Skrivelse med bekendtgørelse om pædagogiske læreplaner\n(Til alle kommuner m.fl.)
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Bekendtgørelse om temaer og mål i pædagogiske læreplaner
I medfør af § 8 a i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003, fastsættes
Kapitel 1
Formål og principper for læringen i dagtilbud
§ 1. Ophold i dagtilbuddet skal bidrage til, at børns læring understøttes, jf. lovens § 8. Det pædagogiske personale skal støtte, lede og udfordre børns læring, som børnene er medskabere af. Læringen sker både gennem spontane oplevelser og leg, samt ved at den voksne skaber eller understøtter situationer, der giver børnene mulighed for fornyelse, fordybelse, forandring og erfaring.
Stk. 2. Det pædagogiske personale skal sikre, at der i dagtilbuddet bliver sat fokus på alle barnets potentialer og kompetencer for at ruste det enkelte barn til at begå sig i livet. I tilrettelæggelsen af læringsmiljøer skal der tages hensyn til børns forskellige forudsætninger.
Stk. 3. Læringen i dagtilbuddet skal bidrage til at sikre en harmonisk overgang til fritidsliv og skolen.
Kapitel 2
Temaer og mål i pædagogiske læreplaner
§ 2. Der skal i alle dagtilbud efter serviceloven udarbejdes en pædagogisk læreplan, der behandler temaerne
1) Barnets alsidige personlige udvikling (personlige kompetencer).
2) Sociale kompetencer.
3) Sprog.
4) Krop og bevægelse.
5) Naturen og naturfænomener.
6) Kulturelle udtryksformer og værdier.
Stk. 2. Den pædagogiske læreplan skal ikke nødvendigvis struktureres efter temaerne. Der kan anvendes andre inddelinger. Kommunen og dagtilbuddet kan lokalt supplere med andre temaer.
Kapitel 3
Ansvar for udarbejdelsen af den pædagogiske læreplan, godkendelse, opfølgning og evaluering
§ 3. Den pædagogiske læreplan skal indeholde mål og eventuelle delmål for, hvilke kompetencer og erfaringer den pædagogiske læringsproces skal give børn mulighed for at tilegne sig. Det skal endvidere fremgå, hvilke overvejelser om læringsmål, metoder og aktiviteter, der er i forhold til børn med særlige behov.
Stk. 2. Målene i den pædagogiske læreplan skal udarbejdes under hensyntagen til lokale forhold såsom dagtilbuddets geografiske placering, fysiske muligheder, børnegruppens sammensætning (alder, køn, handicap, sociale og kulturelle baggrunde samt sproglige forudsætninger m.v.), herunder aldersgrupperne fra ½ år til 2 år og fra 3 år og til den alder, hvor børnene begynder i skole. For aldersintegrerede dagtilbud kan der udarbejdes én læreplan, der tager hensyn til de to aldersgrupper.
Stk. 3. For dagplejen udarbejdes den pædagogiske læreplan for alle dagplejehjem i kommunen eller kommunens distrikter. Dagplejelignende puljeordninger kan enten følge den kommunale dagplejes pædagogiske læreplan, eller der kan udarbejdes en pædagogisk læreplan for alle dagplejelignende puljeordninger i kommunen eller kommunens distrikter.
Stk. 4. Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvordan dagtilbuddet dokumenterer og følger op på, om den pædagogiske læringsproces leder frem imod de opstillede mål.
Kapitel 4
Ikrafttrædelse
§ 4. Ledelsen i dagtilbuddet er over for forældrebestyrelsen og kommunalbestyrelsen ansvarlig for, at den pædagogiske læreplan bliver udarbejdet. Den pædagogiske læreplan skal beskrive, hvordan dagtilbuddet mere konkret vil arbejde med de anførte indholdstemaer, og hvordan det leder frem mod målene.
Stk. 2. Dagtilbuddets forældrebestyrelse samt kommunalbestyrelse godkender den pædagogiske læreplan, jf. lovens § 8 a, stk. 3, 1. punktum.
Stk. 3. Læreplanen skal evalueres årligt af forældrebestyrelsen i dagtilbuddet med henblik på eventuel revision, jf. lovens § 8 a, stk. 3, 2. punktum.
Stk. 4. I de tilfælde hvor en selvejende daginstitution ikke har en forældrebestyrelse, er det bestyrelsen, som varetager godkendelsen og evalueringen. I forhold til en puljeordning uden bestyrelse skal puljeordningen tage stilling til, hvordan forældrene foretager godkendelsen og den årlige evaluering.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2004.
Socialministeriet, den 25. juni 2004
Henriette Kjær
/ Kirsten á Rogvi
Skrivelse med bekendtgørelse om pædagogiske læreplaner
(Til alle kommuner m.fl.)
Så er bekendtgørelsen om pædagogiske læreplaner kommet. Formålet med de pædagogiske læreplaner er at sikre, at alle dagtilbud arbejder systematisk, synligt og kvalificeret med børns læring for derigennem at bidrage til at ruste alle børn til det videre liv.
Bekendtgørelsen fastlægger principperne for arbejdet med de pædagogiske læreplaner.
Denne bekendtgørelse kommer ikke til at stå alene. Den vil umiddelbart efter sommerferien blive fulgt op af flere initiativer, der dels uddyber de forskellige temaer, dels understøtter det lokale arbejde med implementering af de pædagogiske læreplaner.
- En pjece til alle dagtilbud, kommuner og forældre med børn i dagtilbud, der giver en let og inspirerende introduktion til de pædagogiske læreplaner. Pjecen vil bl.a. indeholde eksempler på overordnede mål indenfor hvert af de seks temaer fra bekendtgørelsen og konkrete eksempler på læringssituationer. Pjecen udsendes i sidste halvdel af august måned 2004
- En række eksperter har givet deres bud på, hvordan de seks temaer fra bekendtgørelsen kan foldes ud. Eksperternes bidrag kan findes på Socialministeriets hjemmeside om pædagogiske læreplaner – se www.sm.dk/laereplaner.
- Kurser og temadage til medarbejdere, nøglepersoner, forældrebestyrelser og kommunalbestyrelser, som skal sikre, at alle relevante personer kommer i besiddelse af viden, som gør dem i stand til at udarbejde pædagogiske læreplaner, arbejde med læringsprocesser i hverdagen samt registrere og dokumentere effekter og målopfyldelse.
- Der vil blive igangsat en central evaluering af forløbet de første tre år med de pædagogiske læreplaner
- GULD-guide – en publikation, der udkommer primo 2005 vil beskrive, hvordan der kan arbejdes bevidst og systematisk med læring i dagtilbud samt give eksempler herpå. GULD-guiden efterfølger den tidligere udkomne SØLV-guide, der udkom i september 2003.
- Endelig sker der en løbende opfølgning af Socialministeriet s hjemmeside om læring og læreplaner – se www.sm.dk/laereplaner
I arbejdet med de pædagogiske læreplaner kan der i mange tilfælde tages afsæt i de virksomhedsplaner, som de fleste dagtilbud allerede arbejder med. Hensigten er således ikke, at der skal udarbejdes mere papir, men at dagtilbuddene f.eks. konkretiserer, uddyber eller udvider virksomhedsplanen således, at det fremgår af den, hvordan man i det konkrete dagtilbud arbejder med de temaer, den pædagogiske læreplan skal indeholde.
Loven om pædagogiske læreplaner træder i kraft 1. august 2004. Fra dette tidspunkt skal arbejdet med de pædagogiske læreplaner begynde.
Socialministeriet, den 29. juni 2004
Henriette Kjær
/Kirsten á Rogvi