Meddelelse om Sanktionspåstande i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59
Statutory Text (5 Articles)
§ 59, stk. 1, nr. 1
Indrejse eller udrejse uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land eller uden for grænseovergangsstedets åbningstid: bøde på 600 kr.
§ 59, stk. 1, nr. 2
Indrejse her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold meddelt i henhold til tidligere udlændingelove: Indenretlig advarsel eller bøde på 1.000 kr. ved 1. gangs overtrædelse og derefter frihedsstraf.
§ 59, stk. 1, nr. 3
Ophold og arbejde uden fornøden tilladelse: bøde på 400 kr. stigende med 150 kr. for hver måned ud over den første.
§ 59, stk. 1, nr. 4
Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser at skaffe sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffe sig visum, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet: samme straf som ved ulovlig indrejse, ophold eller arbejde efter nr. 1-3, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning (f.eks. straffelovens § 163 eller § 171).
3. Ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
3.1. Udlændingelovens § 59, stk. 2 og 3.
3.1.1. Forarbejder og retspraksis.
Som ovenfor nævnt er der ved lov nr. 425 af 31. maj 2000 gennemført en ændring af udlændingelovens § 59 med det formål at skærpe straffen i de sager, der vedrører ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
Udlændingelovens § 59, stk. 2, er nu affattet således
»Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.«
Den nævnte ændring af stk. 2 indebar en fordobling af det strafmaksimum på fængsel i 6 måneder, der hidtil havde været gældende.
I forbindelse med lovændringen blev der endvidere som stk. 3 indføjet følgende nye bestemmelse i § 59
»Stk. 3. Ved straffens udmåling efter stk. 2 skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og at der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.«
Det fremgår af det lovforslag, der ligger til grund for lovændringen, at der tilsigtes en væsentlig skærpelse af bødeniveauet i sager om ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft. Der kan i det hele henvises til Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7376-7408 (især side 7400 f.), hvor det bl.a. er anført, at bødeniveauet af præventive grunde som udgangspunkt ikke bør være på mindre end 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned i sager, hvor alle de i § 59, stk. 3, nævnte omstændigheder foreligger.
Der er ikke på samme måde angivet et mere præcist bødeniveau i sager, der alene er omfattet af § 59, stk. 2. For sådanne sager er det alene anført, at der med fordoblingen af strafmaksimum er tilsigtet en væsentlig skærpelse af strafniveauet.
Det er i øvrigt anført, at den angivne bødestørrelse på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned ikke er til hinder for, at domstolene i konkrete tilfælde i overensstemmelse med almindelige strafudmålingsprincipper fraviger dette udgangspunkt i skærpende eller formildende retning. F.eks. vil der kunne være grund til en større bøde under hensyn til størrelsen af den opnåede eller tilsigtede økonomiske fordel. Domstolene vil også have mulighed for at tillægge formildende omstændigheder vægt og idømme en bøde, der er mindre end den vejledende bødestørrelse på 10.000 kr. Det er anført, at domstolene i sager, hvor der er begået en flerhed af lovovertrædelser, efter en samlet afvejning vil kunne fastsætte en skønsmæssig bøde uden absolut kumulation af den angivne bødestørrelse for hver enkelt lovovertrædelse.
Efter lovbemærkningerne forudsættes fængselsstraf anvendt i særlige situationer, hvor der foreligger grove eller gentagne overtrædelser, herunder i tilfælde, hvor en højere grad af tilregnelse hos arbejdsgiveren kan påvises, og hvor der er tale om en mere langvarig, organiseret eller på anden måde konsekvent udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
Efter lovændringen har domstolene i en række sager haft lejlighed til at tage stilling til sanktionsfastsættelsen i sager om ulovlig beskæftigelse af udlændinge, herunder i sager efter § 59, stk., 2, hvor betingelserne for at anvende den skærpede udmålingsregel i stk. 3 ikke har været opfyldt. Som eksempel på en sådan sag kan nævnes UfR 2002.2513 V, hvor en arbejdsgiver blev fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tiden mellem den 20. august og den 23. august 2001 at have beskæftiget 3 litauiske statsborgere, der ikke havde arbejdstilladelse. Byretten fastsatte straffen til en bøde på 15.000 kr. Under henvisning til, at anklagemyndigheden ikke havde gjort gældende, at tiltalte havde opnået eller tilsigtet at opnå en økonomisk fordel for sig selv eller andre ved at beskæftige de 3 litauere, nedsatte Vestre Landsret straffen til en bøde på 9.000 kr. svarende til 3.000 kr. pr. beskæftiget udlænding. Se også retspraksis omtalt nedenfor under pkt. 3.2.1.
