Legislator Case Law & Legislation
C20040962860 DK

Vejledning til bekendtgørelse om visitation og det individuelle kontaktforløb

10 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (10)

Statutory Text (10 Articles)

Vejledning 2004 9628 Historic

Kapitel 1

Formål med bekendtgørelsen

Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte en række krav til normeringen af indholdet i kontaktforløbet i kommuner og AF. Lediges jobchancer skal understøttes af en individuel faglig helhedsvurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale, og den enkelte skal inddrages aktivt i vurderingen af vedkommendes beskæftigelsespotentiale.

Igennem hele ledighedsforløbet skal der være fokus på at bringe ledige i beskæftigelse eller tættere på arbejdsmarkedet. Det er afgørende for en effektiv beskæftigelsespolitik, at beskæftigelsespotentialet i samfundet bliver udnyttet bedst muligt. Det kræver, at ledige, som kun har ledighed som problem, bliver udfordret på søgeadfærden og bistået i at finde den hurtigste og mest direkte vej til et arbejde, mens ledige, som har risiko for blive langtidsledige, bliver identificeret så hurtigt som muligt, så de kan blive tilbudt de nødvendige aktiviteter, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

Ressourcerne skal primært anvendes over for de ledige, som ikke selv kan komme i arbejde, mens andre skal have hjælp til selvhjælp. Indsatsen skal være fleksibel og målrettet, og det skal løbende vurderes, hvordan den enkelte bedst kommer i beskæftigelse.

En forudsætning for en god og sammenhængende beskæftigelsesindsats er en løbende dialog med den ledige og en dokumenteret opfølgning, der har fokus på aktiv jobsøgning, og om nødvendigt aktiviteter, der kan bringe den ledige tættere på arbejdsmarkedet. Information som allerede én gang er indsamlet, skal af hensyn til den ledige og af hensyn til en effektiv ressourceanvendelse deles med og anvendes af andre myndigheder og andre aktører i beskæftigelsesindsatsen.

Bekendtgørelsen fastsætter derfor krav til indholdet af den systematiske beskrivelse, vurdering og dokumentation af lediges beskæftigelsespotentiale, som skal foregå gennem hele kontaktforløbet. Dels indeholder bekendtgørelsen en række værktøjer, som skal anvendes i vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale, og dels indeholder bekendtgørelsen krav til den måde, beskæftigelsespotentialet bliver dokumenteret.

Værktøjskassen.

Til at understøtte vurderinger af den lediges beskæftigelsespotentiale i det individuelle kontaktforløb, herunder den indledende visitation, har Arbejdsmarkedsstyrelsen sammen med praktikere og forskere udviklet 3 værktøjer

- En dialogguide.

- En forsørgelseshistorik.

- Et job-barometer.

Herudover er der udarbejdet en forberedelsespjece, som kan udleveres til den ledige. Der er dog ikke krav om, at Forberedelsespjecen skal anvendes på noget tidspunkt i kontaktforløbet, men det anbefales, at pjecen anvendes i starten af et kontaktforløb, da den vil medvirke til en aktiv inddragelse af den ledige.

Dialogguiden udgør det centrale omdrejningspunkt i hele ledighedsforløbet. De øvrige tre værktøjer – Forberedelsespjecen, Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret – er støtteværktøjer, der især understøtter den lediges og medarbejderens forberedelse til en samtale. De kan dog også bruges i dialogen med den ledige.

De forskellige værktøjer kan være en hjælp til at indsamle informationer som led i vurderingen af den ledige. Derudover kan de understøtte en ensartet og systematisk dokumentation og sikre genanvendelse af informationer. Men værktøjerne kan ikke foretage en faglig vurdering. Det er i sidste ende altid beskæftigelsesmedarbejderens faglige vurdering, der sammen med den ledige skal afgøre, hvilken indsats der er nødvendig.

Værktøjerne beskrives her kortfattet. For en mere uddybende beskrivelse af værktøjskassen og anvendelsen af værktøjerne henvises til vejledningens kapitel 2 og Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside.

Dialogguiden

Dialogguiden sætter temaerne for den dialog, der skal ligge til grund for vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale. Dialogguiden er et redskab og en ramme for beskrivelse og vurdering af beskæftigelsespotentialet. Dialogguiden indeholder fem opmærksomhedsområder, der alle kan have betydning for den lediges mulighed for at varetage et job.

De fem opmærksomhedsområder er

- Eget arbejdsmarkedsperspektiv.

- Faglige og praktiske kvalifikationer.

- Personlige kompetencer.

- Økonomi og netværk.

- Helbred, herunder misbrug.

Formålet med Dialogguiden er at rette opmærksomheden mod de områder, der kan have betydning for den lediges beskæftigelsespotentiale. Dialogguiden understøtter således en struktureret dialog med den ledige. Samtidig understøtter Dialogguiden et systematisk og nuanceret informationsgrundlag for en faglig vurdering.

Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder er sammenfaldende med de 5 hovedområder i ressourceprofilen. For en nærmere beskrivelse af forholdet mellem Dialogguiden og ressourceprofilen henvises til vejledningsteksten til § 5.

Forsørgelseshistorikken

Forsørgelseshistorikken, der er et støtteværktøj til beskæftigelsesmedarbejderen, giver et overblik over den lediges tidligere perioder på offentlig forsørgelse, og bidrager dermed til at kvalificere beskæftigelsesmedarbejderens forberedelse.

Medarbejderen kan med værktøjet få et oversigtsbillede over den lediges modtagelse af offentlige forsørgelsesydelser opgjort måned for måned gennem de seneste 5 år. For en nærmere beskrivelse af Forsørgelseshistorikken henvises til Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside, hvor der bl.a. er en detaljeret beskrivelse af de ydelsestyper, der indgår, og de yderligere muligheder beskæftigelsesmedarbejderen har med værktøjet. Forsørgelseshistorikken kan anvendes både i forberedelsen af samtalen og i selve dialogen med den ledige.

Job-barometeret

Job-barometeret er ligeledes et støtteværktøj, der har til formål at give beskæftigelsesmedarbejderen et fingerpeg om den lediges udsigter til at komme i beskæftigelse inden for det næste halve år.

Job-barometerets forudsigelse af den lediges beskæftigelseschancer sker på baggrund af informationer i Arbejdsmarkedsportalen om personens og sammenlignelige personers ledighedsforløb og karakteristika, som kan have indflydelse på sandsynligheden for at komme i beskæftigelse inden for en given tidshorisont. Job-barometeret er inddelt i tre felter

- Et grønt felt som indikerer, at udsigterne til, at den ledige kommer i arbejde inden for det næste halve år, er gode.

- Et gult felt som indikerer, at det er vanskeligt at afgøre om beskæftigelsesudsigterne er gode eller mindre gode.

- Et rødt felt som indikerer, at udsigterne til, at den ledige kommer i arbejde inden for det næste halve år, er mindre gode.

Job-barometeret kan anvendes både i forberedelsen og i selve dialogen med den ledige, men den kan aldrig stå alene. Dialogguiden udgør det centrale omdrejningspunkt i vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale.

Det skal bemærkes, at Job-barometeret kun er tiltænkt en anvendelse i de første 7 måneder af et ledighedsforløb, da forudsigelsesværdien falder efter de første 7 måneder.

For nærmere beskrivelse af Job-barometeret henvises til Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside, hvor der bl.a. er en detaljeret beskrivelse af, hvilke data der indgår i Job-barometeret samt en nærmere beskrivelse af den statistiske model, der danner grundlag for Job-barometeret.

Forberedelsespjecen

Forberedelsespjecen er et støtteværktøj til den ledige. Pjecen kan sendes til den ledige inden det første møde. Pjecen indeholder en kort beskrivelse af formålet med mødet samt nogle spørgsmål, som den ledige bliver bedt om at tænke over inden mødet. Spørgsmålene er med til at afdække, hvordan den ledige selv vurderer sine muligheder for at komme i arbejde. Forberedelsespjecen kan tilpasses lokale forhold, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

Formålet med Forberedelsespjecen er

- At give den ledige forståelse af formålet med samtalen.

- At rette den lediges tankegang mod tilknytning til arbejdsmarkedet.

- At rette fokus på ressourcer og fremtidsperspektiv.

- At give den ledige mulighed for at kunne forberede sig til samtalen.

De spørgsmål, som den ledige bliver bedt om at tænke over i Forberedelsespjecen, kan i samtalen bruges i belysningen af de fem opmærksomhedsområder i Dialogguiden. Spørgsmålene i Forberedelsespjecen hænger dog ikke sammen med Dialogguiden på den måde, at ét bestemt spørgsmål i Forberedelsespjecen svarer til ét bestemt opmærksomhedsområde i Dialogguiden. Spørgsmålene i Forberedelsespjecen supplerer Job-barometeret og Forsørgelseshistorikken, og evt. øvrige sagsoplysninger (fx CV), og kan give information til alle opmærksomhedsområder afhængig af den dialog den ledige og beskæftigelsesmedarbejderen får på baggrund af spørgsmålene.

I de situationer, hvor det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at sende pjecen til den ledige inden samtalen, vil man kunne udlevere pjecen til den ledige umiddelbart inden samtalen, og dermed give den ledige lidt tid til at forberede sig. I de tilfælde, hvor det ikke har været muligt enten at sende eller udlevere pjecen til den ledige inden samtalen, er det stadig aktuelt at afklare, hvordan den ledige selv vurderer sine muligheder for at komme i arbejde. Pjecens temaer kan her eventuelt anvendes som inspiration til samtalen.

Vurdering af beskæftigelsespotentialet

Brugen af ovenstående værktøjer, med Dialogguiden som omdrejningspunkt, skal understøtte beskæftigelsesmedarbejderen i den faglige vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale. Til den systematiske vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale anvendes en skala med 5 grader af match

- Umiddelbar match.

- Høj grad af match.

- Delvis match.

- Lav grad af match.

- Ingen match.

Matchmålet skal bruges overfor både dagpengemodtagere og kontant- og starthjælpsmodtagere med og uden andre problemer end ledighed igennem hele kontaktforløbet, og det er med til at fastholde et beskæftigelsesmæssigt fokus for alle ledige, også for de ledige som ikke kun har ledighed som problem. Matchmålet har primært fokus på det potentielle arbejdsudbud blandt dagpengemodtagere og kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, og de lediges beskæftigelsespotentiale vurderes i forhold til det ordinære arbejdsmarked.

Det konkrete kontaktforløb

Vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale er en løbende proces igennem hele kontaktforløbet. I det følgende afsnit vil elementerne i et typisk kontaktforløb for dagpengemodtagere og kontant- og starthjælpsmodtagere, med og uden andre problemer end ledighed, blive beskrevet. Det skal understreges, at beskrivelsen er et eksempel på et kontaktforløb og derfor ikke afspejler de mange individuelle træk, der nødvendigvis kendetegner den enkelte ledige.

I beskrivelsen er bekendtgørelsens obligatoriske krav sat ind i en tekstboks.

Dagpengemodtager

En dagpengemodtager skal på den første ledighedsdag tilmelde sig AF, og efter senest en måned skal der afholdes en samtale med personen, hvor det sikres at de oplysninger, som personen indlægger i Job- og CV-banken, er fyldestgørende. Under samtalen skal det endvidere aftales, hvordan personens egen aktive jobsøgning evt. kan understøttes. Denne samtale skal dog ikke afholdes, hvis der inden for de seneste 3 måneder før tilmelding har været afholdt en samtale om personens CV.

Senest når den nyledige dagpengemodtager har modtaget dagpenge i sammenlagt 3 måneder efter tilmeldingen til AF, skal der afholdes en individuel samtale, med henblik på at følge op på personens egen aktive jobsøgning og med henblik på at vurdere, hvilke aktiviteter eller tilbud pågældende skal have.

Ved denne første samtale skal AF understøtte sin vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale med Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Til brug for afdækning og beskrivelse af beskæftigelsespotentialet tages i relevant omfang udgangspunkt i Dialogguiden. Vurderingen skal dokumenteres i form af en angivelse af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Hvis det vurderes, at personen ikke placeres i »Umiddelbar match«, skal det dokumenteres, hvilke opmærksomhedsområder der har været udslagsgivende for det manglende match.

Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder inddrages alene i det omfang, det kan bidrage relevant til at belyse den lediges beskæftigelseschancer. Det vil i praksis betyde, at for mange ledige vil det kun være relevant at belyse eget arbejdsmarkedsperspektiv og jobsøgning samt faglige og praktiske kvalifikationer. Derimod må det bero på en individuel bedømmelse, om personlige kompetencer, økonomi og netværk samt helbred er relevante at belyse.

I det efterfølgende kontaktforløb skal der minimum hver 3. måned foretages en ny vurdering af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Vurderingen skal i relevant omfang tage udgangspunkt i Dialogguiden, og vurderingen skal dokumenteres i form af en angivelse af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Hvis det vurderes, at personen ikke placeres i »Umiddelbar match«, skal det dokumenteres, hvilke opmærksomhedsområder der har været udslagsgivende for det manglende match.

Det er frivilligt at anvende Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Det skal bemærkes, at Job-barometeret kun er tiltænkt en anvendelse i de første 7 måneder af et ledighedsforløb, da forudsigelsesværdien falder efter de første 7 måneder.

Sideløbende med ovenstående skitserede kontaktforløb skal personen løbende ajourføre oplysningerne i Job- og CV-banken, og der skal igennem hele kontaktforløbet være fokus på jobsøgning. Derudover skal AF være opmærksom på udarbejdelse af jobplaner og tilbud efter kapitel 10-12 i LAB.

Kontant- og starthjælpsmodtagere

For alle, der ansøger om kontanthjælp eller starthjælp, skal det vurderes hvorvidt personen skal tilmeldes AF. Det er en betingelse for kontant- og starthjælpsmodtagere, der modtager hjælp alene på grund af ledighed, at være tilmeldt AF for at modtage hjælp, jf. § 5 i bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.

Senest efter en måned skal der afholdes en samtale med kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, der er tilmeldt AF, hvor det sikres, at de oplysninger, som personen indlægger i Job- og CV-banken, er fyldestgørende. Under samtalen skal det endvidere aftales, hvordan personens jobsøgning kan understøttes. Denne samtale skal dog ikke afholdes, hvis der inden for de seneste 3 måneder før tilmelding har været afholdt en samtale om personens CV.

Senest når kontant- eller starthjælpsmodtageren har modtaget offentlig forsørgelse i sammenhængende 3 måneder fra første henvendelse om hjælp til kommunen, skal der afholdes en individuel samtale med henblik på at følge op på personens egen aktive jobsøgning og med henblik på at vurdere, hvilke aktiviteter eller tilbud pågældende skal have. Den ledige skal have skriftlig besked om kommunens vurdering.

Ved denne første samtale skal kommunen understøtte sin vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale med Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Til brug for afdækning og beskrivelse af beskæftigelsespotentialet tages i relevant omfang udgangspunkt i Dialogguiden. Vurderingen skal dokumenteres i form af en angivelse af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Hvis det vurderes, at personen ikke placeres i »Umiddelbar match«, skal det dokumenteres, hvilke opmærksomhedsområder der har været udslagsgivende for det manglende match.

Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder inddrages udelukkende i det omfang, de kan bidrage relevant til at belyse den lediges beskæftigelseschancer. Det vil i praksis betyde, at for mange ledige vil det kun være relevant at belyse eget arbejdsmarkedsperspektiv og jobsøgning samt faglige og praktiske kvalifikationer. Derimod beror det på en individuel bedømmelse, hvorvidt personlige kompetencer, økonomi og netværk samt helbred er relevante at belyse.

I det efterfølgende kontaktforløb skal der minimum hver 3. måned foretages en ny vurdering af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Vurderingen skal i relevant omfang tage udgangspunkt i Dialogguiden, og vurderingen skal dokumenteres i form af en angivelse af personens beskæftigelsespotentiale i forhold til en af de 5 matchkategorier. Hvis det vurderes, at personen ikke placeres i »Umiddelbar match«, skal det dokumenteres, hvilke opmærksomhedsområder der har været udslagsgivende for det manglende match.

Det er frivilligt at anvende Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Det skal bemærkes, at Job-barometeret kun er tiltænkt en anvendelse i de første 7 måneder af et ledighedsforløb, da forudsigelsesværdien falder efter de første 7 måneder.

Sideløbende med kontaktforløbet skal personer, der vurderes at modtage kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed, løbende ajourføre oplysningerne i Job- og CV-banken, og der skal igennem hele kontaktforløbet være fokus på jobsøgning. For personer, der vurderes at modtage kontanthjælp eller starthjælp ikke alene på grund af ledighed, skal der også i videst muligt omfang være fokus på at bringe personen tættere på arbejdsmarkedet.

Kommunen skal løbende være opmærksom på, om der er grundlag for at yde andre former for hjælp, jf. § 10 i lov om aktiv socialpolitik. Derudover skal kommunen være opmærksom på udarbejdelse af jobplaner og tilbud efter kapitel 10-12 i LAB.

Kommende nye regler for kontant- og starthjælpsmodtagere

Det forventes, at der udstedes en bekendtgørelse primo 2005, som indeholder regler for indholdet ved den første henvendelse til kommunen, jf. §§ 8 og 8 a i lov om aktiv socialpolitik. De nye regler forventes, at have følgende indhold

Ved den første henvendelse skal kommunen i afdækningen af beskæftigelsespotentialet understøtte sin vurdering med Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret.

For personer som kommunen vurderer ikke har andre problemer end ledighed skal der foretages et grovmatch, som ikke går i detaljer med præcist hvilket match den ledige har, men som udelukkende angiver at den ledige ikke har andre problemer end ledighed og derfor skal tilmeldes AF. Den ledige vurderes derfor at være omfattet af matchkategori 1-3.

I de tilfælde hvor kommunen vurderer, at personen modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed, og derfor er i matchkategori 4 eller 5, skal kommunen dokumentere vurderingen i form af en angivelse af personens beskæftigelsespotentiale og det skal dokumenteres, hvilke opmærksomhedsområder der har været udslagsgivende for det manglende match.

Systematisk dokumentation af kontaktforløbet

Formålet med bekendtgørelsen er at understøtte det individuelle kontaktforløb for alle ledige gennem en løbende vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale. For at sikre den ledige den bedst mulige hjælp til at komme i beskæftigelse, er det afgørende, at allerede indsamlet information om den enkelte ledige kan anvendes igen af alle relevante aktører i beskæftigelsesindsatsen. Der er derfor udviklet IT-sagsbehandlingsfunktionalitet der muliggøre dette.

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er at fremme den lediges jobchance gennem en struktureret dialog og ved en understøttelse af den individuelle faglige helhedsvurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale. Dette sker ved

1) løbende tilvejebringelse af et kvalificeret og dokumenteret grundlag for tilrettelæggelsen af det individuelle kontaktforløb og jobindsatsen,

2) gennem dialog at inddrage den ledige aktivt i vurderingen af beskæftigelsespotentialet,

3) at styrke den lediges retssikkerhed gennem fastsættelse af ensartede og gennemskuelige vurderingskriterier samt løbende dokumentation af vurderingerne.

Stk. 2. Formålet er endvidere at synliggøre den ledige arbejdskraft. Dette sker ved

1) fastsættelse af ensartede og gennemskuelige vurderingskriterier for vurdering af lediges beskæftigelsespotentiale,

2) sikring af genanvendelse af allerede indsamlet information gennem hele kontaktforløbet, herunder på tværs af forskellige aktører i den beskæftigelsespolitiske indsats,

3) at skabe en fælles faglig forståelse mellem kommuner, Arbejdsformidlingen og andre aktører af de begreber og præmisser, der anvendes i vurderingen af lediges beskæftigelsespotentiale.

Et af formålene med bekendtgørelsen er at fremme den lediges jobchance gennem understøttelse af en individuel faglig helhedsvurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale.

Det er vigtigt, at skabe en mere ensartet praksis i vurderingen af lediges beskæftigelsespotentiale. De ledige skal have en individuelt tilrettelagt offentlig behandling af høj faglig kvalitet efter ensartede vurderingsprincipper. Det må f.eks. ikke være lokal praksis, der er afgørende for om en kontant- eller starthjælpsmodtager bliver vurderet til at være arbejdsmarkedsparat eller ej.

I bekendtgørelsen lægges der endvidere vægt på, at den ledige inddrages aktivt i sagsbehandlingen. Den ledige har det primære ansvar for sin egen situation, og det er derfor vigtigt, at den ledige selv sætter sig mål og træffer sine egne beslutninger i forhold til en aktiv indsats for at komme i arbejde. Hvis den ledige ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for den ledige at påtage sig dette ansvar. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at kommunen eller AF overtager ansvaret, og derved oplever den ledige, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om anvendelse af en række værktøjer, der understøtter et individuelt og fleksibelt kontaktforløb, herunder den indledende visitation. Værktøjerne er nærmere beskrevet nedenfor. Værktøjerne skal understøtte dialogen og understøtte, at ressourcerne målrettes de ledige, der har risiko for langvarig ledighed, mens ledige der umiddelbart er jobparate som udgangspunkt skal formidles arbejde og have hjælp til jobsøgning, herunder støtte til brug af selvbetjeningsværktøjer.

Det er endvidere formålet med bekendtgørelsen at synliggøre den ledige arbejdskraft. Bekendtgørelsen fastlægger krav for hvilke oplysninger, der skal registreres, således at beskrivelser og vurderinger dokumenteres systematisk på en måde, der understøtter en faglig vurdering af høj kvalitet, og som samtidig understøtter, at alle relevante aktører i beskæftigelsesindsatsen kan drage nytte af allerede indsamlet information.

Bekendtgørelsen har endelig til formål at understøtte tilrettelæggelsen og opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen over for den ledige på en fleksibel og sammenhængende måde. Anvendelsen af fælles værktøjer og begreber på tværs af organisationer og medarbejdere skal således medvirke til at skabe kontinuitet i indsatsen. Endvidere vil den medvirke til, at den ledige vil opleve en bedre sammenhæng i indsatsen.

Anvendelsesområde

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 2. Reglerne i denne bekendtgørelse skal anvendes af kommuner og Arbejdsformidlingen ved den første samtale i det individuelle kontaktforløb og i det efterfølgende kontaktforløb for følgende målgrupper, jf. § 2, nr. 1-3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

1) Ledige, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

2) personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene på grund af ledighed,

3) personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik ikke alene på grund af ledighed.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse, når en anden aktør på vegne af kommuner eller Arbejdsformidlingen udfører opgaver, jf. stk. 1, jf. § 3 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Bekendtgørelsens bestemmelser gælder, når AF eller kommuner som led i det individuelle kontaktforløb varetager beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige samt kontanthjælpsmodtagere eller starthjælpsmodtagere med og uden andre problemer end ledighed, dvs. personer der er omfattet af § 2, nr.1-3, i LAB.

Bekendtgørelsen skal anvendes af kommuner og AF ved den første samtale i det individuelle kontaktforløb jf. §§ 19-20 i LAB og i det efterfølgende kontaktforløb med den ledige, jf. § 16 i LAB. Bekendtgørelsen finder således ikke anvendelse for kontant- og starthjælpsmodtagere ved den første henvendelse til kommunen, jf. § 8 a i Lov om aktiv socialpolitik.

Den første samtale med den ledige skal danne grundlaget for dimensioneringen af den indsats, som skal bringe den ledige i beskæftigelse eller tættere på arbejdsmarkedet. I det efterfølgende kontaktforløb skal der løbende følges op på denne indsats, så den om nødvendigt justeres og revurderes. På den måde kan den første samtale betragtes som den indledende visitation, mens resten af kontaktforløbet kan betragtes som en løbende revisitation. Værktøjskassen udgør således rammen for kommunens og AF´s dialog med og afdækning af den enkeltes ressourcer og beskæftigelsespotentiale gennem hele kontaktforløbet.

Den løbende vurdering af afstanden til arbejdsmarkedet supplerer den øvrige kontakt som kommuner og AF har med den ledige. Det betyder fx, at der stadig skal afholdes CV-samtaler jf. LAB, kapitel 6, og der stadig skal gives tilbud efter LAB, kapitel 10-12. Bekendtgørelsens redskaber er med til at understøtte tilbudsgivningen gennem afdækningen af personens ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet, ligesom oplysninger i en persons CV kan supplere oplysninger i Dialogguiden om en persons faglige og praktiske kvalifikationer.

Den løbende vurdering af afstanden til arbejdsmarkedet supplerer også bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik, bl.a. om at kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at yde andre former for hjælp, jf. § 10 i lov om aktiv socialpolitik.

Formålet med bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er at gøre kommuner og AF opmærksom på, at alle bekendtgørelsens bestemmelser også gælder hvis opgaverne varetages af en anden aktør.

Det skal dog bemærkes, at når opgaven overdrages til en anden aktør, gælder som hidtil, at den anden aktør ikke har kompetence til myndighedsudøvelse, og en anden aktør kan derfor ikke træffe afgørelser, der kan få konsekvenser for den lediges rettigheder og pligter.

Det vil i praksis betyde, at en anden aktør ikke kan ændre den lediges matchkategoriplacering (jf. § 5, stk. 4), hvis det samtidig betyder, at den ledige bliver underlagt andre rettigheder og pligter. En anden aktør kan således ikke træffe beslutning om, at en kontant- eller starthjælpsmodtager ikke længere skal være AF-tilmeldt (skift fra matchkategori 1-3 til 4-5) eller omvendt. I de tilfælde hvor en anden aktør måtte skønne, at et sådant skift vil være hensigtsmæssigt, må den anden aktør rette henvendelse til kommunen, der derefter må tage stilling til henvendelsen.

For kontant- og starthjælpsmodtagere gælder ligeledes, at andre aktører ikke kan tage stilling til spørgsmål om rådighed, jf. § 13, stk. 4-5, i lov om aktiv socialpolitik og bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.

Dagpengemodtagere er omfattet af de gældende regler for vurdering af lediges rådighed, jf. bekendtgørelse om rådighed (for forsikrede). Det er således a-kassen, der skal vurdere et medlems rådighed, når AF giver underretning om, at medlemmet ikke har overholdt sine forpligtelser over for en anden aktør, ligesom a-kassen i øvrigt skal vurdere et medlems rådighed, når AF sender en begrundet anmodning herom. I de tilfælde hvor en anden aktør måtte skønne, at der er tvivl om den lediges rådighed, må den anden aktør rette henvendelse til AF, der derefter kan beslutte hvorvidt a-kassen skal have en underretning.

Definitioner

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 3. Ved den lediges beskæftigelsespotentiale forstås personens ressourcer og kompetencer i forhold til arbejdsmarkedets krav.

Stk. 2. Ved arbejdsmarkedet forstås det ordinære arbejdsmarked.

Formålet med bestemmelsen er at fastslå, at beskæftigelsespotentiale skal forstås som forholdet mellem den enkeltes ressourcer og arbejdsmarkedets krav. En ensartet og kvalificeret forståelse af personers beskæftigelsespotentiale er et centralt element i tilrettelæggelsen af det individuelle kontaktforløb og andre tiltag.

Den faglige vurdering af lediges beskæftigelsespotentiale sker i dialog med den ledige og har fokus på den lediges evne til at kunne varetage et job, og ikke hvorvidt der er et konkret job til vedkommende. Der er således fokus på beskæftigelsesudbuddet og ikke efterspørgslen.

Der tages udgangspunkt i, at beskæftigelsespotentiale kan udtrykkes som graden af match mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedets krav. Beskæftigelsespotentialet knytter sig således ikke alene til den lediges ressourcer eller arbejdsmarkedets krav men til det dynamiske samspil mellem disse to forhold. Matchbegrebet fastholder således arbejdsmarkedsperspektivet i forhold til vurdering og kategorisering. Matchbegrebet skaber endvidere sammenhæng i vurderingsgrundlaget i forhold til visitationsvurderinger og arbejdsevnevurderinger.

Beskæftigelsespotentiale kan herefter udtrykkes på en skala med 5 grader af match, der beskrives mere uddybende nedenfor i tilknytning til bekendtgørelsens § 5

- Umiddelbar match.

- Høj grad af match.

- Delvis match.

- Lav grad af match.

- Ingen match.

Arbejdsmarkedets krav

Med begrebet arbejdsmarkedets krav menes de krav, der til enhver tid stilles til kvalifikationer, kompetencer og ressourcer i øvrigt for at kunne varetage jobfunktioner, der findes i et rimeligt omfang på det ordinære danske arbejdsmarked på det tidspunkt, hvor vurderingen af match skal foretages. Begrebet indeholder således ikke en regional afgrænsning af arbejdsmarkedet.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved en stor variation i jobfunktioner og dermed også stor variation i krav til kvalifikationer, kompetencer og ressourcer. Arbejdsmarkedets mangfoldighed indebærer således en høj grad af fleksibilitet og dermed mange muligheder for at matche den enkelte lediges forudsætninger med jobfunktioner på arbejdsmarkedet.

Bedømmelsen skal afspejle beskæftigelsesmedarbejderens vurdering af den lediges samlede ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet. Vurderingen af graden af match mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedet skal således synliggøre det potentielle arbejdsudbud, og ikke hvorvidt der reelt er job.

For ledige, der matcher det ordinære arbejdsmarkeds krav, kan der være tale om forskellig grad af match, typisk »Umiddelbar match«, »Høj grad af match« eller »Delvis match«. Det forhold, at den lediges forudsætninger og/eller beskæftigelsesperspektiv ikke umiddelbart matcher kravene og/eller behovet for arbejdskraft inden for et bestemt fagligt og/eller geografisk område af arbejdsmarkedet, kan medføre, at der er behov for en særlig indsats. Det kan dog aldrig i sig selv begrunde en vurdering af, at den ledige har andre problemer end ledighed, og dermed skal placeres i »Lav grad match« eller »Ingen match«, når den ledige i øvrigt har forudsætninger for at matche arbejdsmarkedets krav på en række andre områder. Ledige som ikke skal tilmeldes AF placeres i »Lav grad match« eller »Ingen match«.

Forsikrede ledige skal typisk placeres i enten »Umiddelbar match«, »Høj grad af match« eller »Delvis match«. En forsikret ledig, der efter § 17, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vurderes at have risiko for ikke selv at kunne finde beskæftigelse, skal placeres i »Delvis match«, mens forsikrede ledige, der umiddelbart kan finde beskæftigelse, enten kan placeres i »Umiddelbar match« eller »Høj grad af match«. En placering i »Høj grad af match« kan f.eks. skyldes, at personen med et kort fagligt kursus vil kunne øge sine beskæftigelsesmuligheder. For en dagpengemodtager, der placeres i »Lav grad af match« eller »Ingen match«, kan der være tvivl om beskæftigelsespotentialet og derved vedkommendes rådighed. A-kassen skal derfor underrettes med henblik på gennemførelse af en rådighedsvurdering, jf. § 26, stk. 2, i bekendtgørelse om rådighed (BEK nr. 516 af 17/06/2003). Det skal understreges, at AF i alle dagpengesager skal være opmærksom på forhold, der kan kræve en underretning til a-kassen.

Det er endvidere væsentligt at pointere, at vurderingen af graden af match mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedets krav skal bedømmes ud fra kravet om den hurtigste og mest direkte vej til selvforsørgelse. Vedrørende vurdering af beskæftigelsespotentiale henvises i øvrigt til vejledningens afsnit til bekendtgørelsens § 5.

Den lediges ressourcer

Den lediges ressourcer i relation til opnåelse af ordinær beskæftigelse er en dynamisk helhed af de 5 opmærksomhedsområder, der indgår i Dialogguiden, dvs.

- Eget arbejdsmarkedsperspektiv.

- Faglige og praktiske kompetencer.

- Personlige kompetencer.

- Økonomi og netværk.

- Helbred, herunder misbrug.

For en nærmere beskrivelse af Dialogguiden henvises til vejledningsteksten til § 4.

Redskaber til brug for vurdering af beskæftigelsespotentiale

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 4. Som redskab til og ramme for en systematisk beskrivelse og en samlet vurdering af en persons beskæftigelsespotentiale indgår en dialogguide. Denne understøttes af oplysninger om den økonomiske hjælp personen tidligere har modtaget (Forsørgelseshistorik) og af en vurdering af personens chance for at komme i beskæftigelse (Job-barometer).

Stk. 2. Dialogguiden består af følgende opmærksomhedsområder, som kommunen, Arbejdsformidlingen eller anden aktør, i det omfang det er nødvendigt, skal være opmærksom på

1. Eget arbejdsmarkedsperspektiv.

2. Faglige og praktiske kompetencer.

3. Personlige kompetencer.

4. Økonomi og netværk.

5. Helbred, herunder misbrug.

Stk. 3. Kommunen, Arbejdsformidlingen eller anden aktør skal i beskrivelsen og vurderingen efter stk. 1, tage udgangspunkt i en samtale med personen.

Dialogguiden er omdrejningspunktet for visitationen og Dialogguiden er, som tidligere nævnt, dels en form for huskeliste vedrørende de områder medarbejderen skal være opmærksom på i dialogen med den ledige, dels et redskab og en ramme for beskrivelse og vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale.

Dialogguidens fem opmærksomhedsområder kan kort beskrives således

1. Eget arbejdsmarkedsperspektiv

Den lediges eget arbejdsmarkedsperspektiv handler om den lediges søgeadfærd, og om hvordan den ledige kan se sig selv på arbejdsmarkedet. Det kan dreje sig om, hvor den ledige ser sig selv i relation til arbejdsmarkedet om et halvt år, samt om den lediges jobønsker og i hvilket omfang ønskerne er realistiske. Det kan også dreje sig om forventninger til egne præstationer på arbejdsmarkedet eller i forhold til konkrete jobs mv.

2. Faglige og praktiske kvalifikationer

Faglige og praktiske kvalifikationer handler om den lediges joberfaringer, skolegang, kurser, uddannelse, sproglige færdigheder og interesser af relevans for et job (eks. fritidsinteresser). Oplysningerne supplerer de oplysninger, der almindeligvis findes i et CV.

3. Personlige kompetencer

Personlige kompetencer handler om den lediges evne til at kunne indgå i jobmæssige og sociale relationer. Det kan bl.a. dreje sig om evnen til at kunne begå sig blandt andre mennesker på en arbejdsplads. Det kan dreje sig om, hvordan den ledige har det med at skifte til et andet job eller anden jobfunktion, og i hvilket omfang den ledige er mobil i forhold til arbejdsmarkedet. Endelig kan det også dreje sig om den lediges evne til at lære, og hvordan den ledige har det med at lære nye ting.

4. Økonomi og netværk

Økonomi og netværk kan f.eks. dreje sig om, i hvilket omfang den ledige har et netværk, der kan hjælpe med at få kontakt til konkrete arbejdspladser, eller i hvilket omfang der er støtte og opbakning til at komme i job fra familie og venner. Det kan også dreje sig om, i hvilket omfang den lediges boligsituation gør vedkommende i stand til at varetage et job, forventninger til fremtidig indtjening, og andre forhold der kan have betydning for den lediges ønske om at komme i ordinær beskæftigelse.

5. Helbred, herunder misbrug

Helbred handler i første omgang om den lediges egen opfattelse af sit helbred i forhold til at kunne varetage et job. Ud over fysiske og psykiske gener dækker opmærksomhedsområdet også et eventuelt misbrug af rusmidler, der kan have indflydelse på den lediges evne til at kunne varetage et job.

Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret har til formål at understøtte beskæftigelsesmedarbejderens samlede faglige vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale, men de kan aldrig stå alene. For en nærmere beskrivelse af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret henvises til vejledningens kapitel 1.

Kun nødvendige og relevante oplysninger

Udarbejdelsen af en beskrivelse og vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale tager udgangspunkt i en samtale med den ledige. Forberedelsen til samtalen kan dels understøttes af Forberedelsespjecen til den ledige, dels af de forhåndsantagelser beskæftigelsesmedarbejderen har gjort sig f.eks. gennem anvendelse af Forsørgelseshistorik samt Job-barometer samt eventuelt oplysninger fra CV eller tidligere forløb.

Det er i den forbindelse vigtigt, at medarbejderen nøje vurderer, hvor omfattende og hvor dybtgående samtalen skal være, for at den lediges beskæftigelsespotentiale kan vurderes. Det er således ikke meningen med Dialogguiden, at alle 5 opmærksomhedsområder nødvendigvis skal belyses. Dette gælder i særlig grad i forbindelse med den indledende visitation.

En stor andel af de ledige, der i en periode har behov for forsørgelse i forbindelse med ledighed vil således komme i arbejde igen ved egen hjælp. Det er afgørende, at den ledige ikke overbehandles, og at der ikke anvendes unødvendige ressourcer på den store gruppe af ledige, der selv har ressourcer til at komme i arbejde. Intentionen med Dialogguiden er således at understøtte balancen mellem kun at belyse det nødvendige samtidig med, at eventuelle barrierer for opnåelse af et job identificeres tidligt.

Fokus i samtalen bør i udgangspunktet typisk være den lediges faglige og praktiske kvalifikationer samt den lediges eget arbejdsmarkedsperspektiv. Det betyder, at det ikke vil være relevant at komme direkte ind på de andre områder, medmindre der er noget i forberedelsen eller samtalen, der tyder på, at det kan have indflydelse på den lediges beskæftigelsespotentiale.

Der skal med andre ord kun indhentes oplysninger, der er relevante for sagens behandling og afgørelse, hvilket følger af FVL, § 32, og PDL, § 5 stk. 2 og 3. Der skal være saglige grunde til at indhente oplysninger, og oplysningerne skal være relevante i forhold til det, man skal bruge dem til.

Det individuelle kontaktforløb

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 5. For personer, der er omfattet af bekendtgørelsen, jf. § 2, skal der ved hver samtale i det individuelle kontaktforløb efter §16 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats foretages en helhedsvurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale.

Stk. 2. Vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale skal ske på baggrund af Dialogguiden, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Vurderingen skal dokumenteres.

Stk. 4. Den lediges samlede beskæftigelsespotentiale angives på en skala fra 1-5

1. Umiddelbar match.

2. Høj grad af match.

3. Delvis match.

4. Lav grad af match.

5. Ingen match.

Stk. 5. Personer, der ansøger om eller modtager kontant- eller starthjælp alene på grund af ledighed, og som skal tilmeldes AF, jf. § 11, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og § 8 a i lov om aktiv socialpolitik, placeres i kategori 1-3. Personer, der ansøger om eller modtager kontant- eller starthjælp på grund af andre problemer end ledighed, placeres i kategori 4-5.

Stk. 6. Hvis det vurderes, at personen placeres i kategori 2-5, jf. stk.4, skal det registreres, hvilke opmærksomhedsområder, jf. § 4, stk. 2, der har været udslagsgivende for vurderingen.

Bestemmelsens formål er at understøtte det individuelle og fleksible kontaktforløb, herunder den indledende visitation, som det er beskrevet i LAB, § 16. Bestemmelsen understreger, at vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale ikke kun er noget, der skal foregå ved den første samtale, men er et grundlæggende aspekt ved hele kontaktforløbet.

Som det også er nævnt i vejledningsteksten til § 2, er det den første samtale med den ledige, som skal danne grundlaget for dimensioneringen af den indsats, som skal bringe den ledige i beskæftigelse eller tættere på arbejdsmarkedet. I det efterfølgende kontaktforløb skal der løbende følges op på denne indsats, så den om nødvendigt justeres og revurderes. På den måde kan den første samtale betragtes som den indledende visitation, mens resten af kontaktforløbet kan betragtes som en løbende revisitation. Værktøjskassen udgør således rammen for kommunens og AF´s dialog med og afdækning af den enkeltes ressourcer og beskæftigelsespotentiale gennem hele kontaktforløbet.

Samtalen med den ledige skal ifølge §§ 17-18 i LAB afholdes senest hver gang den ledige i sammenlagt 3 måneder har modtaget offentlig forsørgelse.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at vurderingen af en persons beskæftigelsespotentiale skal ske på baggrund af Dialogguiden. Dialogguiden er nærmere beskrevet i vejledningsteksten til § 4. Det skal understreges, at Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder udelukkende skal berøres, såfremt det er nødvendigt. Det vil i praksis betyde, at for en person der vurderes at være i kategorien »Umiddelbar match«, behøves der ikke nødvendigvis at blive registreret noget under de 5 opmærksomhedsområder.

Bestemmelsens stk. 3 fastslår, at den faglige vurderingen af den lediges beskæftigelsespotentiale skal dokumenteres.

Bestemmelsens stk. 4 handler om den samlede vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale. Et væsentligt udgangspunkt for at bestemme det videre kontaktforløb med den ledige, er en dokumenteret vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale.

For at sikre en sammenhængende og kontinuerlig vurdering af den lediges beskæftigelsespotentiale skal vurderingen dokumenteres i form af en angivelse af den lediges beskæftigelsespotentiale på en skala fra 1 til 5, hvilket følger af bestemmelsens stk. 4.

Bekendtgørelsens bestemmelser står ikke alene, og AF eller kommunen har stadig pligt til at notere relevante oplysninger ned, som afgives mundtligt. Det gælder for alle oplysninger, som handler om sagens faktiske omstændigheder, og som har betydning, jf. § 6, stk. 1 Offentlighedsloven og § 20 i LAB. Det betyder i praksis, at der samtidig med angivelsen af den lediges beskæftigelsespotentiale i forhold til de 5 matchkategorier og vurderingen herfor, stadig kan være behov for at vurderingen dokumenteres i form af en skriftlig, kvalitativ konklusion.

Kommunen skal løbende være opmærksom på, om der er grundlag for at yde andre former for hjælp, jf. § 10 i lov om aktiv socialpolitik.

De i bestemmelsens stk. 4 nævnte matchkategorier erstatter de fem hidtidige undergrupperinger af kontanthjælpsmodtagere, som er beskrevet i Vejledning om ændrede rådigheds- og sanktionsregler m.v. for kontanthjælpsmodtagere, kap. 2.

Matchkategorierne supplerer § 17 i LAB, der beskriver situationer, hvor ledige skal have et hyppigere kontaktforløb: 1) den ledige har kvalifikationer inden for erhvervsområder, hvor der er mangel på arbejdskraft, 2) der er tvivl om den lediges rådighed, eller 3) der er risiko for, at personen ikke selv kan finde beskæftigelse. Således skal ledige der vurderes til »Delvis match«, »Lav grad af match« og »Ingen match«, typisk have hyppigere kontakt, da der her er risiko for, at personen ikke selv kan finde beskæftigelse.

Match mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedets krav

Grundlaget for matchvurderingen er en kvalitativ konklusion med baggrund i oplysninger, der er dokumenteret i forhold til de 5 opmærksomhedsområder i Dialogguiden. Vurderingen af graden af match mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedets krav skal ske i forhold til en helhedsvurdering. En helhedsvurdering af graden af overensstemmelse mellem den lediges ressourcer og arbejdsmarkedets krav indebærer, at beskæftigelsesmedarbejderen foretager en samlet og konkret vurdering af betydningen af de enkelte opmærksomhedsområder i forhold til arbejdsmarkedet. Eksempelvis vil et helbredsmæssigt problem således ikke nødvendigvis betyde ringere match i den samlede vurdering, hvis det ikke skønnes at være afgørende for den lediges samlede beskæftigelsespotentiale.

Matchvurderingen skal udtrykke et » her-og-nu«-billede på det givne tidspunkt, hvor matchvurderingen foretages, hvilket bl.a. indebærer, at matchvurderingen ikke i sig selv siger noget om den lediges potentiale og muligheder for at komme i arbejde på længere sigt. Matchvurderingen skal i forhold til den enkelte lediges kompetencer og ressourcer være konkret relateret til krav på arbejdsmarkedet. Generaliseret viden om, at bestemte karakteristika vedrørende den ledige (eksempelvis alder, oprindelse mv.) kan indebære risiko for langvarig ledighed, kan aldrig i sig selv begrunde en matchvurdering i »Lav grad af match« eller »Ingen match«, og dermed at den ledige har andre problemer end ledighed. En persons indplacering i matchkategori skal endvidere ske uden hensyn til, om der efter rådighedsreglerne måtte foreligge en rimelig grund, f.eks. midlertidig sygdom eller barsel, til, at den pågældende ikke aktuelt vil have pligt til at tage imod et tilbud.

Forsikrede ledige skal typisk placeres i enten »Umiddelbar match«, »Høj grad af match« eller »Delvis match«. En forsikret ledig, der efter § 17, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vurderes at have risiko for ikke selv at kunne finde beskæftigelse, skal placeres i »Delvis match«, mens forsikrede ledige, der umiddelbart kan finde beskæftigelse, enten kan placeres i »Umiddelbar match« eller »Høj grad af match«. En placering i »Høj grad af match« kan fx skyldes, at personen med et kort fagligt kursus vil kunne øge sine beskæftigelsesmuligheder. For en dagpengemodtager, der placeres i »Lav grad af match« eller »Ingen match«, kan der være tvivl om arbejdsevnen og dermed vedkommendes rådighed. A-kassen skal derfor underrettes med henblik på gennemførelse af en rådighedsvurdering, jf. § 26, stk. 2, i bekendtgørelse om rådighed (for forsikrede ledige). Det skal understreges, at AF i alle dagpengesager skal være opmærksom på forhold, der kan kræve en underretning til a-kassen.

Matchkategorierne fastholder et arbejdsmarkedsperspektiv for alle personer, også for personer der har andre problemer end ledighed. De 5 matchkategorier kan beskrives således

- Umiddelbar match: Den ledige har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. Den lediges kompetencer og ressourcer er forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, der er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked. Den ledige har eventuelt kvalifikationer og kompetencer inden for flaskehalsområder på arbejdsmarkedet.

- Høj grad af match: Den ledige har kompetencer og ressourcer der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Den lediges kompetencer og ressourcer er i høj grad forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, som er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked, men der kan dog i mindre grad være et manglende match, eksempelvis mht. specifikke kvalifikationer eller lignende.

- Delvis match: Den ledige har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun delvis matcher arbejdsmarkedets krav. Den ledige vil imidlertid være i stand til at varetage jobfunktioner, som i et vist omfang eksisterer på det ordinære arbejdsmarked.

- Lav grad af match: Den ledige har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Den lediges arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med den lediges kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.

- Ingen match: Den ledige har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige aktuelt ikke har nogen arbejdsevne der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked.

Tilmelding til Arbejdsformidlingen af kontant- og startshjælpsmodtagere

Bekendtgørelsens § 5, stk. 5 har til formål at bestemme hvilke matchkategorier kontant- og starthjælpsmodtagere skal placeres i, og dermed hvem der skal tilmeldes AF. Det fremgår, at alle, der har ansøgt om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og som kun har ledighed som problem og derfor skal tilmeldes AF, skal placeres i matchkategori 1-3. Kontant- og starthjælpsmodtagere, der placeres i kategorierne »Umiddelbar match«, »Høj grad af match« og »Delvis match«, vurderes derfor at være omfattet af LAB, § 2, nr. 2.

Forholdet mellem matchvurdering og rådighed for kontant- og startshjælpsmodtagere

Matchvurderingen efter denne bekendtgørelse har fokus på forholdet mellem den lediges ressourcer og kompetencer og kravene på det ordinære arbejdsmarked.

Rådighedsvurderingen derimod vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en person – med eller uden andre problemer end ledighed - i tilstrækkeligt omfang udnytter sine arbejdsmuligheder, herunder tager imod et rimeligt tilbud om arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Kommunens vurdering af en persons rådighed sker efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik, §13, der gælder for alle kontant- og starthjælpsmodtagere, og – for så vidt angår personer der ansøger om eller modtager kontant- eller starthjælp alene på grund af ledighed – efter bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.

En persons indplacering i matchkategori skal, som tidligere nævnt, ske uden hensyn til, om der efter rådighedsreglerne måtte foreligge en rimelig grund, f.eks. midlertidig sygdom eller barsel, til at den pågældende ikke aktuelt vil have pligt til at tage imod et tilbud.

Angivelse af opmærksomhedsområder med manglende match

Bekendtgørelsens § 5, stk. 6 handler om beskæftigelsesmedarbejderens angivelse af de opmærksomhedsområder, der har været afgørende for matchvurderingen.

For personer, hvis ressourcer ikke vurderes at matche arbejdsmarkedets krav, og dermed ikke placeres i »Umiddelbar match«, angives de opmærksomhedsområder med manglende match. Der kan i den forbindelse angives et eller flere opmærksomhedsområder. Opmærksomhedsområderne omfatter

- Eget arbejdsmarkedsperspektiv.

- Faglige og praktiske kompetencer.

- Personlige kompetencer.

- Økonomi og netværk.

- Helbred, herunder misbrug.

Ved angivelse af opmærksomhedsområder med manglende match angives alle de områder, som vurderes at være problematiske, uanset de årsags-virkningsforhold, der måtte være imellem dem. Eksempel: Hvis en ledig vurderes at have problemer i forhold til økonomi/netværk, manglende praktiske kompetencer, begrænsninger i personlige kompetencer og misbrugsproblemer (helbred), angives alle disse områder, uanset om misbrugsproblemerne vurderes at være den fælles bagvedliggende årsag til alle de øvrige problemer. Der skal dog udelukkende angives opmærksomhedsområder, der aktuelt udgør barrierer i forhold til den lediges muligheder for at matche krav på arbejdsmarkedet.

Forholdet mellem Dialogguide og ressourceprofil (Arbejdsevnemetode)

Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder er sammenfaldende med de 5 hovedområder i den ressourceprofil, der er det centrale redskab i arbejdsevnemetoden til beskrivelse, udvikling og vurdering af den lediges arbejdsevne. Selv om Dialogguidens 5 opmærksomhedsområder er sammenfaldende med de 5 hovedområder i ressourceprofilen, er det væsentligt at understrege, at Dialogguiden ikke er det samme som en ressourceprofil. Arbejdsevnemetoden skal anvendes i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension og typisk vil en ressourceprofil for disse målgrupper være væsentligt mere omfattende og dybdegående end en kontaktforløbssamtale med en kontant- og starthjælpsmodtager. I tilfælde, hvor en kontant- eller starthjælpsmodtager har så omfattende begrænsninger i arbejdsevnen, at det vurderes nødvendigt at udarbejde en ressourceprofil, er det oplagt at genanvende den information som allerede er indsamlet på baggrund af Dialogguiden. Men det gælder for såvel anvendelsen af Dialogguiden som ressourceprofilen, at beskrivelse og vurderinger aldrig skal være mere omfattende eller dybtgående end det er nødvendigt og relevant i forhold til den lediges konkrete situation.

Særligt vedrørende den første samtale i det individuelle kontaktforløb, herunder anvendelse af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 6. Ved den første samtale i det individuelle kontaktforløb efter henholdsvis §§ 19 eller 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal den dokumenterede vurdering efter § 5 understøttes af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret, jf. § 4.

Formålet med bekendtgørelsens § 6 er at fastsætte de nærmere regler for indholdet i den første samtale med dagpengemodtagere og kontant- og starthjælpsmodtagere (LAB § 2, nr. 1-3).

Første samtale for dagpengemodtagere skal jf. LAB § 19, afholdes senest, når den ledige har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 3 måneders efter tilmelding til AF.

Første samtale for kontant- og starthjælpsmodtagere skal jf. LAB § 20, afholdes senest, når den ledige har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenhængende 3 måneder fra første henvendelse om hjælp til kommunen.

Formålet med den første samtale og det efterfølgende kontaktforløb er dels at vurdere, om den ledige umiddelbart selv er i stand til at skaffe sig et job, eller om der er behov for en særlig indsats, for at den ledige kan komme i arbejde igen, og dels at kunne danne grundlag for en beslutning om omfang og indhold i en konkret aktiv indsats, der skal iværksættes i forhold til den ledige.

Ved den første samtale skal beskæftigelsesmedarbejderen understøtte vurderingen ved hjælp af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Selvom dialogen er omdrejningspunktet for vurderingen af personen, er det vigtigt, at dialogen understøttes af værktøjer, der kan tilvejebringe beskæftigelsesmedarbejderen supplerende viden om den lediges situation.

AF og kommunen kan i de efterfølgende samtaler vælge at anvende Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret, hvis det findes hensigtsmæssigt. Specielt i de tilfælde, hvor en ny beskæftigelsesmedarbejder skal overtage en sag, kan det være relevant at understøtte dialogen med en forberedelse der omfatter inddragelse af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret. Det skal dog bemærkes, at Job-barometeret kun er tiltænkt en anvendelse i de første 7 måneder af et ledighedsforløb, da forudsigelsesværdien falder efter de første 7 måneder.

Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret skal primært anvendes i forberedelsen til samtalen. Der er dog intet til hinder for, at værktøjerne også anvendes i selve dialogen med den ledige. Således kan Forsørgelseshistorikken danne udgangspunkt for en drøftelse af årsagerne til tidligere perioder på offentlig forsørgelse (f.eks. sygdom, barsel), mens man med udgangspunkt i Job-barometeret kan diskutere fremadrettede forhold og aktiviteter. Det er dog frivilligt, hvorvidt beskæftigelsesmedarbejderen vil anvende værktøjerne i denne sammenhæng.

For en beskrivelse af Forsørgelseshistorikken og Job-barometeret henvises til kapitel 1 i vejledningsteksten og til Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside.

Ikrafttrædelsesbestemmelse

Vejledning 2004 9628 Historic

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2004.

Stk. 2. Bekendtgørelsen skal bruges, når kommunen, Arbejdsformidlingen eller anden aktør varetager beskæftigelsesindsatsen for personer omfattet af § 2, nr. 1-3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i det individuelle kontaktforløb denne dato eller senere.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 2004. Bestemmelsens stk. 2 betyder, at bekendtgørelsens bestemmelser skal anvendes overfor alle personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, i LAB som led i det individuelle kontaktforløb. Det vil sige, at bekendtgørelsens bestemmelser skal anvendes både for personer, der bliver ledige efter den 1. december 2004, og for personer der allerede er påbegyndt et ledighedsforløb inden den 1. december 2004.

Vejledning 2004 9628 Historic

Vejledning til bekendtgørelse om visitation og det individuelle

kontaktforløb

Indledning

Regeringen indgik i efteråret 2002 et forlig om beskæftigelsespolitikken med en bred kreds af partierne i Folketinget (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti).

Der er med reformen lagt vægt på en forbedret og mere sammenhængende beskæftigelsespolitik, hvor indsatsen for den enkelte sættes i centrum. Konkret er der med »Flere iarbejde« lagt op til, at alle ledige – både forsikrede og ikke-forsikrede -vurderes efter samme principper (visitation), og at der endvidere søges enharmonisering af reglerne for det individuelle kontaktforløb.

Lovgrundlag

Retsgrundlaget for bekendtgørelsen følger dels af §§ 13 og 19, stk. 1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvor det er fastsat, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om den lediges kontakt med henholdsvis AF og kommunen, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB), dels af § 52, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, hvor det er fastsat, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om dataudveksling.

Denne vejledning er en vejledning til bekendtgørelsen om visitation og det individuelle kontaktforløb. Vejledningens kapitel 2 følger bekendtgørelsens opbygning. Bekendtgørelsens bestemmelser er citeret i de enkelte afsnit.

Forholdet til anden lovgivning

I vejledningen er der henvisninger til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, lov om behandling af personoplysninger samt bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed, bekendtgørelse om rådighed (for forsikrede ledige).

De i bekendtgørelsens § 5, stk. 4, nævnte matchkategorier erstatter de fem hidtidige undergrupperinger af kontanthjælpsmodtagere som er beskrevet i Vejledning om ændrede rådigheds- og sanktionsregler m.v. for kontanthjælpsmodtagere, kap. 2.

De i bekendtgørelsens § 5, stk. 4, nævnte matchkategorier supplerer de i LAB § 17 nævnte kategoriseringer, der beskriver situationer, hvor ledige skal have et hyppigere kontaktforløb: 1) den ledige har kvalifikationer inden for erhvervsområder, hvor der er mangel på arbejdskraft, 2) der er tvivl om den lediges rådighed eller 3) der er risiko for, at personen ikke selv kan finde beskæftigelse.

Bekendtgørelsens bestemmelser supplerer gældende relevante regelsæt på området, herunder bestemmelser om rådighed for dagpengemodtagere og bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik. Bekendtgørelsens bestemmelser supplerer også øvrige sagsbehandlingsregler i bl.a. retssikkerhedsloven (RTL) (gælder dog kun kommuner) og forvaltningsloven (FVL) herunder reglerne om helhedsvurdering og opfølgning, indhentelse af oplysninger, partshøring, notatpligt og begrundelse. Derudover skal kommunen og AF være opmærksom på reglerne i lov om behandling af personoplysninger (PDL) ved registrering af oplysninger om den ledige.

Bekendtgørelsens bestemmelser skal endvidere ses i sammenhæng med udmøntningen af beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler for tilsyn med kommunernes praksis i vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Klageadgang

Der er ikke fastsat regler om klageadgang i bekendtgørelsen.

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med tilhørende bekendtgørelser indeholder ikke regler, der normerer afgørelser i forhold til borgerne. Reglerne i bekendtgørelsen er processuelle regler, og anviser således kun metoder til at foretage en vurdering af den ledige.

Selve afgørelsen om, hvorvidt en ledig skal tilmeldes AF og hvilke tilbud og aktiviteter, der skal tilbydes den ledige, sker med hjemmel i de materielle regler herom i lov om aktiv socialpolitik og LAB. For disse afgørelser er der klageadgang efter de almindelige regler.

Vejledningens opbygning

Vejledningen består af 2 kapitler. Det første kapitel er en overordnet gennemgang af formålet med bekendtgørelsen og en introduktion til bekendtgørelsens værktøjer og deres brug igennem kontaktforløbet.

Det andet kapitel er en vejledning til bekendtgørelsens enkelte bestemmelser.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →