Skrivelse om kommunernes pligt til at gøre forældre opmærksom på eventuel forskel i egenbetaling ved valg af dagtilbud i anden kommune\n(Til samtlige kommuner m.fl.)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om kommunernes pligt til at gøre forældre opmærksom på eventuel forskel i egenbetaling ved valg af dagtilbud i anden kommune
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Pr. 1. januar 2004 trådte lov om frit valg af dagtilbud over kommunegrænser i kraft. Reglerne er nærmere udmøntet i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 890 af 6. november 2003 om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v.
Med denne lov har forældre fået ret til at blive skrevet på venteliste til en plads i et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen. Ligeledes har forældre fået ret til at bevare en plads i et dagtilbud, selvom de flytter til en ny opholdskommune.
Ved brug af et dagtilbud i en anden kommune end opholdskommunen betaler forældre forskellen mellem opholdskommunens samlede tilskud og bruttodriftsudgiften pr. plads i det benyttede dagtilbud i udførerkommunen.
Forskellen i betalingen kan være betydelig på grund af forskellige bruttodriftsudgifter i kommunerne. Forældrene kan ikke danne sig et indtryk af betalingen blot ved at sammenligne taksterne.
For at give forældrene et grundlag for at vurdere, hvorvidt de vil gøre brug af det frie valg skal opholdskommunen på baggrund af henvendelser fra forældre gøre dem opmærksom på, at der kan opstå en forskel i egenbetalingen og hjælpe forældrene med at vurdere forskellen. I fraflytningssituationer skal fraflytningskommunen oplyse om bruttodriftsudgiften ved den plads, forældrene ønsker at beholde, og vejlede forældrene om, at tilflytningskommunen kan hjælpe dem med vurderingen af forældrebetalingen.
Jeg vil ved en ændring af tilskudsbekendtgørelsen præcisere, at et eventuelt udligningstilskud skal indgå i beregningen af det tilskud, forældrene kan få med over kommunegrænsen.
Jeg har forståelse for, at de nye regler om frit valg over kommunegrænsen har givet forståelsesmæssige problemer. Eventuelle fremtidige problemer vil blive løst i samarbejde mellem KL og Socialministeriet.
Socialministeriet, den 4. marts 2004
Henriette Kjær