Legislator Case Law & Legislation
C20030900954 DK

Skrivelse om oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 2002

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2003 9009 Historic

Skrivelse om oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 2002

Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 2002

1. Ifølge rigsrevisorlovens § 17, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997), skal rigsrevisor afstemme statsregnskabet med særregnskaberne og sammenholde bevillings- og regnskabstal (bevillingskontrol). Rigsrevisionen afgiver en beretning til statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, hvori der redegøres for den udførte bevillingskontrol.

Statsrevisorernes årlige beretning om revisionen af statsregnskabet indeholder herudover en redegørelse for den udførte revision for hvert enkelt ministerområde. Endvidere vil en række tværgående emner blive behandlet i beretningen.

2. Til brug for bevillingskontrollen for finansåret 2002 bedes ministeriet sende de i pkt. 5-8 nævnte oplysninger vedrørende samtlige hovedkonti under ministerens område til Rigsrevisionen senest den 15. april 2003.

Det skal bemærkes, at der er foretaget følgende ændringer i forhold til sidste års indkaldelse af oplysninger til brug for bevillingskontrollen

· Det tidligere pkt. 9 om afgivelse af en erklæring til regnskabet er erstattet af ministeriernes godkendelse af regnskaberne i form af en særlig godkendelsesskrivelse (regnskabserklæring), jf. Økonomistyrelsens skrivelse af 20. november 2002 til alle departementer vedrørende regnskabsafslutningen for finansåret 2002.

Tværgående emner til beretningen for 2002

3. Rigsrevisionen vil undersøge følgende tværgående emner med henblik på en eventuel omtale i beretningen for 2002

· Finansministeriets stillingskontrol

· Indtægtsdækket virksomhed

· IT-anvendelse.

Rigsrevisionen vil rette henvendelse til de relevante ministerier, hvis der til undersøgelsen af de tværgående emner er behov for særlige oplysninger.

Regnskabsmæssige forklaringer

4. Der afgives regnskabsmæssige forklaringer ved væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål og de opnåede resultater samt ved væsentlige afvigelser mellem bevillingstal og regnskabstal. De nærmere krav til de regnskabsmæssige forklaringer er beskrevet i pkt. 5-8 nedenfor.

For hovedkonti, der indgår i et virksomhedsregnskab/årsrapport for 2002, skal alle de i pkt. 5-8 omtalte regnskabsmæssige forklaringer indgå i virksomhedsregnskabet/årsrapporten.

5. For hovedkonti, hvor der er opstillet mål i bevillingslovene, skal der redegøres for væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål, fx aktivitets-, service- og produktivitetsmål, og de opnåede resultater. Oplysningerne om de opnåede resultater afgives i en form, der muliggør sammenligning med oplysningerne i bevillingslovene.

For hovedkonti, der indgår i et virksomhedsregnskab/årsrapport, skal der endvidere redegøres for væsentlige afvigelser mellem de i virksomhedsregnskabet/årsrapporten gengivne mål og de opnåede resultater.

Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.

6. Der skal endvidere på hovedkontoniveau afgives regnskabsmæssig forklaring for alle bevillingstyper for væsentlige afvigelser mellem bevillingstallene, som de fremgår af bevillingslovene, og statsregnskabstallene. For hovedkonti med bevillingsafregning bedes de regnskabsmæssige forklaringer tage udgangspunkt i årets resultat.

Ved vurdering af om en afvigelse er væsentlig, må såvel den procentvise som den beløbsmæssige afvigelse tages i betragtning. Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.

De regnskabsmæssige forklaringer skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvilke ændringer i budgetteringsforudsætningerne, herunder aktivitetsændringer, afvigelserne dækker over, baggrunden for disse ændringer samt hvordan ændringerne relaterer sig til de realiserede udgifter og indtægter.

For driftsbevillinger, anlægsbevillinger og statsvirksomheder gives der forklaring i følgende tilfælde

a. For driftsbevillinger hvis der er væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for den samlede nettoudgiftsbevilling eller for lønsumsbevillingen. Der skal således ikke afgives forklaring for afvigelser på underkonti eller standardkonti inden for hovedkontoen. Forklaring på afvigelser for hele hovedkontoen kan dog tage udgangspunkt i mer- eller mindreforbrug på underkonti eller standardkonti.

Der skal under alle omstændigheder afgives regnskabsmæssig forklaring, hvis bevillingsoverskridelsen udgør mere end 2 % af bruttodriftsudgifterne eller 10 mio. kr., eller hvis en bevillingsoverskridelse fra tidligere år ikke er udlignet, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.6.5.

b. For anlægsbevillinger i form af projektbevilling afgives regnskabsmæssig forklaring ved væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for det enkelte projekt, eller hvis der i øvrigt er væsentlige projektændringer eller væsentlige ændringer med hensyn til totaludgift og færdiggørelsestidspunkt, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.8.3.

For anlægsbevillinger, hvor dele af bevillingen er afsat som rådighedspulje, afgives der regnskabsmæssig forklaring ved merforbrug eller væsentligt mindreforbrug af rådighedspuljen i forhold til det bevilgede.

c. For statsvirksomheder redegøres for afvigelser ud over de tilladte akkumulerede udsving i nettotallet. Der afgives en oversigt over det akkumulerede udsving i forhold til nettotallet for de sidste 4 år, og der afgives forklaring, hvis det akkumulerede udsving er negativt 4 år i træk, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.7.4.

7. For hovedkonti med bevillingsafregning afgives regnskabsmæssig forklaring for væsentlige indrapporteringer i forbindelse hermed foretaget ved anvendelse af bevillingsafregningsskemaets (arbejdsudgaven) pkt. 5, 12, 16, 17 og 18.

8. Hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at foretage dispositioner, hvortil der ikke normalt er hjemmel, herunder fx overførsler mellem hovedkonti, bedes ministeriet vedlægge kopi af korrespondance mv.

9. Yderligere eksemplarer af denne cirkulæreskrivelse kan rekvireres ved henvendelse til Rigsrevisionen på tlf. 33 92 84 00, lokal 28 416. Cirkulæreskrivelsen findes også på Rigsrevisionens hjemmeside: www.rigsrevisionen.dk.

Rigsrevisionen, den 23. januar 2003

Henrik Otbo

/John Bæk Rasmussen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →