Legislator Case Law & Legislation
C20032034154 DK

Skrivelse om bestemmelse for forsvarets skydeområder og andre militære områder

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Skrivelse 2003 20341 Historic

Bilag 1

Anmeldelse om skydning i luftrummet

1. Jf. FKOBST 610-4, pkt. 5.2.3. skal de forvaltende myndigheder for skydepladser med RESTRICTED AREA (R) og DANGER AREA (D) forud for skydning, der kræver begrænsninger i luftrummets benyttelse, dvs. ved sikkerhedshøjder over 500 fod (150 m), tilsikre afsendelse af nedennævnte anmeldelse til FTK. Anmeldelse foretages ikke, når de særligt anførte skydninger med sikkerhedshøjde over 500 fod (150 m) gennemføres, fordi der etableres overvågning (luftobservation) af luftrummet ved skydestandpladsen ved skydning i dagslys og i mørke.

2. Anmeldelsen udformes således

1. Skydeområde(r) (nr. og navn).

2. Skydeperiode(r) (opgives i Z-tid ved datotidsgrupper).

3. Højde(r) (opgives som den maksimalt nødvendige højde i fod).

Eksempel 1

1. Skydeområde R 18 Jægerspris.

2. Skydeperioder (a) 180700Z - 181500Z JAN.

(b) 182000Z - 182200Z JAN.

3. Højder (a) 10.000 fod.

(b) 6.000 fod.

Eksempel 2

1. Skydeområde (a) R 32 Oksby.

(b) R 33 Vejers.

(c) D 80 Kallesmærsk Øst.

2. Skydeperiode 180700A - 181600Z JAN.

3. Højder (a) 16.500 fod.

(b) 8.000 fod.

(c) 16.500 fod.

3. Anmeldelse tilsendes FTK pr. signal således

Anmeldelsesdag

mandag tirsdag onsdag torsdag fredag

Skydeperiodens placering

onsdag torsdag fredag lørdag-søndag-mandag tirsdag

4. De anmeldte begrænsninger i luftrummets benyttelse må kun foretages i den højde og med den varighed, der er påkrævet for den enkelte skydeperiode. Med det korte varsel for skydningernes anmeldelse forudsættes der fuld overensstemmelse mellem den anmeldte og den faktiske skydeperiode. Det er forbudt at skyde før eller efter de anmeldte skydeperioder, idet luftrummet kan benyttes til flyvning.

Skrivelse 2003 20341 Historic

Skrivelse om bestemmelse for forsvarets skydeområder og andre militære områder

Bilag

Anmeldelse om skydning i luftrummet.

Tillæg

Afmærkning på forsvarets arealer og etablissementer.

Erstatter

FKOBST 610-4, 1998-08.

1. Formål

Formålet med FKOBST 610-4 er at fastsætte bestemmelser for

– Oprettelse, brug og inspektion af forsvarets skydeområder.

– Støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner under

hensyntagen til

– Forsvarets uddannelsesbehov.

– Sikkerheden i forbindelse med skydning og anden våbenbrug.

– Miljøbeskyttelse.

– Forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder.

2. Generelle bestemmelser

2.1. Gyldighed.

Denne FKOBST er sammen med Forsvarsministeriets bekendtgørelse om forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder gældende ved anvendelse af forsvarets skydeområder og andre militære områder, forsvarets brug af civile skydebaner samt offentlighedens ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder. Den er sammen med Justitsministeriets bekendtgørelse om skydebaner ligeledes gældende, når civile myndigheder og foreninger, herunder foreninger oprettet af forsvarets personel, anvender forsvarets skydeområder.

2.1.1. Civile myndigheder og foreninger.

Civile myndigheder og foreninger, herunder foreninger oprettet af forsvarets personel, der opretter egne skydebaneanlæg på forsvarets arealer, er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse samt af Miljøstyrelsens Vejledning nr. 1/1 995, Skydebaner og ikke af denne FKOBST. Vedrørende civile myndigheder og foreningers lån eller leje af forsvarets skydeområder og øvelsesområder henvises til FKOBST 610-1.

2.1.2. Gyldighedsområder.

Denne FKOBST er for så vidt angår sikkerhed i forbindelse med skydning og anden våbenbrug gældende for følgende områder

– Dansk landområde inkl. Færøerne og Grønland.

– Dansk søterritorium, der udgøres af ydre og indre territoriale farvande jf. FKOBST 020-1.

– Dansk luftrum, der består af luftrummet over dansk landområde og dansk søterritorium.

– Internationalt farvand og luftrummet herover.

2.2. Definitioner.

Et skydeområde er et område til lands, til vands og i luften, der kan anvendes til skydning. Skydning i forsvaret omfatter i den forbindelse skarpskydning, bombekast, sprængning, minelægning, torpedoskydning, raketskydning, missilskydning og brug af droner, pyroteknik, antiubådsvåben mv. Skydeområderne omfatter

– Faste skydeområder.

– Civile skydebaner, der anvendes af forsvaret.

– Midlertidige skydeområder, der anvendes af forsvaret til en nærmere bestemt skydning.

2.2.1. Skydeområder.

Skydeområder kan gennem deres etablering og anvendelse inddeles i skydebaneanlæg, skydeterræner og skydeområder.

2.2.1.1. Skydebaneanlæg.

Skydebaneanlæg anvendes til skydning med håndskydevåben og instruktionsvåben. Et skydebaneanlæg kan bestå af en eller flere skydebaner med skiveopstillinger og standpladser på en eller flere standpladslinier. Skydebaneanlæg kan etableres med reduceret fareområde eller med fuldt fareområde.

2.2.1.1.1. Skydebaneanlæg med reduceret fareområde.

Skydebaneanlæg med reduceret fareområde er benævnt Afspærringsfri skydebane.

Herved forstås anlæg, der er indrettet, således at alle korrekt afgivne skud opfanges af skydebaneanlægget.

2.2.1.1.2. Skydebaneanlæg med fuldt fareområde.

Ved skydebaneanlæg med fuldt fareområde forstås anlæg med etableret afspærringsområde til lands, til vands og i luften, der kræver afmærkning, signalgivning, afspærring og overvågning.

2.2.1.2. Skydeterræner og skydeområder.

Skydeområder til taktisk skydeuddannelse af enheder og skydning med sprængladt ammunition benævnes for hæren Skydeterræner samt for søværnet og flyvevåbnet Skydeområder.

2.2.2. Målområde.

Et målområde er det område, inden for hvilket mål må beskydes. Et målområde for skydning med sprængladt ammunition kan af hensyn til personelsikkerhed være et permanent afspærringsområde på grund af ikke erkendte forsagere.

2.2.3. Fareområde.

Et fareområde er et tredimensionalt rum, der har en sådan størrelse, at projektiler, sprængstykker mv. i forbindelse med skydningens korrekte gennemførelse ikke vil falde uden for området.

2.2.4. Afspærringsområde.

Et afspærringsområde er et område til lands og til vands, inden for hvilket uvedkommen tilstedeværelse er forbudt, så længe afholdelse af skydning er tilkendegivet.

2.2.5. Restricted Area.

Restricted Area er et nærmere fastsat luftrum over en stats territorium eller territoriale farvand, inden for hvilket flyvning kun må foregå, når tilladelse hertil er givet af berørte lufttrafiktjenesteenhed. For militære luftfartøjer må flyvning foregå efter tilladelse fra den for aktiviteten ansvarlige myndighed. Et Restricted Area vil således være beskyttet mod indflyvning, når det er meldt aktiv.

2.2.6. Danger Area.

Danger Area er et nærmere fastsat luftrum, hvor der på angivne tidspunkter kan forekomme aktiviteter fx. skydning, der kan være til fare for luftfartøjer. I områder udpeget til lavtflyvning med forsvarets fly og inden for flyvestationers og flyvepladsers Terminal Control Area vil der normalt ikke kunne oprettes et Restricted Area eller et Danger Area.

2.2.7. Skydning i dagslys eller mørke.

Ved skydning i dagslys forstås skydning udført i tidsrummet fra ½ time før solopgang til ½ time efter solnedgang. Skydning i den resterende periode af døgnet defineres som skydning i mørke.

3. Oprettelse og godkendelse af forsvarets skydeområder

3.1. Oprettelse.

Et skydeområde kan oprettes hvor som helst på såvel dansk område som i internationalt farvand og luftrummet herover under overholdelse af givne bestemmelser. Ved oprettelse af et fast skydeområde samt ved større ændringer i såvel skydeomfang som i skydetid, skal der tilvejebringes de fornødne tilladelser i overensstemmelse med denne FKOBST, Miljøstyrelsens Vejledning nr. 1/1995 og Miljøstyrelsens bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner. Farvandsvæsnet inddrages, hvis dansk søterritorium og internationalt farvand berøres.

3.2. Godkendelse af skydeområder.

Godkendende myndighed af skydeområder er den myndighed, der er ansvarlig for godkendelse af de sikkerhedsmæssige forhold for faste skydeområder. Myndigheden er desuden ansvarlig for inspektion af eksisterende faste skydeområder, sikkerhedsmæssig godkendelse af nye faste skydeområder og af ændringer på eksisterende faste skydeområder. Myndigheden rådgiver i spørgsmål vedrørende faste og midlertidige skydeområder.

3.2.1. Faste skydeområder.

Ethvert fast skydeområde skal være sikkerhedsmæssigt godkendt af den godkendende myndighed. For faste skydebaneanlæg skal der tillige foreligge miljøgodkendelse jf. Miljøstyrelsens Vejledning nr. 1/1995. Andre faste skydeområder på øvelsespladser og i skyde- og øvelsesterræner skal i støjmæssig henseende kunne indeholdes i det pågældende terræns aktivitets- og støjniveau jf. Miljøstyrelsens bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner. Forslag om oprettelse af faste skydeområder eller om ændringer til eksisterende faste skydeområder behandles i overensstemmelse med FKOBST 610-1.

3.2.2. Godkendende myndigheder af faste skydeområder. Følgende myndigheder er godkendende myndigheder af forsvarets faste skydeområder

– Hærens Kampskole for de i HRN 911-011 SIKKAV omfattede våben, ammunitionstyper og skydninger.

– Hærens Artilleriskole for de i HRN 911-041 SIKART omfattede våben, ammunitionstyper og skydninger samt for overvågningsradarer.

– Hærens Ingeniør- og ABC-skole for forsvarets, bortset fra hjemmeværnets, godkendte sprængningspladser jf. HRN 512-3, Sprængningstjeneste.

– Søværnets Taktik- og Våbeninspektør for de i SOK PUB 206-502 omfattede våben, ammunitionstyper og skydninger samt skibsbaserede våben.

– Flyvevåbnets Eksplosivstof Inspektør for de i FTKBST 173.2 og FMKBST TW.640-2 omfattede våben, ammunitionstyper og skydninger samt våben anvendt fra luftfartøjer.

– Hjemmeværnskommandoen for hjemmeværnets godkendte sprængningspladser samt midlertidige sprængningspladser.

3.2.2.1. Godkendelsens indhold.

Godkendelsen skal indeholde oplysninger om den etablissementsforvaltende myndighed (EFM) samt hvilke skydninger, våbentyper, ammunitionstyper og målafstande mv. skydeområdet sikkerhedsgodkendes til, herunder godkendelsesomfanget til skydning i mørke og under særlige forhold.

3.2.2.2. Instruks.

EFM skal udarbejde instruks for det enkelte skydebaneanlæg, herunder plan for afmærkning og afspærringsforanstaltninger. Instruksen skal sikkerhedsmæssigt godkendes af godkendende myndighed.

3.3. Midlertidige skydeområder.

Ethvert midlertidigt skydeområde skal være godkendt bade brugs- og sikkerhedsmæssigt af den for skydningen ansvarlige chef, der tillige skal udarbejde instruks for skydeområdets anvendelse.

3.3.1. Midlertidigt skydeområde med afspærringsområde til lands.

Oprettelse af et midlertidigt skydeområde med behov for afspærringsområde til lands forhandles med berørte lodsejere og den stedlige politimester. Eventuel bekendtgørelse om skydning udsendes af politimesteren efter indstilling fra den militære myndighed.

3.3.2. Midlertidigt skydeområde med afspærringsområde til vands.

Oprettelse af et midlertidigt skydeområde med behov for afspærringsområde til vands skal af hensyn til besejlingsforholdene forhandles med Farvandsvæsnet.

3.3.3. Midlertidigt skydeområde i København FIR.

Oprettelse af midlertidige skydeområder, inden for København Flight Information Region (FIR), med aktiviteter, der kan være til gene eller fare for lufttrafikken, over 500 fod (150 m), skal anmeldes til Flyvertaktisk Kommando (FTK). De nødvendige oplysninger om områderne, skal være FTK i hænde senest 6 uger forud for aktiviteternes gennemførelse. FTK foranlediger anmeldelse til Statens Luftfartsvæsen, der skal modtage oplysningerne 4 uger forud for aktiviteternes gennemførelse.

Mindre lokale skydninger med behov for luftrum over 500 fod (150 m) kan gennemføres under den for skydningen ansvarlige chefs overvågning og ansvar.

3.3.4. Midlertidigt skydeområde i flyvepladsers kontrolzone eller trafikinformationszone.

Ved oprettelse af midlertidigt skydeområde inden for flyvepladsers kontrol zone skal der oprettes telefonforbindelse mellem skydepladsen og vedkommende flyvekontrolenhed Air Traffic Control (ATC). Før skydningen påbegyndes skal tilladelse indhentes fra ATC, der kan forlange skydningen standset, hvis hensyn til flyvesikkerheden kræver det.

Hvis skydningen overskrider flyvepladsens terminalområde, normalt 3.500 fod (1.050 m), skal skydningen anmeldes som angivet i pkt. 3.3.3.

Ved skydninger i en trafikinformationszone (ukontrolleret luftrum) skal skydningen anmeldes som angivet i pkt. 3.3.3., hvis skydningen overskrider 500 fod (150 m). ATC skal informeres om alle skydninger.

4. Bekendtgørelse og afmærkning af forsvarets skydeområder

4.1. Bekendtgørelse om skydning.

Skydning på faste skydeområder med afspærringsområde på dansk område skal bekendtgøres ved udsendelse af meddelelser og advarsler til offentligheden. Meddelelser og advarsler om skydning fremgår af pkt. 5.

4.1.1. Efterretning for søfarende.

Et antal faste skydeområder optages hvert år i Efterretninger for Søfarende (E.f.S.) nr. 1, der udsendes af Farvandsvæsnet og fordeles til de respektive myndigheder. E.f.S. nr. 1 sammenholdt med gældende søkort indeholder bl.a. oplysninger om skydeområdernes

– udstrækning, positioner og inddeling,

– afmærkning, signaler og forbud,

– mulighed for opkald (VHF radio og telefonnummer).

EFM kan efter behov indsende ændringer til optagelse i E.f.S. nr. 1 direkte til Farvandsvæsnet med efterretning til Forsvarskommandoen.

4.1.2. Restricted Area og Danger Area.

Restricted Areas og Danger Areas der er etableret over danske skydeområder er optaget i FTK Aeronautical Information Publication og Statens Luftfartsvæsens Aeronautical Information Publication Denmark.

4.2. Afmærkning, afspærring, signalgivning og overvågning af faste skydeområder til lands.

Etablering af afmærkning, signalgivning og afspærring skal være gennemført fra 1 time før skydningens begyndelse og fjernes umiddelbart efter skydningens ophør. Overvågning af afspærringsområder finder sted i skydetiden og kan gennemføres som visuel observation eller radarovervågning. Tavler og anden afmærknings udformning fremgår af tillæg.

Afmærkning og signalgivning ved skydning i dagslys suppleres ved skydning i mørke med lyskilder med fast rødt lys og/eller rødt - hvidt vekselblink. Fortsættes skydning i dagslys til skydning i mørke eller omvendt, skiftes den fastsatte afmærkning og signalgivning. Begge former for afmærkning og signalgivning anvendes samtidig i en overgangsperiode på 1 time.

4.2.1. Omfang og placering af afmærkning og signalgivning.

Omfang og placering af afmærkning og signalgivning fastsættes for det enkelte skydeområde af EFM i samråd med godkendende myndighed. Ved afspærringsområde til vands kan Farvandsvæsnet inddrages.

4.2.2. Afmærkning af afspærringsområde til lands.

Til lands afmærkes afspærringsområdets grænser ved en efter de givne forhold hensigtsmæssig anvendelse af enten forbudstavler eller sort-gule grænsepæle eller kæder/bomme eller hegn og lyskilder med fast lys. Afmærkning langs afspærringsområdets grænser kan desuden være forsynet med et antal signalmaster, hvorpå der hejses en eller flere kugler eller diamanter afhængig af det (de) afspærringsområde (r) der benyttes til skydning, for at tilkendegive at skydning foregår.

4.2.2.1. Afspærring af færdselslinier.

Færdselslinier, der fører ind i et afspærringsområde, afspærres enten med forbudstavler, eller kæder/bomme, eller led og kan efter forholdene være suppleret med poster eller patruljer. Ved skydning i mørke skal alle forbudstavler, kæder/bomme og led ved færdselslinier, der fører ind til et afspærringsområde, være forsynet med belysning eller reflekterende materiale eller fast rødt lys. Kugler og diamanter på signalmaster suppleres med fast rødt lys.

4.2.3. Afmærkning af afspærringsområde til vands med relation til faste skydeområder til lands.

Afmærkning, afspærring og signalgivning i forbindelse med et afspærringsområde, fareområde og forbudsområde til vands med relation til faste skydeområder til lands foregår ved en hensigtsmæssig anvendelse af båker med/uden fyr, bøjer eller forbudstavler. Afmærkning langs afspærringsområdets grænser kan være forsynet med et antal signalmaster hvorpå der hejses kugler eller diamanter evt. suppleret med signallys med hvidt blink, for at tilkendegive at skydning foregår. Ved skydning i mørke suppleres signalmaster med rødt fast lys eller rødt/hvidt vekselblink.

5. Brug af skydeområder og meddelelser om skydning

5.1. Generelt.

EFM har ansvaret for at

– Anmeldte forsagere bliver registreret, afmærket og uskadeliggjort,

– målområder bliver visuelt afsøgt for forsagere med en hyppighed baseret på lokale erfaringer,

– feltøvelser i målområder tilrettelægges ud fra hensynet til personellets sikkerhed, idet øvelsesledelsen forud skal forhandle med EFM herom,

– afspærring til lands, til vands og i luften kun foretages i det omfang og med den varighed, der er påkrævet for den pågældende skydning,

– der ved brug af et skydeområde skal være truffet sådanne foranstaltninger, at skydning om nødvendigt straks kan bringes til ophør,

– al anvendelse af et skydeområde meddeles offentligheden for så vidt angår sikkerhedsmæssige foranstaltninger som afspærring, overvågning og signalgivning samt

– de med anvendelsen forbundne støjende aktiviteter meddeles offentligheden jf. pkt. 7.

5.2. Meddelelser til offentligheden om skydning.

Meddelelse om skydning sker ved meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområder, ved midlertidig politibekendtgørelse for skydning på faste skydeområder med afspærringsområde til lands og/eller til vands eller ved meddelelse om skydning på faste og midlertidige skydeområder med fareområde til vands.

5.2.1. Udstedelse af forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde.

For afspærringsområder for forsvarets skydninger på fast etablerede skydeområder kan der ved EFM bero en fast advarsel/meddelelse om forbud mod ophold i og passage af skydeområdets maksimale afspærringsområde til lands, til vands og i luften. Advarslen/meddelelsen skal være tilgængelig for offentligheden og tilsendes berørte politimestre. Advarslen/meddelelsen kan efter EFM bestemmelse udsendes til berørte interessenter og optages i lokalpressen. Hyppigheden fastsættes lokalt. Advarslen/meddelelsen bør indeholde oplysninger som anført i pkt. 5.2.1.1. til 5.2.1.3.

5.2.1.1. Meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde til lands og til vands.

Meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde til lands og til vands skal indeholde oplysning om afspærringsområdets placering og afmærkning eventuelt opdelt på permanent og lejlighedsvis afspærret område. Forhold ved skydning i dagslys og i mørke beskrives. Det oplyses samtidigt hvis området er afmærket på søkort. Beskrivelse af faste afmærkninger (sømærker, båkelinier, pæle mv.) samt afmærkning ved skydning (lys og skydesignaler) oplyses.

5.2.1.2. Meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde i luften.

Meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde i luften skal beskrive et etableret Restricted Area. Desuden angives den maksimale sikkerhedshøjde.

5.2.1.3. Meddelelse om sanktioner.

I meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde til lands og til vands skal oplyses, at overtrædelse af forbud kan medføre politianmeldelse. I meddelelse/advarsel om forbud mod ophold i og passage af afspærringsområde i luften skal oplyses, at overtrædelse af forbud kan medføre anmeldelse til Statens Luftfartsvæsen.

5.2.2. Meddelelse/advarsel om skydning.

EFM udfærdiger anmodning om meddelelse/advarsel om skydning til

– Berørte politimestre med henblik på udsendelse af midlertidig bekendtgørelse om skydning.

– FTK hvis sikkerhedshøjden er over 500 fod (150 m). Restricted og Danger Area aktiveres ved optagelse i Daglig Skydeliste.

– Farvandsvæsnet med henblik på optagelse i E.f.S. nr. 1.

– Søværnets Operative Kommando (SOK) med henblik på udsendelse af Farvandsefterretninger.

– Berørte marinedistrikter til efterretning.

– Øvrige berørte myndigheder, foreninger m.fl. til efterretning.

5.2.3. Faste skydeområder med fast etableret Restricted Area eller Danger Area.

Forud for skydninger fra faste skydeområder med fast etableret Restricted Area eller Danger Area inden for København FIR skal EFM sende anmeldelse til FTK med henblik på optagelse i Daglig Skydeliste jf. bilag, når sikkerhedshøjden for skydning eller anden luftaktivitet er over 500 fod (150 m). Følgende skydninger kan gennemføres uden anmeldelse, uanset sikkerhedshøjden overstiger 500 fod (150 m) under forudsætning af, at der fra skydepladsen gennemføres overvågning gennem luftobservation af fareområdet

– Skydning mod jordmål med håndskydevåben med kaliber mindre end 10 mm jf. SIK KAV.

– Kast med håndgranat.

– Skydning med signalpistol og signalraketter.

5.2.4. Daglig Skydeliste.

FTK udfærdiger på grundlag af modtagne anmeldelser en samlet Daglig Skydeliste, der sendes til

– Relevante EFM.

– Berørte myndigheder i forsvaret.

– Civile myndigheder jf. aftale med Statens Luftfartsvæsen.

5.2.4.1. Anmeldte Restricted Areas eller Danger Areas.

Anmeldte Restricted Areas eller Danger Areas betragtes som aktive i overensstemmelse med Daglig Skydeliste. Opstår der afvigelser fra Daglig Skydeliste med varighed på over 30 minutter i form af

– bortfald af skydninger,

– senere igangsættelse af skydninger,

– tidligere afslutning af skydninger eller

– pauser, afbrydelser mv.

afgiver den skydeområdeforvaltende myndighed meddelelse herom til berørte ATC enhed med opgivelse af præcise tidspunkter. ATC enheden kan herefter tillade gennemflyvning af Restricted Area eller Danger Area i det givne tidsrum.

5.2.5. Skydninger på og omkring Bornholm.

For skydninger på Raghammer Odde foretages anmeldelse til FTK med henblik på optagelse på Daglig Skydeliste jf. bilag og til ATC Rønne eller ATC Malmø i overensstemmelse med lokal aftale. Søværnets faste skydeområder øst og vest for Bornholm med oprettet Danger Area i Malmø FIR forvaltes af SOK. Danske myndigheder, der ønsker at anvende disse skydeområder, sender anmeldelse herom til SOK senest 28 dage før første skydeperiode. SOK tilsender FTK oplysning om brug af områderne til optagelse i Daglig Skydeliste jf. bilag. Melding om aktuelle aktiviteter udveksles mellem Bornholms Marinedistrikt og ATC Malmø jf. lokale aftaler.

6. Inspektion af forsvarets skydeområder

6.1. Inspektion af skydeområder.

Inspektionsansvaret for forsvarets skydeområder tillægges de operative kommandoer og Hjemmeværnskommandoen. Inspektioner gennemføres af godkendende myndigheder for skydeområder. Inspektionerne har til formal at kontrollere og vejlede vedrørende

– Skydeområders sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold,

– instrukser og bestemmelser for skydeområder,

– sikkerhedsbestemmelsernes ajourføring,

– lokale myndigheders anvendelse af skydeområder.

6.2. Inspektioner gennemførelse.

Inspektionerne kan foretages som

– Ordinere inspektioner, der gennemføres efter behov med 2 - 4 års interval,

– kontrolinspektioner i tilfælde af større reparationer og ombygninger eller ved ønske herom fra EFM eller godkendende myndighed for skydeområder.

Ved ordinære inspektioner, hvor der er tale om bygnings- eller miljømæssige forhold, inddrages Forsvarets Bygningstjeneste og eventuelt den lokale bygningsafdeling. Tilrettelæggelse at og meddelelse om ordinære inspektioner gennemføres ved de inspektionsansvarlige myndigheder i samråd med skydeområde godkendende myndigheder. Godkendende myndighed for skydeområder udarbejder en rapport, der tilgår berørte myndigheder.

7. Miljøregulering af forsvarets øvelsespladser, skyde- og øvelsesterræner og skydebaner

7.1. Generelt.

EFM har ansvar for, at de miljømæssige krav til myndighedens øvelsesplads eller skyde- og øvelsesterræn gennemføres jf. Drifts- og Plejeplanen og Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner samt, at anvendelse af skydebaner sker jf. Miljøstyrelsens Vejledning nr. 1/1995 og miljøgodkendelsen, der er udstedt af den lokale tilsynsmyndighed. Beregning af støj fra forsvarets arealer sker jf. Miljøstyrelsens Vejledning nr. 8/1997 Beregning af støjkonsekvenszoner omkring forsvarets øvelsesområder.

7.2. Forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner.

7.2.1. Aktivitetsniveau.

Den enkelte øvelsesplads eller skyde- og øvelsesterræns aktivitetsniveau, aktivitetsfri perioder og støjkilder fremgår af Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner bilag 2. Anvendte støjkilder i art og antal, de enkelte støjkilders styrke og afstandsangivelse for henholdsvis 110 og 115 dB fremgår af den for området gældende beregning af ekstern støj fra området. Miljøgodkendte skydebaneanlægs aktivitetsniveau og våbentyper fremgår af miljøgodkendelsen, der er udstedt af den lokale tilsynsmyndighed.

7.2.2. Oprettelse, ændringer og godkendelse.

Ved oprettelse og godkendelse af nye øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner følges Miljøstyrelsens bekendtgørelser og vejledninger vedrørende fastsættelse af aktivitetsniveau og beregning af støjkonsekvenszoner. Ændringer i aktivitetsniveauet på eksisterende øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner medfører genberegning af støjkonsekvenszonerne. Nye og ændrede øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner optages i Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner efter forhandling og godkendelse af Miljøstyrelsen. Oprettelse, ændringer og miljøgodkendelse af skydebaner sker jf. Miljøstyrelsens Vejledning nr. 1/1995.

7.2.3. Aktivitetsplanlægning.

Aktiviteterne på den enkelte øvelsesplads og skyde- og øvelsesterræn planlægges således, at de støjmæssigt aktivitetsfri perioder, specielt aften, nat, weekend, helligdage og sommerperioden, bliver så lange og sammenhængende som muligt.

7.2.4. Oplysningspligt.

EFM skal følge de i Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner fastsatte terminer og indhold for information af offentligheden om planlagte støjende aktiviteter. Forud for offentliggørelsen forhandles med tilsynsmyndigheden for om nødvendigt at tilgodese særlige ønsker om aktivitetsfri perioder, samt hvorledes offentliggørelse gennemføres. Ændringer af aktiviteter skal offentliggøres senest 2 uger før aktiviteten finder sted og foretages ved opsætning på opslagstavler placeret ved naturlige adgangsveje til området, eventuelt suppleret med offentliggørelse på Internettet.

7.2.5. Egenkontrol.

EFM skal overfor tilsynsmyndigheden kunne dokumentere, at bestemmelserne i Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner samt bestemmelserne i udstedte miljøgodkendelser overholdes. EFM skal sikre at

– Det i Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner bilag 2 fastlagte aktivitetsniveau og de aktivitetsfri perioder for området overholdes,

– det maksimale støjniveau ved brug af tunge våben og sprængninger, udtrykt som den C-vægtede SEL-værdi pr. skud eller sprængning, ikke overstiger 110 dB ved nærmeste bolig beliggende uden for det samlede område. For Oksbøl, Borris, Jægerspris og Raghammer må det maksimale støjniveau ikke overstige 115 dB,

– 200 meter afstandskriteriet til nærmeste bolig beliggende uden for det samlede område overholdes og

– det samlede årlige støjniveau på øvelsespladsen og skyde- og øvelsesterrænet ikke medfører en forøgelse af det udlagte støjkonsekvensområde.

7.2.6. Registrering.

For at tilgodese kravet til oplysningspligt og egenkontrol skal EFM registrere alle støjende aktiviteter, der foregår på øvelsespladsen og skyde- og øvelsesterrænet således

– Aktivitetens art, dato og tidsrum (jf. skema i bilag 2 til Miljøstyrelsens Bekendtgørelse om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner).

– Anvendt ammunition i art og antal i tidsrummet for aktiviteten.

– Område angivet i koordinat eller sektor (kun for særligt støjende aktiviteter, hvori der indgår brug af tunge våben og eksplosiver).

– Om skydebaner beliggende i øvelsesområdet (kun type 2- og 3-områder) indgår i den samlede aktivitet.

– Anvendelse af andre støjkilder i art og omfang i tidsrummet for aktiviteten.

Ved kalenderårets udgang udarbejdes en samlet opgørelse for alle støjende aktiviteter og opgørelsen skal foreligge senest ultimo januar i det efterfølgende år.

7.3. Miljøgodkendte skydebaneanlæg.

Miljøgodkendte skydebaneanlæg beliggende i type 1-områder er alene omfattet af den af tilsynsmyndigheden udstedte miljøgodkendelse og de herved givne vilkår for egenkontrol, registrering mv. Miljøgodkendte skydebaneanlæg beliggende i type 2-og 3-områder er kun omfattet af bestemmelserne i pkt. 7.2.5. og pkt. 7.2.6., når de indgår som en delaktivitet i den samlede aktivitet. Hvis disse skydebaneanlæg anvendes som enkeltaktivitet, er de på samme måde som skydebaneanlæg i type 1-områder alene omfattet af tilsynsmyndighedens udstedte miljøgodkendelse og de herved givne vilkår for egenkontrol, registrering mv.

8. Forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder

8.1. Generelt.

Ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder er tilladt i den udstrækning, det fremgår af afspærringsforanstaltningerne. Områderne er afgrænset ved en hensigtsmæssig anvendelse af forbudstavler, sort-gule pæle, kæder/bomme, hegn eller poster og patruljer. Tavler og anden afmærknings udformning fremgår af tillæg.

8.2. Offentlighedens ophold og færdsel.

Offentligheden har generelt fri adgang til alle forsvarets skydeområder og andre militære områder, når disse ikke anvendes til militære aktiviteter. Undtaget herfra er områder, der af sikkerhedsmæssige årsager er permanent afspærret. EFM udarbejder et ordensreglement, der indeholder oplysninger om de begrænsninger og muligheder der er for offentlighedens ophold på og færdsel gennem forsvarets områder. Ordensreglementet skal være tilgængeligt for offentligheden i postkasser eller lignende placeret ved de naturlige adgangsveje til området som supplement til den i pkt. 7.2.4. anførte oplysningspligt. Ordensreglementet kan eventuelt være tilgængeligt på Internettet.

Ordensreglementet indarbejdes i Drifts- og Plejeplanen og vedlægges denne som bilag.

8.3. Adgang til og ophold på Flådestation Korsør og Frederikshavn samt Marinestation København og Slipshavn.

Der er fastsat særlige bestemmelser for adgang mv. i Forsvarsministeriets bekendtgørelse om forbud mod adgang til og ophold på Flådestation Korsør, Flådestation Frederikshavn, Marinestation København og Marinestation Slipshavn.

8.4. Sanktioner.

Overtrædelse af udstedte forbud kan jf. § 6 i Forsvarsministeriets Bekendtgørelse om forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder straffes med bøde.

9. Sagsbehandlende afdeling

MA-stabens Infrastrukturafdeling er sagsbehandlende afdeling, hvortil der kan rettes henvendelse.

Forsvarskommandoen, den 30. april 2003

E.B.

Generalmajor

L.C. Fynbo

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →