Cirkulære om gruppelivsordning for visse kirke- og kirkegårds- funktionærer.
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om gruppelivsordning for visse kirke- og kirkegårds-
funktionærer.
I. Indledning.
I dette cirkulære beskrives indholdet af gruppelivsordningen for tjenestemandsansatte, tjenestemandslignende ansatte og visse overenskomstansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer samt gravermedhjælpere.
Gruppelivsordningen administreres af Forenede Gruppeliv (FG).
Gruppelivsordningerne blev etableret på folkekirkens område ved Kirkeministeriets cirkulære af 18. november 1991 om ændring af visse kirkefunktionærers lønninger m.v., afsnit IV.
Som led i overenskomstforliget mellem Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) er der aftalt en forhøjelse af bidraget til gruppelivsordningen.
For tjenestemandsansatte, tjenestemandslignede ansatte og visse overenskomstansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer samt gravermedhjælpere er der med virkning fra 1. april 2003 aftalt en forhøjelse af bidraget til 98,35 kr. månedlig.
Fra 1. april 2002 udgør den aftalte forsikringssum 275.000 kr. for alle forsikrede.
Forsikringssummen ved kritisk sygdom udgør 100.000,00 og har virkning fra 1. april 2000.
Forsikringssummen pr. barn under 21 år udgør 15.000 kr.
Gruppelivsdækningen og indbetalingen af præmie ophører ved det fyldte 67. år.
II. Menighedsrådets opgaver.
Menighedsrådet skal for de ansatte, der er omfattet af ordningen, sørge for, at
- indbetale de månedlige præmier til Forenede Gruppeliv
- ved dødsfald anmelde dette til Forenede Gruppeliv med angivelse af gruppelivsordningens nummer: 85034. Med anmeldelsen vedlægges kopi af sidste lønudbetaling
- tilbyde tjenestemænd, der er afskediget/afskediges med rådighedsløn/ventepenge til fratræden den 1. april 2002 eller senere fortsat medlemskab af gruppelivsordningen
- jf. bilag A samt mulighed for præmiefritagelse p.g.a. uarbejdsdygtighed, jf bilag B.
Forsikringsoversigt, vedlagt som bilag 1, og de nævnte skemaer kan hentes på Internettet under adressen www.fg.dk eller Rekvireres i Forenede Gruppeliv, Strandboulevarden 122, 2100 København Ø, telefon nummer 39 16 78 00.
Menighedsrådet kan til brug ved indbetalingen af gruppelivspræmien få tilsendt girokort fra Forenede Gruppeliv. Indbetaling kan også ske automatisk via FLØS.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at gruppelivspræmien indgår i den skattepligtige løn, som feriegodtgørelse skal beregnes af.
III. Personkreds.
Følgende ansatte omfattes af gruppelivsordningen
1) Alle tjenestemandsansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer.
2) Tjenestemandslignende ansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer, herunder kirketjenere, kirkegårdsledere under Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansattes forhandlingsområde og gravere, der ikke er dækket af anden gruppelivsordning via en til ansættelsen knyttet forsikringsmæssig pensionsordning. Dette vil typisk være tilfældet, hvis de på grund af karenstid eller for lav alder endnu ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af en pensionsordning i henhold til Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 24. august 1990 om etablering af pensionsordning for visse grupper af ikke-pensionssikret personale i folkekirken (Statsansattes Kartels (StK) overenskomst- og aftaleområde).
Gruppelivsordningen ophører, når den pågældende ansatte bliver omfattet af StK-pensionsordningen, f.eks. efter udstået karenstid.
3) Overenskomstansatte kirke- og kirkegårdsfunktionærer, herunder gartnere og gartneriarbejdere under SID, der ikke er dækket af anden gruppelivsordning via en til ansættelsen knyttet forsikringsmæssig pensionsordning. Dette vil typisk være tilfældet, hvis de på grund af karenstid eller for lav alder endnu ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af en pensionsordning i henhold til Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 24. august 1990 om etablering af pensionsordning for visse grupper af ikke-pensionssikret personale i folkekirken (Statsansattes Kartels (StK) overenskomst- og aftaleområde).
Gruppelivsordningen ophører, når den pågældende ansatte bliver omfattet af StK-pensionsordningen, f.eks. udstået karenstid.
4) Gravemedhjælpere, der har mindst 15 timers ugentlig beskæftigelse og ikke er dækket af anden gruppelivsordning via en til ansættelsen knyttet forsikringsmæssig pensionsordning. Dette vil typisk være tilfældet, hvis de på grund af karenstid eller for lav alder endnu ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af StK-pensionsordningen, jf. § 15 stk. 2 i Kirkeministeriets cirkulære af 25. juni 2001 om løn- og ansættelsesvilkår for gravermedhjælpere m.fl..
Gruppelivsordningen ophører, når den pågældende ansatte bliver omfattet af StK-pensionsordningen, f.eks. udstået karenstid.
5) Tjenestemandslignende ansatte organister og organistassistenter, kordegne og kordegneassistenter, kirkegårdsledere og kirkegårdsassistenter og sognemedhjælpere under CO II’s (Statstjenestemændenes Centralorganisation II’s) forhandlingsområde.
Der er uden betydning, om den ansatte er omfattet af en pensionsordning i henhold til Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 24. juni 1991 om pensionsordning for tjenestemandslignende ansatte i folkekirken under CO II.
6) Elever under StK’s område (gartnerelever og kontorelever).
7) Tjenestemandslignende ansatte organister og organistassistenter under AC’s (Akademikernes Centralorganisation) forhandlingsområde.
8) Rådighedslønnede/ventepengemodtagere, som efter tilbud vælger at forblive i ordningen.
IV. Gruppelivspræmie.
Menighedsrådet indbetaler samtidig med lønudbetalingen for den pågældende måned en præmie på 78,53 kr. til Forenede Gruppeliv for hver ansat, der opfylder betingelserne jf. afsnit III. Fra 1. april 2003 forhøjes den månedlige præmie til 98,35 kr.
V. Gruppelivsordningens indhold.
Forsikringssummen udbetales ved den ansattes død, hvis dødsfaldet indtræffer inden udgangen af den måden, hvori den pågældende fylder 67 år. Summen udbetales til den ansattes nærmeste pårørende, med mindre andet er aftalt og udgør 275.000 kr.
Børnesummer for umyndige fællesbørn, som har ophold i afdødes hjem hos dennes ægtefælle, udbetales til ægtefællen. I andre tilfælde tilfalder summen det pågældende barn.
Til børn under 21 år udbetales 15.000 kr. til hvert barn.
Forsikringsbetingelserne og forsikringsoversigt kan ses på Internettet under Forenede Gruppelivs hjemmeside på www.fg.dk .
Det er menighedsrådet, der har underretningspligten om dødsfald over for Forenede Gruppeliv for ansatte.
VI. Dækning ved kritisk sygdom
Til et medlem af gruppelivsforsikringen, der efter 1. oktober 1999 pådrager sig en kritisk sygdom (se forsikringsbetingelserne), udbetales en forsikringssum på 50.000 kr. som pr 1. april 2000 er forhøjet til 100.000 kr. Det er en forudsætning for forsikringsdækning, at diagnosen er stillet i forsikringstiden, efter 1. oktober 1999.
For forsikrede, der før 1. oktober 1999 har fået konstateret en kritisk sygdom, dækkes denne diagnose ikke af forsikringen.
For kræft gælder dog, at hvis man har fået konstateret kræft inden forsikringens ikrafttræden, berettiger ny kræftdiagnose stillet efter 1. januar 2002 til udbetaling, hvis der er forløbet 10 år uden tilbagefald.
De sygdomme, som udløser en forsikringssum, fremgår af bilag 4. Diagnoserne Parkinsons sygdom, blindhed og døvhed skal være stillet efter den 1. januar 2002.
Den ansatte skal underrette menighedsrådet om den kritiske sygdom. Menighedsrådet skal underrette Forenede Gruppeliv herom med oplysning om ansættelsesdato samt kopi af sidste lønseddel.
Efter udbetaling af forsikringssummen ved kritisk sygdom, vil en dækning af de øvrige diagnoser med visse begrænsninger kunne opnås efter 6 måneder, jf. § 3 b) i Forenede Gruppelivs forsikringsbetingelser.
Hvis den forsikrede dør inden 3 måneder efter, at diagnosen er stillet, modregnes den udbetalte sum ved kritisk sygdom, modregnes den udbetalte sum ved kritisk sygdom i dødsfaldssummen.
VII. Gruppelivsdækningens tidsmæssige dækning.
Gruppelivsdækningen er virksom fra ansættelsen.
Under fravær på grund af tjenestefrihed gælder dækningen efter gruppelivsordningen uden præmiebetaling de første 6 måneder af tjenestefrihedsperioden. Endvidere gælder dækningen af gruppelivsordningen uden præmieindbetaling ved fravær på grund af tjenestefrihed til militærtjeneste. I begge tilfælde har det dog kun gyldighed, hvis den pågældende ikke i perioden omfattes af anden gruppelivsordning etableret af Finansministeriet eller (amts)kommunerne.
Gruppelivsdækningen gælder uden præmieindbetaling i de situationer og i hele den periode, hvor der bevilges tjenestefrihed uden løn til uddannelse og børnepasning i henhold til bekendtgørelser nr. 402 af 31. maj 2000 .
Forsikringen ophører ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fratræder sin ansættelse dog senest ved udgangen af den måned, hvori den ansatte fylder 67 år, eller hvor den ansatte f.eks. p.g.a. udstået karenstid omfattes af en pensionsordning med gruppelivsordning.
Gruppelivsdækningen og indbetaling til gruppeliv ophører ved overgang til rådighedsløn/ventepenge, medmindre den pågældende har valgt at fortsætte som medlem af gruppelivsordningen.
Ved fratræden på grund af 2/3 arbejdsudygtighed som følge af sygdom eller ulykkestilfælde, kan der ydes præmiefri dækning i indtil 3 år, dog kun så længe erhvervsudygtigheden varer og ikke ud over det 67. år. Henvendelse om præmiefritagelse rettes gennem menighedsrådet til Forenede Gruppeliv.
VIII. Frivillig fortsættelsesforsikring.
Ved fratræden af stillingen inden forsikringeens ophør uden indtræden i en anden gruppelivsforsikring vil der være mulighed for fortsættelsesforsikring. Henvendelse herom rettes til Forenede Gruppeliv inden 2 måneder efter fratræden.
Kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 15. januar 1999 om gruppelivsordning for visse kirke- og kirkegårdsfunktionærer ophæves.
Dette cirkulære træder i kraft straks.
Kirkeministeriet, den 7. december 2002
Merete C. Kjær