Legislator Case Law & Legislation
C20040959454 DK

Skrivelse om orientering om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats L 199\nTil samtlige kommuner

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2004 9594 Valid

Skrivelse om orientering om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats – L 199

Til samtlige kommuner

Folketinget har den 25. maj 2004 vedtaget Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger, tilsyn med kommunernes visitation, aktiveringsfri periode, nedsættelse af befordringsgodtgørelse, refusion m.v.)

Loven træder i kraft den 1. juli 2004. Der er enkelte bestemmelser, der har virkning fra et tidligere tidspunkt. Se nedenfor.

Loven som vedtaget ved 3. behandlingen kan ses på Arbejdsdirektoratets hjemmeside (Kommuner og ydelser, Det kommunale rådighedstilsyn, 4. Regler) eller på Folketingets Hjemmeside, hvor lovforslaget med bemærkninger også kan ses.

Loven indeholder følgende 4 dele

1. Arbejdsdirektoratets tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger af kontant- og starthjælpsmodtagere, der modtager hjælp alene på grund af ledighed (rådighedstilsynet)

2. Bemyndigelse til at fastsætte regler for tilsyn med kommunernes visitation samt regler om bortfald af retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp, hvis kommunen ikke foretager de sagsbehandlingsskridt, der er i visitationsreglerne i forhold til den enkelte ledige

3. Konsekvensændringer m.v. som følge af Flere i Arbejde

4. Ændringer i integrationsloven som følge af ændringer i lov om aktiv socialpolitik i dette lovforslag.

1. Arbejdsdirektoratets tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger af kontant- og starthjælpsmodtagere, der modtager hjælp alene på grund af ledighed (rådighedstilsynet)

a) Hvilke kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere skal indgå i rådighedskontrollen

Målgruppen er de kontant- og starthjælpsmodtagere, som alene har ledighed som problem. Dvs. de kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, som kommunerne vurderer som værende arbejdsmarkedsparate, og som skal være tilmeldt Arbejdsformidlingen (AF).

Den generelle kontrol vil i første omgang tage udgangspunkt i de underretninger om såkaldt ”negative hændelser”, som AF sender til kommunerne. Der kan f.eks. være tale om, at en tilmeldt kontanthjælpsmodtager er udeblevet fra en samtale-, møde- eller formidlingsaktivitet på AF eller hos en arbejdsgiver, har afvist et tilbud fra AF om arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller har undladt at søge konkrete åbne jobordrer efter krav fra AF.

Kontrollen vil i begyndelsen blive tilrettelagt således, at den ikke omfatter de tilfælde, hvor en kommune – efter at den har modtaget underretning fra AF om en ”negativ hændelse” – vurderer, at kontanthjælps- og starthjælpsmodtageren alligevel ikke skulle have stået tilmeldt, fordi den pågældende har andre problemer end ledighed.

En del kommuner anvender kravet om tilmelding aktivt, dvs. at de for at motivere kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, der måske ikke er helt arbejdsmarkedsparate, kræver, at de skal tilmeldes AF. Endvidere kan deres situation have ændret sig, således at de ikke længere skal opfylde rådighedsforpligtelsen (sygdom, barsel m.v.). Der vil således være en del tilfælde, der sorteres fra, efter at kommunerne har modtaget underretningerne fra AF.

Når denne frasortering er sket, vil efterkontrollen omfatte både sager, hvor kommunerne har foretaget indgreb over for ydelsesmodtagerne, og sager, hvor kommunerne ikke har fundet anledning til at foretage sig yderligere.

Der er meget store forskelle i kommunernes vurdering af, om kontant- og starthjælpsmodtagere har andre problemer end ledighed. Forskellighederne i de enkelte kommuners vurdering af, hvor stor en del af deres kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, der er arbejdsmarkedsparate, vil blive fulgt i de kvantitative benchmarking-undersøgelser, som direktoratet vil foretage, og hvor bl.a. en sammenligning af tallene for kommunernes andel af arbejdsmarkedsparate/AF-tilmeldte kontant- og starthjælpsmodtagere indgår.

b) Hvordan gennemføres rådighedskontrollen?

