Cirkulære om Tillæg til adjunkter og lektorer m.v. omfattet af organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
Bilag
Kapitel 1
§ 1. Protokollatet omfatter lærere, som er omfattet af Undervisningsministeriets notat af 30. juni 2003 om stillingsstruktur ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser, som iværksat ved Undervisningsministeriets tillæg 1 af 30. juni 2003 om stillingsstruktur ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser, der udbyder social- og sundhedsfaglige mellemlange videregående uddannelser, jf. kap. 2, henholdsvis af § 10, stk. 3-7, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 635 af 27. juni 2003 om lektorbedømmelse ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser med senere ændringer, jf. kap. 3.
Kapitel 2. Adjunkter og lektorer
§ 2. Ansættelse som lærer sker som adjunkt eller lektor efter de i § 1 anførte regler. Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse efter de af Undervisningsministeriet fastsatte regler om lektorbedømmelse ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser.
Kapitel 3. Overgangsregler
§ 3. Medmindre en adjunkt ansættes tidsbegrænset, fastsættes der ved ansættelsen en adjunktperiode på normalt 4 år, i løbet af hvilken adjunkten for at bevare sin ansættelse skal anmode om at få sine kvalifikationer bedømt inden for en fastsat frist og i forlængelse heraf opnå en positiv lektorbedømmelse.
Stk. 2. Er lektorbedømmelsen positiv, overgår adjunkten til ansættelse som lektor med virkning fra adjunktperiodens udløb.
Stk. 3. Bestemmelserne om forhandling og voldgift i § 26 i CO II-fællesoverenskomsten finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden afskediger en adjunkt, fordi adjunkten undlader at anmode om lektorbedømmelse inden for den for vedkommende ansatte gældende frist, eller fordi lektorbedømmelsen af adjunkten ikke er positiv.
Kapitel 4. Ikrafttræden m.v.
§ 4. Til adjunkter ydes et tillæg på 26.000 kr. i årligt grundbeløb.
Stk. 2. Med virkning fra den 1. oktober 2003 indbetaler ansættelsesmyndigheden pensionsbidrag af tillægget, jf. organisationsaftalens § 7.
§ 5. Tillæg til lektorer aftales lokalt. Opnås der ikke enighed om andet, ydes et tillæg på 40.000 kr. i årligt grundbeløb.
Stk. 2. Eventuelt funktionstillæg til lektorer aftales lokalt. Opnås der ikke enighed om andet, ydes dog et funktionstillæg på 18.900 kr. i årligt grundbeløb til
1) lektorer, der er ansat ved centre for videregående uddannelse, og som har hovedbeskæftigelse ved efter- og videreuddannelse samt forskningstilknytning, udviklingsarbejde og videnscenterfunktion, og
2) lektorer, der er ansat ved stiftende institutioner af betingede centre for videregående uddannelse, og som har hovedbeskæftigelse ved efter- og videreuddannelse samt forskningstilknytning, udviklingsarbejde og videnscenterfunktion.
Stk. 3. Tillæg efter stk. 2, nr. 1 og 2, forudsætter, at den ansatte i mere end halvdelen af arbejdstiden er beskæftiget med opgaver som nævnt i nr. 1 eller 2.
Stk. 4. Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidrag af tillæg efter stk. 1 og 2, jf. organisationsaftalens § 7.
§ 6. Lærere, som er ansat pr. 31. juli 2003, er ikke omfattet af kap. 2, jf. §§ 7-10.
§ 7. Uanset bestemmelsen i § 6 er lærere, der har oppebåret et undervisningstillæg på 26.000 kr. i årligt grundbeløb i henhold til §§ 1 eller 2 i protokollat af 26. august 2003 om overgangsordning, omfattet af bestemmelserne i kap. 2.
§ 8. Lektorer, som pr. 1. januar 2000 eller senere er ansat eller overgået til ansættelse som lektor efter protokollat af 21. december 1999 om stillingsstruktur ved de sociale højskoler, ydes tillæg efter § 5.
§ 9. Adjunkter, som er ansat pr. 1. januar 2000 eller senere efter protokollat af 21. december 1999 om stillingsstruktur ved de sociale højskoler, bevarer hidtidige løn- og ansættelsesvilkår. Med virkning fra den 1. oktober 2003 indbetaler ansættelsesmyndigheden dog pensionsbidrag af adjunkttillæg efter § 4 i det anførte protokollat, jf. organisationsaftalens § 7.
Stk. 2. Med virkning fra den ansattes overgang til ansættelse som lektor ydes dog tillæg efter § 5.
Stk. 3. Adjunkter omfattet af stk. 1 kan vælge at overgå til ansættelse som adjunkt efter kap. 2. Den ansatte skal i givet fald meddele dette til ansættelsesmyndigheden senest den 1. august 2004. Meddelelsen skal desuden gives 6 måneder inden det tidspunkt, på hvilket adjunkten efter de hidtidige regler skulle have anmodet om lektorbedømmelse. Såfremt adjunkten vælger at overgå, kan ansættelsesmyndigheden forlænge adjunktperioden med op til 1 år.
§ 10. Lærere, som ikke er omfattet af §§ 7-9, kan vælge at bevare hidtidige løn- og ansættelsesvilkår eller at overgå til ansættelse som lektor efter bestemmelserne i stk. 2-8.
Stk. 2. Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse efter de i § 2 anførte regler.
Stk. 3. For lærere, som er ansat før den 1. januar 2000 ved sociale højskoler, gælder de frister for tilmelding til lektorbedømmelse, der er fastsat i § 8, stk. 3, i protokollat af 21. december 1999 om stillingsstruktur ved de sociale højskoler.
Stk. 4. For andre end de i stk. 3 nævnte lærere fastsætter ansættelsesmyndigheden en dato inden for 3 år fra stillingsstrukturens ikrafttrædelsestidspunkt, hvorefter anmodning om lektorbedømmelse tidligst kan ske. Regnet fra denne dato gælder følgende frister for anmodning om lektorbedømmelse
1) lærere, der har 3 års ansættelsesanciennitet eller mere, skal anmode om lektorbedømmelse senest 2 år efter denne dato, og
2) lærere, der har mindre end 3 års ansættelsesanciennitet, skal anmode om lektorbedømmelse senest 5 år efter denne dato.
Det er en betingelse for at anmode om lektorbedømmelse inden for de anførte frister, at vedkommende lærer har 4 års relevant erhvervserfaring, som skal indeholde undervisningserfaring ved mellemlange videregående uddannelser.
Stk. 5. Er bedømmelsen positiv, overgår den pågældende med virkning fra det tidspunkt, bedømmelsen er afgivet, til ansættelse som lektor.
Stk. 6. Er bedømmelsen negativ, kan ansættelsesmyndigheden vælge at forlænge ansættelsen med 2 år og give den pågældende mulighed for en fornyet bedømmelse. Lærere, der gives mulighed for en fornyet bedømmelse, skal senest 6 måneder før den forlængede ansættelses udløb anmode om en fornyet bedømmelse. Er den fornyede bedømmelse positiv, overgår den pågældende med virkning fra det tidspunkt, bedømmelsen er afgivet, til ansættelse som lektor. Anmoder læreren ikke om en fornyet bedømmelse senest 6 måneder før den forlængede ansættelses udløb, eller er den fornyede bedømmelse negativ, fratræder den pågældende med overenskomstmæssigt varsel.
Stk. 7. Er bedømmelsen negativ, og forlænger ansættelsesmyndigheden ikke den pågældendes ansættelse med henblik på en fornyet bedømmelse, jf. stk. 6, fratræder den pågældende med overenskomstmæssigt varsel.
Stk. 8. Ved overgang til ansættelse som lektor ydes tillæg efter § 5. Fra samme tidspunkt bortfalder hidtidige tillæg, herunder eventuelle personlige tillæg efter organisationsaftalens § 14, stk. 1 og 3. Hvis personlige tillæg efter organisationsaftalens § 14, stk. 1, var højere end den pågældendes lektortillæg, ydes dog et personligt tillæg til udligning af forskellen. Dette tillæg ydes dog alene for den resterende periode, hvis tillægget efter organisationsaftalens § 14, stk. 1, var et midlertidigt tillæg.
§ 11. Lærere, som pr. 1. august 2003 eller senere overgår til ansættelse ved et center for videregående uddannelse som følge af, at driften af sygeplejerske- og radiografuddannelsen m.v. overdrages fra en amtskommune, en regionskommune eller Hovedstadens Sygehusfællesskab, kan vælge at overgå til ansættelse som lektor efter bestemmelserne i § 10, stk. 2 og 4-8.
§ 12. Protokollatet har virkning fra den 1. august 2003.
Stk. 2. Samtidig ophæves protokollat af 21. december 1999 om stillingsstruktur ved de sociale højskoler, for så vidt angår Statstjenestemændenes Centralorganisation IIs overenskomstområde, idet bestemmelserne dog forbliver i kraft i det omfang, de pr. 31. juli 2003 ansatte bevarer hidtidige løn- og ansættelsesvilkår.
Stk. 3. Protokollatet kan af parterne opsiges samtidig med organisationsaftalen og efter reglerne i denne.
København, den 30. januar 2004
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Tommy Agerskov Thomsen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Ulrik Søborg Pedersen
Cirkulære om tillæg til adjunkter og lektorer m.v. omfattet af organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser
Generelle bemærkninger
1. Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II har indgået vedlagte protokollat om tillæg til adjunkter og lektorer m.v. omfattet af organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser, jf. cirkulære af 26. august 2003 om organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser (Perst. nr. 067-03).
Protokollatet omfatter lærere, som er omfattet af Undervisningsministeriets notat af 30. juni 2003 om stillingsstruktur ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser, som iværksat ved Undervisningsministeriets tillæg 1 af 30. juni 2003 om stillingsstruktur ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser, der udbyder social- og sundhedsfaglige mellemlange videregående uddannelser, henholdsvis af § 10, stk. 3-7, i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 635 af 27. juni 2003 om lektorbedømmelse ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser som ændret ved bekendtgørelse nr. 26 af 19. januar 2004.
I cirkulære og protokollat er tillæg angivet i årligt grundbeløb pr. 1. oktober 1997.
Bemærkninger til protokollatets enkelte bestemmelser
2. Til § 3
I Undervisningsministeriets notat af 30. juni 2003 om stillingsstruktur ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser er fastsat de nærmere regler om blandt andet
a) fastsættelse af adjunktperiodens længde,
b) fristerne for adjunktens anmodning om lektorbedømmelse,
c) konsekvenserne af positiv og negativ lektorbedømmelse,
d) tidsbegrænset ansættelse.
Ved fravær på grund af barsels- eller adoptionsorlov skal fristen for anmodning om lektorbedømmelse og adjunktperiodens længde efter ansøgning forlænges svarende til fraværsperiodens længde. Fristen og adjunktperioden kan i andre særlige tilfælde efter ansøgning forlænges med op til 1 år, for eksempel begrundet i langvarig sygdom.
3. Til § 5, stk. 2 og 3
Medmindre andet aftales lokalt, ydes der efter § 5, stk. 2, nr. 1, et funktionstillæg til lektorer, der er ansat ved centre for videregående uddannelse, og som har hovedbeskæftigelse ved efter- og videreuddannelse samt forskningstilknytning, udviklingsarbejde og videnscenterfunktion.
Efter § 5, stk. 2, nr. 2, ydes der et funktionstillæg til lektorer, der er ansat ved stiftende institutioner af betingede centre for videregående uddannelse, og som har hovedbeskæftigelse ved efter- og videreuddannelse samt forskningstilknytning, udviklingsarbejde og videnscenterfunktion.
Det forudsættes, at funktionstillægget ydes, såfremt ansættelsesmyndigheden forventer, at den ansatte i mere end halvdelen af arbejdstiden på årsbasis er beskæftiget med de nævnte opgaver.
Det forudsættes ligeledes, at funktionstillægget ydes, såfremt det efterfølgende godtgøres, at den ansatte i mere end halvdelen af arbejdstiden på årsbasis har været beskæftiget med de nævnte opgaver.
Ansættelsesmyndigheden fastsætter, hvorvidt beskæftigelse på årsbasis med de nævnte opgaver på vedkommende center for videregående uddannelse opgøres pr. kalenderår eller undervisningsår.
Tillægget ydes med virkning for vedkommende kalenderår henholdsvis undervisningsår, hvorefter det bortfalder uden varsel.
Den ansattes beskæftigelse med de nævnte opgaver opgøres i forhold til den enkelte ansattes arbejdstid: ved deltidsansættelse således i forhold til den nedsatte arbejdstid og ved ansættelse i en kortere periode end vedkommende kalenderår henholdsvis undervisningsår i forhold til ansættelsesperiodens varighed.
Med hensyn til sammenhængen mellem ovennævnte funktionstillæg til visse lektorer og muligheden for til adjunkter og lektorer lokalt at aftale funktions- og kvalifikationstillæg skal opmærksomheden henledes på, at lokalt aftalte tillæg kan aftales i form af midlertidige tillæg, og at det kan aftales, at der i lokalt aftalte midlertidige og varige tillæg sker modregning af eventuelt funktionstillæg efter § 5, stk. 2.
4. Til § 10, stk. 6 og 7
Det i bestemmelserne anførte overenskomstmæssige varsel er det for vedkommende ansatte gældende opsigelsesvarsel fra ansættelsesmyndighedens side.
5. Til § 10, stk. 8
Ved overgang til ansættelse som lektor ydes tillæg efter § 5, og hidtidige tillæg bortfalder fra samme tidspunkt, herunder tillæg ydet i henhold til § 14, stk. 1 og 3, i organisationsaftalen, jf. cirkulære af 26. august 2003 om organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser.
Det forudsættes, at der for den enkelte ansatte tages stilling til det samlede tillægs- og lønniveau som lektor. Herunder bør det vurderes, om der er grundlag for at videreføre visse tillæg, hvilket for eksempel kan være tilfældet for tillæg, der er ydet for varetagelsen af særlige funktioner, som fortsat skal varetages af vedkommende efter overgangen til ansættelse som lektor. I den samlede stillingtagen bør endvidere indgå en vurdering af lønniveauet før og efter overgangen til ansættelse som lektor.
Ikrafttræden m.v.
6. Cirkulæret har virkning fra den 1. august 2003.
Samtidig ophæves cirkulære af 21. december 1999 om stillingsstruktur ved de sociale højskoler (Fmst. nr. 017-00), for så vidt angår Statstjenestemændenes Centralorganisation IIs overenskomstområde, idet bestemmelserne dog forbliver i kraft i det omfang, de pr. 31. juli 2003 ansatte bevarer hidtidige løn- og ansættelsesvilkår.
Finansministeriet, Personalestyrelsen, den 30. januar 2004
P.M.V.
E.B.
Ulrik Søborg Pedersen
Protokollat til organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser
Protokollat om tillæg til adjunkter og lektorer m.v.
I medfør af § 4, stk. 1, i organisationsaftale for visse lærere ved centre for videregående uddannelse og andre institutioner for mellemlange videregående uddannelser aftales følgende