Vejledning om sygdom for de ansatte ved kirker og på kirkegårde\n(Sygdomsvejledningen)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om sygdom for
de ansatte ved kirker og på kirkegårde
(Sygdomsvejledningen)
(til menighedsrådene)
Indledning
Med henblik på at gøre det lettere for menighedsrådene at finde de regler, der gælder ved sygdom hos en medarbejder, herunder afsked på grund af sygdom, har Kirkeministeriet besluttet at beskrive alle reglerne i denne vejledning.
Med vejledningen følger Kirkeministeriets cirkulære af 1. december 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær.
Personalestyrelsen under Finansministeriet har den 1. september 2001 udsendt et cirkulære om afsked af tjenestemænd i staten og folkekirken m.fl.på grund af svagelighed og sygefravær. Dette
cirkulære er optrykt som bilag til denne vejledning.
Der er ikke knyttet krav om sygefravær af en bestemt længde før et menighedsråd kan beslutte at få undersøgt, om medarbejderen bliver i stand til at vende tilbage til arbejdet eller beslutte, om der skal indledes en sag om afsked på grund af sygdom.
Efter retningslinier fra Finansministeriet kan det for tjenestemænds vedkommende vurderes, om der er grundlag for afsked på grund af uegnethed som følge af hyppige sygefravær over en længere periode. Forinden en sådan sag påbegyndes, skal der været taget stilling til, om tjenestemanden kan afskediges på grund af sygdom. I begge tilfælde foretages vurderingen i Finansministeriet af den lægekyndige konsulent eller af Helbredsnævnet.
På statslige arbejdspladser er der en forpligtelse til at udvise social ansvarlighed og gøre en indsats for at fastholde sygemeldte medarbejdere på arbejdspladsen.
Det henstilles i lighed hermed, at menighedsrådene i det enkelte tilfælde konkret vurderer, om der skal indledes en sag om afsked på grund af svagelighed eller sygefravær eller arbejdsskade. Menighedsrådet bør overveje muligheden for at iværksætte personalepolitiske foranstaltninger, og herunder at anvende det sociale kapitel i staten, fx fleksjob.
1. Regler om sygdom
Der findes en række generelle regler i Funktionærloven og i Dagpengeloven om, hvordan sygdom skal registreres og dokumenteres. Disse regler vil blive omtalt senere i denne vejledning.
I de regler, der er nævnt i afsnit 1, er der for det meste alene taget stilling til, om medarbejderen skal have løn under sygdom fra menighedsrådet.
Såfremt medarbejderen ikke har krav på løn under sygdom, har vedkommende ret til på visse betingelser at få dagpenge efter dagpengeloven fra henholdsvis arbejdsgiver og fra kommunen.
1.1. Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte
Der ydes løn under sygdom.
For tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer findes reglerne i Kirkeministeriets cirkulære af xxx. 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær.
1.1. Gartnere og gartneriarbejdere
Der ydes løn under sygdom til medarbejdere på månedsløn og med over 8 timers ugentlig beskæftigelse.
Timelønnede med mindre end 8 timers ugentlig beskæftigelse har under sygdom ret til sygedagpenge efter dagpengelovens regler. Medarbejderen skal selv søge kommune om at få sygedagpenge.
Gartnere og gartneriarbejdere på bykirkegårde er omfattet af StK-fællesoverenskomstens regler om sygdom.
1.2. Kontorpersonale
Der ydes løn under sygdom til medarbejdere på månedsløn og med over 8 timers ugentlig beskæftigelse.
Timelønnede med mindre end 8 timers ugentlig beskæftigelse har under sygdom ret til sygedagpenge efter dagpengelovens regler. Medarbejderen skal selv søge kommune om at få sygedagpenge.
Reglerne om sygdom i StK-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer i statens tjeneste finder tilsvarende anvendelse på disse medarbejdere.
1.3. Provsti- og præstesekretærer
Der ydes løn under sygdom til medarbejdere på månedsløn og med over 8 timers ugentlig beskæftigelse.
Timelønnede med mindre end 8 timers ugentlig beskæftigelse har under sygdom ret til sygedagpenge efter dagpengelovens regler. Medarbejderen skal selv søge kommune om at få sygedagpenge.
Reglerne om sygdom i StK-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer i statens tjeneste finder tilsvarende anvendelse på disse medarbejdere.
1.4. Gravermedhjælpere
Der ydes løn under sygdom, når ansættelsen har varet 13 uger før sygefraværet. Ved sygefravær, der er indtrådt i de første 13 uger af ansættelsen, har medarbejderen efter dagpengeloven ret til sygedagpenge fra kommunen. Medarbejderen skal selv søge kommune om at få sygedagpenge.
Reglerne om sygdom findes i Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 2001 om løn- og ansættelsesvilkår for gravermedhjælpere m.fl.
1.5. Sognemedhjælpere
Der ydes løn under sygdom.
Reglerne herom findes i Kirkeministeriets cirkulære af 15. februar 2000 om løn- og ansættelsesvilkår for sognemedhjælpere.
1.6. Honoraraflønnede organister og kirkesangere
Der ydes løn under sygdom.
Reglerne herom findes i Kirkeministeriet cirkulære af 10. februar 1999 om ansættelsesvilkår for kirkesangere og for organister, der ikke lønnes efter tjenestemændenes lønrammer.
2. Generelle regler vedrørende sygdom
2.1. Sygemelding
Menighedsrådet fastsætter en frist for, hvornår et sygefravær senest skal meldes på 1. sygedag.
Medarbejderen skal følge de regler, som menighedsrådet har fastsat for sygemeldinger, herunder til hvem sygemelding skal ske.
En sygemelding kan ske telefonisk, pr. e-mail eller ved fremsendelse af et brev til menighedsrådet kontaktpersonen eller en af menighedsrådet udpeget person/medarbejder, der modtager sygemeldinger.
Medarbejderen skal så snart det er muligt give menighedsrådet meddelelse om, hvornår arbejdet vil kunne forventes genoptaget.
2.2. Erklæring om uarbejdsdygtighed
Når medarbejderen genoptager arbejdet, skal sygefraværet dokumenters ved, at vedkommende underskriver en erklæring om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom med angivelse af datoen for første og for sidste sygedag.
Det kræves ikke, at medarbejderen skal give oplysning om sygdommens art.
Menighedsrådet kan kræve at få erklæringen fra medarbejderen, før denne genoptager arbejdet, men tidligst så den er menighedsrådet i hænde på 2. fraværsdag.
2.3. Lægeattest
Under sygdom af mere end 2 ugers varighed kan menighedsrådet forlange, at medarbejderen fremskaffer en lægeattest om sygdommens forventede varighed.
Denne lægeattest skal menighedsrådet betale.
Selv om sygdommen er af kortere varighed end 2 uger kan menighedsrådet i særlige tilfælde kræve en lægeattest på et tidligere tidspunkt. Denne mulighed har menighedsrådet kun, når antallet eller karakteren af medarbejderens forudgående sygemeldinger taler derfor.
Denne lægeattest skal medarbejderen selv betale for.
2.4. Sygedagslister
Menighedsrådet skal føre en sygedagsliste for hver medarbejder. Sygedaglisten skal bruges til at registrere medarbejderens sygedage og øvrige fraværsdage.
Menighedsrådet skal anvende Finansministeriet sygedagsliste. Den kan rekvireres hos IT- og Telestyrelsen på telefon 33 37 92 00. Blanketten hedder Fi38.
Blanketten kan også findes på www.km.dk
Menighedsrådet skal opbevare sygedagslisterne for hver medarbejder for de seneste fem ansættelsesår.
2.5. Barns første sygedag
For de under afsnit 1.1. til 1.6. nævnte personalegrupper kan menighedsrådet, hvis medarbejderen anmoder derom, give vedkommende hel eller delvis tjenestefrihed med løn til at passe et sygt, mindreårigt (under 18 år), hjemmeværende barn på det første sygedag, når det er nødvendigt at hensyn til barnet, og når forholdene på arbejdspladsen tillader det.
Barns førstesygedag skal registreres på menighedsrådets sygedagsliste for medarbejderen.
3. Nedsættelse af arbejdstid midlertidigt på grund af sygdom
3.1. Tjenestemænd
Hvis en tjenestemands sygdom begrunder det, kan der gives midlertidig nedsættelse af arbejdstiden for at gøre overgangen fra sygdom til fuld beskæftigelse lettere.
Der kan gives tilladelse til nedsættelse af arbejdstiden med indtil halvdelen i maksimalt 3 måneder med fuld løn.
Disse sager vil fremover kunne afgøres af menighedsrådene. Menighedsrådene har dog mulighed for at få en vurdering fra Helbredsnævnet i Finansministeriet om det lægelig grundlag for eventuel nedsættelse af arbejdstiden.
Hvis menighedsrådet ønsker at få foretaget sådan vurdering skal sagen forelægges for Kirkeministeriet, der videresender sagen til Finansministeriet.
Menighedsrådet skal sende tjenestemandens ansøgning om nedsat tjenestetid med til Kirkeministeriet,
Kirkeministeriet vil herefter bede tjenestemanden om en lægeerklæring.
Tjenestemanden skal selv betale for at få udarbejdet disse oplysninger hos sin læge og eventuel speciallæge.
Menighedsrådet skal i disse tilfælde betale et gebyr til Helbredsnævnet for at få foretaget vurderingen af tjenestemandens helbredsmæssige tilstand.
3.2. Andre ansatte end tjenestemænd
Hvis medarbejderen har krav på løn under sygdom og ikke kan genoptage arbejdet i fuldt omfang, men f.eks. på halv tid, betragtes medarbejderen som delvis syg og menighedsrådet kan derfor beslutte at give medarbejderen fuld løn under det delvis fravær.
Menighedsrådet kan forlange, at medarbejderen fremskaffer en lægeattest som dokumentation for behovet for det delvise fravær.
4. Afsked på grund af sygdom
4.1. Tjenestemænd
Reglerne herom findes i Kirkeministeriets cirkulære af 1. december 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær.
Kirkeministeriet træffer i henhold til reglen i tjenestemandslovens § 26 afgørelse om uansøgt afsked af en varigt ansat tjenestemand på grund af sygdom.
Afgørelsen træffes på grundlag af en indstilling fra menighedsrådet.
Kompetencen til at foretage afsked på grund af sygdom for en prøveansat tjenestemand ligger hos menighedsrådet. Om opsigelsesvarlser m.m henvises til afsnit VI , 2. Afsked i Kirkeministeriets vejledning af 24. november 1983 om ansættelse på prøve i tjenestemandsstillinger m.v. som kirke- og kirkegårdsfunktionær.
4.2. Tjenestemandslignende ansatte
Reglerne herom findes i Kirkeministeriets cirkulære af 1. december 2002 om afsked af de ved kirker og kirkegårde ansatte tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte på grund af sygdom eller sygefravær, pkt. 3.1.
Menighedsrådet træffer i henhold til reglen i § 1 i Kirkeministeriets cirkulære af 28. december 1979 om opsigelsesvarsler m.m for kirke- og kirkegårdsfunktionærer, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår afgørelse om uansøgt afsked af en tjenestemandslignende ansat kirke- eller kirkegårdsfunktionær.
For tjenestemandslignende ansatte gravere træffer menighedsrådet afgørelse om uansøgt afsked på grund af sygdom efter reglen i § 18 i aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som graver. Denne aftale findes som bilag til Kirkeministeriets cirkulære af 14. december 1981 vedrørende aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som gravere.
4.3. Overenskomstansatte
Menighedsrådet træffer afgørelse om uansøgt afsked af gartnere og gartneriarbejdere på grund af sygdom. Menighedsrådet skal her følge reglerne i §§ 17-18 i StK-fællesoverenskomsten.
4.4. Kontorpersonale
Menighedsrådet træffer afgørelse om uansøgt afsked af kontorpersonale m.m efter reglerne i §§ 17 -18 i StK-fællesoverenskomsten.
4.5. Præstesekretærer og provstisekretærer
Præstesekretærer afskediges af menighedsrådet efter indstilling fra præsten.
Provstisekretærer afskediges af provsten/provstiudvalget.
Afgørelse om uansøgt afsked træffes i begge tilfælde efter reglerne i §§ 17-18 i StK-fællesoverenskomsten.
4.6. Gravermedhjælpere
Menighedsrådet træffer afgørelse om uansøgt afsked af en gravermedhjælp på grund af sygdom efter reglerne i §§ 18-19 i Kirkeministeriets cirkulære af 25. juni 2001 om løn- og ansættelsesvilkår for gravermedhjælpere m.fl.
4.7. Sognemedhjælpere
Menighedsrådet træffer afgørelse om uansøgt afsked af en sognemedhjælper på grund af sygdom efter reglerne i § 23 og i § 32, stk. 2 i Kirkeministeriets cirkulære af 15. februar 2002 om løn- og ansættelsesvilkår for sognemedhjælpere.
4.8. Honorarlønnede organister og kirkesangere
Menighedsrådet træffer afgørelse om uansøgt afsked på grund af sygdom hos en honorarlønnet organist eller hos en kirkesanger.
Om afsked af disse to personalegrupper henvises til pkt. 12 i Kirkeministeriets cirkulære af 10. februar 1999 om ansættelsesvilkår for kirkesangere og for organister, der ikke lønnes efter tjenestemændenes lønrammer.
5. Høringsregler
5.1. Generelle regler
Menighedsrådet kan ikke afgøre sager, der vedrører en kirkefunktionærs forhold, forinden den pågældende har haft lejlighed til at udtale sig i sagen. Dette gælder også i forbindelse med en sygesag.
Reglen herom findes i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.m. § 23, stk. 2.
Menighedsrådet skal også foretage en partshøring af medarbejderen efter reglen herom i forvaltningslovens § 19.
Disse regler gælder for alle ansatte.
Høringen efter de to regler, der er nævnt oven for, kan foregå som en samlet høring.
Høringen skal ske skriftligt. Anmoder medarbejderen under høringsfasen om et møde skal anmodningen efterkommes.
Medarbejderen kan også tage sin tillidsmand eller sin faglige organisation eller en anden bisidder med til mødet.
5.2. Specielle regler
For nogle af de personalegrupper, der er nævnt i denne vejledning, gælder der desuden nogle specielle regler om høring af medarbejderen og dennes centralorganisation.
5.2.1. Tjenestemænd
Kirkeministeriet, som har kompetence til at foretage uansøgt afsked af tjenestemænd, skal efter reglen i tjenestemandslovens § 31 høre medarbejderen og centralorganisationen.
5.2.2. Tjenestemandslignende ansatte.
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter reglen i § 4 stk. 2 i Kirkeministeriets cirkulære af 28. december 1979 om opsigelsesvarsler m.m. for de kirke- og kirkegårdsfunktionærer, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår.
For tjenestemandslignende ansatte gravere skal menighedsrådet høre graveren efter reglen i § 20, stk. 2 i Kirkeministeriets cirkulære af 18. december 1981 om aftale om løn- og ansættelsesvilkår for stillinger som graver.
Menighedsrådet skal også høre centralorganisationen, som er følgende
For gravere, visse kirkegårdsledere, og kirketjenere: Statsansatte Kartel, Drosselvej 57, Postboks 209, 2000 Frederiksberg.
For PO-organister, PO-organistassistenter, kordegne og kordegneassistenter, kirkegårdsledere ved større bykirkegårde og sognemedhjælpere: Statstjenestemændenes centralorganisation II, Olof Palmes Gade 10, 2100 København Ø.
For DOKS-organister, DOKS–organistassistenter: Akademikernes Centralorganisation, Nørre Voldgade 29, Postboks 2192, 1017 København K.
5.2.3. Gartnere- og gartneriarbejdere
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter reglerne i forvaltningslovens § 19.
5.2.4. Kontorpersonale
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter reglerne i forvaltningslovens § 19.
5.2.4 Præstesekretærer og provstisekretærer
Provstiudvalget/provsten skal høre medarbejderen efter reglerne i forvaltningslovens § 19.
5.2.5. Gravermedhjælpere
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter reglen i § 19, stk. 2 i Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 25. juni 2001 om løn- og ansættelsesvilkår for gravermedhjælpere m.fl.
5.2.6. Sognemedhjælpere
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter reglen i § 31, stk. 1, i Kirkeministeriets cirkulære af 15. februar 2000 om løn- og ansættelsesvilkår for sognemedhjælpere.
5.2.7. Honorarlønnede organister og kirkesangere
Menighedsrådet skal høre medarbejderen efter pkt. 12 i Kirkeministeriets cirkulære af 10. februar 1999 om ansættelsesvilkår for kirkesangere og organister, der ikke lønnes efter tjenestemændenes lønrammer.
5.3. Indholdet af en høring
Menighedsrådet skal skriftlig meddele medarbejderen, at menighedsrådet har til hensigt at afskedige den pågældende eller indberette den pågældende til Kirkeministeriet på grund af sygdom.
Menighedsrådet kan ikke træffe afgørelse i sagen før høringsfristen er udløbet. Medarbejderens
synspunkter skal indgå i det grundlag, som menighedsrådet træffer beslutning på.
Dette gælder både for de personalegrupper, hvor menighedsrådet har kompetence til at afskedige og for tjenestemænd, hvor kompetencen til at foretage uansøgt afsked på grund af sygdom ligger hos Kirkeministeriet, jfr. lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 16.
I partshøringen skal indgå
Sagsbeskrivelse, herunder sygedagsliste, eventuelle referater, telefonnotater m.v.
Lægerklæringer
Begrundelse for den påtænkte afsked/indberetning
Frist for høringssvar.
Herved får medarbejderen mulighed for at se, om der er overensstemmelse mellem menighedsrådets noteringer af sygefravær og medarbejderens egne noteringer samt om de oplysninger menighedsrådet har er fyldestgørende.
For tjenestemænd er der fastsat regler om, at vedkommende skal høres om de lægelige oplysninger, der indgår i sagen. Finansministeriet sender kopier af det lægelige materiale direkte til den pågældende medarbejder i folkekirken.
5.4. Høringsfrist
I de tilfælde, hvor det er menighedsrådets kompetence at meddele uansøgt afsked på grund af sygdom, anbefales det at sætte fristen for høring af medarbejderen til 3 tre uger.
Tilsvarende frist skal gives ved den samtidige høring af den pågældende centralorganisation.
Kirkeministeriet, den 1. januar 2003