Vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene\n(Gennemgang af reglerne om tavshedspligt)

Kapitel 1

Kapitel 1

Reglerne om tavshedspligt, indhentning og videregivelse af oplysninger

Reglerne om tavshedspligt

1. Den følgende fremstilling har til formål at give en oversigt over de gældende regler om tavshedspligt og om videregivelse og indhentning af oplysninger specielt med henblik på sociale opgaver på børn og unge-området.

Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning af 12. januar 1996 om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene.

De almindelige regler om tavshedspligt for personer, der er ansat i den offentlige forvaltning, herunder i kommunerne, findes i forvaltningslovens kapitel 8 (§ 27 - § 32) (se bilag 1) og i straffelovens § 152.

Personer, der virker i den private sektor, er som udgangspunkt ikke undergivet tavshedspligt efter de nævnte bestemmelser. Lovgivningen indeholder imidlertid en lang række bestemmelser, der indebærer, at visse grupper af private er undergivet tavshedspligt. Dette gælder fx private, som er beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed, samt personer, der udøver en virksomhed eller et erhverv i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse, jf. straffelovens §§ 152 a og b. Det samme gælder for de pågældende personers medarbejdere, jf. straffelovens § 152 c.

Udover de almindelige regler om tavshedspligt i forvaltningsloven og straffeloven findes der i lovgivningen særlige regler om tavshedspligt for enkelte faggrupper. Her knytter tavshedspligten sig ikke til, om den pågældende virker i det offentlige eller i det private regi, men til tilhørsforholdet til en bestemt faggruppe. Dette gælder fx for læger og sygeplejersker.

Det forhold at en person ikke selv er undergivet tavshedspligt, indebærer ikke, at den pågældende frit kan videregive enhver oplysning. Efter straffelovens § 152 d, stk. 2, straffes bl.a. den, der uberettiget videregiver oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som er fremkommet ved en overtrædelse af tavshedspligten efter straffelovens §§ 152-152 c (såkaldt meddelelseshæleri). Og efter straffelovens § 264 d straffes den, der uberettiget videregiver oplysninger eller billeder om en anden persons private forhold.

Generelt om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

2. I almindelighed gælder det, at personer, der er undergivet tavshedspligt, ikke har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som den pågældende får kendskab til i forbindelse med sit arbejde. Normalt omfatter tavshedspligten alene oplysninger af en vis følsom karakter, de såkaldte fortrolige oplysninger. Oplysninger, der ikke er fortrolige, kan normalt frit videregives. I punkt 4 behandles spørgsmålet om, hvilke oplysninger der er fortrolige og dermed tavshedsbelagte.

Når en oplysning er fortrolig, betyder det bl.a., at der gælder begrænsninger i adgangen til at videregive den pågældende oplysning. Enhver videregivelse er imidlertid ikke udelukket. Under punkt 5 behandles spørgsmålet om, i hvilket omfang fortrolige oplysninger kan (eller skal) videregives.

Indledningsvis gøres der under punkt 3 nogle bemærkninger om spørgsmålet om, hvem tavshedspligten gælder for.

Hvem er undergivet tavshedspligt?

3. Enhver, der virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, jf. straffelovens § 152.

Bestemmelsen gælder bl.a. for personer ansat i den offentlige forvaltning. Sådanne personer er herudover omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Tavshedspligten gælder for alle ansatte, både tjenestemænd og overenskomstansatte, hvad enten der er tale om fuldtids- eller deltidsansættelse. Tavshedspligten gælder endvidere for personer, der er medlemmer af offentlige nævn og råd, herunder byråd/kommunalbestyrelser og skolebestyrelser. Elever og studerende, der i en periode eller under hele uddannelsen er knyttet til en myndighed, er også omfattet af tavshedspligten. Dette gælder, uanset om hvervet er lønnet eller ulønnet. Derimod antages skolepraktikanter ikke umiddelbart at være omfattet af den tavshedspligt, der gælder for personer, der virker inden for den offentlige forvaltning. Sådanne praktikanter vil dog kunne pålægges tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, og de vil under alle omstændigheder være omfattet af den almindelige bestemmelse i straffelovens § 264 d.

Den offentlige forvaltning omfatter både statslige og kommunale myndigheder. Sagsbehandleren på socialkontoret, folkeskolelæreren, pædagogen, sundhedsplejersken, kommunalbestyrelsesmedlemmet, medlemmet af børn og unge-udvalget m.fl. har således tavshedspligt.

Private eller selvejende institutioner for børn og unge under 18 år er omfattet af de forvaltningsretlige regler, hvis de har indgået en overenskomst med kommunen om opgaverne, der er af så omfattende karakter, at den private eller selvejende institution er undergivet intensiv offentligretlig regulering og dermed udøver egentlig offentlig virksomhed. Ansatte i disse institutioner er derfor omfattet af reglerne om tavshedspligt, jf. henvisningen i forvaltningsloven § 27 til straffelovens bestemmelser.

Det er dog ikke altid, at overenskomsten mellem institutionen og kommunen har en så omfattende karakter, at man kan sige, at den private eller selvejende institution er undergivet intensiv offentligretlig regulering. Disse private eller selvejende institutioner er alligevel omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, når de udfører opgaver (efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service) for kommunen, jf. § 43, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Efter denne bestemmelse gælder offentlighedsloven og forvaltningsloven for alle private, der udfører opgaver for kommunen i forhold til de opgaver, den private udfører for kommunen. Ansatte i puljeordninger, godkendte opholdssteder, herunder plejefamilier, er derfor også underlagt tavshedspligten efter forvaltningslovens § 27.

I mange puljeordninger deltager forældre som frivillig arbejdskraft. Forældre og andre private er som udgangspunkt ikke omfattet af forvaltningsloven. Man skal dog være opmærksom på, at forældrenes eller andres arbejde i ordningen kan være forudsat i puljeordningens vedtægter med den konsekvens, at de skal overholde forvaltningslovens regler om tavshedspligt.

Hvis en kommune eller amtskommune indgår en aftale med frivillige organisationer eller andre om at henvise borgere til tilbudene, bliver de frivillige ansatte ikke omfattet af forvaltningsloven, fordi den frivillige organisation ikke kan siges at udføre en opgave for det offentlige jf. § 43 stk. 2 i retssikkerhedsloven. Det gælder heller ikke, hvis kommunen eller amtskommunen støtter en frivillig organisation økonomisk efter servicelovens § 115. De ansatte i frivillige organisationer vil dog være omfattet af straffelovens § 264 d om beskyttelse af oplysninger om private forhold.

Hvilke oplysninger er fortrolige?

4. Efter straffelovens § 152, stk. 3, er en oplysning fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Uden for de tilfælde, hvor det i lov eller anden gyldig bestemmelse er fastsat, at bestemte oplysninger er fortrolige, beror afgørelsen af spørgsmålet om fortrolighed således på en konkret bedømmelse af hensynet til offentlige eller private interesser. Bestemmelsen indeholder ikke nærmere vejledning herom.

I forvaltningslovens § 27 er der som supplement til den generelle formulering af bestemmelsen i straffeloven foretaget en ikke udtømmende opregning af hensyn, der kan føre til, at en oplysning må betegnes som fortrolig. Blandt de hensyn til private interesser, der kan nødvendiggøre hemmeligholdelse, nævnes bl.a. hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige, herunder økonomiske, forhold, jf. § 27, stk. 1, nr. 6. I det følgende uddybes § 27, stk. 1, nr. 6, nærmere, da det inden for det sociale område er tavshedspligtens rækkevidde i forhold til oplysninger om enkeltpersoners personlige forhold, der har størst praktisk betydning.

Bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, har til formål at sikre beskyttelsen af privatlivets fred. Det er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, der er omfattet af denne bestemmelse. »Private forhold« er fx oplysninger om race, religion og hudfarve, oplysninger om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold, om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og om misbrug af nydelsesmidler og lignende. Denne liste er dog ikke udtømmende.

Også andre oplysninger om enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, som kommer i forbindelse med den pågældende, vil kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige og økonomiske forhold og om sociale problemer, selv om de ikke kan betegnes som væsentlige problemer. Den blotte oplysning om at en navngiven person har en social sag kan efter en konkret vurdering være en fortrolig oplysning. Adresse-, opholds-, civilstands-, og andre statusoplysninger er derimod normalt ikke af fortrolig karakter, medmindre oplysningerne afslører noget bagvedliggende følsomt, fx en oplysning om fængselsophold eller om ophold på en psykiatrisk afdeling. En persons CPR-nummer betragtes som en fortrolig oplysning.

I hvilket omfang kan fortrolige oplysninger videregives eller indhentes?

5. Indl edning. Som anført ovenfor er det forhold, at en oplysning er fortrolig ikke ensbetydende med at en person, der er underlagt tavshedspligt, aldrig lovligt må videregive en fortrolig oplysning. Den almindelige regel går ud på, at videregivelse kan ske i det omfang, videregivelsen ikke er uberettiget, jf. herved straffelovens § 152, hvorefter kun den uberettigede videregivelse (og udnyttelse) af fortrolige oplysninger er strafbar. Efter bestemmelsen i straffelovens § 152 e foreligger der fx ikke en krænkelse af tavshedspligten, hvis den pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.

Visse former for videregivelse er nærmere reguleret i forvaltningsloven og i lov om behandling af personoplysninger. Er der tale om videregivelse af personoplysninger ved hjælp af elektronisk databehandling eller videregivelse af personoplysninger fra et manuelt register, er videregivelsen omfattet af lov om behandling af personoplysninger. Lov om behandling af personoplysninger behandles særskilt i kapitel 4.

Der kan skelnes mellem tre former for videregivelse

For det første kan der være spørgsmål om videregivelse af fortrolige oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed. Denne form for ekstern videregivelse behandles under punkt 7.

En anden form for ekstern videregivelse består i videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående (ikke-forvaltningsmyndighed). Dette spørgsmål behandles under punkt 8.

Endelig kan fortrolige oplysninger udveksles mellem personer eller enheder inden for samme forvaltningsmyndighed. Denne interne videregivelse behandles under punkt 9.

For at afgøre hvilken af de tre anførte videregivelsessituationer der er tale om, er det indledningsvis nødvendigt at fastlægge, hvad der skal forstås ved en selvstændig forvaltningsmyndighed. Dette spørgsmål behandles under punkt 6.

De særlige regler om ansøgningssager behandles under punkt 10.

Hvad er en selvstændig forvaltningsmyndighed?

6. Som selvstændige forvaltningsmyndigheder anses ud over ministerier (departementer), styrelser, direktorater, statsamter, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn mv. også lokale administrative organer, der ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Børn og unge-udvalget er således en selvstændig myndighed i forhold til vedkommende kommune. På samme måde antages folkeskolerne at være selvstændige myndigheder.

Omvendt antages det, at PPR-samarbejdet er en del af den kommunale forvaltning. Det samme gælder kommunale institutioner og kommunalt ansatte dagplejere, sundhedsplejersker, hjemmehjælpere mv.

De forskellige forvaltninger inden for en kommune, fx teknisk forvaltning, social- og sundhedsforvaltningen, kulturforvaltningen og skatteforvaltningen, er dele af den kommunale enhedsforvaltning. Udveksling af oplysninger mellem de forskellige forvaltningsgrene anses derfor for intern. De kommunale udvalg er på samme måde en del af kommunen og ikke selvstændige myndigheder i forhold til resten af kommunen. Det gælder nu også det sociale udvalg.

Udveksling af oplysninger inden for den kommunale enhedsforvaltning skal således bedømmes efter forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32, jf. punkterne 4, 9 og 10 i denne vejledning og ikke efter § 28.

Institutioner, der er oprettet og organiseret på privatretligt grundlag, henregnes normalt til den private sektor og udgør således ikke en del af den offentlige forvaltning.

På det sociale område findes en lang række selvejende institutioner, der har indgået overenskomst efter lov om social service med en kommune eller en amtskommune, med den virkning, at institutionerne er undergivet en så intensiv offentlig kontrol, at de anses for at være en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder fx en lang række børneinstitutioner og revalideringsinstitutioner.

Selv om disse myndigheder skal betragtes som selvstændige forvaltningsmyndigheder både i forhold til den kommunale forvaltning og i forhold til andre lignende institutioner, skal udveksling af oplysninger bedømmes efter forvaltningslovens § 27, 29 og § 32, jf. retssikkerhedslovens § 43, stk. 3. Dette gælder også for de private, der udfører opgaver efter lov om aktiv social politik og lov om social service, for kommunen, jf. retssikkerhedslovens § 43, stk. 3, jf. stk. 2.

Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed

7. Forvaltningslovens §§ 28-32 indeholder særlige regler om adgangen til at videregive fortrolige oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed. Adgangen til at videregive personlige oplysninger kan også være omfattet af lov om behandling af personoplysninger.

Forvaltningslovens § 28 opdeler fortrolige oplysninger i to kategorier: oplysninger om rent private forhold (A) og almindeligt fortrolige oplysninger (B). Disse 2 kategorier gennemgås nedenfor. Under C behandles myndighedens pligt til at videregive oplysninger.

A) Oplysninger om rent private forhold

Hovedregel

Efter § 28, stk. 1 må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, som hovedregel ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Undtagelser

Oplysninger om rent private forhold kan dog videregives i en række situationer, der er nærmere opregnet i forvaltningslovens § 28, stk. 2. Bestemmelsen indeholder fire undtagelser fra hovedreglen om, at oplysninger om rent private forhold ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Det skal fremhæves, at der af hensyn til tillidsforholdet og samarbejdet med de berørte personer i sociale sager i almindelighed kan være grund til først at søge samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger indhentet i videre omfang, end hvad der er påkrævet efter loven. Hvis dette ikke lykkes, må der tages stilling til, om betingelserne for at videregive de pågældende oplysninger uden samtykke er opfyldt.

1. Samtykke jf. § 28, stk. 2, nr. 1.

Den person, oplysningerne angår, giver samtykke til videregivelsen.

Er der tale om oplysninger, der vedrører et barn eller en ung under 18 år, er det som udgangspunkt forældremyndighedens indehaver, der tager stilling til, om der skal gives samtykke til videregivelse. Samtykke kan dog meddeles af barnet eller den unge selv, såfremt den pågældende må antages at have den fornødne modenhed til at forstå, hvad et samtykke eller nægtelse af samtykke indebærer.

Efter § 2 i lov om forældremyndighed og samvær kan forældremyndighedens indehaver træffe afgørelse om barnets eller den unges personlige forhold ud fra den pågældendes interesse og behov.

Hvis forældremyndighedens indehaver modsætter sig, at oplysninger vedrørende barnet videregives, vil myndigheden derfor - uanset barnets indstilling til spørgsmålet - normalt være afskåret fra at videregive oplysningerne. Hvis dette er til skade for barnet, kan oplysningerne videregives uden samtykke, hvis betingelserne efter de øvrige undtagelser i § 28, stk. 2, er opfyldt.

Hvis forældrene derimod giver samtykke, men barnet eller den unge ikke selv ønsker, at oplysningerne videregives, må det i almindelighed bero på den konkrete situation, om videregivelse skal ske i henhold til forældresamtykket, eller det vil være mere hensigtsmæssigt at respektere barnets eller den unges beslutning og afstå fra videregivelse.

Et samtykke skal efter § 28, stk. 4, i almindelighed være skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysningerne må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Et samtykke bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

2. Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, jf. § 28, stk. 2, nr. 2.

En sådan lovbestemmelse findes i § 11 a - § 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (se bilag 4).

Efter § 11 a, stk. l, kan de sociale myndigheder forlange at få oplysninger fra andre myndigheder mv., hvis oplysningerne er eller må anses for at være nødvendige for at behandle en sag, jf. § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige giver oplysninger om en person, der søger om hjælp. Dette gælder også fortrolige oplysninger og oplysninger om en persons rent private forhold. Myndigheden kan også indhente lægejournaler og sygehusjournaler. Henvender de sociale myndigheder sig til disse personer, myndigheder mv. og må udleveringen af oplysningerne anses for at være nødvendig, har de pligt til at udlevere oplysningerne.

Borgeren skal altid give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysningerne.

Kapitel 1

Reglerne om tavshedspligt, indhentning og videregivelse af oplysninger

1

Reglerne om tavshedspligt

1

Generelt om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

2

Hvem er undergivet tavshedspligt?

3

Hvilke oplysninger er fortrolige?

4

I hvilket omfang kan fortrolige oplysninger videregives eller indhentes?

5

Hvad er en selvstændig forvaltningsmyndighed?

6

Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed

7

Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående

8

Udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed

9

Særlige regler om ansøgningssager

10

Kapitel 2

Kapitel 2

Reglerne i den sociale lovgivning om indhentning af oplysninger og underretningspligten

Indhentelse af oplysninger efter den sociale lovgivning

11 . Som nævnt flere steder i kapitel 1 er der en særlig hjemmel til at indhente oplysninger i retssikkerhedslovens § 11 a - § 11 c.

Efter § 11 i retssikkerhedsloven kan kommunalbestyrelsen anmode ansøgeren om at medvirke til sagens oplysning. Kommunalbestyrelsen kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagens behandling, herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf jf. § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan som hovedregel kun indhente oplysningen, hvis borgeren har givet sit samtykke til det.

Kravet om samtykke kan dog fraviges i sager, hvor det er vigtigt at få behandlet sagen uanset om borgeren ønsker det, fordi det er nødvendigt af hensyn til borgeren selv. Det gælder fx i sager om uansøgt tilkendelse af førtidspension samt sager efter servicelovens kapitel 8, der træffes uden forældrenes samtykke § 11 c, stk. 1 jf. § 11 a og punkt 7 om samtykke.

Set fra de andre myndigheders side eller de privates side vil der ved videregivelsen ikke være tale om brud på tavshedspligten, fordi der efter loven er pligt til at videregive oplysningen. Videregivelsen er med andre ord berettiget.

Underretningspligt vedrørende børn og unge

Formål – og generelt om underretningsreglerne

12 . Efter servicelovens § 36 skal alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, underrette kommunen.

Udover denne generelle underretningspligt er der efter servicelovens § 35, stk. 1 – 3, fastsat særlige regler om udvidet underretningspligt for særlige grupper. Reglerne findes i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service (bilag 5).

Reglerne har sammenhæng med, at kommunerne efter servicelovens §§ 6 og 33 fører tilsyn med forholdene for børn og unge under 18 år i kommunen, og at kommunen dels efter servicelovens § 5 skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien, og dels yder særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 8.

Det er således formålet med reglerne om underretningspligt at medvirke til, at der tages fat om problemer hos børn og unge så tidligt som muligt og derved forebygge mere alvorlige problemer senere i opvæksten.

Generelt gælder det om reglerne om underretningspligt, at en underretning ikke medfører, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. Men en sådan henvendelse vil nødvendiggøre, at kommunen som led i sin almindelige forpligtelse til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under, må undersøge, om der er behov for støtte, fx ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud.

Afhængig af indholdet af underretningen vil en sådan henvendelse fra kommunen kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen, og om hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter servicelovens § 38.

Også i de tilfælde, hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at anmeldelsen er grundløs, skal familien orienteres om underretningen. Kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende.

I denne sammenhæng kan der henvises til servicelovens § 47, hvorefter såvel det sociale nævn som Den Sociale Ankestyrelse - også uden henvendelse - kan træffe beslutning om, at der skal iværksættes undersøgelse og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre beslutningen.

Der er her tale om en beføjelse for såvel det sociale nævn og for Ankestyrelsen til - af egen drift - at tage en sag op, hvis en kommune undlader at foretage undersøgelser eller iværksætter foranstaltninger. Det er således ikke nødvendigt, at der foreligger en henvendelse om indgriben, selv om dette vil være det almindeligste. Den Sociale Ankestyrelse kan endvidere træffe beslutninger uden forældrenes samtykke om undersøgelser, behandling og anbringelse af børn og unge uden for hjemmet og pålægge en kommunalbestyrelse at gennemføre beslutningen. Der er ingen begrænsning med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse om iværksættelse af undersøgelse eller foranstaltninger. Eksempelvis vil også et barn eller en ung kunne henvende sig.

Den, der foretager underretning bliver ikke part i sagen og har således ikke har krav på at blive gjort bekendt med de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage.

Den manglende underretning fra kommunen til anmelderen kan føre til den misforståelse, at kommunen ikke handler, og at der derfor ikke er nogen grund til at underrette. Derfor må kommunerne sørge for at den, der har givet underretningen, hurtigt orienteres om, at den er modtaget, og at kommunen undersøger sagen.

Hertil kommer, at det vil det være hensigtsmæssigt og efter omstændighederne nødvendigt at holde kontakt til personalet og orientere om den videre indsats i forhold til barnet og familien, når underretningen kommer fra en institution eller myndighed, som spiller en afgørende rolle i forhold til barnet.

Når kommunen modtager en underretning, skal forældrene og den unge orienteres om det af kommunen – uanset om forældrene allerede er orienterede af den, der har indgivet underretningen.

I praksis kan det være et problem, hvordan personer, der er omfattet af reglerne om underretning til de sociale myndigheder, kan bevare forældrenes tillid samtidig med, at der påhviler dem en pligt til at underrette i visse situationer. Den, der underretter de sociale myndigheder, bør under alle omstændigheder i videst muligt omfang orientere forældrene om underretningen.

En udførlig generel information fra kommunens side om fremgangsmåden ved behandling af sager af denne karakter kan være en støtte til de personer, der er omfattet af underretningspligten.

Særligt om anonyme henvendelser og sikring af anonymitet

13. Kravet om anonymitet kan kun undtagelsesvist imødekommes, men der kan være behov for at kunne sikre dette i enkelte, helt konkrete tilfælde. Krav om anonymitet kan forekomme i to situationer.

I den ene situation, hvor underretterens navn er kommunen bekendt, men hvor det i visse særlige tilfælde kan være nødvendigt at beskytte underretteren, kan problemet i praksis løses ved, at kommunen efter en meget konkret afvejning træffer afgørelse efter forvaltningslovens § 15 om at undtage underretterens navn fra aktindsigt. Kommunen skal i disse tilfælde meddele den, der har begæret aktindsigt, at der er udtaget noget fra de akter, vedkommende får tilsendt og anføre, efter hvilken lovhjemmel kommunen har haft ret til dette. Anmelderens identitet vil i samme omfang kunne undtages fra partshøring efter forvaltningslovens § 19.

I den anden situation, hvor underretteren ønsker at være anonym - også i forhold til kommunen -, må kommunen tage den anonyme henvendelse op til undersøgelse, men omfanget at undersøgelsen må afhænge af de konkrete omstændigheder.

Enkeltpersoners underretningspligt

14. Reglen i servicelovens § 36 om enkeltpersoners underretningspligt angiver en generel forpligtelse overfor alle borgere.

Reglen indebærer, at alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, underretter kommunen.

Der er således ikke underretningspligt i alle tilfælde, hvor man synes, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Det er altså et skøn, hvornår man skal reagere med en underretning. Det vil også afhænge af hvilken relation man har til barnet eller den unge og familien i øvrigt, hvilken viden man har om forholdene i hjemmet og barnet eller den unges situation i øvrigt. Er man fx nabo til et barn eller en ung, som ser ud til at have det skidt, vil det være en god ide at forsøge at tale med barnet eller den unge og eventuelt familien om det. Hvis man mener, at der er behov for, at kommunen inddrages, kan dette spørgsmål også tages op med barnet eller den unge eller familien.

Om en underretning er nødvendig afgøres således ud fra en helt konkret vurdering. Man skal i den forbindelse også være opmærksom på, at fx en nabo, som barnet eller den unge har tillid til, kan være en stor hjælp og støtte for barnet eller den unge. I nogle situationer kan en underretning til kommunen mod barnets eller den unges eller familiens vilje skade dette tillidsforhold og dermed være medvirkende til at afskære barnet eller den unge fra en vigtig ressource.

Det skal i denne forbindelse understreges, at hvis der er tale om voldelige eller seksuelle overgreb, omsorgssvigt, vanrøgt eller lignende alvorlige forhold er det helt afgørende, at kommunen får viden om det, og underretning er derfor nødvendig.

Udvidet underretningspligt

15. Reglerne om udvidet underretningspligt efter § 35, stk. 1 og 2, i lov om social service er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service (bilag 5).

Efter bekendtgørelsens § 1 har følgende personer pligt til at underrette kommunen , når de i deres virke bliver bekendt med forhold for et barn eller en ung under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte

1) Offentligt ansatte og andre med offentlige hverv,

2) læger, der ikke er omfattet af nr. 1,

3) ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler, personer, der er beskæftiget ved daginstitutioner drevet som selvejende institutioner efter aftale med kommunen, jf. lovens § 9, puljeordninger oprettet efter lovens § 11, dagpasning med økonomisk tilskud efter lovens § 26 og private dagpasningsordninger oprettet efter lovens § 63 og

4) personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje,

5) krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.

Efter § 2 foreligger underretningspligten, når

1) barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold eller

2) der er behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Den udvidede underretningspligt er således ikke betinget af, at der er tale om omsorgssvigt, overgreb og lignende meget alvorlige situationer som der er tale om ved den almindelige underretningspligt. Foreligger der sådanne alvorlige situationer, gælder den almindelige underretningspligt også selvom man fx er offentligt ansat.

Den udvidede underretningspligt indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det tages i betragtning, at kommunerne yder forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, gratis familieorienteret rådgivning efter lovens § 5 samt yder støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. lovens § 40.

Underretning om gravide med alvorlige misbrugsproblemer

16. Reglerne om underretningspligt vedrørende gravide med alvorlige misbrugsproblemer efter servicelovens § 35, stk. 3, er også fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt overfor kommunen efter lov om social service.

Efter bekendtgørelsens § 3 har følgende personer pligt til at underrette kommunen , når de i deres virke får kendskab til en gravid med alvorlige misbrugsproblemer, der må give formodning om, at der er behov for støtte

1) Offentligt ansatte og andre med offentlige hverv, hvis opgaver retter sig mod gravide, misbrugere eller personer med sociale eller andre særlige problemer, og

2) andre personer, herunder læger, jordemødre og psykologer, der ikke er omfattet af nr. 1, men som for det offentlige udfører opgaver rettet mod gravide, misbrugere eller personer med sociale eller andre særlige problemer.

Underretningspligten vedrørende gravide misbrugere omfatter således ansatte i social- og sundhedsvæsenet, som har kontakt med gravide med alvorlige misbrugsproblemer. Der kan fx være tale om privatpraktiserende psykologer, jordemødre, ansatte i private krisecentre og væresteder mv.

Underretningspligten foreligger, når der er formodning om, at en gravid har et så alvorligt misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer, at det medfører behov for støtte på grund af sundhedsrisiko for det kommende barn.

Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af den gravide samt gennem dialog og samarbejde eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Der er på den ene side tale om en underretningspligt, der kan have betydning for det kommende barn, og på den anden side er der tale om en bestemmelse, der pålægger visse personer at bryde deres tavshedspligt. Da videregivelse af rent personlige oplysninger uden samtykke kan skade muligheden for at skabe og bevare et åbent tillidsforhold mellem den gravide og den, der videregiver oplysningerne, er underretningspligten begrænset til at omhandle gravide kvinder med et alvorligt alkohol- og/eller stofmisbrug. At misbruget skal være alvorligt, betyder at det skal have konsekvenser for den enkelte og familien i en sådan grad, at det er rimeligt at handle i forhold til det.

Formålet med underretningspligten er at støtte kommunerne i løsningen af deres rådgivningsopgave efter servicelovens § 3, herunder forpligtelsen til at være opmærksom på, om den enkelte har behov for hjælp efter serviceloven eller efter anden lovgivning.

Underretning til kommunen kan give mulighed for at den gravide tilbydes relevant hjælp på et tidligt tidspunkt og dermed mindske risikoen for, at barnet får skader som følge af morens alkohol- eller narkotikamisbrug.

Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det tages i betragtning, at kommunerne skal sørge for, at enhver har mulighed for gratis rådgivning, jf. lovens § 3. Endvidere skal det tages i betragtning, at kommunerne skal sørge for, at forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning, jf. lovens § 5, at kommunerne efter lovens § 68 skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, og at amtskommunerne efter lovens § 69 yder gratis rådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer i tilslutning til de opgaver, der påhviler amtskommunerne efter loven.

Det vil således afhænge af de konkrete omstændigheder, om situationen må anses for så alvorlig, at der er grundlag for at underrette kommunen og dermed videregive oplysninger om rent private forhold. Da videregivelse af rent private oplysninger uden samtykke vil kunne gøre det vanskeligt at skabe og bevare et åbent tillidsforhold mellem den gravide kvinde og den person, der videregiver oplysningerne, bør der altid forsøges indhentet samtykke, forinden der videregives oplysninger til kommunen. Hvis der ikke kan opnås samtykke, og spørgsmålet om underretning derfor bliver aktuelt, skal der foretages en vurdering af på den ene side hensynet til de interesser, der begrunder ønsket om hemmeligholdelse af oplysningerne, og på den anden side afgørende modhensyn til enten private eller offentlige interesser, herunder hensynet til kvinden selv og det ufødte barn.

Kapitel 2

Reglerne i den sociale lovgivning om indhentning af oplysninger og underretningspligten

11

Indhentelse af oplysninger efter den sociale lovgivning

11

Underretningspligt vedrørende børn og unge

12

Formål – og generelt om underretningsreglerne

12

Særligt om anonyme henvendelser og sikring af anonymitet

13

Enkeltpersoners underretningspligt

14

Udvidet underretningspligt

15

Underretning om gravide med alvorlige misbrugsproblemer

16

Kapitel 3

Tværfagligt samarbejde og tværfaglige grupper

17. Formålsbestemmelsen i servicelovens § 32 fastsætter bl.a., at støtten til børn og unge med særlige behov må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.

En tidlig og sammenhængende indsats kræver ofte et tværfagligt samarbejde. Tværfagligt samarbejde og helhed i indsatsen er da også væsentlige elementer i de ændringer af serviceloven, som er gennemført med lov nr. 466 af 31. maj 2000. Det er også et nøgleord i lov om forebyggende sundhedsordninger, jf. nedenfor om tværfaglige grupper.

Tværfaglige grupper

18. Efter servicelovens § 37 a skal der være en tværfaglig gruppe i kommunen, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Bestemmelsen svarer til § 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og har samme formål, nemlig at styrke sammenhæng og helhed i tilbudene til de svagest stillede børn og unge. Når § 37 a er medtaget i den sociale lovgivning, er det for at understrege betydningen af, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen. Af samme årsag forudsættes det, at en sagsbehandler deltager i den tværfaglige gruppe.

Tværfaglige grupper kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og deres familier. Det er op til kommunen selv at fastsætte sammensætningen af den tværfaglige gruppe og tilrettelægge gruppens arbejde. Som deltagere kan indgå sagsbehandlere, pædagoger, lærere, den kommunale sundhedstjenestes læger og sundhedsplejersker, psykologer, m.fl. Amtskommunens ekspertise vil kunne benyttes ad hoc. Den tværfaglige gruppe kan inddrages både i tilfælde, hvor der er påbegyndt en sag om forebyggende foranstaltninger for et barn eller en ung, men forudsættes også i høj grad at blive inddraget på et tidligere tidspunkt. I sidstnævnte tilfælde vil den tværfaglige gruppe kunne bidrage til at yde en forebyggende indsats for det konkrete barn eller den unge. Der vil ofte være behov for en mere uformel drøftelse af den unges eller barnets forhold for at få klarlagt, om der er behov for en forebyggende indsats, eller om der skal sættes ind med foranstaltninger over for den unge eller barnet.

En tværfaglig gruppe er ligeså meget en arbejdsform som en organisation, og gruppens kontaktflade vil således afhænge af den konkrete tilrettelæggelse af det tværfaglige samarbejde i kommunen, kommunens størrelse mv. Der kan således oprettes mere end én tværfaglig gruppe. Tværfaglige grupper kan fx opdeles efter geografiske områder eller efter særlige børnegrupper. Det følger af § 37 a, stk. 2, at et af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

Det er under alle omstændigheder hensigtsmæssigt at etablere en overordnet gruppe, der står for den overordnede tværfaglighed og varetager planlægning og koordination i forhold til børn og unge med særlige behov.

Udveksling af oplysninger i de tværfaglige grupper

19. De persongrupper, der indgår i de tværfaglige grupper, vil ofte skulle tage stilling til konkrete problemstillinger, hvori der indgår følsomme personoplysninger om det enkelte barn eller den unge og dennes familie.

Et af formålene med at nedsætte de tværfaglige grupper er at sikre en tidlig indsats, således at sager om foranstaltninger efter serviceloven, såvel de frivillige som de tvangsmæssige, i videst muligt omfang undgås. Den tværfaglige gruppe vil ofte uformelt have behov for at drøfte barnets eller den unges problemer i den tværfaglige gruppe på et indledende stadium med henblik på at vurdere, om der er behov for hjælpeforanstaltninger efter serviceloven. På dette indledende stadium skal indhentelse og videregivelse af oplysninger ske i overensstemmelse med forvaltningslovens og straffelovens regler om tavshedspligt. Formålet med disse regler er at sikre, at videregivelse af særligt personfølsomme oplysninger sker i et så begrænset omfang som muligt og kun hvis det er yderst nødvendigt, når der ikke foreligger samtykke til videregivelsen.

Vurderer den tværfaglige gruppe, at der er grundlag for en sag om hjælpeforanstaltninger efter serviceloven, er der tale om en social sag, hvor der skal træffes afgørelse om undersøgelse af barnet og eventuel tildeling af individuelle foranstaltninger.

En sådan afgørelse træffes udelukkende af barnets eller den unges sagsbehandler, der skal indhente oplysninger i overensstemmelse med servicelovens regler samt retssikkerhedslovens § 11 a – § 11 c. § 11 a - § 11 c i retssikkerhedsloven giver i vidt omfang kommunen adgang til at indhente fortrolige oplysninger fra andre myndigheder og personer, der har oplysninger om barnet. Disse myndigheder og personer er i dette tilfælde ikke omfattet af forvaltningslovens og straffelovens regler om tavshedspligt. Det skal bemærkes, at indhentelse af oplysninger efter denne bestemmelse kræver et samtykke fra forældrene, med mindre der er tale om en sag, hvor kommunen vurderer, at det er nødvendigt at iværksætte foranstaltninger over for barnet eller den unge uden forældrenes samtykke, jf. kapitel 8 i serviceloven (Retssikkerhedslovens § 11 a - § 11 c gennemgås nærmere i punkt 11).

Det forebyggende arbejde i de tværfaglige grupper bygger på et princip om frivillighed. Forældrene og barnet eller den unge bør i videst muligt omfang inddrages i løsningen af barnets eller den unges problemer gennem dialog. Derfor er det vigtigt, at sagsbehandleren i en tværfaglige gruppe altid prøver at indhente samtykke fra forældrene - og den unge med en vis modenhed - til, at den tværfaglige gruppe kan udveksle relevante oplysninger i den tværfaglige gruppe. Dialogen med forældrene er fortsat utrolig vigtig, og myndighederne bør gøre deres yderste for at få inddraget forældrene og barnet eller den unge i løsningen af barnet eller den unges problemer.

Afhængig af barnets modenhed bør den tværfaglige gruppe forsøge at indhente samtykke til udveksling af oplysninger fra barnet er 15 år.

I visse sager vil det ikke være muligt for den tværfaglige gruppe at få samtykke til, at den tværfaglige gruppe diskuterer et givent problem, som et barn eller ung må antages at have. Hvilke oplysninger, der kan videregives, og hvem de kan videregives til, afhænger af, hvem der bliver inddraget som deltagere i den tværfaglige gruppe. Det skyldes, at reglerne om tavshedspligt er forskellige for forskellige persongrupper og kan være forskellige i forhold til hvilke oplysninger, der skal udveksles mellem persongrupperne.

Den følgende gennemgang af reglerne om udveksling af oplysninger i de tværfaglige grupper tager udgangspunkt i de tilfælde, hvor forældrene ikke vil give samtykke til udveksling af oplysninger i den tværfaglige gruppe inden der er påbegyndt en sag om hjælpeforanstaltninger til det enkelte barn efter servicelovens kapitel 8 om særlig støtte til børn og unge.

Den overordnede tværfaglige gruppe

20. Den overordnede tværfaglige gruppe i kommunen, der står for den overordnede tværfaglighed og varetager planlægningen og koordinationen i forhold til børn og unge med særlige behov, kan få behov for at diskutere en problemstilling på baggrund af en eller flere sager, der indeholder særligt følsomme oplysninger. Sager vil udelukkende kunne drøftes i anonymiseret form i den overordnede tværfaglige gruppe.

Andre tværfaglige grupper

21. Udveksling af oplysninger i andre tværfaglige grupper uden forældrenes samtykke, kan altid ske i anonymiseret form.

I visse tilfælde vil det være nødvendigt, at den tværfaglige gruppe drøfter forholdene omkring et bestemt barn eller ung i ikke-anonymiseret form, selv om forældrene ikke vil give samtykke til udveksling af oplysninger. Dette kan ske efter følgende retningslinjer

Den tværfaglige gruppe består udelukkende af personale fra den kommunale forvaltning

22. Hvis den tværfaglige gruppe udelukkende består af forskellige repræsentanter fra kommunen, vil den tværfaglige gruppe forholdsvist frit kunne diskutere sagen uden forældrenes samtykke. Det er dog et krav, at den tværfaglige gruppe begrænser sig til kun at udveksle oplysninger, der er nødvendige for at den tværfaglige gruppe kan tage stilling til den konkrete sag (videregivelsen af oplysningen skal anses for at være berettiget, jf. forvaltningslovens § 27 og § 32). Medlemmerne af den tværfaglige gruppe må med andre ord ikke få oplysninger, der ikke er nødvendige for sagen og dens behandling (se punkt 9 om udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed.). En lærer betragtes ikke som en del af personalet fra den kommunale forvaltning, jf. nedenfor.

Hvis den tværfaglige gruppe ønsker at diskutere en konkret sag med ansatte i selvejende institutioner eller private, der udfører opgaver for kommunen efter serviceloven eller aktivloven, kan dette ske efter samme retningslinjer (videregivelsen skal anses for at være berettiget, jf. retssikkerhedslovens § 43, stk. 3, der henviser til forvaltningslovens § 27 og § 32).

Autoriserede sundhedspersoner er dog omfattet af særlig lovgivning, der indeholder skærpede krav til tavshedspligten, uanset om sundhedspersonerne er en del af den kommunale forvaltning. Udveksling af oplysninger mellem den tværfaglige gruppe og den kommunale sundhedstjenestes læger og sygeplejersker mv. er nærmere beskrevet nedenfor i punkt 26, der også indeholder eksempler på, hvornår en sundhedsperson kan videregive oplysninger til kommunen med henblik på en tværfaglig drøftelse af et barns problemer.

Tværfaglige grupper med eksterne deltagere

23. Når der deltager personer i den tværfaglige gruppe, der ikke er en del af den kommunale forvaltning (private og andre forvaltnings-myndigheder), kan en diskussion om et konkret barn eller ung altid ske i anonymiseret form.

Inddragelse af personale fra (rent) private institutioner

24. Ansatte i friskoler og private grundskoler og private skolefritidsordninger er ikke omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Udveksling af oplysninger mellem den tværfaglige gruppe og en person, der er ansat i en af disse institutioner, kan derfor ske, hvis videregivelsen eller indhentningen af oplysningen er berettiget efter straffelovens § 152. Ved bedømmelsen af om videregivelsen er berettiget, kan den såkaldte »værdispringsregel« i forvaltningsloven tillægges en vis vejledende betydning, hvis der er tale om oplysninger om »rent private forhold«, fx oplysninger om at barnet har væsentlig sociale problemer. Det vil sige, at der skal foretages en afvejning af forældrenes og barnets interesse i, at oplysningen holdes hemmelig over for nødvendigheden af, at oplysningen videregives (forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3).

I praksis skal der meget til, før man kan tilsidesætte hensynet til at oplysningen holdes hemmelig efter værdispringsreglen. Der er tale om en konkret vurdering i forhold til bedømmelsen af, om barnets eller den unges problemer er så omfattende, at værdispringsreglen kan anvendes. I vurderingen kan blandt andet indgå karakteren af de problemer, barnet har, om barnet har haft problemer i længere tid, hvilke initiativer der aktuelt eller tidligere er blevet iværksat i forhold til barnet og konsekvensen for barnet af, at problemerne ikke afhjælpes. Er barnets problemer så store, at der er fare for barnets fysiske og psykiske udvikling, bør barnets eller den unges problemer drøftes uden forældrenes samtykke.

Den tværfaglige gruppe kan udveksle oplysninger med personale fra private institutioner, hvis oplysningerne kan betegnes som »andre fortrolige oplysninger«, hvis det er af væsentlig betydning for den tværfaglige gruppes behandling af bekymringssagen (forvaltningslovens § 28, stk. 3).

Ansatte i private institutioner har ikke pligt til at udtale sig til eller deltage i den tværfaglige gruppe

25. Om en oplysning skal betegnes som en oplysning om »rent private forhold« eller en oplysning om »andre fortrolige oplysninger« er nærmere beskrevet nedenfor under » Inddragelse af personale fra andre myndigheder« punkt 27 og i bilag 1.

Inddragelse af autoriserede sundhedspersoner

26. Sundhedspersoners tavshedspligt er reguleret i den lovgivning, der knytter sig til de enkelte faggrupper, fx læger og sygeplejersker. Tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er reguleret i lov om patienters retsstilling (lov nr. 482 af 1. juli 1998 ) , i daglig tale kaldet »Patientretsstillingsloven«. Loven omfatter personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, dvs. læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske tandteknikere, fodterapeuter, kiropraktorer, psykologer, optikere, kliniske diætister og tandplejere eller personer, der handler på disses ansvar.

Alternative behandlere er ikke omfattet af loven, medmindre de handler under ansvar af en autoriseret sundhedsperson. Hvis den tværfaglige gruppe har brug for at modtage oplysninger fra en autoriseret sundhedsperson, fx en kommunallæge eller sundhedsplejerske, om et bestemt barn eller ung, som sundhedspersonen aktuelt behandler eller tidligere har behandlet, kræver loven, at forældrene og børn over 15 år giver samtykke til sundhedspersonen til at oplysningen kan videregives fra sundhedspersonen, jf. patientretsstillingslovens § 26, stk. 1. Dette gælder alle sundhedspersoner, uanset om det er sundhedspersoner, der er tilknyttet den kommunale sundhedstjeneste eller er privatpraktiserende sundhedspersoner. Sundhedspersonen kan videregive oplysninger om barnet eller den unge efter »værdispringsreglen«, jf. patientretstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 665 af 14. august 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv . samt Sundhedsministeriets vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger.

Hvis den tværfaglige gruppe ønsker at drøfte en sag om et konkret barn eller ung med barnets eller den unges privatpraktiserende læge, vil drøftelsen indebære, at lægen får besked om fortrolige oplysninger. Den tværfaglige gruppe kan videregive oplysninger til barnets eller den unges privatpraktiserende læge, hvis det er »berettiget«, jf. straffelovens § 152. Ved bedømmelsen af, om videregivelsen er berettiget, kan »værdispringsreglen«, jf. princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, tillægges en vis vejledende betydning, hvis oplysningen er en oplysning om »rent private forhold«.

Som beskrevet ovenfor skal der meget til, før tavshedspligten kan fraviges efter værdispringsreglen. Der vil derfor sjældent være grundlag for, at der videregives oplysninger fra den tværfaglige gruppe til barnet eller den unges privatpraktiserende læge, eller at lægen videregiver oplysninger om et barn eller en ung uden samtykke, med mindre barnet eller den unge er alvorligt truet.

Hvis den tværfaglige gruppe ønsker at videregive en »almindelig« fortrolig oplysning til sundhedspersonen, kan det ske, hvis det er en oplysning, der er af væsentlig betydning for lægens arbejde, jf. princippet i forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Hvis den tværfaglige gruppe ønsker at videregive oplysninger om et bestemt barn til en sundhedsperson, der er tilknyttet den kommunale sundhedstjeneste , kan det ske uden forældrenes eller barnet samtykke, hvis den tværfaglige gruppe vurderer, at der er en saglig grund til at sundhedspersonen modtager oplysningerne, jf. forvaltningslovens § 27 og § 32.

Den kommunale sundhedstjeneste er nærmere omtalt i lov nr. 438 af 14. juni 1995 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge samt i retningslinjer nr. 15082 af 31. december 1995 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge.

Inddragelse af personale fra andre myndigheder

27. Hvis den tværfaglige gruppe får brug for at udveksle oplysninger om et bestemt barn eller ung med en person, der tilhører en anden myndighed, skal der først tages stilling til, om der er tale om udveksling af oplysninger om »rent private forhold« eller oplysninger, der må betegnes som »andre fortrolige oplysninger«. Det skyldes, at der er forskellige regler for, hvornår en oplysning kan udveksles, afhængigt af hvilken kategori oplysningen falder inden for. (Se punkt 7) En anden myndighed er fx barnets lærer eller statsamtet

Andre fortrolige oplysninger er fx oplysninger om økonomiske forhold, arbejds- og ansættelsesforhold og boligforhold. Den tværfaglige gruppe kan videregive sådanne oplysninger til en anden myndighed, hvis det er væsentligt at videregive oplysningen af hensyn til den anden myndigheds arbejde, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Oplysninger om rent private forhold er oplysninger om race, religion, hudfarve, politiske og foreningsmæssige, seksuelle forhold, oplysninger om helbred, væsentlige sociale problemer, misbrug og lignende. Oplysninger om »rent private forhold« må som udgangspunkt slet ikke videregives til en anden myndighed, hvis der ikke er givet samtykke (jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1). Hvis forældrene ikke vil samtykke til videregivelse af oplysningerne om rent private forhold til en anden forvaltningsmyndighed, kan videregivelse i visse tilfælde dog alligevel ske uden forældrenes samtykke efter værdispringsreglen, jf. § 28, stk. 2., nr. 3. Den tværfaglige gruppe skal foretage en konkret afvejning af, om det er nødvendigt at videregive oplysninger om rent private forhold af hensyn til barnets tarv i forhold til forældrenes interesse i, at oplysningen ikke videregives. Anvendelsen af værdispringsreglen er nærmere beskrevet under afsnittet »Inddragelse af personale fra (rent) private institutioner« i dette afsnit.

Den tværfaglige gruppe må ikke videregive oplysninger om »rent private forhold« om fx barnets forældre til en anden myndighed, blot fordi den tværfaglige gruppe mener, det er hensigtsmæssigt at orientere den anden myndighed for at fremme gode samarbejdsforhold eller for at give den anden myndighed optimale arbejdsvilkår. Den tværfaglige gruppe må overveje, om det fx ikke er mere hensigtsmæssigt i stedet konkret at bede den anden myndighed om at være opmærksom på bestemte forhold.

Der skal foretages en konkret vurdering af om en oplysning er omfattet af forvaltningslovens § 28. Forvaltningslovens § 28 forhindrer fx ikke, at et konkret barns eller unges forhold drøftes, når deltagerne i den tværfaglige gruppe alene giver udtryk for vurderinger af den pågældendes situation uden mere detaljeret at oplyse, hvilke oplysninger om den unge eller dennes hjem, denne vurdering bygger på. Der er fx ikke noget til hinder for, at fagpersonen kommer med fagvurderinger af, at forældrene har svært ved at magte den unge eller er for autoritære. Oplysninger om at fagpersonen har mistanke om, at barnet eller den unge kan være indblandet i kriminalitet kan også videregives. Den tværfaglige gruppe kan ligeledes drøfte barnets eller den unges uddannelsesforhold, familiernes økonomiske forhold, boligforhold mv. Sidstnævnte oplysninger er ikke oplysninger om rent private forhold, der er omfattet af § 28, stk. 1, men skal betragtes som »andre fortrolige oplysninger«, der må udveksles, hvis det er af væsentlig betydning for den anden myndigheds arbejde, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3. (Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990 om udveksling af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunerne mv.).

For en nærmere uddybning af denne opdeling af oplysninger, der er »rent private« og »andre fortrolige oplysninger« henvises til vejledningens punkt 7. Hvordan sagen skal bedømmes, hvis barnet giver samtykke til videregivelsen, men forældrene ikke giver samtykke, er nærmere beskrevet i punkt 7.

Tværfagligt kriminalitetsforebyggende samarbejde

28. I 1990 blev der ved lov nr. 403 af 13. juni 1990 indføjet en bestemmelse i retsplejeloven § 115 b, der - i forhold til forvaltningslovens regler - letter adgangen til at de myndigheder, der er involveret i SSP-samarbejdet (fx social- og sundhedsforvaltningen, skole- og fritidsforvaltningen samt politiet), kan udveksle oplysninger. (se bilag 6)

Udveksling af oplysninger mellem deltagere i SSP-samarbejdet kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til det kriminalitetsforebyggende arbejde. Den tværfaglige gruppe skal forsøge at indhente samtykke fra forældrene og barnet til udveksling af oplysningerne, men kan det ikke lade sig gøre, er der en forholdsvis vid adgang til at udveksle oplysninger i SSP-regi uden samtykke. Ansatte i selvejende institutioner, der udfører opgaver for kommunen inden for social- og undervisningsområdet, kan inddrages på samme vilkår, jf. retsplejelovens § 115 b, stk. 3. De parter, der er involverede i SSP-samarbejdet, er ikke forpligtet til at videregive oplysningerne, dvs. svare på den anden persons anmodning, hvis de ikke ønsker det.

Udveksling af oplysninger om et barn eller en ung efter retsplejelovens bestemmelse, kan kun ske mellem myndigheder, der er omfattet af bestemmelsen. Hvis der i den tværfaglige gruppe i forhold til det kriminalitetsforebyggende arbejde er behov for at inddrage personer, der ikke er omfattet af bestemmelsen, fx barnets eller den unges læge, skal dette ske efter den lovgivning, der regulerer udveksling af oplysningen med vedkommende, jf. afsnittene ovenfor.

Reglerne om SSP-samarbejdet er ikke nærmere behandlet i denne vejledning, men der kan findes flere oplysninger i Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990 om udveksling af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunerne mv.

Det skal igen understreges, at dialogen mellem den tværfaglige gruppe samt forældrene og evt. barnet eller den unge er yderst vigtig. Den tværfaglige gruppe bør således gøre en stor indsats for at få forældrene til at samarbejde og give samtykke til, at de relevante oplysninger kan udveksles i den tværfaglige gruppe.

Vil forældrene ikke give samtykke, og begrænser lovgivningen i det konkrete tilfælde muligheden for at udveksle oplysninger om et konkret barn, er det vigtigt at huske, at der altid kan søges generel vejledning om et givent problem hos de relevante fagpersoner.

Det er også vigtigt at understrege, at servicelovens regler om underretningspligt til kommunen gælder, uanset om en person fra en institution eller myndighed deltager i en tværfaglig gruppe. Bliver en person i den tværfaglige gruppe opmærksom på, at et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig støtte, skal personen underrette kommunen, jf. servicelovens § 35 (Se punkt 15 - Udvidet underretningspligt).

Kapitel 3

Tværfagligt samarbejde og tværfaglige grupper

17

Tværfaglige grupper

18

Udveksling af oplysninger i de tværfaglige grupper

19

Den overordnede tværfaglige gruppe

20

Andre tværfaglige grupper

21

Den tværfaglige gruppe består udelukkende af personale fra den kommunale forvaltning

22

Tværfaglige grupper med eksterne deltagere

23

Inddragelse af personale fra (rent) private institutioner

24

Ansatte i private institutioner har ikke pligt til at udtale sig til eller deltage i den tværfaglige gruppe

25

Inddragelse af autoriserede sundhedspersoner

26

Inddragelse af personale fra andre myndigheder

27

Tværfagligt kriminalitetsforebyggende samarbejde

28

Kapitel 4

Bilag 1-6

Kapitel 4

Gennemgang af reglerne i persondataloven

29. Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages for offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger og lignende. (Uddrag af loven er optrykt i bilag 2). Det er vigtigt at være opmærksom på, at begrebet behandling omfatter enhver form for måde at håndtere oplysninger om personer på.

Videregivelse af oplysninger er derfor en behandling i lovens forstand, og det samme gælder bl.a. registrering, systematisering, opbevaring, brug og sletning af oplysninger.

Loven gælder som hovedregel kun i tilfælde, hvor man behandler oplysninger om personer, dvs. fysiske personer.

Loven finder først og fremmest anvendelse på behandling af personoplysninger, som sker ved hjælp af elektronisk databehandling. Det vil sige, at loven finder anvendelse, når man behandler personoplysninger ved hjælp af computerteknik, fx skriver breve eller systematiserer persondata i en pc. Loven finder også anvendelse, når personoplysninger bliver sendt over Internettet.

Loven gælder imidlertid også, hvis oplysningerne skal indgå i et manuelt register. En systematisk samling af personoplysninger i fx et papirkartotek eller i en fortegnelse er derfor omfattet af loven.

Manuelle akter, som indgår i den dataansvarliges konkrete sagsbehandling, mapper med sagsakter, eller samlinger af sådanne mapper, er derimod ikke et register. Den behandling, der knytter sig til den manuelle sag, er derfor ikke omfattet af loven inden for den offentlige forvaltning.

Persondataloven har ikke betydning for det tværfaglige samarbejde så længe, der kun sker en mundtlig drøftelse af problemerne. Men hvis oplysningerne skrives ned og indgår i et manuelt register, vil oplysningerne være omfattet af loven. Hvis oplysningerne bliver behandlet elektronisk, vil de også være omfattet af persondataloven. Persondataloven finder f.eks. anvendelse, hvis der sendes oplysninger pr. e-mail.

Persondataloven indeholder i kapitel 4 en række regler om, hvornår behandling - herunder videregivelse - af oplysninger, der er omfattet af loven, må finde sted. Loven indeholder ikke bestemmelser om, hvornår man har pligt til at videregive oplysninger men regulerer alene, hvornår videregivelse af oplysninger kan ske.

I det følgende vil reglerne om, hvornår der må ske behandling af personoplysninger, blive beskrevet. Dette gøres ved at gennemgå en række tilfældegrupper. Der henvises i øvrigt til bilag 2, hvor uddrag af loven er optrykt.

Det skal imidlertid først fremhæves, at loven inddeler personoplysninger i tre niveauer eller typer

1. De følsomme personoplysninger, jf. § 7, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

2. Andre følsomme personoplysninger, jf. § 8, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og lignende oplysninger om rent private forhold.

3. De almindelige personoplysninger, jf. § 6. Det kan fx dreje sig om identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme personoplysninger.

Følsomme personoplysninger beskrives i tilfældegrupperne punkt 32-34, mens de almindelige personoplysninger beskrives samlet under tilfældegruppe punkt 35.

Videregivelse af personfølsomme oplysninger fra en offentlig myndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område

30. Af særlig betydning er bestemmelsen i § 8, stk. 3, der regulerer, hvornår forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, må videregive oplysninger om enkeltpersoner. Bestemmelsen i § 8, stk. 3, gælder både for de oplysninger, der er omfattet af § 7, stk. 1, og følsomme oplysninger, der er omfattet af § 8, stk. 1, fx oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold og oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer.

Som nævnt omfatter bestemmelsen myndigheder, der varetager opgaver inden for det sociale område. Det drejer sig om kommuners og amtskommuners socialforvaltninger og de statslige myndigheder, der varetager opgaver på det sociale område (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse). Herudover beror det på en konkret vurdering, i hvilket omfang andre myndigheder kan siges at udføre opgaver inden for det sociale område og dermed er omfattet af bestemmelsen.

Videregivelse kan efter § 8, stk. 3, ske

1. hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen,

2. hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår eller

3. hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Som eksempel på videregivelse efter nr. 2, kan nævnes den situation, at de sociale myndigheder har mistanke om incest eller andre seksuelle overgreb mod børn og i den forbindelse ønsker at kontakte andre myndigheder, såsom sygehuse, politi mv. for at beskytte børnene.

Betingelserne for, hvornår der kan ske videregivelse efter § 8, stk. 3, svarer til dem, der er fastsat i forvaltningslovens § 28, stk. 2. Der henvises til beskrivelsen af denne bestemmelse i punkt 7. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at § 8, stk. 3, - i modsætning til forvaltningslovens § 28, stk. 2 - ikke alene regulerer videregivelse til andre myndigheder, men også videregivelse til private.

Videregivelse af personfølsomme oplysninger fra en offentlig myndighed, der ikke udfører opgaver inden for det sociale område

31. Det skal afgøres efter lovens § 7 og § 8, stk. 2, hvornår offentlige myndigheder, der ikke varetager opgaver inden for det sociale område, må videregive oplysninger om enkeltpersoner.

Videregivelsen skal vurderes efter § 7, hvis der er tale om følgende meget følsomme oplysninger: oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Udgangspunktet efter § 7 er, at man ikke kan behandle - herunder videregive - sådanne oplysninger. Dog kan det ske, når en af følgende betingelser er opfyldt

1. hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling,

2. hvis behandlingen er nødvendig for at beskytte den registrerede eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,

3. hvis behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede selv eller

4. hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Hvis der er tale om andre følsomme oplysninger end dem, som er nævnt i § 7, fx strafbare forhold og væsentlige sociale problemer, skal videregivelsen vurderes efter § 8, stk. 2, jf. stk. 1.

En offentlig myndighed må som udgangspunkt ikke videregive disse oplysninger. Videregivelse kan dog ske, hvis

1. den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen,

2. videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

3. videregivelse er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe eller

4. videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige.

Videregivelse kan endvidere ske, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.

Offentlige myndigheders anden behandling end videregivelse af følsomme personoplysninge r

32. En offentlig myndigheds behandling af personoplysninger i situationer, hvor der ikke er tale om videregivelse, skal bedømmes efter lovens § 7, stk. 1 eller lovens § 8, stk. 1 - afhængig af, om der foreligger følsomme oplysninger af den kategori, der er omfattet af § 7, stk. 1, eller af den kategori, der er omfattet af § 8, stk. 1.

For så vidt angår behandling af oplysninger, der er omfattet af § 7, stk. 1, gælder de samme betingelser som for videregivelse af sådanne oplysninger fra en offentlig myndighed, der ikke udfører opgaver inden for det sociale område. Der henvises derfor til beskrivelsen af betingelserne for videregivelse i punkt 31.

Hvis der i stedet er tale om oplysninger, der er omfattet af § 8, stk. 1, gælder det som udgangspunkt, at sådanne oplysninger ikke må behandles. Dog kan behandling ske, hvis det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver, eller hvis betingelserne i § 7 er opfyldt (se punkt 31).

Privates behandling - herunder videregivelse - af meget følsomme og følsomme personoplysninge r

33. Behandling - herunder videregivelse - af personoplysninger, som foretages af en privat institution eller forening mv., skal vurderes efter § 7 eller § 8.

For så vidt angår betingelserne for, hvornår en privat institution kan behandle § 7-oplysninger, de meget følsomme oplysninger, henvises der til det, der er anført under punkt 31. Der gælder således her normalt det samme som for offentlige myndigheder.

Er der tale om § 8-oplysninger – de følsomme oplysninger, er det reguleret i § 8, stk. 4 og 5, i hvilket omfang en privat institution mv. må behandle sådanne oplysninger. Hvis der foretages anden behandling end videregivelse, finder § 8, stk. 4, anvendelse. Hvis der foretages videregivelse, finder § 8, stk. 5, anvendelse.

Efter § 8, stk. 4 må private behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til det. Uden den registreredes samtykke kan behandling, fx indsamling og registrering, kun undtagelsesvis ske. En betingelse herfor er, at betingelserne i § 7 er opfyldt, eller at behandling er nødvendig for at varetage en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Efter stk. 5, kan videregivelse af denne type oplysninger normalt kun ske med den registreredes samtykke. Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når betingelserne i § 7 er opfyldt. Endvidere kan videregivelse ske, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Hvis en privat institution således ønsker at videregive oplysninger om helbredsforhold til en socialforvaltning, fx ved at sende en e-mail til socialforvaltningen, vil berettigelsen af denne videregivelse skulle vurderes ud fra persondatalovens § 7. Hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om væsentlige sociale problemer, vil berettigelsen af denne videregivelse derimod skulle vurderes ud fra persondatalovens § 8, stk. 5.

Behandling - herunder videregivelse - af almindelige personoplysninger

34. Det er reguleret i persondatalovens § 6, i hvilket omfang der må ske behandling - herunder videregivelse - af almindelige personoplysninger. Almindelige personoplysninger er fx identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger.

Kapitel 4

Gennemgang af reglerne i persondataloven

29

Videregivelse af personfølsomme oplysninger fra en offentlig myndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område

30

Videregivelse af personfølsomme oplysninger fra en offentlig myndighed, der ikke udfører opgaver inden for det sociale område

31

Offentlige myndigheders anden behandling end videregivelse af følsomme personoplysninger

32

Privates behandling - herunder videregivelse - af meget følsomme og følsomme personoplysninger

33

Behandling - herunder videregivelse - af almindelige personoplysninger

34

Kapitel 5

Lov om patienters retsstilling

35. Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling trådte i kraft den 1. oktober 1998.(Uddrag af loven er optrykt i bilag 3)

Hvis der opstår spørgsmål i relation til fortolkning af loven kan man rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen, Islands Brygge 67, Postboks 1881, 2300 København S, telefon 7222 7400, telefax 7222 7411, E-post sst @ sst.dk, hjemmeside www.Sundhedsstyrelsen.dk

Formålet med loven er at medvirke til at sikre at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven skal desuden medvirke til at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet og til at understøtte tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patienterne og sundhedsvæsenet og de forskellige personalegrupper, der arbejder i sundhedsvæsnet.

Loven finder anvendelse overalt inden for det offentlige sundhedsvæsen samt i praksis og på institutioner inden for det private sundhedsvæsen, hvor der er tilknyttet en autoriseret sundhedsperson. Også sundhedsplejerskers opgaver i relation til børn og unge, hvad enten de foregår i hjemmet eller på skolen, er omfattet af patientretsstillingsloven.

Loven gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet modtager undersøgelse, behandling, sundhedsfaglig pleje mv. af en autoriseret sundhedsperson og personer, der handler på disses ansvar, med mindre andet er fastsat i anden lovgivning.

Ved en patient forstås en bruger af sundhedsvæsenet, hvad enten vedkommende er rask eller syg. Modtagere af de kommunale sundhedstjenester, som fx forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, er patienter i patientretsstillingslovens forstand.

Ved en sundhedsperson forstås i patientretsstillingsloven personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning, fx lægeloven, sygeplejerskeloven og loven om jordemødre, til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.

Ved behandling forstås i patientretsstillingsloven undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient.

Af hensyn til såvel patienters som sundhedspersoners mulighed for at overskue retstilstanden er der i patientretsstillingsloven fastsat ensartede regler for sundhedspersoners tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. (lovens kap. 5, §§ 23-32).

Patientretsstillingslovens regler om tavshedspligt og om videregivelse af oplysninger mv. gælder sundhedspersoners videregivelse af oplysninger mv., hvad enten videregivelsen sker elektronisk eller på anden måde.

I det følgende vil reglerne om videregivelse af oplysninger mv. blive beskrevet. Der henvises i øvrigt til bilag 3, hvor uddrag af loven er optrykt.

Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling af patienter, jf. lovens § 24

Lovens udgangspunkt er, at videregivelse af oplysninger mv. til brug for behandling mv. af patienter - kræver patientens samtykke, jf. § 24, stk. 1. Mundtligt samtykke er tilstrækkeligt og kan gives enten til den, der videregiver eller til den, der indhenter oplysningerne.

Der kan dog efter lovens § 24, stk. 2, ske videregivelse af oplysninger mv. fra sundhedspersoner til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling mv. uden patientens samtykke når

1. det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov,

2. videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almeninteresse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3. videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne.

1. Aktuelt behandlingsforløb, § 24, stk. 2, nr. 1

Videregivelse af/adgang til helbredsoplysninger uden patientens samtykke kan kun ske, hvis der er tale om et aktuelt behandlingsforløb, dvs. et samlet og kontinuerligt behandlingsforløb, hvor der er tale om at fortsætte eller følge op på en behandling.

Når der er tale om at videregive i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb, skal patienten informeres om muligheden for på ethvert tidspunkt af forløbet at frabede sig, at oplysningerne videregives. Der kan være tale om, at patienten ikke ønsker videregivelse generelt eller ikke ønsker, at der skal ske videregivelse til en konkret sundhedsperson.

Når der sker videregivelse uden patientens samtykke i det aktuelle behandlingsforløb, er det en forudsætning, at der er tale om videregivelse af helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle undersøgelse, behandling mv., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov.

2. Åbenbar almeninteresse, væsentlige hensyn til patienten m.fl., jf. § 24, stk. 2, nr. 2

Videregivelse mellem sundhedspersoner til varetagelse af en åbenbar almeninteresse, hvorved forstås brede samfundsmæssige interesser, vil sjældent kunne finde sted.

Blandt de hensyn, der kan tale for at oplysningerne videregives, kan i særlige tilfælde også være hensynet til patienten selv. Det er en forudsætning, at patienten på grund af sin tilstand er forhindret i at give samtykke til videregivelsen. Der kan f. eks. være tale om mindreårige, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke fra indehaverne af forældremyndigheden. Videregivelsen skal være i patientens interesse.

Der er tale om tilfælde, hvor patienten ikke allerede er i aktuel behandling.

3. Stedfortræder for patientens egen læge, jf. § 24, stk. 2, nr. 3

Der kan være tale om stedfortræder for egen læge i følgende situationer

1. læger, der virker som vagtlæger,

2. en anden alment praktiserende læge ved egen læges forfald samt

3. en anden alment praktiserende læge, der behandler patienten.

Der kan kun videregives oplysninger om den konkrete aktuelle behandling, som patienten har modtaget hos den stedfortrædende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til andre formål, jf. lovens § 26

36 . Bestemmelsen omhandler videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling mv., til myndigheder, organisationer, privatpersoner m.fl.

Også i denne situation kræves der som udgangspunkt samtykke fra patienten til videregivelsen, jf. § 26, stk.1. Samtykket skal her være skriftligt, med mindre særlige forhold gør sig gældende, og skal gives til den sundhedsperson, der er i besiddelse af oplysningerne og som træffer beslutning om videregivelse. Samtykket bortfalder senest et år efter det er givet, jf. § 27, stk.2.

I en række situationer kan der dog ske videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling uden at der er indhentet et samtykke, jf. § 26, stk.2.

Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i almindelighed, med mindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om videregivelse til andre formål end behandling. Af samme grund må der ikke ske videregivelse af oplysninger i videre omfang end påkrævet efter formålet.

Der kan efter § 24, stk. 2, ske videregivelse uden samtykke til andre formål end behandling, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen-interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller når videregivelsen er nødvendig, for at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Oplysningspligt, jf. § 26, stk. 2, nr.1

Der er ikke tavshedspligt, hvor sundhedspersoner efter anden lov er forpligtet til at udlevere oplysninger.

En sundhedsperson kan have pligt til at udlevere oplysninger på begæring, jf. fx retssikkerhedslovens § 11 a - § 11 c. I andre situationer skal sundhedspersonen af egen drift underrette en anden myndighed. Sundhedspersoner har pligt til at underrette kommunen om børn, der antages at have behov for særlig støtte, jf. servicelovens § 35 og Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt over for kommuner efter lov om social service.

Ifølge denne bekendtgørelses § 3 har bl.a. læger, jordemødre og psykologer som for det offentlige udfører opgaver rettet mod gravide, misbrugere eller personer med sociale eller særlige problemer, pligt til at underrette kommunen, når de i deres virke får kendskab til en gravid med alvorlige misbrugsproblemer, der må give formodning om, at der er behov for støtte

Efter lovens § 36 har enhver pligt til at underrette det sociale udvalg om vanrøgt af børn. Sundhedspersonen skal også her forsøge at indhente samtykke jf. bemærkningerne til loven.

Åbenbar almeninteresse eller væsentlige hensyn til patienten m.fl., jf. § 26, stk. 2, nr.2

Videregivelse på dette grundlag er kun relevant, hvis der ikke er fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser.

Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelse, grovere vold mv., herunder vold mod børn.

Tilsyns- og kontrolopgaver, jf. § 26, stk. 2, nr. 3

Det er kun oplysninger, som er nødvendige til det konkrete formål, der må videregives efter denne bestemmelse. Bestemmelsen giver fx mulighed for, at der kan videregives helbredsoplysninger mv. til brug for behandling af klagesager.

Information og samtykke

Uanset om der er tale om samtykke til videregivelse til brug for behandling eller til andre formål, skal samtykket basere sig på fyldestgørende information. Formålet med videregivelsen skal være konkretiseret og skal indeholde oplysninger om, hvilken type oplysninger, der må videregives, til hvem og til hvilket formål. Formålet med samtykket begrænser rækkevidden af videregivelsesadgangen.

Socialministeriet, den 4. februar 2004

Henriette Kjær

/Kirsten á Rogvi

Bilag 1-6

Bilag med de berørte lov- og bekendtgørelsesbestemmelser

(Bilagene udelades her)

Bilag 1: Uddrag af forvaltningslov (Kapitel 8)

Bilag 2: Uddrag af lov om behandling af personoplysninger (Kapitel 1, 2 og 4)

Bilag 3: Uddrag af lov om patienters retsstilling (Kapitel 5)

Bilag 4: Uddrag af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (§§ 10-12)

Bilag 5: Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

Bilag 6: Uddrag af lov om rettens pleje (§ 115 b)

Kapitel 5

Lov om patienters retsstilling

35

Videregivelse af helbredsoplysninger til andre formål, jf. lovens § 26

36

Bilagsfortegnelse

Bilag 1: Uddrag af forvaltningslov (Kapitel 8)

Bilag 2: Uddrag af lov om behandling af personoplysninger (Kapitel 1, 2 og 4)

Bilag 3: Uddrag af lov om patienters retsstilling (Kapitel 5)

Bilag 4: Uddrag af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (§§ 10-12)

Bilag 5: Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

Bilag 6: Uddrag af lov om rettens pleje (§ 115 b)

Bilag 7: Indholdsfortegnelse

§ 6 gælder for behandling af personoplysninger, som foretages for offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger, institutioner mv.

Efter § 6, stk. 1, kan behandling - herunder videregivelse - ske hvis en af følgende betingelser er opfyldt

1. den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen,

2. behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning, forud for indgåelsen af en sådan aftale,

3. behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,

4. behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,

5. behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse,

6. behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt eller

7. behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

Bilag 7

Bilag 7

Indholdsfortegnelse

(Der henvises til punkter i vejledningen)

§ 11 c beskriver en række sager, hvor kravet om samtykke kan fraviges. Det gælder fx sager om foranstaltninger efter kapitel 8 i serviceloven. Myndigheden skal dog også i disse sager forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger, jf. § 11 c, stk. 4.

Efter § 11 a, stk. 2, kan myndigheden kræve at få oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører ikke bor i den kommune eller amtskommune, som indhenter oplysningerne. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontoret.

Der findes også eksempler på bestemmelser, hvor en videregivelse er pligtmæssig, selv om en anden myndighed ikke har anmodet om de pågældende oplysninger. Som eksempel på sådanne bestemmelser kan nævnes servicelovens § 35, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, har til formål at sikre, at medarbejdere i den offentlige forvaltning har mulighed for at opfylde den pligt til videregivelse, der følger af sådanne særlovsbestemmelser.

De nævnte bestemmelser i serviceloven er behandlet nærmere nedenfor under punkt 12-16.

3. Videregivelsen sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, jf. § 28, stk. 2, nr. 3.

Denne undtagelse har fået betegnelsen »værdispringsreglen«, fordi der skal foretages en afvejning af på den ene side den interesse, som den oplysningen vedrører, har i, at oplysningen hemmeligholdes, op på den anden side karakteren og betydningen af de private eller offentlige interesser, der kan begrunde, at oplysningen videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Spørgsmålet om anvendelse af værdispringsreglen foreligger bl.a. i tilfælde, hvor den, som oplysningen vedrører, vil have en interesse i, at oplysningen ikke videregives, og hvor det derfor ikke er muligt at opnå samtykke hertil. Det kan fx dreje sig om videregivelse af oplysninger til politiet.

Ved afgørelsen af, om videregivelse efter denne undtagelsesbestemmelse kan ske, skal sagsbehandleren, sundhedsplejersken, pædagogen eller skolelæreren på den ene side tage hensyn til vigtigheden af hemmeligholdelse af oplysningen, og på den anden side de modstående hensyn til offentlige eller private interesser, der taler for videregivelse, herunder hensynet til at hjælpe klienten, forældrene eller barnet. Det er vigtigt i den forbindelse også at tage hensyn til tillidsforholdet til klienten, forældrene og børnene.

Hvis man er i tvivl, om betingelserne for at videregive en oplysning efter værdispringsreglen er opfyldt, bør man drøfte sagen med sin nærmeste overordnede. En sådan drøftelse indebærer ikke en uberettiget videregivelse.

4. Videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver, jf. § 28, stk. 2, nr. 4.

Denne undtagelsesbestemmelse har bl.a. til formål at sikre, at der kan videregives fortrolige oplysninger i forbindelse med ankebehandlingen af en sag, eller hvis det er nødvendigt at forelægge sagen for en anden myndighed til udtalelse, inden den afgøres.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed udøver sekretariatsfunktioner for en anden myndighed. I det omfang der mellem myndighederne udveksles oplysninger om borgernes rent private forhold som led i sekretariatsbetjeningen, kan en sådan videregivelse ske uden samtykke i medfør af bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 4.

B) Almindeligt fortrolige oplysninger

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, må andre fortrolige oplysninger end de, der er nævnt i § 28, stk. 1, - ud over de situationer, der er nævnt i § 28, stk. 2, - kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for modtagermyndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Almindeligt fortrolige oplysninger, som fx oplysninger om økonomiske forhold og om sociale problemer, der ikke kan betegnes som væsentlige, jf. ovenfor, kan således videregives uden samtykke i noget videre omfang, end hvad der gælder for de særligt følsomme oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Adgangen til videregivelse til anden forvaltningsmyndighed er imidlertid ikke fri. Der må kun ske videregivelse i det omfang, der er et sagligt behov for det.

C) Myndighedernes pligt til at videregive oplysninger

Bestemmelserne i forvaltningslovens § 28 fastsætter, i hvilket omfang en forvaltningsmyndighed i forhold til den berørte borger har ret til at videregive fortrolige oplysninger vedrørende den pågældende til en anden forvaltningsmyndighed.

I tilknytning hertil bestemmer forvaltningslovens § 31, at en forvaltningsmyndighed, der er berettiget til at videregive en oplysning, på begæring fra en anden forvaltningsmyndighed har pligt hertil, hvis oplysningen er af betydning for den anden myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Retten til videregivelse bliver således til en pligt til videregivelse, når den anden myndighed fremsætter begæring om at få oplysningen. Pligten indtræder dog ikke, hvis videregivelsen vil påføre myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.

Bestemmelsen bygger på det synspunkt, at forvaltningsmyndigheder skal hjælpe hinanden i det omfang, lovgivningen ikke er til hinder herfor.

Herudover kan pligt til videregivelse følge af særlige bestemmelser. Som eksempel kan nævnes de pligtudleveringsbestemmelser, der er beskrevet ovenfor under omtalen af forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og retsplejelovens editionsregler, efter hvilke man som led i efterforskningen af en lovovertrædelse kan meddele en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande.

Videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående

8. Forvaltningslovens videregivelsesregler regulerer spørgsmålet om udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder.

De nævnte bestemmelser i forvaltningsloven regulerer ikke direkte spørgsmålet om videregivelse fra en forvaltningsmyndighed til en udenforstående (domstole, Folketinget, Folketingets Ombudsmand, udenlandske myndigheder, privatpraktiserende læger mv.). Spørgsmålet om videregivelse til en ikke-forvaltningsmyndighed må, medmindre de pågældende oplysninger er omfattet af særlige tavshedspligtsforskrifter, bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152. Ved vurderingen af videregivelsens berettigelse i sådanne tilfælde kan forvaltningslovens regler i §§ 28-32 tillægges en vis vejledende betydning.

Adgangen til at videregive fortrolige oplysninger til private kan også være omfattet af lov om behandling af personoplysninger, se kapitel 4.

Videregivelse til private er for en særlig situations vedkommende reguleret i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Efter lovens § 19, stk. 1, har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Efter bestemmelsen i § 19, stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de institutioner, der er nævnt i stk. 1, fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering om barnet.

Udveksling af fortrolige oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed

9. Når bortses fra ansøgningssager, jf. nedenfor, må adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme myndighed bedømmes på grundlag af forvaltningslovens §§ 27 og 32.

Adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger inden for samme myndighed er forholdsvis vid, men ikke helt fri.

Efter bestemmelsen i § 32 må den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Bestemmelsen sondrer ikke mellem forskellige kategorier af fortrolige oplysninger.

En medarbejder må kun videregive sådanne oplysninger til en anden medarbejder i myndigheden, når den pågældende medarbejder har et sagligt behov for at få oplysningen.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at flere sagsbehandlere samarbejder om løsning af sagerne, eller at sædvanlige sagsbehandlingsrutiner følges, fx til aktering af tidligere sager.

Adgangen til at udveksle fortrolige oplysninger indenfor samme myndighed kan også være omfattet af reglerne i lov om behandling af personoplysninger.

Særlige regler om ansøgningssager

10. Forvaltningslovens § 29 indeholder særlige regler om ansøgningssager. Bestemmelserne bygger på det synspunkt, at en ansøger i almindelighed selv må bestemme, hvilke oplysninger om rent private forhold (§ 28, stk. 1-oplysninger) der inddrages i en sag, som den pågældende selv har rejst ved ansøgning.

Udgangspunktet er, at oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke må indhentes i ansøgningssager, medmindre den pågældende ansøger giver samtykke til indhentningen.

Der skal ikke blot foreligge samtykke til indhentning af sådanne oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder, men også til indhentning fra andre dele af den samme myndighed. Inden for den kommunale forvaltning vil hvert af de udvalg, der nedsættes, og de dertil hørende forvaltninger i relation til forvaltningslovens § 29 udgøre en selvstændig forvaltningsgren. Dette indebærer fx, at socialforvaltningen i almindelighed skal have ansøgerens samtykke for at kunne indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra andre dele af den kommunale forvaltning.

Giver ansøgeren samtykke til indhentning, kan den myndighed, som oplysningerne skal indhentes fra, videregive oplysningerne uden at indhente samtykke efter § 28 til selve videregivelsen.

Nægter ansøgeren at give tilladelse til, at oplysningerne indhentes, vil det typisk have den virkning, at ansøgningen ikke vil kunne imødekommes eller dog ikke imødekommes fuldt ud. Dette må ansøgeren naturligvis gøres bekendt med.

Dette princip gælder også, hvis en borger ikke vil give samtykke til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre myndigheder og personer, der har kendskab til forholdene, jfr. retssikkerhedslovens § 11 b. Princippet kaldes den processuelle skadevirkning og er nærmere omtalt i de specielle bemærkninger til § 11 b i L 138 om præcisering af reglerne om borgernes medvirken, myndighedernes oplysningspligt mv.

Bestemmelsen i § 29, stk. 2, indeholder to undtagelser fra hovedreglen om, at indhentelse af oplysninger kun kan ske med samtykke fra ansøger. Indhentning kan således ske uden samtykke, hvis det følger af lov eller af bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller hvis særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Som eksempel på en lov kan nævnes § 11 a - § 11 c i retssikkerhedsloven. Se punkt 7 om samtykke.

Vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene

(Gennemgang af reglerne om tavshedspligt)