Meddelelse om sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen

§ 22. Efterkommes pålægget efter § 21, stk. 1, 1. pkt., ikke, skal politimesteren (politidirektøren) sørge for dyrenes pasning og kan herunder anbringe dyrene et andet sted. Efterkommes pålæg efter § 21, stk. 1, 2. pkt., ikke, skal politimesteren sørge for, at dyret aflives.

Stk. 2. Politimesteren (politidirektøren) kan straks eller senere bestemme, at dyrene skal sælges eller aflives, hvis forholdene taler derfor, herunder dyrenes tilstand, udsigten til, at ejeren kan passe dyrene igen, og udgifterne ved dyrenes placering andetsteds.

Stk. 3. Om omkostninger (udelades).«

I dyreværnslovens § 23 er der fastsat bestemmelser om adgangen til domstolsprøvelse af pålæg efter § 21 og salg eller aflivning efter § 22. Indbringelse for domstolene har ikke opsættende virkning.

Om pålæg efter § 21 og om anvendelse af beføjelserne i § 22 henvises i øvrigt til Vestre Landsrets kendelse i U 1999.2064V.

Overtrædes politiets pålæg, bør det overvejes efterfølgende at rejse tiltale for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 3, jf. § 21, stk. 1.

9. Ikrafttræden m.v.

Retningslinierne i denne meddelelse erstatter retningslinierne i rigsadvokatmeddelelse nr. 6/2000, der samtidig ophæves.

Retningslinierne i meddelelsens afsnit 5 om højere bøder gælder for overtrædelser, der er begået efter den 1. juli 2003, hvor lov nr. 384 af 28. maj 2003 trådte i kraft.

Rigsadvokaten, den 12. august 2003

Hanne Schmidt

§ 29. Den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbudet kan begrænses til at angå bestemte arter af dyr. Overtrædelse af forbudet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2-3. (Udeladt).«

De nævnte bestemmelser suppleres af straffebestemmelser i en række bekendtgørelser. Om straffebestemmelserne i bekendtgørelserne om transport af dyr henvises til afsnit 2.2. nedenfor.

Grundlaget for korrekt anvendelse af bestemmelserne om straf og om rettighedsfrakendelse efter § 29 er således også efter lovændringen vurderingen af, hvorvidt en overtrædelse må anses for uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 1. pkt., og § 29, stk. 1, 2. pkt.), grovere uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1, 1. pkt., og § 29, stk. 1, 1. pkt.) eller mishandling af dyr (§ 28, stk. 1, 3. pkt., og § 29, stk. 1, 1. pkt.). En eventuel tvivl om, hvilken af de nævnte bestemmelser der skal anvendes i en konkret sag, kan afklares ved forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd, jf. afsnit 3 nedenfor.

Efter lovændringen skal det endvidere forud for tiltalerejsningen vurderes, hvorvidt overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, hvilket i givet fald er en strafskærpende omstændighed, jf. § 28, stk. 7.

Det er således kun i sager, hvor de strafbare forhold ikke har udgjort uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, at der alene skal rejses tiltale efter straffebestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 2, og/eller bekendtgørelserne udstedt i medfør af loven.

Da vurderingen af et forhold som uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr har væsentlig betydning for straffen og er af afgørende betydning for spørgsmålet om rettighedsfrakendelse, forudsættes det, at vurderingen af spørgsmålet om subsumption samt spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, foretages af embedets jurister.

Strafansvar for juridiske personer efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 8, kan blive aktuelt, hvis en overtrædelse er begået f.eks. af et landbrug eller af et transportfirma, der drives i selskabsform. Hvis sagen efter anklagemyndighedens opfattelse bør medføre rettighedsfrakendelse, bør tiltalen dog ikke begrænses til selskabet, men rettes mod den ansvarlige enkeltperson.

2.2. Særligt om sager om transport af dyr

2.2.1. Tiltalen i sager om transport af dyr

Reglerne om transport af dyr findes i bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964 om transport af dyr med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport med senere ændringer.

Strafferammen for overtrædelse af de nævnte bekendtgørelser er bøde eller fængsel i indtil 4 måneder. Det fremgår af § 46 i bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993. Bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964 indeholder ikke en selvstændig straffebestemmelse. Straf for overtrædelse af denne bekendtgørelse fastsættes efter dyreværnslovens § 32, stk. 4, jf. stk. 3, hvoraf det også fremgår, at der kan pålægges juridiske personer strafansvar.

I forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsernes regler om dyretransport vil der ofte samtidig foreligge forhold, der kan straffes efter dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. f.eks. § 1 om bl.a. beskyttelse af dyrene mod væsentlig ulempe. Undertiden vil det strafbare forhold også udgøre uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyrene, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt. eller 3. pkt. Der bør i sådanne sager rejses tiltale både for overtrædelse af bekendtgørelsen og dyreværnsloven.

2.2.2. Strafsubjektet i sager om transport af dyr

I sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt, idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand og/eller den person (typisk en landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport, transportere.

I praksis er der hidtil rejst tiltale både mod den chauffør, der har udført transporten, og mod arbejdsgiver/vognmand og leverandør, hvis det kan godtgøres, at disse har været medvirkende til overtrædelsen eller har begået selvstændige overtrædelser, eller hvis der er grundlag for strafansvar for arbejdsgiveren/vognmanden eller for leverandøren efter reglerne om strafansvar for juridiske personer.

Det forudsættes da også i bemærkningerne til ændringsloven, at både chauffør, arbejdsgiver/vognmand og leverandør kan straffes i transportsager.

Strafansvaret beror på en almindelige strafferetlig vurdering, herunder på, om overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Vurderingen af spørgsmålet om et eventuelt virksomhedsansvar forudsætter endvidere, at der foreligger oplysninger om, hvorvidt transportvirksomheden eller landbrugsvirksomheden, der har leveret dyr til transport, drives i selskabsform.

Hvis sagen efter anklagemyndighedens opfattelse bør medføre rettighedsfrakendelse, bør tiltalen dog ikke begrænses til selskabet, men rettes mod den ansvarlige enkeltperson.

Om frakendelse af retten til at udføre transport af dyr henvises til afsnit 6.2. nedenfor.

3. Forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd

I forbindelse med overvejelserne om, hvilken straffebestemmelse der er relevant i konkrete sager, bør det indgå, om der er grundlag for at forelægge sagen for Det Veterinære Sundhedsråd.

En udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd kan således være vejledende med hensyn til, om en overtrædelse af dyreværnsloven må anses for at være enten uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr.

I sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsen antages at kunne udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, bør der som udgangspunkt ske forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd med henblik på en vurdering af dette spørgsmål, der også har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der skal nedlægges påstand om frakendelse efter § 29, stk. 1.

Nedenfor er fastsat nærmere retningslinjer for forelæggelse af sager for Det Veterinære Sundhedsråd, idet der bør udvises særlig omhu ved formuleringen af spørgsmål til rådet, jf. afsnit 3.2.

3.1. Højesterets kendelse af 21. december 1999 (U 2000.627 H)

Højesteret har i en kendelse af 21. december 1999 (U 2000.627 H) udtalt, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd om bevismæssige spørgsmål og om, hvorvidt de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven, ikke kan anvendes som bevis.

I den pågældende sag havde politiet fremsendt akterne i straffesagen til Det Veterinære Sundhedsråd med anmodning om en "udtalelse om tiltaleforhold, bødestørrelse og om hvorvidt der bør indstilles efter § 29, stk. 1" (om rettighedsfrakendelse). Der var ved denne første forelæggelse ikke udformet bestemte spørgsmål til rådet.

Senere fremsendte anklagemyndigheden på ny sagen til rådet med anmodning om besvarelse af en række konkrete spørgsmål.

Det Veterinære Sundhedsråd afgav i den anledning to udtalelser. Den første udtalelse indeholdt bl.a. en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen, sådan som rådet opfattede disse på grundlag af politirapporterne, og rådet udtalte sig herunder om de bevismæssige spørgsmål i sagen. Endvidere indeholdt rådets udtalelser en stillingtagen til, om de tiltalte efter rådets opfattelse havde overtrådt dyreværnsloven.

Ved Østre Landsrets kendelse af 3. juni 1999 blev det ikke tilladt anklagemyndigheden at benytte udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd som bevis under sagen.

Flertallet (tre af fem dommere) i Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse og begrundede afgørelsen således

»Politiet kan indhente en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd om veterinære spørgsmål, jf. § 3 i lov om dyrlægegerning m.v. Rådet kan herunder udtale sig om, hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1. Sådanne udtalelser er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, og kan derfor benyttes som bevis. Dette gælder selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsning, idet tiltalte har adgang til at stille supplerende spørgsmål til rådet eller indhente udtalelse fra andre sagkyndige.

I den foreliggende sag har rådet imidlertid - på grund af den måde sagen er forelagt og spørgsmålene er stillet - ikke alene udtalt sig om veterinære spørgsmål, men også om spørgsmål, som vil være genstand for rettens bevisvurdering.

Rådet har herved givet udtryk for en stillingtagen til, om de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven. Under henvisning hertil og til rådets særlige stilling stemmer vi for at stadfæste landsrettens kendelse.«

3.2. Fremgangsmåden ved forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd

3.2.1. Det Veterinære Sundhedsråds kompetence

Det Veterinære Sundhedsråd er - i lighed med Retslægerådet - et sagkyndigt råd. Rådets opgave er at afgive udtalelser om veterinære spørgsmål og at være rådgivende for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri m.v. Ifølge § 3, stk. 1, i lov om dyrlægegerning m.v. afgiver Det Veterinære Sundhedsråd udtalelser om veterinære spørgsmål på begæring af en offentlig myndighed eller af parter i straffesager, hvor sådanne spørgsmål opstår.

Det henhører derimod ikke under Det Veterinære Sundhedsråds kompetence at afgive udtalelser om bevismæssige spørgsmål eller spørgsmål af juridisk karakter, ligesom rådet ikke har til opgave at udtale sig om anklagemyndighedens strafpåstand i konkrete sager.

Rådets særlige stilling som sagkyndigt organ og det forhold, at det ikke påhviler rådet at fungere som tilsynsmyndighed, fører endvidere til, at anklagemyndigheden ikke bør rette almindelige forespørgsler til rådet om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om, hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.

Som det fremgår af præmisserne for Højesterets afgørelse, kan Det Veterinære Sundhedsråd udtale sig om, "hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1".

Anklagemyndigheden må endvidere kunne anmode rådet om udtalelser om andre veterinære spørgsmål, herunder f.eks. om en bestemt nærmere beskrevet fremgangsmåde ved behandlingen af dyr er anerkendt og forsvarlig, og om et bestemt indgreb på et dyr kræver autorisation som dyrlæge.

3.2.2. Formuleringen af spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd

Forelæggelse af sagen for Det Veterinære Sundhedsråd skal ske ved en skrivelse fra anklagemyndigheden til rådet, hvori spørgsmålene til rådet formuleres. Sagens akter vedlægges. Det Veterinære Sundhedsråds adresse er: Det Veterinære Sundhedsråd, Fødevaredirektoratet, Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.

Spørgsmålene til det Veterinære Sundhedsråd skal formuleres konkret, og det skal ved forelæggelsen for rådet klart angives, hvilke faktiske forhold rådet skal udtale sig om.

Anklagemyndigheden må derfor i henvendelsen til rådet beskrive den faktiske adfærd, således som anklagemyndigheden på baggrund af efterforskningen i sagen opfatter denne, og stille de enkelte spørgsmål til rådet i relation til denne beskrivelse.

Hvis der er tvivl om, hvilke faktiske omstændigheder der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bør dette oplyses, ligesom det bør overvejes, om der er behov for at stille alternative spørgsmål, f.eks. på baggrund af de forklaringer, som er afgivet af den sigtede om hændelsesforløbet.

Det vil oftest være en fordel at stille flere korte spørgsmål vedrørende de enkelte momenter i sagen. Det er endvidere en mulighed at stille et supplerende spørgsmål om, hvorvidt sagen i øvrigt giver rådet anledning til bemærkninger.

Spørgsmålene til rådet må ikke stilles således, at der lægges op til en bevismæssig vurdering eller en stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, idet denne vurdering henhører under retten.

Der bør endvidere ikke stilles spørgsmål, hvor rådet anmodes om en gennemgang af, om et længere hændelsesforløb er foregået i overensstemmelse med de gældende regler.

Det forekommer stadig i et vist omfang, at Det Veterinære Sundhedsråd af politiet/anklagemyndigheden forelægges sager, hvor de ovennævnte retningslinier ikke er fulgt. Jeg har derfor anmodet Det Veterinære Sundhedsråds sekretariat om at tilbagesende sådanne sager til politikredsene med anmodning om, at spørgsmål til rådet stilles i overensstemmelse med retningslinierne i denne meddelelse.

3.2.3. Forelæggelse af spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd for sigtede

Det fremgår af begrundelsen for Højesterets kendelse, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5, og derfor som udgangspunkt kan benyttes som bevis, og at dette gælder, selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsningen.

Der er på den baggrund ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden stiller spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd uden forudgående forelæggelse af spørgsmålene for den sigtede eller dennes eventuelle forsvarer.

I sager, hvor der er beskikket en forsvarer, bør et udkast til spørgsmålene til rådet dog forelægges for forsvareren, således at der så tidligt som muligt under sagens behandling gives sigtede adgang til at stille supplerende spørgsmål.

4. Bistand i øvrigt i forbindelse med behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.2.1. bør anklagemyndigheden ikke rette almindelige forespørgsler til Det Veterinære Sundhedsråd om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om, hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.

Sådan almindelig rådgivning med henblik på behandlingen af konkrete sager, der indeholder veterinære spørgsmål, må indhentes hos de offentlige myndigheder, som det påhviler at føre tilsyn med overholdelsen af lovgivningen, jf. herved også RM 6/1994 om samarbejdet i særlovssager med særmyndigheden.

Fødevareregionernes veterinærafdelinger (tidligere kredsdyrlægerne) og Fødevaredirektoratet vil således i mange tilfælde kunne bistå politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med behandlingen af enkeltsager.

5. Straffene i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen

5.1. Generelt om de nye regler

Det fremgår af forarbejderne til ændringen af dyreværnslovens straffebestemmelser ved lov nr. 384 af 28. maj 2003, at lovforslagets formål er at gennemføre en generel skærpelse af bøde niveauet i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen. Det gælder såvel i sager om overtrædelser, der er begået i forbindelse med gerningsmandens udøvelse af sit erhverv, som i sager om privates hold af dyr, herunder hobbydyr og kæledyr.

På den baggrund er dyreværnslovens § 28, stk. 1, blevet ændret således, at der som nyt 2. pkt., er indsat en bestemmelse, hvorefter der ved udmåling af straf efter § 28, stk. 1, 1. pkt., om uforsvarlig behandling af dyr skal tages hensyn til, om der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Endvidere er der i dyreværnslovens § 28, stk. 7, indsat en bestemmelse, hvorefter det ved udmåling af bødestraf i henhold til dyreværnslovgivningen skal anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med lovovertræderens udøvelse af sit erhverv.

Bestemmelserne er gengivet ovenfor under afsnit 2.1.

I tilknytning til bemærkningerne til ændringsloven om en væsentlig skærpelse af straffene i de sager om overtrædelse af dyreværnsloven, som afgøres med bøde, er der anført en række ”minimums-strafpositioner”, der kan tjene som et udgangspunkt for retsanvendelsen i forskellige sagstyper.

Disse strafpositioner gennemgås nedenfor under afsnit 5.3. – 5.5. I afsnit 5.2. beskrives en række konkrete forhold, der efter bemærkningerne i lovforslaget kan føre til fravigelse af ”minimums-strafpositionerne”.

Om området for anvendelse af frihedsstraf i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen fremgår det af bemærkningerne, at retsudviklingen på dette punkt fortsat bør overlades til anklagemyndighed og domstole. Det tilføjes dog, at hensigten med lovforslaget ikke har været at begrænse anvendelsen af frihedsstraf. I sager om mishandling af dyr, skal der som udgangspunkt altid nedlægges påstand om fængselsstraf, da dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., kun har fængsel i strafferammen. Om anvendelsen af frihedsstraf henvises i øvrigt til afsnit 5.6. nedenfor.

5.2. Bødefastsættelsen beror stadig på en konkret vurdering

Som nævnt indeholder bemærkningerne til ændringsloven en række ”minimums-strafpositioner”, der kan tjene som et udgangspunkt for retsanvendelsen i forskellige sagstyper.

Særligt med hensyn til erhvervssager, herunder også sager om transport af dyr, bygger disse strafpositioner bl.a. på, at overtrædelse af dyreværnslovgivningen ofte generelt vil være egnet til at skaffe den pågældende transportør m.v. en økonomisk vinding. De nævnte strafpositioner forudsætter således ikke, at der i den konkrete sag er opnået eller tilsigtet en sådan vinding.

Det er bl.a. på den baggrund vigtigt at fremhæve, at spørgsmålet om, hvilken bøde der skal udmåles i den enkelte konkrete sag, selvsagt fortsat vil bero på domstolenes samlede vurdering af den enkelte sags foreliggende omstændigheder.

Det betyder på den ene side, at der jævnligt kan være grundlag for at udmåle bøder, der er højere - og efter omstændighederne meget væsentligt højere - end dem, der følger af de nævnte udgangspunkter. Ud fra den overordnede betragtning, at det ikke må kunne betale sig at overtræde dyreværnslovgivningen, vil dette navnlig gælde, hvor det i den konkrete sag kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet en økonomisk vinding. I så fald må det også indgå, om der kan være grundlag for konfiskation efter straffelovens almindelige regler.

Det anførte betyder på den anden side, at der efter omstændighederne også kan være grundlag for at udmåle lavere bøder end de anførte. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forholdet i den konkrete sag har været af mindre strafværdighed, hvis der er tale om personer under 18 år, eller hvis den pågældendes personlige forhold i øvrigt taler for det.

Endvidere bemærkes, at der selvsagt også fremover vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige implicerede personer, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde. I transportsager vil der i særlige tilfælde kunne være grundlag for at sondre mellem leverandører, chauffører og vognmænd m.v., jf. nærmere nedenfor under afsnit 5.5.

Om gentagelsesvirkning ved bødefastsættelsen fremgår det af forarbejderne, at tidligere straffe for overtrædelse af de hidtidige regler i dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

5.3. Bødeniveauet ved overtrædelse af dyreværnsloven § 28, stk. 1, 1. pkt. - ikke-erhvervsmæssige forhold

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt ved overtrædelser af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., når der ikke er tale om overtrædelser i erhvervsforhold

1. gang

2. gang

Uforsvarlig behandling af dyr

2.000 kr.

3.000 kr.

Grovere uforsvarlig behandling af dyr

5.000 kr.

7.500 kr.

Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, jf. afsnit 6.1. nedenfor.

Forarbejderne til ændringsloven indeholder ikke bemærkninger om skærpede bøder i sager, hvor der alene er tale om en overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2. I denne type sager vil der således fortsat kunne forekomme bøder, der er mindre end de ovennævnte udgangspunkter.

5.4. Bødeniveauet ved overtrædelse af dyreværnsloven § 28, stk. 1, 1. pkt., og § 28, stk. 2 - erhvervsmæssige forhold

Ifølge bemærkningerne til ændringsloven, bør det ved udmålingen af en straf for overtrædelse af dyreværnslovgivningen i højere grad indgå som en skærpende omstændighed, hvis forholdet er begået som led i erhvervsmæssigt forhold. Der bør således kunne stilles særlige krav til agtpågivenhed hos personer, der handler inden for deres erhverv. Hertil kommer, at der særligt i disse sager kan være et økonomisk incitament til at overtræde lovgivningen, og at det derfor i almindelighed vil være påkrævet med væsentligt højere bøder, før bøden kan virke præventivt.

På den baggrund er der i dyreværnslovens § 28, stk. 7, indsat en bestemmelse om, at det ved udmåling af straf efter loven eller forskrifter udstedt i henhold hertil vil være at anse som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået som led i udøvelse af erhverv.

Det fremgår i øvrigt af forarbejderne, at bødepositionerne nedenfor bl.a. bygger på den forudsætning, at overtrædelse af dyreværnslovgivningen ofte generelt vil være egnet til at skaffe gerningsmanden en økonomisk vinding. De nævnte strafpositioner forudsætter således ikke, at der i den konkrete sag er opnået eller tilsigtet vinding.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt ved overtrædelser af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., når overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, jf. § 28, stk. 7

1. gang

2. gang

Uforsvarlig behandling af dyr

5.000 kr.

7.500 kr.

Grovere uforsvarlig behandling af dyr

10.000 kr.

15.000 kr.

Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, jf. afsnit 6.1. nedenfor.

Bestemmelsen i § 28, stk. 7, finder også anvendelse i erhvervssager, hvor der fastsættes en bøde efter dyreværnslovens § 28, stk. 2, hvis overtrædelsen – uden at være omfattet af § 28, stk. 1 – har medført væsentlig ulempe for det pågældende dyr. Her anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt for strafpåstanden

1. gang

2. gang

Dyreværnslovens § 28, stk. 2

3.000 kr.

4.500 kr.

De ovenfor beskrevne strafpositioner bør ligeledes anvendes som udgangspunkt for strafpåstanden i sager, hvor der rejses tiltale for overtrædelse af både bekendtgørelse nr. 828 af 7. november 1997 om afhorning af dyr og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2, når sådanne overtrædelser er begået i erhvervsmæssig sammenhæng. Er overtrædelse af reglerne i den nævnte bekendtgørelse sket med hensyn til flere dyr, bør der nedlægges påstand om en højere bøde afhængig af antallet af dyr og den herved opnåede besparelse på udgifter til dyrlæge og/eller bedøvelse af dyrene.

I sager, hvor der alene er tale om brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke har været udsat for væsentlig ulempe m.v., er bødeniveauet ikke skærpet. I disse tilfælde kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende.

Overtrædelser i forbindelse med transport af dyr, der typisk begås som et led i erhvervsmæssig virksomhed, er særligt beskrevet nedenfor i afsnit 5.5.

5.5. Bødeniveauet i sager om transport af dyr

I sager om transport af dyr - f.eks. sager, hvor der på en dyretransport er lastet flere dyr end tilladt, eller sager, hvor dyr, der er uegnede til transport, alligevel transporteres - anvendes ifølge forarbejderne til lov nr. 380 af 28. maj 2003 følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt for bødepåstanden

1. gang

2. gang

Kun overtrædelse af bekendtgørelse og/eller dyreværnslovens § 28, stk. 2.

3.000 kr.

4.500 kr.

Uforsvarlig behandling af dyr

(dvs. både overtrædelse af bekendt-gørelse og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt.)

5.000 kr.

7.500 kr.

Grovere uforsvarlig behandling af dyr

(dvs. både overtrædelse af bekendt-gørelse og dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt.)

10.000 kr.

15.000 kr.

Der er i forarbejderne til ændringsloven ikke fastsat forskellige udgangspunkter for bødestørrelsen for chauffør, arbejdsgiver/vognmand og leverandør, men det fremgår af bemærkningerne, at der ved bødeudmålingen vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige implicerede personer, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde.

Det er på den baggrund min opfattelse, at udgangspunktet for anklagemyndighedens strafpåstand bør være de ovennævnte ”minimums-strafpositioner”, uanset om strafansvar gøres gældende kun over for enten chaufføren, arbejdsgiveren/vognmanden eller leverandøren eller over for flere af disse. Hvis der foreligger oplysninger om særlige omstændigheder i forbindelse med lovovertrædelsen, kan der dog - især i forholdet mellem chauffør og arbejdsgiver/vognmand – være grundlag for, at bøden for en af disse nedsættes eller forhøjes. Nedsættelse eller forhøjelse kan bl.a. komme på tale i de tilfælde, der er nævnt i afsnit 5.2.

I sager, hvor der alene er tale om brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke har været udsat for væsentlig ulempe m.v., f.eks. tilfælde, hvor en vognmand ikke har medbragt sin autorisation til transport af dyr, er bødeniveauet ikke skærpet. I disse tilfælde kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende.

Om tilfælde, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser af transportreglerne, fremgår det af forarbejderne, at bødebeløbet bør være væsentligt højere end bødebeløbet for andengangsovertrædelser.

For at modvirke, at personer, der som led i deres erhverv beskæftiger sig med dyretransporter, konsekvent overtræder transportreglerne, vil der kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde. Det anføres i bemærkningerne, at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.

Om rettighedsfrakendelse i sager om transport af dyr henvises til afsnit 6.1.og 6.2. nedenfor.

5.6. Sager med påstand om frihedsstraf

Det fremgår af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., at straffen i sager, hvor det strafbare forhold har haft karakter af mishandling, er fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år. I sager, hvor der er tale om mishandling af dyr, skal der således som udgangspunkt altid nedlægges påstand om frihedsstraf.

I praksis foreligger mishandling ofte i situationer, hvor landmænd gennem længere tid ikke har draget omsorg for en besætning af produktionsdyr bl.a. med den følge, at dyrene er syge, stærkt afmagrede eller døde.

Mishandling forekommer dog også ved privatpersoners hold af enkelte eller få dyr, herunder hobbydyr og kæledyr. Som eksempel kan nævnes en utrykt landsretsdom

Vestre Landsrets dom af 19. marts 2002 (7. afdeling). En 62-årig mand var tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven § 28, jf. § 1 og § 2, samt § 3, stk. 1 og 3, ved groft uforsvarlig behandling af 3 hunde, idet han som ejer overlod dem til sig selv i længere tid i et aflåst område på ca. 12 m2 uden adgang til foder og drikkevand, hvorved en af hundene døde, formentlig af tørst, og de 2 andre hundes ernæringstilstand blev dårlig, ligesom de led af væskemangel.

Det Veterinære Sundhedsråd havde udtalt, at rådet betragtede forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling.

Landsretten tiltrådte, at forholdet havde karakter af mishandling, og idømte en fællesstraf af fængsel i 7 måneder, der også omfattede en tidligere dom på 6 måneders betinget fængsel. Landsretten anførte i domspræmisserne, at retten herved havde taget i betragtning, at den begåede overtrædelse af dyreværnsloven var af en sådan grovhed, at den i sig selv som udgangspunkt bør medføre ubetinget fængselsstraf i 30 dage.

Navnlig under hensyn til tiltaltes alder og personlige forhold i øvrigt fandt retten det forsvarligt, at alene 14 dages fængsel skulle afsones, mens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget.

Også i sager, der ikke vedrører mishandling, vil der kunne være grundlag for at nedlægge påstand om frihedsstraf, idet andre af dyreværnslovens bestemmelser i §§ 28 og 29 samt bekendtgørelser udstedt i medfør af loven også indeholder fængsel i strafferammen.

I praksis vil påstand om fængselsstraf - hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen - primært være relevant i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 1, 1. pkt., og typisk, hvor der er tale om adskillige dyr, eller hvor overtrædelsen har medført omfattende skader for dyrene. Som eksempler kan nævnes følgende domme

Vestre Landsrets dom af 3. november 1999 (TfK 2000.85). En landmand blev idømt 14 dages betinget hæfte for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., ved i to tilfælde over en periode på ca. 4 måneder at have behandlet sin svine- og kreaturbesætning grovere uforsvarligt bl.a. ved ikke at tilkalde dyrlæge til syge dyr, og idet fire dyr måtte aflives på grund af sygelig afmagring og diverse lidelser. Tiltalte blev også frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i produktionsmæssigt øjemed i 3 år.

Retten i Tønders dom af 6. januar 2003. En 51-årig ustraffet landmand blev idømt 10 dages betinget fængsel for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, 1. pkt., jf. §§ 1, 2 og 3, ved at have behandlet flere kreaturer groft uforsvarligt, idet bl.a. en ko havde et horn, der var vokset gennem huden og ind i kraniet, ligesom tre andre dyr havde knogleskader og betændte sår.

Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen. Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 – 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

6. Rettighedsfrakendelse og konfiskation af køretøj

6.1. Rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29

Efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., kan den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.

Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny findes skyldig i sådan overtrædelse, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.

Ifølge bemærkningerne til ændringsloven bør spørgsmålet om rettighedsfrakendelse altid overvejes, når et forhold henføres under kategorien grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Rettighedsfrakendelse bør endvidere overvejes i alle sager om mishandling samt i sager, hvor sigtelsen vedrører overtrædelse af § 28, stk. 1, 1. pkt., hvis den sigtede tidligere er dømt efter dyreværnslovens § 28, stk. 1.

Rettighedsfrakendelse kan ske for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, oftest 2, 3 eller 5 år. Frakendelsen kan begrænses til kun at angå f.eks. produktionsdyr eller bestemte arter af dyr eller således, at der fremover kun må holdes et bestemt antal dyr.

Sager, hvor påstand om rettighedsfrakendelse agtes nedlagt, eller hvor en sådan påstand bør overvejes, skal forelægges for Rigsadvokaten inden tiltalerejsning og fremme af sagen til strafferetlig afgørelse.

Er der efter anklagemyndighedens opfattelse grundlag for rettighedsfrakendelse, skal der rejses tiltale mod den ansvarlige enkeltperson. Sådanne sager bør derfor ikke begrænses, således at der kun rejses tiltale over for et eventuelt strafansvarligt selskab.

6.2. Særligt om rettighedsfrakendelse i sager om transport af dyr

I sager om transport af dyr, hvor tiltalen omfatter både overtrædelse af bekendtgørelserne om dyretransport og overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, kan der være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, efter de retningslinier, der er beskrevet ovenfor i afsnit 6.1.

I sager om overtrædelser af bekendtgørelserne om transport af dyr kan der også være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, stk. 1, af retten til at udføre transport af hvirveldyr, idet sådan virksomhed kræver særlig offentlig autorisation, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

En transportvirksomhed, der udfører transport af hvirveldyr, skal således være autoriseret hertil, jf. § 3 a i bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport med senere ændringer. Autorisation meddeles af Fødevaredirektoratet for så vidt angår transportvirksomheder etableret i Danmark.

Fødevaredirektoratet kan i medfør af bekendtgørelsens § 3 d tilbagekalde autorisationen i tilfælde af gentagne overtrædelser af EU-reglerne om beskyttelse af dyr under transport, herunder nationale regler udstedt i medfør af EU-regler, eller i tilfælde af en sådan overtrædelse, som har medført alvorlig lidelse for dyrene.

Om forholdet mellem reglerne om administrativ tilbagekaldelse af autorisationer og straffelovens § 79 om rettighedsfrakendelse har Justitsministeriet i en redegørelse af 14. april 2003 (Alm. del – bilag 970) til Folketingets Retsudvalg udtalt følgende

»Efter Justitsministeriets opfattelse bør administrativ tilbagekaldelse af en autorisation ikke finde sted, før den eller de tilknyttede straffesager er afgjort, da Fødevaredirektoratet ikke før dette tidspunkt kan vide, om transportøren bliver kendt skyldig og grundlaget for tilbagekaldelsen af autorisationen dermed er til stede.

Hvis der er tale om en grov overtrædelse af reglerne, som har medført alvorlig lidelse for dyrene, vil det dog være mest korrekt at lade spørgsmålet om tilbagekaldelse af autorisationen indgå i den straffesag, der i givet fald bør rejses over for transportøren, så domstolene får lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om rettighedsfrakendelse. Baggrunden herfor er, at en sådan rettighedsfrakendelse kan være et ganske alvorligt indgreb over for den pågældende transportør, og retssikkerhedsmæssige betragtninger taler således for, at afgørelsen træffes af domstolene, som det også er tilfældet i andre sager om rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens §§ 78 og 79. Det samme gælder, hvis anklagemyndigheden vælger at sammenlægge en række sager om gentagne (mindre) overtrædelser begået af den samme transportør og indbringe sagerne samlet for retten.

Fødevaredirektoratets adgang til administrativt at tilbagekalde autorisationerne er således primært tænkt anvendt i situationer, hvor den samme transportør gentagne gange ved forskellige afgørelser dømmes for overtrædelser af reglerne om beskyttelse af dyr under transport, herunder afgørelser fra forskellige domstole og politimestre.«

Som det fremgår af redegørelsen, kan en påstand om frakendelse af retten til at udføre transport af hvirveldyr i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, være aktuel i straffesager mod en transportør, hvor overtrædelsen har medført alvorlig lidelse for dyrene. I sådanne tilfælde kan der eventuelt samtidig være grundlag for at nedlægge påstand om frakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, af retten til at beskæftige sig med dyr. Endvidere kan der være anledning til at nedlægge påstand om frakendelse af retten til at udføre transport af hvirveldyr i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, i straffesager mod en transportør, hvor der skal ske samlet pådømmelse af en række gentagne (eventuelt mindre) overtrædelser begået af transportøren.

Det forudsættes samtidig, at betingelserne for frakendelse i straffelovens § 79, stk. 1, må anses for opfyldte.

Sager, hvor påstand om frakendelse af retten til at udføre transport af dyr agtes nedlagt, eller hvor en sådan påstand bør overvejes, skal forelægges for Rigsadvokaten inden tiltalerejsning og fremme af sagen til strafferetlig afgørelse.

Er der efter anklagemyndighedens opfattelse grundlag for rettighedsfrakendelse, skal der rejses tiltale mod den ansvarlige enkeltperson. Sådanne sager bør derfor ikke begrænses, således at der kun rejses tiltale over for et eventuelt strafansvarligt selskab.

6.3. Konfiskation af køretøj

I meget grove sager om overtrædelse af reglerne om transport af dyr kan der eventuelt være grundlag for at påstå det køretøj, der har været anvendt til transporten, konfiskeret, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, om konfiskation af genstande, der har været anvendt til en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Dette kan f.eks. komme på tale, hvis en transportør fortsætter sin ulovlige virksomhed efter at være frataget sin autorisation og udsætter dyrene for alvorlig lidelse, jf. herved også den ovennævnte redegørelse af 14. april 2003 fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg.

7. Indberetning af sager om transport af dyr til Fødevaredirektoratet

Som det fremgår ovenfor under afsnit 6.2., kan Fødevaredirektoratet under visse omstændigheder administrativt tilbagekalde en autorisation til transport af hvirveldyr i medfør af § 3 d i bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr med senere ændringer.

Fødevaredirektoratet har derfor behov for at få oplysninger om alle afgørelser i sager vedrørende overtrædelse af reglerne om dyretransport (bekendtgørelsen om transport af dyr og bekendtgørelsen om beskyttelse af dyr under transport), hvor den tiltalte findes skyldig. Det gælder også bødeforelæg, der vedtages udenretligt.

I den anledning skal jeg anmode politimestrene og politidirektøren om, at disse afgørelser indberettes til Fødevaredirektoratet, Kontoret for dyreværn og veterinærlægemidler, Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.

8. Pålæg efter dyreværnsloven

I forbindelse med behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnsloven forekommer det, at politiet konstaterer, at dyr er skadede eller syge eller opholder sig under uforsvarlige forhold. Udover efterforskningen af eventuelle strafbare forhold i den forbindelse bør politiet være opmærksom på, om der er grundlag for straks at gribe ind over for sådanne dyrehold.

Dette kan ske efter bestemmelserne i dyreværnslovens §§ 21 og 22, der er sålydende

»§ 21. Behandles dyr uforsvarligt, kan politimesteren (politidirektøren) give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. Er dyret sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, kan politimesteren (politidirektøren) meddele pålæg om aflivning af dyret, hvis det vil medføre unødig lidelse at lade det leve.

Stk. 2. Pålæg skal meddeles skriftligt. Inden der meddeles pålæg, skal politi-mesteren (politidirektøren) indhente en erklæring fra en dyrlæge og om fornødent fra kredsdyrlægen. Endvidere skal den, der har ansvaret for dyret, have lejlighed til at udtale sig.

Stk. 3. Stk. 2 kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyret.

Stk. 4. Om omkostninger (udelades)

Cirkulære om Meddelelse om sager om overtrædelse af dyreværnslovgivning

Ved lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (Strafskærpelse, pasningsvejledninger ved salg af dyr til private, fremvisning af halekuperede hunde, øget dyrevelfærdsmæssig kontrol, gebyrbestemmelse m.v.) er straffebestemmelserne i dyreværnsloven ændret. Lovændringen er trådt i kraft den 1. juli 2003.

Ifølge forarbejderne til loven er formålet med lovændringen en generel skærpelse af bødeniveauet i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen, jf. Folketingstidende 2002-2003, Tillæg A, side 3831 ff.

Det forudsættes endvidere i bemærkningerne til lovforslaget, at der gennemføres administrative initiativer med henblik på at styrke anklagemyndighedens behandling af sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

På den baggrund fastsættes i denne meddelelse nye retningslinier om behandlingen af sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen og om strafpåstande i sådanne sager.

2. Bestemmelser i dyreværnslovgivningen om straf og rettighedsfrakendelse

2.1. Dyreværnslovens bestemmelser om straf og rettighedsfrakendelse

De væsentligste bestemmelser om straf og rettighedsfrakendelse i dyreværnsloven har nu følgende ordlyd. (Bestemmelserne er her medtaget i uddrag og med angivelse af de vigtigste sondringer ved understregning.)

» § 28. Den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Der skal ved udmåling af straffen tages hensyn til, om der foreligger uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr. Har forholdet haft karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der

overtræder §§ 1-3, § 5, § 6, stk. 1, § 9, § 11, stk. 2 og 3, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1 og 2, § 16, § 17, stk. 1-3, § 18, stk. 1, § 19 og § 24 a, stk. 4, eller

tilsidesætter et vilkår for en tilladelse.

Stk. 3. Den, der overtræder et pålæg efter § 21, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 4. Med bøde straffes en dyrlæge, som tilsidesætter sin anmeldelsespligt efter § 20.

Stk. 5. - 6. (Udeladt)

Stk. 7 . Ved udmåling af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af stk. 5 og 6 anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Stk. 8 . Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-