arbejdsgiverbidrag til pension, hvis det fremgår af overenskomsten på det pågældende område eller af en konkret aftale
- arbejdsgiverandel af ATP
- arbejdsskadeforsikring
- AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion)
- Uddannelsesfonde (fx DA/LO-uddannelsesfonden af 1973)
- finansieringsbidrag (ATP-bidrag ved ledighed, aktivering samt visse uddannelsesformer, ATP-bidrag ved sygdom og barsel, udgifter til Lønmodtagernes Garantifond).
To lofter for bruttostøtteintensitet
For personer, som er omfattet af § 2, nr. 1-3, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats – dvs. dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere - kan bruttostøtteinsintensiteten til private arbejdsgivere over en periode på et år efter ansættelsen ikke overstige 50 procent.
For personer, som er omfattet af § 2, nr. 4, 6 og 8, i bekendtgørelsen - dvs. revalidender, førtidspensionister og personer omfattede af den særlige ordning for uddannede handicappede - kan bruttostøtteinsintensiteten til private arbejdsgivere over en periode på et år efter ansættelsen ikke overstige 60 procent.
AF henholdsvis kommunen skal informere den private arbejdsgiver om, at bruttostøtteintensiteten ikke må overstige 50 henholdsvis 60 procent. Samtidig skal arbejdsgiveren gøres opmærksom på, at hvis det sker, er han forpligtet til at tilbagebetale et evt. overstigende beløb.
Beregning af bruttostøtteintensitet inden for loftet på 50 procent.
Har arbejdsgiveren fået løntilskud i fx 3 måneder inden for 12 måneders ansættelse beregnes bruttostøtteintensiteten i forhold til alle 12 måneders ansættelse.
Eksempel 1
Løn
223.562 kr.
Betaling ved fravær
18.346 -
Feriepenge
30.239 -
Arbejdsgiverbidrag til pension
16.837 -
Arbejdsgiverandel af ATP
1.847 -
Arbejdsskadeforsikring
2.760 -
AER-bidrag
1.480 -
Uddannelsesfond
381 -
Finansieringsbidrag
742 -
Lønomkostninger i alt i et år
296.194 kr.
(Tallene er hentet fra DA´s pjece
Kort om lønomkostninger, feb. 2004)
Løntilskud i 3 måneder: 3 x 9.200
( løntilskud pr. time 57,39)
27.600 kr.
Bruttostøtteintensitet i procent
27.600 x 100
296.194
ca. 9,3 %
Hvis ansættelsen hos arbejdsgiveren - både med og uden løntilskud - har varet mindre end et år foretages en forholdsvis beregning.
Eksempel 2
Lønomkostninger i 3 måneder: 3 x 24.682 kr.
74.046 kr.
Løntilskud i 3 måneder: 3 x 9.200
(løntilskud pr. time 57,39 kr.)
27.600 kr.
Bruttostøtteinsentitet i procent
27.600 x 100
74.046
ca. 37,3 %
Det kan oplyses, at de nævnte lønomkostninger er gennemsnitlige beregninger for en voksen arbejder. Det fremgår således af eksemplet, at der i de fleste tilfælde ikke vil være problemer med at holde sig inden for loftet på 50 procent.
Beregning af bruttostøtteintensitet inden for loftet på 60 procent.
Hvis der er tale om ansættelse af en person, der er omfattet af § 2, stk. 4 og 8, hvor der kan ydes det højeste løntilskud på 102,90 kr.(niveau 1. januar 2004), skal AF/kommunen ved fastsættelsen af løntilskudsperioden være opmærksom på loftet på 60 procent for bruttostøtteintensiteten.
Eksempel 3
Lønomkostninger i 12 måneder
296.194 kr.
60 % bruttostøtteintensitet
296.194 x 60
100
177.716 kr.
Eksemplet viser, at der højst kan udbetales 177.716 kr. i støtte. Hvis der i hele perioden for alle timerne bliver ydet den højeste støttesats, vil støtteintensiteten på højst 60% ikke kunne overholdes, da løntilskuddet i alt ville udgøre ca. 200.000 kr. Eksemplet viser således, at det i praksis vil være nødvendigt at tilpasse tilskuddet pr. time.
Det følger allerede af gældende regler, at det er forudsat, at tilskuddet kan variere. Udgangspunktet er, at tilskuddets størrelse til virksomheden afhænger af, hvilken arbejdsindsats personen kan bidrage med. Tilskuddets størrelse kan derfor varierer over tid, hvis personens indsats ændres.
AF og kommunen skal således løbende via kontaktforløbet og i dialog med virksomheden vurdere, om tilskuddet skal justeres ud fra en vurdering af, hvilken indsat personen kan yde i det enkelte løntilskudsjob. Det er en almindelig forudsætning, at der i aftalen med arbejdsgiveren er taget forbehold for, at der kan ske justeringer af tilskuddet undervejs.
De nye regler om bruttostøtteintensitet skal indgå i de aftaler, der indgås med arbejdsgiveren, og i den løbende opfølgning.
Princippet om en procentsats for, hvor meget en privat arbejdsgiver kan modtage i løntilskud i forbindelse med personer under revalidering, er ikke nyt. Efter de bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, der var gældende indtil 1. juli 2003, kunne det samlede tilskud til private arbejdsgivere, der havde personer i virksomhedsrevalidering, ikke udgøre mere end 50 % af lønnen i revalideringsperioden. For personer med meget lille arbejdsevne var der dog mulighed for undtagelse herfra i en begrænset periode.
Med gennemførelsen af de nye redskaber i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er det intentionen, at personer under revalidering - som har en meget lille erhvervsevne - kan få tilbud om virksomhedspraktik. Når arbejdsevnen er blevet større, vil der som led i kontaktforløbet være mulighed for at give tilbud om ansættelse med løntilskud.
Det vil således - også med reglerne om en bruttostøtteintensitet på 60 procent - være muligt at sammensætte et meningsfyldt revalideringsforløb for disse svage ledige bestående af virksomhedspraktik efterfulgt af et tilbud om ansættelse med løntilskud, når arbejdsevnen har nået en vis størrelse.
Anden offentlig støtte og undtagelse fra loftet for bruttostøtteintensitet
Hvis arbejdsgiveren - ud over løntilskuddet - modtager anden offentligt støtte i tilknytning til ansættelsen, skal denne støtte medtages ved beregning af støtteintensiteten på henholdsvis 50 og 60 procent, jf. § 125 b, stk. 2. Det gælder uanset, om denne anden offentlige støtte udelukkende finansieres af offentlige danske midler eller finansieres delvist af EU-midler.
AF og kommunen skal sikre, at arbejdsgiverne er orienteret om denne betingelse.
Inden for lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er der ikke andre former for statsstøtte, der skal medtages ved beregning af støtteintensiteten.
I § 125 b, stk. 3, er der en undtagelse for loftet for bruttostøtteintensiteten på henholdsvis de 50 og 60 procent. Hvis der til en arbejdsgiver ydes støtte til jobskabelse – efter forordningens artikel 4 - i små og mellemstore virksomheder, kan denne støtte lægges oven i løntilskuddet. Bruttostøtteintensiteten må dog ikke overstige 100 procent af lønomkostningerne.
Reglen stammer fra forordningen, men har for tiden ingen betydning, da der ikke ydes støtte til jobskabelse efter forordningens artikel 4.
Maksimal støtte til en enkelt virksomhed
Af den nye § 125 c fremgår, at løntilskud til en enkelt virksomhed eller et enkelt foretagende skal anmeldes til EU-kommissionen, hvis bruttostøttebeløbet overstiger 15 mio. euro (ca. 113 mio. kr.) over en treårig periode. Bestemmelsen er gengivet direkte efter forordningen. På grund af beløbets størrelse vil bestemmelsen næppe være relevant i Danmark.
Ad ændring § 1, nr. 10 og 11.
Ændringerne har ikke relation til EU-notifikationen, men er rettelser af tekniske fejl i bekendtgørelsen.
Ad ændring § 1, nr. 12.
§ 196, stk. 2 ophæves, og det betyder, at de særlige regler i § 10 træder i kraft for de 25 til 29 årige. Herefter vil der kunne gives tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere til ledige personer omfattet af bekendtgørelsens § 2, nr. 1 og 2 under 30 år, hvis de vurderes at have særlig risiko for langvarig ledighed eller har været ledige i sammenlagt mere end 6 måneder (forsikrede) henholdsvis i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder (kontanthjælpsmodtagere).
Ad § 2 ( ikrafttrædelsesbestemmelse)
Ændringerne træder i kraft d. 1. december 2004.
Bortset fra reglerne om 12 måneders beskæftigelse har ændringerne kun betydning for fremtidige tilbud.
Personer, som har fået tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere efter 1. juli 2003 og inden bekendtgørelsens ikrafttræden, har ret til 12 måneders beskæftigelse, der så vidt muligt skal være sammenhængende.
Ordningen svarer til reglerne i § 102 a med de ændringer, at arbejdsgiveren ikke har pligt til at underrette AF eller kommunen om ansættelsens ophør, at 14 dages varslet ikke er relevant, og at det ikke altid vil være muligt at give en sammenhængende beskæftigelse.
Nedenfor redegøres for de to forskellige tilfælde, der kan være omfattet af overgangsordningen.
1. Hvis tilbudet er givet efter 1. juli 2003, og lønmodtageren bliver afskediget, inden bekendtgørelsesændringen træder i kraft, vil lønmodtageren have ret til 12 måneders beskæftigelse, hvis den pågældende ønsker det.
AF/kommunen skal derfor i disse situationer skaffe en ny ansættelse – med eller uden løntilskud – så hurtigt som muligt, efter at den afskedigede har meddelt, at retten til 12 måneders beskæftigelse ønskes udnyttet.
Da det tidligere ansættelsesforhold er ophørt inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan der ikke skaffes 12 måneders sammenhængende beskæftigelse, men den afskedigede kan sikres 12 måneders beskæftigelse i alt.
2. Hvis tilbudet er givet efter 1. juli 2003, og ansættelsesforholdet ophører efter de nye regler er trådt i kraft, har den pågældende ligeledes krav på 12 måneders beskæftigelse, hvis den pågældende ønsker det.
AF/kommunen skal derfor også i disse situationer skaffe en ny ansættelse – med eller uden løntilskud – så hurtigt som muligt. Da der ikke gælder nogen underretningspligt og noget 14 dages varsel for arbejdsgiveren, når tilbudet er givet før bekendtgørelsesændringens ikrafttræden, er det ikke sikkert, at AF/kommunen kan sikre, at en ny ansættelse kommer til at ligge i umiddelbar forlængelse af den forrige, således at der gives en sammenhængende beskæftigelse. I disse situationer må AF/kommunen derfor skaffe en ny ansættelse så hurtigt som muligt, hvilket i praksis vil sige 14 dage.
Som led i det individuelle kontaktforløb skal AF og kommunen informere de ledige - som er omfattet af overgangsordningen - om mulighederne for 12 måneders beskæftigelse efter overgangsbestemmelsen.
Personer, som ikke længere har kontakt med AF eller kommunen, og som er omfattet af overgangsordningen, bevarer deres ret til 12 måneders beskæftigelse. AF eller kommunen skal derfor informere herom, hvis de får fornyet kontakt med de pågældende.
For at sikre at AF og kommunerne kan opfylde forpligtelsen til at skaffe en ny beskæftigelse, gælder udvidelsen af muligheden for at give tilbud om ansættelse med løntilskud til personer, der ikke længere er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp m.m. (den nye § 95, stk. 2), også for personer omfattet af overgangsordningen. Løn og arbejdsvilkår for disse personer fastsættes efter reglerne herom i bekendtgørelsens kapitel 11, hvilket vil sige, at de er omfattet af den nye § 104, stk. 6.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 25. november 2004
Kim Svendsen-Tune
Vejledning om bekendtgørelse nr. 1097 af 29. oktober 2004 om ændring af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats
(ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere)
I forbindelse med Kommissionens behandling af den danske anmeldelse af løntilskudsordningen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har Kommissionen stillet krav om, at en række af bestemmelserne i forordning (EF) Nr. 2204/2002 af 12. december 2002 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til beskæftigelse (herefter benævnt forordningen) skal fremgå direkte af de danske regler.
Derudover har Kommissionen godkendt, at reglerne for løntilskud for unge under 25 år nu også kan anvendes for de 25 til 29 årige.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har derfor udarbejdet en ændring af bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats.