Legislator Case Law & Legislation
C20030908154 DK

Skrivelse med orientering om spørgsmål i forbindelse med gennemførelse af en ungdomssanktion (efter straffelovens § 74 a)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2003 9081 Historic

Skrivelse med orientering om spørgsmål i forbindelse med gennemførelse af en ungdomssanktion (efter straffelovens § 74 a)

(Til samtlige kommuner, amtskommuner m.fl.)

Baggrund

Der er over for Socialministeriet fremsat ønske om en nærmere orientering om ungdomssanktionen. Der er på tidspunktet for dette orienteringsbrev alene afsagt et begrænset antal domme til ungdomssanktion.

Ministeriet har alene besvaret spørgsmål af mere generel interesse vedrørende et begrænset antal situationer. Orienteringsbrevet tager udgangspunkt i disse besvarelser, og vedrører overvejende spørgsmål af retlig karakter og kan ikke betragtes som en mere generel dækkende vejledning. Senere supplerende spørgsmål af mere generel interesse, vil blive søgt samlet op med henblik på en efterfølgende supplerende orientering.

Besvarelserne har i vid udstrækning kunnet ske med henvisning til bemærkninger til lovforslaget og tidligere givet vejledning, herunder i

- Orienteringsbrevet i forbindelse med lovens vedtagelse. Socialministeriets brev af 1. juni 2001.

- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 620 af 21. juni 2001 om magtanvendelse mv. (med senere ændringer).

- Vejledning om særlig støtte til børn og unge. Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002.

Orienteringens indhold

Til indledning gives en mere bred orientering, herunder om lovforslaget, og formuleringen af lovbestemmelsen i straffeloven.

Dernæst berøres mere konkretiserede spørgsmål vedrørende

- Indstilling til anklagemyndigheden, planlægning af et ungdomssanktionsforløb

- Tilsyn med unge, der er dømt til ungdomssanktion

- Magtanvendelse

- Servicelovens tilbud for unge, der er idømt en ungdomssanktion

- Kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af en ung i sikret afdeling med anden hjemmel end i dom til ungdomssanktion

- Kompetence til at træffe afgørelse om tilbageføring til sikret afdeling (med hjemmel i dom til ungdomssanktion)

Endelig berøres to problemstillinger, Justitsministeriet har udtalt sig om

- Gennemførelse af afgørelse om ungdomssanktion og tilbageføring til sikret afdeling i tilfælde af undvigelse. Sondring mellem pålæg og vilkår.

- Regulering af spørgsmål om ny kriminalitet

Indførelsen af ungdomssanktionen, lovforslaget

I straffeloven blev der med virkning for gerningstidspunkter fra den 1. juli 2001 indført en ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de 15-17 årige. Formålet med lovændringen er at styrke indsatsen og reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle gennem at fastholde den unge i længere tid og for samtidig at iværksætte en behandling, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs.

Lovforslaget kan læses og downloades fra Folketingets hjemmeside www.ft.dk se under dokumenter arkiv samlingen 2000-01. I bemærkningerne til lovforslaget er der forholdt til flere af de problemstillinger, der i praksis vil opstå i forbindelse med afviklingen af en ungdomssanktion. Lovforslaget bygger på den rapport, som Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet afleverede til justitsministeren og socialministeren den 2. februar 2001. Rapporten kan findes på nettet under Justitsministeriets hjemmeside www.jm.dk

Lovteksten (straffelovens § 74 a)

» § 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. «

Indstilling til anklagemyndigheden, planlægning af et ungdomssanktionsforløb

For at tilvejebringe et grundlag for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelse med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplys~ninger om sigtedes personlige forhold hos de sociale myndigheder i sigtedes opholds~kom~mu~ne. De sociale myndigheder bør i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en dom til socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig, og som led i den plan, der efter serviceloven er pligt til at udarbejde for unge, som har begået alvorlig kriminalitet hvilke pålæg, der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

I de sager, hvor en ungdomssanktion kan kom~me på tale, skal indstillingen fra de sociale myndigheder indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. De sociale myndigheder bør i den forbindelse (via anklagemyndigheden) indstille til retten, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret døgninstitution, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution/opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en pædagogisk obser~va~tion, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution/op~holdssted.

Det er i lovforslaget med reference til rapporten fra Ekspertgruppen omtalt, at det forudsættes, at retten ikke afsiger dom til en ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en dom til socialpædagogisk behandling.

De sociale myndigheder udarbejder en handleplan, som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et bilag. Handleplanen kan løbende tilpasses af kommunen inden for de overordnede rammer, der er afstukket ved dommen. Et kvalificeret arbejde med handleplanen er afgørende for et vellykket forløb. Linjerne heri skal være gennemdrøftet med og stå klart for den unge. Samtidig skal de være klare pejlemærker for de ansatte, der yder den socialpædagogiske indsats i forhold til den unge.

Betydningen af en velbegrundet indstilling kan ses af en landsretsdom (V.L.D. 13. marts 2002, U.f.r. 2002, s. 1303). Kommunen havde i denne sag argumenteret for, at en ung ikke skulle have pålæg om at indlede ungdomssanktionen på en sikret afdeling. Dommen indeholdt i forlængelse heraf ikke et sådant pålæg.

Samtidig havde kommunen i den konkrete sag udarbejdet en alternativ handleplan for den situation, at den unge ikke blev dømt til socialpædagogisk foranstaltning. Kommunen havde således et beredskab til at kunne forholde sig til den unge uanset dommens udfald.

Kommunen bør ved planlægningen af et ungdomssanktionsforløb tilstræbe, at der sikres en kontinuitet i forløbet. Amtet vil evt. kunne yde bistand med hensyn til plads i et egnet døgntilbud, der kan magte den unge. Kontinuiteten vedrører også den behandlingsmæssige indsats. Det kan således være værdifuldt, hvis der er mulighed for, at personale kan følge den unge fra den sikrede afdeling til et åbent døgntilbud og evt. i det videre forløb.

Ikke alle døgntilbud er indrettet på at kunne modtage målgruppen af unge. Kommunen bør derfor, på tidspunktet, det anses for at være en realistisk mulighed, at den unge skal i et ungdomssanktionsforløb afdække muligheder for et kontinuert forløb.

Tilsyn med unge, der er dømt til ungdomssanktion

Ungdomssanktionen fratager ikke kommunen fra den sædvanlige tilsynsforpligtelse, herunder under anbringelse i døgntilbud, også i sikrede afdelinger.

Magtanvendelse

» Magtanvendelsesbekendtgørelse « , Socialministeriets bekendtgørelse nr. 620 af 21. juni 2001, blev ændret i forbindelse med indførelsen af ungdomssanktionen og omfatter også unge, der er dømt til en ungdomssanktion. Det fremgår efter ændringen, at unge kan optages i sikret afdeling efter det fyldte 18. år, hvis opholdet er led i en ungdomssanktion.

Servicelovens tilbud for unge, der er idømt en ungdomssanktion

Unge, der er idømt en ungdomssanktion, kan sideløbende med en afvikling af en ungdomssanktion tilbydes foranstaltninger efter serviceloven, jf. Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge. Det betyder, at regelsættet, der knytter sig hertil, skal følges. Et eksempel herpå gengives nedenfor.

Kompetence til at træffe afgørelse om anbringelse af en ung i sikret afdeling med anden hjemmel end i dom til ungdomssanktion

Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det er påkrævet, at en ung i et ungdomssanktionsforløb skal have ophold i en sikret afdeling, og der ikke med hjemmel i dommen om ungdomssanktion er grundlag for at træffe afgørelse om tilbageføring. I en sådan situation kan kommunen træffe afgørelse om anbringelse i sikret afdeling efter de sædvanlige regler i serviceloven og magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Kompetence til at træffe afgørelse om tilbageføring til sikret afdeling (med hjemmel i dom til ungdomssanktion)

Reglerne om kompetence til at træffe afgørelse om tilbageføring fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 620 af 21. juni 2001. (Denne bekendtgørelse er senere ændret, men ændringen vedrører ikke kompetencespørgsmålet.) Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 5, at kommunen er kompetent til at træffe sådanne afgørelser, og at kommunens afgørelse skal tiltrædes af amtskommunen i det amt, hvor den pågældende sikrede afdeling ligger.

Gennemførelse af afgørelse om ungdomssanktion og tilbageføring til sikret afdeling i tilfælde af undvigelse. Sondring mellem pålæg og vilkår.

Justitsministeriet har på en forespørgsel udtalt følgende

» I bemærkningerne til lovforslaget om indførelse af ungdomssanktion er det anført, at dette indebærer, at afgørelsen, herunder pålægget om institutionsophold, kan gennemføres umiddelbart efter sit indhold. Herved adskiller det sig fra, hvad der gælder for vilkår i en betinget dom.

Hvis den dømte ikke opfylder et vilkår i eller i henhold til en betinget dom om f.eks. institutionsophold, kan vilkåret således ikke gennemtvinges ved, at politiet henter den pågældende og bringer vedkommende tilbage til institutionen. I stedet er i straffelovens § 60 fastsat nærmere regler om sanktionerne ved overtrædelse af vilkår i eller i henhold til en betinget dom.

Et pålæg i en dom til ungdomssanktion f.eks. om institutionsophold kan derimod gennemtvinges umiddelbart. Hvis en person, som er undergivet ungdomssanktion, undviger fra en sikret døgninstitution, vil det derfor være muligt ved efterfølgende pågribelse at bringe vedkommende tilbage til en sikret døgninstitution på ny med henblik på den fortsatte gennemførelse af ungdomssanktionen. «

Regulering af spørgsmål om ny kriminalitet

Justitsministeriet har på en forespørgsel bl.a. udtalt følgende

» Straffelovens § 74 a, stk. 2, 3. pkt., regulerer spørgsmålet om ny kriminalitet, der begås af unge, som er undergivet ungdomssanktion, og hvor straffesagen i anledning af den nye kriminalitet afgøres, inden ungdomssanktionen er afviklet.

Hvis en person, der er undergivet en foranstaltning efter § 74 a, stk. 1, begår ny kriminalitet, kan retten således efter straffelovens § 74 a, stk. 2, 3. pkt., i stedet for at dømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.

Efter straffelovens § 89 a, stk. 2, kan retten endvidere træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt foranstaltning efter straffelovens § 74 a, hvis den person, der er undergivet en sådan foranstaltning, efterfølgende idømmes straf.

I bemærkningerne til lovforslaget om indførelse af ungdomssanktionen er der nærmere angivet mulige løsninger for de tilfælde, hvor en ung, som er undergivet en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet. «

Socialministeriet, den 11. marts 2003

Kirsten á Rogvi

/Peter Uldall

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →