Vejledning om offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockeres kriminalitet

Bilag

Bilag 1

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

Bilag 1

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

Bilag 2

Persondatalovens regler om behandling af personoplysninger mv.

Bilag 2

Persondatalovens regler om behandling af personoplysninger mv.

Behandling af oplysninger

Bilag 3

-

Bilag 3

Hvor findes oplysningen?

Hvorfra videregives oplysningen?

Hvordan videregives oplysningen?

Regelsæt

På en manuel sag

Eksempelvis hvis en borger sender et brev, der indgår i en manuel sag, eller myndigheden udarbejder et håndskrevet notat om en telefonsamtale

Fra en manuel sag

Uden brug af edb

Eksempelvis ved at et brev i sagen fotokopieres og sendes, eller ved at der læses op fra den manuelle sag

Forvaltningsloven

Ved brug af edb

Eksempelvis ved at et brev scannes og videregives over Internettet eller via e-mail, eller ved at oplysninger gengives i en e-mail

Persondataloven

I edb-systemet

Eksempelvis breve og andre dokumenter, der ligger i tekstbehandlingssystemet, men ikke indgår i en manuel sag (kun i elektronisk udgave)

Fra edb-systemet

Uden brug af edb

Eksempelvis ved at oplysningerne printes ud på papir med henblik på videregivelse, eller hvis der læses op fra computerskærmen

Persondataloven

Ved brug af edb

Eksempelvis ved at oplysningerne videregives over Internettet eller via e-mail

Persondataloven

Både i en manuel sag og i edb-systemet

Eksempelvis i form af en brevkopi af et afsendt brev, der ligger på den manuelle sag, og som endnu ikke er slettet fra tekstbehandlingssystemet

Fra den manuelle sag

Uden brug af edb

Eksempelvis ved at et brev i sagen fotokopieres og sendes, eller ved at der læses op fra den manuelle sag

Forvaltningsloven

Ved brug af edb

Eksempelvis ved at brevet scannes og videregives over Internettet eller via e-mail, eller ved at oplysninger gengives i en e-mail

Persondataloven

Fra edb-systemet

Uden brug af edb

Eksempelvis ved at oplysningerne printes ud på papir med henblik på videregivelse, eller hvis der læses op fra computerskærmen

Persondataloven

Ved brug af edb

Eksempelvis ved at oplysningerne videregives over Internettet eller via e-mail

Persondataloven

I et manuelt register

Eksempelvis fortegnelser, kartotekskasser og journalkortsystemer (strukturerede samlinger af manuelt materiale)

Fra register

Uden brug af edb

Eksempelvis lister eller fortegnelser skrevet i hånden

Persondataloven

Ved brug af edb

Eksempelvis ved at oplysningerne videregives over Internettet eller via e-mail

Persondataloven

§ 5. Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik.

Stk. 2. Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling af oplysninger, der alene sker i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses ikke for uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.

Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Stk. 4. Behandling af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges.

Stk. 5. Indsamlede oplysninger må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

§ 6. Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil,

2) behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan aftale,

3) behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,

4) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,

5) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse,

6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller

7) behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

Stk. 2. En virksomhed må ikke videregive oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed til brug ved markedsføring eller anvende oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Et samtykke skal indhentes i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens § 6 a.

Stk. 3. Videregivelse og anvendelse som nævnt i stk. 2 kan dog ske uden samtykke, hvis der er tale om generelle kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kundekategorier, og hvis betingelserne i stk. 1, nr. 7, er opfyldt.

Stk. 4. Der kan efter stk. 3 ikke videregives eller anvendes oplysninger som nævnt i §§ 7 og 8. Justitsministeren kan fastsætte yderligere begrænsninger i adgangen til at videregive eller anvende bestemte typer af oplysninger efter stk. 3.

§ 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis

1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling,

2) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,

3) behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede, eller

4) behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Stk. 3. Behandling af oplysninger om fagforeningsmæssige tilhørsforhold kan endvidere ske, hvis behandlingen er nødvendig for overholdelsen af den dataansvarliges arbejdsretlige forpligtelser eller specifikke rettigheder.

Stk. 4. En stiftelse, en forening eller en anden almennyttig organisation, hvis sigte er af politisk, filosofisk, religiøs eller faglig art, kan inden for rammerne af sin virksomhed foretage behandling af de i stk. 1 nævnte oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der på grund af organisationens formål er i regelmæssig kontakt med denne. Videregivelse af sådanne oplysninger kan dog kun finde sted, hvis den registrerede har meddelt sit udtrykkelige samtykke hertil eller behandlingen er omfattet af stk. 2, nr. 2-4, eller stk. 3.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis behandlingen af oplysninger er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling, eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.

Stk. 6. Behandling af de i stk. 1 anførte oplysninger kan ske, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse af sine opgaver på det strafferetlige område.

Stk. 7. Undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1 kan endvidere gøres, hvis behandlingen af oplysninger sker af grunde, der vedrører hensynet til vigtige samfundsmæssige interesser. Tilsynsmyndigheden giver tilladelse hertil. Der kan fastsættes nærmere vilkår for behandlingen. Hvor tilladelse meddeles, giver tilsynsmyndigheden underretning herom til Europa-Kommissionen.

Stk. 8. For den offentlige forvaltning må der ikke føres edb-registre med oplysninger om politiske forhold, som ikke er offentligt tilgængelige.

§ 8. For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger må ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis

1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen,

2) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,

3) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, eller

4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige.

Stk. 3. Forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, må kun videregive de i stk. 1 nævnte oplysninger og de oplysninger, der er nævnt i § 7, stk. 1, hvis betingelserne i stk. 2, nr. 1 eller 2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 4. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Stk. 5. De i stk. 4 nævnte oplysninger må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Stk. 6. Behandling af oplysninger i de tilfælde, der er reguleret i stk. 1, 2, 4 og 5, kan i øvrigt finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.

Stk. 7. Et fuldstændigt register over straffedomme må kun føres for en offentlig myndighed.

[ ]

Oplysningspligt over for den registrerede

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c- 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c- 152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,

2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.

Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.

[...]

§ 28. Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal den dataansvarlige eller dennes repræsentant give den registrerede meddelelse om følgende

1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.

a) Kategorierne af modtagere.

b) Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare.

c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger.

§ 29. Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om følgende

1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks.

a) Hvilken type oplysninger det drejer sig om.

b) Kategorierne af modtagere.

c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

§ 30. Bestemmelserne i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, gælder ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv.

Stk. 2. Undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, kan tillige gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder navnlig til

1) statens sikkerhed,

2) forsvaret,

3) den offentlige sikkerhed,

4) forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv,

5) væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat eller Den Europæiske Union, herunder valuta-, budget- og skatteanliggender, og

6) kontrol-, tilsyns- eller reguleringsopgaver, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i den offentlige myndighedsudøvelse på de i nr. 3-5 nævnte områder.

§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.

Vejledning om offentlige myndigheders udveksling af personoplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockeres kriminalitet

1. Indledning

Som led i bekæmpelsen af den omfattende kriminalitet, der udspringer af rockermiljøerne, er der i mange kommuner etableret et lokalt samarbejde mellem politiet, den kommunale forvaltning og andre offentlige myndigheder med henblik på en mere effektiv og samlet indsats over for denne kriminalitet.

Efter drøftelser med Kommunernes Landsforening nedsatte justitsministeren i januar 2003 en tværgående arbejdsgruppe, der bl.a. fik til opgave at udarbejde udkast til en vejledning om adgangen til at udveksle personoplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet. Arbejdsgruppen blev sammensat med repræsentanter for Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Randers Kommune, Rigspolitichefen, Politimesterforeningen, Politidirektøren i København, Skatteministeriet, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet.

Denne vejledning er udformet på grundlag af arbejdsgruppens oplæg.

I vejledningen redegøres for de generelle regler navnlig i forvaltningsloven og persondataloven, som har betydning for myndighedernes adgang til at udveksle personoplysninger på dette område (afsnit 2). Vejledningen indeholder endvidere en oversigt over de involverede myndigheders opgaver og beføjelser på området samt hvilke relevante oplysninger, de pågældende myndigheder normalt vil være i besiddelse af (afsnit 3). Desuden illustreres de generelle videregivelsesreglers anvendelse på dette område med nogle relevante praktiske eksempler (afsnit 4).

Målet med vejledningen er, at den skal kunne bruges som grundlag for myndighedernes praktiske samarbejde i de berørte lokalområder.

2. Forvaltningslovens og persondatalovens regler om videregivelse af fortrolige personoplysninger

2.1. Indledning

Forvaltningslovens § 28 indeholder generelle regler om offentlige myndigheders adgang til at videregive fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder her i landet.

Persondatalovens §§ 5-8 indeholder generelle regler om behandling – herunder bl.a. offentlige myndigheders videregivelse – af personoplysninger.

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger til en anden myndighed mv. er optrykt som bilag 1 til vejledningen. Persondatalovens behandlingsregler er optrykt som bilag 2.

Indholdet af de nævnte regler og afgrænsningen mellem de to love er nærmere omtalt i pkt. 2.2.-2.4 nedenfor.

Den følgende vejledning om anvendelsen af videregivelsesreglerne må læses med det generelle forbehold, at videregivelsesreglerne i begge love er karakteriseret ved, at det i vidt omfang beror på et konkret skøn, hvori der indgår en række kriterier, om betingelserne for at videregive en fortrolig oplysning er opfyldt i det enkelte tilfælde. Hertil kommer, at der ikke foreligger tilsyns- eller retspraksis med hensyn til videregivelse i forbindelse med en koordineret myndighedsindsats mod rockernes kriminalitet.

2.2. Afgrænsningen mellem forvaltningsloven og persondataloven

Persondataloven gennemfører bl.a. et EF-direktiv fra 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (95/46/EF) – det såkaldte databeskyttelsesdirektiv.

Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages elektronisk, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Ved ”personoplysninger” forstås enhver form for information, der kan henføres til en bestemt fysisk person.

Videregivelse er en af de praktisk vigtigste former for ”behandling” af en personoplysning.

Persondataloven gælder som nævnt for behandling af personoplysninger, som sker elektronisk, f.eks. når en oplysning videregives ved hjælp af et elektronisk medie (f.eks. Internettet).

Persondataloven gælder endvidere, hvis den pågældende oplysning skal indgå i et manuelt register – f.eks. hvis personoplysninger systematiseres i et kartotek eller en fortegnelse, der er papirbaseret.

Forvaltningsloven gælder generelt for forvaltningsmyndigheders videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder, uanset hvordan videregivelsen sker.

Med hensyn til vurderingen af, om en videregivelse skal bedømmes efter forvaltningslovens eller efter persondatalovens regler, kan anføres følgende nærmere retningslinjer

Videregivelse af fortrolige oplysninger, som ikke kan henføres til en bestemt fysisk person, skal bedømmes efter forvaltningslovens regler.

Hvis der er tale om videregivelse af personoplysninger, som er undergivet en rent edb-mæssig behandling (oplysningen indgår ikke i en manuel sag hos den forvaltningsmyndighed, som videregiver oplysningen), eller som indgår i et manuelt register, jf. ovenfor, reguleres videregivelsen af persondatalovens regler.

Manuel videregivelse af personoplysninger, der indgår i en manuel sag, reguleres af forvaltningsloven. Det gælder f.eks., hvis et brev, der indgår i sagen, fotokopieres og sendes til en anden myndighed, eller hvis videregivelsen sker ved, at der læses op af dokumenter fra den manuelle sag. Som eksempel kan også nævnes den situation, at en myndighed laver et håndskrevet notat om en telefonsamtale med en borger eller en anden myndighed som led i behandlingen af en sag, og derefter ønsker at give en kopi af notatet til en anden myndighed.

I ”blandede” tilfælde, hvor en personoplysning både behandles elektronisk og indgår i en manuel sag eller i øvrigt behandles manuelt, reguleres videregivelsen af persondatalovens regler, hvis de oplysninger, som videregives, stammer fra den videregivende myndigheds edb-system – f.eks. hvis edb-lagrede oplysninger printes ud med henblik på videregivelse af printet, eller personoplysninger videregives mundtligt (herunder telefonisk) direkte fra computerskærmen. Det samme gælder, hvis oplysninger fra den manuelle sag videregives elektronisk, f.eks. ved, at dokumentet scannes og videregives på e-mail. Omvendt reguleres videregivelsen af forvaltningslovens regler, hvis oplysningerne videregives manuelt fra en manuel sag hos myndigheden, selv om oplysningerne tidligere har været undergivet en edb-mæssig behandling.

Hvis de oplysninger, som videregives, ikke findes i en manuel sag hos den pågældende myndighed, men kun elektronisk (fuldt digitaliseret sagsbehandling), reguleres videregivelse af oplysningerne af persondatalovens regler, selv om selve videregivelsen sker uden brug af edb.

Videregivelse af oplysninger fra et manuelt register bedømmes efter persondatalovens regler, uanset om selve videregivelsen sker manuelt eller elektronisk.

2.3. Forvaltningsloven

2.3.1. Hvornår er en oplysning fortrolig?

Forvaltningsloven indeholder almindelige regler om offentlige myndigheders adgang til at videregive fortrolige oplysninger til andre myndigheder, jf. pkt. 2.1.

En oplysning skal anses som fortrolig, hvis den er af en sådan karakter, at den efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab.

Det er den myndighed, der vil videregive oplysninger, som skal beslutte, om man anser betingelserne for videregivelse for at være opfyldt i det konkrete tilfælde.

2.3.2. Hvornår må fortrolige oplysninger videregives?

2.3.2.1. Sondringen mellem oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger

Forvaltningslovens § 28 bygger på en opdeling af de fortrolige oplysninger i oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og andre fortrolige oplysninger (almindeligt fortrolige oplysninger).

Karakteren af den fortrolige oplysning har betydning for, under hvilke betingelser oplysningen kan videregives til en anden myndighed. Almindeligt fortrolige oplysninger kan således ud over i de i § 28, stk. 2, nævnte tilfælde videregives, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som den pågældende myndighed skal træffe, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3. Oplysninger om rent private forhold må derimod kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed under de skærpede betingelser, som fremgår af forvaltningslovens § 28, stk. 2.

Ved afgørelsen af, om en fortrolig oplysning vedrører rent private forhold, skal der lægges vægt på, om oplysningen afslører særligt følsomme forhold om den enkeltes privatliv. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan navnlig være oplysninger om politiske, foreningsmæssige eller strafbare forhold eller oplysninger om væsentlige sociale problemer.

En oplysning om, at politiet efterforsker, om en fysisk person har været involveret i kriminalitet, må anses for en oplysning om strafbart forhold. Det samme gælder en oplysning om, at politiet har rejst tiltale, eller om, at den pågældende er blevet dømt (straffet).

Oplysninger, som ikke er fortrolige, kan som udgangspunkt frit videregives. Almindelige adresseoplysninger og oplysninger om en persons ægteskabelige status er eksempler på oplysninger, som ikke er fortrolige. En oplysning anses endvidere for ikke at være fortrolig, hvis der foreligger omstændigheder, som i det konkrete tilfælde medfører, at oplysningen ikke (længere) bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende selv har gjort offentligheden bekendt med en ellers fortrolig oplysning, eller hvis oplysningen i øvrigt er almindeligt kendt, eventuelt efter at have været udførligt omtalt i medierne.

I forbindelse med den koordinerede myndighedsindsats på rockerområdet vil det bl.a. kunne være relevant at videregive en oplysning om, at en bestemt person er medlem af eller har tilknytning til en rockerklub. En sådan oplysning kan formentlig i en række tilfælde ikke anses for at vedrøre rent private forhold. Der kan herved bl.a. lægges vægt på, at rockerklubber normalt ikke har et politisk eller andet meningstilkendegivende formål, og at personer, som er medlem af eller har tilknytning til en rockerklub, normalt selv tilkendegiver denne tilknytning over for offentligheden, bl.a. ved at bære rygmærker eller fremvise særlige tatoveringer mv., som viser tilknytningen. Om muligheden for konkret at videregive en sådan oplysning henvises til pkt. 2.5 og 4.2 nedenfor.

Det vil i mange tilfælde også kunne være relevant at videregive oplysninger om f.eks. rockernes og deres supporteres boligforhold og økonomiske forhold – herunder privatforbrug og modtagelse af sociale ydelser.

Oplysninger om enkeltpersoners indtægts- og formueforhold, arbejds-, uddannelses- og ansættelsesmæssige forhold og boligforhold må antages at være almindeligt fortrolige eller slet ikke fortrolige, medmindre der foreligger særlige forhold. En oplysning om, at en person modtager sociale ydelser (f.eks. dagpenge eller kontanthjælp), er normalt heller ikke en oplysning om den pågældendes rent private forhold, medmindre der er tale om en ydelse, der efter sin karakter viser, at der foreligger et væsentligt socialt problem.

2.3.2.2. Fortrolige oplysninger, der ikke vedrører enkeltpersoners rent private forhold

Videregivelse af almindeligt fortrolige oplysninger kan som ovenfor nævnt videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3. Sådanne oplysninger kan således videregives, når der er et sagligt grundlag for det.

Der vil normalt umiddelbart være en formodning for, at den myndighed, der beder om at få en oplysning, har et sagligt behov herfor, men hvis den myndighed, som skal udlevere oplysningerne, er i tvivl herom, må den rekvirerende myndighed anmodes om at redegøre nærmere for sit behov for at få de pågældende oplysninger.

2.3.2.3. Fortrolige oplysninger om rent private forhold

Fortrolige oplysninger om en persons rent private forhold må efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, hvis mindst én af følgende betingelser er opfyldt

1) Den, oplysningen vedrører, har givet samtykke til, at oplysningen videregives.

2) Det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives, dvs. at der foreligger en oplysnings-, underretnings- eller indberetningspligt. Et eksempel på en sådan oplysningspligt er den sociale retssikkerhedslovs bestemmelse om, at myndigheder har pligt til i fornødent omfang at videregive oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold til brug for behandlingen af sager om hjælp efter den sociale lovgivning.

3) Videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser , der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår.

4) Videregivelsen er et nødvendigt led i forvaltningens behandling af en sag eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Den betingelse, som er nævnt under nr. 3, indebærer, at der skal foretages en konkret afvejning af på den ene side den interesse i hemmeligholdelse, som den berørte person har, og på den anden side styrken og karakteren af de private eller offentlige interesser, der taler for videregivelse. For at en oplysning om rent private forhold kan videregives til en anden forvaltningsmyndighed, vil det således være nødvendigt, at væsentlige hensyn til offentlige interesser klart taler for det.

Betingelsen i nr. 3 vil normalt være opfyldt, hvis videregivelsen sker for at forebygge, efterforske eller retsforfølge forbrydelser. Hvis politiet således henvender sig til en anden forvaltningsmyndighed for at få oplysninger til brug ved behandlingen af en straffesag, vil den pågældende myndighed i almindelighed være berettiget til at videregive også oplysninger om rent private forhold.

Politiet vil i almindelighed kunne videregive oplysninger om efterforskning af lovovertrædelser til andre forvaltningsmyndigheder, hvis det sker til brug for de pågældende myndigheders afgørelser om eventuelle erstatningskrav eller om retten til offentlige tilskud.

Betingelsen i nr. 4 indebærer, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan videregives, hvis videregivelsen er et nødvendigt led i en forvaltningsmyndigheds behandling af en sag, eller hvis videregivelsen er nødvendig for, at en forvaltningsmyndighed kan gennemføre konkrete tilsyns- eller kontrolopgaver. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at forvaltningsmyndighederne ikke forhindres i at udføre deres opgaver alene som følge af, at det er nødvendigt at inddrage oplysninger fra en anden myndighed i sagsbehandlingen. F.eks. vil de sociale myndigheder i medfør af denne bestemmelse kunne videregive oplysninger til politiet om en persons modtagelse af sociale ydelser til brug for politiets efterforskning af eventuelt socialt bedrageri.

2.3.2.4. Forvaltningsmyndigheders pligt til videregivelse

I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, er myndigheden efter forvaltningsloven i almindelighed også forpligtet hertil, hvis en anden forvaltningsmyndighed anmoder om videregivelse, og oplysningen er af betydning for den rekvirerende myndigheds varetagelse af sine opgaver.

2.3.2.5. Videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed

Forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger regulerer alene adgangen til at videregive oplysninger mellem myndigheder. Reglerne angår derimod ikke adgangen til at videregive oplysninger inden for samme myndighed.

Spørgsmålet om, hvorvidt videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i disse tilfælde, beror på, om videregivelsen må anses for berettiget efter reglerne om tavshedspligt. Det antages, at der gælder en forholdsvis vid adgang til intern videregivelse, idet videregivelse som regel er berettiget, hvis den, der modtager oplysningerne, har en saglig interesse heri.

Særligt på det kommunale område gælder, at de enkelte administrative enheder i en kommune udgør én forvaltningsmyndighed, hvis de afleder deres kompetence fra kommunalbestyrelsen (den kommunale enhedsforvaltning), hvorimod administrative enheder, som har en selvstændig kompetence i forhold til kommunalbestyrelsen, er selvstændige forvaltningsmyndigheder.

2.4. Persondataloven

2.4.1. Generelle regler om fremgangsmåden ved behandling af personoplysninger

Efter persondataloven gælder der et generelt krav om, at behandling af personoplysninger – herunder videregivelse og indsamling af oplysninger – skal ske i overensstemmelse med ”god databehandlingsskik”. I kravet om ”god databehandlingsskik” ligger, at behandlingen skal være rimelig og lovlig.

For den myndighed, som modtager oplysninger fra en anden myndighed, gælder, at indsamlingen af oplysninger skal have et klart formål, og at oplysningerne ikke senere må bruges til andre formål, der er uforenelige hermed. Der må ikke indsamles flere oplysninger, end formålet tilsiger, og myndigheden skal sikre sig, at oplysningerne ikke er urigtige eller vildledende. Endvidere skal de indsamlede oplysninger slettes eller anonymiseres, når det ikke længere er nødvendigt for den pågældende myndighed at være i besiddelse af oplysningerne i en form, der gør det muligt at identificere enkeltpersoner.

2.4.2. Hvornår må personoplysninger videregives?

Persondataloven indeholder regler om, hvornår en myndighed må behandle – herunder videregive – personoplysninger.

Hvilke regler, myndighederne skal følge i det enkelte tilfælde, afhænger af oplysningernes karakter og formålet med videregivelsen.

Ligesom ved videregivelse efter forvaltningsloven, er det den myndighed, der vil videregive oplysninger, som skal vurdere, om betingelserne for videregivelse er opfyldt i det konkrete tilfælde.

Persondataloven regulerer alene, hvornår en myndighed er berettiget til at videregive de pågældende oplysninger. Spørgsmålet om, hvorvidt myndigheden er forpligtet til at videregive oplysningerne, er reguleret i forvaltningsloven, jf. pkt. 2.3.2.4 ovenfor.

2.4.2.1. Ikke-fortrolige og almindeligt fortrolige oplysninger

Efter persondatalovens § 6 kan ikke-fortrolige oplysninger og almindeligt fortrolige oplysninger – det vil sige alle andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold – videregives, hvis den person, oplysningen vedrører, har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen, eller hvis videregivelsen er nødvendig af hensyn til en af de interesser, som er opregnet i § 6, jf. nedenfor.

En oplysning anses som ikke-fortrolig eller almindeligt fortrolig, hvis den ikke er af særligt følsom karakter. Som eksempler kan nævnes identifikationsoplysninger og almindelige oplysninger om en persons økonomiske forhold.

Det beror på de konkrete omstændigheder, om en videregivelse må anses for at være nødvendig, men ved vurderingen heraf er der overladt et vist skøn til den pågældende myndighed.

Efter lovens § 6 kan ikke-fortrolige eller almindeligt fortrolige oplysninger bl.a. videregives, hvis dette følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, dvs. hvis der foreligger en oplysnings- underretnings- eller indberetningspligt, jf. herved pkt. 2.3.2.3 (betingelse nr. 2) ovenfor.

Oplysningerne kan også videregives, hvis det er nødvendigt som led i myndighedsudøvelse, jf. herved pkt. 2.3.2.3 ovenfor om den lignende regel i forvaltningsloven (betingelse nr. 4), som dog vedrører videregivelse af oplysninger om rent private forhold. Reglen gælder ved udstedelse af forvaltningsakter, f.eks. når offentlige myndigheder træffer afgørelser om udbetaling af sociale ydelser eller om skatteansættelser, og reglen kan efter omstændighederne også omfatte andre former for forvaltningsvirksomhed. Bestemmelsen indebærer, at almindeligt fortrolige oplysninger som regel kan videregives til en anden forvaltningsmyndighed, hvis den pågældende myndighed har brug for oplysningerne som led i sin behandling af en sag eller i forbindelse med tilsyns- eller kontrolvirksomhed.

Herudover kan ikke-fortrolige og almindeligt fortrolige oplysninger bl.a. videregives, hvis det er nødvendigt for at varetage en berettiget interesse, der overstiger hensynet til den registrerede. Den dataansvarlige myndighed skal vurdere konkret, om hensynet til de interesser, der skal begrunde videregivelsen, overstiger den berørte persons interesse i, at oplysningerne ikke videregives. Denne vurdering vil bl.a. afhænge af oplysningernes karakter og formålet med videregivelsen.

2.4.2.2. Oplysninger om rent private forhold

Videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold er reguleret i persondatalovens §§ 7 og 8, som sondrer mellem to typer af oplysninger – dels oplysninger, som efter databeskyttelsesdirektivet skal anses som oplysninger om rent private forhold (lovens § 7), dels nogle yderligere oplysninger, som efter den danske persondatalov skal anses for at vedrøre rent private forhold (lovens § 8).

De oplysninger, der efter databeskyttelsesdirektivet skal anses som oplysninger om rent private forhold, er oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold samt helbredsmæssige og seksuelle forhold, jf. persondatalovens § 7, stk. 1.

De øvrige oplysninger, som efter persondatalovens § 8 skal anses for at vedrøre rent private forhold, er oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end dem, der er nævnt i § 7. Som oplysninger om ”andre rent private forhold” anses bl.a. oplysninger om andre foreningsmæssige tilhørsforhold end fagforeningsmæssige samt visse særlige familiemæssige forhold mv.

Persondatalovens afgrænsning af, hvad der anses som oplysninger om rent private forhold, svarer således til den, der gælder efter forvaltningsloven. Ligesom efter forvaltningsloven gælder, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kun må videregives, når visse skærpede betingelser er opfyldt, men betingelserne efter de to love er ikke udformet helt ens.

Efter persondataloven kan oplysninger om rent private forhold bl.a. videregives, hvis videregivelsen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Denne betingelse er f.eks. opfyldt, hvis videregivelse af en oplysning er nødvendig for, at det kan afgøres, om den berørte person har et berettiget krav mod det offentlige, eller om myndigheden har et krav (f.eks. et tilbagebetalingskrav) mod den pågældende person.

Videregivelse kan også ske, hvis videregivelsen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse af opgaver på det strafferetlige område. Denne bestemmelse gælder ikke kun for politiet og anklagemyndigheden, men for alle myndigheder, der administrerer strafsanktioneret lovgivning.

Videregivelse kan også ske, hvis den person, som oplysningen vedrører, har givet samtykke til videregivelsen.

Oplysninger om rent private forhold, der ikke er direktivbestemte – herunder om strafbare forhold, jf. ovenfor om afgrænsningen mellem lovens §§ 7 og 8 – kan herudover bl.a. videregives, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, som begrunder hemmeligholdelse, jf. herved pkt. 2.3.2.3 ovenfor (betingelse nr. 3).

Videregivelse af disse oplysninger kan også ske, hvis videregivelse er nødvendig for, at en offentlig myndighed kan udføre sine opgaver, eller er påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf. herved pkt. 2.3.2.3 ovenfor (betingelse nr. 4). Bestemmelsen gælder, uanset om videregivelsen er nødvendig af hensyn til den myndighed, som videregiver oplysningerne, eller af hensyn til den myndighed, som modtager oplysningerne.

Særligt for de sociale myndigheder gælder, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold efter persondataloven kun må videregives, hvis den berørte person enten har givet udtrykkeligt samtykke hertil, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, eller hvis videregivelse er et nødvendigt led i myndighedens sagsbehandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre sine tilsyns- eller kontrolopgaver.

Den sociale retssikkerhedslov indeholder særlige regler om de sociale myndigheders modtagelse og videregivelse af personoplysninger i kontroløjemed. Disse regler er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 3.4.

2.4.2.3. Intern anvendelse af indsamlede oplysninger

Intern anvendelse af indsamlede oplysninger skal ske inden for rammerne af persondatalovens behandlingsregler. Udveksling af oplysninger mellem forskellige forvaltningsgrene i f.eks. en kommune kan således ikke ske alene med henvisning til princippet om den kommunale enhedsforvaltning.

2.4.2.4. Oplysningspligt

Efter persondataloven har de berørte personer som udgangspunkt krav på at blive underrettet, hvis der i medfør af denne lov videregives oplysninger om dem. De nærmere regler herom findes i persondatalovens §§ 28 og 29.

Reglerne herom gælder imidlertid ikke politiets og anklagemyndighedens virksomhed på det strafferetlige område.

Andre myndigheder kan efter persondatalovens § 30 undlade at underrette, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningen efter en konkret afvejning bør vige for afgørende hensyn til private eller offentlige interesser. Underretning kan således bl.a. undlades, hvis afgørende hensyn til forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller til udførelsen af en myndigheds kontrol-, tilsyns- eller reguleringsopgaver begrunder det. Det er en betingelse for at undlade underretning, at der er nærliggende fare for, at underretning vil skade det offentliges interesser væsentligt.

Såkaldte bipersoner – dvs. personer, der ikke er den egentlige genstand for en videregivelse af personoplysninger, men som alene optræder i tilknytning til oplysninger om den registrerede, f.eks. pårørende til den registrerede – har som udgangspunkt samme rettigheder som hovedpersoner. I det omfang, der sker behandling af oplysninger om bipersoner, vil der således skulle tages stilling til spørgsmålet om oplysningspligt i forhold til disse.

Hvis der konkret er pligt til at underrette den berørte person om en videregivelse, skal underretningen gives af den myndighed, der indsamler oplysningen, når oplysningen bliver registreret hos den pågældende myndighed. Er oplysningen indsamlet til brug for videregivelse, skal underretningen gives senest, når videregivelsen finder sted.

2.5. Sammenfatning

Reglerne om videregivelse i forvaltningsloven og persondataloven indebærer samlet set, at forvaltningsmyndigheder i praksis har vide muligheder for at videregive fortrolige oplysninger som led i en samlet myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet. Det gælder også for videregivelse af oplysninger om visse rent private forhold, herunder oplysninger om strafbare forhold. Videregivelse af disse oplysninger kan således bl.a. ske, når det efter en konkret vurdering skønnes at være nødvendigt for varetagelsen af en forvaltningsmyndigheds opgaver.

Særligt med hensyn til oplysninger om strafbare forhold må det antages, at også andre myndigheder end politiet og anklagemyndigheden kan videregive eller modtage oplysninger om strafbare forhold, hvis myndigheden har til opgave at føre tilsyn eller kontrol på bestemte områder, hvor overtrædelse af reglerne er strafsanktioneret, såfremt det er nødvendigt at videregive eller modtage sådanne oplysninger for at kunne gennemføre et effektivt tilsyn.

Som anført under pkt. 2.3.2.1 kan en oplysning om, at en person har tilknytning til en rockerklub, formentlig i en række tilfælde ikke anses som en oplysning om rent private forhold. Reglerne om videregivelse indebærer tillige, at en sådan oplysning i de fleste tilfælde vil kunne videregives som led i en koordineret myndighedsindsats mod rockerkriminalitet, selv om man i konkrete tilfælde måtte nå frem til, at oplysningen vedrører rent private forhold.

3. Oversigt over relevante myndigheders opgaver mv.

3.1. Indledning

I dette afsnit beskrives de forvaltningsmyndigheder, som ofte vil være inddraget i det praktiske myndighedssamarbejde om bekæmpelse af rockerkriminaliteten. Beskrivelsen vedrører dels de forvaltningsopgaver, som de pågældende myndigheder udfører, og som er særligt relevante i forbindelse med indsatsen mod rockeres kriminalitet, dels de oplysninger, som de enkelte myndigheder typisk vil være i besiddelse af, og som kan være relevante for andre myndigheder i forbindelse med den koordinerede indsats over for rockeres kriminalitet.

3.2. Politiet

Rockermiljøet er på grund af den kriminalitet og de ordensmæssige problemer, der udspringer heraf, undergivet en systematisk, politimæssig overvågning (monitering). Denne monitering har været foretaget i flere år og er i dag meget omfattende.

I hver af de eksisterende syv politiregioner er der etableret et regionalt efterforskningsstøttecenter (REC). Endvidere findes et nationalt efterforskningsstøttecenter (NEC) under Rigspolitiet. Som led i moniteringen påhviler det de enkelte politikredse at indberette alle oplysninger af relevans for politiets indsats på området til efterforskningsstøttecentrene. De oplysninger, der indberettes af politikredsene, suppleres i efterforskningsstøttecentrene med oplysninger, der indhentes og modtages fra andre tilgængelige kilder, herunder ”åbne kilder” (aviser mv.), andre offentlige myndigheder, udenlandske samarbejdspartnere m.fl.

Efterforskningsstøttecentrenes behandling af oplysningerne sker ved hjælp af en særlig IT-struktur, Politiets Efterforskningsstøtte Database (PED).

Oplysningerne om rockermiljøet systematiseres, valideres mv. og analyseres af efterforskningsstøttecentrene med det hovedformål at give politiet det bedst mulige grundlag for at iværksætte efterforskning og andre politimæssige foranstaltninger i relation til rockermiljøet.

Moniteringen er mest intens i forhold til personer tilknyttet ”den hårde kerne” af rockerklubberne Hells Angels og Bandidos, mens den er mindre intensiv i relation til persongrupper, som har løsere tilknytning til rockermiljøet.

Efterforskningsstøttecentrene har et meget stort informationsmateriale om ”den hårde kerne” i rockermiljøet, herunder om de pågældendes personlige forhold. Oplysningerne vedrører således bl.a. de pågældende personers status i rockermiljøet, deres opholdssteder (herunder såvel folkeregisteradresser som reelle bopæle), (udlands-)rejser, brug af transportmidler (f.eks. motorcykler) og økonomiske forhold, herunder privatforbrug.

Politiets adgang til at videregive oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder er reguleret af de almindelige regler i forvaltningsloven og persondataloven, som er omtalt i vejledningens afsnit 2.

Herudover indeholder retsplejeloven en særlig bestemmelse, der præciserer mulighederne for at videregive oplysninger som led i det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet).

Efter retsplejelovens § 115 b kan politiet videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde. I samme omfang kan en myndighed videregive sådanne oplysninger til politiet og andre myndigheder, som indgår i det kriminalitetsforebyggende arbejde. Oplysninger må ikke i medfør af denne bestemmelse videregives med henblik på efterforskning af konkrete straffesager.

Bestemmelsen anvendes navnlig i tilfælde, hvor der – inden en konkret kriminalitetsforebyggende indsats påbegyndes – er behov for mere uformelle drøftelser mellem politi og andre myndigheder med henblik på at klarlægge, om der er behov for en tværfaglig kriminalpræventiv indsats over for enkeltpersoner.

Politiet kan i den forbindelse uden at indlede en egentlig sagsbehandling, hvorunder der indhentes samtykke, give kommunens medarbejdere på skole- og socialområdet oplysninger om, at man har visse problemer med bestemte personer eller grupper af personer. Er de pågældende personer også ”kendt” i den kommunale forvaltning, har forvaltningen en tilsvarende adgang til at give politiet og de andre myndigheder og institutioner, som deltager i samarbejdet, oplysninger, der kan belyse problemernes karakter og omfang. Myndighederne kan herefter sammen vurdere, hvilke initiativer der vil være mest hensigtsmæssige for at hjælpe de pågældende ud af deres kriminalitetsproblemer.

Bestemmelsen i § 115 b giver på den måde myndighederne mulighed for at gennemføre sådanne indledende drøftelser uden forudgående samtykke, selv om det ikke er ”nødvendigt” i relation til myndighedsopgaver at videregive de pågældende oplysninger, jf. afsnit 2 ovenfor.

Bestemmelsen finder primært anvendelse i forbindelse med det såkaldte SSP-samarbejde – det vil sige samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi om at forbygge kriminalitet blandt børn og unge. Bestemmelsen kan imidlertid også finde anvendelse på andre områder, hvor der er etableret et samarbejde mellem offentlige myndigheder om kriminalitetsforebyggelse, navnlig i relation til det såkaldte SSP+ samarbejde, som omfatter unge over 18 år. Bestemmelsen i retsplejelovens § 115 b er nærmere beskrevet i Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990 om udveksling af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunerne mv.

3.3. Skatte- og afgiftsmyndighederne

De kommunale skattemyndigheder har bl.a. til opgave at skatteansætte fysiske personers indkomst.

De centrale told- og skattemyndigheder skatteansætter juridiske personer, medmindre skatteministeren har indgået aftale med kommunalbestyrelsen om at overtage denne opgave.

Fysiske og juridiske personer, der er skattepligtige her i landet, har pligt til at selvangive deres indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Fysiske personer skal endvidere selvangive visse formuearter, herunder værdien af ejerbolig og af eventuel fast ejendom i udlandet.

Hovedparten af lønmodtagere, pensionister og personer på overførselsindkomster kan bruge ordningen med den fortrykte selvangivelsesblanket (printselvangivelsen). Den fortrykte selvangivelsesblanket indeholder alle de oplysninger, som er indberettet af de indberetningspligtige i medfør af skattekontrollovens afsnit II.

Det gælder bl.a. A-indkomst og B-indkomst, hvoraf der ikke skal svares moms, renteindtægter og -udgifter, gæld til penge- og realkreditinstitutter m.fl., indeståender i pengeinstitutter m.fl., bidrag til statsanerkendte a-kasser, fradragsberettigede kontingenter til arbejdsmarkedssammenslutninger, indbetalinger til skattebegunstigede pensionsordninger i pengeinstitutter og forsikringsselskaber mv. Oplysninger om køb, salg og ejerstatus af registreringspligtige motorkøretøjer indberettes også til Told og Skat, men fremgår ikke af den fortrykte selvangivelsesblanket. Sådanne oplysninger registreres som kontroloplysninger sammen med de øvrige indberettede oplysninger på den såkaldte R-75, som stilles til rådighed for de kommunale skattemyndigheder til brug ved ligningen mv.

Hvis den fortrykte selvangivelsesblanket er korrekt og fyldestgørende, kan den skattepligtige undlade at selvangive, herunder også formueoplysninger. Skatteansættelsen finder i så fald sted på grundlag af oplysningerne på den fortrykte selvangivelsesblanket.

Hvis en skattepligtig uden at have indgivet en selvangivelse får meddelelse om en skatteansættelse, som er for lav, skal den skattepligtige underrette skattemyndigheden herom inden 4 uger fra modtagelsen af meddelelsen. Fristen regnes dog tidligst fra selvangivelsesfristens udløb.

Undladelse af at underrette skattemyndigheden om den for lave skatteansættelse er efter omstændighederne strafbart. Denne bestemmelse omfatter også selvangivelsespligtige personer, som har undladt at indgive en (behørig) selvangivelse, og som derfor har modtaget meddelelse om, at den skattepligtige indkomst er skønsmæssigt ansat (taksation).

Erhvervsdrivende fysiske og juridiske personer har pligt til at indgive en udvidet selvangivelse og et skattemæssigt årsregnskab, der viser virksomhedens skattepligtige resultat. Det skattemæssige årsregnskab skal være udarbejdet i overensstemmelse med den såkaldte mindstekravsbekendtgørelse, som fastsætter, hvilke minimumskrav skattemyndigheder kan stille til et skattemæssigt årsregnskab. Hvis det skattemæssige årsregnskab ikke opfylder mindstekravsbekendtgørelsen, er selvangivelsen ikke behørig. Dette kan medføre, at selvangivelsen som sådan tilsidesættes, og at skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. Et ikke behørigt skattemæssigt årsregnskab er ofte udtryk for, at den underliggende bogføring ikke følger principperne for god bogføringsskik.

Det er efter skattekontrolloven strafbart at afgive urigtige oplysninger om indkomst mv. Det gælder både, når de urigtige oplysninger gives med forsæt til skatteunddragelse, og når urigtigheden skyldes grov uagtsomhed. Skattesvig af særlig grov karakter kan straffes efter straffeloven.

Alle erhvervsdrivende personer og juridiske personer har pligt til efter anmodning fra den skatteansættende myndighed at stille regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydningen for skatteligningen, til rådighed for den skatteansættende myndighed. Endvidere kan erhvervsdrivende og juridiske personer, herunder offentlige myndigheder, pålægges oplysningspligt om tredjemand, uanset om denne er erhvervsdrivende eller lønmodtager m.fl. Oplysningspligten kan gennemtvinges ved pålæg af daglige bøder.

Kompetencen til at gennemtvinge oplysningspligten er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder.

Ved formueskattens afskaffelse fra og med indkomståret 1997 blev der i skattekontrolloven indsat en bestemmelse om, at ikke bogføringspligtige fysiske personer, herunder lønmodtagere m.fl., efter anmodning fra den skatteansættende myndighed kan tilpligtes at oplyse om formuen ved indkomståret begyndelse, hovedposter i årets privatforbrug og formuen ved indkomståret udgang. Afgivelse af en formueforklaring kan gennemtvinges ved pålæg af daglige bøder. Foreligger formueforklaringen ikke inden en rimelig frist, kan den skattepligtige indkomst ansættes (forhøjes) skønsmæssigt.

Bestemmelsen har hidtil kun været anvendt i begrænset omfang. Landsskatteretten har i en kendelse af 5. september 2002 stadfæstet en skønsmæssig forhøjelse af indkomstansættelsen for en person på overførselsindkomst på grund af et konstateret negativt privatforbrug allerede af den grund, at den pågældende ikke havde efterkommet skattemyndighedens pålæg om at fremkomme med en formueforklaring, idet Landsskatteretten i øvrigt tilsidesatte klagers forklaring om optagelse af private lån som udokumenteret.

Ved at sammenholde de indberettede oplysninger, herunder oplysninger om anskaffelse af registreringspligtige motorkøretøjer eller fast ejendom, med det selvangive eventuelt suppleret med en formueforklaring er det muligt for skattemyndighederne at tegne en rimeligt retvisende “økonomisk profil” af en skattepligtig person med henblik på at foretage en sandsynlighedstest af sammenhængen mellem den selvangivne indkomst og formue og det faktiske privatforbrug. Hertil kommer, at skattemyndighederne har mulighed for at indfordre ikke indberetningspligtige eller selvangivne oplysninger fra andre myndigheder.

3.4. De kommunale socialforvaltninger

De kommunale socialforvaltninger administrerer udbetaling af ydelser i henhold til den sociale- og beskæftigelsesmæssige lovgivning.

Hvis forudsætningerne for at udbetale en ydelse ikke længere er til stede, skal kommunen ophøre med at udbetale ydelsen og eventuelt kræve tilbagebetaling af ydelser, der er udbetalt med urette.

Det følger af det almindelige undersøgelsesprincip (officialmaksimen) og udtrykkeligt af den sociale retssikkerhedslov, at myndigheder, der behandler en sag om hjælp til forsørgelse efter den sociale lovgivning mv., har ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Hvis myndigheden bliver bekendt med eller får mistanke om, at en person uberettiget har modtaget en ydelse, såvel inden for myndighedens eget område som inden for andre myndigheders område, har myndigheden pligt til at undersøge dette.

Kommuner, der kommer i besiddelse af oplysninger, der f.eks. tyder på, at en person ikke (længere) er reelt enlig, har pligt til at undersøge sagen nærmere. Dette forhold kan således have betydning for vurderingen af, om den pågældende fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse, og for vurderingen af, om den pågældende i en forudgående periode har modtaget ydelsen med urette, og derfor eventuelt skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Kommunerne har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis en ydelse er modtaget med urette, og modtageren af ydelsen har været vidende om dette.

Der kan endvidere være grundlag for at indgive anmeldelse til politiet om socialbedrageri efter den sociale retssikkerhedslov eller efter straffeloven.

Spørgsmålet om, hvilke oplysninger der er nødvendige for at behandle en konkret sag, vil være afhængig af, hvilken ydelse der ansøges om, og hvilke betingelser der fremgår af de relevante bestemmelser i lovgivningen på området.

Hvis der eksempelvis er tale om ansøgning om førtidspension, vil der normalt skulle indhentes oplysninger om ansøgerens opvækst, familiemæssige forhold, samlivsforhold, skolegang, arbejdsforhold, arbejdsophør, indtægt, foreliggende helbredsoplysninger, eventuelle arbejdsskader mv. I forbindelse med en ansøgning om børnetilskud vil det derimod være tilstrækkeligt, at ansøgeren bekræfter, at vedkommende er enlig forsørger.

Størrelsen af de forskellige kontantydelser efter den sociale lovgivning mv. afhænger for en stor dels vedkommende af husstandsindkomstens samlede størrelse eller af ansøgerens civile status. De oplysninger, der normalt indhentes i forbindelse med myndighedens behandling af en ansøgning om en social ydelse, vedrører derfor i hovedsagen ansøgerens indtægts- og formueforhold samt bolig- og samlivsforhold.

En række økonomiske sociale ydelser ydes som kompensation for manglende arbejdsindtægt på grund af arbejdsløshed, sygdom eller alder. Herudover gives der tilskud i form af f.eks. boligstøtte til personer med lav indkomst og høj husleje eller i form af børnetilskud til enlige som kompensation for de udgifter, der er forbundet med barnets forsørgelse.

Formueoplysninger har kun betydning ved udbetaling af nogle af de sociale ydelser. Det gælder bl.a. kontanthjælp, førtidspension og tildeling af friplads i daginstitutioner. Formueoplysninger kan også have betydning for vurderingen af, om ikke-gifte personer lever i et økonomisk fællesskab, jf. nærmere nedenfor.

Størrelsen af en række sociale ydelser er betinget af, at ansøgeren er enlig forsørger – det vil sige at den pågældende ikke er gift eller lever i et registreret partnerskab eller et ægteskabslignende forhold. Det kan eksempelvis være børnetilskud som enlig forsørger, friplads i dagsinstitution mv. Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og der samtidig er tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk lovgivning.

Ud over oplysninger om indtægts- og formueforhold samt oplysninger om bolig- og samlivsforhold behandler de kommunale socialforvaltninger også oplysninger om bl.a. arbejdsforhold, om private lån, helbredsoplysninger, oplysninger om eventuelle børns forhold, indberetninger via arbejdsløshedskasser, SU mv.

De oplysninger, som de sociale myndigheder har brug for til varetagelse af deres opgaver efter den sociale lovgivning mv., indhentes som udgangspunkt hos den person, der søger om eller modtager en ydelse. Herudover indhentes efter omstændighederne også oplysninger hos andre myndigheder og private.

Efter den sociale retssikkerhedslov kan myndigheden anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre hvilken hjælp, de pågældende er berettiget til.

Personer, der søger om hjælp, har dog ikke pligt til at medvirke til sagens oplysning. Derimod har personer, der allerede modtager hjælp, efter den sociale retssikkerhedslov pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Som anført ovenfor indhentes oplysningerne herudover hos andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere mv.

Efter retssikkerhedsloven kan myndigheden – efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp – forlange, at bl.a. andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, sundhedspersoner, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere samt private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. I det omfang denne bestemmelse anvendes til at forlange oplysninger fra andre sociale myndigheder, fraviges reglerne i persondataloven om videregivelse af følsomme oplysninger fra forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område.

Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke fraviges bl.a. i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.

De sociale myndigheder kan alene forlange at få de oplysninger, der er nødvendige for at behandle den konkrete sag. Bestemmelsen giver endvidere kun hjemmel til at indhente oplysninger om den person, der ansøger om hjælp, men derimod ikke oplysninger om f.eks. den pågældendes samlever eller ægtefælle, selv om disse oplysninger måtte være af betydning for sagen.

Hvis der ikke foreligger samtykke, kan myndigheden ikke kræve de pågældende oplysninger udleveret i medfør af den sociale retssikkerhedslov. I sådanne tilfælde finder de almindelige regler om videregivelse i forvaltningsloven anvendelse, jf. pkt. 2.2.

Oplysninger om ansøgerens/modtagerens og dennes ægtefælles økonomiske forhold, der er nødvendige til behandlingen af en sag, kan dog efter retssikkerhedsloven indhentes hos andre myndigheder samt hos arbejdsløshedskasser, uanset om der foreligger samtykke.

Myndigheden kan herudover i medfør af den sociale retssikkerhedslov – uden retskendelse – foretage eftersyn i virksomheder med henblik på at kontrollere løn- og ansættelsesforhold for personer, der søger om eller får en ydelse, der er omfattet af retssikkerhedsloven, eller en ydelse, som beregnes på grundlag af ægtefællernes samlede indtægter. Personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse i virksomheden, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato samt ansættelsesperiode, løn- og ansættelsesvilkår.

Efter den sociale retssikkerhedslov har modtageren som nævnt pligt til at meddele kommunen, hvis der sker væsentlige ændringer i de forhold, som ligger til grund for udbetaling af ydelsen. Det kan f.eks. være, at sygedagpengemodtageren har genoptaget sit arbejde, at kontanthjælpsmodtageren ikke længere er uden arbejde, eller at børnetilskudsmodtageren ikke længere er enlig.

3.5. Arbejdsløshedskasserne og Arbejdsdirektoratet

Arbejdsløshedskasserne træffer afgørelser om ret til arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge, efterløn mv. og forestår den løbende udbetaling.

Arbejdsdirektoratets overordnede funktion er at bistå Beskæftigelsesministeriets departement og a-kasserne i forbindelse med administrationen af reglerne om arbejdsløshedsforsikring mv. Desuden varetager direktoratet administrationen af ferieloven. Det er i den forbindelse en hovedopgave for direktoratet at behandle klager over a-kassernes afgørelser om bl.a. ret til dagpenge, efterløn mv., at føre tilsyn med a-kassernes administration og regnskaber og at hindre misbrug af dagpengesystemet.

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger gælder ikke for arbejdsløshedskasserne, der er private foreninger. Derimod finder persondataloven anvendelse på privates, herunder arbejdsløshedskassernes, behandling af personoplysninger. Udover behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk databehandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, gælder persondataloven tillige for privates ikke-elektroniske systematiske behandlinger af personoplysninger.

Udveksling af oplysninger foregår via arbejdsdirektoratet, der kan pålægge a-kasserne tavshedspligt med hensyn til oplysninger modtaget fra direktoratet og kræve oplysninger fra a-kasserne om medlemmer.

Til brug for beregning af ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven skal ansøgeren fremlægge dokumentation for bl.a. arbejdsindtægt og arbejdsperioder. Selvstændige erhvervsdrivende skal fremlægge dokumentation for start og ophør med selvstændig virksomhed, indtjeningsgrundlag, overdragelsesdokumenter, forpagtningskontrakter mv.

Denne dokumentation kan være forskellig fra de oplysninger, som er afgivet f.eks. til kommunen. Det hænger sammen med, at der i forhold til a-kassen kan være en interesse i at dokumentere så høj en indtægt som mulig med henblik på at få det maksimale beregningsgrundlag for udbetaling af dagpenge mv. A-kasserne vil således kunne være i besiddelse af oplysninger, som kan være relevante for andre myndigheder. Det gælder oplysninger om indkomst, overskud af virksomhed, ejerforhold, adresse/ophold, overdragelsesvilkår, ansatte mv.

Arbejdsdirektoratet kontrollerer, at a-kasserne udbetaler dagpenge og andre ydelser på korrekt grundlag, herunder om medlemmernes oplysninger om arbejde og indtægt under ledighedsperioder er korrekte. Kontrollen sker både elektronisk og manuelt. Den manuelle kontrol sker navnlig ved mistanke om sort arbejde, hvor det ved virksomhedsbesøg kontrolleres, hvem der faktisk er ansat.

Hvis der opstår en formodning om, at en person har modtaget ydelser med urette, sendes sagen til a-kassen til behandling som 1. instans. A-kassen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling af dagpenge mv. og om karantæne, når der er tale om uagtsomhed. Hvis der er tale om svig, sendes sagen til direktoratet til afgørelse. I gentagelsestilfælde kan medlemmet fratages retten til at være medlem af a-kassen. I svigstilfælde, hvor tilbagebetalingskravet udgør mere end ca. 14.000 kr., indgives der endvidere politianmeldelse.

3.6. Folkeregistrene

Loven om Det Centrale Personregister har bl.a. til formål at sikre, at CPR-registeret indeholder grundlæggende personoplysninger om enhver, der har et personnummer, og at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig. Herudover skal loven sikre, at oplysningerne i CPR-registeret på en hensigtsmæssig måde kan videregives til bl.a. offentlig myndigheder, der har en berettiget interesse heri.

Kommunerne (folkeregistrene) har efter CPR-loven ansvaret for at sikre, at enhver borger folkeregistreres på den pågældendes bopæl. Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke midlertidigt er fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor den pågældende har sine ejendele.

En kommune, der får formodning om, at en person ikke er korrekt bopælsregistreret, skal undersøge sagen for at rette eventuelle fejl. Som anført ovenfor indgår oplysningerne i CPR-registeret i andre myndigheders administration af lovgivningen, f.eks. afgørelser om udbetaling af sociale ydelser.

Til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold kan kommunen – ud over de oplysninger, som kommunen har adgang til efter anden lovgivning – indhente oplysninger hos bl.a. Post Danmark, private tele- og forsyningsselskaber, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter. Herudover kan kommunen til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold indhente oplysninger i elektronisk form fra andre myndigheder. Oplysninger kan indhentes både som led i behandlingen af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysninger om, hvilken adresse den pågældende har oplyst at bo på til andre af kommunens forvaltninger, f.eks. socialforvaltningen og skatteforvaltningen, eller andre offentlige myndigheder. Kommunens forsyningsafdeling kan endvidere give oplysning om regningsadresse og om forbrug af f.eks. el, gas, vand og varme. Oplysninger om boligens størrelse, indretning og kvalitet set i forhold til antallet af beboere er også væsentlige oplysninger i bopælssager.

Hvis kommunen efter foretagne undersøgelser af en sag mener, at en person er forkert registreret, skal kommunen skriftligt opfordre vedkommende til at melde flytning. Hvis den pågældende ikke inden 14 dage efterkommer denne opfordring, sørger kommunen for at registrere den korrekte adresse i Det Centrale Personregister.

3.7. Bygge- og planmyndighederne mv.

Kommunerne varetager i henhold til plan- og byggelovgivningen mv. en række opgaver med hensyn til planlægning af og kontrol med opførelse og anvendelse af bygninger mv.

Efter planloven kan kommunalbestyrelsen tilvejebringe en lokalplan, der nærmere regulerer den fremtidige anvendelse af et område, af en ejendom eller lignende. En lokalplan har direkte retsvirkninger for grundejerne og indebærer, at nyt byggeri eller ændret anvendelse af eksisterende byggeri skal være i overensstemmelse med lokalplanen.

I tilfælde, hvor en ejendom påtænkes anvendt til f.eks. rockerborg, vil kommunalbestyrelsen i visse tilfælde i kraft af sin lokalplanret kunne tilvejebringe en lokalplan, der i praksis hindrer eller besværliggør den påtænkte anvendelse, f.eks. ved at udlægge området til parcelhusbebyggelse, ved at stille krav om, at der ikke må opføres plankeværk over en vis højde omkring ejendommen, eller krav om at ejendommen ikke må udbygges yderligere mv. En beslutning om at tilvejebringe lokalplan og indholdet heraf skal være planmæssigt begrundet.

En lokalplan kan ikke hindre fortsættelse af hidtidig lovlig anvendelse. Hvis en ejendom allerede lovligt er taget i brug til f.eks. klubaktiviteter, kan aktiviteten fortsætte, herunder efter ejerskifte.

Kommunalbestyrelsen påser, at bestemmelser fastsat i en lokalplan er overholdt. Kommunens personale har uden retskendelse adgang til enhver ejendom, når dette sker i tilsynsøjemed.

I tilfælde, hvor kommunen konstaterer, at et ulovligt forhold er under etablering eller forberedelse, kan kommunen give en administrativ standsningsmeddelelse. Kommunen kan efter omstændighederne også søge arbejdet standset ved et fogedforbud eller ved at indgive politianmeldelse. Fogedforbud og politianmeldelse er ikke betinget af en forudgående standsningsmeddelelse.

I tilfælde, hvor kommunen konstaterer, at et ulovligt forhold er etableret, kan kommunen udstede et administrativt lovliggørelsespåbud – det vil sige et påbud om at bringe det ulovlige forhold til ophør. Pligten til at lovliggøre forholdet påhviler ejeren eller brugeren. Såfremt ejeren eller brugeren af en ejendom undlader at efterkomme et lovliggørelsespåbud, vil kommunen kunne indgive politianmeldelse.

Kommunalbestyrelsen kan herudover i henhold til planloven nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres et forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Det er en betingelse, at den forbudte disposition kan opretholdes som forbudt i lokalplanen. Forbudet kan højst nedlægges for ét år. For at grundejeren fortsat skal være bundet, må lokalplanforslag offentliggøres inden denne frists udløb. Forbud kan ikke nedlægges mod en allerede etableret virksomhed.

Efter byggeloven må nybyggeri, tilbygninger til eksisterende bebyggelse, ombygninger mv. ikke påbegyndes uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Kommunalbestyrelsen har uden retskendelse adgang til private ejendomme for at undersøge, om der er sket overtrædelse af byggelovgivningen.

I tilfælde, hvor en kommune bliver opmærksom på et ulovligt forhold, skal den som udgangspunkt søge forholdet lovliggjort, herunder ved udstedelse af et påbud til ejendommens ejer eller bruger om at berigtige det ulovlige forhold. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et sådant påbud, kan det ved dom pålægges denne inden en fastsat tidsfrist at berigtige forholdet, ligesom ejeren eller brugeren kan pålægges tvangsbøder.

Kommunalbestyrelsen skal herudover efter beredskabsloven foretage brandsyn af bygninger, hvor mange mennesker samles, og af brandfarlige bygninger.

Hvis lokalerne benyttes af mere end 50 personer, skal disse efter byggelovgivningen godkendes af de kommunale bygningsmyndigheder og af brandmyndighederne med hensyn til adgangsforhold, brandsikring, flugtveje mv.

Bygnings- og brandmyndighederne kan påbyde ejeren eller en lejer af lokalerne at bringe ulovlige forhold til ophør eller at afhjælpe manglerne.

4. Videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder særligt som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet

4.1. Indledning

I dette afsnit beskrives de retlige muligheder for udveksling af personoplysninger på grundlag af konkrete eksempler på situationer, hvor det i praksis vil kunne være særligt relevant at videregive oplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet.

Reglerne i forvaltningsloven og persondataloven om betingelserne for, at en myndighed er berettiget til at videregive oplysninger, finder ensartet anvendelse, uanset om oplysningerne videregives af myndigheden på dennes eget initiativ eller efter anmodning fra en anden myndighed. Om afgrænsningen mellem de to love henvises til pkt. 2.2 ovenfor.

4.2. Videregivelse af oplysninger fra politiet til andre myndigheder

Som anført ovenfor under pkt. 3.2. er den generelle politimæssige indsats over for rockernes kriminalitet og de ordensmæssige problemer, der udspringer af rockermiljøet, tilrettelagt på en sådan måde, at politiet løbende får kendskab til en række fortrolige oplysninger om personer, der har tilknytning til rockermiljøet. Derfor vil politiet i vidt omfang være det naturlige ”omdrejningspunkt” for den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet.

De personlige oplysninger om relevante enkeltpersoner, som politiet kommer i besiddelse af, er f.eks. oplysninger om de pågældende personers status i rockermiljøet, om deres reelle opholdssteder, eventuelle rejseaktiviteter, brug af transportmidler – bl.a. motorcykler – og oplysninger om de pågældende personers økonomiske forhold, herunder privatforbrug.

Sådanne oplysninger vil efter omstændighederne kunne have betydning for andre forvaltningsmyndigheders administration af den lovgivning, som de pågældende myndigheder har til opgave at administrere, herunder for myndighedernes mulighed for at gribe ind over for eventuelle overtrædelser af denne lovgivning.

For de kommunale social- og skatteforvaltninger vil det navnlig være oplysninger om rockernes reelle økonomiske forhold og reelle bopælsforhold, der kan have betydning for varetagelsen af myndighedsopgaverne.

Oplysninger om disse forhold vil således efter omstændighederne kunne begrunde, at udbetaling af visse sociale ydelser bringes til ophør, at sociale ydelser, der er modtaget med urette, kan kræves tilbagebetalt, at der kan stilles krav om aktivering, og at der kan foretages en skønsmæssig forhøjelse af den skattepligtige indkomst. Oplysningerne vil i visse tilfælde også give grundlag for at indgive anmeldelse til politiet for socialbedrageri mv.

Videregivelse af oplysninger fra politiet vil som udgangspunkt mest hensigtsmæssigt kunne ske fra den stedlige politikreds. En politikreds, som påtænker at videregive oplysninger som led i den koordinerede myndighedsindsats på rockerområdet, bør imidlertid konsultere efterforskningsstøttecentrene, inden der videregives oplysninger til andre offentlige myndigheder, idet efterforskningsstøttecentrene vil kunne oplyse, om der i andre politikredse foreligger relevante oplysninger om den pågældende person, som bør indgå i det samlede oplysningsgrundlag.

Nedenfor gennemgås en række konkrete tilfælde, hvor der som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet efter omstændighederne vil kunne ske videregivelse af oplysninger fra politiet til de relevante myndigheder – enten på politiets eget initiativ eller efter begæring fra den relevante myndighed.

Eksempel: Oplysning om medlemskab af eller tilknytning til en rockerklub

Som anført ovenfor under pkt. 2.3.2.1 kan en oplysning om, at en person er medlem af eller har tilknytning til en rockerklub, formentlig i en række tilfælde ikke anses for at vedrøre rent private forhold.

Oplysningen om, at en bestemt person er medlem af eller har tilknytning til en rockerklub eller dennes støttegruppe, vil i givet fald normalt blive videregivet sammen med andre oplysninger om den pågældende, som politiet måtte være i besiddelse af, f.eks. oplysninger om den pågældendes reelle bopælsforhold, økonomiske forhold mv., jf. nedenfor.

Uanset om man i konkrete tilfælde måtte nå frem til, at der er tale om en oplysning om den pågældende persons rent private forhold, må det under alle omstændigheder antages, at videregivelse af oplysningen om NN’s medlemskab af eller tilknytning til en rockergruppe normalt vil være berettiget – uden samtykke fra den pågældende – efter forvaltningsloven og persondataloven, jf. værdispringsreglen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, og persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 2 og 3. Der henvises til pkt. 2.3.2.3 og 2.4.2.2 ovenfor.

Politiet vil efter de nævnte bestemmelser være berettiget til at videregive en oplysning om rent private forhold bl.a., når det offentliges interesse i, at den pågældende oplysning videregives, klart overstiger hensynet til, at myndigheden holder oplysningen fortrolig.

Hvis der er tale om at videregive en oplysning om, at NN er medlem af eller har tilknytning til en rockerklub, må det antages, at politiet efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde vil kunne videregive den pågældende oplysning til skattemyndighederne til brug for skattemyndighedernes vurdering af, om der er grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af den pågældendes skattepligtige indkomst eller for at indgive politianmeldelse for skatteunddragelse.

Det må også antages, at der efter omstændighederne vil kunne ske videregivelse af den pågældende oplysning fra politiet til eksempelvis socialforvaltningen til brug for socialforvaltningens vurdering af, om der er grundlag for at ophøre med at udbetale ydelser og kræve tilbagebetaling af ydelser, der er udbetalt med urette, og til brug for en vurdering af, om der er grundlag for at indgive politianmeldelse for socialbedrageri. I den forbindelse bemærkes, at de sociale myndigheder efter den sociale retssikkerhedslov i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser har en særlig hjemmel til at indhente oplysninger fra andre myndigheder uden samtykke fra den person, som oplysningerne vedrører, hvis dette er nødvendigt for sagens behandling. Der henvises nærmere til pkt. 3.4. ovenfor.

Såfremt oplysningen ikke anses som en oplysning om rent private forhold, vil oplysningen i almindelighed kunne videregives til andre myndigheder, når der efter en konkret vurdering er et sagligt grundlag for det – f.eks. til brug for skattemyndighedernes afgørelse om at forhøje den pågældendes skatteansættelse, til brug for socialforvaltningens afgørelse om at ophøre med at udbetale ydelser eller kræve tilbagebetaling af ydelser, der er udbetalt med urette, eller til brug for myndighedernes vurdering af, om der skal indgives politianmeldelse for socialbedrageri eller skatteunddragelse.

Eksempel: Oplysning om bopælsforhold

NN er eksempelvis i CPR-registeret registreret på en anden adresse end den, som den pågældende ifølge politiets oplysninger – på grundlag af observation af den pågældende – faktisk bor eller opholder sig på. Der kan f.eks. være tale om, at NN gennem det seneste år reelt har opholdt sig på den adresse, hvor hans tidligere ægtefælle har bopæl med deres fælles børn, som hun har forældremyndigheden over. NN og dennes tidligere ægtefælle lever tilsyneladende under ægteskabslignende forhold, selv om den tidligere ægtefælle i hele perioden har modtaget børnetilskud som enlig forsørger og eventuelt friplads i daginstitution, boligsikring mv.

Politiets oplysninger om NN’s reelle bopælsforhold vil bl.a. kunne være relevante for kommunen til brug for en nærmere undersøgelse med henblik på registrering af den korrekte adresse i CPR-registeret.

Oplysningen vil endvidere efter omstændighederne kunne være relevant for de sociale myndigheders afgørelse om (fortsat) tildeling af sociale ydelser, f.eks. udbetaling af kontanthjælp til NN eller udbetaling af børnetilskud som enlig forsørger til NN’s tidligere ægtefælle. Hvis parret har genoptaget samlivet og lever i et ægteskabslignende forhold, vil kommunen således også kunne have et krav mod ægtefællen på tilbagebetaling af uberettiget modtaget børnetilskud i den pågældende periode.

En oplysning om NN’s reelle bopælsforhold kan ikke uden videre sidestilles med en almindelig adresseoplysning, som i almindelighed er en ikke-fortrolig oplysning, der som udgangspunkt frit kan videregives. Den pågældende oplysning må formentlig i visse tilfælde betragtes som en almindeligt fortrolig oplysning.

Der må være en formodning for, at folkeregisteret i almindelighed har et sagligt behov for oplysningen om NN’s rette bopæl til brug for korrekt registrering af den pågældende. Tilsvarende må det formodes at socialforvaltningen i almindelighed vil have et sagligt behov for oplysningen til brug for vurderingen af, om socialforvaltningen skal ophøre med at udbetale kontanthjælp til NN og pålægge den pågældende at tilbagebetale eventuelle ydelser, der er modtaget med urette, og eventuelt indgive politianmeldelse for socialbedrageri. Socialforvaltningen vil efter omstændighederne også kunne pålægge NN’s tidligere ægtefælle tilbagebetalingspligt mv.

På den baggrund vil det i almindelighed være berettiget for politiet at videregive oplysninger om NN’s reelle bopælsforhold til folkeregisteret og socialforvaltningen.

Eksempel: Oplysning om privatforbrug

NN rejser ifølge politiets oplysninger eksempelvis flere gange om året til udlandet med fly på businessclass, hvor den pågældende indlogerer sig på dyre hoteller og jævnligt spiser på dyre restauranter. Ifølge politiets oplysninger har NN i øvrigt et meget højt privatforbrug, f.eks. til restaurationsbesøg, indkøb af særligt værdifuldt indbo mv.

Politiet har oplysninger om, at NN ingen indtægt har overhovedet, eller om at den pågældende eventuelt er uden arbejde og modtager kontanthjælp.

Politiets oplysning om NN’s reelle privatforbrug vil kunne være relevant for skattemyndighedernes vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om en skattemæssig forhøjelse af NN’s skattepligtige indkomst. Den pågældende oplysning vil herudover kunne være relevant for socialforvaltningen til brug for en nærmere vurdering af, om NN er berettiget til kontanthjælp mv.

Oplysningerne om NN’s reelle privatforbrug, herunder oplysninger om udlandsrejser, indkøb af særligt værdifuldt indbo mv., må anses for en oplysning om den pågældendes økonomiske forhold. Der er ikke tale om en oplysning om NN’s rent private forhold, men der kan eventuelt være tale om en almindeligt fortrolig oplysning.

Da socialforvaltningen og skatteforvaltningen i almindelighed også vil have et sagligt behov for oplysningen om NN’s økonomiske forhold til brug for udøvelsen af deres virksomhed, jf. ovenfor, vil politiet i almindelighed også kunne videregive sådanne oplysninger til disse myndigheder.

Eksempel: Oplysning om brug af motorcykel

Politiet har flere gange i forbindelse med moniteringen af rockermiljøet observeret, at NN bruger en ny motorcykel, som den pågældende ikke selv er ejer af. NN har på politiets forespørgsel oplyst, at dennes far er ejer af motorcyklen. Ifølge Centralregisteret for Motorkøretøjer er NN’s far registreret som ejer af motorcyklen på trods af, at han ikke har kørekort til motorcykel og gennem mange år ikke har haft anden indkomst end invalidepension. Motorcyklen har en nyværdi på 300.00 kr., og der er ikke registreret hæftelser i bilbogen. Politiet har mistanke om, at NN’s far er stråmand, og at NN reelt er ejer af den pågældende motorcykel.

Med hensyn til oplysningen om, at politiet flere gange har observeret, at NN bruger en bestemt motorcykel, som den pågældende ifølge Centralregisteret for Motorkøretøjer ikke selv er registreret som ejer af, er der formentlig tale om en ikke-fortrolig oplysning, som politiet som udgangspunkt frit kan videregive til f.eks. skattemyndighederne til brug for skattemyndighedernes vurdering af, om der er tale om stråmandsvirksomhed, hvor forholdet reelt er det, at NN ejer den pågældende motorcykel og løbende afholder de udgifter, der er forbundet hermed.

Der vil efter omstændighederne kunne foretages en skønsmæssig forhøjelse af NN’s skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår med værdien af den pågældende motorcykel. Hvis NN er i restance med f.eks. ubetalte skatter eller bøder, vil der herefter også kunne være mulighed for, at der kan foretages udlæg i motorcyklen.

Forhøjelsen af NN’s skattepligtige indkomst med værdien af motorcyklen vil også kunne give anledning til, at socialforvaltningen foretager en nærmere undersøgelse af NN’s indtægts- og formueforhold med henblik på at vurdere, om NN opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp, og om der er modtaget ydelser med urette, som NN kan pålægges at betale tilbage og eventuelt straffes for at have modtaget med urette.

Eksempel: Oplysning om ulovlig ombygning eller ulovlig benyttelse af klublokale

Politiet bliver i forbindelse med observation af et klubhus for en rockerklub opmærksom på, at der i det pågældende klubhus f.eks. er foretaget ombygninger, eller at lokalet benyttes af mere end 50 personer uden tilladelse fra bygningsmyndighederne, jf. byggelovgivningens regler herom.

Oplysninger af denne karakter må antages normalt at være ikke-fortrolige. Hvis der i særlige tilfælde er tale om fortrolige oplysninger, vil de normalt kunne videregives af politiet til bygningsmyndighederne med henblik på, at bygningsmyndighederne kan undersøge nærmere, om der er grundlag for at påbyde ejeren eller brugeren af de pågældende lokaler at bringe de ulovlige aktiviteter til ophør mv.

4.3. Videregivelse af oplysninger til politiet

Som det fremgår af pkt. 3.2., suppleres de oplysninger, der som led i politiets monitering af rockerne indberettes til efterforskningsstøttecentrene, med oplysninger, som indhentes fra bl.a. andre myndigheder.

Det vil formentlig navnlig være de oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold, herunder indtægts- og formueforhold, som skattemyndighederne er i besiddelse af, der kan være relevante for politiets monitering.

I forbindelse med politiets efterforskning af rockernes kriminalitet vil andre myndigheder, f.eks. de kommunale skatteforvaltninger, efter en konkret vurdering være berettiget – og efter omstændighederne også forpligtet – til at videregive oplysninger til politiet. I de formentlig meget sjældne tilfælde, hvor der kan være tale om oplysninger om rent private forhold, vil oplysningerne normalt kunne videregives med henvisning til, at det offentliges interesse i forfølgningen af straffesager klart overstiger hensynet til, at myndigheden holder den pågældende oplysning fortrolig.

I tilfælde, hvor offentlige myndigheder anmoder politiet om at undersøge et formodet strafbart forhold, f.eks. socialbedrageri eller skatteunddragelse, kan myndighederne i almindelighed i forbindelse hermed videregive alle fornødne oplysninger, herunder i givet fald oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, til brug for politiets efterforskning af, om der foreligger et strafbart forhold.

4.4. Videregivelse mellem andre myndigheder end politiet

Som det er anført ovenfor, vil politiet være det naturlige omdrejningspunkt for udveksling af oplysninger i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet. Det vil dog i visse tilfælde også kunne være relevant at udveksle oplysninger mellem andre forvaltningsmyndigheder end politiet.

I tilfælde, hvor en myndighed, der er i besiddelse af oplysninger, i medfør af den sociale retssikkerhedslov er pålagt en pligt til at videregive oplysninger til de sociale myndigheder, vil myndigheden være berettiget til at videregive oplysningerne, herunder oplysninger om rent private forhold. Det samme gælder, når en myndighed er pålagt oplysningspligt i medfør af skattekontrollovens regler.

I de tilfælde, hvor der ikke er særlige regler om oplysningspligt i anden lovgivning, må spørgsmålet om videregivelse afgøres efter de almindelige regler om videregivelse i forvaltningsloven og persondataloven.

Udveksling af oplysninger mellem andre myndigheder end politiet vil normalt vedrøre ikke-fortrolige eller almindeligt fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om økonomiske forhold, beskæftigelsesmæssige forhold og bopælsforhold. Videregivelse af sådanne oplysninger er undergivet de lempeligere regler i forvaltningslovens § 28, stk. 3, og persondatalovens § 6.

F.eks. vil oplysninger om NN’s reelle privatforbrug, herunder oplysninger om udlandsrejser, indkøb af særligt værdifuldt indbo mv., kunne være relevante for skattemyndighedernes vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om en skattemæssig forhøjelse af den pågældendes skattepligtige indkomst, og sådanne oplysninger vil også kunne være relevante for socialforvaltningen til brug for en nærmere vurdering af, om NN er berettiget til kontanthjælp mv. Skattemyndighederne vil i almindelighed kunne videregive sådanne oplysninger til en socialforvaltning og omvendt.

Oplysning om NN’s udenlandsrejser vil også kunne være relevant for a-kassernes og Arbejdsdirektoratets vurdering af, om NN som dagpengemodtager står til rådighed for arbejdsmarkedet, og en sådan oplysning vil således i almindelighed kunne videregives til Arbejdsdirektoratet. Der vil på samme måde kunne videregives oplysninger om NN’s reelle bopælsforhold.

En oplysning om, at NN har udført ”sort arbejde”, vil kunne være relevant for de sociale myndigheders og Arbejdsdirektoratets vurdering af, om den pågældende fortsat er berettiget til at modtage kontanthjælp eller dagpenge. En sådan oplysning vedrører ikke rent private forhold, men der kan efter omstændighederne være tale om en almindeligt fortrolig oplysning, som vil kunne videregives fra f.eks. skattemyndighederne til socialforvaltningen eller Arbejdsdirektoratet, idet de pågældende myndigheder vil have et sagligt behov for denne oplysning som led i deres myndighedsudøvelse.

Justitsministeriet, den 12. november 2003

Lene Espersen

/Lars Hjortnæs

1. Indledning

2. Forvaltningslovens og persondatalovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger

2.1. Indledning

2.2. Afgrænsningen mellem forvaltningsloven og persondataloven

2.3. Forvaltningsloven

2.3.1. Hvornår er en oplysning fortrolig?

2.3.2. Hvornår må fortrolige oplysninger videregives?

2.3.2.1. Sondringen mellem oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger

2.3.2.2. Fortrolige oplysninger, der ikke vedrører enkeltpersoners rent private forhold

2.3.2.3. Fortrolige oplysninger om rent private forhold

2.3.2.4. Forvaltningsmyndigheders pligt til videregivelse

2.3.2.5. Videregivelse inden for samme forvaltningsmyndighed

2.4. Persondataloven

2.4.1. Generelle regler om fremgangsmåden ved behandling af personoplysninger

2.4.2. Hvornår må personoplysninger videregives

2.4.2.1. Ikke-fortrolige og almindeligt fortrolige oplysninger

2.4.2.2. Oplysninger om rent private forhold

2.4.2.3. Intern anvendelse af indsamlede oplysninger

2.4.2.4. Oplysningspligt

2.5. Sammenfatning

3. Oversigt over relevante myndigheders opgaver mv.

3.1. Indledning

3.2. Politiet

3.3. Skatte- og afgiftsmyndighederne

3.4. De kommunale socialforvaltninger

3.5. Arbejdsløshedskasserne og Arbejdsdirektoratet

3.6. Folkeregistrene

3.7. Bygge- og planmyndighederne mv.

4. Videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder særligt som led i den koordinerede myndighedsindsats over for rockernes kriminalitet

4.1. Indledning

4.2. Videregivelse af oplysninger fra politiet til andre myndigheder

4.3. Videregivelse af oplysninger til politiet

4.4. Videregivelse mellem andre myndigheder end politiet

Bilag

Bilag 1. Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

Bilag 2. Persondatalovens regler om behandling af personoplysninger mv.

Bilag 3. Skema om forvaltningsloven og persondataloven