Vejledning om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. (tilsynsvejledningen)
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Kapitel 1
Kapitel 1
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om tilsyn og særvilkår
1. I straffuldbyrdelseslovens §§ 81-87 er fastsat bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvilkår ved prøveløsladelse. Det følger af lovens § 88, at §§ 81-87 finder tilsvarende anvendelse ved tilsyn og særvilkår, der er fastsat ved benådning i de tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 43, ved strafafbrydelse eller i øvrigt i medfør af bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven.
I straffuldbyrdelseslovens §§ 94-100 er fastsat bestemmelser om gennemførelse af tilsyn og særvilkår ved betingede domme. Disse regler svarer i hovedtræk til reglerne om tilsyn og særvilkår ved prøveløsladelse.
Reglerne om gennemførelse af domme med vilkår om samfundstjeneste fremgår af straffuldbyrdelseslovens §§ 101-103. Det er i § 104 fastsat, at §§ 94-100 finder tilsvarende anvendelse på gennemførelse af vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57 i forbindelse med en dom med vilkår om samfundstjeneste.
2. Bekendtgørelse og cirkulære om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. finder anvendelse på tilsyn og særvilkår, der er fastsat både ved
1) betinget dom, jf. straffelovens § 57,
2) prøveløsladelse, jf. straffelovens § 39, stk. 2, § 40 a, stk. 2-5,og § 41, stk. 3,
3) benådning i de tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 43,
4) strafafbrydelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 76, stk. 2,
5) udsættelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 13, stk. 1,
6) udgang, jf. straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 2, nr. 4,
7) anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1-2, jf. stk. 3,
8) vilkår, der er fastsat efter straffelovens § 57 i forbindelse med en dom med vilkår om samfundstjeneste, og
9) prøveudskrivning af forvarede.
Endvidere er der i bekendtgørelsen og i cirkulæret fastsat regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste.
Reglerne suppleres af cirkulære om kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, idet disse klientgrupper ikke er omfattet af straffuldbyrdelsesloven.
Kapitel 2
Formål og kompetence
Kapitel 2
Formål og kompetence
3. Tilsyn og særvilkår har til formål at begrænse den dømtes tilbagefald til kriminalitet. Når tilsynsmyndigheden afgiver udtalelse om vilkårsfastsættelsen til brug for en straffesag eller en administrativ afgørelse, skal det derfor vurderes, om tilsyn og særvilkår vil være formålstjenlige som middel til at begrænse tilbagefald til kriminalitet. Vilkår om tilsyn og særvilkår skal indstilles efter en konkret vurdering af den dømtes behov for bistand og kontrol, og – for så vidt angår særvilkår – behov for de foranstaltninger, disse vilkår indebærer. Er klienten f.eks. meget ung, kan der være grundlag for at indstille til tilsyn og eventuelle særvilkår, selv om recidivrisikoen isoleret set må anses for at være begrænset.
Følgende forhold skal eksempelvis overvejes ved fastsættelse af tilsyn
1) Om klienten har personlige eller sociale problemer. Der kan f.eks. være tale om psykiske problemer, afhængighed af alkohol eller euforiserende stoffer, vanskelighed ved at fastholde et arbejde eller administrere økonomien.
2) Om der i givet fald kan tænkes at være en sammenhæng mellem kriminaliteten og disse problemer, således at recidivrisikoen kan antages at blive nedsat, hvis problemerne afhjælpes. Hvis klienten har et alkoholproblem, og hvis kriminaliteten er udtryk for en affekthandling begået under beruselse, vil der være en klar forbindelse mellem klientens vanskeligheder og lovovertrædelsen. Tilsvarende gælder, hvis klienten har begået underslæb, fordi den pågældende har ringe orden i sine økonomiske forhold. En sådan forbindelse kan imidlertid også være mere indirekte, f.eks. kan lovovertrædelserne have sammenhæng med klientens sociale helhedssituation.
3) Om problemerne kan tænkes afhjulpet gennem et tilsyn af kriminalforsorgen. Der er her to omstændigheder, som skal tages i betragtning. På den ene side klientens problemer set i forhold til tilsynets muligheder og på den anden side klientens holdning til et tilsyn. Spørgsmålet er, om det må antages, at det gennem et tilsyn vil være muligt, i hvert fald i nogen grad, at hjælpe klienten med at løse problemerne, eller om det på grund af problemernes særlige karakter eller tilsynsmyndighedens begrænsede hjælpemuligheder må anses for umuligt. Hertil kommer, at tilsynet kun kan få en gavnlig indflydelse på klientens situation, hvis klienten er positivt indstillet på et samarbejde med tilsynsmyndigheden og i hvert fald har nogen vilje og evne til at imødekomme de krav, som følger af tilsynet.
Der kan være situationer, hvor det efter en konkret vurdering må konstateres, at der er behov for bistand og kontrol, men hvor tilsyn alligevel ikke vil være formålstjenligt. Hvis en klient f.eks. har optrådt voldeligt i kriminalforsorgens afdeling, har fremsat trusler mod tilsynsmyndighedens medarbejdere, har været groft provokerende, har givet udtryk for at ville unddrage sig tilsyn eller på anden måde demonstreret en negativ indstilling til det nødvendige samarbejde, bør det overvejes, om vilkår om tilsyn m.v. skal undlades. Klientens tilkendegivelse om at ville overholde tilsyn og særvilkår bør dog i almindelighed veje tungere end en usikker forestilling om et negativt tilsynsforløb.
I nogle situationer - hvor klienten ikke har noget større behov for støtte og vejledning - kan der fastsættes vilkår om tilsyn alene af kontrolmæssige hensyn. Ved betinget dom med vilkår om samfundstjeneste fastsættes altid vilkår om tilsyn, også selv om klienten ikke har behov for støtte og vejledning. Tilsvarende gælder ved tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a. I disse tilfælde fastsættes det altid som vilkår, at den pågældende undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der som minimum er forløbet to tredjedele af straffetiden.
4. Anklagemyndighedens pligt til at indhente personundersøgelse fremgår af retsplejelovens § 808. Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 3/2000 fastsat nærmere retningslinier for indhentelse af personundersøgelse hos kriminalforsorgen.
Ved behandling af straffesager vedrørende personer, der er eller tidligere har været under tilsyn af kriminalforsorgen, vil anklagemyndigheden normalt indhente en udtalelse fra tilsynsmyndigheden om det hidtidige eller tidligere tilsynsforløb. Formålet med denne udtalelse er, at retten ved straffens udmåling bl.a. kan tage hensyn til lovovertræderens personlige forhold, jf. straffelovens § 80. I denne udtalelse skal tilsynsmyndigheden tilkendegive sin opfattelse med hensyn til hensigtsmæssigheden af at knytte tilsyn og særlige vilkår til afgørelsen af den verserende straffesag.
Regler om høring af tilsynsmyndigheden i prøveløsladelsessager er fastsat i løsladelsesbekendtgørelsen.
Kapitel 3
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen
Kapitel 3
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen
Ad bekendtgørelsens § 2
5. Ved betingede domme med vilkår om tilsyn vil en medarbejder fra kriminalforsorgens afdeling i nogle tilfælde være til stede ved domsafsigelsen og umiddelbart efter retsmødet have en samtale med den dømte. Ved denne samtale aftales nærmere tid og sted for den videre kontakt mellem den dømte og tilsynsmyndigheden.
Ved prøveløsladelser forventes tilsynsmyndigheden at have kontakt med den prøveløsladte inden løsladelsen, således at der kan være indgået aftale om det første møde.
Tilsynet har både en kontrol- og en bistandsside, der som udgangspunkt skal indgå med samme vægt. Forholdene kan dog føre til, at der i det konkrete tilsynsforløb lægges skiftende vægt på kontrol og bistand.
Tilsynsmyndighedens kontrolmuligheder øges betydeligt, hvis der er fastsat særvilkår.
De begrænsede pligter, der kan pålægges en klient, som alene er undergivet vilkår om tilsyn, begrænser også tilsynsmyndighedens mulighed for at udøve kontrol med klientens færden.
Ad bekendtgørelsens § 3, stk. 1
6. I nogle tilfælde kan det ikke lade sig gøre at iværksætte et særvilkår umiddelbart efter det første møde, f.eks. kan der være problemer med at få iværksat et vilkår om behandling hos en psykolog, hvis betalingsspørgsmålet ikke er afklaret. Det afgørende er i disse situationer, at tilsynsmyndigheden umiddelbart efter det første møde tager initiativ til at få særvilkåret iværksat.
Ved prøveløsladelser vil et ubetinget vilkår normalt være iværksat allerede før løsladelsen.
Ad bekendtgørelsens § 3, stk. 2
7. Klienter, der er idømt en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling på grund af spirituskørsel, vil normalt have et vilkår om at følge en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Alkoholistbehandingen kan varetages af offentlige eller offentligt støttede ambulante institutioner, som f.eks. amtslige rådgivningscentre, alkoholklinikker eller (lænke-)ambulatorier. Behandling, der består i deltagelse i Anonyme Alkoholikeres grupper, kan også accepteres, hvis den pågældende gruppe har tilsluttet sig samarbejdsaftalen mellem Anonyme Alkoholikere og kriminalforsorgen.
Det påhviler kriminalforsorgens afdelinger at vurdere, om de lokale behandlingstilbud er så seriøse og kontrollerbare, at de kan accepteres. Som udgangspunkt accepteres de offentligt anerkendte behandlingssteders valg af behandlingsmetode og –indhold. Af hensyn til kriminalforsorgens krav om kontrol må man dog forudsætte, at der minimum er tale om ugentlig kontakt mellem patient og behandlingssted i hvert fald i behandlingens indledende fase.
Af ressourcemæssige årsager vil behandlingssteder, som vil indgå aftaler om at underrette kriminalforsorgen om ethvert brud på behandlingsaftalen, være at foretrække.
Behandlingssteder, der kun vil give oplysninger på kriminalforsorgens direkte forespørgsel, kan dog også anvendes. I sådanne tilfælde forudsættes det, at kriminalforsorgen meget jævnligt kontakter behandlingsstedet.
Behandlingssteder, som hverken vil acceptere anmeldelses- eller oplysningspligt, kan ikke anvendes. Behandlingsplaner, som udelukkende består i indtagelse af antabus, f.eks. hos egen læge, kan kun accepteres, hvis kriminalforsorgens afdeling selv mener at kunne påtage sig at dække yderligere behandlingsbehov hos den pågældende eller kan anvise andre lokale muligheder.
