Legislator Case Law & Legislation
C20030003660 DK

Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger

17 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (17)

Statutory Text (17 Articles)

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 1

Indledning

I medfør af § 14, stk. 2 og 3 i lov om udøvelse af lægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001, udsender Sundhedsstyrelsen hermed en ny vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger, under hensyntagen til de erfaringer, som den hidtidige administration af vejledningen har givet, samt under hensyntagen til anbefalingerne i Betænkning nr. 1384 »Fremtidens Speciallæge«, indenrigs- og sundhedsministeriet 2000.

Vejledningen omfatter retningslinier for de faglige bedømmelsesudvalgs sammensætning og virksomhed, herunder retningslinier for hvilke faglige elementer, der bør indgå i bedømmelsen af de enkelte ansøgere. Endvidere omfatter vejledningen regler om, hvilke oplysninger der skal være til rådighed for den faglige bedømmelse. Vejledningen indeholder en oversigt over hvilke kvalifikationskrav, der skal og hvilke der kan indgå i vurderingen.

En faglig bedømmelse er en konkret vurdering i forhold til stillingsopslag og funktionsbeskrivelse for en overlægestilling.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 2

Område

Forud for ansættelse i enhver stilling som overlæge med klinisk funktion i offentlige sygehuse og behandlingsinstitutioner skal der, som led i ansættelsesproceduren, ske en bedømmelse af den enkelte ansøgers faglige kvalifikationer. Tilsvarende gælder ved ansættelse som vikar for overlæge over 6 måneder, herunder forlængelse af kortvarige vikariater til en samlet varighed over 6 måneder i de nævnte stillinger.

Reglerne om faglig bedømmelse gælder tilsvarende ved ansættelse i private sygehuse m.v., der har indgået overenskomst med det offentlige sundhedsvæsen eller på anden måde løser offentlige sundhedsopgaver.

Lægelovens krav om faglig bedømmelse efter § 14 stk. 2, gælder endvidere ved væsentlige ændringer i funktionsbeskrivelsen for en allerede ansat overlæge, selv om ansættelsesforholdene er uændrede.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 3

Fagligt bedømmelsesudvalg

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 3

Fagligt bedømmelsesudvalg

Med henblik på en bedømmelse efter lægelovens § 14 stk. 2, nedsætter ansættelsesmyndigheden i forbindelse med ansættelsesproceduren et lægefagligt bedømmelsesudvalg. Det faglige bedømmelsesudvalg består af mindst 3 læger, som alle har de fornødne forudsætninger til at bedømme ansøgernes faglige kvalifikationer inden for det pågældende speciale/fagområde. Mindst et af medlemmerne skal være ansat i en anden region, end den hvor stillingen er placeret. Højst et af medlemmerne kan være ansat i den pågældende afdeling/behandlingsinstitution, og højst et medlem kan tillige være medlem af ansættelsesudvalget for den pågældende stilling. De øvrige medlemmer udpeges fra en liste udarbejdet af de relevante specialeselskaber. Listen vil være tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk. Mindst et af medlemmerne skal have deltaget i kursus for bedømmere. Ansættelsesmyndigheden kan vælge at supplere med yderligere medlemmer, såfremt det ønskes at tilføre viden, f.eks. fra et tilgrænsende speciale eller særlige ønsker omkring administrative, pædagogiske, forskningsmæssige eller andre lægefaglige kompetencer ud over den medicinske ekspertise inden for det pågældende speciale eller fagområde. Det skal indskærpes at medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg har tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven § 27. Den lægefaglige bedømmelse bør være afsluttet inden for 4 uger, regnet fra ansøgningsfristen i stillingsopslaget.

Tilforordnede i § 14 sager

Til brug for udpegning af medlemmer til bedømmelsesudvalg udarbejder specialeselskaberne en liste over mulige medlemmer, der kan indgå i bedømmelsesudvalgene. Der skal indgå læger fra alle 3 regioner og som hovedregel bør de udpegede have speciallægeanerkendelse i det pågældende speciale.

Særlige kvalifikationer såsom fagområdeviden, særlig administrativ eller pædagogisk kompetence m.v. skal fremgå af listen, ligesom det skal fremgå, om den pågældende har deltaget i kursus for bedømmere. Udpegningen sker for 3 år med mulighed for løbende supplering efter specialeselskabets skøn.

Sundhedsstyrelsen arrangerer og fastlægger indhold for kurser i bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger for de læger, der af specialeselskaberne er udpeget som mulige deltagere i bedømmelsesudvalg.

Inhabilitet

Ved vurderingen af, om der foreligger inhabilitet, følges forvaltningslovens § 3. Medlemmer af det faglige bedømmelsesudvalg er forpligtet til selv at gøre opmærksom på, om der foreligger en sådan tilknytning til en ansøger, at det er egnet til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed ved vurderingen. Afgørelse af, om der bør ske ændring i udvalgets sammensætning som følge heraf, træffes af ansættelsesmyndigheden.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 4

Baggrund for det faglige bedømmelsesudvalgs

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 4

Baggrund for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering

Til brug for det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering skal foreligge

1. En beskrivelse af den opslåede stillings funktioner, herunder i hvilket omfang den pågældende skal yde lands- og landsdelsfunktioner i forhold til andre afdelinger i eller uden for sygehusamtet. Det skal endvidere fremgå, i hvilket omfang der indgår vagtfunktioner i stillingen samt for hvilken patientgruppe.

2. Beskrivelse af eventuelle særlige fagområder knyttet til varetagelsen af stillingen, herunder anførelse af eventuelt specialeansvar.

3. Stillingsopslag, hvor det er præciseret, i hvilket speciale den pågældende skal være § 14 kvalificeret.

4. Beskrivelse af den opslåede stillings funktioner inden for ledelse og administrative funktioner ved afdelingen.

5. En beskrivelse af den pågældende stillings funktioner inden for undervisning såvel af studenter, som for lægelig videreuddannelse og af andre faggrupper. Særligt skal det fremgå, såfremt der til stillingen er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig eller lignende.

6. Alle ansøgninger vedlagt bilag fra alle ansøgere, som muliggør gennemgang af ansøgning.

Bedømmelsesudvalgets gennemgang

Det faglige bedømmelsesudvalg foretager en gennemgang af den enkelte ansøgers kliniske uddannelse og øvrige faglige kvalifikationer. Gennemgangen skal indeholde følgende elementer

1. Navn, kandidatalder og aktuel ansættelse.

2. Oplysning/kopi af autorisationer/anerkendelser med angivelse af speciale og år og måned for opnåelse heraf.

3. Speciallægeuddannelse med kort beskrivelse af forløb, herunder eventuelle dispensationer.

4. Erfaring/uddannelse inden for kommunikation.

5. Erfaring/uddannelse inden for samarbejde.

6. Erfaring/uddannelse inden for ledelse og administration.

7. Erfaring/uddannelse inden for sundhedsfremme.

8. Erfaring/uddannelse inden for akademikerrolle. Videnskabelige arbejder, videnskabelige ansættelser, videnskabelige grader og uddannelse.

9. Erfaring/uddannelse inden for professionalisme.

10. Uddannelse af betydning for evt. særligt fagområde eller lignende.

11. Øvrige kliniske uddannelse af betydning for aktuelle stilling.

12. Pædagogiske erfaringer, herunder erfaring som klinisk og videnskabelig vejleder og evt. funktion som uddannelsesansvarlig, arbejde som inspektor og deltagelse i pædagogisk udvikling samt evt. uddannelse.

13. Anden særlig uddannelse eller erfaring med relevans for funktionen for den pågældende stilling.

14. Eventuelle supplerende anbefalinger vedrørende erhvervelse af kompetencer efter ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige funktioner nævnt i funktionsbeskrivelsen for den pågældende stilling.

Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering

Det faglige bedømmelsesudvalgs gennemgang af den enkelte ansøger afsluttes med en samlet vurdering af, hvorvidt den pågældende under hensyntagen til stillingsopslag må anses for lægefagligt »kvalificeret« eller »ikke-kvalificeret« til stillingen. Hvis det faglige bedømmelsesudvalg vurderer at en ansøger ikke er kvalificeret, skal det begrundes i henhold til forvaltningslovens § 22. Der foretages ikke en prioritering af ansøgerne. Ved uenighed i bedømmelsesudvalget kan et medlem forlange sin afvigende mening kortfattet tilført vurderingen. Den skriftlige vurdering skal have karakter af en overordnet bedømmelse i forhold til minimumskvalifikationer suppleret med en konkret vurdering i forhold til de specifikke kompetencekrav knyttet til den pågældende funktion som overlæge. Vurderingen kan suppleres med evt. forslag til kompetenceudvikling for ansøgeren i forhold til disse specifikke kompetencekrav. Det faglige bedømmelsesudvalgs vurdering underskrives med angivelse af, hvilke specialer bedømmelsesudvalgets medlemmer selv har speciallægeanerkendelse inden for, og evt. særlige kompetencer, som medlemmerne besidder af relevans for den pågældende bedømmelse. Desuden anføres aktuelt ansættelsessted. Vurderingen afleveres til ansættelsesmyndigheden, der orienterer alle ansøgere med kopi af bedømmelsen af den pågældende.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 5

Kvalifikationskrav ved vurdering af ansøgere

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 5

Kvalifikationskrav ved vurdering af ansøgere

Nedenstående er vejledende retningslinier for bedømmelsesudvalgets arbejde. Bedømmelsen er altid individuel og konkret i forhold til den pågældende stillings funktioner og krav til kompetencer. Ved vurderingen anvendes en vurdering af den faglige kompetence, som udover krav til medicinsk ekspertise også omfatter kompetence inden for kommunikation, samarbejde, ledelse /administration, sundhedsfremme, akademisk kompetence, professionel kompetence (de 7 roller) samt pædagogik. Vægtningen af kompetencer, afhænger af det konkrete stillingsopslag og funktionsbeskrivelse. Vurderingen af ansøgerens kompetencer sker indtil ansøgningstidspunktet. Vurderingens sigte kan udover kvalifikationsvurderingen tillige have en funktion som vejledende i fortsat kompetenceudvikling i forhold til det konkrete stillingsindhold. Såfremt en ansøger kun mangler få måneder inden opnåelse af de krævede kvalifikationer, kan færdiggørelse af igangværende ansættelse m.v. frem til ansættelsestidspunktet indgå i anbefalinger vedrørende fortsat kompetenceudvikling. Såfremt en ansøger findes kvalificeret, men bedømmelsesudvalget finder, at ansøgeren bør supplere sine kliniske kvalifikationer under ansættelsen med henblik på varetagelse af særlige ekspertfunktioner, uddannelses- eller ledelsesansvar m.v. bør forslag hertil fremgå af den skriftlige bedømmelse.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 6

Den medicinske ekspert

Som hovedregel forudsættes det, at en ansøger har en dansk anerkendelse til at betegne sig som speciallæge i et for stillingen relevant speciale. Hvis et fagområde kan varetages af læger fra flere forskellige specialer skal det fremgå af opslag og den senere bedømmelse. Der skal i så tilfælde gøres opmærksom på dette i bedømmelsen.

I særlige tilfælde, hvor en stilling er oprettet til varetagelse af helt specielle opgaver, der falder uden for de anerkendte specialer, kan speciallægekravet fraviges. Dog må ansøgeren i alle tilfælde have opnået »tilladelse til selvstændigt virke som læge«.

Kommunikator

Erfaring med kommunikation bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen er knyttet særlige krav om kompetence inden for dette område eksempelvis i arbejde med personer af anden etnisk-kulturel baggrund bør dette indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Samarbejder

Erfaring med samarbejde bør altid indgå i bedømmelsen. Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der i stillingen lægges særlig vægt på denne kompetence eksempelvis som led i samarbejde i særligt tværfagligt behandlerteam eller lignende, bør ansøgers erfaringer hermed indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Leder/administrator

Erfaring med ledelse og administration bør altid indgå i bedømmelsen. Særlig vægtes denne kompetence ved besættelse af stilling som ledende, specialeansvarlig eller anden overlægestilling med stort krav til den administrative kompetence.

Sundhedsfremmer

Såfremt det af stillingsopslag og funktionsbeskrivelse fremgår, at der til stillingen er knyttet særlige krav om kompetence inden for dette område eksempelvis i varetagelsen af arbejde i patientskole, forebyggelse eller lignende bør dette indgå med særlig vægt i bedømmelsen.

Akademiker

En videnskabelig vurdering indgår altid i bedømmelsen, idet dog kravene hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret til stillingen, afhænger af det konkrete stillingsindhold. Såfremt der til ansættelsen hører funktion som forskningsansvarlig, som videnskabelig vejleder eller lignende, bør vurderingen af den videnskabelige kvalifikation indgå med stor vægt i vurderingen af, om den pågældende findes kvalificeret til stillingen.

Vurderingen skal som et minimum indeholde en gennemgang af videnskabelige arbejder, videnskabelige ansættelser og opnåede videnskabelige grader samt en stillingtagen til disses omfang, kvalitet og relevans set i forhold til den pågældende stilling.

Professionel

Det forudsættes, at alle læger for at varetage en ansættelse som overlæge udviser en professionel adfærd under iagttagelse af etiske og juridiske samt administrative normer for lægelig funktion.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 7

Yderligere klinisk kompetenceudvikling

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 7

Yderligere klinisk kompetenceudvikling

Den kliniske uddannelse skal i sin helhed gøre ansøgeren kvalificeret til de funktioner, som er henlagt til den stilling, der ansøges om. En forudsætning for, at en ansøger findes kvalificeret til en stilling som overlæge, er at ansøger har haft funktion svarende til 1. reservelæge eller afdelingslæge i specialet, eller evt. i andet speciale som led i fagområdekvalificering, i mindst 2 år efter tidspunktet for opnået anerkendelse til at betegne sig som speciallæge. Ansættelser af mindre end 6 måneders varighed kan normalt ikke medregnes. Indtil 6 måneders ansættelse som vikar for overlæge, konstitueret eller fungerende overlæge eller som privatpraktiserende speciallæge kan medregnes.

Mindst 12 måneder bør være på en afdeling med tilsvarende opgaver og på tilsvarende opgaveniveau, som på den afdeling, hvor stillingen søges. Mindst 12 måneders ansættelse skal have fundet sted på en anden afdeling end hoveduddannelsen. Sidstnævnte anses dog også for opfyldt, såfremt ansættelse inden for specialet på mindst 2 forskellige sygehuse indgår i hoveduddannelsesforløbet.

Bedømmelsesudvalget kan forlange supplerende dokumentation for konkrete kompetencer af relevans for stillingsindholdet som fx relevante operationslister, hvis der til stillingen er knyttet krav om særlige kliniske kompetencer udover de krav, der er en forudsætning for at opnå anerkendelse til at betegne sig som speciallæge.

Udenlandske ansættelser

Udenlandske ansættelser bedømmes på linie med danske, idet den konkrete kompetenceudvikling vurderes i hvert enkelt tilfælde. Det påhviler ansøgeren at fremskaffe den fornødne dokumentation fx i form af beskrivelse af afdelingen med sengeantal, behandlinger fordelt på diagnoser, den lægelige stabs sammensætning og eventuelle specialfunktioner med videre. Det er en forudsætning for at kunne tiltræde en overlægestilling, at ansøgeren har opnået dansk anerkendelse til at betegne sig som speciallæge. Efter ansøgning tager Sundhedsstyrelsen stilling til anerkendelse af udenlandske anerkendelser. For udenlandske ansøgere kan krav om ansættelse i stilling som 1. reservelæge eller afdelingslæge efter opnåelse af anerkendelse til at betegne sig som speciallæge erstattes af anden udenlandsk ansættelse med tilsvarende indhold.

Andre erfaringer

Erfaring som underviser, som klinisk vejleder, som inspektor og evt. andre uddannelsesfunktioner eller supplerende pædagogisk uddannelse indgår altid i bedømmelsen, idet dog kravene hertil og deres betydning for, om en person er kvalificeret til stillingen, afhænger af det konkrete stillingsindhold. Eksempelvis vil vurderingen af pædagogiske kvalifikationer indgå med stor vægt, såfremt der til stillingen er knyttet funktion som uddannelsesansvarlig overlæge.

Vurderingen skal som et minimum indeholde en gennemgang af erfaring som underviser med angivelse af indhold og målgruppe, erfaring som klinisk vejleder, anden uddannelsesmæssig erfaring og evt. supplerende pædagogisk uddannelse.

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 8

Indsendelse til Sundhedsstyrelsen og ansættelse

Vejledning 2003 36 Historic

Kapitel 8

Indsendelse til Sundhedsstyrelsen og ansættelse

Ansættelsesmyndigheden fremsender til Sundhedsstyrelsen indstilling af ansøger, kopi af stillingsopslag, funktionsbeskrivelse, faglig bedømmelse af alle ansøgere og ansøgning fra den indstillede ansøger.

På separat ark anføres ansøgers fulde navn, bedømmelsesudvalgets indstilling af ansøger, kvalificeret/ikke kvalificeret, ansættelsesudvalgets indstilling, ansættelsessted (sygehus/institution, afdeling, speciale, ansøgers speciallæge anerkendelse med angivelse af dato for opnåelse, dato for tiltrædelse af stilling, angivelse af bedømmelsesudvalgets medlemmer med angivelse af speciale, ansættelsessted og anførelse af hvem der er valgt fra Sundhedsstyrelsens liste over bedømmere. Dette ark indsendes til Sundhedsstyrelsen i 2 eksemplarer.

Skema til dette kan indhentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk .

Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at ansætte en ansøger, der af bedømmelsesudvalget er fundet kvalificeret til den pågældende stilling, forventer Sundhedsstyrelsen ikke at foretage en vurdering af ansøgerens lægefaglige kvalifikationer, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Ansættelse kan finde sted 10 hverdage efter ansøgning er modtaget i Sundhedsstyrelsen. Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at ansætte en ansøger, som bedømmelsesudvalget har fundet ikke-kvalificeret til den pågældende stilling, eller hvis ansættelsesmyndigheden ikke ønsker at imødekomme evt. supplerende anbefalinger fra bedømmelsesudvalget om kompetenceudvikling i forhold til konkrete funktioner, kan ansættelsesmyndigheden ikke umiddelbart ansætte den pågældende. Ansættelsesmyndigheden skal i et sådant tilfælde forelægge sagen for Sundhedsstyrelsen vedlagt de i Kapitel 4 nævnte bilag. Desuden vedlægges en indstilling vedrørende baggrund for ansættelse og afklaring af kompetenceudvikling. Sundhedsstyrelsen fremsætter en vejledende udtalelse over for ansættelsesmyndigheden inden 10 hverdage. Ansættelsesmyndigheden kan herefter træffe endelig afgørelse i sagen og meddeler Sundhedsstyrelsen resultatet heraf.

Klageadgang

Bedømmelsesudvalgets vurdering af den enkelte ansøger kan påklages til ansættelsesmyndigheden.

Ikrafttræden

Denne vejledning træder i kraft den 24. maj 2003 og er gældende for stillinger, der opslås efter denne dato. Vejledning nr. 107 af 4. juli 1997 bortfalder samtidig.

Vejledningen er ikke gældende for Færøerne og Grønland, der fortsat kan søge vejledning og faglig rådgivning ved ansættelse af overlæger, direkte i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen, den 1. maj 2003

Jens Kristian Gøtrik

/Karsten Bech

Vejledning 2003 36 Historic

Vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere til

overlægestillinger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →