VEJLEDNING OM BEHANDLINGEN AF ANMODNINGER OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE PÅ GRUNDLAG AF EN EUROPÆISK ARRESTORDRE

Artikel 1

Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre

1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Bilag 1

Lov nr. 433 af 10. juni 2003

Bilag 1

Lov nr. 433 af 10. juni 2003

Udeladt her.

KAPITEL 1

ALMINDELIGE PRINCIPPER

Artikel 2

Anvendelsesområde for den europæiske arrestordre

1. En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.

2. Følgende lovovertrædelser som defineret i den udstedende medlemsstats lovgivning medfører fuldbyrdelse på grundlag af en europæisk arrestordre på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de i den udstedende medlemsstat kan straffes med frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år

- deltagelse i en kriminel organisation

- terrorisme

- menneskehandel

- seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

- ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

- ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer

- bestikkelse

- svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser i henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

- hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

- falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen

- internetkriminalitet

- miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter

- menneskesmugling

- forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse

- ulovlig handel med menneskevæv og -organer

- bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning

- racisme og fremmedhad

- organiseret eller væbnet tyveri

- ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande

- bedrageri

- afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning

- efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter

- forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

- forfalskning af betalingsmidler

- ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer

- ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer

- handel med stjålne motorkøretøjer

- voldtægt

- forsætlig brandstiftelse

- strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed

- skibs- eller flykapring

- sabotage.

3. Rådet kan til enhver tid med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til listen i stk. 2 i nærværende artikel. Rådet overvejer i lyset af den rapport, som Kommissionen forelægger det i medfør af artikel 34, stk. 3, om listen skal udvides eller ændres.

4. For andre end de i stk. 2 nævnte lovovertrædelser kan overgivelse være betinget af, at de forhold, der ligger til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af det.

Bilag 2

Bilag 2

(Retsakter vedtaget i henhold til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union)

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE af 13. juni 2002om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/RIA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, særlig artikel 31, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 2) , og

ud fra følgende betragtninger

(1) I følge konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, særlig punkt 35, bør den formelle udleveringsprocedure afskaffes mellem medlemsstaterne for personer, der forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt domfældt, og der bør indføres hurtigere procedurer for udlevering af personer, som mistænkes for lovovertrædelser.

(2) Programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, som er omhandlet i punkt 37 i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors, og som Rådet vedtog den 30. november 2000 3) , omhandler spørgsmålet om gensidig fuldbyrdelse af beslutninger om frihedsberøvelse.

(3) Alle eller nogle af medlemsstaterne har tiltrådt en række af de eksisterende konventioner på dette område, f.eks. den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme. De nordiske lande har identiske udleveringsregler.

(4) Endvidere er følgende tre konventioner, der helt eller delvis omhandler udlevering, blevet godkendt af medlemsstaterne og er en del af gældende EU-ret: konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser 4) (for de medlemsstater, der har tiltrådt denne konvention), konventionen af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union 5) og konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater 6) .

(5) Den Europæiske Unions erklærede mål at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har skabt et ønske om at afskaffe udlevering mellem medlemsstaterne og indføre en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. De traditionelle samarbejdsrelationer, som hidtil har bestået mellem medlemsstaterne, bør erstattes med en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser, i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.

(7) Da målet at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler enkeltvis, og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan Rådet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. sidstnævnte artikel, er denne rammeafgørelse ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(8) Afgørelser om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal underkastes tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en judiciel myndighed i den medlemsstat, hvor den eftersøgte er blevet anholdt, skal træffe afgørelse om den pågældendes overgivelse.

(9) De centrale myndigheders rolle i fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal begrænses til praktisk og administrativ bistand.

(10) Ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel.

(11) Den europæiske arrestordre skal erstatte alle hidtidige instrumenter om udlevering mellem medlemsstaterne, herunder de bestemmelser i afsnit III i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, der vedrører udlevering.

(12) Denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 7) , navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

Denne rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige regler om retten til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

(13) Personer må ikke overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

(14) Da alle medlemsstaterne har ratificeret Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med automatisk databehandling af personoplysninger, bør de personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes efter principperne i nævnte konvention

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE

KAPITEL 2

OVERGIVELSESPROCEDURE

Artikel 3

Obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

Den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (i det følgende benævnt »den fuldbyrdende judicielle myndighed«) afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde

1) hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at retsforfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen strafferet

2) hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning

3) hvis den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning på grund af sin alder ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.

BILAG

EUROPÆISK ARRESTORDRE /NREF/SN510/10)/

KAPITEL 3

VIRKNINGER AF OVERGIVELSEN

Artikel 4

Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre

1) hvis det forhold, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre dog ikke afslås med den begrundelse, at den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den udstedende medlemsstats lovgivning

2) hvis den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, allerede retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat for det samme forhold som det, der ligger til grund for den europæiske arrestordre

3) hvis de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for en europæisk arrestordre, eller at bringe retsforfølgningen til ophør, eller når den eftersøgte i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for de samme forhold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning

4) hvis der er indtrådt forældelse med hensyn til strafferetlig forfølgning eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har jurisdiktionskompetence i medfør af sin egen strafferet

5) hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning

6) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til sin nationale lovgivning

7) når den europæiske arrestordre omfatter lovovertrædelser, som

a) efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på denne medlemsstats territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, eller

b) er begået uden for den udstedende medlemsstats territorium, og den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for den udstedende medlemsstats område.

KAPITEL 4

ALMINDELIGE OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 5

Garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde

Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser

1) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt ved en afgørelse truffet in absentia, og den berørte person ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde blevet underrettet om tid og sted for det retsmøde, som førte til afgørelsen in absentia, kan overgivelsen gøres betinget af, at den udstedende judicielle myndighed giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er omfattet af den europæiske arrestordre, får lejlighed til at få sagen genoptaget i den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved domsforhandlingen

2) hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, kan straffes med livsvarig fængselsstraf eller med en anden livsvarig frihedsberøvende foranstaltning, kan fuldbyrdelsen af denne arrestordre gøres betinget af, at den udstedende medlemsstat i sin lovgivning har bestemmelser om, at den idømte straf - enten på anmodning eller senest efter 20 år - kan tages op til fornyet prøvelse, eller om anvendelse af lempeligere foranstaltninger, som den pågældende er berettiget til i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning og praksis, med det formål ikke at fuldbyrde en sådan straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning

3) hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på retsforfølgning, og den person, der er omfattet af arrestordren, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, kan overgivelsen gøres betinget af, at den pågældende, efter at være blevet hørt, overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for der at afsone den straf eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat.

Artikel 6

Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder

1. Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

3. Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.

Artikel 7

Anvendelse af den centrale myndighed

1. Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.

2. En medlemsstat kan, hvis det bliver nødvendigt på grund af dens retssystem, overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine centrale myndigheder.

Medlemsstater, der ønsker at gøre brug af mulighederne i denne artikel, meddeler Generalsekretariatet for Rådet oplysninger om den eller de pågældende centrale myndigheder. Disse angivelser forpligter alle myndigheder i den udstedende medlemsstat.

Artikel 8

Den europæiske arrestordres indhold og form

1. Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget

a) den eftersøgtes identitet og nationalitet

b) navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-postadresse på den judicielle myndighed i udstedelseslandet

c) angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, en arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, som er omfattet af artikel 1 og 2

d) lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, navnlig i relation til artikel 2

e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunkt, sted og omfang af den eftersøgtes deltagelse heri

f) den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom, eller den strafferamme, der er fastsat for den pågældende lovovertrædelse i loven i den udstedende medlemsstat

så vidt muligt andre følger af lovovertrædelsen.

2. Den europæiske arrestordre skal ledsages af en oversættelse til det eller de officielle sprog i den fuldbyrdende medlemsstat. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller senere, ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, meddele, at den accepterer en oversættelse til et eller flere andre af De Europæiske Fællesskabers institutioners officielle sprog.

Artikel 9

Fremsendelse af en europæisk arrestordre

1. Når den eftersøgtes opholdssted er kendt, kan den udstedende judicielle myndighed sende den europæiske arrestordre direkte til den fuldbyrdende judicielle myndighed.

2. Den udstedende judicielle myndighed kan i alle tilfælde beslutte at indberette den eftersøgte til Schengen-informationssystemet.

3. En sådan indberetning foretages i overensstemmelse med artikel 95 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser. En indberetning til Schengeninformationssystemet svarer til en europæisk arrestordre ledsaget af de i artikel 8, stk. 1, nævnte oplysninger.

Indberetningen vil i en overgangsperiode, så længe Schengeninformationssystemet ikke er i stand til at fremsende alle de i artikel 8 nævnte oplysninger, svare til en europæisk arrestordre, indtil den fuldbyrdende judicielle myndighed forskriftsmæssigt har modtaget originalen.

Artikel 10

Regler for fremsendelse af en europæisk arrestordre

1. Hvis den udstedende judicielle myndighed ikke har kendskab til den kompetente fuldbyrdende judicielle myndighed, foretager den de nødvendige undersøgelser, navnlig gennem det europæiske retlige netværks 8) kontaktpunkter, for at indhente oplysning herom fra den fuldbyrdende medlemsstat.

2. Hvis den udstedende judicielle myndighed ønsker det, kan fremsendelsen foregå ved hjælp af det europæiske retlige netværks sikre telekommunikationssystem.

3. Hvis det ikke er muligt at anvende Schengen-informationssystemet, kan den udstedende judicielle myndighed anmode Interpol om at fremsende den europæiske arrestordre.

4. Den udstedende judicielle myndighed kan fremsende den europæiske arrestordre på en hvilken som helst sikker måde, der kan efterlade et skriftligt spor, og som giver den fuldbyrdende medlemsstat mulighed for at efterprøve ægtheden.

5. Alle vanskeligheder i forbindelse med fremsendelsen eller ægtheden af dokumenter, der er nødvendige for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, løses ved direkte kontakter mellem de berørte judicielle myndigheder eller i givet fald med hjælp fra medlemsstaternes centrale myndigheder.

6. Hvis den myndighed, der modtager en europæisk arrestordre, ikke er kompetent til at behandle den, sender den straks den europæiske arrestordre videre til den kompetente myndighed i sin medlemsstat og underretter den udstedende judicielle myndighed herom.

Artikel 11

Den eftersøgtes rettigheder

1. Når en eftersøgt anholdes, informerer den kompetente fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, den pågældende om den europæiske arrestordre og om dens indhold samt om muligheden for at give samtykke til at blive overgivet til den udstedende judicielle myndighed.

2. En eftersøgt, der anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, har ret til bistand af en juridisk rådgiver og en tolk i overensstemmelse med den nationale lovgivning i den fuldbyrdende medlemsstat.

Artikel 12

Varetægtsfængsling af en person

Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, under forudsætning af at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.

Artikel 13

Samtykke til overgivelse

1. Hvis den anholdte person oplyser, at han giver sit samtykke til overgivelse, afgives dette samtykke og i givet fald det udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. artikel 27, stk. 2, til den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at samtykket og i givet fald afkaldet som omhandlet i stk. 1 indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende frivilligt har afgivet dem med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til juridisk bistand.

3. Samtykket og i givet fald afkaldet som omhandlet i stk. 1 føres til protokols i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning.

4. Samtykket kan i princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan fastsætte, at samtykket og i givet fald afkaldet kan tilbagekaldes i henhold til national ret. I så fald medregnes perioden mellem datoen for samtykket og datoen for tilbagekaldelsen ikke ved fastlæggelsen af fristerne i artikel 17. En medlemsstat, som ønsker at benytte denne mulighed, underretter Generalsekretariatet for Rådet herom samtidig med vedtagelsen af denne rammeafgørelse og angiver, hvordan samtykket kan tilbagekaldes, ligesom det meddeler enhver senere ændring af betingelserne.

Artikel 14

Afhøring af den eftersøgte person

Hvis den anholdte ikke giver sit samtykke til overgivelse som omhandlet i artikel 13, har han ret til at blive afhørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

Artikel 15

Afgørelse om overgivelse

1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i artikel 17.

3. Den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.

Artikel 16

Afgørelse i tilfælde af konkurrerende anmodninger

1. Hvis flere medlemsstater har udstedt en arrestordre for den samme person, træffer den fuldbyrdende judicielle myndighed afgørelse om, hvilken europæisk arrestordre der skal fuldbyrdes, under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig lovovertrædelsernes relative grovhed og gerningsstedet, de respektive datoer for udstedelsen af de europæiske arrestordrer, samt om arrestordrerne er udstedt med henblik på retsforfølgning eller med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan rådføre sig med Eurojust 9) for at kunne træffe den i stk. 1 nævnte afgørelse.

3. Hvis der opstår konflikt mellem en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning fra et tredjeland, afgør den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, om det er den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen, der skal have forrang, under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig de forhold, der er omhandlet i stk. 1, samt dem, der er nævnt i den konvention eller aftale, der finder anvendelse.

4. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes forpligtelser i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol.

Artikel 17

Frister og procedurer i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

1. En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.

2. I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.

3. I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

4. I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

5. Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.

6. Ethvert afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal begrundes.

7. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde de frister, der er fastsat i denne artikel, underretter den Eurojust og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for en anden medlemsstats gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.

Artikel 18

Forholdsregler i forbindelse med afgørelsen

1. Hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på retsforfølgning, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed

a) enten give samtykke til, at den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med artikel 19

b) eller give samtykke til, at den eftersøgte overføres midlertidigt.

2. Betingelserne for midlertidig overførelse og dennes varighed aftales mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed.

3. I tilfælde af midlertidig overførelse skal den eftersøgte kunne vende tilbage til den fuldbyrdende medlemsstat for at overvære de retsmøder, der vedrører ham, inden for rammerne af overgivelsesproceduren.

Artikel 19

Afhøring af personen i forbindelse med afgørelsen

1. Den eftersøgte afhøres af en judiciel myndighed bistået af enhver anden person, der er udpeget i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den udstedende myndighed er hjemmehørende.

2. Den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat og på de betingelser, der er aftalt mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed.

3. Den kompetente fuldbyrdende judicielle myndighed kan udpege en anden judiciel myndighed i sin medlemsstat til at deltage i afhøringen af den eftersøgte med henblik på at sikre korrekt anvendelse af denne artikel og af de fastsatte betingelser.

Artikel 20

Privilegier og immuniteter

1. Nyder den eftersøgte person et privilegium eller en immunitet med hensyn til fuldbyrdelse eller retsforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat, løber de i artikel 17 nævnte frister først fra det tidspunkt, hvor privilegiet eller immuniteten måtte være ophævet, og den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat er blevet underrettet herom.

Den fuldbyrdende medlemsstat sikrer, at de materielle betingelser for overgivelse er opfyldt, hvis den eftersøgte ikke længere nyder et sådant privilegium eller en sådan immunitet.

2. Påhviler ophævelsen af privilegiet eller immuniteten en myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, anmoder den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den pågældende myndighed derom. Påhviler ophævelsen af privilegiet eller immuniteten en myndighed i en anden stat eller en international organisation, er det den udstedende judicielle myndighed, der skal anmode derom.

Artikel 21

Konkurrerende internationale forpligtelser

Denne rammeafgørelse anfægter ikke den fuldbyrdende medlemsstats forpligtelser, når den eftersøgte er udleveret til denne medlemsstat fra et tredjeland, og den pågældende er beskyttet af specialitetsreglerne i henhold til de regler, hvorefter udleveringen fandt sted. Den fuldbyrdende medlemsstat træffer alle nødvendige foranstaltninger for straks at anmode om samtykke fra det tredjeland, som har udleveret den eftersøgte, således at den pågældende kan overgives til den udstedende medlemsstat. De i artikel 17 nævnte frister løber først fra den dato, hvor disse specialitetsregler bortfalder. Så længe det tredjeland, som har udleveret den eftersøgte, ikke har truffet afgørelse, skal den fuldbyrdende medlemsstat sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.

Artikel 22

Underretning om afgørelsen

Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed om, hvorvidt den europæiske arrestordre vil blive fuldbyrdet.

Artikel 23

Frist for overgivelse af den eftersøgte

1. Den eftersøgte overgives snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder.

2. Den pågældende overgives senest ti dage efter, at den endelige afgørelse om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3. Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4. En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den fuldbyrdende judicielle myndighed underretter straks den udstedende judicielle myndighed herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5. Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i stk. 2-4 nævnte frister, løslades han.

Artikel 24

Udsættelse af overgivelsen eller betinget overgivelse

1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat, eller, hvis den pågældende allerede er dømt, for at vedkommende på denne medlemsstats territorium kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre.

2. I stedet for at udsætte overgivelsen kan den fuldbyrdende judicielle myndighed midlertidigt overgive den eftersøgte til den udstedende medlemsstat på betingelser, der skal aftales mellem de fuldbyrdende judicielle myndigheder og de udstedende judicielle myndigheder. Aftalen skal være skriftlig, og betingelserne er bindende for alle myndigheder i den udstedende medlemsstat.

Artikel 25

Transit

1. Undtagen når en medlemsstat benytter sig af muligheden for afslag, i de tilfælde hvor der anmodes om transit for en statsborger eller en person, der er bosat på dens territorium, med henblik på fuldbyrdelse af en straf, tillader hver medlemsstat transit gennem sit territorium af en eftersøgt, der skal overgives, forudsat at den har modtaget oplysning om

a) identiteten og nationaliteten på den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre

b) hvorvidt der foreligger en europæisk arrestordre

c) lovovertrædelsens art og en retlig beskrivelse heraf

d) omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder tid og sted.

Når den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, er statsborger i eller bosat i transitmedlemsstaten, kan transit være betinget af, at personen, efter at være blevet afhørt, sendes tilbage til transitmedlemsstaten for der at afsone den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat.

2. Hver medlemsstat udpeger en myndighed, der er ansvarlig for at modtage transitanmodninger og de nødvendige dokumenter samt al anden officiel korrespondance vedrørende transitanmodninger. Medlemsstaterne meddeler Generalsekretariatet for Rådet, hvilken myndighed der er udpeget.

3. Transitanmodningen og de i stk. 1 nævnte oplysninger kan meddeles den myndighed, der er udpeget i medfør af stk. 2, på en hvilken som helst måde, der kan efterlade et skriftligt spor. Transitmedlemsstaten meddeler sin afgørelse på samme måde.

4. Denne rammeafgørelse finder ikke anvendelse på flyrejser uden planlagt mellemlanding. Finder der imidlertid i forbindelse med en sådan flyrejse en uforudset landing sted, giver den udstedende medlemsstat den myndighed, der er udpeget i medfør af stk. 2, de i stk. 1 nævnte oplysninger.

5. Når en person, der skal udleveres fra et tredjeland til en medlemsstat, befinder sig i transit, finder denne artikel tilsvarende anvendelse. Navnlig skal udtrykket »europæisk arrestordre« anses for erstattet med »udleveringsanmodning«.

Artikel 26

Fratrækning af varigheden af varetægtsfængslingen i den fuldbyrdende medlemsstat

1. Den udstedende medlemsstat fradrager enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, i den samlede varighed af den periode, den pågældende skal afsone i den udstedende medlemsstat som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2. I den forbindelse fremsender den fuldbyrdende judicielle myndighed eller den centrale myndighed, der er udpeget i medfør af artikel 7, samtidig med overgivelsen alle oplysninger om varigheden af den eftersøgtes varetægtsfængsling på grundlag af den europæiske arrestordre, til den udstedende judicielle myndighed.

Artikel 27

Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser

1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.

2. Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.

3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde

a) hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det

b) hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse

c) hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed

d) hvis den pågældende vil blive pålagt en straf eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, herunder bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i stedet for bøde, også selv om denne straf eller foranstaltning begrænser den pågældendes personlige frihed

e) hvis den pågældende har givet sit samtykke til overgivelse, eventuelt samtidig med at han giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen, i henhold til artikel 13

f) hvis den pågældende efter overgivelsen udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke lovovertrædelser, der er begået inden overgivelsen. Afkaldet skal afgives til de kompetente udstedende judicielle myndigheder og føres til protokols i overensstemmelse med den udstedende medlemsstats nationale lovgivning. Afkaldet skal indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende frivilligt har givet det med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har han ret til juridisk bistand

g) hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.

4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.

For så vidt angår de tilfælde , der er nævnt i artikel 5, skal udstedelseslandet give de deri nævnte garantier.

Artikel 28

Overgivelse eller senere udlevering

1. Hver medlemsstat kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til overgivelse til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i et konkret tilfælde anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.

2. En person, der er overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, kan under alle omstændigheder uden den fuldbyrdende medlemsstats samtykke overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, i følgende tilfælde

a) hvis den eftersøgte efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til denne medlemsstats territorium efter at have forladt det

b) hvis den eftersøgte giver sit samtykke til at blive overgivet til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestordre. Samtykket skal afgives til den udstedende kompetente judicielle myndighed og føres til protokols i overensstemmelse med denne medlemsstats nationale lovgivning. Samtykket skal gives på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende frivilligt har givet det med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har den eftersøgte ret til juridisk bistand

c) hvis den eftersøgte ikke er omfattet af specialitetsreglen i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, litra a), e), f) og g).

3. Den fuldbyrdende judicielle myndighed giver sit samtykke til overgivelsen til en anden medlemsstat i henhold til følgende regler

a) anmodningen om samtykke skal indgives i henhold til artikel 9 ledsaget af de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2

b) samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til denne rammeafgørelses bestemmelser

c) afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen

d) samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3 og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4.

For så vidt angår de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, skal den udstedende medlemsstat give de deri nævnte garantier.

4. Uanset stk. 1 må en person, der er overgivet i henhold til en europæisk arrestordre, ikke udleveres til et tredjeland uden samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har overgivet den pågældende. Samtykke skal gives i overensstemmelse med de konventioner, som denne medlemsstat er bundet af, samt i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

Artikel 29

Overgivelse af genstande

1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning og efter anmodning fra den udstedende judicielle myndighed, eller på eget initiativ, beslaglægge og overgive genstande

a) som er påkrævede som bevismateriale, eller

b) som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen.

2. De i stk. 1 nævnte genstande skal udleveres, selv om den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse.

3. Hvis de i stk. 1 nævnte genstande beslaglægges eller konfiskeres på den fuldbyrdende medlemsstats område, kan denne medlemsstat i forbindelse med verserende strafforfølgning midlertidigt tilbageholde eller udlevere dem til den udstedende medlemsstat på betingelse af, at de senere tilbageleveres.

4. Enhver rettighed, som den fuldbyrdende medlemsstat eller tredjemand måtte have over de i stk. 1 nævnte genstande, bevares. Hvis der findes sådanne rettigheder, skal den udstedende medlemsstat straks efter retsforfølgningen vederlagsfrit tilbagelevere genstandene til den fuldbyrdende medlemsstat.

Artikel 30

Udgifter

1. Den fuldbyrdende medlemsstat afholder de udgifter på sit territorium, der følger af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre.

2. Alle andre udgifter afholdes af den udstedende medlemsstat.

Artikel 31

Forholdet til andre juridiske instrumenter

1. Uden at det berører anvendelsen mellem medlemsstaterne og tredjelande af bestemmelserne i denne rammeafgørelse, træder de den 1. januar 2004 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i de gældende konventioner om udlevering, der finder anvendelse mellem medlemsstaterne

a) den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, tillægsprotokollen hertil af 15. oktober 1975, anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme, for så vidt angår udlevering

b) aftalen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forenkling og modernisering af metoderne for fremsendelse af anmodninger om udlevering af 26. maj 1989

c) konventionen af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

d) konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

e) afsnit III, kapitel 4, i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser.

2. Medlemsstaterne kan fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende ved denne rammeafgørelses vedtagelse, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre, navnlig ved at fastsætte kortere frister end de i artikel 17 fastsatte, ved at udvide listen over lovovertrædelser i artikel 2, stk. 2, ved at begrænse grundene til afslag i artikel 3 og 4 eller ved at sænke strafferammen i artikel 2, stk. 1 eller 2.

Aftaler og ordninger som nævnt i andet afsnit må under ingen omstændigheder påvirke forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter i dem.

Medlemsstaterne meddeler inden tre måneder efter denne rammeafgørelses ikrafttræden Rådet og Kommissionen, hvilke gældende aftaler og ordninger som nævnt i første afsnit de fortsat ønsker at anvende.

Medlemsstaterne giver ligeledes Rådet og Kommissionen meddelelse om nye aftaler og ordninger som nævnt i andet afsnit senest tre måneder efter deres undertegnelse.

3. I det omfang de i stk. 1 omhandlede konventioner og aftaler finder anvendelse på medlemsstaternes territorier eller på territorier, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat, og på hvilke denne rammeafgørelse ikke finder anvendelse, regulerer de pågældende konventioner og aftaler fortsat forbindelserne mellem disse territorier og de øvrige medlemsstater.

Artikel 32

Overgangsbestemmelse

Anmodninger om udlevering, der modtages inden den 1. januar 2004, vil fortsat være omfattet af de eksisterende instrumenter vedrørende udlevering. Anmodninger, der modtages efter den 1. januar 2004, vil være omfattet af de regler, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til denne rammeafgørelse. Enhver medlemsstat kan dog på tidspunktet for Rådets vedtagelse af denne rammeafgørelse fremsætte en erklæring om, at den som fuldbyrdende medlemsstat fortsat vil behandle anmodninger vedrørende handlinger, der er begået inden en af den nærmere angivet dato, efter den ordning for udlevering, der var gældende før den 1. januar 2004. Den pågældende dato må ikke ligge senere end den 7. august 2002. Nævnte erklæring offentliggøres i EF-Tidende. Den kan til enhver tid trækkes tilbage.

Artikel 33

Bestemmelser vedrørende Østrig og Gibraltar

1. Så længe Østrig ikke har ændret artikel 12, stk. 1, i »Auslieferungs- und Rechtshilfegesetz«, dog senest indtil den 31. december 2008, kan Østrig tillade sin judicielle myndighed at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den eftersøgte er østrigsk statsborger, og hvis den handling, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, ikke er strafbar i henhold til østrigsk ret.

2. Denne rammeafgørelse gælder for Gibraltar.

Artikel 34

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i denne rammeafgørelse senest den 31. december 2003.

2. Medlemsstaterne meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret. I forbindelse hermed kan hver medlemsstat tilkendegive, at den straks vil anvende denne rammeafgørelse i sine forbindelser med de medlemsstater, der har givet samme meddelelse.

Generalsekretariatet for Rådet meddeler medlemsstaterne og Kommissionen de oplysninger, det har modtaget i medfør af artikel 7, stk. 2, artikel 8, stk. 2, artikel 13, stk. 4, og artikel 25, stk. 2. Det sørger ligeledes for offentliggørelse i EF-Tidende.

3. På grundlag af oplysningerne fra Generalsekretariatet for Rådet forelægger Kommissionen senest den 31. december 2004 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af rammeafgørelsen, om nødvendigt ledsaget af lovforslag.

4. Rådet vurderer i løbet af andet halvår 2003, navnlig, i hvilken udstrækning medlemsstaterne faktisk har anvendt bestemmelserne i denne rammeafgørelse, samt hvorledes Schengen-informationssystemet fungerer.

Artikel 35

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i EF-Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. juni 2002.

På Rådets vegne

M. RAJOY BREY

Formand

1) EFT C 332 E af 27.11.2001, s. 305.

2) Udtalelse afgivet den 9.1.2002 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

3) EFT C 12 E af 15.1.2001, s. 10.

4) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.

5) EFT C 78 af 30.3.1995, s. 2.

6) EFT C 313 af 13.10.1996, s. 12.

7) EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.

8) Fælles aktion af 29. juni 1998 om oprettelse af et europæisk retligt netværk (EFT L 191 af 7.7.1998, s. 4).

9) Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet (EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1).

BILAG

EUROPÆISK ARRESTORDRE 10)

Denne arrestordre er udstedt af en kompetent judiciel myndighed. Der anmodes om, at nedenstående person anholdes og overgives med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

a)

Oplysninger om den eftersøgtes identitet

Efternavn: ;............................................................................ ..................................................

Fornavn(e): ;............................................................................ ...............................................

(evt.) Pigenavn: ;............................................................................ ..........................................

(evt.) Kaldenavn ;............................................................................ ........................................

Køn: ;............................................................................ .........................................................

Nationalitet: ;............................................................................ ...............................................

Fødselsdato ;............................................................................ ..............................................

Fødested: ;............................................................................ ..................................................

Bopæl og/eller kendt adresse

Det eller de sprog, den eftersøgte forstår (hvis dette vides): .....................................................

;............................................................................ .................................................................

Særlige kendetegn/beskrivelse af den eftersøgte: .....................................................................

;............................................................................ .................................................................

Foto og fingeraftryk af den eftersøgte, hvis sådanne foreligger og kan videregives, eller navn og adresse mv. på den person, der skal kontaktes for at fremskaffe foto og fingeraftryk eller en dna-profil (hvis disse data kan videregives og ikke er vedlagt)

b)

Afgørelse, der danner grundlag for arrestordren

1.

Arrestordre eller eksigibel afgørelse med samme retskraft: ......................................................

Art: ;............................................................................ ...........................................................

2.

Eksigibel dom: ;............................................................................ ...........................................

;............................................................................ .................................................................

Sagsnr.: ;............................................................................ .....................................................

c)

Straffens varighed

1.

Maksimal varighed af den frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, der kan idømmes for lovovertrædelsen eller lovovertrædelserne: ........................................................................

;............................................................................ .................................................................

2.

Varighed af den faktisk idømte frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning: .....................

;............................................................................ .................................................................

Resterende ikke udstået del af straffen: ;............................................................................ .......

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

d)

Afgørelsen er truffet in absentia, og

-

den berørte person er blevet indkaldt personligt eller på anden måde underrettet om tid og sted for det retsmøde, som førte til afgørelsen in absentia

eller

-

den berørte person er ikke blevet indkaldt personligt eller på anden måde underrettet om tid og sted for det retsmøde, som førte til afgørelsen in absentia, men har følgende retlige garantier efter overgivelse (sådanne garantier kan gives på forhånd)

De retlige garantier præciseres

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

e)

Lovovertrædelser

Denne arrestordre vedrører i alt .............................................

lovovertrædelser.

Beskrivelse af de omstændigheder, under hvilke lovovertrædelsen eller lovovertrædelserne er begået, herunder tidspunktet (dato og klokkeslæt), stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i lovovertrædelsen eller lovovertrædelserne

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

Lovovertrædelsens eller lovovertrædelsernes karakter og retlige beskrivelse samt den relevante retsforskrift/lov

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

I.

Angiv med kryds, om det drejer sig om en eller flere af følgende lovovertrædelser, som i udstedelseslandet straffes med en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst tre år som defineret i den udstedende medlemsstats lovgivning

deltagelse i en kriminel organisation

Terrorisme

Menneskehandel

seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

stoffer

ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer

bestikkelse

svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser i henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen

internetkriminalitet

miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter

menneskesmugling

forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse

ulovlig handel med menneskevæv og -organer

bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning

racisme og fremmedhad

organiseret eller væbnet tyveri

ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande

afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning

bedrageri

efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter

forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

forfalskning af betalingsmidler

ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer

ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer

handel med stjålne motorkøretøjer

voldtægt

forsætlig brandstiftelse

strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed

skibs- eller flykapring

sabotage

II.

Detaljeret beskrivelse af den eller de begåede lovovertrædelser, der ikke hører ind under lovovertrædelserne i punkt I

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

f)

Andre forhold af relevans for sagen (fakultative oplysninger)

(Dette kunne f.eks. være bemærkninger om eksterritorialitet, afbrydelse af forældelsesfrister og andre konsekvenser af lovovertrædelsen)

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

g)

Denne arrestordre gælder også for beslaglæggelse og udlevering af genstande, som er påkrævet som bevismateriale

Denne arrestordre gælder også for beslaglæggelse og udlevering af genstande, som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen

Beskrivelse af genstandene og disses lokalisering (hvis kendt)

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

;............................................................................ .................................................................

h)

Den eller de lovovertrædelser, som ligger til grund for udstedelsen af denne arrestordre, kan straffes med eller har ført til livsvarig fængselsstraf eller en livsvarig sikkerhedsforanstaltning

-

den udstedende medlemsstats lovgivning åbner mulighed for fornyet prøvelse af den idømte straf - enten på anmodning eller senest efter 20 år - med det formål ikke at fuldbyrde en sådan straf eller foranstaltning

og/eller

-

den udstedende medlemsstats lovgivning åbner mulighed for anvendelse af lempeligere foranstaltninger, som den pågældende er berettiget til i henhold til den udstedende medlemsstats nationale lovgivning og praksis, med det formål ikke at fuldbyrde en sådan straf eller foranstaltning.

i)

Den judicielle myndighed, der har udstedt arrestordren

Officiel betegnelse ;............................................................................ .....................................

Navnet på den judicielle myndigheds repræsentant 11) : .............................................................

;............................................................................ .................................................................

Funktion (titel/stilling): ;............................................................................ ................................

;............................................................................ .................................................................

Sagsnummer: ;............................................................................ .............................................

Adresse: ;............................................................................ ....................................................

;............................................................................ .................................................................

Tlf. nr.: (landekode) (lokalt områdenummer) (...) ....................................................................

Telefaxnr.: (landekode) (lokalt områdenummer) (...) ...............................................................

E-post: ;............................................................................ ......................................................

Navn og adresse mv. på den person, der skal kontaktes med henblik på den praktiske tilrettelæggelse af overgivelsen: ;............................................................................ ............................

;............................................................................ .................................................................

Såfremt der er udpeget en central myndighed til varetagelse af fremsendelsen og den administrative modtagelse af europæiske arrestordrer

Navnet på den centrale myndighed: ;............................................................................ ............

;............................................................................ .................................................................

Kontaktperson, hvis en sådan findes (titel/stilling og navn)

;............................................................................ .................................................................

Adresse: ;............................................................................ ....................................................

;............................................................................ .................................................................

Tlf. nr.: (landekode) (lokalt områdenummer) (...) ....................................................................

Telefaxnr.: (landekode) (lokalt områdenummer) (...) ...............................................................

E-post: ;............................................................................ ......................................................

Den udstedende judicielle myndigheds og/eller dennes repræsentants underskrift

;............................................................................ .........................................................................

Navn: ;............................................................................ ................................................................

Funktion (titel/stilling): ;............................................................................ ........................................

Dato: ;............................................................................ ................................................................

Officielt stempel (hvis et sådant findes)

10) Denne arrestordre skal udfærdiges på eller oversættes til et af den fuldbyrdende medlemsstats officielle sprog, når denne medlemsstat kendes, eller til et andet sprog, som denne medlemsstat accepterer.

11) I de forskellige sprogudgaver indsættes en henvisning til »indehaveren« af den judicielle myndighed.

VEJLEDNING OM BEHANDLINGEN AF ANMODNINGER OM UDLEVERING AF LOVOVERTRÆDERE PÅ GRUNDLAG AF EN EUROPÆISK ARRESTORDRE

1.

Indledning

2.

Udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat

2.1.

Generelt

2.2.

Betingelser for udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre

2.2.1.

Lovovertrædelsens beskaffenhed

2.2.2.

Afslagsgrunde

2.3.

Proceduren for behandlingen af en europæisk arrestordre

2.3.1.

Indholdet af en europæisk arrestordre

2.3.2.

Generelle regler for behandlingen af en europæisk arrestordre

2.3.2.1

Fremgangsmåden ved kendskab til eftersøgtes opholdssted (her i landet)

2.3.2.2.

Fremgangsmåden ved manglende kendskab til eftersøgtes opholdssted

2.3.3.

Sprog

2.3.4.

Tidsmæssige krav til sagsbehandlingen

2.3.4.1.

Sagsbehandlingstiden ved behandlingen af en europæisk arrestordre

2.3.4.2.

Fristen for den praktiske gennemførelse af udleveringen

2.3.5.

Den eftersøgtes rettigheder

2.3.6.

Afhøring af den eftersøgte

2.4.

Ikrafttrædelsesspørgsmål

3.

Udlevering fra en anden EU-medlemsstat til Danmark

3.1.

Generelt

3.2.

Udstedelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre

3.2.1.

Indholdet af en europæisk arrestordre – formkrav?

3.2.2.

Fremgangsmåden ved udstedelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre

3.2.3.

Sprog

3.2.4.

Sagsbehandlingstid

3.2.5.

Udgifter

3.2.6.

Ikrafttrædelsesspørgsmål

3.2.7.

International efterlysning af personer, der kan opholde sig uden for EU

4.

Yderligere oplysninger

Bilag til vejledningen

Bilag 1

Lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.).

Bilag 2

Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/RIA).

1. Indledning

Folketinget vedtog den 4. juni 2003 et forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven) og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (den nordiske udleveringslov), jf. herved lov nr. 433 af 10. juni 2003. Lovforslaget tog sigte på at gennemføre de ændringer i udleveringsloven, der er nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for den Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre (i det følgende benævnt ”rammeafgørelsen”). Vedtagelsen af lovforslaget indebar i øvrigt, at Folketinget gav samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Rammeafgørelsen er vedtaget på et rådsmøde den 13. juni 2002 og trådte i kraft den 7. august 2002. Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 34, at EU-medlemsstaterne senest den 31. december 2003 skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i rammeafgørelsen. Med henblik herpå indeholder den vedtagne lov en række ændringer af udleveringslovens gældende bestemmelser, som træder i kraft den 1. januar 2004 og finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes herefter. Den vedtagne lovændring samt rammeafgørelsen er medtaget som henholdsvis bilag 1 og bilag 2.

Loven indfører – i overensstemmelse med rammeafgørelsen – en udvidet adgang til og forenklet procedure for udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Efter loven skal udlevering til andre EU-medlemsstater med virkning fra den 1. januar 2004 ske på grundlag af ”en europæisk arrestordre”. En europæisk arrestordre indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering.

Som anført i lovforslagets bemærkninger (side 17) anvender rammeafgørelsen en række nye begreber for at understrege princippet om gensidig anerkendelse og forskellen mellem udlevering mellem medlemsstaterne og udlevering til og fra tredjelande. Rammeafgørelsen anvender således bl.a. begrebet ”overgivelse” i stedet for ”udlevering”. Begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en eftersøgt person til det anmodende land. Da ingen af de nye begreber, som anvendes i rammeafgørelsen, har en anden indholdsmæssig betydning end de gældende begreber, er de gældende begreber anvendt i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen her i landet.

Formålet med vejledningen er at beskrive procedurerne for behandlingen af en europæisk arrestordre, som modtages fra en anden EU-medlemsstat, eller som ønskes udstedt her i landet.

Vejledningen indeholder herudover en beskrivelse af lovens betingelser for udlevering af personer på grundlag af en europæisk arrestordre.

Vejledningen er udarbejdet i samarbejde med Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politimesterforeningen i Danmark, Dommerforeningen og Domstolsstyrelsen.

2. Udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat

2.1. Generelt

De nye regler om udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre findes i udleveringslovens kapitel 2 a (om betingelserne for udlevering) og kapitel 3 a (om procedurerne for behandlingen af sådanne sager).

Reglerne medfører en række ændringer i den ordning, som hidtil har været anvendt ved udlevering af personer til retsforfølgning eller straffuldbyrdelse i en anden EU-medlemsstat. Der kan navnlig fremhæves følgende forhold, som man bør være opmærksom på ved behandlingen af en europæisk arrestordre

- Der stilles ikke længere krav om dobbelt strafbarhed ved udlevering for en lang række lovovertrædelser, der er opregnet på en såkaldt ”positiv-liste”, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel og ulovlig handel med narkotika.

- Danske statsborgere vil som udgangspunkt kunne udleveres på lige fod med udlændinge, jf. dog lovens § 10 b.

- Det vil ikke længere være muligt at afslå udlevering med henvisning til, at der er tale om politiske forbrydelser, eller at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

- Der indføres i lyset af navnlig afskaffelsen af kravet om dobbelt strafbarhed en række nye afslagsgrunde, som er henholdsvis obligatoriske (dvs. der skal meddeles afslag) og fakultative (dvs. at der efter en konkret vurdering kan meddeles afslag).

- Udstedelse af en europæisk arrestordre vil i sig selv udgøre grundlaget for at få en person udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, og der kan således bl.a. ikke længere stilles krav om at modtage selve anholdelsesbeslutningen eller fængslingskendelsen vedrørende den pågældende person.

- En europæisk arrestordre skal behandles inden for kortere tidsfrister end hidtil, og der indføres i loven bl.a. frister for sagsbehandlingstiden, for en beslutning om udlevering og for en eventuel domstolsprøvelse heraf.

Ved behandlingen af sager om udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat bør man være opmærksom på, at udlevering på grundlag af begæringer, som er modtaget efter 1. januar 2004, alene kan ske efter reglerne om den europæiske arrestordre. I overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 31 vil de hidtidigt anvendte konventioner på området, herunder navnlig den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere med tilhørende tillægsprotokoller (som har været den grundlæggende konvention om udlevering i Europa), således ikke længere finde anvendelse mellem EU-medlemsstaterne. Det vil med andre ord ikke længere være muligt at afslå udlevering i henhold til en europæisk arrestordre under henvisning til bestemmelser i eller forbehold over for de hidtidigt anvendte konventioner på udleveringsområdet.

Hvad særligt angår udlevering af lovovertrædere fra Danmark til Finland og Sverige er det vigtigt at være opmærksom på, at udlevering som udgangspunkt fortsat vil skulle ske efter reglerne i loven om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige. Dog skal de nye regler om den europæiske arrestordre anvendes i forhold til Finland og Sverige, i det omfang disse regler er mere vidtgående, hvilket i praksis som udgangspunkt vil sige i sager om udlevering af danske statsborgere samt sager om udlevering for politiske lovovertrædelser, medmindre det konkret vil være muligt at udlevere efter den nordiske ordning.

2.2. Betingelser for udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre

2.2.1. Lovovertrædelsens beskaffenhed

Udlevering af en person (dvs. såvel danske statsborgere som udlændinge) fra Danmark til en anden EU-medlemsstat med henblik på retsforfølgning eller straffuldbyrdelse kan efter lovens § 10 a ske i følgende tilfælde

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse kan ske, hvis den pågældende lovovertrædelse er omfattet af den positive opregning af forbrydelser, som fremgår af lovens § 10 a, stk. 1 (positiv-listen), og lovovertrædelsen efter den anmodende EU-medlemsstats lovgivning kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år. Det er således ikke en forudsætning for udlevering i disse tilfælde, at der foreligger dobbelt strafbarhed, dvs. at en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

I de tilfælde, hvor der er tale om handlinger, som ikke er omfattet af den nævnte positiv-liste, kan udlevering til strafforfølgning ske, hvis den strafbare handling i den pågældende EU-medlemsstat kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret, jf. lovens § 10 a, stk. 2.

Udlevering til straffuldbyrdelse af en dom for handlinger, som ikke er omfattet af positiv-listen, kan efter lovens § 10 a, stk. 3, ske, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om de ovennævnte betingelser kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene, jf. lovens § 10 a, stk. 4.

2.2.2. Afslagsgrunde

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.1. indebærer loven en række ændringer i de eksisterende muligheder for efter udleveringsloven at meddele afslag på en udleveringsbegæring, som er modtaget fra en anden EU-medlemsstat.

Opregningen af afslagsgrunde i lovens §§ 10 b – 10 j er udtømmende. Dette betyder bl.a., at der ikke vil kunne meddeles afslag på en europæisk arrestordre med henvisning til, at der er tale om politiske lovovertrædelser, eller at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Omvendt introducerer loven i de nævnte bestemmelser en række nye afslagsgrunde, som er gjort henholdsvis obligatoriske (dvs. at der skal gives afslag) og fakultative (dvs. at der efter en konkret vurdering kan gives afslag).

De obligatoriske afslagsgrunde omfatter efter loven de tilfælde,

- hvor den pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder (§ 10 c),

- hvor den pågældende er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling her i landet eller i en anden EU-medlemsstat, eller hvor den pågældende er benådet for handlingen her i landet (§ 10 d, stk. 1, 1. og 2. pkt.),

- hvor tiltale mod den pågældende er frafaldet her i landet, og omgørelse ikke er mulig (§ 10 d, stk. 2, 1. pkt.),

- hvor den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret (§ 10 f, stk. 1),

- hvor den pågældende under nærmere angivne omstændigheder er idømt fængsel ved en udeblivelsesdom (§ 10 g, stk. 1 og 2), og

- hvor der er fare for, at den pågældende efter udlevering vil blive udsat for alvorlig forfølgelse på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvor der er fare for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (lovens § 10 h).

De fakultative afslagsgrunde omfatter efter loven de tilfælde,

- hvor den udenlandske myndighed ikke vil acceptere et vilkår om, at en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, alene kan udleveres til strafforfølgning, hvis den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf mv. (§ 10 b, stk. 1),

- hvor straffuldbyrdelse vedrørende en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, findes at burde ske her i landet (§ 10 b, stk. 2),

- hvor den pågældende er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for EU (§ 10 d, stk. 1),

- hvor påtale mod den pågældende er opgivet, og omgørelse ikke er mulig (§ 10 d, stk. 2, 2. pkt.),

- hvor der er indledt retsforfølgning her i landet mod den pågældende for den handling, for hvilken der søges udlevering, og retsforfølgning i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet (§ 10 d, stk. 3),

- hvor den pågældende strafbare handling er omfattet af dansk straffemyndighed, og strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret (§ 10 e), og

- hvor den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den EU-medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed (§ 10 f, stk. 2).

Herudover fastsættes det i lovens § 10 i, at hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes, indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering ikke længere er til stede.

Endvidere følger det af lovens § 10 j, at de nugældende bestemmelser i udleveringslovens § 10 (om justitsministerens tilladelse til yderligere retsforfølgning og udlevering til tredjeland, om justitsministerens tilladelse til at stille den pågældende for en særdomstol samt om forbud mod at fuldbyrde dødsstraf for den pågældende handling) – med visse begrænsninger – finder tilsvarende anvendelse ved udlevering til en anden EU-medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre.

Ved vurderingen af, om en anmodning om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre kan imødekommes, bør man være opmærksom på, at udlevering ikke kan finde sted, hvis dette ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er gjort til en del af dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992, og som bl.a. indeholder bestemmelser om retfærdig rettergang, jf. herved konventionens artikel 6.

2.3. Proceduren for behandlingen af en europæisk arrestordre

2.3.1. Indholdet af en europæisk arrestordre

En europæisk arrestordre skal efter lovens § 18 a indeholde følgende oplysninger for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til en anden EU-medlemsstat med henblik på strafforfølgning

1. Den eftersøgtes identitet og nationalitet,

2. tid og sted for den strafbare handling,

3. den strafbare handlings beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser,

4. oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, og

oplysning om, hvilken straf handlingen kan medføre efter den pågældende EU-medlemsstats lovgivning.

I de tilfælde, hvor der er spørgsmål om udlevering til straffuldbyrdelse, skal en europæisk arrestordre indeholde de oplysninger, som er nævnt i pkt. 1-3 ovenfor, samt oplysning om, at der er afsagt dom, og oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

Efter loven stilles der ikke krav om, at en europæisk arrestordre skal være udstedt på det certifikat, som er bilagt rammeafgørelsen. Det afgørende efter loven er således, at der foreligger de oplysninger, som skal være indeholdt i en europæisk arrestordre.

Det bemærkes herved, at der ikke som i dag vil kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med denne. I stedet vil en repræsentant for den kompetente judicielle myndighed skulle bekræfte de oplysninger, der fremgår af arrestordren, og den europæiske arrestordre vil indeholde de samme oplysninger, som normalt fremgår direkte af beslutningen om anholdelse eller fængsling eller af dommen.

2.3.2. Generelle regler for behandlingen af en europæisk arrestordre

De overordnede regler for behandlingen af en europæisk arrestordre fremgår af lovens § 18 b.

Efter denne bestemmelse skal Justitsministeriet – medmindre den europæiske arrestordre kan afvises allerede på det foreliggende grundlag, f.eks. fordi den handling, som arrestordren vedrører, efter lovgivningen i den anmodende EU-medlemsstat ikke kan medføre fængsel i mindst 1 år – sende den europæiske arrestordre til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold.

Politiet skal derefter uden ophold iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser – dvs. reglerne om fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for uforskyldt anholdelse og fængsling.

Med henblik på at fremme politiets undersøgelse af sagen og sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i bl.a. retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes, såfremt den europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der efter omstændighederne kan medføre udlevering efter reglerne i lovens kapitel 2 a. Se herom ovenfor under pkt. 2.2.

Ved politiets undersøgelse finder bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i udleveringslovens § 14 tilsvarende anvendelse, hvilket betyder, at der som udgangspunkt skal beskikkes forsvarer for den, som søges udleveret.

Efter afslutningen af politiets undersøgelse forelægges spørgsmålet om udlevering Justitsministeriet til afgørelse. Træffes der beslutning om udlevering, skal den pågældende person vejledes om adgangen til domstolsprøvelse i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 15, stk. 2, og § 16.

Den beskrevne fremgangsmåde, som efter lovens § 18 b skal følges i forbindelse med behandlingen af en europæisk arrestordre, svarer i vidt omfang til, hvad der hidtil har været gældende efter udleveringslovens § 12. Det vil således som hidtil være Justitsministeriet, som træffer afgørelse om, hvorvidt en eftersøgt person kan udleveres, mens vurderingen af, om der skal ske anholdelse og varetægtsfængsling mv. i forbindelse med politiets undersøgelse af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, fortsat skal foretages af vedkommende politimester.

Det bemærkes, at den eftersøgtes samtykke til udlevering efter lovens § 18 c som udgangspunkt er uden betydning for den fremgangsmåde, der skal anvendes, og frit kan tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.

En europæisk arrestordre indeholder som tidligere nævnt ikke kun en anmodning om udlevering, men også en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling med henblik herpå. I lyset heraf finder Justitsministeriet, at følgende procedurer bør anvendes i forbindelse med behandlingen af en europæisk arrestordre

2.3.2.1. Fremgangsmåden ved kendskab til eftersøgtes opholdssted (her i landet)

I de tilfælde, hvor den eftersøgte person har kendt opholdssted her i landet, vil en europæisk arrestordre – i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 9 og 10 – dels kunne sendes direkte til Justitsministeriet (som den udpegede kompetente myndighed i Danmark), dels kunne fremsendes gennem Schengen-informationssystemet eller som alternativ hertil gennem Interpol.

A. Direkte fremsendelse til Justitsministeriet (som den fuldbyrdende myndighed)

Den udstedende judicielle myndighed i den pågældende EU-medlemsstat vil kunne sende den europæiske arrestordre direkte til Justitsministeriet (der som nævnt er den fuldbyrdende judicielle myndighed i Danmark).

Justitsministeriet vil i så fald kontrollere, at den europæiske arrestordre indeholder de fornødne oplysninger til at kunne danne baggrund for udlevering. Hvis dette ikke er tilfældet, vil Justitsministeriet anmode den udstedende judicielle myndighed om at tilvejebringe de manglende oplysninger, jf. herved rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2.

Justitsministeriet vil, når de fornødne oplysninger foreligger, foretage en foreløbig vurdering af, om udlevering af den pågældende person allerede på det foreliggende grundlag findes at burde nægtes. Hvis dette ikke er tilfældet, sendes den europæiske arrestordre til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 1. Kopi af den modtagne arrestordre sendes endvidere til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) med henblik på de fornødne opdateringer i de centrale systemer.

Politiet skal uden ophold iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Da en europæisk arrestordre, som nævnt indeholder en anmodning om anholdelse og fængsling med henblik på udlevering, vil der i forbindelse med undersøgelsen skulle tages stilling til, om den pågældende person bør anholdes og søges varetægtsfængslet ved domstolene.

Hvis der sker anholdelse og varetægtsfængsling af den eftersøgte person, underrettes den udenlandske judicielle myndighed, som har udstedt arrestordren, herom i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 22. Sådan underretning vil kunne sendes direkte via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) med kopi til Justitsministeriet.

Politiets undersøgelse af, om udleveringsbetingelserne er opfyldt i den konkrete sag, bør afsluttes snarest og så vidt muligt inden for 3 dage efter modtagelsen af den europæiske arrestordre. Så snart undersøgelsen er afsluttet, sendes der en indstilling vedrørende udleveringsspørgsmålet til Justitsministeriet med henblik på, at ministeriet kan træffe afgørelse i sagen inden for den 10-dages frist, som følger af lovens § 18 d. Der henvises herom til pkt. 2.3.4.1. nedenfor.

Politiets indstilling i sagen skal – ud over vurderingen af, om udleveringsbetingelserne er opfyldt – indeholde oplysning om, hvor længe den pågældende person har været frihedsberøvet i Danmark, idet denne oplysning vil skulle videregives af Justitsministeriet til den udstedende judicielle myndighed i tilfælde af udlevering af den pågældende person, jf. herved rammeafgørelsens artikel 26, stk. 2.

Justitsministeriet orienterer vedkommende politimester om den trufne afgørelse i sagen. Politimesteren underretter herefter den pågældende person om Justitsministeriets beslutning og – i tilfælde af beslutning om udlevering – om adgangen til domstolsprøvelse samt den frist på 3 dage, der ifølge udleveringslovens § 18 b, stk. 4 (med henvisningen til § 15, stk. 2, og § 16), gælder for fremsættelse af begæring herom. Hvis den pågældende giver afkald på domstolsprøvelse eller ikke inden fristens udløb fremsætter begæring herom, underrettes Justitsministeriet. Begæres spørgsmålet indbragt for retten, underrettes Justitsministeriet ligeledes herom, og ministeriet underrettes, når der foreligger en endelig retskendelse i sagen.

Politiet træffer aftale med den udstedende myndighed om den praktiske overgivelse af den pågældende person. Dette vil kunne ske via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret).

For så vidt angår sager af særlig hastende karakter henvises til pkt. D.

B. Indberetning til Schengen-informationssystemet

Som alternativ til den direkte fremsendelse af en europæisk arrestordre til Justitsministeriet (se herom ovenfor under pkt. A) – eller eventuelt som supplement hertil – vil den udstedende judicielle myndighed kunne beslutte at indberette den eftersøgte person til Schengen-informationssystemet.

En sådan indberetning, som sker på grundlag af artikel 95 i Schengen-konventionen, skal ifølge rammeafgørelsens artikel 9, stk. 3, have samme retsvirkning som en europæisk arrestordre.

Som følge heraf vil den hidtidige praksis vedrørende indsættelse af påtegninger i databasen i den nationale del af Schengen-informationssystemet om, at der ikke må foretages anholdelse af danske statsborgere på baggrund af indberetninger fra andre kontraherende stater (”flagning”), ikke kunne opretholdes.

I forbindelse med indsættelse af en artikel 95-indberetning i den nationale del af Schengen-informationssystemet vil det således alene skulle kontrolleres, at den pågældende indberetning (som efter det oplyste er en europæisk arrestordre), indeholder de fornødne oplysninger til at kunne danne baggrund for udlevering efter de nye regler om den europæiske arrestordre, jf. lovens § 18 a, der er beskrevet ovenfor under pkt. 2.3.1. Denne kontrol af en europæisk arrestordre foretages af Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), som ligeledes sørger for, at eventuelle manglende oplysninger tilvejebringes fra den udstedende judicielle myndighed, jf. herved rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2.

Så snart de fornødne oplysninger foreligger, underretter Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) Justitsministeriet om den modtagne artikel 95-indberetning vedrørende en person med kendt opholdssted i Danmark.

Justitsministeriet foretager herefter en foreløbig vurdering af, om udlevering af den pågældende person allerede på det foreliggende grundlag findes at burde nægtes. Justitsministeriet underretter Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) om resultatet af den foreløbige vurdering med henblik på, at den pågældende eftersøgte person hurtigst muligt indsættes i databasen i den nationale del af Schengen-informationssystemet.

Justitsministeriet anmoder endvidere vedkommende politimester om uden ophold at iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Politiet skal i den forbindelse følge den fremgangsmåde, som er beskrevet ovenfor under pkt. A. Dette betyder bl.a., at politiets undersøgelse af, om udleveringsbetingelserne i den konkrete sag er opfyldt, bør afsluttes snarest og så vidt muligt inden for 3 dage efter modtagelsen af den europæiske arrestordre, således at Justitsministeriet på baggrund af politiets indstilling kan træffe afgørelse om udlevering af den pågældende inden for den 10-dages frist, som følger af lovens § 18 d.

Justitsministeriet orienterer vedkommende politimester samt Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) om den trufne afgørelse i sagen. Politimesteren underretter herefter den pågældende person om Justitsministeriets beslutning og – i tilfælde af beslutning om udlevering – om adgangen til domstolsprøvelse samt den frist på 3 dage, der ifølge udleveringslovens § 18 b, stk. 4 (med henvisningen til § 15, stk. 2, og § 16), gælder for fremsættelse af begæring herom, jf. i øvrigt nærmere ovenfor under pkt. A.

Politiet træffer aftale med den udstedende myndighed om den praktiske overgivelse af den pågældende person. Dette vil kunne ske via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret).

For så vidt angår sager af særlig hastende karakter henvises til pkt. D.

C. Fremsendelse gennem Interpol

De EU-medlemsstater, som ikke deltager i Schengen-informationssystemet, dvs. Storbritannien og Irland, vil i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 10, stk. 3, kunne anmode Interpol om at fremsende en europæisk arrestordre.

I så fald vil den europæiske arrestordre – ligesom ved indberetning i Schengen-informationssystemet – blive modtaget af Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), der herefter kontrollerer, at der er tale om en europæisk arrestordre, der kan danne baggrund for udlevering.

Den modtagne europæiske arrestordre sendes herefter videre til Justitsministeriet, som foretager en foreløbig vurdering af udleveringsgrundlaget. Hvis Justitsministeriet finder, at den europæiske arrestordre ikke bør forhåndsafvises, underrettes Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) herom.

Justitsministeriet anmoder endvidere vedkommende politimester om uden ophold at iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Politiet skal i den forbindelse følge den fremgangsmåde, som er beskrevet ovenfor under pkt. A.

Justitsministeriet orienterer vedkommende politimester samt Rigspolitichefen (Sirene- og kommunikationscenter) om den trufne afgørelse i sagen. Politimesteren underretter herefter den pågældende person om Justitsministeriets beslutning og – i tilfælde af beslutning om udlevering –om adgangen til domstolsprøvelse samt den frist på 3 dage, der ifølge udleveringslovens § 18 b, stk. 4 (med henvisningen til § 15, stk. 2, og § 16), gælder for fremsættelse af begæring herom, jf. i øvrigt nærmere ovenfor under pkt. A.

Politiet træffer aftale med den udstedende myndighed om den praktiske overgivelse af den pågældende person. Dette vil kunne ske via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret).

For så vidt angår sager af særlig hastende karakter henvises til pkt. D.

D. Sager af særlig hastende karakter

I sager af særlig hastende karakter, dvs. hvor der vurderes at være behov for en hurtig anholdelse for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på udlevering, vil Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) samtidig med fremsendelsen af den modtagne europæiske arrestordre til Justitsministeriet kunne sende arrestordren direkte til den politikreds, hvor den eftersøgte person ifølge det oplyste opholder sig.

Vedkommende politimester vil herefter på grundlag af den modtagne europæiske arrestordre skulle tage stilling til, om der skal ske anholdelse i sagen. Justitsministeriet underrettes i givet fald straks herom med henblik på, at ministeriet – såfremt der ikke allerede måtte være foretaget en foreløbige vurdering af udleveringsgrundlaget – hurtigst muligt kan tage stilling hertil inden den pågældende skal fremstilles i retten.

Hvis direkte henvendelse til Justitsministeriet ikke er muligt (uden for almindelig kontortid), vil henvendelse i sådanne tilfælde kunne ske til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), som kontakter Justitsministeriet. Det bør i den forbindelse angives, til hvilket telefonnummer mv. der kan ske underretning om resultatet af Justitsministeriets forhåndsvurdering af sagen.

Såfremt Justitsministeriet finder, at den europæiske arrestordre ikke bør forhåndsafvises, følges den fremgangsmåde, som er beskrevet ovenfor under pkt. A, hvilket bl.a. betyder, at politiet uden ophold skal iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, og på baggrund heraf skal sende en indstilling til Justitsministeriet i så god tid, at Justitsministeriet kan træffe afgørelse om udleveringsspørgsmålet inden for den 10-dages frist, der som nævnt følger af lovens § 18 d, stk. 1.

Justitsministeriet vil, når der foreligger praktiske erfaringer med anvendelsen af den beskrevne hasteprocedure, overveje behovet for eventuelt at foretage ændringer heri.

2.3.2.2. Fremgangsmåden ved manglende kendskab til eftersøgtes opholdssted

I de tilfælde, hvor den eftersøgte ikke har kendt opholdssted her i landet, vil en europæisk arrestordre enten kunne modtages som en indberetning i Schengen-informationssystemet eller som alternativ hertil via Interpol, jf. herved rammeafgørelsens artikel 9 og 10.

A. Indberetning til Schengen-informationssystemet

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.3.2.1. skal en indberetning, som sker på grundlag af artikel 95 i Schengen-konventionen, ifølge rammeafgørelsens artikel 9, stk. 3, have samme retsvirkning som en europæisk arrestordre.

Dette betyder som nævnt bl.a., at den hidtidige praksis vedrørende indsættelse af påtegninger i databasen i den nationale del af Schengen-informationssystemet om, at der ikke må foretages anholdelse af danske statsborgere på baggrund af indberetninger fra andre kontraherende stater (”flagning”), ikke vil kunne opretholdes.

I forbindelse med indsættelse af en artikel 95-indberetning i den nationale del af Schengen-informationssystemet vil det således alene skulle kontrolleres, at den pågældende indberetning (som efter det oplyste er en europæisk arrestordre), indeholder de fornødne oplysninger til at kunne danne baggrund for udlevering efter de nye regler om den europæiske arrestordre, jf. lovens § 18 a, der er beskrevet ovenfor under pkt. 2.3.1. Denne kontrol af arrestordren foretages af Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), som ligeledes sørger for, at eventuelle manglende oplysninger hurtigst muligt tilvejebringes fra den udstedende judicielle myndighed, jf. herved rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2.

Når de fornødne oplysninger foreligger, foretager Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) en indsættelse af den pågældende eftersøgte person i den nationale del af Schengen-informationssystemet.

Antræffes en eftersøgt person, som er indberettet i Schengen-informationssystemet (uden kendt ophold her i landet), kan den pågældende anholdes, idet vedkommende politimester via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) straks underretter Justitsministeriet herom med henblik på, at ministeriet kan foretage den foreløbige vurdering af, om udlevering af den pågældende person allerede på det foreliggende grundlag bør nægtes, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 1. Justitsministeriet underretter vedkommende politimester samt Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) om resultatet heraf, og ministeriet anmoder desuden vedkommende politimester om i givet fald uden ophold at foretage den undersøgelse, der er nødvendig for endeligt at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt.

Ved denne undersøgelse følges den fremgangsmåde, som fremgår af pkt. 2.3.2.1 (A) ovenfor. Dette betyder bl.a., at politiet snarest og så vidt muligt inden for 3 dage efter modtagelsen af den europæiske arrestordre skal afslutte undersøgelsen og fremkomme med en indstilling vedrørende udleveringsspørgsmålet, således at Justitsministeriet kan træffe afgørelse i sagen inden for den 10-dages frist, som følger af lovens § 18 d, stk. 1.

Justitsministeriet orienterer vedkommende politimester og Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) om den trufne afgørelse i sagen. Politimesteren underretter herefter den pågældende person om Justitsministeriets beslutning og i givet fald om adgangen til domstolsprøvelse samt den frist på 3 dage, der ifølge udleveringslovens § 18 b, stk. 4 (med henvisningen til § 15, stk. 2, og § 16), gælder for fremsættelse af begæring herom, jf. i øvrigt nærmere ovenfor under pkt. 2.3.2.1. (A).

Politiet træffer aftale med den udstedende myndighed om den praktiske overgivelse af den pågældende person. Dette vil kunne ske via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret).

For så vidt angår sager af særlig hastende karakter henvises til pkt. C.

B. Fremsendelse gennem Interpol

For så vidt angår en europæisk arrestordre, som modtages via Interpol – dvs. en arrestordre fra Storbritannien eller Irland – behandles denne i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som skal følges ved indberetning i Schengen-informationssystemet, jf. ovenfor under pkt. A.

C. Sager af særlig hastende karakter

I sager af særlig hastende karakter, dvs. navnlig hvor den pågældende anholdes i weekenden eller på helligdage, underrettes Justitsministeriet herom med henblik på, at ministeriet – såfremt der ikke allerede måtte være foretaget en foreløbig vurdering af udleveringsgrundlaget – kan tage stilling hertil inden den pågældende skal fremstilles i retten.

Hvis direkte henvendelse til Justitsministeriet ikke er muligt (uden for almindelig kontortid), vil henvendelse i sådanne tilfælde kunne ske til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), som kontakter Justitsministeriet. Det bør i den forbindelse angives, til hvilket telefonnummer mv. der kan ske underretning om resultatet af Justitsministeriets forhåndsvurdering af sagen.

Såfremt Justitsministeriet finder, at den europæiske arrestordre ikke bør forhåndsafvises, følges den fremgangsmåde, som er beskrevet ovenfor under pkt. A, hvilket bl.a. betyder, at politiet uden ophold skal iværksætte den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, og på baggrund heraf skal sende en indstilling til Justitsministeriet i så god tid, at Justitsministeriet kan træffe afgørelse om udleveringsspørgsmålet inden for den 10-dages frist, der som nævnt følger af lovens § 18 d, stk. 1.

Justitsministeriet vil, når der foreligger praktiske erfaringer med anvendelsen af den beskrevne hasteprocedure, overveje behovet for eventuelt at foretage ændringer heri.

2.3.3. Sprog

Efter rammeafgørelsens artikel 8, stk. 2, skal den europæiske arrestordre ledsages af en oversættelse til det eller de officielle sprog i den fuldbyrdende medlemsstat. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen eller senere ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet meddele, at den accepterer en oversættelse til et eller flere andre af De Europæiske Fællesskabers institutioners officielle sprog.

Loven indeholder ikke bestemte krav til, hvilke(t) sprog der kan anvendes af de øvrige EU-medlemsstater ved fremsendelse af en europæisk arrestordre til Danmark. Justitsministeriet agter i lyset heraf at sende en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet om, at Danmark vil acceptere europæiske arrestordrer, som er udfærdiget på dansk, svensk eller engelsk.

Vedkommende politimester sørger i fornødent omfang for oversættelse til dansk af en europæisk arrestordre, som er modtaget på svensk eller engelsk, herunder navnlig med henblik på anvendelse heraf i forbindelse med sagens behandling ved retten.

2.3.4. Tidsmæssige krav til sagsbehandlingen

2.3.4.1. Sagsbehandlingstiden ved behandlingen af en europæisk arrestordre

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 17, at en europæisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag. Den pågældende bestemmelse fastsætter endvidere visse frister for sagsbehandlingen i sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre.

Efter den nævnte bestemmelse i rammeafgørelsen er Danmark forpligtet til så vidt muligt at overholde de fastsatte vejledende frister og ved overskridelse underrette både den anmodende medlemsstat og efter omstændighederne Eurojust herom. Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, hvorledes en effektiv overholdelse af rammeafgørelsens og lovens frister for sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre sikres bedst muligt.

Justitsministeriet har på møder med repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen, Københavns Politi, Advokatrådet og Landsforeningen for beskikkede advokater drøftet fristerne i rammeafgørelsen. Under drøftelserne blev der bl.a. opnået enighed om følgende målsætninger for sagsbehandlingen af europæiske arrestordrer, som er udmøntet i lovens § 18 d, stk. 1 og 2

Justitsministeriet skal så vidt muligt træffe afgørelse om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre inden 10 dage efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen. Træffer Justitsministeriet afgørelse om, at den pågældende skal udleveres, og indbringes sagen derefter for domstolene, bør der så vidt muligt træffes endelig retsafgørelse i sagen inden 50 dage efter Justitsministeriets afgørelse, således at den samlede sagsbehandlingstid ikke overstiger 60 dage, jf. lovens § 18 d og rammeafgørelsens artikel 17.

Da fristerne i lovens § 18 d kun er vejledende frister, vil en overskridelse af tidsfristen i den konkrete sag ikke have umiddelbare konsekvenser for hverken behandlingen af udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om varetægtsfængsling. Med henblik på at sikre at disse frister så vidt muligt overholdes, vil Justitsministeriet løbende følge udviklingen i sagsbehandlingstiderne i sager om udlevering til andre EU-medlemsstater.

Justitsministeriet vil foretage en registrering af, i hvilket omfang 10-dages fristen i lovens § 18 d, stk. 1, overholdes. Justitsministeriet vil i den forbindelse underrette den udstedende judicielle myndighed, såfremt der undtagelsesvis ikke træffes afgørelse om udlevering inden for 10-dages fristen. I så fald kan fristen efter rammeafgørelsens artikel 17, stk. 4, forlænges med yderligere 30 dage.

Kan der undtagelsesvis ikke træffes endelig afgørelse i sagen inden 60 dage efter anholdelsen, skal den udstedende judicielle myndighed underrettes herom. I så fald kan 60-dages fristen ligeledes forlænges med 30 dage. I praksis vil underretning skulle ske ved, at anklagemyndigheden straks orienterer Justitsministeriet, når det står klart, at 60-dages fristen ikke vil kunne overholdes. Anklagemyndigheden skal samtidig oplyse ministeriet om grundene til, at det ikke vil være muligt at overholde fristen. Justitsministeriet vil herefter – på baggrund af oplysningerne fra anklagemyndigheden – give myndigheden i den anmodende medlemsstat underretning herom.

Med henblik på overholdelse af disse målsætninger bør Justitsministeriets beslutning om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre forelægges den pågældende hurtigst muligt, og sagen bør ved ønske om retlig prøvelse snarest fremsendes til retten med anmodning om hurtig berammelse. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på rettens mulighed for at afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt advokat som forsvarer, hvis den pågældende ikke kan medvirke til behandlingen af sagen inden for 50-dages fristen.

Det bemærkes, at det lovforslag, som har dannet baggrund for lovændringen, er omfattet af lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på overholdelsen af lovens frister for behandlingen mv. af sager om udlevering af personer til andre EU-medlemsstater på grundlag af en europæisk arrestordre. Det er derfor vigtigt, at den nævnte registrering af sagsbehandlingstiden i forbindelse med behandlingen af europæiske arrestordrer finder sted, herunder også med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af selve den praktiske gennemførelse af en udlevering, jf. herom nedenfor under pkt. 3.4.3.2.

2.3.4.2. Fristen for den praktiske gennemførelse af udleveringen

Med baggrund i rammeafgørelsens artikel 23 er der indsat en bestemmelse i lovens § 18 e, hvorefter en eventuel fængsling skal ophæves, hvis udleveringen ikke er gennemført senest 10 dage efter, at der er truffet endelig beslutning om udlevering.

Hvis den pågældende ikke har givet afkald på at indbringe Justitsministeriets beslutning for retten, skal 10-dages fristen først regnes fra udløbet af den frist på 3 dage, som efter loven gælder for at indbringe Justitsministeriets afgørelse for byretten. Det samme gælder efter den nævnte bestemmelse med hensyn til fristen på 3 dage for kære af en retskendelse om udlevering. 10-dages fristen skal således først regnes fra det tidspunkt, hvor udleveringsbeslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, hvilket også indbefatter de tilfælde, hvor der er meddelt 3-instansbevilling i sagen.

Retten kan dog udsætte fristen for udlevering i særlige tilfælde, jf. lovens § 18 e, stk. 3, hvilket bl.a. har den virkning, at en eventuel varetægtsfængsling efter omstændighederne vil kunne forlænges.

I overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 23 skal dansk politi underrette den udstedende judicielle myndighed, hvis det ikke viser sig muligt at overgive den person, som skal udleveres fra Danmark, inden for den nævnte 10-dages frist. I så fald aftales der en ny dato for den praktiske gennemførelse af udleveringen, som ikke må være længere end 10 dage.

2.3.5. Den eftersøgtes rettigheder

Efter rammeafgørelsens artikel 11 skal en eftersøgt person, der anholdes, informeres om, at der foreligger en europæisk arrestordre, om indholdet af denne samt om mulighederne for at meddele samtykke til udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til at lade sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med lovgivningen i det anmodede land.

Dansk lovgivning lever på dette punkt allerede op til de krav, som rammeafgørelsen stiller, og der har derfor ikke været behov for at gennemføre særlige lovbestemmelser til opfyldelse af rammeafgørelsen.

Efter bestemmelsen i lovens § 18 d, stk. 3, gælder der således i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 14 regler om forsvarsbeskikkelse, jf. også ovenfor under pkt. 2.3.2. Loven indeholder ikke specifikke regler om tolkebistand, men det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at der altid vil blive anvendt tolk, hvis den person, der søges udleveret, ikke helt forstår eller taler dansk. Der kan i øvrigt henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed, der vedrører anholdtes rettigheder – herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage tolkebistand.

Det skal dog præciseres, at politiet i forbindelse med iværksættelse af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering bør finde sted, skal orientere den eftersøgte i overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen, herunder om muligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Se i øvrigt herom lovens § 18 c.

2.3.6. Afhøring af den eftersøgte

Som i andre sager om udlevering vil det også i sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre være det klare udgangspunkt, at politiet – i det omfang det er muligt – foretager afhøring af den pågældende eftersøgte person.

Efter rammeafgørelsens artikel 14 har den anholdte, hvis vedkommende ikke giver sit samtykke til udlevering, ret til at blive afhørt. I overensstemmelse hermed bør politiet i forbindelse med den iværksatte undersøgelse underrette den pågældende person om denne mulighed, og i det omfang den pågældende ønsker det foranstalte, at der sker en afhøring af den pågældende. Afhøring kan både ske indenretligt og udenretligt. Samtykke til udlevering kan kun ske indenretligt, jf. lovens § 18 c.

Afhøringsmaterialet sendes til Justitsministeriet sammen med politiets indstilling vedrørende udleveringsspørgsmålet.

2.4. Ikrafttrædelsesspørgsmål

Udleveringsbegæringer fra en anden EU-medlemsstat, som modtages efter den 1. januar 2004, skal behandles efter de nye regler om den europæiske arrestordre, jf. herved lovens § 3.

Dette betyder bl.a., at spørgsmålet om udlevering af en person, som på baggrund af en indberetning i Schengen-informationssystemet er anholdt her i landet før den 1. januar 2004, vil skulle vurderes efter de nye regler om den europæiske arrestordre, hvis udleveringsbegæringen i sagen (dvs. en europæisk arrestordre) er modtaget efter den 1. januar 2004.

Er udleveringsbegæringen derimod modtaget før den 1. januar 2004, skal anmodningen om udlevering af den pågældende færdigbehandles efter de hidtidige regler, medmindre anmodningen efterfølgende er afløst af en europæisk arrestordre. Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) bør derfor i de tilfælde, hvor der er sket anholdelse på baggrund af en ”gammel” indberetning i Schengen-informationssystemet, kontakte den udstedende judicielle myndighed med henblik på at få afklaret, om der er udstedt eller påtænkes udstedt en europæisk arrestordre.

Det anførte gælder, uanset om den pågældende medlemsstat på tidspunktet for udstedelsen af en europæisk arrestordre endnu ikke har gennemført rammeafgørelsen i dens nationale lovgivning, dvs. at den pågældende medlemsstat ikke selv vil kunne behandle en udleveringsbegæring efter de nye regler om den europæiske arrestordre. Der stilles med andre ord ikke efter loven noget krav om gensidighed.

3. Udlevering fra en anden EU-medlemsstat til Danmark

3.1. Generelt

Udleveringsloven regulerer ikke spørgsmålet om, under hvilke betingelser en person kan udleveres fra en anden EU-medlemsstat til Danmark med henblik på retsforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet. En sådan regulering er heller ikke gennemført ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om den europæiske arrestordre, og spørgsmålet om, hvorvidt der i en konkret sag vil kunne ske udlevering af en eftersøgt person til Danmark, vil således bero på rammeafgørelsens regler og gennemførelseslovgivningen i den EU-medlemsstat, hvorfra udlevering søges. Det bemærkes i den forbindelse, at ikke alle medlemsstaterne forventes at have gennemført rammeafgørelsen i national ret pr. 1. januar 2004.

Justitsministeriets foreløbige oplysninger tyder således på, at rammeafgørelsen først vil være fuldt ud gennemført i alle medlemsstater fra sommeren 2004, jf. om ikrafttrædelsesspørgsmål nedenfor under pkt. 3.2.6. Endvidere kan der henvises til den nedenfor under pkt. 4 angivne hjemmeside, hvor Rådets Generalsekretariat med tiden forventes at indlægge oplysninger om status for gennemførelsen af rammeafgørelsen i EU-medlemsstaterne.

Som følge heraf, og da de foreløbige oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra de øvrige medlemsstater, tyder på, at rammeafgørelsens valgmuligheder vil blive udnyttet forskelligt i de forskellige medlemsstater, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt entydigt at fastslå, under hvilke betingelser og procedurer der vil kunne ske udlevering fra de øvrige EU-medlemsstater til Danmark med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Med henblik på at skabe størst mulig sikkerhed for, at en europæisk arrestordre, som er udstedt her i landet, ikke afvises af de øvrige EU-medlemsstater, finder Justitsministeriet, at følgende retningslinjer indtil videre bør følges ved udstedelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre

3.2. Udstedelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre

3.2.1. Indholdet af en europæisk arrestordre – formkrav?

En europæisk arrestordre skal efter rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, indeholde en række nærmere angivne oplysninger i overensstemmelse med den formular, som er medtaget i bilaget til rammeafgørelsen (se vejledningens bilag 2).

Selv om det ikke kan anses for et krav efter rammeafgørelsen, må det på baggrund af de foreløbige oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget vedrørende gennemførelsen af rammeafgørelsen i de øvrige EU-medlemsstater, antages, at en række medlemsstater vil stille krav om at modtage selve certifikatet (i papirudgave). Justitsministeriet finder derfor, at der i forbindelse med udstedelse af en europæisk arrestordre vedrørende en eftersøgt person bør udarbejdes et egentligt certifikat indeholdende de relevante oplysninger, således at dette certifikat umiddelbart kan sendes til den relevante fuldbyrdende judicielle myndighed i den pågældende EU-medlemsstat.

Der har mellem EU-medlemsstaterne hersket usikkerhed om, hvorvidt en europæisk arrestordre kan udstedes for mere end én lovovertrædelse. Denne usikkerhed må imidlertid anses for afklaret, og samtlige medlemsstater har således givet udtryk for, at de vil behandle en europæisk arrestordre, som indeholder flere lovovertrædelser.

3.2.2. Fremgangsmåden ved udstedelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre

A. Den generelle fremgangsmåde (dvs. sager som ikke er særligt hastende)

I lovforslaget til gennemførelse af den europæiske arrestordre i dansk ret, jf. ovenfor under pkt. 1, er det nærmere overvejet, om der i forbindelse med indførelsen af arrestordren kan være anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling af anmodninger om udlevering i disse nye sager. Justitsministeriet har bl.a. drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Københavns Politi. Under drøftelserne var der enighed om, at kompetencen til at behandle sager i 1. instans om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre (både for så vidt angår udstedelsen af en arrestordre og behandlingen af en arrestordre udstedt af en anden medlemsstat) indtil videre bør placeres hos Justitsministeriet, der i øvrigt har den centrale kompetence på udleveringsområdet.

I overensstemmelse hermed har Danmark afgivet en erklæring om, at Justitsministeriet skal anses som den judicielle myndighed i Danmark, som er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre, jf. herved rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3.

Det forhold, at en europæisk arrestordre skal udstedes (underskrives) af Justitsministeriet som den kompetente judicielle myndighed ændrer ikke ved, at initiativet til at begære en person udleveret på grundlag af en europæisk arrestordre som hidtil vil skulle komme fra anklagemyndigheden (politimesteren).

Vedkommende politimester bør af hensyn til sagens videre forløb på et så tidligt tidspunkt som muligt orientere vedkommende statsadvokat og Justitsministeriet om ønsket om at udfærdige en europæisk arrestordre på en eftersøgt person – og dette bør senest ske på det tidspunkt, hvor politiet træffer beslutning om (over for en dansk domstol) at begære varetægtsfængsling in absentia med henblik på udfærdigelse af en europæisk arrestordre.

I lighed med den hidtidige ordning vil anklagemyndigheden skulle tilvejebringe de oplysninger, som er fornødne for udstedelsen af en europæisk arrestordre, jf. herom ovenfor under pkt. 3.2.1. På baggrund heraf udarbejder anklagemyndigheden et udkast til europæisk arrestordre, dog således at pkt. i) i certifikatet om den udstedende myndighed udfyldes af Justitsministeriet. Justitsministeriet har i den forbindelse behov for at modtage oplysning om, hvilken person i politikredsen som skal anføres som kontaktperson vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af en senere overgivelse af den eftersøgte person.

En elektronisk udgave af det certifikat, som bør anvendes ved udstedelse af en europæisk arrestordre, vil kunne findes på politiets intranet (POLNET) – og på længere sigt i politiets edb-sagsbehandlingssystem (POL-SAS).

Udkastet til en europæisk arrestordre sendes – efter forelæggelse for vedkommende statsadvokat – i elektronisk form via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) til Justitsministeriet til godkendelse. Det bør i den forbindelse angives, om den pågældende person vil blive efterlyst i andre lande end EU-medlemslandene. Se herom nedenfor under pkt. 3.2.7.

Når Justitsministeriet har godkendt og underskrevet den europæiske arrestordre (som udstedende myndighed) tilbagesendes den originale europæiske arrestordre til vedkommende politimester. Endvidere sendes der en kopi heraf til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) med henblik på indberetning af den eftersøgte person i Schengen-informationssystemet og udsendelse af en international efterlysning via Interpol.

I de sager, hvor den eftersøgtes opholdsted er kendt, og hvor den europæiske arrestordre således vil kunne sendes direkte til den myndighed, som skal fuldbyrde arrestordren, bør vedkommende politimester over for Justitsministeriet oplyse, såfremt man – ud over indberetningen i Schengen-informationssystemet – ønsker, at der sker en direkte oversendelse til den fuldbyrdende myndighed. Dette bør normalt være tilfældet.

Så snart der modtages underretning fra en myndighed i en anden EU-medlemsstat om, at der er sket anholdelse og eventuelt fængsling af en person, som er eftersøgt af de danske myndigheder, skal denne underretning videresendes til vedkommende politimester. Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed i den pågældende EU-medlemsstat stiller krav om at modtage den originale europæiske arrestordre (om fornødent i papirudgave), sørger vedkommende politimester herfor. I den forbindelse bør det sikres, at den europæiske arrestordre er oversat til et sprog, som accepteres i den pågældende medlemsstat, jf. nedenfor under pkt. 3.2.3.

Det bemærkes, at det følger af rammeafgørelsens artikel 10, stk. 4, at en europæisk arrestordre kan fremsendes på en hvilken som helst sikker måde, der kan efterlade et skriftligt spor, og som giver den fuldbyrdende medlemsstat mulighed for at efterprøve ægtheden.

B. Sager af særlig hastende karakter

I sager, som er af særlig hastende karakter, og hvor direkte henvendelse til Justitsministeriet ikke er mulig (uden for almindelig kontortid), vil henvendelse kunne ske til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret), som kontakter Justitsministeriet med henblik på at aftale, hvorledes der hurtigst muligt kan udstedes og fremsendes en europæisk arrestordre vedrørende en person, som – typisk efter anholdelse i et andet EU-medlemsland – ønskes udleveret her til landet til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Justitsministeriet vil, når der foreligger praktiske erfaringer med anvendelsen af den beskrevne hasteprocedure, overveje behovet for eventuelt at foretage ændringer heri.

3.2.3. Sprog

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke præcise oplysninger om, hvilke sprog der vil skulle anvendes ved udstedelse af en europæisk arrestordre. Ved fremsendelsen af en europæisk arrestordre til en anden EU-medlemsstat bør man derfor – medmindre der foreligger sikre oplysninger om, at en anden fremgangsmåde kan anvendes – sikre sig, at arrestordren er oversat til et officielt sprog i den stat, hvorfra udlevering ønskes, jf. herved rammeafgørelsens artikel 8, stk. 2.

Der kan i øvrigt henvises til den nedenfor under pkt. 4 angivne hjemmeside, hvor Rådets Generalsekretariat med tiden forventes at indlægge oplysninger om sprogordningen i hver enkelt EU-medlemsstat.

3.2.4. Sagsbehandlingstid

Efter de oplysninger, som Justitsministeriet er i besiddelse af, vil der i EU-medlemsstaternes lovgivninger blive fastsat forskellige frister for fremsendelse af en europæisk arrestordre. De foreløbige oplysninger tyder på en meget uensartet praksis i de forskellige medlemsstater, idet tidsfristerne, som bl.a. synes at afhænge af, om det pågældende land stiller krav om at modtage et egentligt certifikat, må forventes at blive fastlagt således, at arrestordren i nogle lande skal modtages i løbet af meget kort tid (i visse situationer inden for 48 timer fra anholdelsen), mens andre lande vil acceptere fremsendelse af arrestordren inden for en længere periode (i visse situationer i op til to måneder efter anholdelsen). Der kan i øvrigt henvises til den nedenfor under pkt. 4 angivne hjemmeside, hvor Rådets Generalsekretariat med tiden forventes at indlægge oplysninger om fristerne for fremsendelse af europæiske arrestordre til de forskellige EU-medlemsstater.

Med henblik på at sikre at en europæisk arrestordre kan fremsendes inden for den frist, som måtte gælde i den pågældende medlemsstat, bør den originale arrestordre opbevares i vedkommende politikreds med henblik på, at arrestordren hurtigst muligt kan oversættes til det relevante sprog og herefter fremsendes til den fuldbyrdende judicielle myndighed – eventuelt via Rigspolitichefen (Kommunikationscentret). Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2. ovenfor.

3.2.5. Udgifter

Efter rammeafgørelsens artikel 30 afholder den fuldbyrdende medlemsstat de udgifter på sit territorium, der følger af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, mens alle andre udgifter afholdes af den udstedende medlemsstat.

I overensstemmelse hermed vil de udgifter, som er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre her i landet, skulle bæres af de danske myndigheder. Udgifterne til oversættelse af en europæisk arrestordre til det sprog, som kræves af den pågældende EU-medlemsstat, vil som hidtil skulle bæres af den myndighed, som over for Justitsministeriet har anmodet om udlevering af den pågældende person. Udgifterne konteres under kontoen for udgifter vedrørende strafferetsplejen.

3.2.6. Ikrafttrædelsesspørgsmål

Som det er fremgået ovenfor under pkt. 3.1., vil en række af EU-medlemsstaterne ikke have gennemført rammeafgørelsen i deres nationale lovgivning pr. 1. januar 2004.

Der vil derfor i forhold til disse lande kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt der alligevel skal sendes en europæisk arrestordre med henblik på udlevering af den pågældende person. På baggrund af de foreløbige oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra de pågældende lande, tyder meget på, at landene – indtil rammeafgørelsen er gennemført i national ret – vil behandle europæiske arrestordrer i overensstemmelse med deres hidtidige lovgivning på udleveringsområdet. Uanset dette skal der i overensstemmelse med rammeafgørelsen udstedes og fremsendes en europæisk arrestordre. Der kan i øvrigt henvises til den nedenfor under pkt. 4 angivne hjemmeside fra Rådets Generalsekretariat.

Det bemærkes, at tre lande på baggrund af rammeafgørelsens artikel 32 har erklæret, at de ikke i alle tilfælde vil udlevere på grundlag af en europæisk arrestordre for lovovertrædelser, som er begået før den 1. januar 2004.

Frankrig har således erklæret, at man ikke vil anvende reglerne om den europæiske arrestordre på lovovertrædelser, der er begået før den 1. november 1993, mens Italien og Østrig har erklæret, at de ikke vil anvende reglerne på lovovertrædelser, der er begået før den 7. august 2002. De pågældende lande vil i stedet for behandle udleveringsbegæringer vedrørende sådanne lovovertrædelser efter de hidtidige regler i deres nationale lovgivning om udlevering af lovovertrædere.

Et særligt spørgsmål er, om der som følge af ikrafttrædelsen af den europæiske arrestordre (den 1. januar 2004) bør ske en omdannelse af de eksisterende efterlysninger efter Schengen-konventionens artikel 95 til europæiske arrestordrer. Om dette bør ske beror på en række forhold, som bør afklares i den enkelte politikreds. Justitsministeriet forudsætter, at der i givet fald udarbejdes de fornødne certifikater i de sager, hvor der sker konvertering til en europæisk arrestordre, jf. nærmere ovenfor under pkt. 3.2.1. og 3.2.3.

3.2.7. International efterlysning af personer, der kan opholde sig uden for EU

Som det er fremgået ovenfor under pkt. 3.2.2. indebærer rammeafgørelsen, at udlevering mv. mellem EU-medlemsstaterne (fra den 1. januar 2004) skal ske på grundlag af en europæisk arrestordre.

Rammeafgørelsen omfatter ikke udlevering mellem medlemsstaterne og tredjelande, og der er derfor på dette område ikke noget behov for at foretage ændringer i den fremgangsmåde, som hidtil har været anvendt i forbindelse med politiets udsendelse af internationale efterlysninger.

Dette betyder, at politiet efter at have opnået en fængslingskendelse vedrørende den eftersøgte person (in absentia) vil kunne fremsætte begæring til Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) om via Interpol at udsende en international efterlysning af den pågældende person til lande uden for EU. Politiet bør i den forbindelse sørge for, at Rigspolitichefen (Kommunikationscentret) modtager kopi af fængslingskendelsen.

4. Yderligere oplysninger

Spørgsmål om behandlingen af europæiske arrestordre kan rettes til Det Internationale Kontor i Justitsministeriet, som også gerne bistår med praktisk hjælp i forbindelse med bl.a. udfyldningen af en europæisk arrestordre. Der kan endvidere henvises til den hjemmeside, som er oprettet af Generalsekretariatet for Rådet – http://ue.eu.int/ejn2 (under ”Retlige og Indre Anliggender” - ”X - Decisions, framework decisions” og dernæst under ”G – European arrest warrant”) – hvor der med tiden forventes at blive indlagt oplysninger om status for gennemførelsen af rammeafgørelsen i EU-medlemsstaterne samt oplysninger om en række praktiske spørgsmål af betydning for udstedelsen og fremsendelsen af en europæisk arrestordre. Med tiden forventes hjemmesiden også at komme til at indeholde oversigter over, hvorledes den enkelte EU-medlemsstat har gennemført den europæiske arrestordre i national ret.

Justitsministeriet, den 19. december 2003

Kristian Korfits Nielsen