Vejledning om hensættelser til ikke afløben risiko i skadesforsikring
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om hensættelser til ikke afløben risiko
i skadesforsikring
Da der har været rejst tvivl om, i hvilke tilfælde regnskabsreglerne for skadesforsikringsselskaber kræver, at der foretages hensættelser til ikke afløben risiko, præciserer Finanstilsynet hermed reglerne.
Kravet om, at der skal foretages hensættelser til ikke afløben risiko, følger af bestemmelsen i § 122, stk. 1, nr. 3, litra b, i lov om forsikringsvirksomhed, hvorefter værdiansættelsen skal ske på en måde, så "der tages hensyn til alle forudsigelige risici og eventuelle tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår, årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår, selv om disse risici eller tab først bliver kendt mellem balancetidspunktet og det tidspunkt, på hvilket årsregnskabet udarbejdes."
Ved udstedelsen af forsikringsaftaler modtager forsikringsselskabet præmier, der skal dække selskabets driftsomkostninger samt udbetaling af erstatninger for de forsikringsbegivenheder, der indtræffer, i den periode, som forsikringerne dækker. Hvis forsikringerne dækker en periode, der rækker ud over regnskabsperioden afsættes en forholdsmæssig del af de modtagne præmier som et passiv i balancen (præmiehensættelser) med henblik på, at det således afsatte beløb skal dække den del af driftsomkostningerne, der påløber, og den del af forsikringsbegivenhederne, der indtræffer, efter regnskabsperiodens afslutning, jf. § 51 i bekendtgørelse af 18. december 2002 om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber (regnskabsbekendtgørelsen).
Behovet for at foretage hensættelser til ikke afløben risiko opstår, med udgangspunkt i ovennævnte bestemmelse i lov om forsikringsvirksomhed, når de præmiehensættelser, der er afsat i medfør af § 51 i regnskabsbekendtgørelsen, ikke er tilstrækkelige til at dække de omkostninger og forsikringsbegivenheder, som præmiehensættelserne vedrører, jf. § 29, stk. 1, nr. 1, i regnskabsbekendtgørelsen.
Afgørelsen af, om præmiehensættelserne er tilstrækkelige, skal vurderes med udgangspunkt i de samlede forventede omkostninger til drift og til forsikringsbegivenheder i den pågældende periode og som normalt må forventes dækket af præmieindtægten. De omkostninger, der skal medregnes, indbefatter således ikke alene omkostninger til skadesbehandling for de forsikringsbegivenheder, der forventes at skulle dækkes, men også en til de pågældende forsikringer svarende forholdsmæssig andel af selskabets forventede samlede almindelige driftsomkostninger. Hvis selskabet har aktiveret erhvervelsesomkostninger, skal der medregnes omkostninger svarende til, at dette aktiv i sin helhed omkostningsføres over den pågældende periode.
Vurderingen af den nødvendige størrelse af hensættelser for ikke afløben risiko foretages for hver branche for sig. Der kan ikke tages hensyn til forventede overskud under andre brancher.
Finanstilsynet, den 6. november 2003
Flemming Petersen