Vejledning om tilsyn med kommunernes administration af reglerne om rådighed, konsekvenser og sanktioner for personer, der søger om eller får hjælp alene på grund af ledighed
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om tilsyn med kommunernes administration af
reglerne om rådighed, konsekvenser og sanktioner for
personer, der søger om eller får hjælp alene på grund af
ledighed
I bekendtgørelse nr. 500 af 9. juni 2004 om tilsynet med kommunernes administration af reglerne om rådighed, konsekvenser og sanktioner for personer, der søger om eller får hjælp alene på grund af ledighed, er der fastsat regler om tilsynet.
Denne vejledning beskriver, hvad kommunerne skal gøre ved direktoratets tilsyn efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven.
Formål
Til § 1
Det er direktoratets opgave at medvirke til, at kommunerne har en høj kvalitet i sagsbehandlingen ved rådighedsvurderinger.
Formålet med tilsynet er at sikre, at kommunerne administrerer efter de gældende regler om rådighed, konsekvenser og sanktion mv. En korrekt administration vil sikre, at modtagere af kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det indebærer bl.a., at de skal deltage i tilbud efter afsnit IV i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven, eller modtage formidlet arbejde.
Tilsynet skal også bidrage til, at kommunerne forebygger og standser fejludbetalinger af ydelser.
Anvendelsesområde
Til § 2, stk. 3
Direktoratet fører kun tilsyn med sager, der vedrører modtagere af kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse, som alene har ledighed som problem.
Hvis kommunen vurderer, at en person, der er omfattet af § 2, har andre problemer end ledighed, og derfor ikke skal være tilmeldt AF, vil sagen ikke indgå i tilsynet.
Tilsynsformen mv.
Til § 3, stk. 1
Direktoratet foretager tilsynsbesøg fordelt over året i kommunerne.
Til § 5
Hvis direktoratet udvælger en sag til tilsynet, der har været eller samtidig er under behandling i ankesystemet, skal kommunen oplyse dette til direktoratet.
Kommunen skal også give direktoratet besked, hvis direktoratet allerede har fået materiale i sagen, og der senere bliver klaget over kommunens afgørelse.
Central stikprøvekontrol
Til § 6, stk. 1
I første omgang vil direktoratet alene føre tilsyn med sager, hvor AF har underrettet kommunen om, at en person, der er omfattet af § 2, fx ikke er mødt til en samtale på AF.
Direktoratet arbejder videre med at finde en model for, hvordan sagerne i kommunalt regi kan inddrages i den centrale kontrol.
Til § 6, stk. 2
Kommunerne har allerede i dag pligt til at indberette oplysninger om resultatet af vurderingen af en persons rådighed og eventuel iværksættelse af en sanktion mv. til direktoratet til statistiske formål.
Statistikken består af oplysninger om AF’s underretning til kommunen om, at en person, der er omfattet af § 2, fx ikke er mødt til en samtale på AF.
Kommunen undersøger på denne baggrund sagen og indberetter derefter resultatet af undersøgelsen til statistikken via direktoratets hjemmeside.
Direktoratet vil vælge et antal sager fra kommunen på baggrund af den kommunale rådighedsstatistik.
Direktoratet vælger kun sager, hvor kommunen har oplyst, at en person, der er omfattet af § 2, har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvor personen alene har ledighed som problem.
Direktoratet fører tilsyn med sager, hvor kommunen har pålagt en person, der er omfattet af § 2, en sanktion mv., og også sager, hvor kommunen har vurderet, at der ikke skulle ske mere.
Til § 7, stk. 1
Kommunen skal sende alt relevant materiale i sagen til direktoratet.
Hvis kommunen fører journalark , hvor de oplysninger, der fremgår af § 7, stk. 1, er journalført , skal kommunen sende arkene til direktoratet. Hvis der indgår oplysninger om forhold, der ikke angår tilsynet, skal kommunen sørge for, at disse ikke sendes til direktoratet.
De oplysninger, der er nævnt i § 7, stk. 1, bør ligge i sagerne. Det skyldes, at kravene til dokumentation, sagsoplysning mv. skal opfyldes ved kommunens sagsbehandling i sager om en person, der er omfattet af § 2.
Kravene er fastsat i forvaltningsloven, offentlighedsloven, lov om retssikkerhed og almindelige retsgrundsætninger.
Der er også fastsat krav i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedr. lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension. Kravene fremgår videre af bekendtgørelsen om statsrefusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision på integrations- og repatrieringsområdet.
Direktoratet udarbejder checklister til brug for kommunernes sagsbehandling. Disse lister bliver lagt ud på direktoratets hjemmeside, www.adir.dk.
Til § 7, stk. 3
Direktoratet vil på sin hjemmeside beskrive, hvordan kommunerne skal sende sagerne elektronisk til direktoratet. Det vil fremgå, om der stilles særlige krav fx til filformater.
Tilsynsbesøg
Til § 8, stk. 1
Direktoratet fører tilsyn med sager efter § 8, stk. 1, hvor personen, der er omfattet af § 2, fx har afslået eller er udeblevet fra kommunale aktiviteter eller tilbud. Tilsynet omfatter sager, hvor kommunen har pålagt en person, der er omfattet af § 2, en sanktion mv. Tilsynet omfatter også sager, hvor kommunen har vurderet, at der ikke skulle foretages mere.
Til § 8, stk. 2
Når direktoratet har valgt sager til brug for tilsynsbesøget, får kommunen besked om, hvilke sager direktoratet ønsker at se.
Hvis kommunen vurderer, at en person, der er omfattet af § 2, har andre problemer end ledighed, og derfor ikke skal være tilmeldt AF, vil sagen ikke indgå i tilsynet.
Kommunen skal give direktoratet besked om dette hurtigst muligt efter, at kommunen har fået besked om, at en sag skal indgå i tilsynet.
Til § 9, stk. 5
Direktoratet vil på www.adir.dk beskrive, hvordan kommunerne skal sende sagerne elektronisk til direktoratet. Det vil fremgå, om der stilles særlige krav fx til filformater.
Resultatet af tilsynet
Til § 10
Direktoratet kan ikke ændre en kommunes afgørelse overfor en person, hvis sag indgår i tilsynet.
Direktoratet kan heller ikke anmode ankeinstanserne om at tage en afgørelse op til behandling, selv om direktoratet har vurderet, at der er fejl i kommunens afgørelse.
De sociale nævn og Ankestyrelsen er ikke bundet af direktoratets vurdering ved tilsynet. Nævnene og styrelsen kan fx i en ankesag foretage den nødvendige helhedsvurdering af personens situation. De kan dermed nå til en anden afgørelse end resultatet af direktoratets tilsyn.
Til § 10, stk. 2
Hvis direktoratet umiddelbart er uenig med kommunen i en sag, høres kommunen. Dette sker for at kommunen kan se grundlaget for direktoratets beslutning og kan komme med bemærkninger eller nye oplysninger i sagen. Kommunen har 14 dage til at svare. Direktoratet sender derefter sin endelige vurdering af sagen til kommunen.
Til § 11, stk. 1
Direktoratet giver kommunalbestyrelsen meddelelse om resultatet af det enkelte tilsyn. Direktoratet orienterer samtidig kommunens revisor. Det sker bl.a. for, at kommunen og kommunens revisor kan sørge for en eventuel refusionsmæssig berigtigelse.
Meddelelsen gives også for, at kommunens revisor kan foretage yderligere undersøgelser efter aftale med kommunen.
Til § 11, stk. 2
Meddelelsen indeholder oplysninger om de enkelte sager, hvor direktoratet har vurderet, at kommunen har truffet en forkert afgørelse. Meddelelsen indeholder også en samlet gennemgang af resultatet af tilsynet.
Hvis direktoratet har vurderet, at der er udbetalt ydelser fejlagtigt, vil det også fremgå af meddelelsen. Kommunen skal sørge for, at det fejlagtigt udbetalte beløb ikke anmeldes til statsrefusion. Hvis beløbet allerede er anmeldt til statsrefusion, skal kommunen sørge for, at der sker refusionsmæssig berigtigelse. Berigtigelsen er undergivet revisors sædvanlige kontrol.
Direktoratet kan også på baggrund af resultatet af tilsynet komme med forslag til forbedringer af sagsbehandlingen.
Til § 11, stk. 5
Direktoratet kan ved dialogmøder fx komme med forslag til forbedringsområder og metoder i samspil med kommunen.
Direktoratet kan også indgå i et samarbejde om fx undervisningsmateriale om reglerne, udarbejdelse af checklister mv.
Benchmarking og offentliggørelse af resultaterne af tilsynet
Til § 13, stk. 1
Benchmarkingrapporten indeholder en gennemgang af hovedresultaterne. Den indeholder også en sammenligning af de enkelte kommuners resultater, fx i forhold til antal fejl.
Rapporten vil også kunne indeholde forslag til forbedringsområder. Den vil også beskrive praksis i de kommuner, der har den laveste fejlprocent i tilsynet. Heri kan fx indgå en gengivelse af deres forretningsgange til inspiration for andre.
Direktoratet kan på baggrund af benchmarkingrapporterne følge udviklingen i hovedresultaterne og de enkelte kommuners resultater over tid.
Arbejdsdirektoratet, den 9. juni 2004
Birgitte Kjelgaard Andersen
/Anne Inger Hedegaard