Cirkulære om egentlig militærtjeneste
Statutory Text (4 Articles)
§ 1. Vedlagte aftale, der den 15. januar 2003 blev indgået mellem forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren, har til formål at præcisere begrebet egentlig militærtjeneste i arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3.
§ 2. Egentlig militærtjeneste omfatter arbejde, der
1) udføres af det militære personels landbaserede enheder, herunder værnepligtige, uanset på hvilken måde de måtte være tilknyttet forsvaret, samt medlemmer af hjemmeværnet, og
2) udføres i den del af forsvarets operative virksomhed, herunder militær uddannelses- og øvelsesvirksomhed, der foregår med henblik på løsning af de beredskabsmæssige, antiterrormæssige, fredsskabende, fredsbevarende samt krigsmæssige opgaver, der påhviler dem, og
3) som er planlagt i et øvelses- eller uddannelsesdirektiv eller tilsvarende direktiv med betegnelse, omfang, placering og tidsramme mv. for aktiviteten.
§ 3. Aftalen indeholder en fælles erklæring om, at aktiviteter, som omfattes af egentlig militærtjeneste, i videst muligt omfang skal foregå under hensyntagen til arbejdsmiljølovens formål om, at arbejdet skal udføres på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
Stk. 2. Aftalen indeholder endvidere en fælles erklæring om, at der skal udarbejdes arbejdspladsvurderinger for de opgaver, som er omfattet af egentlig militærtjeneste, i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Aftalen indeholder endelig en fælles erklæring om, at sikkerhedsorganisationernes arbejde udvides med henblik på også at omfatte egentlig militærtjeneste, ved at der oprettes sikkerhedsgrupper for disse områder, jf. arbejdsmiljølovens kap. 2.
A F T A L E
mellem
forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren
om
præcisering af egentlig militærtjeneste
På baggrund af en henvendelse fra de militære personelorganisationer om afgrænsningen af arbejdsmiljølovens § 2, stk. 2, nr. 3 har forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren i forståelse med personelorganisationerne opnået enighed om nedenstående præcisering af begrebet egentlig militærtjeneste. Der er endvidere opnået enighed om en fælles hensigtserklæring for udarbejdelsen af arbejdspladsvurderinger og etablering af sikkerhedsgrupper i videst muligt omfang i forbindelse med egentlig militærtjeneste.
Egentlig militærtjeneste
Egentlig militærtjeneste omfatter arbejde, der
1) udføres af det militære personels landbaserede enheder, herunder værnepligtige, uanset på hvilken måde de måtte være tilknyttet forsvaret, samt medlemmer af hjemmeværnet, og
2) udføres i den del af forsvarets operative virksomhed, herunder militær uddannelses- og øvelsesvirksomhed, der foregår med henblik på løsning af de beredskabsmæssige, antiterrormæssige, fredsskabende, fredsbevarende samt krigsmæssige opgaver, der påhviler dem, og
3) som er planlagt i et øvelses- eller uddannelsesdirektiv eller tilsvarende direktiv med betegnelse, omfang, placering og tidsramme mv. for aktiviteten.
Under egentlig militærtjeneste gælder – udover bestemmelserne i arbejdsmiljølovens § 2, stk. 3, – forsvarets egne uddannelses- og sikkerhedsbestemmelser.
Mellem forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren er der enighed om, at aktiviteter, der omfattes af begrebet egentlig militærtjeneste, udover at være omfattet af ovennævnte bestemmelser, i videst muligt omfang skal foregå under hensyntagen til arbejdsmiljølovens bestemmelser.
Arbejdspladsvurderinger
I det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, skal der udarbejdes arbejdspladsvurderinger for de opgaver, der er omfattet af egentlig militærtjeneste.
Sikkerhedsorganisationer
Det skal tilstræbes, at en sikkerhedsorganisations arbejde udvides med henblik på også at omfatte egentlig militærtjeneste, ved at der oprettes sikkerhedsgrupper for disse områder, jf. arbejdsmiljølovens kap. 2.
Aftalens implementering
Denne aftale vil blive optaget i Forsvarsministeriets Kundgørelsessamling og af Arbejdstilsynet blive udsendt som en intern instruks. Herudover vil Arbejdstilsynet udsende en AT-Vejledning, hvori aftalens indhold vil blive optaget og uddybet.
Forsvarsministeren
Beskæftigelsesministeren
København, den 15/1 2003
Forsvarsministeriet, den 8. maj 2003
P.M.V.
E.B
Susan Nissen
kontorchef
Cirkulære om egentlig militærtjeneste