Kontrollen gennemføres af Arbejdsdirektoratet. Kontrollen vil dels blive tilrettelagt som en central stikprøvekontrol i første omgang udtaget blandt de underretninger, som AF sender til kommunerne om ”negative hændelser”, dels som gennemgang af kontant-og starthjælpssager, som Arbejdsdirektoratet udtager til stikprøvekontrol ved besøg i kommunerne.

Kommunikationen mellem kommunerne og Arbejdsdirektoratet skal så hurtigt som muligt kunne ske digitalt.

Kontrollen vil alene omfatte kommunernes rådighedsvurderinger og vurderingen af, hvilken sanktion der evt. skal idømmes, og vil således ikke omfatte en vurdering af, om kommunerne har overholdt de forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven, retssikkerhedsloven m.v.

Det er væsentligt at sikre, at der er overensstemmelse mellem direktoratets vurderinger i kontrolsagerne og vurderingen i tilsvarende sager, der bliver behandlet i de sociale nævn og Ankestyrelsen. Direktoratet kan derfor indhente bistand fra Ankestyrelsen i form af en konsulentfunktion. Tilsvarende vil ankesystemets praksiskoordinering supplere direktoratets tilsyn, således at rådighedsvurderingen ikke generelt undtages fra praksiskoordineringen. Ankestyrelsen og direktoratet samarbejder derfor i de tilfælde, hvor der kan være sammenfaldende interesser.

Hvis en konkret sag, der er udtaget til efterkontrol, har været, samtidig er eller kommer under behandling i ankesystemet, vil sagen ikke blive behandlet i kontrollen.

Der vil blive fastsat regler om den praktiske gennemførelse af både det centrale tilsyn og det tilsyn, der efter forslaget skal ske ved besøg i kommunerne. Reglerne vil blive fastsat efter høring af Beskæftigelsesrådet, herunder de kommunale parter , ligesom Datatilsynet vil blive inddraget med henblik på at sikre, at kravene i Persondataloven er opfyldt.

De sager, der kan udtages til kontrol, er sager, hvori der er truffet afgørelse efter rådigheds- og sanktionsreglerne efter lovens ikrafttræden, dvs. efter 1. juli 2004. Hvis en tidligere hændelse kan have betydning for afgørelsen (fx fordi det er 2. gang inden for 12 måneder, at en person har afvist et tilbud, jf. § 38 a, stk. 2,) indgår den sagsbehandling, der vedrører den tidligere hændelse, dog også i kontrollen.

c) Retsvirkninger af rådighedskontrollen .

Sigtet med den særlige kontrol er først og fremmest fremadrettet, og resultaterne skal anvendes til at sikre, at der fremover rettes op på eventuelle fejl i administrationen.

Arbejdsdirektoratet tildeles således ikke kompetence til at ændre kommunernes afgørelser i forbindelse med kontrollen, og direktoratet vil heller ikke kunne anmode ankeinstanserne (de sociale nævn) om at tage bestemte afgørelser op til behandling. Tilsvarende er Ankestyrelsen ikke bundet af tilsynet og kan i forbindelse med en ankesag foretage den nødvendige helhedsvurdering af kontanthjælpsmodtagerens situation og i den forbindelse nå frem til en anden afgørelse end resultatet af direktoratets tilsyn.

Der vil blive fulgt målrettet op over for den enkelte kommune, ligesom det vil blive muligt at foretage en kvalitativ benchmarking, hvilket på arbejdsløshedsforsikringsområdet har vist sig at være et effektivt styringsinstrument. Det er hensigten, at resultaterne af kontrollen vil blive offentliggjort.

Der vil blive givet en tilbagemelding på gennemgangen af sagerne til den enkelte kommune. I tilbagemeldingen vil direktoratet meddele, om de gennemgåede afgørelser vurderes at være i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt kontant- eller starthjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion. Hvis direktoratet gennem kontrollen konstaterer, at der ikke foreligger forretningsgangbeskrivelser for behandlingen af sagerne, vil der endvidere i tilbagemeldingen typisk være en henstilling om, at kommunen udarbejder sådanne beskrivelser med sædvanlig inddragelse af kommunens revisor.

Kontrolmodellen supplerer således de eksisterende regler, fastsat med hjemmel i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter udgifter, der ikke er afholdt efter reglerne, som altovervejende hovedregel ikke kan refunderes, og hvorefter der skal ske berigtigelse af fejl og mangler, som kommunernes revisorer konstaterer ved revisionens udførelse, jf. bekendtgørelse nr. 592 af 27. juni 2003 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedrørende bl.a. lov om aktiv socialpolitik.

Samtidig med tilbagemeldingen til kommunen sker der en orientering af kommunernes revisorer, således at det sikres, at der sker refusionsmæssig berigtigelse i de tilfælde, hvor kontant- eller starthjælp er udbetalt fejlagtigt.

Beskæftigelsesministeriet/Arbejdsdirektoratet vil fortsat kunne anmode det almindelige kommunale tilsyn (statsamtsmændene i Københavns, Vestsjællands, Sønderjyllands, Århus og Nordjyllands Amter) om at behandle en sag, hvis man gennem efterkontrollen bliver bekendt med en ulovlig administration i en kommune.

Der ændres heller ikke på de gældende regler, hvorefter en kommune skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis en person mod bedre vidende har undladt at give krævede oplysninger eller uberettiget har modtaget ydelser, jf. aktivlovens § 91 og retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.

Tilsynsrådet, der er nedsat efter § 92 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., bliver rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Arbejdsdirektoratets tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger efter den nye bestemmelse i § 13 d.

2. Bemyndigelse til at fastsætte regler for tilsyn med kommunernes visitation samt regler om bortfald af retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp, hvis kommunen ikke foretager de sagsbehandlingsskridt, der er i visitationsreglerne i forhold til den enkelte ledige

a) Visitationstilsynets formål og målgruppe

Tilsynets målgruppe er kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere. Det vil sige de kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, hvor kommunen skal vurdere, om borgeren er arbejdsmarkedsparat og derfor skal tilmeldes AF.

Tilsynet vil tage udgangspunkt i de regler om en visitationsmodel, der vil blive udstedt med hjemmel i den gældende bestemmelse i § 19, stk.1, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, og som vil regulere kommunal sagspraksis i forhold til indsamlingen og behandlingen af informationer, der kan understøtte en vurdering af borgerens afstand til arbejdsmarkedet, herunder om borgeren er arbejdsmarkedsparat eller ej. Bekendtgørelsen er under udarbejdelse.

Sigtet med tilsynet er at virke fremadrettet og præventivt. Målet er at sikre, at sagsbehandlingen er professionel og har en høj kvalitet, således at borgerens rettigheder sikres.

b) Hvordan gennemføres visitationstilsynet?

Tilsynet forventes tilrettelagt som stikprøvekontrol, fx udtaget med udgangspunkt i ændringer i den enkelte kommunes AF-tilmeldemønster eller med udgangspunkt i kommuner, der AF-tilmeldemæssigt afviger væsentligt fra AF-tilmeldemønstret på landsplan.

Tilsynet vil blive tilrettelagt ud fra objektive tilsynskriterier og vil alene omfatte kommunernes sagsbehandlingspraksis og de enkelte sagsbehandlingsskridt – og ikke en konkret vurdering af kommunens afgørelse om den enkelte borgers afstand til arbejdsmarkedet.

c) Bortfald af refusionsret

Når reglerne om visitationen er fastsat, vil der blive fastsat regler om tilsynet og regler om, at kommuner, der ikke overholder de sagsbehandlingsskridt, der er fastsat i reglerne om visitationen i forhold til den enkelte ledige, mister retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp til den pågældende ledige. Retten til refusion mistes fra det tidspunkt, det pågældende sagsbehandlingsskridt skulle have været foretaget, og indtil der er rettet op på fejlen.

d) Forventet ikrafttræden

Tilsynet forventes at træde i kraft samtidig med den bekendtgørelse, der skal regulere kommunal sagsbehandlingspraksis om visitationen (visitationsmodellen). Det forventede ikrafttrædelsestidspunkt er 1. december 2004.

I perioden indtil ikrafttræden af regler om visitation og visitationstilsyn vil der blive gennemført en undersøgelse, der har til formål at afdække forskelle i AF-tilmelde-mønstre kommuner i mellem.

Reglerne om tilsyn på visitationsområdet vil blive fastsat efter høring af Beskæftigelsesrådet, herunder de kommunale parter.

3. Konsekvensændringer m.v. som følge af Flere i Arbejde

3.1. Ændringer i lov om aktiv socialpolitik

a) Frigørelsesattester

Bestemmelsen i aktivlovens § 13, stk. 9, bemyndiger ministeren til efter forhandling med Beskæftigelsesrådet at fastsætte regler om anvendelsen af § 13, stk. 1 – 4. Denne bemyndigelse er udnyttet i bekendtgørelse om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed (bekendtgørelse nr. 731 af 20. august 2003). I bekendtgørelsen er der fastsat regler om pligt til at overtage arbejde med dags varsel og om krav om frigørelsesattest ved arbejde på nedsat tid med et opsigelsesvarsel. Reglerne er så vidt muligt identiske med reglerne for de forsikrede ledige.

Det har i praksis vist sig, at et ubetinget krav om frigørelsesattest ved deltidsarbejde kan have uhensigtsmæssige konsekvenser, navnlig i forhold til en ægtefælle, hvis arbejdsgiveren afslår at udstede en attest.

Det er nu præciseret, at bemyndigelsen i § 13, stk. 9, også omfatter adgang til at fastsætte regler om, hvornår kommunen skal stille krav om frigørelsesattest, hvis ansøgeren eller ægtefællen har deltidsarbejde. Rådighedsbekendtgørelsen forventes justeret på dette punkt.

b) Harmonisering af sanktionsreglerne i lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Som led i aftalen om Flere i Arbejde skal der ske en harmonisering af reglerne om rådighed og sanktioner i lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og i de underliggende regelsæt.

For at sikre denne harmonisering er det nu fastsat, at en persons undladelse af rettidigt at indlægge sit CV i Beskæftigelsesministeriets Job- og CV-bank ikke skal medføre en sanktion i form af 1/3-dels nedsættelse af kontanthjælpen, men i stedet medfører, at rådighedsforpligtelsen ikke anses for opfyldt, indtil CV’et er lagt ind. Dette indebærer, at der bliver overensstemmelse mellem reglerne for henholdsvis forsikrede og ikke-forsikrede ledige.

Ændringen vil blive medtaget ved justeringen af rådighedsbekendtgørelsen.

c) Ny bemyndigelsesbestemmelse

Med henblik på at harmonisere reglerne om sanktioner, herunder bl.a. regler om placering, forældelse og afvikling af sanktionerne, i lov om aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og i de underliggende regelsæt, er beskæftigelsesministeren nu bemyndiget til efter forhandling med Beskæftigelsesrådet at fastsætte regler om anvendelsen af sanktionsbestemmelserne i §§ 38 a-41, som så vidt muligt er identiske med reglerne for de forsikrede ledige.

Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse om anvendelse af sanktionsbestemmelserne.

d) Ophør af hjælpen

Det har vist sig, at bestemmelsen i lovens § 41, stk. 3, om ophør af hjælpen til arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere på de høje satser ved gentagne afvisninger af tilbud om arbejde m.v., er overflødig, idet denne sanktionsmulighed allerede er indeholdt i den generelle bestemmelse om ophør af hjælpen i lovens § 41, stk. 1. Bestemmelsen i § 41, stk. 3, har medført en del usikkerhed i kommunerne om anvendelsen og om samspillet med den generelle bestemmelse i § 41, stk. 1, samt med bestemmelsen i lovens § 38 a om 1/3-dels nedsættelse af hjælpen. Bestemmelsen er derfor ophævet.

3.2. Ændringer i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

a) Aktiveringsfri periode

I overensstemmelse med de principper, der var gældende for aktiveringsfri periode i lov om aktiv socialpolitik før den 1. juli 2003, er det nu præciseret i § 23, stk. 1, 2. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at revalidender, der deltager i

- særligt tilrettelagte projekter, som led i tilbud om vejledning og opkvalificering, eller

- tilbud om virksomhedspraktik

har ret til en aktiveringsfri periode, når tilbudet har en sammenhængende varighed på 12 måneder eller mere.

Ved deltagelse i ordinære uddannelsesforløb følges uddannelsesstedets ferielukning.

b) Den økonomiske ramme til længerevarende uddannelsestilbud gælder både dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontant- og starthjælpsmodtagere.

Med forslaget præciseres, at den økonomiske ramme i § 36, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, anvendes til finansieringen af den udvidede vejlednings- og opkvalificeringsindsats i forhold til såvel dagpengemodtagere (ledige omfattet af lovens § 2, nr. 1) som arbejdsmarkedsparate kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere (ledige omfattet af lovens § 2, nr. 2).

c) Konsekvensændring af sats for befordringsgodtgørelse til revalidender og sygedagpengemodtagere som følge af ændringer i ligningsloven.

Satsen for befordringsgodtgørelse til revalidender og sygedagpengemodtagere har hidtil i § 82, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats været fastsat til 1,54 kr. pr. km. (1. juli 2002) under den forudsætning, at godtgørelsen er skattepligtig ved deltagelse i virksomhedspraktik. Ligningsloven er imidlertid ændret pr. 1. januar 2004 således, at befordringsgodtgørelse til disse målgrupper er gjort skattefri ved deltagelse i alle tilbud. Derfor er satsen til disse målgrupper sat ned til 0,85 kr. pr. km. (1. juli 2002), således at den svarer til satsen ved revalidenders og sygedagpengemodtageres deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering og tilbud om ansættelse med løntilskud.

d) Den faktiske udgift til befordring til revalidender og sygedagpengemodtagere under forrevalidering,

Det er nu præciseret i § 82, stk. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at det er den faktiske udgift til befordring, kommunen kan afholde, hvor der i den hidtidige formulering stod ”den fulde udgift”. Desuden er muligheden for at afholde de faktiske udgifter udvidet til også at omfatte sygedagpengemodtagere under forrevalidering. Herved bringes bestemmelsen i overensstemmelse med reglerne, som de var gældende før 1. juli 2003 efter § 63 i lov om aktiv socialpolitik.

e) Beregning af løntilskud – fradrag for refusion fra det offentlige

Løntilskuddet i forbindelse med ansættelse med løntilskud nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren modtager som refusion fra det offentlige, fx efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel eller lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og erhvervsuddannelse. Refusionen udbetales i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale løn til den ledige. Bestemmelsen bringes dermed i overensstemmelse med de regler, der gjaldt før 1. juli 2003.

f) Statslig refusion for deltagerbetaling i forbindelse med revalidering

Som led i den politiske aftale ”Flere i arbejde” har det været forudsat, at der ikke pr. 1. juli 2003 skulle ske ændringer i den statslige refusion af kommunens udgifter til revalidering. Med den hidtidige affattelse af § 119, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skete der imidlertid en utilsigtet begrænsning i den statslige refusion, således at der ikke var statslig refusion af kommunens udgifter til deltagerbetaling for revalidender og sygedagpengemodtagere under forrevalidering.

Nu er bestemmelsen bragt i overensstemmelse med de regler om refusion, som gjaldt før 1. juli 2003. Der vil således være statslig refusion af udgifter til deltagerbetaling i forbindelse med, at en revalidend eller sygedagpengemodtager under forrevalidering får tilbud om vejledning og opkvalificering.

For perioden 1. juli til 31. december 2003 er den statslige refusion sikret ved et aktstykke.

Ændringen af § 119, stk. 2, har virkning fra 1. januar 2004.

g) Fælles kommunal og amtskommunal finansiering af driftsudgifter i forbindelse med tilbud om vejledning og opkvalificering til alle revalidender.

Med den ændrede formulering af § 119, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats præciseres det, at bestemmelsen vedrører alle revalidender og ikke kun forrevalidender.

Ændringen har virkning fra 1. januar 2004.

4. Ændringer i integrationsloven som følge af ændringer i lov om aktiv socialpolitik i dette lovforslag.

a) Tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger efter integrationsloven

Integrationsloven indeholder i lighed med reglerne i lov om aktiv socialpolitik nærmere regler om, at en udlænding, der ikke har problemer ud over ledighed, alene er berettiget til introduktionsydelse, hvis den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet. De i integrationsloven fastsatte rådighedsbetingelser og de dertil knyttede sanktioner, hvis rådighedsbetingelserne ikke opfyldes, svarer således i vidt omfang til reglerne i lov om aktiv socialpolitik.

Med ændringerne af integrationsloven indføres der et statsligt tilsyn med de kommunale rådighedsvurderinger efter integrationsloven, som svarer til det statslige tilsyn, der indføres med kommunale rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik.

Tilsynet omfatter således kommunernes rådighedsvurderinger af udlændinge, der alene har ledighed som problem, dvs. udlændinge, som er arbejdsmarkedsparate, og som er tilmeldt AF.

I lighed med det tilsyn, der indføres for kommunernes rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik, omfatter tilsynet sager, hvor kommunerne på baggrund af en underretning fra AF eller som følge af afslag på eller udeblivelse fra et kommunalt tilbud (de såkaldte negative hændelser) træffer afgørelse om nedsættelse eller ophør af introduktionsydelse. Tilsynet omfatter endvidere – ligeledes svarende til tilsynet med kommunale rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik – sager, hvor en kommune på baggrund af oplysninger om en negativ hændelse ikke foretager sig videre, idet kommunen vurderer, at betingelserne for at lade introduktionsydelsen nedsætte eller ophøre ikke er opfyldt.

Tilsynet med kommunernes rådighedsvurderinger efter integrationsloven varetages af Arbejdsdirektoratet efter bemyndigelse fra integrationsministeren. Arbejdsdirektoratet vil således varetage denne tilsynsopgave i forbindelse med direktoratets tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik, jf. ovenfor.

Arbejdsdirektoratets tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger efter integrationsloven vil blive tilrettelagt og udført efter samme principper, som tilsynet med kommunernes rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik. Dette indebærer, at Arbejdsdirektoratet gennemfører tilsynet dels ved stikprøver, dels ved en gennemgang af konkrete sager ved tilsynsbesøg i den enkelte kommune.

Arbejdsdirektoratet orienterer kommunerne om resultatet af direktoratets vurdering af de kommunale rådighedsvurderinger, herunder om der fejlagtigt er udbetalt introduktionsydelse med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til refusion. Direktoratet kan ikke ændre en kommunal afgørelse om, hvorvidt en udlænding står til rådighed for arbejdsmarkedet, men direktoratet kan anmode kommunen om at udtale sig om forhold, som konstateres i forbindelse med tilsynet. Endvidere orienteres den kommunale revisor om resultatet af tilsynet.

Der kan i øvrigt henvises til den ovenstående beskrivelse af tilsynet med kommunale rådighedsvurderinger efter lov om aktiv socialpolitik for en nærmere gennemgang af tilrettelæggelse og retsvirkninger af tilsynet med kommunernes rådighedsvurdering efter integrationsloven.

En bekendtgørelse om tilsynets gennemførelse er under udarbejdelse.

b) Bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kommunernes visitation af udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, og til at etablere et statsligt tilsyn med den kommunale visitation.

Med ændringen af integrationsloven bemyndiges integrationsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvordan kommunerne skal vurdere, hvilke aktiviteter og tilbud der skal tilbydes udlændinge som led i introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Endvidere bemyndiges integrationsministeren til at fastsætte regler om et statsligt tilsyn med de kommunale visitationsvurderinger. Integrationsministeren kan i den forbindelse beslutte, at de regler om tilsyn med kommunernes vurderinger, som beskæftigelsesministeren kan fastsætte efter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, helt eller delvist skal finde tilsvarende anvendelse for udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, herunder regler om bortfald af retten til refusion af kommunernes udgifter til introduktionsydelse.

Det vil bero på en nærmere vurdering af de regler, som beskæftigelsesministeren fastsætter om de kommunale vurderinger og om tilsynet hermed, om disse regler helt eller delvist skal finde anvendelse for kommunale visitationsvurderinger efter integrationsloven.

c) Præciseringer m.v.

Loven indeholder en række præciseringer i integrationsloven.

Blandt andet er det nu præciseret, at integrationsministeren – ligesom beskæftigelsesministeren – kan fastsætte regler om, hvornår kommunen skal stille krav om frigørelsesattest. Der henvises til punkt 3.1. ovenfor.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til

Arbejdsdirektoratet, tlf. 38 10 60 11 eller adir@adir.dk (ændringerne i lov om aktiv socialpolitik samt spørgsmål vedr. visitationstilsynet (ændringen i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats)).

Arbejdsmarkedsstyrelsen, tlf. 35 28 81 00 eller ams@ams.dk (ændringerne i lov om aktiv beskæftigelsesindsats samt spørgsmål vedr. visitationsmodellen).

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, tlf. 33 92 33 80 eller inm@inm.dk (ændringerne i integrationsloven).

Med venlig hilsen

Arbejdsdirektoratet, den 27. maj 2004

Lise Fangel

kontorchef

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →