Legislator Case Law & Legislation
C20032035054 DK

Skrivelse om behandling af sager om tvangsadoption

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2003 20350 Historic

Skrivelse om behandling af sager om tvangsadoption

1. Indledning

På baggrund af en konkret sag har der vist sig behov for at orientere nærmere om, hvordan sager om tvangsadoption bør behandles.

Da det er meget få sager, der rejses om tvangsadoption, hersker der nogen usikkerhed i amtskommunernes samrådssekretariater og i statsamterne om, hvordan disse sager skal behandles i praksis.

En gennemgang af sager om tvangsadoption fra de sidste 10 år (1992-2002), som Civilretsdirektoratet for nylig har foretaget, har vist, at der i perioden kun har været 12 sager.

Det har navnlig været spørgsmålet om, hvorvidt det er statsamtet eller det amtskommunale adoptionssamråd, der har kompetencen til at behandle sager om tvangsadoption, der har været usikkerhed om.

Det fremgår af adoptionslovens § 4 a, stk. 1, at såfremt den, der ønskes adopteret, er under 18 år, skal ansøgeren som udgangspunkt godkendes som adoptant.

Godkendelse kræves dog ikke, hvis der mellem adoptanten og barnet består et særligt tilknytningsforhold, jf. § 4 a, stk. 2.

Det betyder, at den myndighed, der skal vejlede en ansøger om mulighederne for at gennemføre en adoption uden samtykke – en tvangsadoption – altid må gøre sig klart, om adoption eventuelt kan ske uden samrådsgodkendelse.

Som altovervejende hovedregel kan plejeforældre kun få tilladelse til at adoptere et plejebarn efter reglerne om særlig tilknytning, hvis der har været en massiv opfostring, hvilket i praksis vil sige 7-10 år, jf. Civilretsdirektoratets vejledning til statsamterne om adoption af 24. marts 2003, pkt. 4.1.1.1.

2. Reglerne om tvangsadoption

Det fremgår af adoptionslovens § 9, stk. 2, at adoptionsbevilling kan meddeles i særlige tilfælde, selv om der ikke kan opnås samtykke til adoptionen, nemlig når ”hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette”. Er barnet undergivet børne- og ungdomsforsorg, kræves der samtykke fra Den Sociale Ankestyrelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at regelsættet navnlig vil kunne anvendes over for børn, der igennem længere tid af kommunen har været anbragt i privat familiepleje, og hvor de biologiske forældre har undladt at opretholde en rimelig kontakt med barnet.

Kravet om, at ”barnets tarv afgørende skal tilsige” en tvangsadoption, bør fortolkes meget strengt.

Også bestemmelsen i adoptionslovens § 10 angår tvangsadoptioner. Bestemmelsen tager særligt sigte på de såkaldte ”glemte” børn på institutioner. Reglerne har til formål at sikre, at plejeforældre, der er interesseret i at adoptere et institutionsanbragt barn, får rimelig sikkerhed for, at de, hvis en passende observationsperiode i hjemmet fungerer tilfredsstillende, kan adoptere barnet, selv om barnets forældre ikke – hvis adoptionen bliver aktuel – vil afgive samtykke.

Som det fremgår ovenfor, vil sagerne om tvangsadoption i langt de fleste tilfælde skulle forelægges Den Sociale Ankestyrelse.

Socialministeren har derfor i Vejledning om særlig støtte til børn og unge (nr. 4 af 16. januar 2002), kapitel 9 fastsat nærmere retningslinier om tvangsadoption.

3. Sagens Behandling

Det må i hvert enkelt tilfælde, hvor tvangsadoption kan komme på tale, overvejes, ved hvilken myndighed sagen bør startes.

I de tilfælde, hvor det må anses for udelukket, at et barn kan vende tilbage til sit hjemlige miljø, og hvor det kan konstateres, at de biologiske forældre ikke vil afgive samtykke/erklæring til adoption, kan kommunen overveje muligheden for tvangsadoption.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning, at en kommunes beslutning om anbefaling af tvangsadoption træffes af børn og ungdomsudvalget.

I tilfælde, hvor der på forhånd er usikkerhed om, hvorvidt forældrene vil afgive samtykke/erklæring, kan sagen med fordel indledes i statsamtet, der indkalder plejeforældrene til en samtale og foretager en undersøgelse af deres forhold, typisk ved at indhente en udtalelse fra kommunen. Det antages, at en sådan undersøgelse kan foretages inden for rimelig tid, idet kommunen allerede forudsættes at have et betydeligt kendskab til plejeforældrene.

Når undersøgelsen er tilvejebragt indhenter statsamtet, om muligt, samtykke/erklæring fra de biologiske forældre. I nødvendigt omfang vil statsamtet kunne indkalde den eller de biologiske forældre til samtale for rådgivning og vejledning om en adoptions retsvirkninger.

Såfremt det ikke er muligt at opnå de biologiske forældres samtykke/erklæring, vil sagen skulle sendes til kommunen, og børn og ungeudvalget beslutte, om en tvangsadoption kan anbefales.

Hvorvidt der i det enkelte tilfælde består et sådant nært tilknytningsforhold mellem plejeforældrene og barnet, at en godkendelse ikke er nødvendig, vurderes af statsamtet. Såfremt statsamtet vurderer, at plejeforældrene skal samrådsgodkendes som adoptanter, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 1, sendes sagen – før der træffes afgørelse – til det amtskommunale adoptionssamråd.

Herefter sendes sagen til Den Sociale Ankestyrelsen, og hvis det her antages, at grundlaget for en tvangsadoption er til stede, sendes sagen til statsamtet, der skal forelægge sagen for Civilretsdirektoratet, inden der træffes afgørelse.

Der er klageadgang til både Civilretsdirektoratet og domstolene.

Civilretsdirektoratet, den 25. juni 2003

Michael Jørgensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →