Vejledning om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed
Table of Provisions (17)
Statutory Text (17 Articles)
Kapitel 1
Område og begreber
Kapitel 1
Område og begreber
Til § 1
Bekendtgørelsen omfatter kun personer, der ansøger om eller modtager hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik og er arbejdsmarkedsparate, dvs. ansøger om eller modtager hjælp alene på grund af ledighed.
Det er kommunen, der vurderer, om en person er arbejdsmarkedsparat.
Retningslinier for bl.a. visitation er tidligere blevet beskrevet i Socialministeriets vejledning nr. 49 af 24. april 2001 om ændrede rådigheds- og sanktionsregler m.v. for kontanthjælpsmodtagere.
Hovedreglen er, at en person, der får brug for hjælp til forsørgelse alene på grund af ledighed (hvor ledigheden er den sociale begivenhed), anses som arbejdsmarkedsparat.
Hvis en person vurderes at være arbejdsmarkedsparat, skal personen stå til rådighed efter bekendtgørelsen.
Til § 2
Bekendtgørelsen omfatter – på grund af den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller – også en ansøgers ægtefælle, medmindre ægtefællen ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil sige, at manglende rådighed for en kontanthjælpsmodtager fortsat vil indebære, at også ægtefællen mister sin hjælp eller omfattes af en sanktion.
En person, der er indsat i fængsel eller arresthus, skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis den indsattes ægtefælle er berettiget til hjælp efter kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik, beregnes hjælpen til den pågældende som til en enlig.
Se Socialministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000 om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus.
Kapitel 2
Generelle rådighedsbetingelser
Kapitel 2
Generelle rådighedsbetingelser
Det er en grundlæggende betingelse for at få hjælp til forsørgelse efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, at en ansøger og dennes ægtefælle står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kapitel 2 i bekendtgørelsen regulerer, hvilke generelle betingelser, der skal være opfyldt for, at en person kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Kommunen skal sikre sig, at betingelserne er opfyldt.
At stå til rådighed for arbejdsmarkedet er dog blot én af flere betingelser, der skal være opfyldt, for at en person og dennes ægtefælle kan få hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik. Kommunen skal derfor også sikre sig, at de øvrige betingelser for at udbetale hjælp er tilstede, fx betingelserne om ophold i Danmark, om ikke at deltage i uddannelse og om ikke at kunne dække sit forsørgelsesbehov gennem andre ydelser, formue eller indtægter mv.
Til § 5
En person tilmeldes AF i overensstemmelse med reglerne herom i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, dvs. enten ved personligt fremmøde på AF eller digitalt via internettet.
Ved tilmeldingen modtager personen et fremmødekort med en kontaktdato. Fremmødekortet fremsendes elektronisk ved personens online tilmelding. Fremmødekortet er personens dokumentation for tilmeldingen.
Hovedreglen er, at en person, der skal være tilmeldt AF, kun kan få hjælp, så længe personen er tilmeldt. Kommunen kan dog dispensere for en periode med manglende tilmelding til AF, hvis betingelserne for at give en dispensation er opfyldt, fx hvis den manglende tilmelding eller fejlagtige afmelding beror på forhold hos kommunen eller AF, og personen ikke har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding eller fejlagtige afmelding. Kommunen skal høre AF, hvis der er sandsynlighed for, at den manglende tilmelding beror på AF.
Der kan ikke dispenseres, hvis den manglende tilmelding beror på den pågældende selv.
Tilmeldingen er én af flere betingelser for at få hjælp. Kommunen skal derfor sikre sig, at de øvrige betingelser for at udbetale hjælp er opfyldt forud for, at der træffes afgørelse om, hvorvidt der gives en dispensation. Er de øvrige betingelser for at yde hjælp ikke opfyldt, skal kommunen træffe afgørelse herom efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Kommunen skal ikke også vurdere spørgsmålet om dispensation for den manglende tilmelding til AF.
Kommunen kan efter § 5, stk. 3, beslutte, at der kan dispenseres for en persons manglende tilmelding til AF, hvis den manglende tilmelding beror på forhold hos andre end kommunen eller AF. Der vil som regel være tale om, at en manglende tilmelding eller en fejlagtig afmelding er sket på grund af forhold hos 3. mand eller ekstraordinære upåregnelige forhold.
Der kan ikke dispenseres, hvis den manglende tilmelding beror på den pågældende selv.
Til § 6
Betingelsen om, at en person senest 1 måned efter tilmeldingen skal lægge sit CV ind i Job- og CV-banken, fremgår af § 13 a i lov om aktiv socialpolitik.
Det er en del af rådighedsforpligtelsen, at CV’et indlægges i CV-banken inden for fristen. Ved manglende overholdelse af forpligtelsen vil personen ifalde en sanktion efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik. Personen skal ajourføre oplysningerne i CV’et, hvis personen har haft beskæftigelse eller deltaget i tilbud eller uddannelse mv., som øger mulighederne for at få beskæftigelse.
Job- og CV-banken findes på hjemmesiden: www.jobnet.dk
Betingelserne om, at oplysningerne i CV’et skal være fyldestgørende og korrekte og tilgængelige, fremgår af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Efter indlæggelse eller ajourføring mv. af CV’et skal personen sikre sig, at CV’et ikke er mangelfuldt, og at oplysningerne i CV’et er korrekte. Se også vejledningen til § 25 om ajourføring af CV’et.
I Job- og CV-banken er indbygget en funktion, der medfører, at en persons CV bliver inaktivt, hvis personen ikke har ”været inde i” Job- og CV-banken i 12 uger. At CV’et bliver inaktivt betyder, at det ikke kan ses af fx arbejdsgivere og kommunen. Personen vil – når den pågældende ikke har ”været inde i” Job- og CV-banken i 10 uger – modtage besked med brev fra AF og eventuelt med e-post fra Job- og CV-banken om, at CV’et vil blive inaktivt.
For at holde sit CV aktivt skal personen mindst hver 12. uge logge sig på Job- og CV-banken for fx at
1) tilføje eller ændre oplysninger i sit CV,
2) se hvor mange gange CV’et er læst eller udsøgt af en arbejdsgiver,
3) besvare henvendelser fra arbejdsgivere.
Hvis kommunen bliver bekendt med, at en persons CV er inaktivt, skal den lade dette forhold indgå i en rådighedsvurdering efter bekendtgørelsens § 20.
Til § 7
1-dages fristen gives for at give en person tid til at indrette sig på at skulle i arbejde, til samtale, møde mv.
Kommunen og AF kan dog formidle arbejde med en kortere frist, hvis arbejdet skal tiltrædes samme dag.
Kendskab til daglig post
I betingelsen om at kunne overtage arbejde med dags varsel ligger bl.a., at en person skal gøre sig bekendt med sin daglige post. Personen skal enten selv vente på den daglige post eller på anden vis sikre sig kendskab til posten.
Det er en persons eget ansvar at modtage posten, så længe personen ikke har meddelt sin opholdsadresse til kommunen og AF.
Eksempler
En person ser ikke et brev fra kommunen eller AF om fx en formidlingssamtale, fordi personen opholder sig på en anden adresse end den, personen har meddelt til kommunen og AF. Personen bærer selv ansvaret for sin manglende viden om brevet, herunder konsekvenserne af en udeblivelse.
En person har aftalt med en anden person, at denne ser efter posten, mens den pågældende opholder sig på en anden adresse end den, der er meddelt til kommunen og AF. Personen bærer selv ansvaret for sin manglende viden om et brev fra kommunen eller AF, herunder konsekvenserne af en udeblivelse, selv om den manglende viden skyldes den anden person, fx fordi denne har glemt at se efter posten.
En person har fået sin post omadresseret på posthuset i en periode, hvor den pågældende opholder sig på en anden adresse end den, der er meddelt til kommunen og AF. Personen bærer selv ansvaret for sin manglende viden om et brev, herunder konsekvenserne af en udeblivelse, selv om denne fx skyldes, at brevet er forsinket på grund af omadresseringen.
En person ser ikke et brev fra kommunen eller AF, fordi den pågældende er flyttet til en anden adresse og ikke har meddelt adresseændring til kommunen (folkeregisteret) og AF. Også i det tilfælde bærer personen selv ansvaret for sin manglende viden om brevet, herunder konsekvenserne af en udeblivelse.
Til § 8
Det er kommunen, der vurderer, om et tilbud om arbejde er rimeligt. Vurderingen sker ud fra, hvad personen skønnes at kunne klare.
En person kan ikke uden konsekvenser for hjælpen afslå at tage imod et arbejde med begrundelser som fx,
- at lønnen er for lav i forhold til, hvad personen tidligere tjente,
- at arbejdsgiveren ikke har indgået overenskomst, eller
- at jobbet, som personen i øvrigt kan klare, ligger uden for den pågældendes arbejdsfelt i forhold til tidligere arbejde, uddannelse eller lignende.
Der kan være forhold ved arbejdet eller hos en person, som kan bevirke, at arbejdet i forhold til personen ikke er rimeligt. Fx kan arbejdet forudsætte fysiske kræfter, som den pågældende utvivlsomt ikke har.
En person skal give kommunen og AF besked om, at personen ikke kan arbejde på visse tider af døgnet, fordi den pågældende ikke kan få passet sine børn. Hvis personen senere får pasningsmulighed, skal der gives besked herom til kommunen og AF. Er en person i øvrigt nødt til at passe sine børn, og kan kommunen ikke anvise anden mulighed for at få børnene passet, vil personen være ”fritaget” for sin rådighedsforpligtelse, mens den pågældende mangler pasningsmulighed, jf. § 13, stk. 4, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik.
Personen skal kunne overtage rimeligt arbejde med op til fuld sædvanlig arbejdstid. Heri ligger, at personen ikke må indrette sig på kun at arbejde på nedsat tid, ligesom personen må være indstillet på at arbejde på op til fuld tid. Heri ligger også, at personen ikke faktisk eller retligt må være forhindret i at kunne overtage arbejde med op til fuld sædvanlig arbejdstid. Se også vejledningen til §13.
Til § 9
Hovedreglen er, at en person må acceptere op til 3 timers daglig transporttid.
I opgørelsen af transporttiden indgår al den tid en person bruger fra bopælen forlades, og til personen igen er hjemme, herunder også ventetid ved fx togskifte.
I særlige tilfælde må personen dog acceptere op til 4 timers daglig transporttid. De særlige tilfælde kan bl.a. være,
- hvis der i en region opstår mangel på arbejdskraft til arbejde, som personen skønnes at kunne klare, og arbejdet ikke i nær fremtid anses at kunne dækkes af lokal arbejdskraft (flaskehalssituationer),
- hvis personen har modtaget hjælp i 3 måneder,
- hvis personen har modtaget et uddannelsestilbud.
Der skal tages særlige hensyn til personens familiemæssige forhold mv.
Hvis en person har bosat sig i et område, hvor det er nødvendigt med længere transporttid end sædvanligt, må personen acceptere denne transporttid. Den transporttid, den pågældende må acceptere, afhænger konkret af, hvor den pågældende har bosat sig.
Kommunen skal ved sin rådighedsvurdering se på, om der er mulighed for beskæftigelse – ikke på, om der for tiden er ledige arbejdspladser – i området. Personen står ikke til rådighed, hvis personen bor et sted, hvor der reelt ikke er mulighed for arbejde, medmindre personen vælger at stille sig til rådighed for et større geografisk område.
For mellem- og højtuddannede er der en særlig pligt til udvidet geografisk mobilitet.
Mellem- og højtuddannede er personer, som har en uddannelse på niveau 6 eller derover i Dansk Uddannelses-Normenklatur (DUN). Se www.dst.dk
Der skal tages særlige hensyn til familiemæssige forhold, herunder til børnefamilier, enlige forældre og familier med syge eller handicappede familiemedlemmer mv. Der skal herunder tages hensyn til, om personen selv har et handicap.
Arbejdssøgning mv.
Til § 10
Det er en generel betingelse for at få hjælp, at en person er aktivt arbejdssøgende. Betingelsen fremgår af § 13, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.
En person skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked og må derfor ikke kun søge arbejde i udlandet, herunder Grønland og Færøerne.
Der stilles ikke specifikke krav til jobsøgningsintensiteten, dvs. til at personen inden for en given periode søger et bestemt antal jobs. Hvis der opstår tvivl om personens rådighed, skal kommunen se på antallet af rimelige jobs udbudt i det geografiske område i perioden.
Personen skal så vidt muligt søge arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid og arbejde, der udbydes hele året. Reglen skal sikre, at en person ikke indretter sig på fx at arbejde på nedsat tid, eller på kun at have sæsonarbejde.
Sæsonarbejde kan fx være arbejde ved forlystelsesetablissementer, arbejde på campingpladser og fritidsundervisning. Kendetegnende for sæsonarbejde er, at det er arbejde, der er betinget af årstiderne, eller arbejde, hvor en eller flere arbejdsfri perioder uden løn i ansættelsesforholdet typisk vil være forudsigelige. Der er ikke tale om sæsonarbejde, hvis personen er beskæftiget med arbejdet hele året.
En person skal søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område.
Hvis det er sædvanligt inden for et område, at en person søger skriftligt, personligt eller telefonisk, skal den pågældende gøre dette. Henvendelse til et bureau, en faglig organisation, annoncering og uopfordret jobsøgning, hvis dette er sædvanligt inden for området, kan også udgøre en del af arbejdssøgningen. En person skal herudover gøre brug af Job- og CV-banken, bl.a. ved søgning på de jobs, der er opslået i Job- og CV-banken, og ved henvendelse til de arbejdsgivere, som har meldt tilbage på personens CV.
En person må ikke holde op med at søge arbejde, fordi personen fx snart skal begynde uddannelse, overtage arbejde hhv. påbegynde selvstændig virksomhed, eller aftjene værnepligt mv.
Til § 11
En person, der deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal som hovedregel under deltagelsen kunne overtage arbejde, jf. §§ 7-9 og søge arbejde, jf. § 10, medmindre kravet er fraveget, jf. bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
En person kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om personen i en ansættelse med løntilskud har et opsigelsesvarsel over for arbejdsgiveren men ikke har en frigørelsesattest.
Til § 12
En person har pligt til at møde til forskellige aktiviteter.
I bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats er der bl.a. fastsat regler om, hvordan indkaldelse skal ske, om mødepligt og om en persons pligt til straks at give AF og kommunen besked, hvis personen ikke står til rådighed for formidlet arbejde på grund af arbejde, sygdom, deltagelse i kurser eller af anden grund.
Kapitel 3
Supplerende hjælp og frigørelsesattest mv.
Kapitel 3
Supplerende hjælp og frigørelsesattest mv.
Til § 13
En person, der har fuldtidsarbejde, kan ikke få hjælp – heller ikke selv om den løn, personen tjener ved fuldtidsarbejdet, er lavere end den hjælp, den pågældende ville kunne få efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.
Har en person arbejde på nedsat tid – og opfylder personen de almindelige betingelser for hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik – kan personen få supplerende hjælp. Personen skal dog fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For at stå til rådighed skal personen bl.a. kunne overtage arbejde, jf. §§ 7-9 i bekendtgørelsen.
Se dog vejledningen til § 14.
En person, som har arbejde på nedsat tid uden et opsigelsesvarsel over for arbejdsgiveren, er ikke omfattet af § 13, stk. 2-4.
Kommunen skal derfor undersøge, om personen er omfattet af et opsigelsesvarsel og i givet fald fra hvornår. Det, der regulerer, om en person er omfattet af et opsigelsesvarsel, vil oftest være en ansættelseskontrakt, en overenskomst eller funktionærloven.
Hvis personen har mere end ét arbejde på nedsat tid, skal hvert ansættelsesforhold undersøges.
En person, som har arbejde på nedsat tid og i forhold til dette arbejde har et opsigelsesvarsel over for arbejdsgiveren, vil være retligt forhindret i med dags varsel at overtage andet arbejde på fx fuld tid, medmindre den nedsatte arbejdstid til enhver tid kan placeres, så arbejdstiden ikke er til hinder for overtagelse af andet arbejde.
Eksempel
En person er ansat 10 timer om ugen til arbejde inden for sædvanlig arbejdstid og får supplerende kontanthjælp. Personen har et opsigelsesvarsel over for sin arbejdsgiver på 1 måned ved udgangen af en måned. Hvis personen den 10. i en måned får formidlet andet arbejde – som vil bevirke, at personen bliver selvforsørgende – til påbegyndelse den 15. i måneden, vil den pågældende ikke kunne overtage arbejdet, da personen er retligt forhindret heri, indtil personen er fratrådt i overensstemmelse med varslet.
For at stå til rådighed skal personen derfor have en erklæring fra sin arbejdsgiver om, at personen vil være frigjort fra sit opsigelsesvarsel, hvis den pågældende skulle få tilbudt arbejde, som vil bevirke, at den pågældende i højere grad eller helt bliver selvforsørgende og derfor ikke længere er berettiget til hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik.
Erklæringen skal fremgå af en frigørelsesattest, eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten. Dette er fx tilfældet, hvis der i kontrakten står, at personen ikke har et opsigelsesvarsel i ansættelsen, eller at varslet vil blive fraveget. Frigørelsesmuligheden vil også fremgå af ansættelseskontrakten, hvis der i kontrakten står, at personen i ansættelsen er omfattet af en overenskomst, og det af overenskomsten fremgår, at der ikke er et opsigelsesvarsel.
Hvis en person selv tilrettelægger sit arbejde og til enhver tid frit kan placere arbejdstiden, så arbejdet ikke er til hinder for overtagelse af andet arbejde, vil den pågældende ikke skulle have en frigørelsesattest. Dokumentation herfor kan være en erklæring fra arbejdsgiveren, fx på en frigørelsesattest, eller en ansættelseskontrakt.
Frigørelsesattesten findes på direktoratets blanket KB 100. Blanketten ligger på direktoratets hjemmeside: www.adir.dk
Sædvanligvis har arbejdsgiveren krav på et opsigelsesvarsel fra ansættelsesforholdets 1. dag.
Ansættelsesforholdet anses for påbegyndt fra og med ansættelsesdatoen i ansættelseskontrakten, uanset at personen først begynder i arbejdet på en senere dag. Dette kan fx være tilfældet for en lærer, der ansættes pr. 1. august, men hvor undervisningen på skolen først begynder nogle dage senere.
10-dages-fristen regnes fra og med den dag, hvor personen skal have en frigørelsesattest for at kunne få supplerende hjælp. Hvis der fx er prøvetid uden et opsigelsesvarsel, har arbejdsgiveren først krav på et opsigelsesvarsel efter udløbet af den aftalte prøvetid. 10-dages-fristen regnes her fra udløbet af prøvetiden. Kommunen skal derfor undersøge, om der er prøvetid, og hvilken betydning prøvetiden har for opsigelsesvarslet.
10-dages-fristen anses for overholdt, hvis arbejdsgiveren skriftligt, fx i stillingsopslaget mv., har erklæret, at der vil blive udstedt en frigørelsesattest, og at denne snarest muligt vil blive sendt til kommunen. Det er dog en betingelse, at kommunen har modtaget stillingsopslaget mv. inden for 10-dages-fristen.
Hvis kommunen modtager arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan personen tidligst få supplerende hjælp fra den dag, kommunen modtog erklæringen.
En person skal ikke tage imod et tilbud om arbejde på nedsat tid, hvis arbejdsgiveren ikke vil give personen en frigørelsesattest, og personen derfor ikke er berettiget til at få den supplerende hjælp, som personen ellers ville have haft ret til. I sådanne tilfælde vil personen kunne afvise tilbudet efter § 13, stk. 1, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, da tilbudet ikke er rimeligt på grund af forhold, der vedrører tilbudets indhold.
En person vil endvidere have en rimelig grund til at ophøre i et arbejde, hvis arbejdsgiveren under ansættelsen tilbagekalder en frigørelsesattest, og personen derfor ikke længere er berettiget til supplerende hjælp. Tilsvarende hvis betingelserne i ansættelsesforholdet ændrer sig, hvorefter personen får brug for en frigørelsesattest for at få supplerende hjælp, og arbejdsgiver ikke vil give en sådan.
Til § 14
Borgerligt ombud omfatter bl.a. hverv som kommunalbestyrelsesmedlem, domsmand, nævning og tilforordnet ved valg. Andet hverv i det offentliges interesse omfatter bl.a. hverv som offentlig vurderingsmand, det offentliges repræsentant i institutioner, ankemyndigheder mv. og hverv som frivillig brandmand.
Hverv som snarere må sidestilles med fritidsaktiviteter, som fx medlem af hjemmeværnet, er ikke omfattet.
Der stilles ikke krav om frigørelsesattest for personer, der har hverv, der er omfattet af bestemmelsen.
Eventuelle indtægter trækkes fra i hjælpen efter reglerne §§ 30-33 i lov om aktiv socialpolitik.
Kapitel 4
Fritagelse for rådighedsforpligtelsen
Kapitel 4
Fritagelse for rådighedsforpligtelsen
Til § 15
Opregningen af ”gyldige grunde” til ikke at stå til rådighed for et tilbud om arbejde eller et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er udtømmende. Opregningen fremgår også af § 13, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.
De ”gyldige grunde” finder anvendelse som hidtil i forhold til sanktionerne efter §§ 38 a, 39 og 41 i lov om aktiv socialpolitik. Se dog vejledningen til § 13.
En person, der fx er fritaget for at tage imod et tilbud om arbejde, fordi tilbudet ikke er rimeligt, er ikke i øvrigt fritaget for at stå til rådighed efter bekendtgørelsen. Personen skal således fortsat være tilmeldt AF og være aktivt arbejdssøgende mv.
En person skal ikke stå til rådighed efter bekendtgørelsen, herunder være aktivt arbejdssøgende mv., mens personen
- er syg,
- har ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
- modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående og efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
- er omfattet af en friperiode efter § 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller
- aftjener værnepligt.
Kapitel 5
Konsekvenser og sanktioner
Kapitel 5
Konsekvenser og sanktioner
Konsekvensen af ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet er som hovedregel, at en person ikke kan få hjælp, så længe personen ikke står til rådighed, eller får nedsat sin hjælp som led i en sanktion.
De almindelige regler om klage over en kommunes afgørelser, som er fastsat i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, gælder for afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen.
Til § 16
Kommunen kan ud fra en konkret vurdering, jf. § 23, træffe afgørelse om, at en person ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke kan få hjælp, fx ved personens manglende arbejdssøgning.
Til § 17
Efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik gives en 1. og 2. gangs sanktion ved
- selvforskyldt ledighed i forbindelse med arbejdsophør,
- afslag på tilbud om arbejde og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
- undladelse af at give meddelelse om sygdom til AF, kommunen eller en arbejdsgiver i forbindelse med en formidlings- eller opfølgningssamtale,
- undladelse af – efter krav fra AF eller kommunen – at søge konkrete åbne jobordrer, eller
- undladelse af senest 1 måned efter tilmeldingen til AF at indlægge et CV i Job- og CV-banken.
”Selvforskyldt ledighed” anvendes i samme betydning som i § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i medfør af hvilken bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed er udstedt. Selvforskyldt ledighed vil kunne opstå ved egen opsigelse, afskedigelse, kontraopsigelse, accept af for kort opsigelsesvarsel og ved at tage orlov fra et arbejde uden om lov om børnepasningsorlov eller uden om lov om statens voksenuddannelsesstøtte ved deltagelse i uddannelse.
Efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik nedsættes hjælpen til en person og dennes ægtefælle, jf. princippet om den gensidige forsørgelsespligt, med 1/3, uanset om der består et tilbud eller ej.
I 1. gangs tilfælde nedsættes hjælpen med 1/3 i 3 uger. I 2. gangs tilfælde inden for de seneste 12 måneder nedsættes hjælpen med 1/3 i 20 uger, eller indtil den person, der uden rimelig grund er ophørt i sit arbejde, har afvist tilbudet mv., har haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger. Nedsættelsen sker fra arbejdsophørsdatoen henholdsvis tilbudets startdato. Hjælpen afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Når sanktionen er udstået, modtager personen atter hjælp efter de almindelige regler. Hvis personen herefter atter bliver selvforskyldt ledig mv., vil pågældende igen blive omfattet af en sanktion.
Ved afslag på arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vil der som udgangspunkt altid opstå tvivl om, hvorvidt en person står til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor bør kommunen snarest muligt efter det første afslag genfremsætte tilbudet og/eller give et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Er tilbudet åbent, vil hjælpen efter en konkret vurdering kunne ophøre, hvis personen eller ægtefællen afviser det uden rimelig grund, jf. § 41 i lov om aktiv socialpolitik. Se også vejledningen til § 19.
Kapitel 6
Rådighedsvurdering
Kapitel 6
Rådighedsvurdering
Kapitlet omhandler kommunens pligt til at vurdere, om en person står til rådighed for arbejdsmarkedet og kan få hjælp.
Kommunen er underlagt offentlighedslovens regler om bl.a. notatpligt.
Til § 20
Tvivlen kan fx opstå på baggrund af oplysninger fra AF eller anden aktør eller fra personen selv. Kommunen skal undersøge sagen i overensstemmelse med reglerne herom i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Der vil altid opstå tvivl om en persons rådighed for arbejdsmarkedet, hvis personen udebliver fra eller afviser et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Kommunen vil derfor i disse tilfælde skulle undersøge sagen, herunder undersøge om udeblivelsen eller afvisningen skal have konsekvenser for personens ret til hjælp.
Til § 21
Kommunens pligt til i visse tilfælde, bl.a. ved afslag på formidlet arbejde, at vurdere, om en person fortsat opfylder betingelserne for at få hjælp, fremgår af § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Hvis kommunen vurderer, at en person fortsat opfylder betingelserne for at få hjælp, skal kommunen foretage en vurdering af, om personen skal have en sanktion efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik. Vurderingen skal kun foretages, hvis der kan sanktioneres efter lovens § 38 a. En persons udeblivelse fra en kontaktdato på AF kan fx ikke sanktioneres efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik. Udeblivelsen sanktioneres ved, at personen afmeldes AF. I en periode med manglende tilmelding, vil personen ikke kunne få hjælp, medmindre kommunen dispenserer. Se også vejledningen til § 5.
Til § 22
Rådighedsvurderingen ved en persons gentagne sygemeldinger i forbindelse med fx tilbud om arbejde og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal være med til at sikre, at det ikke er manglende vilje til at tage imod tilbud og forsøg på at unddrage sig disse, der begrunder sygemeldingerne.
Kommunen skal derfor vurdere rådigheden, når personen 2 gange har meldt sig syg i forbindelse med fx opfølgning i kontaktforløbet, formidling af arbejde, herunder formidlingssamtaler, og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Herefter skal kommunen rådighedsvurdere, hver gang personen melder sig syg i forbindelse med de nævnte aktiviteter.
Til § 23
Vurderer kommunen, at personen har problemer ud over ledighed og derfor ikke er arbejdsmarkedsparat, skal den foretage det fornødne i forbindelse hermed. Kommunen skal bl.a. sørge for, at personen bliver afmeldt AF i overensstemmelse med reglerne herom i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Ved vurderingen efter §§ 20-22 skal kommunen sikre sig, at personen selv gør en indsats for at komme ud af sin ledighed.
Kommunen skal bl.a. sikre sig, at personen søger arbejde, herunder gør brug af Job- og CV-banken, bl.a. ved søgning på de jobs, der er opslået i Job- og CV-banken, ved at rette henvendelse til de arbejdsgivere, som har meldt tilbage på personens CV, og ved at søge på konkrete åbne jobordrer efter krav fra AF eller kommunen.
Vurderer kommunen, at en persons arbejdssøgning er for ringe, skal kommunen gøre den fortsatte hjælp betinget af, at jobsøgningsintensiteten øges. Søger personen herefter fortsat ikke job eller for få jobs, skal kommunen træffe afgørelse om, at personen ikke kan få hjælp, så længe den pågældende på grund af sin manglende jobsøgning ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
De almindelige regler om klage over en kommunes afgørelser, som er fastsat i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, gælder for afgørelser, der træffes efter bekendtgørelsen.
Kapitel 7
Oplysningspligt
Kapitel 7
Oplysningspligt
Til § 24
Reglerne om en persons oplysningspligt fremgår bl.a. af § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
I denne lov samt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats findes der regler om kommunens opfølgning i kontaktforløbet, sagsbehandling og adgang til at indhente oplysninger om personen fra fx arbejdsgivere og arbejdsløshedskasse.
En person, der modtager hjælp, skal have skriftlig besked om pligten til at give oplysninger, hvilke typer ændringer, der kan have betydning for hjælpen, og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne. Se vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
En persons manglende vilje til at give de oplysninger, der skal til, for at kommunen kan afgøre, om og i givet fald hvilken hjælp den pågældende kan få, samt personens manglende vilje til at give samtykke til indhentelse af oplysninger til brug for sagens behandling, hvor disse forudsætter et samtykke, vil føre til, at kommunen træffer afgørelse på det foreliggende grundlag, evt. til skade for personen.
Til § 25
Reglerne om, hvad en person skal oplyse om i forhold til sit CV, fremgår af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det fremgår af denne bekendtgørelse, at en person skal skrive under på, at de oplysninger, som personen har lagt ind i Job- og CV-banken, er fyldestgørende og korrekte. Det fremgår også, at personen har pligt til løbende at ajourføre sit CV. En ajourføring af CV’et skal ske, når personen har haft arbejde eller deltaget i uddannelse eller tilbud af betydning for den pågældendes muligheder for at få beskæftigelse. Ajourføring af CV’et skal endvidere ske, når AF eller kommunen beder om det.
Arbejdsdirektoratet, den 20. august 2003
Karen Elise Fangel
/Karen Louise Riis
§ 39 i lov om aktiv socialpolitik gælder fortsat, idet det forholdsmæssige fradrag i hjælpen i forbindelse med udeblivelser fra tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal foretages, uanset om fraværet finder sted i 3 eller 20 ugers perioden, eller om det finder sted i perioder, hvor personen modtager hjælp efter de almindelige regler.
Nedsættelsen af hjælpen efter § 38 a i lov om aktiv socialpolitik er en sanktion som følge af, at en person er ophørt i et arbejde, har afvist et tilbud mv., og nedsættelsen gælder derfor for hele sanktionsperioden. Det betyder, at der fortsat alene kan ydes nedsat hjælp, selv om den pågældende i sanktionsperioden påbegynder et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, fritages for sin rådighedsforpligtelse, jf. § 13, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik eller får problemer ud over ledighed.
Hvis en person ikke vil få en sanktion, fordi den pågældende er gift eller samlevende med en person, der modtager starthjælp efter § 25, stk. 12, jf. § 26, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik eller introduktionsydelse efter integrationsloven, skal kommunen i stedet foretage en rådighedsvurdering, jf. §§ 20 og 21.
Til § 18
Konsekvenserne af manglende deltagelse i et påbegyndt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår af § 39 i lov om aktiv socialpolitik.
Kommunen skal foretage fradrag i hjælpen efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik til personer, som – uden rimelig grund – ikke fuldt ud deltager i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Fradraget skal både ske, hvis en person udebliver, og hvis personen forsømmer at deltage i tilbudet i et omfang, som må ligestilles med udeblivelse, fx hvis personen møder så beruset op til tilbudet, at den pågældende ikke kan deltage, eller hvis personen møder, men nægter at deltage aktivt i tilbudet.
Der fradrages i hjælpen for både den, der skal deltage i tilbudet, og for den pågældendes ægtefælle. Det er en konsekvens af, at begge ægtefæller skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kommunen skal foretage fradrag i hjælpen, hvadenten den pågældende udebliver i nogle timer eller hele dage. Hjælpen fradrages med det antal timer, som personen er udeblevet, sat i forhold til det samlede antal timer, som den pågældende i løbet af den måned skulle have deltaget i tilbud.
Hvis begge ægtefæller udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretages fradraget i den samlede hjælp svarende til det antal timer, som ægtefællerne samlet er udeblevet.
Fradraget skal ske inden 3 kalendermåneder efter, at den pågældende er udeblevet.
Fradraget kan kun ske i hjælpen efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.
Til § 19
Hjælpen til en person ophører, hvis personen – uden rimelig grund – afviser tilbud om arbejde eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, så længe muligheden for at benytte tilbudet består. Tilbudet skal naturligvis være rimeligt.
Har personen alene ansøgt om hjælp, vil konsekvensen være, at hjælpen ikke udbetales.
Modtager personen allerede hjælp, vil konsekvensen være, at hjælpen ophører.
Det vil almindeligvis være en betingelse, at tilbudet har et omfang, så det er et reelt alternativ til passiv forsørgelse. Heri ligger at afvisning af et tilbud af ganske få timers varighed pr. uge normalt ikke kan begrunde, at hjælpen ophører.
Hjælpen kan kun ophøre, så længe muligheden for at benytte et tilbud består, og personen uden rimelig grund afviser at tage imod tilbudet. Det er ikke det konkrete tilbud, som personen har afvist, der skal bestå. Det er tilstrækkeligt, at kommunen har mulighed for at give et andet rimeligt tilbud i det tilfælde, at den pågældende igen skulle ønske at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Hjælpen kan udbetales med tilbagebetalingspligt, jf. § 93, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, hvis en person afviser et tilbud, og kommunen ikke har mulighed for at give personen et andet rimeligt tilbud.
Hjælpen til en person ophører endvidere, hvis personen – uden rimelig grund – har gentagne udeblivelser fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at de kan ligestilles med en afvisning af tilbudet.
Det beror på en konkret vurdering, hvornår en persons udeblivelser fra et tilbud har et sådant omfang, at der reelt må siges at være tale om en afvisning af tilbudet.
Et sporadisk ustabilt fremmøde kan normalt ikke begrunde, at hjælpen ophører. Hvis der derimod er tale om et mere omfattende og fast fraværsmønster, der giver begrundet tvivl om personens vilje til at deltage i tilbudet, må udeblivelserne sanktioneres som en afvisning af tilbudet. Et fravær på over 50 pct. i en periode vil kunne være med til at begrunde, at hjælpen ophører.
Vejledning om rådighed for personer der ansøger om eller
modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af
ledighed
I bekendtgørelse nr. 731 af 20. august 2003 er der fastsat regler om rådighed for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik, alene på grund af ledighed.
I denne vejledning beskrives reglerne i bekendtgørelsen, endvidere uddybes nogle af reglerne med nærmere retningslinier.
Reglerne er i bekendtgørelsen udformet sådan, at de så vidt muligt er identiske med udformningen af reglerne om rådighed for forsikrede ledige i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og regler udstedt i medfør heraf.
Baggrunden for bekendtgørelsen er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslag L 191.