Ad bekendtgørelsens § 4
8. Det er ikke udelukket at fravige bestemmelsen om kontakthyppighed, hvis konkrete forhold taler for det.
Behandlingsvilkår, bistandsbehov, klientens psykiske tilstand og kriminalitet kan begrunde en mere intensiv kontakt. På den anden side kan en klients gode sociale forhold begrunde en mindre intensiv kontakt. Tilsvarende kan kontakten begrænses, hvis klienten har ophold på en behandlingsinstitution eller i øvrigt er i et behandlingsforløb, som tilsynsmyndigheden følger efter aftale med behandlingsstedet. Dette vil normalt være tilfældet, hvis klienten er i et afsoningsforløb.
Tilsynets bistandsdel vil typisk kunne begrænses i forhold til klienter, der er idømt en betinget dom med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling på grund af spirituskørsel, hvor tilsynet navnlig er fastsat til varetagelse af kontrollen med, at behandlingen følges. Det afgørende er, at klienten ikke har behov for særlig social eller personlig bistand ud over hvad der følger af behandlingen, og at behandlingsstedet har accepteret at underrette tilsynsmyndigheden om ethvert brud på behandlingsaftalen. Der forudsættes dog som minimum at finde en samtale sted med klienten mindst hver 6. uge, hvor det kan afdækkes, om der er opstået væsentlige ændringer i de personlige forhold, som kræver en intensivering af tilsynet, og om fuldbyrdelsen af dommen forløber planmæssigt.
Ved betingede domme med vilkår om samfundstjeneste for spirituskørsel og visse andre overtrædelser af færdselsloven gælder tilsvarende, at bistandsdelen ofte kan begrænses. Kontroldelen af tilsynet skal imidlertid gennemføres ubegrænset.
Tilsynsmyndigheden bør i disse sager, hvor klienten er idømt en betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling eller samfundstjeneste på grund af spirituskørsel (og visse andre færdselslovsovertrædelser) forholde sig til og vurdere, om klienten konkret har behov for støtte og vejledning, eller om klienten har så ordnede forhold, at tilsynet primært kan bestå i kontrolvirksomhed. Der vil som en rettesnor typisk være behov for den sociale del af tilsynet i de tilfælde, hvor der er udarbejdet en almindelig personundersøgelse, medens tilsynet formentlig kan begrænses i mange af de tilfælde, hvor der er udarbejdet en begrænset personundersøgelse. Tilsynsmyndigheden skal imidlertid være opmærksom på, om der – siden personundersøgelsen blev udarbejdet – er indtrådt nogle omstændigheder eller ændringer i klientens forhold, som bevirker, at klienten nu kræver mere støtte, eller omvendt. Endvidere kan der tænkes at være forhold, som ikke er blevet afdækket i forbindelse med personundersøgelsen.
Hvis klienten har vilkår om samfundstjeneste, men vedkommende også skønnes at have et behandlingsbehov, vil tilsynet primært bestå i en kontrolforanstaltning, men det vil også være den tilsynsførendes opgave at søge at motivere klienten til at gå i behandling.
Skal tilsynsmyndigheden supplere en behandling, der f.eks. udelukkende består i indtagelse af antabus hos egen læge, eller klienten har særlige sociale problemer, vil der skulle føres et normalt tilsyn.
For dømte, der løslades på prøve efter straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 2, med vilkår om samfundstjeneste, vil bistandsdelen ofte kunne begrænses, idet der typisk vil være tale om dømte med gode og stabile personlige forhold og et godt socialt netværk samt uden misbrugsproblemer. I disse sager bør tilsynsmyndigheden ligeledes forholde sig til og vurdere, om klienten konkret har behov for støtte og vejledning, eller om klienten har så ordnede forhold, at tilsynet primært kan bestå i kontrolvirksomhed.
Har afdelingen fundet, at der skal føres et begrænset tilsyn, skal dette noteres i journalen med en begrundelse herfor.
Ad bekendtgørelsens § 5
9. Ved overdragelse af tilsynssager typisk fra en afdeling til en anden, bør der være telefonisk kontakt mellem forsorgsmedarbejderen i den overdragende afdeling og forsorgsmedarbejderen i den afdeling, der skal videreføre tilsynet. Der kan f.eks. i en telefonsamtale redegøres mere nuanceret for de veje, der er afstukket for tilsynsforløbet, således at det kan videreføres sammenhængende. Efter cirkulærets § 4 skal tilsynsmyndigheden hurtigst muligt sende tilsynssagen til den nye tilsynsmyndighed. Den nye tilsynsmyndighed skal have kontakt med klienten senest en uge efter, at flytningen er blevet kendt for den nye tilsynsmyndighed.
Ad bekendtgørelsens § 6
10. Da klientens medvirken til og accept af planlægningen er en afgørende forudsætning for planens gennemførelse, må den bygge på, hvad klient og tilsynsmyndighed er enige om. Tilsynsmyndigheden skal være opmærksom på, at der ikke i planen indgår elementer, som tilsidesætter fastsatte særvilkår.
For klienter, hvis sociale og personlige forhold er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for en mere omfattende planlægning af tilsynsperioden, kan planen efter omstændighederne indskrænkes til et notat om de forhold, der begrunder en kort summarisk plan, og – medmindre klientens forhold ændrer sig – kan der hver 3. måned gøres notat om status.
Ved tilsyn fastsat i forbindelse med en løsladelse vil der under strafudståelsen være udarbejdet en handleplan, som tilsynsmyndigheden skal videreføre.
Ad bekendtgørelsens § 7
11. En klient på fri fod kan rejse til udlandet i op til en uge uden at overtræde vilkåret om tilsyn, hvis klienten ikke ved rejsen overtræder fastsatte særvilkår, f.eks. om behandling eller om ikke at tage ophold, hvor der er mindreårige børn.
En klient, der er i et afsoningsforløb (anbragt efter straffuldbyrdelseslovens 78, stk. 1 eller 2, eller på udgang), skal altid have særlig tilladelse til at forlade landet. Bliver tilsynsmyndigheden bekendt med, at klienten vil foretage en udlandsrejse, uden at der er givet tilladelse til det, eller er klienten allerede rejst, skal tilsynsmyndigheden straks underrette det fængsel eller arresthus, som er udpeget som moderinstitution, eller hvorfra klienten har udgang.
En klients arbejdsforhold kan betyde, at vedkommende vil være beskæftiget i længere tidsrum uden for Danmark. Foregår beskæftigelsen i et andet nordisk land, er der mulighed for overdragelse af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte. Der henvises til cirkulære af 16. december 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og cirkulæreskrivelser af 10. februar 1964 og 1. marts 1972 til samtlige afdelinger vedrørende overførelse af tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte mellem de nordiske lande.
Foregår beskæftigelsen uden for Norden, må tilsynsmyndigheden afveje klientens beskæftigelsesforhold med den risiko, der er forbundet med, at tilsynet ikke kan gennemføres i længerevarende perioder eller måske for resten af tilsynsperioden. Det vil typisk dreje sig om klienter, der er ansat på skibe i udenrigsfart. En vis kontakt kan normalt opretholdes ved brevveksling eller gennem telefonsamtaler. Anser tilsynsmyndigheden det under hensyn til klientens forhold for uacceptabelt at være uden kontakt med klienten i længere tid på grund af udlandsrejsen, skal dette meddeles klienten, og hvis den pågældende alligevel vil foretage udlandsrejsen (eller allerede er rejst), betragtes det som en vilkårsovertrædelse, hvor indberetning eller anmodning om anholdelse kan blive reaktionen.
Ad bekendtgørelsens § 8
12. Arbejdsstederne og eventuelle tillidsrepræsentanter på stedet skal have accepteret, at der beskæftiges personer med vilkår om samfundstjeneste, og denne accept skal fremgå af den skrivelse, der sendes til det lokale arbejdsmarkedsråd, når et samfundstjenestested ønskes godkendt.
Det er tilsynsmyndigheden, der træffer bestemmelse om arbejdsstedet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 3, som også gælder for prøveløsladte med vilkår om samfundstjeneste. Aftale om afviklingstider indgås mellem tilsynsmyndigheden, arbejdsstedet og klienten.
Er udførelse af samfundstjeneste fastsat som vilkår for prøveløsladelse, fremgår det af bekendtgørelsens § 8, stk. 2, at aftalerne om arbejdssted og afviklingstider for samfundstjeneste som altovervejende hovedregel skal være indgået, inden løsladelsen finder sted. Der kan derfor eventuelt være behov for, at den pågældende indsatte kan få bevilget udgang i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 31 med henblik på at få indgået disse aftaler. Tilsynsmyndigheden må i så fald drøfte dette med det pågældende fængsel/arresthus. Kun hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan den indsatte løslades, inden aftalerne er helt på plads. Det kan f.eks. være, hvis det af praktiske grunde er meget vanskeligt at afvikle en § 31-udgang som nævnt ovenfor inden løsladelsen. I disse tilfælde skal aftalerne være indgået senest 10 dage efter løsladelsen. Det er tilsynsmyndigheden, der vurderer, om der foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde, at aftalerne undtagelsesvist først skal være på plads senest 10 dage efter løsladelsen.
Tilsynsmyndigheden har kompetence til at ændre på fastsatte arbejdstider (efter aftale med arbejdsstedet) og til at træffe bestemmelse om ændring af arbejdsstedet. Arbejdsstedet kan således ikke indgå aftale med klienten om ændring i arbejdstiderne eller skift af arbejdssted, men skal forelægge spørgsmålet for tilsynsmyndigheden. Derimod kan et arbejdssted på ethvert tidspunkt i forløbet bringe et arbejdsforhold til ophør.
Ønsker klienten at ændre en aftale om afvikling, kan dette kun imødekommes, hvis der foreligger en situation, som vil kunne sidestilles med de situationer, hvor der kan bevilges udgang efter § 31 i udgangsbekendtgørelsen.
Det er ikke en betingelse, at samfundstjeneste skal udføres uden for normal arbejdstid, men der skal tages højde for, at personer med vilkår om samfundstjeneste, der er i normal beskæftigelse, skal være sikret samfundstjenestesteder, og at arbejdsløse ikke skal afskæres fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Om erstatning for følger af ulykkestilfælde m.v. under udførelse af samfundstjeneste henvises til bekendtgørelse om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og dømte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. Det skal bemærkes, at bekendtgørelsen ikke omfatter skader, som klienter forvolder under udførelse af samfundstjeneste, men at der til dækning af sådanne skader er afsat midler på finansloven.
Ad bekendtgørelsens § 9
13. Samfundstjeneste, der er fastsat som vilkår for en betinget dom, skal afvikles løbende over den udmålte længstetid og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af længstetiden, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2.
Ved samfundstjeneste, der er fastsat som vilkår for prøveløsladelse, er der ikke krav om, at der fastsættes en længstetid. Dette skyldes ifølge forarbejderne, at der i forvejen ligger en tidsmæssig begrænsning i, at samfundstjenestens varighed som udgangspunkt ikke må have en udstrækning ud over den tid, der resterer, inden den pågældende ville have udstået to tredjedele af straffetiden. Samfundstjenesten vil også i disse tilfælde skulle afvikles løbende over den periode, som vilkåret strækker sig over, da hensigten netop er, at vilkåret, som bl.a. har en væsentlig pønal karakter, træder i stedet for fortsat afsoning. Som ved samfundstjeneste fastsat som vilkår for en betinget dom må samfundstjenesten som udgangspunkt tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperioden, jf. stk. 1.
Der er endvidere i bekendtgørelsens § 9, stk. 2 og 3, fastsat bestemmelser om, hvor mange timers samfundstjeneste en klient må udføre på en enkelt uge. Disse bestemmelser gælder både vilkår fastsat ved betinget dom og vilkår fastsat ved prøveløsladelse. Særlige forhold kan begrunde, at en klient udfører samfundstjeneste i mere end 24 timer på en uge. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor en klient har erhvervsarbejde, såsom fiskeri, ansættelse på skib i udenrigsfart eller anden længerevarende beskæftigelse fjernt fra boligen, der gør, at afviklingen af samfundstjeneste må tilrettelægges ud fra de konkrete forhold.
Skal klienten udføre samfundstjeneste i under 60 timer, må klienten ikke udføre mere end 12 timer på en uge. Denne bestemmelse kan ligeledes fraviges, hvis der foreligger helt særlige grunde.
Ad bekendtgørelsens § 10
14. Formålet med et frivilligt tilsyn kan være at bistå klienten så tidligt som muligt eller at fortsætte et tilsynsforløb, der ellers ville udløbe, inden det tilsigtede formål var nået. Det kan aftales, at tilsynet varer i en vis periode, f.eks. 3 måneder.
Et frivilligt tilsyn forpligter alene tilsynsmyndigheden, idet klienten på ethvert tidspunkt i tilsynsforløbet kan frigøre sig. Tilsynsmyndigheden kan ophæve tilsynet, hvis den vurderer, at det er formålsløst, f.eks. fordi klienten afviser den bistand og vejledning, som er formålet med tilsynet.
Ad bekendtgørelsens § 11
15. Det kan konkret aftales, at et tilsyn med en klient føres af en af kriminalforsorgens pensioner, f.eks. under eller i fortsættelse af klientens ophold på pensionen.
Kapitel 4
Kapitel 4
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i cirkulæret
Ad cirkulærets § 2
16. Formålet med et vilkår om tilsyn er at begrænse risikoen for recidiv til ny kriminalitet. Dette formål søges opfyldt dels ved kontrol dels ved støtte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. For tilsynsmyndigheden betyder det en pligt til at udøve den fornødne kontrol med klienten og en pligt til at tilbyde støtte og vejledning. For klienten er der ved et vilkår om tilsyn pligt til at give oplysning om bopæl og beskæftigelse og overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelse af tilsynet. Tilsynsmyndigheden har herudover en forpligtelse til at søge at holde sig underrettet om klientens forhold i øvrigt. Er der fastsat særvilkår kan tilsynsmyndigheden afkræve klienten sådanne oplysninger, som er nødvendige for at kontrollere, om vilkåret overholdes eller til at vurdere, om et betinget vilkår skal iværksættes.
Pligten for tilsynsmyndigheden til at tilbyde støtte og vejledning kræver ikke blot, at der opnås en formel og medmenneskelig kontakt med klienten, men også at tilsynsmyndigheden forsøger at iagttage behov for yderligere støtte og foranlediger, at sådan støtte ydes i rimeligt omfang.
Betingede særvilkår fastsættes i de tilfælde, hvor det ikke skønnes påkrævet at iværksætte f.eks. en behandling eller et institutionsophold fra tilsynets start, men hvor det kan blive nødvendigt at iværksætte foranstaltningen i tilsynsperioden. Tilsynsmyndigheden skal derfor sørge for, at vilkåret iværksættes, hvis det i tilsynsperioden viser sig nødvendigt.
Ad cirkulærets § 3
17. Cirkulærets § 3 vedrører de tilfælde, hvor der kan være behov for at ændre eller ophæve vilkår, uden at der foreligger en vilkårsovertrædelse. I praksis sker det undertiden, at tilsynsmyndigheden indstiller til ophævelse af et tilsyn, mens det er sjældent, at tilsynsmyndigheden indstiller til ophævelse af et særvilkår. Dette skyldes formentlig tilsynsmyndighedens adgang til at stille fastsatte betingede og ubetingede behandlingsvilkår i bero (seponere en behandling). En forudsætning for at seponere en behandling er, at det tilsigtede formål med behandlingen er nået, eller at seponeringen er et led i behandlingen. I relevante sager bør afdelingens psykiatriske konsulent forinden høres om, hvorvidt det er lægeligt forsvarligt at seponere behandlingen. Behandlingen skal genoptages, når tilsynsmyndigheden træffer afgørelse herom.
Er vilkåret fastsat af retten, skal tilsynsmyndighedens indstilling om ændring eller ophævelse af vilkåret afgives til anklagemyndigheden. Er vilkåret fastsat administrativt af et fængsel eller et arresthus, afgives indstilling til fængslet eller arresthuset, hvis vilkåret ønskes ændret eller ophævet. Er der uenighed mellem tilsynsmyndigheden og fængslet eller arresthuset om, hvorvidt vilkåret skal ændres eller ophæves, kan spørgsmålet forelægges for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Er vilkåret fastsat af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, f.eks. ved udsættelse eller betinget benådning afgives indstilling om ophævelse eller ændring dertil.
Ved betingede domme er der mulighed for at indstille til skærpelse af vilkåret, selv om der ikke foreligger en vilkårsovertrædelse, jf. straffelovens § 59, stk. 1. En skærpelse kan f.eks. være, at tilsynsperioden forlænges, eller at der meddeles kompetence til institutionsanbringelse. Derimod kan prøvetiden ikke ændres, og der kan ikke efterfølgende knyttes vilkår efter straffelovens § 57 til en dom, der kun er betinget af straffrit liv.
Vilkår, der er fastsat administrativt, kan udelukkende ændres i skærpende retning, hvis der foreligger en vilkårsovertrædelse.
Ad cirkulærets § 4
18. Det henvises til bemærkningerne til bekendtgørelsens § 5. Det kan forekomme, at en klient flytter, uden at tilsynsmyndigheden er opmærksom herpå. Bestemmelsen er derfor formuleres således, at tilsynsmyndigheden hurtigst muligt skal sende tilsynssagen til den nye tilsynsmyndighed, hvilket skal forstås som hurtigt efter, at den fradelegerende tilsynsmyndighed er blevet opmærksom på, at klienten er flyttet.
Ad cirkulærets § 5
19. Det forudsættes, at der mellem de enkelte fængsler og afdelinger etableres sådanne samarbejdsformer, eventuelt ved afholdelse af regelmæssige møder, at behovet for gensidig orientering og drøftelse af såvel enkelte klienters forhold som af mere generelle spørgsmål tilgodeses. Som grundlag herfor skal der – i det omfang, der af det løsladende fængsel fremsættes anmodning derom – løbende sendes kopi af journalen til fængslet.
Ad cirkulærets § 6
20. Der henvises til bemærkningerne til §§ 3-4 i bekendtgørelsen.
Ad cirkulærets § 7
21. Om mentorordningen henvises til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 4. august 2000 vedrørende en styrkelse af kriminalforsorgens indsats over for unge fra etniske minoritetsgrupper samt orientering og vejledning af samme dato.
Ad cirkulærets §§ 8-10
22. Før en klient indberettes for vilkårsovertrædelse, skal tilsynsmyndigheden have foretaget de i cirkulæret nævnte handlinger med henblik på at genetablere tilsynet. I nogle situationer vil disse handlinger ikke være tilstrækkelige, og der vil skulle reageres hurtigere.
Som eksempler på forhold, der kan gøre hurtig indberetning påkrævet, kan nævnes følgende
1) Risiko for tilbagefald til alvorlig kriminalitet.
2) Klienten er aktuelt eller tidligere dømt for grov sædelighedsforbrydelse eller anden personfarlig kriminalitet.
3) Klienten unddrager sig behandling for psykisk sygdom med fare for forværring af tilstanden.
4) Klienten er til fare for sig selv eller andre.
For klienter i afsoningsforløb, dvs. anbragte efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1 eller 2, eller klienter på udgang, skal tilsynsmyndigheden reagere hurtigt ved indberetning til fængslet eller arresthuset. For anbragte efter § 78, stk. 1 eller 2, gælder særlige regler, herunder at anbringelsesstedet skal underrette moderinstitutionen om vilkårsovertrædelser, jf. cirkulære om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus. Tilsynsmyndigheden vil derfor ofte først gennem moderinstitutionen få orientering om vilkårsovertrædelsen, men får tilsynsmyndigheden oplysningen direkte fra anbringelsesstedet, skal tilsynsmyndigheden sørge for straks at underrette moderinstitutionen, hvis den ikke allerede er informeret.
Har tilsynsmyndigheden f.eks. vished om, at en klient er bortrejst eller lignende, skal tilsynsmyndigheden ikke aflægge besøg på klientens bopæl som foreskrevet i § 9, stk. 1, 2. pkt., i cirkulæret.
En overtrædelse af vilkåret om tilsyn, som ikke består i at klienten unddrager sig tilsynet, kan f.eks. være, at klienten ikke vil give oplysning om sin bopæl eller beskæftigelse.
Da tilsyn og særvilkår er fastsat ud fra en konkret vurdering af klientens behov for bistand og kontrol med henblik på at begrænse risikoen for recidiv, skal der foretages indberetninger ved ikke-bagatelagtige vilkårsovertrædelser, som ikke kan stoppes ved tilsynsmyndighedens handlinger eller pålæg.
Indberetning kan undlades ved mere bagatelagtige eller formelle vilkårsovertrædelser, hvor der ikke skønnes at være risiko for recidiv. Det kan f.eks. være i situationer, hvor klienten kommer for sent til en aftale eller glemmer en aftale og derefter selv kontakter tilsynsmyndigheden telefonisk.
Opmærksomheden henledes på, at der gælder særlige regler om indberetning ved overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste, jf. punkt 31. Se i øvrigt også prøveløsladelsesvejledningens kapitel 7 om reaktioner ved overtrædelse af vilkår om prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a.
Klienten skal som altovervejende hovedregel gøres bekendt med indberetningen, før den afgives, og have lejlighed til at udtale sig. Klientens eventuelle indsigelser mod indberetningen skal anføres. Kan tilsynsmyndigheden ikke opnå kontakt med klienten, skal tilsynsmyndigheden anmode politiet om anholdelse med henblik på, at klienten kan udtale sig om en eventuel indberetning, jf. § 10, stk. 2, og § 11, stk. 3.
Efter § 10, stk. 4, skal tilsynsmyndigheden sende en kopi af indberetningen til det fængsel eller arresthus, hvorfra klienten er løsladt. Foreslår tilsynsmyndigheden, at der sker genindsættelse, og finder fængslet eller arresthuset, at genindsættelse bør finde sted i et andet fængsel eller arresthus, forudsættes det, at fængslet eller arresthuset så vidt muligt omgående afgiver indstilling herom til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Tilsvarende gælder, hvis indberetningen i øvrigt giver fængslet eller arresthuset anledning til bemærkninger.
23. Justitsministeriet. Direktoratet for Kriminalforsorgen, har den 26. april 2000 til brug for behandlingen af sager om genindsættelse af prøveløsladte til udståelse af reststraf udarbejdet en liste over de oplysninger og akter, som skal foreligge, før en afgørelse kan træffes.
24. Finder Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, at reaktionen på en indberetning skal være, at vilkårene indskærpes, foretager tilsynsmyndigheden denne indskærpelse. Tilsynsmyndigheden sørger for, at klienten ved sin underskrift på afgørelsen fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, anerkender, at vilkårene er blevet indskærpet. Nægter klienten at anerkende indskærpelsen, forsynes afgørelsen med en påtegning herom.
25. Det skal bemærkes, at politiet har pligt til at underrette tilsynsmyndigheden efter reglerne i cirkulære af 18. januar 1978 om indberetning af vilkårsovertrædelser m.v. begået af personer, der er undergivet tilsyn af kriminalforsorgen. Underretningspligten gælder, når en person, som efter de for politiet foreliggende oplysninger er undergivet tilsyn af kriminalforsorgen,
1) sigtes for overtrædelse af straffeloven eller for andet strafbart forhold, som forventes at ville medføre fængselsstraf,
2) anholdes eller varetægtsfængsles,
3) løslades under en verserende straffesag,
4) meddeles tiltalefrafald eller frifindes,
5) idømmes fængselsstraf, betinget dom, foranstaltninger i henhold til straffelovens kapitel 9 eller ikendes større bøder,
6) indsættes til udståelse af fængselsstraf, bødeforvandlingsstraf eller underholdsbidrag,
7) må formodes at have begået andre vilkårsovertrædelser end strafbart forhold, eller
8) har begået andre forhold, som kan være af betydning for tilsynsarbejdet, f.eks. værtshusuorden, grovere husspektakler, spiritus- eller narkotikamisbrug, detentionsanbringelse og tvangsindlæggelse.
26. Bestemmelse om prøveudskrivning fra forvaring træffes af retten ved kendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 2, 1. pkt. Vedrørende fremgangsmåden m.v. ved prøveudskrivning fra forvaring henvises til bekendtgørelse om behandlingen af sager om prøveudskrivning af forvaringsdømte.
Der vil normalt være knyttet en række vilkår til prøveudskrivningen, herunder vilkår om, at der kan ske tilbageførsel til fængslet (anstalten) for kortere eller længere tid, hvis der er grund til at tro, at den prøveudskrevne har i sinde at begå ny kriminalitet.
Rigsadvokaten og bistandsværgen skal underrettes straks, når en prøveudskrevet person er ført tilbage til fængslet (anstalten). Er den pågældende ikke udskrevet igen inden for den frist, der er fastsat (normalt en uge efter tilbageførslen), skal Rigsadvokaten forelægge sagen for retten til godkendelse af, at vedkommende er genanbragt.
Tilsynsmyndigheden skal således ved tilsyn med prøveudskrevne vurdere, om der er risiko for, at den prøveudskrevne vil begå ny kriminalitet.
Finder tilsynsmyndigheden, at der er forhold, der giver grund til at tro, at der foreligger en sådan risiko for ny kriminalitet, skal tilsynsmyndigheden kontakte ledelsen på det fængsel (den anstalt), hvorfra klienten er prøveudskrevet, og aftale, hvem der skal anmode politiet om tilbageførsel.
Tilsynsmyndigheden skal - udover straks at underrette Rigsadvokaten og bistandsværgen om tilbageførsel – udarbejde en skriftlig redegørelse til Rigsadvokaten om forløbet. Redegørelsen sendes i kopi til fængslet (anstalten) og bistandsværgen.
Fornyet prøveudskrivning kan efter fængslets (anstaltens) bestemmelse ske inden for den fastsatte frist (normalt inden for en uge efter tilbageførslen). Fornyet prøveudskrivning senere end denne frist kan kun ske ved rettens kendelse, jf. bekendtgørelse om behandlingen af sager om prøveudskrivning af forvaringsdømte.
Ad cirkulærets § 11
27. Kan tilsynsmyndigheden ikke komme i kontakt med klienten, anmodes politiet om anholdelse, således at tilsynsmyndigheden får mulighed for at tale med klienten, inden indberetningen afgives. Kan tilsynsmyndigheden godt få kontakt med klienten, skal der afgives indberetning med indstilling om reaktion, hvis bestræbelserne på at få klienten til at overholde vilkårene ikke lykkes.
Ad cirkulærets § 12
28. Bestemmelsen kan vedrøre anbragte efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1 eller 2, eller klienter på udgang, som har vilkår om tilsyn. Tilsynsmyndigheden vil i tilfælde af, at klienten vil foretage (eller har foretaget) en udlandsrejse skulle foretage indberetning til det fængsel eller arresthus, som er moderinstitution, eller hvorfra klienten er på udgang.
Ad cirkulærets § 13
29. Samfundstjeneste kan fastsættes som vilkår både i forbindelse med prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a og i forbindelse med betinget dom, jf. straffelovens § 62. For så vidt angår arbejdsstederne, se bemærkningerne til bekendtgørelsens § 8.
Ad cirkulærets § 14
30. Den særligt intensive kontrol med samfundstjenestens udførelse betyder, at tilsynsmyndigheden hurtigt bliver bekendt med klienternes udeblivelse. Tilsynsmyndigheden kan derfor straks, når den bliver bekendt med udeblivelser, foretage det nødvendige for at forsøge at få klienten til at genoptage samfundstjenesten og samtidig give pålæg om at overholde vilkåret. Hvis tilsynsmyndighedens bestræbelser ikke har den ønskede effekt, skal der afgives indberetning.
Enhver uaftalt udeblivelse fra samfundstjeneste skal dog ikke betragtes som en vilkårsovertrædelse, der umiddelbart fører til indberetning, f.eks. hvis klienten har glemt aftalen og selv kontakter tilsynsmyndigheden umiddelbart efter.
Tilsynsmyndigheden skal især være opmærksom på, at særvilkår om f.eks. behandling mod misbrug eller om psykiatrisk behandling overholdes. I forbindelse med samfundstjeneste er dette tillige bestemt af hensyn til samfundstjenestestederne.
Ad cirkulærets § 15
31. Reglerne om reaktioner ved overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste suppleres af reglerne om overtrædelse af øvrige vilkår. Tilsynsmyndigheden skal være opmærksom på, om en klient samtidig med overtrædelsen af vilkåret om samfundstjeneste også overtræder andre vilkår, eller om en klient med vilkår om samfundstjeneste f.eks. udelukkende overtræder vilkåret om tilsyn.
I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår, skal der ikke forud for indberetning om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste foretages en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste begrunder en nærliggende risiko for kriminalitet. Overtræder en klient, der er løsladt på prøve med vilkår om samfundstjeneste, dette vilkår, skal tilsynsmyndigheden udover de foranstaltninger, der er nævnt i § 15, stk. 1 og 2, straks indberette overtrædelsen til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 2, 2. pkt. Er klienten idømt betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skal overtrædelse af dette vilkår eller af kriminalforsorgens forskrifter om udførelsen heraf indberettes, når der tidligere er givet pålæg, og dette pålæg ikke fører til, at vilkåret og forskrifterne overholdes, jf. straffuldbyrdelseslovens § 103, stk. 2. Indberetning skal i disse tilfælde ske senest en måned efter, at vilkårsovertrædelsen på ny blev konstateret, medmindre overtrædelsen er bagatelagtig.
Har tilsynsmyndigheden f.eks. vished om, at en klient er bortrejst eller lignende, skal tilsynsmyndigheden ikke aflægge besøg på klientens bopæl som foreskrevet i § 15, stk. 1, 2. pkt., i cirkulæret.
32. Efter straffelovens § 63, stk. 2, kan tilsynsmyndigheden forlænge den fastsatte længstetid. Den dømte kan forlange rettens prøvelse af en afgørelse om forlængelse af længstetiden. Sagen skal i så fald indbringes for retten af anklagemyndigheden.
Ad cirkulærets § 16
33. Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 40 a, at der i særlige tilfælde bør kunne træffes afgørelse om, at vilkår om samfundstjeneste skal have en varighed ud over to tredjedele af straffetiden, hvis der foreligger særlige grunde, f.eks. fordi den pågældende på grund af sygdom, graviditet eller lignende ikke har kunnet udføre den fastsatte arbejdsforpligtelse inden for det nævnte tidsrum. Det vil i disse tilfælde kunne virke urimeligt, hvis den prøveløsladte må genindsættes i fængslet, alene fordi samfundstjeneste ikke kunne kræves udført efter tidspunktet for to tredjedele af straffetiden. Vilkår om samfundstjeneste kan dog i intet tilfælde have en varighed ud over den fulde straffetid.
Det fremgår tillige af forarbejderne, at det i de nævnte situationer endvidere vil være muligt administrativt at træffe beslutning om at nedsætte samfundstjenestens varighed, idet det i almindelighed antages, at den prøveløsladende myndighed uden udtrykkelig lovhjemmel senere kan begrænse eller ophæve fastsatte vilkår.
Det er derfor i § 16 fastsat, at tilsynsmyndigheden i disse situationer kan træffe afgørelse om, at vilkår om samfundstjeneste skal have en varighed ud over det fastsatte tidspunkt, dog ikke ud over den fulde straffetid, eller afgive indstilling til den myndighed, der har fastsat vilkåret, om at nedsætte antallet af arbejdstimer.
Også for betingede dømte med vilkår om samfundstjeneste er der mulighed for at forlænge det tidsrum, hvori arbejdsforpligtelsen skal udføres, jf. punkt 32.
34. Vejledning nr. 100 af 16. maj 2001 om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. bortfalder.
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 18. maj 2004
William Rentzmann
/Jakob Schiøler
Vejledning om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. (tilsynsvejledningen)