3.1.2. Retningslinier for bødepåstanden mv.
På den ovenfor anførte baggrund anvendes som udgangspunkt følgende bødetakster/sanktionspåstande i sager om ulovlig beskæftigelse af udlændinge
Overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2 : en bøde på 3.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned.
Er der ved overtrædelsen opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, uden at betingelserne for at anvende § 59, stk. 3, er opfyldt, anvendes efter omstændighederne en forhøjet bøde, jf. nedenfor vedrørende udlændingelovens § 59, stk. 4.
Overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3 (dvs. i tilfælde hvor alle de i stk. 3 nævnte betingelser for en skærpet bedømmelse er opfyldt): en bøde på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned.
I disse sager, der er omfattet af skærpelsesreglen i stk. 3, og hvor der således er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, vil der dog skulle anvendes en forhøjet bøde, medmindre der sker konfiskation, eller der rent faktisk ikke er opnået en økonomisk fordel af nogen betydning, jf. nedenfor om udlændingelovens § 59, stk. 4.
Ved flere beskæftigede og ved beskæftigelse af en eller flere udlændinge i længere tid foretages der som udgangspunkt en sammenlægning af de nævnte bødestørrelser uden reduktion (absolut kumulation). Det er dog i forarbejderne anført, at domstolene i sager, hvor der er begået en flerhed af lovovertrædelser, efter en samlet afvejning vil kunne fastsætte en skønsmæssig bøde uden absolut kumulation af den nævnte bødestørrelse for hver enkelt overtrædelse, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7401.
I gentagelsestilfælde og i særlig grove tilfælde, hvor der foreligger en mere langvarig, systematisk eller på anden måde konsekvent udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, jf. gengivelsen af lovmotiverne ovenfor, nedlægges der påstand om fængselsstraf og eventuelt tillægsbøde.
3.2. Udlændingelovens § 59, stk. 4: Konfiskation eller forhøjet bøde (”vindingsbøde”).
3.2.1. Forarbejder og retspraksis.
Ved den ovenfor omtalte ændring af udlændingeloven, der blev gennemført ved lov nr. 425 af 31. maj 2000, blev følgende nye bestemmelse indføjet i udlændingelovens § 59, stk. 4
»Stk. 4. Er der ved en overtrædelse af stk. 2 opnået en økonomisk fordel, kan denne konfiskeres efter reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel.«
I lovbemærkningerne (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7401) er det bl.a. anført, at det i § 59, stk. 4, 1. pkt., er præciseret, at der i overensstemmelse med reglerne i straffelovens kapitel 9 kan ske konfiskation af en økonomisk fordel, det være i form af et udbytte eller i form af en besparelse, der måtte være opnået ved en overtrædelse af § 59, stk. 2. Bestemmelsen begrænser ikke muligheden for ved siden af konfiskation at udmåle bøden, herunder en tillægsbøde, under hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Der kan ske konfiskation, uanset om alle de i § 59, stk. 3, skærpende omstændigheder foreligger.
For så vidt angår bestemmelsens 2. pkt. er det i lovbemærkningerne bl.a. anført, at hvis der ikke kan ske konfiskation, f.eks. på grund af bevismæssige vanskeligheder med at dokumentere størrelsen af den økonomiske fordel, skal der tages særligt hensyn dertil ved udmåling af bøden. Bøden skal være af en sådan størrelse, at bøden klart overstiger størrelsen af arbejdsgiverens økonomiske fordel ved ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
Fra retspraksis kan nævnes følgende afgørelser, der kan belyse spørgsmålet om anvendelse af konfiskation, henholdsvis en forhøjet bøde i sager om ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft
I UfR 1977.1041 Ø havde anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation af ulovligt udbytte indvundet ved underbetaling af 4 udlændinge. Beløbet var opgjort til 20.902 kr. og beregnet som differencen mellem den faktiske løn m.v. og den overenskomstmæssige minimumsaflønning i medfør af den da gældende overenskomst på området. Under henvisning til, at beskæftigelse af fremmedarbejdere i virksomheden kun ville være blevet tilladt af myndighederne på vilkår af overenskomstmæssig aflønning, blev anklagemyndighedens påstand om konfiskation taget til følge i medfør af straffelovens § 75, stk. 1.
Østre Landsret har i en dom af 6. maj 2003 (UfR 2003.1908 Ø) haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af konfiskation eller en forhøjet bøde på grundlag af de nugældende regler i udlændingelovens § 59. I sagen var der rejst tiltale mod T 1 og T 2 for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3, ved i en periode på ca. 6 måneder i 2001 at have beskæftiget to litauiske statsborgere uden fornøden arbejdstilladelse med bygnings- og nedbrydningsarbejde på de tiltaltes ejendom. Ud over påstand om bødestraf nedlagde anklagemyndigheden påstand om konfiskation af et ulovligt udbytte på 640.000 kr. Beløbet var opgjort på grundlag af en faktisk udbetalt timeløn på 60 kr. og det timetal, som de to litauiske statsborgere havde oplyst under en indenretlig afhøring (i alt ca. 2.200 timer). Den økonomiske fordel blev herefter beregnet til underbetalingen svarende til forskellen mellem den faktisk udbetalte løn og det beløb, der skulle have været udbetalt, hvis man lagde en timeløn på 343 kr. til grund (svarende til en gennemsnitlig mestertimeløn incl. moms).
Byretten fandt de tiltalte skyldige i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3.
For så vidt angår strafudmålingen anførte byretten, at udgangspunktet for en lovovertrædelse som den foreliggende er en bøde på 120.000 kr. (2 udlændinge i 6 måneder).
Straffen for de tiltalte blev – under hensyn til deres respektive ejerandele og dermed deres økonomiske interesse i lovovertrædelsen – fastsat til en bøde på henholdsvis 100.000 kr. for T 1’s vedkommende og 20.000 kr. for T 2’s vedkommende.
Med hensyn til konfiskationspåstanden fandt byretten det ikke godtgjort, hvilket arbejde de to litauiske statsborgere havde udført på ejendommen, og hvilken værdi dette arbejde havde. Byretten fandt det under disse omstændigheder ikke godtgjort, hvor stor en økonomisk fordel de tiltalte havde opnået ved lovovertrædelsen. Konfiskationspåstanden blev derfor ikke taget til følge.
Dommen blev anket til landsretten af både de tiltalte og af anklagemyndigheden.
Anklagemyndighedens påstand var skærpelse af bødestraffen og konfiskation af den økonomiske fordel. Som følge af for sen forkyndelse for T 2 måtte påstanden vedrørende denne tiltalte begrænses til en påstand om stadfæstelse af byrettens dom.
Landsretten fandt ligesom byretten de tiltalte skyldige i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3.
Landsretten lagde til grund, at de to litauiske statsborgere havde udført arbejde på de tiltaltes ejendom i mindst 500 timer tilsammen, og at de tiltalte derved havde tilsigtet at opnå en økonomisk fordel på mindst 140.000 kr. Landsretten tiltrådte samtidig af de af byretten anførte grunde, at der ikke var tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at fastslå størrelsen af det udbytte, som de tiltalte rent faktisk havde opnået ved overtrædelsen. Landsretten fandt derfor ligesom byretten ikke grundlag for konfiskation.
Med en udtrykkelig henvisning til forarbejderne til udlændingelovens § 59, stk. 3 og 4, hvorefter der ved udmåling af bøde i tilfælde, hvor der ikke kan ske konfiskation, skal tages særligt hensyn til en opnået eller tilsigtet opnået økonomisk fordel, stemte et flertal på to dommere for at forhøje bøden for T 1 til 200.000 kr. Et mindretal på en dommer stemte for at forhøje bøden til 150.000 kr. Der var enighed om, at der ikke var grundlag for at nedsætte bøden på 20.000 kr. for så vidt angår T 2.
Det samlede resultat blev således en bøde på 200.000 kr. til T 1 og en bøde på 20.000 kr. til T 2. Den samlede bøde på 220.000 kr. oversteg herved klart den tilsigtede økonomiske fordel, der blev fastlagt til (mindst) 140.000 kr.
Der kan endvidere henvises til UfR 2003.777 Ø. I sagen var der rejst tiltale mod henholdsvis en bygherre og en entreprenør for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. stk. 2, ved i ca. 2 måneder at have beskæftiget op til 4 litauiske statsborgere med håndværksarbejde på en ejendom. Byretten fandt det alene bevist, at der havde været beskæftiget to litauiske statsborgere i en periode på ca. 2. måneder. Byretten idømte de to tiltalte hver en bøde på 60.000 kr. og anførte, at der ved bødens størrelse var taget hensyn til, at den skete berigelse ikke havde kunnet fastslås præcist, således at påstanden om konfiskation var frafaldet. Landsretten lagde bevismæssigt til grund, at der i en begrænset periode havde været beskæftiget to udlændinge uden arbejdstilladelse på ejendommen. Landsretten fastsætte straffen for hver af de tiltalte til en bøde på 30.000 kr.
Endelig kan nævnes UfR 2003.1639 Ø. I den sag blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3, ved at have ladet 3 polske statsborgere udføre brolæggerarbejde på tiltaltes ejendom i ca. 36 timer, hvorved de sammen med tiltalte lagde ca. 100 kv.m. brosten. Der var ikke tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for konfiskation af tiltaltes økonomiske fordel. Tiltalte idømtes en bøde, der i medfør af udlændingelovens § 59, stk. 4, under hensyn til, at tiltalte havde opnået en økonomisk fordel ved at benytte de 3 udlændinge til brolæggerarbejdet, blev fastsat til 15.000 kr. Dommen indeholder ikke nogen nærmere begrundelse for, at man ved bødeudmålingen har fraveget det almindelige udgangspunkt ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, jf. stk. 3, på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned.
Som det fremgår af forarbejderne, har bestemmelsen i udlændingelovens § 59, stk. 4, navnlig til formål at fremhæve, at ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft aldrig må kunne betale sig. Dette indebærer, at det ved den strafferetlige sanktionering må sikres, at der sker en neutralisering eller inddragelse af en tilsigtet eller opnået økonomisk fordel ved overtrædelsen enten i form af konfiskation eller i form af en forhøjet bøde.
Bestemmelsen vil navnlig have betydning i sager, hvor skærpelsesreglen i § 59, stk. 3, finder anvendelse. Bestemmelsen er dog ikke begrænset hertil. Den omfatter således også sager efter § 59, stk. 2, hvor der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, men hvor der ikke er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og hvor forholdet derfor ikke er omfattet af skærpelsesreglen i stk. 3.
På den anførte baggrund kan opstilles følgende retningslinier for anvendelse af konfiskation, henholdsvis en forhøjet bøde i sager om ulovlig beskæftigelse af udenlandske arbejdskraft.
3.2.2. Retningslinier for bødefastsættelsen i tilfælde, hvor der er tilsigtet en økonomisk fordel.
Hvis tiltalte alene har tilsigtet, men ikke (beviseligt) opnået en økonomisk fordel ved overtrædelsen, kan der ikke ske konfiskation. I disse tilfælde anvendes en bøde, der fastsættes under hensyn til den tilsigtede økonomiske fordel.
Der er en glidende overgang mellem tilfælde, hvor der ikke kan føres bevis for en økonomisk fordel og tilfælde, hvor der er opnået en økonomisk fordel, men hvor det ikke er muligt mere præcist at opgøre størrelsen eller værdien heraf. I det følgende behandles disse situationer under ét.
Den tilsigtede økonomiske fordel svarer i almindelighed til underbetalingen. Denne er i den ovenfor omtalte Østre Landsrets dom i UfR 2003.1908 opgjort som forskellen mellem den faktisk udbetalte løn og det beløb, der skulle have været udbetalt, hvis man lægger en gennemsnitlig mestertimeløn incl. moms til grund.
Hovedregel
Bøden bør i almindelighed klart overstige den tilsigtede økonomiske fordel. Der kan herved henvises til den nævnte landsretsdom, hvor bøden til den ene tiltalte blev fastsat til det dobbelte af normalbøden, således at den klart oversteg den tilsigtede økonomiske fordel. I den sag var der tale om en situation, hvor der var opnået en økonomisk fordel, der blot ikke lod sig opgøre mere præcist.
Undtagelse
Hovedreglen kan fraviges, hvis det må lægges til grund, at der rent faktisk ikke er opnået nogen økonomisk fordel eller kun er opnået en ubetydelig fordel, der ikke lader sig opgøre mere præcist. I så fald fastsættes bøden for overtrædelse af § 59, stk. 2, til 5.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned. Ved overtrædelse af § 59, stk. 2, jf. stk. 3, anvendes den sædvanlige bødetakst på 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. måned, idet denne bødestørrelse i sig selv må antages at være udtryk for den skærpelse, som en sådan tilsigtet, men beviseligt ikke opnået økonomisk fordel kan begrunde.
3.2.3. Retningslinier for sanktioneringen i tilfælde, hvor der er opnået en økonomisk fordel.
Kan det godtgøres, at tiltalte rent faktisk har opnået en økonomisk fordel ved overtrædelsen, må der tages stilling til, hvorvidt denne fordel bør inddrages gennem konfiskation eller ved fastsættelse af en forhøjet bøde.
Efter den almindelige praksis for anvendelse af konfiskation nedlægges påstand om konfiskation ved siden af påstand om almindelig straf, når der kan opgøres en relativ præcis fortjeneste/besparelse, mens der alene nedlægges påstand om (forhøjet) bøde, når der kun kan udøves et løsere skøn over, hvad der er opnået af fortjeneste/besparelse.
Sker der konfiskation af udbyttet, anvendes ved fastsættelsen af straffen de bødetakster, der er angivet ovenfor under pkt. 3.1.2.
Sker der ikke konfiskation af udbyttet, f.eks. fordi det ikke er muligt mere præcist at opgøre størrelsen/værdien af den økonomiske fordel, der er opnået ved overtrædelsen, gælder det, der er anført ovenfor under pkt. 3.2.2.
3.2.4. Særligt om sager med flere tiltalte.
Det forekommer, at der er grundlag for at rejse tiltale mod flere personer samtidig eller mod både fysiske og juridiske personer i anledning af en overtrædelse af reglerne om udenlandsk arbejdskraft. Nogle af de sager, der er omtalt ovenfor, angik tilfælde, hvor der var rejst tiltale mod flere personer (UfR 2003.777 Ø og UfR 2003.1908 Ø).
Det må bero på en konkret vurdering, om det forhold, at der er flere tiltalte, bør tillægges betydning for den bødepåstand, der nedlægges i forhold til den enkelte tiltalte.
I det omfang der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, og der ikke sker konfiskation, kan der efter omstændighederne blive spørgsmål om i relation til bødeberegningen at fordele den økonomiske fordel på de enkelte tiltalte. I modsat fald vil den samlede reaktion kunne blive væsentligt strengere, end hvis fordelen blev inddraget ved konfiskation. I sådanne tilfælde kan der tages udgangspunkt i, at bøden til den enkelte tiltalte må fastsættes i forhold til den del af den tilsigtede eller opnåede økonomiske fordel, der kan henføres til denne tiltalte.
3.2.5. Særligt om tillægsbøde.
Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.2. nedlægges der i gentagelsestilfælde og i særlig grove tilfælde, hvor der foreligger en mere langvarig, systematisk eller på anden måde konsekvent udnyttelse af illegal udenlandsk arbejdskraft, påstand om frihedsstraf og eventuelt tillægsbøde. Påstand om tillægsbøde ved siden af frihedsstraf nedlægges i de tilfælde, hvor tiltalte har opnået eller tilsigtet at opnå en økonomisk fordel ved overtrædelsen, medmindre der sker konfiskation af hele den økonomiske fordel.
3.3. Bevissikring af udlændingens forklaring mv.
Oplysninger fra den pågældende udlænding har væsentlig bevismæssig betydning for straffesagen mod arbejdsgiveren/hvervgiveren (f.eks. en bygherre). Det er derfor vigtigt, at disse oplysninger sikres.
Der må i den forbindelse sikres dokumentation for udlændingens nationalitet, således at det ligger klart, at der er tale om en udlænding, for hvem der gælder et krav om arbejdstilladelse.
Da den pågældende udlænding som hovedregel skal udvises umiddelbart efter afhøring og afgørelse af egen sag for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 1, må det endvidere overvejes, hvordan den pågældendes forklaring om f.eks. arbejdets art og omfang, ansættelsesforholdets varighed og aflønningens størrelse sikres bedst muligt til brug for straffesagen mod arbejdsgiveren/hvervgiveren.
Skal udlændingens forklaring anvendes som bevis i sagen mod arbejdsgiveren, er det ikke i alle tilfælde tilstrækkeligt, at den pågældende udlænding er blevet afhørt udenretligt til politirapport. Heller ikke en indenretlig forklaring vil uden videre være tilstrækkelig.
På baggrund af Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, hvorefter det som hovedregel kræves, at tiltaltes forsvarer har haft lejlighed til at udspørge et vidne, for at en politirapport eller en indenretlig afhøring kan anvendes som hovedbevis i en straffesag, må det antages, at en udlændings oplysninger om f.eks. ansættelsesforholdets varighed og aflønningens størrelse ikke uden videre vil kunne lægges til grund i sagen mod arbejdsgiveren, hvis denne bestrider rigtigheden, og der ikke i sagen i øvrigt findes andre oplysninger, der sandsynliggør rigtigheden af udlændingens oplysninger.
Hvis udlændingens forklaring agtes brugt som hovedbevis i sagen mod arbejdsgiveren, bør den pågældende derfor afhøres indenretligt med tilsigelse af den sigtede arbejdsgiver. Denne fremgangsmåde er dog ikke nødvendig, hvis arbejdsgiveren til politirapport har bekræftet udlændingens oplysninger.
Er udlændingen udsendt af landet uden en sådan indenretlig afhøring, bør den pågældendes forklaring søges tilladt dokumenteret efter retsplejelovens § 877, stk. 3, såfremt oplysningerne heri ikke vil være hovedbevis i sagen. Som andre mulige beviser i sagen kan nævnes vidneforklaringer fra fagforeningsmedarbejdere, naboer og det tilkaldte politi om deres iagttagelser, oplysninger fra kommunen eller andre offentlige myndigheder mv.
4. Bistand til ulovlig indrejse eller ophold, jf. udlændingelovens § 59, stk. 5.
Udlændingelovens § 59, stk. 5 har følgende ordlyd
»Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der
1) forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i, rejse gennem eller opholde sig her i landet,
2) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse her i landet med henblik på herfra at indrejse ulovligt i et andet land,
3) forsætligt bistår en udlænding med at indrejse ulovligt i eller rejse ulovligt gennem et andet land eller
4) for vindings skyld bistår en udlænding med at opholde sig ulovligt i et andet land.«
Bestemmelsen har fået sin nuværende affattelse ved lov nr. 367 af 6. juni 2002 og er sat i kraft med virkning fra 1. marts 2003, jf. bekendtgørelse nr. 73 af 27. januar 2003.
I den nye bestemmelse videreføres den hidtidige strafferamme på bøde og fængsel indtil 2 år. Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke bemærkninger om strafniveauet ved denne type overtrædelser.
Under hensyn hertil må det antages, at der ikke med ændringen i 2002 af udlændingelovens § 59, stk. 5, der havde til formål at gennemføre Rådets direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse, og transit samt ulovligt ophold, er tilsigtet ændringer i det hidtidige strafniveau. Praksis efter den tidligere affattelse af bestemmelsen er således fortsat relevant, jf. f.eks. UfR 1999.2082 V (bøde på 2.500 kr. for bistand til ulovligt ophold) og TfK 2001.79 Ø (bøde på 7.500 kr. i et gentagelsestilfælde af bistand til ulovligt ophold).
På den baggrund anvendes følgende bødetakter/sanktionspåstande i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5
Bistand til ulovligt ophold : bøde på 800 kr. stigende med 150 kr. ud over den første måned, maksimalt 2.500 kr., i grovere tilfælde frihedsstraf. Er bistanden ydet for vindings skyld, tages der hensyn hertil ved strafudmålingen, f.eks. i form af en forhøjet bøde.
Bistand til ulovlig indrejse og transit : frihedsstraf.
5. Afslutning.
Retningslinierne i denne meddelelse erstatter Bødekatalogets afsnit 6.2.-Udlændinge, der samtidig ophæves.
Det kan oplyses, at der vil blive gennemført en samlet undersøgelse af sanktionspraksis for så vidt angår ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft (udlændingelovens § 59, stk. 2-4), når der er gået 2 år fra udsendelsen af denne meddelelse.
Undersøgelsen, der både vil omfatte sager, der er afgjort med bødeforelæg, og sager, der er afgjort indenretligt, vil blive gennemført på den måde, at jeg, når der er forløbet de nævnte 2 år, via statsadvokaterne vil anmode om redegørelser for de sager, der har været behandlet i perioden. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis der i de enkelte politikredse allerede nu tages skridt til at sikre, at sager af denne art hurtigt vil kunne fremfindes, når undersøgelsen iværksættes.
Rigsadvokaten, den 21. oktober 2003
Henning Fode
Cirkulære om Meddelelse om Sanktionspåstande i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59
1. Indledning.
I Rigsadvokatens vejledning om bødetakster i politisager (bødekataloget), der blev udsendt i 1991, er der bl.a. fastsat vejledende takster for bødestørrelserne i sager om overtrædelse af udlændingelovgivningen.
Som følge af lovændringer, der er gennemført i de senere år, er disse vejledende bødetakster på visse punkter ikke længere gældende.
Ved lov nr. 425 af 31. maj 2000 er der således gennemført en ændring af udlændingelovens § 59 med det formål at skærpe straffen i de sager, der vedrører ulovlig beskæftigelse af udlændinge.
På den baggrund fastsættes i denne meddelelse nye vejledende retningslinier for bødepåstande mv. i sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59. Med henblik på at sikre, at bødetaksterne ved overtrædelse af bestemmelser i § 59 findes samlet et sted, medtages i det følgende også bødetakster for overtrædelser, hvor der ikke er sket lovskærpelser.
Retningslinierne gælder både for bødestørrelsen i sager, der afgøres med bødeforelæg, og for de påstande, der nedlægges i sager, som indbringes for domstolene.
Det skal fremhæves, at denne meddelelse ikke behandler spørgsmålet om udvisning af de pågældende udlændinge. Meddelelsen omfatter heller ikke eventuelle andre overtrædelser, der måtte blive begået i forbindelse med overtrædelse af udlændingelovens § 59, herunder f.eks. overtrædelse af skattelovgivningen.
2. Ulovlig indrejse, ophold og arbejde, jf. udlændingelovens § 59, stk. 1.
Udlændingelovens § 59, stk. 1, har følgende ordlyd
»Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som
indrejser eller udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land eller uden for grænsestedets åbningstid. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved indrejse fra eller udrejse til et Schengen-land, medmindre der undtagelsesvis sker kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengen-konventionens artikel 2, stk. 2, jf. § 38, stk. 2.
Indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold meddelt i henhold til tidligere udlændingelove.
Opholder sig her i landet eller arbejder uden fornøden tilladelse.
Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet.«
Ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 1, anvendes som hidtil følgende bødetakster/sanktionspåstande