Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik
Til samtlige kommuner m.fl.
Folketinget har den 11. december 2002 vedtaget
L 89 - Forslag til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik
(Nedsat kontanthjælp til personer, der er samlevende med en starthjælps- eller introduktionsydelsesmodtager).
Loven som vedtaget ved 3. behandling vedlægges.
Lovændringen angår alene samlevende par, hvor den ene modtager kontanthjælp og den anden modtager starthjælp eller introduktionsydelse.
Efter de nugældende regler nedsættes starthjælpen, hvis en person, der modtager starthjælp, er samlevende med en person, der modtager kontanthjælp. Dog vil den samlede hjælp mindst udgøre det beløb, der ville være modtaget, hvis begge havde modtaget starthjælp.
Den samme regel gælder for kontanthjælpsmodtagere, der samlever med en person, der modtager introduktionsydelse på starthjælpsniveau.
Lovforslaget indeholder følgende ændring
Lovændringen angår som nævnt alene samlevende par, hvor den ene modtager kontanthjælp og den anden modtager starthjælp eller introduktionsydelse. Der sker således ingen ændring for gifte par.
Det vil fremover være kontanthjælpen, der nedsættes for kontanthjælpsmodtagere, der er samlevende med en starthjælpsmodtager eller en introduktionsydelsesmodtager således, at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til kontanthjælpen, dog mindst det beløb, der ville være modtaget, hvis begge havde modtaget starthjælp eller introduktionsydelse.
De samme principper gælder for en udlænding, der modtager introduktionsydelse på kontanthjælpsniveau og er samlevende med en person, der modtager starthjælp eller introduktionsydelse (på starthjælpsniveau).
Hvis en persons starthjælp har været nedsat eller bortfaldet efter de hidtil gældende regler, og hvis nedsættelsen eller bortfaldet er sket på grund af samliv med en kontanthjælpsmodtager, har ændringen virkning fra 1. juli 2002.
Det betyder, at der skal ske efterbetaling af starthjælp til disse personer, jf. § 3, stk. 2, således at de personer, der har fået deres starthjælp eller introduktionsydelse nedsat efter den 1. juli 2002 får den hjælp, de ville have været berettiget til, hvis loven havde været affattet i overensstemmelse med den vedtagne L 89. Hvis kommunen har sådanne sager, må kommunen derfor genoptage dem af egen drift.
For ægtefæller er der ikke sket ændringer, idet disse har en gensidig forsørgelsespligt. Starthjælpen vil således fortsat skulle nedsættes for en person, der er gift med en kontanthjælpsmodtager, efter de hidtil gældende regler.
Arbejdsdirektoratet, den 11. december 2002
Leo Torp