Vejledning om godtgørelse til efterladte\n(Tillæg til vejledning om erstatning ved dødsfald) (ydelserneefterlovener)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 11. Ydelserne efter loven er
.
.
6) godtgørelse til efterladte, jf. § 23.
§ 23. Er dødsfaldet forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, kan der tilkendes en særlig godtgørelse til de efterladte, der stod afdøde særligt nær.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterladte.
Praksis
Da reglerne er nye, er der endnu ingen praksis på området. Det fremgår af lovens bemærkninger, at praksis efter arbejdsskadesikringsloven bør følge praksis efter erstatningsansvarsloven. Der er i 2003 kun truffet en afgørelse efter § 26a i erstatningsansvarsloven, som her refereres
Nævnet tilkendte godtgørelse til tre børn, hvis mor var blevet dræbt af sin ekskæreste. Det ældste af børnene, en 16-årig pige, blev tilkendt 115.000 kr. i godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26a. Datteren havde sovet i et værelse ved siden af det værelse, hvor moderen blev dræbt. Om morgenen ville datteren vække sin mor, der havde sovet sammen med sin ekskæreste, gerningsmanden. Datteren fandt sin mor, med livsfarlige knivsår, siddende i gerningsmandens arme. Datteren fik trukket sin mor ud af værelset. Moderen var da stadig i live, og mens datteren sad og holdt hende, blev der ringet efter en ambulance. Gerningsmanden begik selvmord umiddelbart efter. Nævnet vurderede, at der var tale om et tilfælde, hvor lovens udgangspunkt på 100.000 kr. måtte fraviges, under hensyn til den meget voldsomme oplevelse for datteren, der på det nærmeste havde overværet drabet. Nævnet besluttede i overensstemmelse med ansøgningen at tilkende den ældste datter en godtgørelse på 115.000 kr., jf. erstatningsansvarslovens § 26a.
De to mindre søskende havde ikke været til stede i forbindelse med drabet. Nævnet vurderede, at de to mindre søskende også var berettiget til godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a, allerede fordi der var tale om et forsætligt drab, jf. straffelovens § 237. De to mindre søskende blev tilkendt hver en godtgørelse på 100.000 kr., idet der ikke fandtes grundlag for at fravige lovens udgangspunkt på 100.000 kr. Nævnet lagde ikke vægt på, at det ene af de mindreårige børn ikke havde boet sammen med den dræbte på gerningstidspunktet.
Dette eksempel vil ligesom fremtidige afgørelser om godtgørelser til efterladte efter § 26a i erstatningsansvarsloven blive optaget i erstatningsnævnets årsberetning, der findes under
www.erstatningsnaevnet.dk.
I det følgende er der, for at underbygge teksten, konstrueret nogle eksempler. Der må derfor tages forbehold for senere justeringer.
4. Betingelser
4.1. Afdøde skal være omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringsloven eller værnepligtsloven.
For at nærtstående kan komme i betragtning til den særlige godtgørelse efter § 23 i lov nr. 422 om arbejdsskadesikring skal afdøde være omfattet af lovens personkreds. Nærtstående efterladte til selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, som har valgt at blive sikret efter loven, jf. §§ 2 og 48, stk. 2, kan dermed også få tilkendt godtgørelse efter § 23.
Tilsvarende kan nærstående efterladte efter værnepligtige med flere få tilkendt godtgørelse efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring, jf. § 2, stk. 1, i lov nr. 423 om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
4.2. Kvalificerende omstændigheder
§ 23’s anvendelsesområde er koncentreret til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at det generelt må antages at give anledning til en særlig følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte. Det vil normalt altid, når en person bliver dræbt på sin arbejdsplads, være en stor følelsesmæssig belastning for de pårørende. Dødsfaldet skal - for at være omfattet - være sket på en sådan måde, at det også føles krænkende.
Da § 23 er fakultativ, jævnfør ordene »kan der tilkendes« i stk. 1, vil ingen umiddelbart have et retskrav på at få godtgørelse.
Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om dødsfaldet er sket under så kvalificerende omstændigheder, at tilfældet falder ind under bestemmelsen på en sådan måde, at godtgørelse kan tilkendes en eller flere efterladte.
Det fremgår af lovens forarbejder, at § 23, der alene omhandler godtgørelse, ikke hindrer en udvikling i retspraksis hen imod at man, i videre omfang end i dag, giver erstatning, hvis der konkret kan påvises en personskade i form af en psykisk lidelse eller lignende som følge af, at en nærtstående bliver dræbt. Der kan for eksempel være behov for at give erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter de almindelige regler i erstatningsansvarsloven. 2)
4.3. Forsætlig eller groft uagtsom handling
Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte er begrænset til dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Dødsfald som følge af en simpel uagtsom handling er ikke omfattet.
Eksempel.
En elev sparker for sjov stolen væk under en skolelærer. Læreren dør som følge af faldet.
Ved vurderingen af, om der i en konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der kunne tages udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade.
En nærmere afgrænsning af begrebet grov uagtsomhed vil ske gennem administrativ praksis og i retspraksis. Vurderinger efter erstatningsansvarsloven vil få afgørende betydning. Der er i erstatningsansvarslovens § 26a en ligelydende bestemmelse om godtgørelse til efterladte, hvorefter den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde nær. Denne bestemmelse trådte i kraft i januar måned 2003. Det vil sige næsten et år før arbejdsskadesikringsloven.
4.4. Generel helhedsvurdering
Der skal ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.
Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter ikke, at den pågældende selv har fået en egentlig psykisk skade (personskade) som følge af dødsfaldet. Der skal i stedet foretages en helhedsvurdering af, om dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed må forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk belastning (psykisk lidelse og/eller krænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af dødsfaldets »egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning af de efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang dette rent faktisk har været tilfældet.
4.5. Forsætligt drab, straffelovens § 237
Ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt , vil der normalt være tale om en overtrædelse af straffelovens § 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter § 23, stk. 2, som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte en godtgørelse. Der vil kunne tilkendes de efterladte en godtgørelse, selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes som følge af ung alder eller utilregnelighed på grund af sindssygdom eller lignende (straffelovens § 16).
Eksempler
-
En bankkasserer bliver skudt af en bankrøver
-
En grønthandler bliver bagbundet og kvalt af to personer, som herefter stjæler forretningens kontanter.
4.6. Død som følge af en groft uagtsom handling
Det kan for eksempel være en handling, der falder ind under straffelovens § 246 (vold, der har medført døden) eller § 252 (blandt andet fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed).
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed , skal der som udgangspunkt, ud over skadevolderens grove uagtsomhed, konkret være tale om omstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad påføres psykisk lidelse og/eller krænkelse som følge af dødsfaldet.
Der kan ved denne vurdering blandt andet lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, for eksempel at ofret har være udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb inden døden eller er død på en særligt pinefuld måde. Der kan også lægges vægt på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er kommet til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig grov karakter og for eksempel må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.
§ 23 forudsættes navnlig anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af menneskers liv og legeme, for eksempel straffelovens § 246 (vold, der har medført døden) eller § 252 (blandt andet fremkaldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed).
Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i relation til dødens indtræden, tænkes bestemmelsen for eksempel anvendt i tilfælde, hvor ofret har været udsat for grov vold i et sådant omfang og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor en bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens § 252, stk. 1, forvolder en medtrafikants død.
Eksempel
- Dræbt af modkørende bilist, der kørte op ad bakke med en hastighed af 140 km i modsatte vejbane på grund af overhaling. Det var tydeligt ved dobbelt optrukne linier angivet, at overhaling var forbudt.
Der vil være en række tilfælde, hvor skadevolderen vil kunne blive dømt for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, hvor tilfældet ikke vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel. Dette hænger blandt andet sammen med, at straffelovens § 241 ikke er begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed.
5. Hvem kan få godtgørelse?
§ 23 omfatter alene efterladte, der stod den afdøde særligt nær. Det vil sige nære pårørende til den afdøde.
5.1. Ægtefælle og samlever
Ægtefælle og samlever må normalt anses for omfattet. »Samlever« skal forstås på samme måde som efter loven i øvrigt, især § 19 om overgangsbeløb. Samlivet må ikke være ophævet på grund af uoverensstemmelser på tidspunktet for dødsfaldet.
Det er ikke en betingelse, at afdøde har været forsørger. Der kan således være tilfælde, hvor der kan tilkendes godtgørelse, uden at der tilkendes erstatning for tab af forsørger efter loven.
5.2. Hjemmeboende, mindreårige børn og deres forældre
Forholdet mellem hjemmeboende, mindreårige børn og deres forældre må normalt også anses for omfattet af reglen – uanset som det er et barn eller en af forældrene, der dør.
Der kan være tilfælde, for eksempel på grund af et opløst parforhold, hvor mindreårige børn ikke eller kun delvist bor hjemme hos den af forældrene, som er afgået ved døden. Der kan også være tilfælde, hvor der er børn, som er anbragt uden for hjemmet. I sådanne situationer må det konkret vurderes, hvor megen kontakt der har været mellem barnet og afdøde.
5.3. Voksne børn
Hvis der er tale om voksne børn , der er flyttet hjemmefra, vil der derimod i almindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning af barnets eller en af forældrenes død, medmindre de pågældende må antages at have bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet for eksempel først er flyttet hjemmefra kort tid før dødsfaldet.
5.4. Andre pårørende
Efter omstændighederne vil også andre end ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses for omfattet af reglen. Dette forudsætter, at der har været et sådant særligt forhold mellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarende, særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan for eksempel være en søster eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med den afdøde.
Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor, for eksempel både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige børn.
6. Godtgørelsens størrelse
Godtgørelsens størrelse må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den lidelse eller krænkelse, som antages at være påført den eller de efterlevende, skal også tillægges særlig vægt ved udmålingen af en godtgørelse efter stk. 2.
Den maksimale godtgørelse forudsættes i almindelighed at være i størrelsesordenen 100.000 kr.
I sager om forsætligt drab bør der som udgangspunkt tilkendes en godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog ikke udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere godtgørelse.
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, må godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre beløb, idet det dog forudsættes, at der ikke udmåles helt bagatelagtige beløb.
Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne herfor, for eksempel både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse på som udgangspunkt op til cirka 100.000 kr.
I den samlede vurdering af udmålingen af godtgørelsen indgår ikke kun karakteren af drabshandlingen, men også graden af de nære pårørendes tilknytning og relation til afdøde.
Eksempel 1
En hjemmeboende, 18-årig pige bliver på sin arbejdsplads af 2 mænd tvunget ind i et baglokale og seksuelt misbrug og snittet med en kniv. De 2 mænd fjerner et varelager af tobak og spiritus. De løber bort og efterlader pigen i det aflåste baglokale. Pigen bliver senere fundet død af forblødninger. Afdøde har, ud over sine forældre, en 3 år gammel bror og en 16 år gammel søster. Hun har derudover en farfar, som bor cirka 100 km fra hjemmet, og en mormor, som indtil dødsfaldet har boet samme sted som afdøde og passet hende under hele hendes opvækst.
Forældrene og søsteren tilkendes 100.000 kr. Mormoderen får 50.000 kr. Broderen, som på grund af sin unge alder ikke forstår omstændighederne fuldt ud, får også 50.000 kr. Farfaderen får ingen godtgørelse.
Eksempel 2
En grønthandler bliver bagbundet og får tapet munden til af 2 mænd, som herefter stjæler forretningens kontanter. Grønthandleren dør kort efter på grund af mangel på luft.
Afdøde har en ægtefælle, en hjemmeboende søn på 18 år, der finder faderen bagbundet og død, og en ikke hjemmeboende søn på 27 år.
Ægtefællen og den hjemmeboende søn får tilkendt hver 100.000 kr. Den ældste søn får ingen godtgørelse.
Da praksis for tilkendelse af godtgørelse til efterladte ved dødsfald efter arbejdsskadesikringsloven, som anført tidligere, bør følge praksis efter erstatningsansvarsloven, vil afgørelser efter denne lov få afgørende indflydelse på udmålingen af godtgørelserne.
Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle andre ydelser i anledning af dødsfaldet, for eksempel erstatning for tab af forsørger og overgangsbeløb. Godtgørelsen kan endvidere udbetales ved siden af en eventuel erstatning efter anden lovgivning til den efterladte for personskade i form af psykiske lidelser med videre som følge af dødsfaldet. Godtgørelsens størrelse i den enkelte sag skal ligeledes fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.
Har en efterladt mulighed for at få tilkendt godtgørelse ved dødsfald efter reglerne i både erstatningsansvarsloven (voldsoffererstatningsloven) og arbejdsskadesikringsloven, er det arbejdsskadesikringslovens regler, der skal anvendes, jævnfør afsnit 1.
Vejledning om godtgørelse til efterladte
(Tillæg til vejledning om erstatning ved dødsfald)
1. Baggrund
2. Lovens bestemmelser om godtgørelse til efterladte
3. Praksis
4. Betingelser
4.1. Afdøde skal være omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringsloven eller værnepligtsloven.
4.2. Kvalificerende omstændigheder
4.3. Forsætlig eller groft uagtsom handling
4.4. Generel helhedsvurdering
4.5. Forsætligt drab, straffelovens § 237
4.6. Død som følge af en groft uagtsom handling
5. Hvem kan få godtgørelse?
5.1. Ægtefælle og samlever
5.2. Hjemmeboende, mindreårige børn og deres forældre
5.3. Voksne børn
5.4. Andre pårørende
6. Godtgørelsens størrelse
Baggrund
Lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring giver som noget nyt mulighed for, i særlige tilfælde, at tilkende de efterladte en godtgørelse for psykisk lidelse eller krænkelse som følge af en nærtståendes død.
Reglen er indført for at skabe overensstemmelse mellem erstatningsarterne i erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven. Der blev ved lov nr. 35 af 21. januar 2003 indført en særlig godtgørelse til efterladte ved dødsfald i erstatningsansvarsloven og i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.
Formålet med de nye bestemmelser i de nævnte love er i særlige tilfælde at tilkende efterladte godtgørelse for den lidelse eller krænkelse som følger af en nærtståendes dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.
Den særlige godtgørelse ved dødsfald blev foreslået i betænkning 1412/2002 afgivet af Justitsministeries arbejdsgruppe om godtgørelse til efterladte ved dødsfald. Af betænkningen fremgår blandt andet
»Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel om, at enhver ikke-økonomisk skade kan kræves erstattet, som følge af den manglende objektive målestok for vurdering af skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed retsusikkerhed i den praktiske retsanvendelse. Det er på den baggrund arbejdsgruppens generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade kun bør indføres, hvor der er et ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig kan opstilles visse objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.
Arbejdsgruppen finder ikke, at der er grundlag for at indføre en generel regel om godtgørelse til efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling. Arbejdsgruppen peger imidlertid på, at der i et vist begrænset omfang kan være behov for en godtgørelsesregel ved dødsfald, der er forvoldt under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte.”
For skader, hvor der er en ansvarlig skadevolder, og som samtidig er arbejdsskader, finder § 77 i arbejdsskadesikringsloven anvendelse. 1) Det betyder, at de efterladte kan rejse kravet efter arbejdsskadesikringsloven, men ikke samtidig efter erstatningsansvarsloven.
2. Lovens bestemmelser om godtgørelse til efterladte
1) § 77. Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov.
2) Der henvises til kapitel 5.2 i Justitsministeriets betænkning 1412/2002 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald.