Legislator Case Law & Legislation
C20030977854 DK

Skrivelse om retningslinier om uniformens brug

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2003 9778 Historic

Skrivelse om retningslinier om uniformens brug

Udlevering af uniform

Ved ansættelsen udleveres en grunduniform og sportstøj som beskrevet i uniformsreglementet. Personale i gruppe 2 og 3 får endvidere udleveret arbejdstøj efter de i uniformsreglementet beskrevne regler.

For allergikere findes enkelte uniformsgenstande i alternativ kvalitet/stof. Det er muligt at bestille allergibeklædning uden lægeerklæring

Rekvirering af uniform

Bestilling af de til tjenesten nødvendige uniformsgenstande sker på en uniformsrekvisition, der udsendes ca. den 1. december og skal være returneret senest den 15. december.

Der skal rekvireres uniformsgenstande der muliggør, at man altid er korrekt og præsentabelt uniformeret.

Uniformspoint er personlige, hvilket indebærer, at der kun kan rekvireres uniformsgenstande til eget brug.

Der må ikke rekvireres et sådant antal uniformsgenstande af samme art, at det må opfattes som systematisk brug af uniformsreglerne i strid med forudsætningerne.

Vedrørende målangivelser skal man være opmærksom på, at såfremt de udleverede uniformsgenstande er i overensstemmelse med de anførte målstørrelser på den afleverede rekvisition, er man selv ansvarlig for pasformen på det udleverede. Ved bestilling af sko/støvletter/støvler anmodes tjenestestedet dog om at være behjælpelig ved en evt. ombytning, idet størrelserne kan variere lidt fra model til model.

Uniformens brug

Medarbejdere i tjeneste skal altid være iført reglementeret uniform, med mindre man har truffet konkret beslutning om noget andet – fx i forbindelse med ledsaget udgang.

Uniformsdelene må ikke kombineres frit, jf. nedenfor om sports- og arbejdstøj, og der må ikke bruges private beklædningsdele sammen med uniformen ud over undertøj, sorte eller marineblå strømper og sorte snøresko. T-shirt kan benyttes som undertrøje. Ved deltagelse i idræt eller lignende aktiviteter med de indsatte må benyttes egne sportssko. Hvis ærmerne er opsmøgede, må man ikke kunne se underbeklædningen. Der må ikke ændres på uniformens udseende.

Det er ikke obligatorisk at bære slips. Slipset er forsynet med velcrobånd , der skal være placeret i stykket rundt om halsen.

Vedligeholdelse af uniformen påhviler brugeren. Såfremt uniformsgenstande bortkommer eller beskadiges som følge af grov uforsvarlig eller skødesløs behandling, for hvilken brugeren har ansvaret, er pågældende erstatningspligtig for tabet.

Arbejdsledere har pligt til at påtale ukorrekt uniformering!

Sportstøj

Træningsdragt, shorts, polo-shirt og T-shirt bruges som udgangspunkt kun til idræt og lignende fritidsaktiviteter med de indsatte. Dog kan polo-shirt eller T-shirt bruges sammen med arbejdstøj . Mht. sportssko er det henstillet til tjenestestederne om, selv lokalt at lave en aftale på området, så behovet for fodtøj til personalet i forhold til de enkelte sportsgrene vurderes og indkøbes lokalt.

Arbejdstøj

Arbejdstøj benyttes kun ved beskæftigelsen af de indsatte, eller hvor arbejdets karakter i øvrigt tilsiger det. Som arbejdstøj regnes : arbejdsjakke, arbejdsbenklæder, arbejdsskjorte, kittel, overall, kedeldragt, all-weather vinterarbejdstøj, polarkedeldragt, arbejdshue, sikkerhedssko/-støvlet/-støvle og -træsko. Derudover kan polo-shirt og T-shirt benyttes sammen med arbejdstøj.

Fængselsfunktionærer, som starter i arbejdsdriften første gang, får, uden beregning, udleveret 2 sæt arbejdstøj, bestående af skjorte, bukser og jakke, samt 1 par træsko eller sikkerhedssko. Dette noteres på medarbejderens uniformskort.

Narkohundeførere

Disse fængselsfunktionærer bærer marineblåt/ sort tøj og har smudsafvisende bukser pga. deres specielle arbejdsområde. Tøjet fremgår ikke af uniformsreglementet, og bestilles særskilt gennem direktoratet.

Konvertering af point

Hvis en medarbejder pga. en lidelse ikke kan bruge de udbudte uniformsgenstande, og derfor selv må anskaffe sig noget, kan pointene konverteres til penge. Medarbejderen kan ved fremvisning af kvittering få penge udbetalt fra tjenestestedet, svarende til uniformsgenstandens point. Tjenestestedet kan anmode om en lægeerklæring.

Pointsystemet

De første 12 måneder efter ansættelsen tilskrives der ikke point. Derefter tilskrives 10 point for hver måneds fuldtidsansættelse. Der tilskrives point hvert år den 1. december. Der foretages registrering af såvel tilskrevne som forbrugte point for hver enkelt uniformspligtig medarbejder.

Inden for det optjente antal point kan medarbejderen rekvirere de uniformsgenstande, som er nødvendige for tjenesten, fra det til enhver tid gældende uniformssortiment. Uniformsgenstande bestilles efter den enkeltes behov i relation til den aktuelle og fremtidige tjeneste.

Tildelte point er personlige og kan ikke overdrages til andre. Ved død eller afsked bortfalder eventuelle tilgodehavende point. Ved ophør af tjenesten i forbindelse med afsked bortfalder retten til uniformsgenstande, der ikke er udleveret inden tjenestens ophør. Eventuelt opsparede point annulleres. Medarbejdere som er fritagede for tjeneste udtræder ikke af uniformsordningen.

Ved deltidsansættelse optjenes point, i forhold til arbejdstiden.

Medarbejdere i opsynet og værkmestregruppen, som overgår til fleksjobsordning, tildeles point som var de fuldtidsansatte.

I forbindelse med overgang til tjeneste, hvor uniform ikke er pligtig, ved orlov af andre typer end barselsorlov med løn, ved suspension eller tjenestefrihed uden løn (f.eks. barselsorlov på dagpenge), sker midlertidig udtræden af uniformsordningen. Genindtræden i uniformsordningen sker, når uniformsbrugeren igen overgår til tjeneste, hvor uniform er nødvendig.

Behandling af uniformsgenstande

Uniformsgenstande med Kriminalforsorgens kendetegn skal på tjenestestedet og i øvrigt i brugerens besiddelse opbevares på en sådan måde, at disse ikke kan komme i uvedkommendes besiddelse.

Uniformsgenstande, der ikke længere anvendes til uniformsbrug, må ikke afhændes til tredjemand.

Ejendomsretten til uniformen

Prøveansat personale, der udtræder af tjenesten før fastansættelse, skal returnere alle udleverede uniformsgenstande.

Ved afskedigelse som følge af strafbart eller disciplinært forhold skal alle uniformsgenstande afleveres.

Uniformsgenstande, der er overgået i brugerens eje, og som ikke mere benyttes til tjenestebrug, må ikke være forsynet med etatsmærke.

Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 30. oktober 2003

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →