Cirkulæreskrivelse om faderskab og kunstig befrugtning\n(Til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium)

§ 28. En sæddonor kan ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd.

Stk. 2. Er sæden ikke blevet doneret som nævnt i stk. 1, anses sæddonor som barnets far, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død.«

Disse bestemmelser skal ses i sammenhæng med §§ 1 og 3 i lov nr. 460 af 10. juni 1997 om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. Efter disse bestemmelser må kunstig befrugtning, der foretages af en læge eller under en læges ansvar, kun tilbydes kvinder, der er gift, eller som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.

Bestemmelserne indebærer bl.a., at enlige kvinder samt kvinder, der har indgået registreret partnerskab med eller lever i et fast samlivsforhold med en anden kvinde, ikke kan få hjælp til kunstig befrugtning hos en læge. Bestemmelserne er derimod ikke til hinder for, at de får hjælp til kunstig befrugtning hos eksempelvis en jordemoder.

Efter børnelovens § 28, stk. 1, kan en sæddonor ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd.

Hvis sæden ikke er blevet doneret på denne måde, anses sæddonoren efter lovens § 28, stk. 2, som barnets far, medmindre sæden er anvendt uden hans viden eller efter hans død.

Dette indebærer, at faderskabet til et barn, der er blevet til ved hjælp af kunstig befrugtning foretaget hos eksempelvis en jordemoder, skal søges fastslået, medmindre det godtgøres, at sæden er blevet doneret eller anvendt som beskrevet i § 28.

Efter Civilretsdirektoratets umiddelbare opfattelse bør statsamterne kun henlægge sager om faderskabet til børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, hvis det godtgøres, at befrugtningen er foretaget med sæd, der er doneret eller anvendt som beskrevet i § 28.

Hvis dette ikke godtgøres, er det efter direktoratets umiddelbare opfattelse betænkeligt, at statsamtet fortsætter behandlingen af sagen. Statsamtet bør derfor som udgangspunkt indbringe sagen for retten, jf. lovens § 13, nr. 2.

Den endelige afgørelse af faderskabet i disse sager henhører under domstolene. Direktoratet skal derfor anmode statsamterne om at indsende domme i sådanne sager med henblik på en endelig fastlæggelse af statsamternes behandling af de omhandlede faderskabssager.

Direktoratet vil hurtigst muligt vende tilbage, når ovennævnte problemstilling er nærmere afklaret.

Indtil da skal direktoratet henstille, at de omhandlede sager – i det omfang de ikke indbringes for retten – ikke henlægges, men udsættes på den endelige afklaring af problemstillingen.

Civilretsdirektoratet, den 16. januar 2003

Christian Strøyer

Cirkulæreskrivelse om faderskab og kunstig befrugtning

(Til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium)

Civilretsdirektoratet har fået kendskab til, at der er opstået en vis tvivl om behandlingen af faderskabssager, hvor barnet angiveligt er blevet til ved kunstig befrugtning (insemination), og hvor moderen enten er enlig eller har indgået registreret partnerskab med eller lever i et fast samlivsforhold med en anden kvinde.

Efter det oplyste har nogle statsamter i disse situationer indbragt faderskabssagen for retten.

Dette giver Civilretsdirektoratet anledning til følgende bemærkninger

Efter børnelovens § 8, stk. 1, har moderen pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være barnets far.

Dette gælder dog efter lovens § 8, stk. 2, som udgangspunkt ikke, hvis der er sket anerkendelse af faderskabet, eller hvis moderens ægtefælle er registreret som far til barnet.

Efter lovens § 13, nr. 2, skal statsamtet indbringe en faderskabssag for retten, hvis statsamtet finder det betænkeligt at fortsætte behandlingen af sagen. Forarbejderne til bestemmelsen indeholder bl.a. følgende

»Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvor oplysningerne om faderskabsmuligheder er så usikre, at der må antages at være behov for forklaringer i retten, hvor moderen må antages at tilbageholde oplysninger om faderskabsmulighederne, «

Efter lovens § 13, nr. 2, skal statsamtet endvidere indbringe en faderskabssag for retten, hvis den ikke kan afsluttes ved henlæggelse. Forarbejderne til denne bestemmelse indeholder bl.a. følgende

»Efter nr. 4 skal sagen indbringes for retten, hvis den ikke i øvrigt kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse i statsamtet. Det vil f.eks. i almindelighed gælde, hvis moderen ikke vil give oplysning om faderskabsmulighederne, og faderskabsmulighederne ikke ad anden vej inddrages i sagen, ...«

Der henvises til side 17-18 i Civilretsdirektoratets vejledning nr. 58 af 13. juni 2002 om statsamternes behandling af faderskabssager.

Børneloven indeholder følgende bestemmelser om faderskab til børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning

»§ 27. Er en kvinde blevet kunstigt befrugtet af en læge eller under en læges ansvar, anses hendes ægtemand eller partner som barnets far, hvis han har givet samtykke til behandlingen og barnet må antages at være blevet til ved denne.

Stk. 2. .