Cirkulæreskrivelse til kommunerne, politiet og anklagemyndigheden om håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse

Bilag

Bilag

Vejledning om håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse

1. Indledning

Forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse fremgår af § 40 i lov om planlægning (planloven).

Denne vejledning, der er udarbejdet af Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet og Socialministeriet, orienterer om mulighederne for at håndhæve planlovens § 40.

Der kan endvidere henvises til

· Vejledning om planloven (Miljøministeriet, Planstyrelsen, april 1992),

· Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen (Miljøministeriet, Planstyrelsen, og Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, december 1991), og

· Miljøministeriets skrivelse af 1. juli 1992 til samtlige kommuner og amtskommuner (5. kontor, j.nr. D 35605-0010).

Regelgrundlaget

Efter planlovens § 40, stk. 1, må en bolig i et sommerhusområde bortset fra kortvarige ferieophold m.v. ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til 31. marts, medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev udlagt til sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er bortfaldet, jf. § 56, stk. 2.

Efter § 40, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde dispensere fra forbudet i stk. 1. En dispensation bortfalder ved ejerskifte, og når boligen ikke længere anvendes til helårsbeboelse.

Forbudet i § 40, stk. 1, gælder ikke for de pensionister m.fl., der opfylder betingelserne i planlovens § 41 for at benytte en bolig i et sommerhusområde til helårsbeboelse.

Ved anmeldelse af tilflytning til en sommerhusadresse har folkeregistret pligt til at vejlede om forbudet mod helårsbeboelse, jf. nærmere § 5 i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 46 af 24. marts 1993 om folkeregistrering

§ 5. Ved anmeldelse af tilflytning til en sommerhusadresse, skal folkeregistret skriftligt gøre de(n) flyttende opmærksom på, at det efter lov om planlægning er forbudt og forbundet med strafansvar at anvende et sommerhus til overnatning i perioden 1. oktober til 31. marts. Undtagelse gælder kun for kortvarige ferieophold (ophold af 3-4 ugers varighed), weekends el. lign. Et ophold anses ikke for afbrudt ved nogle enkelte overnatninger andetsteds.

Forbudet gælder ikke for de pensionister m.fl., der efter § 41 i lov om planlægning har ret til at anvende boligen til helårsbeboelse.

Stk. 2. Hvis det ikke er ejeren af sommerhuset, der tilmelder sig sommerhusadressen, skal ejeren samtidig skriftligt orienteres om tilmeldingen.

Stk. 3. Ved den skriftlige orientering, der er nævnt i stk. 1 og 2, skal der henvises til lov om planlægning. Spørgsmålet om den videre vejledning fastlægges af kommunalbestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til Indenrigsministeriets vejledning nr. 47 af 24. marts 1993 om folkeregistrering, herunder navnlig kapitel 2 om bopælsregistrering og kapitel 3, afsnit 2, om tvangsflytninger.

3. Kommunernes tilsyn

Efter planlovens § 51 er det kommunerne, der har til opgave at føre tilsyn med, at reglerne i § 40 om anvendelse af sommerhuse overholdes.

Planlovens regler om tilsyn m.v. indebærer, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sikre en forsvarlig administration og et tilstrækkeligt tilsyn med reglernes overholdes.

Kommunalbestyrelsen har således pligt til at foretage nærmere undersøgelser, hvis der modtages klager eller andre henvendelser, som ikke er åbenbart grundløse, eller hvis kommunen på anden måde får en konkret begrundet mistanke om ulovlig adfærd.

Med henblik på at forbedre kommunernes muligheder for at løse denne opgave er de elementer, der indgår i tilsynet, samt kommunernes sanktionsmuligheder nærmere beskrevet i de følgende afsnit.

4. Sagens oplysning

Det er af væsentlig betydning, at der som led i kommunernes udøvelse af tilsynspligten i de konkrete sager søges indhentet alle fornødne oplysninger. Det vil således nærmest bero på en –samlet vurdering af en række forskellige forhold – hvoraf nogle må tillægges større vægt end andre – om det kan lægges til grund, at der er tale om ulovlig helårsbeboelse. I denne vurdering kan f.eks. indgå følgende forhold

- Folkeregistertilmelding på sommerhusadressen.

- Modtagelse af sociale ydelser i sommerhuskommunen i vinterhalvåret.

- Beboerne af sommerhusadressen har børn i kommunens skoler eller daginstitutioner.

- Korrespondance til kommunen, hvori den pågældende direkte eller indirekte bekræfter, at huset anvendes til helårsbeboelse.

- Selvangivelse – kørselsfradrag til henholdsvis fra sommerhus.

- Arbejde i sommerhuskommunen.

- Ekstraordinært stort el- eller vandforbrug.

De nævnte forhold er for det første af betydning i forbindelse med den administrative håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse, jf. nærmere afsnit 6. Ved indgivelse af politianmeldelse bør kommunerne imidlertid også videregive alle fornødne oplysninger, der vil kunne inddrages som bevis for, at der er tale om ulovlig beboelse, til politiet, jf. nærmere punkt 7 – 8.

5. Indhentelse og videregivelse af oplysninger – forholdet til forvaltningsloven

Det har været rejst som et spørgsmål, i hvilet omfang teknisk forvaltning i en kommune kan indhente oplysninger fra eksempelvis skatteforvaltningen og socialforvaltningen til brug ved kontrollen med overholdelsen af planloven.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der virker inden for den offentlige forvaltning, må indhente (”skaffe sig”) fortrolige oplysninger, uden for ansøgningssager er reguleret generelt i forvaltningslovens § 32. Efter bestemmelsen må den pågældende ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. I det omfang, fortrolige oplysninger fra socialforvaltningen eller skatteforvaltningen har betydning for teknisk forvaltnings kontrol med overholdelsen af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse, er der ikke noget til hinder for, at teknisk forvaltning anmoder social- eller skatteforvaltningen om sådanne oplysninger.

Forvaltningslovens § 28 regulerer spørgsmålet om videregivelse af fortrolige oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.

Den kommunale forvaltning er en enhedsforvaltning. Udveksling af fortrolige oplysninger mellem forskellige dele af kommunalforvaltningen må således betragtes som intern i den forstand, at der er tale om udveksling af oplysninger inden for samme forvaltningsmyndighed.

Ændringen af den sociale styrelseslov, jf. lov nr. 389 af 7. juni 1989, har medført, at også det eller de stående udvalg, der behandler sager om ydelser til enkeltpersoner efter den sociale lovgivning, fremover betragtes som en del af den kommunale enhedsforvaltning.

Forvaltningslovens § 28 gælder således ikke for udveksling af fortrolige oplysninger mellem forskellige dele af den kommunale forvaltning og således heller ikke for social- og skatteforvaltningens adgang til at videregive oplysninger til teknisk forvaltning i de her omhandlede sager.

Der er således efter forvaltningsloven intet til hinder for, at socialforvaltningen og skatteforvaltningen videregiver fortrolige oplysninger til teknisk forvaltning i disse tilfælde. Videregivelsen er dog begrænset til de oplysninger, som teknisk forvaltning har et sagligt behov for at få kendskab til med henblik på udøvelsen af kontrollen med overholdelsen af planlovgivningen. Sker videregivelsen inden for rammerne af det anførte, må videregivelsen anses for berettiget og vil således ikke være i strid med lovgivningens regler om tavshedspligt – herunder de almindelige regler i forvaltningsloven og straffeloven.

Der kan i øvrigt henvises til Socialministeriets vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning.

6. Administrative håndhævelsesmuligheder

Planlovens § 51, stk. 5 indebærer, at når en kommune bliver opmærksom på et forhold, der er ulovligt i henhold til planlovens § 40, har kommunen pligt til at foranledige forholdet lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning. I den vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, der er henvist til punkt 1, anføres det, at bagatelgrænsen, som udtrykkes ved ordene ”underordnet betydning”, skal trækkes snævert.

Når kommunen har konstateret, at der sandsynligvis sker ulovlig beboelse af et sommerhus, bør kommunen første varsle ejeren/brugeren af sommerhuset om, at der kan forventes et lovliggørelsespåbud. En sådan varslingsskrivelse giver ejeren/brugeren mulighed for at redegøre for benyttelsen af sommerhuset, før kommunen udsteder et egentligt påbud.

Varslingen bør ske skriftligt og skal i øvrigt opfylde de almindelige krav til en varslingsskrivelse. Der kan hentes inspiration i den under punkt 1 nævnte vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, side 14.

Såfremt ejeren/brugeren ikke kan/vil redegøre for forholdet eller afgiver utilstrækkelige oplysninger, fremsender kommunen et påbud om lovliggørelse. Udformningen af et påbud er nærmere beskrevet i ovennævnte ”håndhævelsesvejledning” side 14 – 15.

Lovliggørelse kan ske enten fysisk, dvs. ved at beboelsen bringes til ophør, eller retligt ved en dispensation, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Hvis de administrative retshåndhævelsesskridt ikke fører til, at der sker lovliggørelse, har kommunen pligt til at indgive politianmeldelse .

7. Politianmeldelse

Efter modtagelsen af anmeldelsen iværksætter politiet en politimæssig efterforskning, når der er rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, jf. retsplejelovens § 742.

Det er af afgørende betydning, at kommunerne er omhyggelige med ”sagens oplysning” i politianmeldelsen, således at politiet har et godt grundlag for at vurdere, om der skal indledes en efterforskning af sagen.

Politianmeldelsen bør indeholde

- Klar og tydelig dato.

- Ejerens/brugerens navn og adresse.

- Adresse og matr.nr. på den aktuelle ejendom.

- Kommunens navn og adresse.

- Beskrivelse af den ulovlige handling og henvisning til planlovens § 40 samt angivelse af strafbestemmelse (planlovens § 64, stk. 1, nr. 2).

- Oplysning om hvornår og hvordan kommunen har konstateret den ulovlige beboelse (se denne vejlednings punkt 4 om hvilke forhold, der bør indgå i sagens oplysning).

- Oplysning om, hvad kommunen allerede har foretaget sig for at standse den ulovlige beboelse.

- Kopi af påbud og eventuelle andre sagsakter.

- Andet materiale, der belyser den ulovlige beboelse.

- Kontaktpersonen i kommunen.

8. Videregivelse af oplysninger til politiet

Det har været rejst som et spørgsmål, i hvilket omfang kommunerne kan videregive oplysninger til politiet i disse sager.

Er der tale om oplysninger, der ikke er fortrolige (F.eks. almindelige adresseoplysninger og oplysning om, hvor den pågældende arbejder, og hvor den pågældendes børn går i skole), vil sådanne oplysninger uden videre kunne videregives til politiet.

Videregivelsen af fortrolige oplysninger fra kommunalforvaltningen til politiet kan ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 28.

Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold (personfølsomme oplysninger), herunder oplysning om væsentlige sociale problemer, må kun videregives, når betingelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, er opfyldt.

Efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, kan videregivelse af personfølsomme oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed ske, når videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. Om fortolkningen af denne bestemmelse anføres i den kommenterede forvaltningslov, 1992, side 370, bl.a. følgende

”Som et nødvendigt led i en sags behandling må også anses f.eks. videregivelse af oplysninger fra en sag om social bistand til politiet i forbindelse med de sociale myndigheders anmodning til politiet om efterforskning af forholdet med henblik på at få konstateret, om der foreligger socialt bedrageri. Også i øvrigt i tilfælde, hvor offentlige myndigheder indgiver anmeldelse til politiet, må

det anses for at være et nødvendigt led i myndighedens behandling af sagen, at der i forbindelse med selve anmeldelsen videregives alle fornødne oplysninger til brug for politiets efterforskning, herunder i givet fald oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold”.

Andre fortrolige oplysninger (dvs. fortrolige oplysninger, der ikke angår personfølsomme forhold), som f.eks. almindelige skattemæssige oplysninger om kørselsfradrag, kan ud over det, der gælder for personfølsomme oplysninger, videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Der er således ikke noget til hinder for, at teknisk forvaltning uden samtykke fra den pågældende borger videregiver fortrolige oplysninger, herunder om nødvendigt også personfølsomme oplysninger, som er indhentet fra f.eks. socialforvaltningen, til politiet i forbindelse med indgivelse af anmeldelse med henblik på at sikre håndhævelsen af forbudet mod beboelse i sommerhuse i vinterhalvåret.

9. Politiets behandling af sagen

Politiets efterforskning har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.

Det er den stedlige politimester, som – på baggrund af en konkret vurdering af samtlige sagens faktiske og retlige omstændigheder – afgør, om der er grundlag for at rejse tiltale.

De regionale statsadvokater fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning.

Afgørelsen om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af planloven, henhører endeligt under domstolene.

Cirkulæreskrivelse til kommunerne, politiet og anklagemyndigheden om håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse

På baggrund af en række henvendelser fra bl.a. kommuner om ulovlig beboelse i sommerhuse har Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet og Socialministeriet udarbejdet vedlagte vejledning om håndhævelse af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse.

Vejledningen indeholder bl.a. en gennemgang af regelgrundlaget samt en række afsnit om kommunernes og politiets behandling af sager af denne karakter.

Sigtet med vejledningen er navnlig at bidrage til at styrke retshåndhævelsen på dette område, bl.a. ved at skabe grundlag for et godt samarbejde mellem kommunerne og politiet om behandlingen af disse sager.

Det tilføjes, at den lokale politimyndighed og repræsentanter for kommunalbestyrelsen vil kunne aftale retningslinier for samarbejdet mellem den kommunale administration og politiet, og at der i den forbindelse muligvis vil kunne opnås en større effekt i retshåndhævelsen ved lokalt i perioder at koncentrere indsatsen om enkelte sager eller enkelte sommerhusområder. Generelt vil dette kunne medføre en positiv effekt med hensyn til overholdelsen af planlovens bestemmelser.

Justitisministeriet, den 8. marts 1994

Erling Olsen

/Lars Bay Larsen