Cirkulæreskrivelse om meddelelse om gruppelivstillæg og fradrag i efterløn/dagpenge
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om gruppelivstillæg og fradrag i efterløn/dagpenge
Kommentar m.v.
En pension oprettet som led i et ansættelsesforhold skal medføre fradrag i efterløn/dagpenge, når den kommer løbende til udbetaling i ydelsesperioden. Gruppelivstillæg skal ikke indgå i fradragsberegningen.
Denne meddelelse erstatter meddelelse nr. 12/02 af 27. juni 2002, idet retstilstanden ikke kun gælder på efterlønsområdet, men også på dagpengeområdet.
Meddelelse om afgørelsen
I efterlønsperioden fik medlemmet løbende udbetalt pension. Pensionen var oprettet som led i et tidligere ansættelsesforhold med helt eller delvise arbejdsgiverbidrag.
På medlemmets pensionsopgørelse var anført, at medlemmet var omfattet af en gruppelivsordning. Af hensyn til beskatning indgik der derfor et gruppelivstillæg på 106 kr. pr. måned i pensionsopgørelsen.
A-kassen traf afgørelse om, at gruppelivstillægget på 106 kr. skulle indgå i beregningen af fradrag for den løbende udbetaling af pension.
A-kassen anførte som begrundelse, at der var tale om et tillæg til pensionsudbetalingen, hvorfor dette skulle medføre fradrag på lige fod med resten af pensionen.
Direktoratet traf afgørelse om, at gruppelivstillægget på 106 kr. ikke skulle indgå i beregningen af fradrag for den løbende udbetaling af pension.
Direktoratet anførte som begrundelse, at gruppelivstillægget ikke er et beløb, som kommer til udbetaling, men er udtryk for et beskatningsgrundlag, at medlemmet hverken kan råde eller disponere over gruppelivstillægget, at gruppelivsdækningen er en obligatorisk del af pensionsordningen, og at gruppelivstillæggets størrelse er marginal i forhold til den udbetalte pension.
Direktoratets afgørelse skal også ses på baggrund af, at det varierer fra medlem til medlem, om et evt. gruppelivstillæg er oplyst på den månedlige eller årlige pensionsopgørelse. Med afgørelsen sidestilles alle medlemmer i forhold til fradrag for pension med gruppelivstillæg.
Nærværende sag vedrørte et medlem på gammel efterløn. Håndteringen af gruppelivstillæg skal dog ske på samme måde på ny efterløn og på dagpengeområdet.
En evt. ændring af praksis i a-kasserne skal alene gælde fremadrettet.
Arbejdstilsynet, den 12. august 2002