Skrivelse om præcisering af retstilstanden for udsatte børn og unge\n(Til samtlige KL-kommuner)

Skrivelse om præcisering af retstilstanden for udsatte børn og unge

(Til samtlige KL-kommuner)

Baggrund

Som opfølgning på kommuneøkonomiaftalen for 2004 udsendte jeg den 22. december 2003 skrivelsen »Redskaber til styring af indsatsen vedrørende udsatte børn og unge«. Redskabspapiret beskriver sammenhængen mellem socialfaglighed og økonomi, anviser konkrete redskaber til styring af indsatsen vedrørende udsatte børn og unge og definerer blandt andet begreberne »skal«- og »kan«-opgaver.

I KL’s blad Danske Kommuner nr. 2 i januar 2004 var der en artikel, der beskæftigede sig med samme tema som redskabspapiret, men artiklen i Danske Kommuner opererer med en anden definition af »skal«- og »kan«-opgaver, som kan give anledning til nogle konklusioner i forhold til retstilstanden, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.

Jeg har noteret mig, at KL har præciseret sine synspunkter, og jeg tager KL’s efterfølgende meldinger som udtryk for, at vi er enige om retstilstanden. Ikke desto mindre hører jeg fra flere sider, at de forskellige udmeldinger har skabt usikkerhed, og jeg finder det derfor nødvendigt at udsende dette brev for at præcisere retstilstanden i sammenhæng med mulighederne for styring af området for udsatte børn og unge.

Præcisering af retstilstanden

Lad mig slå fast, at udgangspunktet for enhver indsats overfor udsatte børn og unge findes i servicelovens § 32. Heraf fremgår blandt andet, at kommunen skal »skabe de bedst mulige opvækstvilkår for børn og unge med særlige behov, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende«, samt at støtten skal gives individuelt og sikre hensynet til kontinuitet i opvæksten.

Redskabspapiret understreger, at kommunerne er forpligtede til en indsats over for udsatte børn og unge i henhold til servicelovens § 32. Kommunerne skal levere en indsats, der kan dække det enkelte barns behov for særlig støtte, og opgaverne omtales derfor i redskabspapiret som »skal«-opgaver. Kommunerne kan altså ikke vælge, om de vil støtte udsatte børn og unge, eller i hvilken grad de vil dække deres behov for støtte.

Her over for står »kan«-opgaver, der i redskabspapiret defineres som opgaver, kommunerne kan vælge at løfte, selv om de ikke er forpligtet hertil i henhold til lovgivningen.

Uanset opgavetype har kommunerne imidlertid betydelig frihed i valget af metode. Serviceloven er nemlig en rammelovgivning, som kun stiller meget få krav til, hvilken konkret form indsatsen skal have. Lovgivningen giver dermed rum for, at børn og unge befinder sig i forskellige situationer, som kræver vidt forskellige former for indsatser.

Når kommunen skal fastlægge en indsats for et udsat barn eller ung, skal den vælge den indsats, der løser barnets problemer. Det er fuldt ud foreneligt med lovgivningens bestemmelser at inddrage saglige økonomiske hensyn – som ét blandt flere – i forbindelse med sagsbehandling og visitation, men det økonomiske hensyn må aldrig tildeles forrang. En foranstaltning må således aldrig vælges, alene fordi det er den billigste.

Revisitering

Til slut vil jeg gerne knytte nogle bemærkninger til revisitering, der er nævnt som et overordnet værktøj i forbindelse med rammestyring af udgifterne.

Revisitering kan ikke benyttes som redskab til at omlægge allerede iværksatte foranstaltninger til billigere foranstaltninger af økonomiske årsager alene.

Revisitering skal derimod ses i sammenhæng med den opfølgning, der altid skal finde sted. Således er det et krav i serviceloven, at kommunen løbende skal følge op på iværksatte foranstaltninger, og foranstaltningerne skal ophøre, når formålet med dem er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Når kommunen følger op, skal der i hver enkelt sag laves en individuel socialfaglig vurdering med fokus på, om den individuelle foranstaltning fortsat er den mest hensigtsmæssige i forhold til formålet med indsatsen. Heri kan også saglige økonomiske aspekter indgå. Hensynet til sammenhæng og kontinuitet i indsatsen må dog altid tillægges afgørende vægt i forbindelse med overvejelser om revisitering.

Socialministeriet, den 15. marts 2004

Henriette Kjær